Fra min dagbog #8

Om ikke at blive taget alvorligt.

21.09.13
22 år gammel 

Jeg føler mig så magtesløs overfor systemet. Alle ønsker at jeg skal blive rask så hurtigt som muligt, (selvfølgelig, jeg ønsker da også selv, at blive rask) så jeg kan komme i arbejde hurtigst muligt.

Lægen tager mig ikke alvorligt. Jeg er nervøs for at skulle til samtale der mandag. Ikke angst ligefrem, bare utrolig magtesløs følelse af, at mit liv er i hendes hænder, og hun vil ikke det bedste for mig som menneske. Hun ser mig blot som en brik i sygesystemet, og jeg skal bare proppes med medicin og komme ud i job så jeg kan blive velfungerende.

De gange jeg har været hos lægen har jeg opretholdt en overraskende god facade, også selvom jeg har været angst, nervøs, har rødmet osv, så har jeg trodset de følelser og presset igennem, for at kunne kommunikere med lægen eller anden autoritet. Men det har ikke gjort noget godt for mig, for det er som om jeg er blevet misforstået, og de tror, at jeg er velfungerende nok, fordi jeg kan finde ud af at tale om min situation.

Jeg tror det er meget sjældent at se et menneske som slet ikke fungerer, men som stadig kan finde ud af at kommunikere med mennesker og virke velfungerende. Men indeni mig raser orkanen. Uanset hvor meget jeg virker til at holde sammen på tingene udadtil. Det snyder autoriteterne, og jeg har hørt adskillige gange at ”Du er jo en sund og rask pige, når jeg kigger på dig, tænker jeg, at du nok skal blive rask snart”. Men det er ikke det jeg føler indeni. Jeg er komplet modsat indeni.

For en gang skyld, ville jeg bare ønske at lægen kaldte mig syg. At lægen fortalte mig at jeg var syg, at det var alvorligt, og at det er virkelig vigtigt at lytte til mig selv. Det er det, jeg allermest har lyst til at høre.

Jeg ønsker at blive velfungerende, at få et job eller starte på en uddannelse. Mit ultimative mål er, at kunne have en sammenhængende hverdag og føle mig lykkelig og heldig og sund og rask. At have et job, hvor jeg rent faktisk kan betale regningerne. Men lige nu føles det meget langt væk.

Jeg har lang vej, og det har jeg indset. Men problemet er, at det har lægen ikke!
Længe og jobcentret vil jo gerne have mig i job så hurtigt som muligt, og hvis lægen mener, at jeg er jobklar inden for en vis periode, skal jobcentret lytte til hende. Det er det, som skræmmer mig allermest. Allerede den dag man bliver syg og indser at man ikke kan fungere normalt, går til lægen og bliver tilmeldt og derefter sygemeldt kontanthjælp, har man fået frataget sin frihed. Ingenting jeg siger vil kunne ændre en læges holdning til min proces. Det gør mig så vred og ked af det.

Jeg husker dengang jeg gik til lægen og måtte være skuespiller for en dag, for at være sikker på, at hun tog mig alvorligt. Jeg smilede ikke, holdt ikke øjenkontakt rigtigt og opførte mig som om jeg var meget, meget syg. Og der fik jeg så af vide, at jeg var deprimeret. Jamen, er det ikke ironisk. Og latterligt….? En hver person kan jo gå op og spille syg.. men det der er ulempen er, at man ikke aner om de tvinger en til at gå til psykiater, tage medicin eller noget helt tredje.

Ikke engang min terapeut ved rigtig hvordan jeg har det. Jeg taler om tingene med hende, men det er hele tiden på en meget overfladisk måde. Hver gang jeg skal til samtale er hun smilende og imødekommende, og det er provokerende, for hvad hvis jeg føler at jeg er døende indeni? Det er jo socialt acceptabelt at spejle mennesker, i sær autoriteter. Det er så ubehageligt jo.

Jeg føler jo heller ikke selv, det er okay bare at træde ind og være sur og se virkelig syg og ked af det ud. Men jeg får lyst til det, for at jeg i det mindste kan blive taget seriøst. Evt. bryde grædende og skrigende sammen foran lægen.

Tingene ville være meget anderledes hvis der var nogle sociale situationer jeg godt kunne finde ud af. Men det er der jo ikke!!!!!!!! De mest basale ting, kan jeg ikke. Jeg kan ikke bare invitere en veninde over til mig, eller besøge hende (jeg vil hellere dø). Disse ting, når jeg forklarer dem til lægen, forstår hun åbenbart ikke. Jeg troede det var den nemmeste måde at forklare min situation på: at jeg på det mest basale niveau ikke kan fungere socialt, og derfor er jeg jo selvfølgelig slet, slet ikke klar til at få et job. Hvis jeg kunne invitere veninder over og være i private sammenhæng socialt, var det jo en helt anden situation, og jeg ville være tættere på også at kunne få et job. Men som tingene er nu, er der jo intet jeg kan. Derfor er der heller intet til at holde mig ”sane” med.
Det eneste jeg har er den facade som jeg fx viser overfor fremmede, læger, vejledere og lign. Men det er jo ikke mig, det er en meget lille del af mit offentlige jeg. Det har intet med mit private jeg at gøre.

Der er forskel på mig, hvor alt er taget fra mig og så en person, som får social fobi hvis han/hun skal tale overfor flere mennesker/holde tale/tale i offentligheden/på en scene osv. Det er én begivenhed vi taler om, en meget konkret begivenhed som skaber ubehag. Jeg er social fobien. Jeg oplever den jo konstant, den forsvinder aldrig. Jeg kan have øjeblikke med ro, men den er der stadig, den er i det nederste lag af min bevidsthed, den er hele tiden i mine tanker. Konstant.

Det er forskellen. Jeg ønsker bare at blive forstået, mødt, taget seriøst og respekteret. Jeg ønsker at blive anerkendt, også som syg. Jeg vil gerne anerkendes som en social fobisk person. En som lider af social fobi. Jeg kunne ikke være mere ligeglad med stempler, tænk på alle de stempler man har fået hele sit liv. Det her er seriøst, og det hjælper mig at indse, at jeg er syg. At jeg har brug for, at lytte til mig selv, lære mig selv og mine grænser at kende. Det gør jeg allerede, men de bliver taget fra mig når jeg skal underlægge mig en læge eller et system. Når jeg skal passe ind, men ikke føler jeg gør eller vil. Det er et problem. Jeg ønsker ikke at blive rask på deres måde, for jeg ved og har indstillet mig på, at hvis jeg gør, så får jeg tilbagefald og får det endnu værre. Og ja, det kan det godt blive. Hver gang jeg bryder sammen tænker jeg, det har aldrig været værre. Indtil næste gang det sker. For en gangs skyld vil jeg bare tages alvorligt.

Hvad skal der til, for at blive taget alvorligt?

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.