Fra min dagbog #7

Om at se på og reagere anderledes på angsten.

18.12.13

22 år gammel

Nu græder jeg. For den største forløsning er forklaringen. Forståelsen.

Når man har det mærkeligt, er det tit fordi man ikke forstår, fordi man ikke forstår hvad der sker. Når man ikke forstår er det fordi man ikke vil forstå. Man tør ikke forstå, for man ønsker ikke at forklaringen er sand. Den skræmmer én. Man fortrænger forklaringen selvom man godt kender årsagen til ens tilstand. Man vil hellere fortrænge den og gå rundt i uvished og forvirring og sige: ”Jeg har det underligt.. jeg har det dårligt.. jeg er ked af det, nej.. angst.. bange.. jeg ved det ikke”. Men det kom bare til mig, ligesom det gør, når jeg har det underligt. Denne gang var det blot på grund af mine egne skrevne ord, der ledte mig hen til min egen forklaring.

Jeg forstod pludselig, hvorfor jeg har og har haft det så mærkeligt de seneste dage.

Jeg har nu flere gange oplevet, at jeg i sociale situationer nærmest bliver chokeret, fordi tingene ikke er som de plejer. Jeg er i en større ro, der er ikke det samme tankeræs, og selvom tankeræset måske kommer, så reagerer min krop ikke længere på samme måde som tidligere.

Derfor sker der det, at enten er min krop angstfuld og reagerer med angstreaktioner og mine angsttanker er borte, så jeg derfor ikke kan analyse hvad der sker med mig, og derfor gør angstreaktionerne til et problem der skal bekæmpes. Eller også får jeg angsttanker og min krop reagerer ikke.

Det er begge to nogle forvirrende situationer, fordi det føles som om min krop og mine tanker arbejder på to forskellige tidspunkter og i stik modsat retning af hinanden.

Det er meget forvirrende, men det er også en forløsning at mærke det. Selvom jeg, fx i går, da M kom hen til mig og vi talte, kunne mærke den almindelige angst og angstreaktionerne. Jeg fik angsttankerne og min krop reagerede med angst. Alligevel var jeg dog bevidst om det.

Jeg tror også det er det, der sker. Måske får jeg angsttanker, men de er ikke så relevante længere. For et år siden var jeg måske uklar over hvilke tanker jeg fik, og jeg kunne måske heller ikke adskille tankerne fra situationen og min krop. Nu er jeg blevet mere bevidst tror jeg, ikke sagt at jeg ikke får angst mere eller ikke bliver ”carried away” af tankerne.

Hvis jeg giver slip overfor at prøve at forstå hvorfor jeg har det som jeg har det og i stedet prøver at være tilstede, så mærker jeg håbet mere.

Jeg er bange for, at det håb jeg har mærket i forbindelse med de her sociale situationer, er noget jeg forestiller mig. At det bare var ”held”. At det bare var et tilfælde. At jeg faktisk ikke har fået det bedre eller har rykket mig.

Jeg er bange for at have håb. Netop fordi, at før var jeg bare angst hele tiden og fanget i angsttankerne og var fanget i at der måske ikke var noget håb.

Nu, når jeg har mærket et håb, et lys, er jeg endnu mere bange. Fordi jeg har mærket at der virkelig er lys forenden, men jeg tør ikke tro på det, for hvad hvis det bare er noget jeg forestiller mig, en illusion, og jeg så bliver kastet tilbage i at blive overvældet af angsten, som før? Det er det, jeg frygter lige nu.

I det mindste var der før intet lys og intet håb, der havde jeg fundet mig i at alt så dystert ud. Men måske frygter jeg, at der er håb for mig? Jeg frygter lyset mere end mørket?

Jeg har bare mærket en modtagelighed overfor angsten i disse situationer.
Det har stadig været svært, men jeg har på en eller anden måde kunne tage imod ubehaget.

Jeg har også skræmt mig selv lidt, fordi jeg nærmest har siddet som en skræmt lille fugl og stirret på den person der sad overfor mig, og mine tanker har kredset omkring: hvorfor får jeg ikke angst? Hvad sker der? Hvor bliver den af? Er det angst jeg mærker nu, eller er det noget jeg forestiller mig? Som om jeg begyndte at tvivle på mine tidligere tanker, som om jeg ikke tror på dem længere.

Det er nok den der usikkerhed, uvidenhed, ukendthed og også den neutralitet, som jeg mærker meget, der skræmmer mig. Det, at man ikke kan lægge det ene i én skål og det andet i en anden. Der er ikke noget, der er godt eller ondt eller sort eller hvidt, som jeg ellers altid har fået af vide og er opdraget med.

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.