At leve med kompleks PTSD

hands-3777403_1280

Der har været stille herinde i noget tid, men jeg er hver dag i en healingsproces og med healingsprocesser er det aldrig linært. Det går lidt bedre og så går det lidt værre, og sådan bliver det ved.. 

Jeg har haft nogle tanker omkring kompleks PTSD og hvorfor jeg tror at nogen får det og andre ikke gør.

Kompleks PTSD kommer af langvarige eller gentagne traumer, som er med til at forme hele den person man er.

Kompleks PTSD er min grundtilstand. Jeg har aldrig været tryg ved noget menneske. Den komplekse PTSD kommer især i spil når jeg har med andre mennesker at gøre – når det handler om at knytte sig til andre eller være i samspil med andre eller bare når jeg skal fungere i mit liv.

Den komplekse PTSD er der hele tiden. Jeg kan stå op om morgenen og føle at alt er normal, at jeg er en normaltfungerende person. Så går jeg og laver ting i hjemmet, tager opvasken eller rydder op eller sidder og laver noget kreativt og så lige pludselig sker der noget.

Så kommer jeg ud af min dissocierende tilstand og kommer ind i min grundtilstand – traumet.

Min krop reagerer ved angst, hjertet hamrer og mit åndedræt bliver lukket af – som om jeg bliver kvalt. Så kommer der en stor sorg op i mig. En sorg over at jeg har disse symptomer, at jeg er meget begrænset i mit liv.

Jeg kan gå og flygte lidt i en periode, ved at dissocierere eller holde mig i gang, men så pludselig er jeg inde i traumet igen og lever i det som om jeg er i barndommen igen.

Eller også er jeg sammen med et andet menneske og kan fysisk ikke holde ud at være i min egen krop, fordi jeg er så utryg. Jeg kan hverken komme væk eller dissociere, fordi ubehaget bliver så stort. Jeg kan ikke slukke fra det eller komme væk, for ubehaget er en tilstand der ligger inde i mig hele tiden. Nogle gange er den i dvæle og andre gange er den i udbrud.

Og uanset om den er i dvæle eller i udbrud, så er jeg udfordret hver gang der er et andet eller andre mennesker omkring mig. Uanset hvilken situation det er.

Jeg tænker på, hvordan ikke jeg men mit miljø kan ændre sig, sådan så jeg føler mig mere tryg. Det modsatte af traumet er tryghed.
Og fordi traumet har formet hele min person, formet hele min hjerne, hele min måde at fungere på, kan jeg ikke trykke på en knap og pludselig fungere “normalt”, derimod må jeg justere i mine omgivelser, for at beskytte mig selv, opnå større afstemning og ro og i det hele taget føle mig mere tryg i verden.

Der er i forvejen mange krav og uskrevne regler om, hvordan du skal være og fungere i verden for at være et “ordentligt menneske” (et ikke-skamfuldt menneske), og de regler er slet ikke hensigtsmæssige og især ikke når man har kompleks PTSD.

Jeg må gøre hvad jeg kan, for at indrette mit liv på bedst mulig måde, tage mig af mig selv, lytte til mig selv og give plads til at min krop og sind reagerer og går ind og ud af traumet dagligt. Jeg er hele tiden i gang med at genopleve traumet for at heale det. Traumet kan ikke heales ved at undgå det. Men dermed ikke sagt, at jeg skal udsætte mig selv for yderligere traumatiserende ting, som gør mig endnu mere utryg. Jeg behøver ikke at “udsætte mig selv for faren” for faren ligger hele tiden inde i mig og er hele tiden tilgængelig. Det er derfor det gik op for mig, at jeg tror alle, der er kommet i kontakt med og jævnligt er i kontakt med deres traume, kan nikke genkendende til de kompleks PTSD-symptomer som jeg bl.a. har nævnt her på Ind til kernen. Kompleks PTSD er ikke en sygdom men en reaktion på de traumer vi har oplevet, og når man bliver bevidst om sine traumer, så genlever man dem igen og igen.

De to elementer af vores traume-recovery

Der er to områder, som er blevet forsømt, når man har været udsat for barndomstraumer. 
Disse to elementer er også de to dele af vores healing, som til sammen er med til at vi kan opbygge os selv.

At få lov at være
Når man vokser op som et barn der bliver udsat for traumer, så får man aldrig lov bare at være. Det kan være man er heldig at have nogle områder af sit liv, eller mennesker, hvor man føler sig helt tryg og tillidsfuld, men ofte ses der at traumatiserede børn havner i lignende situationer igen og igen, netop fordi de er traumatiserede. Så hvis der er traumer i hjemmet, så opstår der måske også traumer i skolen, sammen med vennerne mm.

Vi fik aldrig lov til bare at være, trække vejret, slappe af, føle os trygge og tillidsfulde til os selv og verden. Igennem traumerne lærte vi derimod at verden er et utrygt sted, at voksne ikke er til at regne med, at vi er i fare hele tiden og dermed hele tiden skal være voksne både for os selv og for andre – vi skal hele tiden være et skridt foran for at beskytte os selv mod farene.

Det er en kæmpe forsømmelse, ikke at få lov at være. Ikke at få lov at være i fred.
Og desværre fortsætter dette ind i voksenlivet. Fx oplever jeg selv ikke at kunne få lov at være i fred ift jobcentret. De har en masse planer for mig, og tager ikke hensyn til at jeg har PTSD, og at de er igang med at trigge mig og dermed forværre min tilstand.

Dermed er det, at kunne være i fred og bare trække vejret et af grundelementerne i vores healing. Det er meget svært at lære sig selv, at det er okay ikke at præstere, gøre en masse eller lave en masse. At det er okay at slappe af, hvile sig og gøre så lidt som muligt.

Men når vi lærer os selv dette, er det ikke nok med til at bringe mere ro og tillid og tryghed ind i vores liv, det er også samtidig med til at opbygge os selv og give os selv og vores indre barn, det vi aldrig fik.

At få lov at have behov (og få dem opfyldt)
Det andet vigtige element i vores healing, og noget der bliver forsømt når man bliver traumatiseret er vores behov.
Behov indebærer alt fra følelsesmæssige, fysiske, psykiske, sociale, seksuelle og spirituelle behov. Det er alt det, som udspringer indefra os og som omverdenen i større eller mindre grad “bestemmer” om vi får opfyldt.
Jeg fik altid tøj på kroppen og mad at spise som barn, så dette var et behov som blev opfyldt, men alle de andre behov blev forsømt. Mine følelser blev der grint af, min seksualitet talte vi ikke om før jeg var 17 år (alt for sent i mine øjne), jeg blev forhindret i at besøge mine venner og også i lægebesøg.
Derudover blev jeg tvunget til at udføre pligter hver eneste dag. Hvis jeg havde en aftale, så skulle jeg sørge for altid at lave mine pligter inden. Pligterne var det vigtigste i verden, virkede det som om.

Når et barn ikke får sine basale behov opfyldt, så sker der allerede der et stort svigt. Barnet lærer, at det ikke har ret til behov og dermed ikke har ret til at leve. Behovene er det, der gør os til mennesker. At vi har følelser, fornemmelser, lyst og ønsker, behov for tryghed, behov for spejling og behov for empati. Når vi bliver mødt af en kold skulder, bliver grinet af, hånliggjort eller helt simpelt slet ikke hørt og set, så skaber det en dyb afgrund i os – vi bliver negativt spejlet. Vi lærer at vores behov (og dermed vi) er forkerte. Det er her skammen kommer ind i billedet.

Det gik først rigtigt op for mig forleden – at blive forsømt på sine behov (uanset hvilke behov) er det samme som at lære at den man er ikke fortjener at leve.

Ofte nyder jeg ikke min mad. Et så basalt behov for at spise, kan for mig være skamfuldt. Mennesker der er blevet traumatiseret oplever altid på den ene eller anden måde problemer med mad – om det er trøstespisning, bulimi, overspisning eller andet. Mad er sådan et basalt behov, og når vi har med det at gøre, så trigger det den mangelfølelse vi havde som børn – at vi ikke havde ret til at leve – og dermed ikke har ret til at spise.

Jeg har det med at sluge min mad. Kyle det ind i munden, proppe munden med mad og skynde mig at sluge det – skynde mig at få maden væk og stille tallerkenen væk og tage opvasken, som om det aldrig er sket.
Jeg mærker sult, jeg mærker lysten til at spise – jeg mærker behovet – men behovet (for at spise) hænger sammen med at være værdig til liv og at fortjene at få opfyldt behov, og dermed starter skammen over behovet – for jeg har jo ikke ret til liv – så jeg har ikke ret til at have dette behov. Det er en splittelse, for jeg mærker jo tydeligt at jeg er sulten og har lyst til at spise (nogle gange mærker jeg kun sult men ikke lysten til at spise), og alligevel så kan jeg ikke være i det. Jeg kan ikke nyde maden, tygge på den og tage mig tid med at spise den.

Jeg skynder mig at spise, så jeg kun skal være kort tid i skammen over at opfylde mit behov.

At have ret til at leve og give plads til skam

Det at opfylde sine behov og at give sig selv ro og fred hænger begge to sammen med retten til at være den man er – retten til at leve.
Det hænger også sammen med at være menneske. Mennesker har behov, og det er helt naturligt. Men som barn er man blevet oplært i, ikke at må være menneske, og når man har haft menneskelige behov, så er man blevet straffet direkte eller indirekte. Man har lært igen og igen, at det er forkert at være menneske og forkert at være den man er med de behov man har. Derfor kan det ikke undgås at der kommer skamfølelse op, når vi bare gerne vil være eller når vi får nogle af de menneskelige behov.

Det vi skal lære er, at skamfølelsen godt må være der. Hvis vi forsøger at fjerne den, er vi blot med til at gøre os selv endnu mere skamfulde, fordi vi dermed lærer os selv, at denne følelse er uacceptabel og forkert (og dermed er vi forkerte). Vi kommer altså til at skamme os over skamfølelsen. Og så er der dobbelt skam, og så kan den ellers blive ved jo mere vi kæmper igen.

Skam hænger sammen med at være menneske. Og når man er traumatiseret er skam, angst og depression de tre primære følelser som bliver sat i gang.

Den eneste måde vi kan heale os selv på, er ved at blive ved at lytte til os selv og vores behov – give os selv lov til at føle skam over at opfylde eller bare have disse behov og tillade os selv at få ro og fred.

Vi har været på overarbejde hele barndommen – nu er det vores tid. Nu er det vores tur til at få lov. Få lov at leve, få lov at mærke, få lov at slappe af, få lov at have behov.

Lær at forstå årsagen bag dine psykiske udfordringer

Indenfor det psykiatriske og lægelige system, der er der ét syn på psykiske lidelser: det er en sygdom. Allerede dér har vi et problem. 
Der, hvor læger og psykiatere kunne hjælpe os, der har vi stor risiko for at opleve forværring og fastholdelse i vores tilstand. 

Hvorfor mon nogle er syge hele livet med en psykisk lidelse?
Kan det være fordi at det bliver set som en sygdom af dem, der skulle hjælpe os?

Jeg mener allerede der et et problem ligeså snart at vi gør psykiske udfordringer til en sygdom. Den medicin vi bliver tilbudt, har det formål at justere signalstofferne i hjernen for at kunne behandle symptomerne på sygdommen.

Jeg har aldrig oplevet i sygesystemet, at mine psykiske udfordringer bliver set som det, de er – en reaktion på noget. Min komplekse PTSD er en reaktion på traumer i barndommen. Selvfølgelig gør det, at jeg er udsat på forskellige områder, jeg har symptomer og jeg er forhindret i at leve mit liv på en måde, som folk der ikke har PTSD.
Men det gør mig ikke til et forkert eller mangefuldt menneske. Den overbevisning, at vi er mangelfulde er blot med til at fastholde den overbevisning vi har om os selv – at vi er forkerte, ikke gode nok, skamfulde, skyldige osv. Dermed sidder vi allerede dér fast i vores udfordringer, frem for at forstå at det er et resultat af noget, som vi ikke er bevidste om.

Desværre så er det det fokus der er på psykiske udfordringer. At det er en mangel i hjernen. Da de fleste psykiske lidelser nok i første omgang stammer fra et eller flere traumer samt er arvelige, så synes jeg det er en alt for nem måde at beskue det på. Det er alt for nemt at sige, at det er en mangel i mennesket, han er syg – der er noget galt med ham – og nu skal vi have ham behandlet så han kan blive “rask” igen.

Hvad er der også blevet af, at alle mennesker oplever psykiske udfordringer, også selvom det langt fra er alle der får en diagnose?

Sygesystemet er meget opsat på at skulle diagnosticere, udrede, medicinere, symptombehandle osv. Frem for at forstå årsagen bag disse symptomer og at det er helt naturlige reaktioner. Reaktionerne bliver gjort forkert – det er noget vi skal fjerne, for det er ikke normalt! Men det er lige netop det det er – det er helt normalt at reagere på den måde, vi hver især reagerer på.

Det er også derfor jeg ikke køber den der med, at “din angst er irrationel”. Den er da dybt rationel, når vores hjerner hver især er indstillet på en bestemt måde, som både er resultat af det arvemateriale vi har fået men også den opvækst vi har haft. Der er alt for lidt fokus på forældre, lærere og andre autoriteters rolle i vores opvækst og især de første 3 år.

De færreste af os kan overhoved huske tilbage til før vi var 3 år, og dermed er der ikke nogen der ved, hvad vi har været udsat for.
Vi skal også stoppe med at holde hånden over forældrene og gøre dem til noget mere og bedre end hvad de er – forældre er også mennesker med deres eget arvemateriale, deres egne traumer og som også i større eller mindre grad (mere eller mindre ubevidst) har traumatiseret deres børn.

Man behøver ikke at være alkoholiker, slå sine børn eller misbruge dem seksuelt, for at traumatisere sine børn. Et hadefuldt blik eller en hævet stemme er nok til at sætte sig i barnets hjerne og skabe en mistillid og utryghed til andre mennesker, som siden kan udvikle sig til alverdens psykiske lidelser.

Så hvorfor gør vi det til noget sygt – det vi går rundt med?
Hvorfor ikke have fokus på årsagerne, på at forældrene faktisk kan have sygelige tendenser, ikke har forståelse for hvordan man behandler børn på en respektfuld og kærlig måde, frem for at acceptere, at bare fordi ens forældre kom hjem hver dag, krammede én eller gav en mad og tøj på kroppen, at så har de ikke skabt et traume i én?

Jeg tror det er meget svært for os, at acceptere hvilken rolle vores forældre har haft for vores psykiske udfordringer. Men deres rolle er altafgørende!
Måske er det også vores kultur – vi skal respektere vores forældre, vi skylder dem alt fordi de gav os livet.

Men husk på, dine forældre er også bare mennesker. De er langt fra perfekte.
Forældre skal heller ikke være perfekte, men det er vigtigt at huske på, hvad der skal til for at et barn får en tryg og tillidsfuld opvækst og tilgang til sig selv og verden.

Så selv hvis du “bare” tumler med lavt selvværd, så kan du godt begynde at kigge tilbage på din opvækst og hvilken rolle dine forældre har haft i det.

Jeg tror nærmest alle af os går rundt med lavt selvværd, og det lave selvværd er det gennemgående element i alle psykiske lidelser.

Opbygningen af vores selvværd sker i barndommen.. dermed er vi nødt til at se tilbage og forstå hvordan vores barndom og opvækst har været, for bedre at kunne forstå os selv som hele mennesker – frem for halve, syge mennesker.

Sundhedssystemet har kun forværret min tilstand

I min journal, udredt af en privatpraktiserende psykiater står der “patienten har en tilstand der kan opfylde kriterierne for PTSD”. For 4 år siden fik jeg diagnosen ængsteliv evasiv. Og så er jeg gentagne gange blevet henvist til behandling pga angst.

PTSD

Min tilstand gør, at jeg føler mig i fare hele tiden. Min krop er konstant på vagt og når jeg skal have med andre mennesker at gøre, føler jeg ekstrem skam og følelsen af at blive udslettet og overvældet – jeg mister mig selv.
Skammen overdøver glæden ved at være sammen med andre.

Jeg har desværre også haft flere traumatiserende oplevelser i sundhedssystemet, end jeg har fået en hjælpende hånd.

Når man har PTSD-symptomer, og især når det er kompleks PTSD (som ses i ofre for barndomssvigt eller andre længerevarende svigt), så er hjernen konstant i gang med at scanne omgivelserne for fare. Man har lært, at verden er et utrygt sted, og dermed “finder” hjernen farer, selv der hvor der ikke er fare på færde.

Man kan sige at ens hjerne og krop er på overarbejde hele tiden. Det i sig selv kan være meget drænende, og det gør at jeg har meget brug for ro.

På jobcentret

Sagen er den, at jeg er på kontanthjælp, og at jobcentret er iskolde overfor, at jeg har disse symptomer. De forventer at jeg skal møde ind og “yde” på samme måde som alle de andre. Der bliver ikke udvist hensyn til min tilstand og hvad der trigger mig.

Det har stresset mig, at være ledig, for jeg får aldrig fred – jobcentret bliver ved at kontakte mig og jeg bliver ved at sygemelde mig – og med en hjerne der i forvejen er på overarbejde, er det en dobbelt stressfaktor.

Det seneste stykke tid er det blevet så slemt med min tilstand, og jeg har udvist mange stresssymptomer og generelt følt mig udpint og følelsen af, ikke at kunne klare mere – min evne til at “udholde” er hørt op….

Hos lægen

Så jeg tog til lægen, for at bede om at få en lægeerklæring, så jeg kan få lov at få fred fra jobcentret og få det, de kalder “standby”.
Så vil jeg på sigt også kunne føle mig tryg nok til at komme i behandling. Som jeg forklarede lægen, så er det traumatiserende for mig, hver gang jeg er ude bland andre mennesker – min hjerne skaber et nyt traume hele tiden, og jeg har oplevet meget svigt fra dem, der skulle hjælpe mig, så jeg har brug for fred og ro og tryghed, før jeg kan begynde at tale med behandlere.

Lægen tog ikke notits af, at jeg har haft denne tilstand og disse symptomer de sidste 9 år. Og at det er normalt at opleve sværere perioder og tilbagefald især med PTSD og personlighedsforstyrrelse.

I stedet så hun mig som om, at det her var noget helt nyt. At jeg aldrig havde haft det værre, og at det var meget, meget alvorligt. Jeg følte mig faktisk sygeliggjort. For hvad med alle de andre gange, jeg havde haft det ligeså slemt (hvis ikke værre), men ikke blev taget alvorligt? Og hvorfor blev jeg taget alvorligt, men ikke lyttet til?

Jeg fortalte, hvad jeg havde behov for

Jeg gjorde mig virkelig omhyggelig ved igen og igen at sige til hende: “Jeg har behov for ro nu. Jeg har behov for en lægeerklæring, så jeg kan få fred. Jeg kan ikke mere, det her er mit sidste råb om hjælp”.

Og i stedet for at gribe min bold og faktisk hjælpe mig lige dér og imødekomme, hvad jeg sagde, så fortsatte hun, det hun havde gang i.

Hun skulle tjekke om jeg var psykotisk, ved at spørge mig: “Er der nogen der taler til dig?” og “Ser du ting der ikke er der?”. Nåh, psykotisk var jeg ikke.

Så skulle hun høre, om jeg havde tanker om at tage mit eget liv. Det var der ikke, men som jeg forklarede hende, så kan tanken om døden være det eneste der kan bringe en ende på lidelsen.

Hun rynkede hele tiden sin pande, og så meget alvorlig ud.

Hun fortalte mig, at jeg ikke kunne få en lægeerklæring, for så skulle jeg selv betale for det.
“Jamen det vil jeg gerne”. Nåh, men det kunne stadig ikke lade sig gøre.


“Du har fået det værre! Du må ind og udredes igen”

“Du er simpelthen nødt til at komme ind på akut psykiatrisk afdeling, for at blive udredt.” Igen og igen forklarede jeg hende at jeg lige er blevet udredt (jeg havde endda min journal med i hånden). Men nej, det var ikke tilstrækkeligt for hende og hendes behov.
Hun mente (og det her er en kvinde jeg aldrig før har mødt og talt med, som ikke kender min sygdomshistorik), at jeg skulle udredes igen, for jeg har fået det værre end dengang. Undskyld mig? Kender du mig? Ved du overhoved noget? Ved du at jeg har haft det sådan her i 9 år, hvor det er gået op og ned? Du lytter jo slet ikke. Jeg har været i det her hul mange gange, og hver gang har jeg erfaret hvad der hjælper mig: ro. Jeg kender mig selv virkelig godt efterhånden – så hav dog tillid til mig for jeg har tillid til mig selv og har brug for din tillid og støtte!

Jeg måtte blive ved at sige, at jeg lige er blevet psykisk angrebet af den sidste psykiater jeg var hos, og dermed er det traumatiserende for mig at skulle tale med endnu en behandler, og især når jeg føler mig så utryg. Igen fik jeg understreget – det eneste jeg har brug for lige nu er ro (en lægeerklæring).

Men det kunne hun ikke give mig. Hun holdt fast med næb og kløer i, at nu skulle jeg udredes igen.

Min psykiske tilstand går op og ned

Det er næsten som om, at lægerne ikke har nogen forståelse for, at psykiske udfordringer som er længerevarende – og især er en reaktion på en barndom med omsorgssvigt – er en lang proces – en proces der varer hele livet. At jeg i følge psykiateren der udredte mig har PTSD og det vil sige at der kommer op- og nedture. Der kommer tidspunkter hvor jeg bliver trigget af alting, og har brug for rigtig meget ro. (Ved man bare lidt om PTSD, så ved man at det er et af kerneområderne – at man bliver meget nemt overvældet og har brug for fred og ro og hvile).

Det er skræmmende at jeg sad der og græd og rystede og ikke kunne kigge hende i øjnene, men jeg sad der fanme. Jeg sad der og bad om én ting – at få en lægeerklæring så jeg kunne få ro. Bare få 1 måneds ro. Sådan så jeg ville kunne komme i behandling eller udredning eller whatever. Men når man bliver så nemt trigget, som jeg gør for tiden, så er det allerfarligste at begynde at udsætte mig selv for endnu flere triggere.

Hun blev ved at sige: “Kan vi aftale at du tager ud på psykiatrisk afdeling nu her?”. Jeg svarede stålfast: “Nej det kommer ikke til at ske”. Hun blev ved og ved og ved. Indtil jeg bare sagde orden: “Jaja, det skal jeg nok”. Jeg kunne se på hende, at hun kunne se jeg løj.

Jeg fortalte, hvad jeg har brug for. Jeg har haft det sådan her i 9 år, så jeg kender efterhånden mig selv rigtig godt, og jeg ved godt hvad der hjælper mig og hvad der forværrer min situation. Jeg har haft de her dyk utallige gange, og hver gang har jeg erfaret, at det har hjulpet mig at få ro – trække stikket og lade op. Det har ikke hjulpet mig at presse mig selv yderligere.

Ingen læge, psykiater eller terapeut kan få mig til at tvivle på min egen mavefornemmelse.

Lægerne forværrer min tilstand, ved at have mistillid til mig

Hvornår er det blevet normalt at individet skal have mistillid til sig selv og tillid til lægen? Det er klart, vi kan have svært ved at lytte til vores indre stemme, når der sidder en autoritet som er uddannet og professionel og fortæller os, hvad vi har brug for.

Det, der også gør situationen endnu værre er, at det som lægerne gør, når de udtrykker hvad de mener man har brug for, og hvad reglementet siger de skal gøre, og ikke lytter til mig og mine behov og prøver at forstå mig, så er de faktisk lige dér i gang med at forværre min situation.

De er i gang med at forværre min PTSD og min utryghed. De er i gang med at lære mig at jeg ikke kan have tillid til mig selv. at jeg ikke skal lytte til min mavefornemmelse. På samme måde som min tidligere psykiater der sagde: “Du må ikke udtale dig om noget, du ikke ved noget om”. Endnu engang skal jeg bekræftes i, at den jeg er ikke fortjener at have en stemme, ikke fortjener at have behov eller grænser, at jeg ikke har ret til at lytte til mine behov, at jeg umuligt kan kende mig selv så godt at jeg ved hvad jeg har behov for. Men det siger noget om, hvor følelsesmæssig intelligent jeg må være – at selvom jeg er helt ude på kanten af livet, og føler jeg ikke kan mere – så holder jeg stadig om mig selv, beskytter mig selv, elsker mig selv, lytter til mig selv og ved lige præcis hvad jeg har behov for!

Så hvis du sidder derude og har følt dig misforstået, ikke taget alvorligt, ikke lyttet til, ikke blive udvist tillid eller er blevet sygeliggjort – du er ikke alene. Og uanset hvad, så er det kun dig, der kender dig selv inderst inde og ved hvad du har behov for. Og du har ret til at have dine behov og sætte grænser. Selvom de er uddannede læger, så betyder det ikke at de kender dig. Så bliv ved at lyt til dig selv!

Det er mig der kommer først – det er mig der er den, der kæmper, det er mig der har brug for hjælp – så hvorfor skal jeg opfylde hendes behov?
Burde det ikke være omvendt? Og til lægerne: udvis tillid til din klient – tillid til klienten spejler dem i deres egen tillid til sig selv. Udviser du mistillid overfor din klient, så kan du regne med at de også kommer til at føle mistillid til sig selv og dermed forværrer deres tilstand sig blot endnu mere.

Og nej – jeg tog ikke ud på psykiatrisk afdeling – for jeg vidste, at hvis jeg havde gjort det i den tilstand, så havde jeg fået det endnu værre. Så jeg gik fra lægen og cyklede mod mit hjem, grinende og smilende over at have sagt “ja” til mig selv og lyttet til min indre stemme, som kender mig aller bedst! 

Personlighedsforstyrrelser findes ikke. Her er min forklaring.

Hvad er en personlighedsforstyrrelse? 
Der findes et hav af forskellige diagnoser, som har betegnelsen “personlighedsforstyrrelse”. Som ordet antyder, er det en forstyrrelse i personligheden – altså en forstyrrelse i udviklingen af personligheden. 

Dette betyder med al sandsynlighed at der er sket et eller flere traumer (især længerevarende) som har været med til at forme personligheden i den grad, at udviklingen af dette menneske ikke er sket på optimal vis. Du er ikke født med denne forstyrrelse – men du kan være født med sårbarhedsfaktorer, som gør dig mere udsat overfor at udvikle det som vi kalder en personlighedsforstyrrelse.

Dette menneske har oplevet et eller flere traumer – fysisk, psykisk eller seksuelt, som har skabt så stor utryghed, skam, angst, usikkerhed, stress, rædsel, depression, mistillid mm., sådan at den naturlige udvikling ikke har kunne finde sted – eller kun har kunne opstå i mindre grad.

Al denne mangel på omsorg, krænkelse eller på anden vis misbrug af mennesket, har altså stået i vejen for den naturlige udvikling – har forstyrret udviklingen.

Dermed får dette menneske en personlighedsforstyrrelse.

Der bliver, efter min meing, lagt alt for stor vægt på, at der er tale om en forstyrrelse i mennesket – at mennesket enten har borderline, skizoid forstyrrelse, ængstelig evasiv osv.

Der bliver sjældent lagt vægt på hvorfor denne forstyrrelse er opstået, hvad det er personen mangler, for at føle sig hel, tryg, tillidsfuld mm, eller hvordan dette menneske kan fungere med denne mangel.

Vi taler ikke om hvor stor en rolle forældrene har. Hvor stort et ansvar de har. Og hvor meget der tyder på, at forældrene er den bærende rolle i udviklingen af personlighedsforstyrrelsen.

Traumet sker pågrund af svigt og traumer i relationen til vores omsorgspersoner – for det er der udviklingen skal ske. Så hvis der er en mangel i denne relation, eller der sker krænkelser eller andre former for svigt, så har barnet ikke andre steder at vænne sig hen.

Når jeg taler om traumer taler jeg om alt fra seksuelle overgreb, til fysisk vold, fangenskab, mobning, psykisk vold, manipulation og mind control, ignorering, forladthed og meget mere. Der er ikke grænser for, hvad der kan være traumatiserende.

Vi tror at traumer kun er, når et barn bliver slået, ikke får tøj på kroppen eller mad eller bliver voldtaget. Men traumerne er også alt det, vi ikke taler om. Fx når forældre bruger ignorering som en straf og form for kontrol. Eller når forældre ikke kan rumme eller afstemme barnets følelser. Når forældrene laver sjov med barnets følelser, eller forsøger at kontrollere det eller forme det, for selv at føle at de vinder.

Børn der bliver traumatiseret af deres forældre, bliver traumatiseret af mennesker, som selv er blevet traumatiseret. Ikke-traumatiserede mennesker, kan ikke traumatisere andre i den grad. Omsorgssvigt kan ikke ske, medmindre personen selv har været udsat for omsorgssvigt.

Og problemet er, at når vi ikke taler om, den rolle forældrene har – at de i rigtig mange tilfælde efterlader deres barn med traumer – så fortsætter det.

Så vokser barnet op og får måske en personlighedsforstyrrelse.

Så kan traumet fortsætte i det at dette menneske erfarer, at det er i mangel, det er forkert, det har en forstyrrelse. Denne forstyrrelse bliver ved og stikker dybere for hver dag der går – fordi det der er fælles for alle personlighedsforstyrrelser er, at der er dybe skamfølelser, følelser af lavt selvværd, følelse af ikke at have værdi, at være forkert på bunden, ikke at fortjene noget godt osv.

Og at få af vide, at man har en forstyrrelse, biddrager ikke ligefrem til at føle sig mere okay. Det kan dog – fx i mit eget tilfælde – være med til at få os til at forstå, at personlighedsforstyrrelsen er kommet af en årsag, og den årsag skal findes i barndommen.

Hvis ikke vi trækker denne forbindelse mellem de udfordringer vi står i lige nu og her med vores personlighedsforstyrrelse og vores barndom og de traumer vi har været udsat for. Så er vi dømt til at fortsætte “forstyrrelsen”. Vi er dømt til at komme til at traumatisere andre, selv sidde fast, ikke være i stand til at hjælpe os selv eller erfare at vi har værdi.

Ikke alle der har været udsat for traumer får en personlighedsforstyrrelse. Ligeså vel som ikke alle der har haft længerevarende traumer ikke får kompleks PTSD.
Men, der burde være mere fokus på, at det vi oplever nu – om det er kompleks PTSD eller personlighedsforstyrrelser – er en reaktion på traumer i barndommen og at vi ikke behøver at kalde det alt muligt, men blot at forstå denne sammenhæng.

På samme måde, som at vi ikke dømmer et træ fordi det er flået op med roden, men kan forstå at grunden til at roden er flået op, er fordi der har været jordskælv. Det er ikke træets skyld. Det er ikke træet der er “forkert”. Men der er sket noget, som har forårsaget at roden er revet op af jorden.

Vi er nødt til at forstå årsagen for at hjælpe os selv. På samme måde som at vi må forstå at det er jordskælvet der er årsagen til at træet er flået op ad jorden. Hvis det var en “forstyrrelse i træet”, så kunne det være at det skulle beskæres eller “gøres rigtig”. Men det er det ikke – det er ikke en forstyrrelse i os eller i træet, men en udefrakommende faktor som har forårsaget dette.

Når vi forstår årsagen, kan vi også bedre hjælpe os selv. Hvis vi er i kontakt med traumet, kan vi også bedre hjælpe os selv, til at passe på os selv i visse situationer – eller sætte spørgsmålstegn ved de relationer vi er i nu – er denne ven eller veninde med til at fortsætte traumet fx?

Hvis det bare er en forstyrrelse i os, så er det jo “bare” os der skal ændre os? Så er der noget galt med os på bunden, som vi må ændre på. Men det er jo ikke tilfældet. Det handler ikke om at noget er galt i os, men at vi har tilpasset os efter noget der ikke har været godt for os. Og måske befinder vi os ligenu i noget, som er med til at forværre eller vedligeholde dette der ikke er godt for os?

Og dermed er det ikke en forstyrrelse i os men os der reagerer på en forstyrrelse udenfor os. Dermed bliver vi det, som psykiatrien vil kalde “forstyrrede”.
Vi må og skal forstå denne sammenhæng mellem årsag og reaktion. Vi er en reaktion på en årsag.
Når vi er i kontakt med traumet og forstår denne årsag, kan vi også bedre hjælpe os selv på allerbedste måde!
På samme måde som at forstå at det var et jordskælv der fik træet til at blive revet op – dette kan hjælpe os til ikke blot at plante træet igen, men måske at bygge et mere solidt fundament for træet, eller flytte det til et mindre udsat område.

Derfor er det alfa omega at forstå, at de udfordringer vi oplever nu her, og det som andre kalder “personlighedsforstyrrelse” ikke er en forstyrrelse i os som mennesker, men er os som har reagereret på en forstyrrelse udenfor os. Det er ikke os der er forkerte eller gal på den. Vi har blot tilpasset os noget der var usundt, dysfunktionelt, ikke optimalt og som har givet os udfordringer i måden vi har udviklet os på.

Vi kan lære at tilpasse os igen. Vi kan lære at få en bedre jord at gro i. Vi kan lære at hjælpe os selv, sådan så vi ikke traumatiserer os selv uderligere. Vi kan lære at tilpasse os til noget der er sundt, noget der opbygger os og hjælper os.

Det er ikke dig der er syg – det er samfundet der er sygt.
Søg ind i dig selv, og du vil møde dig selv der.

De to tilstande af kompleks PTSD

Dette gik op for mig i dag, da jeg var hos lægen og sad på toilettet med dårlig mave, hjertebanken, svimmelhed og rystende krop på grund af min store vagtsomhed og intense angst. Jeg græd og havde fået nok. Men så stoppede det. Pludselig mærkede jeg ingenting. Det var næsten som om jeg fik det godt. At alle sorger var glemt, at der ingen lidelse var. Men så skyllede det over mig igen; min krop der skælvede, hjertet der galopperede, tårene der ingen ende ville tage. 

Der var det, det gik op for mig, hvordan jeg svinger imellem de to tilstande – enten er jeg helt væltet omkuld af angst, skam, vagtsomhed og kan ikke klare at eksistere. Eller også fryser jeg fuldstændig fast, dissocierer, rejser ud af min krop og min sind og er ikke tilstede mere.

Den dissociative tilstand opstår netop, fordi sindet og kroppen ikke kan rumme det massive ubehag og derfor må flygte væk for at overleve.

Jeg kender ikke til noget andet end de to tilstande.

Jeg kender ikke til at føle tillid og tryghed sammen med andre. Jeg kender ikke til at kunne slappe af sammen med andre. Jeg kender ikke til at føle, at jeg ikke er på vagt sammen med andre. Jeg kender ikke til, at føle mig god nok sammen med andre.

Den eneste måde jeg kan være sammen med andre på, er ved at flygte – dissociere. Hvis jeg skal være sammen med andre og være tilstede og være mig og være der, er lidelsen for uudholdelig. Derfor foretrækker jeg at være alene.

Ligeså snart jeg er alene igen, så sænker roen sig. Så er der ikke fare på færde mere. Så er jeg mere okay, og kan bedre bare være mig.

“Trigger me once, shame on you. Trigger me twice, shame on me”

Der er ikke rigtig nogen god måde at oversætte dette til engelsk, men jeg har gået og sagt dette til mig selv i dag, for at minde mig selv om, at jeg ikke skal gå tilbage til noget, som har trigget min PTSD. 

Når man har PTSD, så er der rigtig mange ting (store og små) der kan trigge én. Når man har kompleks PTSD, så er det ikke blot flashbacks til konkrete situationer, men ogs følelsesmæssige flashbacks hvor man bliver sendt ind i panisk angst, skamfølelse, sorg, ensomhed, frygt og jeg kunne blive ved.

Mange ting kan trigge disse flashbacks. Jeg kan selv blive trigget af både stimuli som fx høje lyde eller at blive forskrækket, men hvad der er endnu værre er, at jeg bliver trigget af mennesker (hvilket jeg tror alle med PTSD kan genkende).

Enten er mennesker farlige og udgør en fysisk trussel (de slår mig ned/voldtager mig/slår mig ihjel) eller også udgør de en psykisk trussel (de ignorerer mig/går ind i mig/misforstår mig/gør nar af mig/overskrider mine grænser og på andre måder fejlspejler mig).

Den psykiske trussel er værst, fordi det er noget der sker hele tiden, når jeg interagerer med mennesker.

Det gik op for mig, at jeg selvfølgelig ikke kan undgå mennesker, men jeg kan undgå mennesker som jeg ved ikke har empati. Mennesker der er skamløse og som jeg ved med hundrede procent sikkerhed vil trigge mig – hvis ikke i dag så i morgen.

Jeg har ingen tolerance overfor mennesker, der ikke er i kontakt med deres egen sårbarhed. Mennesker som ubevidst er grove, hensynsløse, respektløse, grænseløse og som ikke er i kontakt med sig selv.

Det er min allerstørste trigger, for det er mennesker som minder om det menneske som forårsagede min PTSD i første omgang – min narcissistiske mor. 

Jeg mister alt for et menneske, hvis de første gang jeg møder dem, viser sig fra en usympatisk eller uempatisk side. For så ved jeg, at det ikke er noget de lærer til næste gang, så er det et træk i dem, som vil blive ved at være der.

Derfor, vil jeg gøre alt for ikke at gå tilbage i en fælde, som jeg ved vil klappe i igen.

“I krig med kroppen” tackler skam og selvhad helt forkert

Billedet er lånt fra http://www.dr.dk

På DR kører lige nu programmet “I krig med kroppen” som handler om en håndfuld mennesker der alle kæmper med skam og selvhad. De bliver så med hjælp fra to coaches ledt igennem forskellige øvelser, som skal lære dem at slippe deres selvhad og skam. 

Min kritik af programmet er ikke rettet mod deltagerne, men mod de coaches som skal hjælpe dem. Jeg har så stor respekt for de deltagere, og det berørte mig virkelig at de stod frem med deres store skamfølelse over dem selv og turde blive set og hørt i det.

Hvis vi skal se på et helt overordnet plan, så har disse mennesker kæmpet med skam over dem selv i mange år. De har gået med mange år med de samme tanker om sig selv om at de ikke er noget værd og ikke burde være eksisteret.

I flere af øvelserne er der fokus på, at de skal nedskrive eller tale om de tanker de har om sig selv, eller de problemer de har. I et af afsnittene skal de skrive disse problemer ned på en tung sten, som de så senere skal smide.

Lidelse er ikke et valg, ligesom fravær af lidelse heller ikke er et valg

Jeg bliver frustreret over mange ting. Blandt andet det, at de taler om deres skam som noget de kan vælge til og fra. At de kan vælge at smide stenen, og smide den “dårlige vane”, eller at de vælger at de nu vil tale bedre til sig selv.

Det er ikke et valg man tager. Grunden til det er, at der er en årsag til at denne skam i det hele taget er der. Som de også demonstrerer i første afsnit, så er der nogle mennesker som ikke oplever samme skam og selvhad over sig selv. Det må jo også betyde at der er noget der har sat dette igang hos disse mennesker. Fx mobning, som vi også hører om hos en af deltagerne, men noget der slet ikke bliver talt om er hvordan deres forældre har talt til dem.

Vi bliver ikke født med den “Sure djævel”

Børn bliver ikke født ind i verden ved at tale grimt om sig selv. Børn bliver ikke født ind i verden med skam over at være i live. Det er noget der kommer med årene og især forældrene har større ansvar end der bliver lagt på dem.

Sjældent bliver der talt om forældrenes rolle i alt det her. Forældre bliver næsten gjort til guder i vores verden (medmindre der ligefrem er foregået fysisk eller seksuel vold). Men den hårde måde hvorpå vores forældre har talt til os på (psykisk vold) bliver der ikke talt om.

Det er et stort problem og en stor fejl fra disse coaches side at de ikke taler om årsagerne. Der bliver ikke vist omsorg eller empati for deres tanker om sig selv. Der bliver ikke sagt “det er okay at føle skam”. Lige med det samme kommer der fokus på, hvad det gør ved dem, at tale sådan til sig selv.

 

Du forstærker skammen, ved at tale negativt om den

Igen et stort problem – for lige der bliver skammen så forstærket endnu mere. “Hvordan kan du tænke på at tale sådan om dig selv?”, “Du kan ikke se det jeg ser”, “Du skal stoppe med at tale sådan til dig selv”. Alle disse sætninger er med til at forværre forkertheden over at have disse tanker og følelser, frem for at de bliver mødt med anerkendelse og “Det kan jeg godt forstå du tænker”, eller “Det er også fordi dine forældre har talt nedladende til dig”.

Der bliver ikke sat nogen forbindelse mellem deltagerne og deres forældre. Ja, de bliver faktisk slet ikke nævnt.

Begge coaches sagde blandt andet ting som “Hvad tror du det gør ved dig, at tale sådan om dig selv?”. Igen bliver der lagt vægt på, at sådan som de taler om dem selv er forkert og negativt og at de kunne tale til sig selv på en anden måde. Der bliver lagt vægt på, at de skal se hvor forkert og skadeligt det er for dem at tale sådan om sig selv, sådan så de bliver tvunget til at fjerne sig endnu mere fra problemet og have endnu mere fokus på hvordan de kan vende skuden, frem for at forholde sig til de følelser.

Det er næsten som om at der er berøringsangst overfor skam og selvhad (og over forældrenes rolle i alt det her!). Der bliver ikke talt om, at disse følelser er okay at have. At der er en årsag til, at de får det sådan. At det ikke er vedkommendes skyld at han/hun har det sådan.

Intet fokus på årsag eller omfavnelse – kun på at flytte sig mere fra problemet

Det skulle ikke undre mig, at disse teknikker rent faktisk virker på folk. For det gør at de flytter sig fra smerten, har fokus på det positive og bliver endnu mere ubevidste i forhold til de årsager der ligger til grund for disse tanker.

På intet tidspunkt bliver der talt om, om der er relationer i disse menneskers liv, som er med til at fastholde dem i en skamfuld tilstand. Fx en ven der kritiserer dem hele tiden, at de bliver mobbet på arbejdet, at deres forældre ikke anerkender dem osv.

Bare ved at flytte sig fra problemet, løser man ikke problemet. Og man løser især ikke årsagen. En af de vigtigste ting er grænsesætning – både overfor ting der sker nu (fx relationer der er nedbrydende for én) og situationer der har været førhen (fx barndommen, hvor man er blevet nedbrydt af forældre, lærere eller andre).

Hvis vi ikke forstår at andre mennesker kan skade vores selvbillede, og at andre mennesker var dem som udskammede os i første omgang (inden vi udskammede os selv), så er det en lost cause. For så vil vi blive ved at gå i ring om os selv, fordi den underliggende årsag stadig er der.

Så hvad kan vi gøre (eller rettere sagt ikke gøre) i stedet?

Faktisk er det meget sigende, hvor meget fokus der er på at gøre i det her program. For gøren er nemlig det som flytter os allermest effektivt fra skammen. Samtidig er gøren også det der forstærker skammen endnu mere. Det bliver en kamp mellem gøren og skam, som aldrig ender, for vi kan blive ved at gøre, blive ved at flygte – men skammen vil stadig husere indeni os, indtil vi forholder os til den.

Der bliver ikke lagt vægt på, at forstå hvorfor skammen i det hele taget er der – nej vi går direkte igang med at gøre noget , for at komme væk fra den og styrke os selv.

Den måde vi derimod kan forholde os til det på, er ved ikke gøren. Altså væren. At være med det de følelser og tanker vi har lige nu.

Vi kan begynde at forholde os til følelserne, ved at drage omsorg for dem. Fortælle os selv, at det er okay at vi føler sådan om os selv (fordi vi forstår at det er en årsag til det), fortælle os selv at vi godt må skamme os, og godt må føle forkerthed. At der ikke er noget vi skal – vi må godt tale grimt til os selv. Der er alt for meget fokus på, at det er “fy fy” at tale grimt til sig selv, at det er forkert og at det er lige direkte skamfuldt at tale grimt om sig selv. Fx at tænke at man ikke burde eksistere.

Selvkærlighed gennem lidelse

Disse tanker og følelser er voldsomme. Og måske er det derfor det skræmmer os i det omfang at vi føler vi skal flygte endnu mere fra det og gøre endnu mere for at tænke anderledes om os selv. Men hvad med at forstå, at det faktisk er alvorligt at have disse følelser – at det vidner om den lidelse man har måtte udholde fordi andre har gjort én fortræd? At forstå hvor meget smerte det kræver for at tænke at man vil udslette sig selv fra sin eksistens?
Og hvordan har det lille barn haft det, med disse tanker? Hvor bange, alene og uelsket har det barn ikke følt sig?

Hvorfor skal vi blive ved at løbe fra det lille barn? Hvorfor stopper vi ikke op og omfavner det, fortæller det at det godt må føle sig bange, at det er helt naturligt at det føler sig skamfuldt og forkert. At vi holder af det, uanset hvor skamfuldt det føler sig?

Det kan da i sandhed lære os noget om at elske os selv. Hvis vi kan elske det barn vi var, som blev trådt på og udskammet – elske det præcis sådan som det er – midt i selvudslettelsen – så elsker vi virkelig os selv – for vi elsker ikke os selv, fordi vi er glade eller fri for lidelse, men vi elsker os selv selv med disse voldsomme og intense følelser af selvudslettelse.

Social angst: lær at “læne dig tilbage”

Dette er nok et af de bedste råd, jeg nogensinde har modtaget. Det var min søster der startede med at tale til mig, omkring min angst sammen med andre og at jeg kunne prøve at øve mig i at være “på bagkant” som hun formulerede det. 

Måske kender du det, når du er i en social situation. Man har meget fokus på sig selv, man tænker måske over hvad man skal sige næste gang, man er bange for hvad andre tænker om en, man vil gerne præstere, sige og gøre det rigtige og alt dette kan give enormt meget angst (og hvis man i forvejen har angst sammen med mennesker, så giver det én endnu mere angst, at skulle præstere). Alt dette handler om at “være på forkant” og er det modsatte af at læne sig tilbage.

Der kan være en underlagt idé om, at man skal reagere eller opføre sig på en bestemt måde (hos mig er årsagen til dette en striks barndom med en narcissistisk mor). Men det kan også “bare” være et samfundspres om at vi ikke må vise for meget sårbarhed.

Da jeg begyndte hos en terapeut for et par år siden, nævnte jeg dette med at være på bagkant og vi talte lidt om det. Terapeuten havde meget fokus på kropslige oplevelser og ville jævnligt spørge mig, hvad jeg mærkede i kroppen. Dette var en måde at få min hjerne til at få erfaring med, hvordan en hvis følelse føltes i kroppen og dermed nemmere kunne tilgå denne tilstand igen og igen.

Derfor talte vi om at “være på bagkant” og hun bad mig beskrive, hvad jeg mærkede i min krop, når jeg talte om det. Her kunne jeg mærke en følelse af at blive tynget ned i mit sæde, på en rar måde. Jeg følte at jeg lænede mig tilbage inde i mig selv, som om der var en blød sofa indvendigt, som jeg kunne læne mig ind i. Det var en afspænding i mig, en afslapning og ren afventen.

Jeg havde været vant til hele tiden at “være på forkant”, hele tiden vide hvad jeg skulle sige eller gøre flere minutter frem i tiden. Hele tiden være bevidst om hvordan jeg bar mig selv, hvordan jeg bevægede mig, så ud, talte og gjorde. At kunne læne mig tilbage, var ligesom at træde et skridt tilbage, træde ind i mig selv, være mere afventende og mere passiv – ikke passiv på den måde at jeg zoner ud, men passiv på den måde, at jeg ikke skal tage alt ansvaret for en situation.

Hele mit liv har jeg troet, at hvis jeg var sammen med andre, skulle jeg altid sørge for at alle var gode venner, at ingen følte sig udenfor eller trådt på. Det er jo en god kvalitet at have, man man skal også passe på at det ikke er på bekostning af ens egen velvære.

Derfor begyndte jeg også at indføre denne teknik rent kropsligt. Jeg begyndte fysisk at læne mig mere tilbage, når jeg var sammen med andre mennesker. Jeg begyndte at tillære et mere åbent kropssprog som også hjalp min krop til at slappe mere af.

Det kan være ekstremt angstprovokerende at skulle tage et åbent og afslappende kropssprog og indstilling, når man hele sit liv har været vant til at være anspændt og på vagt, for at undgå fare. Og der er også en vis risiko ved det, fordi man ikke ved, om man bliver udsat for noget grænseoverskridende (fx et fysisk eller verbalt angreb) når man er
i denne tilstand.

Men egentlig er det det modsatte, for når man er på bagkant, læner sig tilbage og er inde i sig selv, så stresser man ikke sig selv til at præstere, man er i kontakt med sig selv og med sin krop og følelser, og dermed tror jeg at man kan reagere ligeså godt på farefulde situationer, som hvis man var på vagt – og egentlig tror jeg også at man kan komme sig meget bedre, når man har en afstressende tilgang til sig selv og omverdenen.

7 råd til at håndtere din agorafobi

Den form for agorafobi jeg vil nævne her, er angsten omkring at føle sig fanget, fastlåst og være bange for at gå i panik sammen med andre.

Agorafobi handler også om angst for åbne pladser (med mange mennesker), og det er også muligt at disse råd vil kunne hjælpe dig i disse situationer, da det overordnet handler om angsten for at gå i panik sammen med andre.

Min agorafobi er stadig meget fremtrædende, men ikke ligeså meget som førhen. I en lang periode kunne jeg hverken besøge andre eller få besøg, af ren og skær panik – jeg følte mig fanget og fastlåst. Min agorafobi er en af mine PTSD-symptomer. Det gør at jeg nærmest automatisk går i panik når jeg er sammen med andre mennesker og ikke kan komme hurtigt væk fra situationen, fordi jeg har lært, at jeg ikke kan være tryg ved mennesker.

Det er stadig angstprovokerende for mig, men det er blevet en hel del nemmere for mig at være i og at håndtere angsten, og dermed føler jeg ikke at jeg på samme måde går glip af at gøre de ting, som andre gør.

1. Gør ikke noget, som du ikke føler dig klar til
Det var først da jeg for et par år siden mødte min veninde, som lærte og viste mig, at det var okay, at der var noget jeg ikke kunne at jeg begyndte at kunne bevæge mig ud af isolationen. Hun accepterede mine udfordringer fuldstændigt og satte ingen krav til mig. Det har gjort en kæmpe forskel og har lært mig at huske mig selv på, at det ikke handler om hvor man er eller hvad man laver, men hvem man er sammen med. Hvis du ikke føler du kan gå ind på den café, tage med til den fest eller få besøg, så vent med det – gør det når du føler en lyst, ja nærmest en trang til det, og når du føler at du er klar til at udsætte dig selv for denne eksponering!

2. Hold fast i de ting, som du stadig kan
Selvom angsten desværre kan have det med at forhindre dig i at gøre ting, som andre gør, uden at blinke med øjnene, så er der en grund til, at du ikke føler du kan gøre det – angsten har en finger med i spillet, og du har ikke selv valgt at få angst. Du har ikke selv valgt, at der er ting, du har svært ved. Fremfor at slå dig selv i hovedet, over de ting du ikke kan, så tænk over de ting du stadig kan – også selvom det gør dig angstfuld.
Hvis du allerede har steder og mennesker, som du føler dig tryg ved, så hold fast i det og dyrk det, endnu mere hvis du har lyst og overskud. Hold fast i de evner du allerede har, for det skal vi huske at værdsætte.

3. Det er okay, at undvige
Og det er okay, at indrette dit liv, sådan så du ikke føler dig endnu mere udsat og angstfuld. Det er okay, at gå en tur i stedet for at sidde på en café, det er okay at ikke tage med til den fest, hvis det er for overvældende for dig. Det er okay, at sidde i et hjørne på restauranten frem for at sidde lige ved døren. Det er okay, at du har brug for ekstra tryghed, og hvis du har nogle ting, der hjælper dig til at blive mere tryg – så brug dem. Hellere finde tryghed i noget end slet ikke at gøre det, fordi du tror at du skal være på en bestemt måde eller gøre noget bestemt.
I mit hjem, kan jeg bedst lide at der ikke er for varmt eller for lyst. Jeg har skaffet mig af med mine spisebordsmøbler, da det gjorde mig for anspændt og utryg at sidde ved dem, så nu sidder jeg på gulvet – også når der er gæster på besøg. Jeg har aldrig besøg af mere end én person af gangen, for det bliver for overvældende for mig. Ligesom at jeg ikke tager ud på caféer og restauranter, både fordi det er angstprovokerende for mig, men ligeså meget fordi at det ikke er noget jeg interesserer mig for.

4. Du skal ikke være, på nogen bestemt måde
Vi tror fejlagtigt, at når vi er i en bestemt situation, så er der ting der er rigtige at gøre og ting der er mindre rigtige at gøre. Fx at det ikke er en god idé at gå i panik, for så skaber man opmærksomhed omkring sig, eller det kan føles skamfuldt. Husk på, at det kun er dig der laver “reglerne” i dit liv, for hvordan du må være. Hvis du lærer dig selv, at det er okay at gå i panik, at det er okay at undvige og at det er okay ikke at have noget at sige, så er det også nemmere at slappe af i visse situationer, fordi du ikke har sat nogle barrierer op for, hvordan du må og ikke må være. Det er især svært at opføre sig “rigtigt”, når man i forvejen er meget utryg og angstfuld — allerede der skiller man sig ud – så hvorfor ikke fortsætte i det spor, ved at sige til sig selv: “Du må godt føle dig angstfuld. Du må godt gå i panik. Jeg kan godt forstå du føler at det her er en ubehagelig situation. Du skal ikke være på nogen bestemt måde”.

5. Du må godt blive i det og trække vejret
Når du så går i panik – føler dig fanget og har lyst til at undvige – så husk på, at det er okay at gå væk fra situationen. Det er okay at du beskytter dig selv, hvis du kan mærke at ubehaget er for stort. Det gør intet bedre, at tvinge dig selv til at blive i noget, som du ikke føler du kan rumme.
Hvis du så føler dig lidt mere okay i panikken, så prøv at trække vejret dybt ned i maven, når du mærker at du føler dig fanget og gerne vil flygte. En dyb vejrtrækning (og måske at lukke øjnene et øjeblik) kan hjælpe til at du bliver mere grounded i dig selv og mere rolig. For når du går i panik over at du går i panik, så er der ingen vej tilbage. Løsningen er at “slappe af” overfor panikken – at give dig selv lov til at være panisk. Det er okay, at holde en pause og lige give dig selv lov til at trække vejret uden at skulle gøre eller sige noget.

6. Sig det højt
Hvis du føler du er i stand til det eller at det vil hjælpe dig, så prøv næste gang du er et sted og du får angst og føler dig fanget, at sige det højt. Det kan være at sige, til den du er sammen med: “Jeg føler mig meget utryg lige nu, jeg kan ikke rigtig slappe af. Jeg er lige stille et øjeblik”. Og så giv dig selv lov til at trække dig lidt ind i dig selv og bare trække vejret og finde ind til din ro igen.

7. Ret fokus udad
Noget af det bedste man kan gøre, når man oplever intens angst og føler sig fanget, det er at rette fokus udad. Stil spørgsmål til den du er sammen med, læg mærke til, hvad der sker omkring dig, begynd at tal om noget du ser eller hører, sådan at du kommer ud af dit hoved og bliver mere tilstede i situationen.