7 konsekvenser af at vokse op med en narcissistisk mor

At vokse op med en narcissistisk mor sætter ar på sjælen. Ar som man skal leve med resten af livet. Svigtet kommer ikke tættere på, end når det er ens egen mor. 

En mor skal lære en, at den man er, er rigtig uanset hvad man føler. En mor skal lære en, at det er sundt og godt at sætte grænser, at det er okay at være forskellig fra hende og have egne meninger og holdninger, og at et barn aldrig kan være skyld i, hvordan forælderen har det, men det er den anden vej rundt.
En mor skal give omsorg og empati, skal lytte, være imødekommende og rolig og være den, man kan komme til, når man føler sig utryg eller bange.

Min mor var alt det modsatte af det. Jeg var bange for min mor, og er det stadig. Jeg har ikke gode minder omkring hende, og selvom jeg kan finde udadtil “lykkelige stunder”, så var der altid en følelse af, at jeg aldrig var god nok og aldrig kunne være tryg nok.

Der var en konstant følelse af, at jeg aldrig kunne slappe af. Jeg havde ondt i maven hver dag i nok syv år, men jeg havde vænnet mig til, at det var normalt at have ondt i maven. Jeg kunne ikke komme til min mor og tale om de ting der var svært for mig, for det hele handlede om hende og hvordan hun havde det.

Selvom hun aldrig fysisk har gjort mig ondt, så har hun psykisk og følelsesmæssigt gjort mig ondt hver dag siden jeg blev født.

Min mor ser sig selv som lammet, der intet ondt kan gøre eller være, hun kan ikke forene sig selv med den ulv hun er, som ødelægger alt på sin vej, efterlader sine børn og alle andre omkring hende forslået, ødelagte, knuste, kede af det. Hun kan ikke finde ud af, at tage ansvar for sin adfærd, og hun har altid været af den overbevisning, at jeg aldrig kan give andre “skylden” for at jeg er blevet såret.

Det er en god måde, at fralægge sig ansvaret for at man har opført sig modbydeligt – at kaste den tilbage på vedkommende og sige; “Det er dig der har et dårligt selvværd, det er dig der ikke tror nok på dig selv, det er dig der bestemmer om andre kan såre dig, det er dig der er svag fordi du føler dig såret”.

Det minder mig om min gamle klasselærer, som, da jeg fortalte hende jeg var utilfreds med den måde hun kommenterede mine opgaver på, svarede: “Det er dig der har et problem med dit selvværd”.
Forskellen mellem min klasselærer og min mor er bare, at min klasselærer faktisk indrømmede at hun havde overskredet en grænse, at hun faktisk havde det dårligt med at have sagt de ting til mig, og ville undskylde over det.

Min mor har aldrig sagt undskyld eller angret for noget af hendes adfærd.

Her er 7 konsekvenser af, at have en narcissistisk mor:

1. Lavt selvværd og selvtillid
Jeg tror ikke på, at jeg er god nok, for jeg har altid følt mig uønsket og uelsket af min mor. Jeg har altid følt, at jeg ikke burde være blevet født, fordi hun har behandlet mig derefter. Fx ved at ignorere mig. Noget man måske tænker, ikke kan være så slemt, men at blive ignoreret er den værste følelse for et barn – at føle sig usynlig, ligegyldig, intet værd.

Jeg har svært ved at tro på egne evner, kende mine behov, grænser eller meninger – jeg kan tvivle helt på mig selv, og ikke vide hvilket ben jeg skal stå på. For som barn kunne jeg rette mig ind efter min mors behov og har lagt mig selv til side – nu når jeg ikke har kontakt til hende, står jeg for mig selv, og skal lære mig selv at kende helt på ny. Min mor har aldrig kendt mig, for jeg har aldrig kendt mig selv. Min barndom har handlet om hende først og fremmest.

2. Ensomhed
Som en forlængelse af at blive ignoreret så meget og ikke lyttet til, har jeg også været meget alene og har følt mig ensom hele min barndom og gør det stadig som voksen. Det er en nagende følelse der lægger lige under overfladen hele tiden. En følelse af, at uanset hvor jeg er eller hvem jeg er sammen med, så er jeg afskåret og isoleret.

Det er som at være fanget i et glasbur – jeg kan aldrig rigtig nå andre og andre kan ikke rigtigt nå mig. Som at være fremmed i mit eget liv og stå helt alene, også selvom der er mennesker omkring mig.

3. Skyldfølelse 
Skyldfølelsen sidder dybt, for den har altid været der. Min mor har sørget for at læsse sin egen skyld af på mig og sørget for at forsikre mig om, at det er mig, den er gal med. Det er mig der er skyld i, at jeg føler som jeg gør, at det er mig der er skyld i, hvis nogen mobber mig eller hvis jeg har udfordringer i mit liv. I hendes øjne er det er også mig der er skyld i, at jeg ikke kan have en relation til mine forældre, fordi jeg ikke har været et godt nok barn.

Alting kan rettes hen på mig som den skyldige. Jeg er så småt begyndt at kunne ryste skylden af mig – jo mere jeg kan se, at det er hende der er syg, jo bedre kan jeg ryste skyldfølelsen af mig og give den tilbage til hende. Det har aldrig været min skyld.

4. Skamfølelse 
Skammen er den følelse der er der allermest, og som virker til at indeholde alle områder af det narcissistiske svigt. Skamfølelsen er følelsen af at være 100 % værdiløs. Det er følelsen af at være det mest ubetydelige, lille, forkrøblede og forkvaklede menneske i verden.

Følelsen af at ikke skulle være blevet født, fordi jeg er så fyldt med forkerthed, fejl og mangler, og det kan ikke føles okay at have disse mangler, fordi jeg har lært at det er forkert at føle lavt selvværd – det burde jeg ikke føle, når nu jeg har en mor som er et lam og som har gjort alt for mig. “Hvor vover du at have lavt selvværd, når jeg har gjort så meget for dig, du burde være taknemmelig!”. Hele tiden bliver det skubbet af vejen og hele tiden handler det om hende – at hvordan kan jeg have lavt selvværd når hun er det blideste og kærligste menneske der findes? Så må det jo være mig, der er i mangel.

Samtidig har jeg også fået af vide, at grunden til at tingene er som de er, er fordi jeg er et menneske med lavt selvværd, grunden til jeg føler mig svigtet er ikke fordi jeg er blevet svigtet, men fordi jeg er et svagt menneske som tager alting til mig – jeg forværrer et problem der ikke er der. I virkeligheden er det hende, som altid har forværret de problemer der ikke var der.

5. Sorg 
Sorg over at have mistet min barndom. Sorg over at have mistet mine forældre. Sorg over at have mistet familien. Sorg over aldrig at have fået muligheden for sunde forældre. Sorg på grund af det dybe svigt over ikke at føle mig elsket. Sorg over, hvordan det dejlige lille menneske jeg var, ikke fik lov at blive elsket, men blev trådt på og skubbet væk.

6. Forladthedsfølelse 
Svigtet bunder i forladthedsfølelsen. Når jeg har oplevet at blive fejlspejlet konstant, så er det ligesom at blive følelsesmæssigt og fysisk forladt. Der er både nogle øjne, som ikke fysisk har set mig eller som har set igennem mig og samtidig er jeg ikke blevet lyttet til eller mødt med omsorg og empati. Følelsen af, at blive forladt, er følelsen af at blive overset.

Forladthedsfølelsen er en følelse som meget nemt bliver trigget i mit liv, fx hvis jeg har en aftale og vedkommende kommer for sent, uden at sige noget, eller hvis folk i offentligheden går ind i mig eller fysisk ikke ser mig. Forladthedsfølelsen er også bundet sammen med sorgfølelsen – når jeg føler forladthed føler jeg også sorg.

7. Kompleks PTSD , angst, depression, stress, oversensitivt nervesystem, utryghed 
Jeg har Kompleks PTSD, angst, depressive perioder, perioder med stress, stor utryghed og et meget sensitivt nervesystem helt generelt.

Jeg kan regne med alt det ovenstående – hvad jeg ikke kan regne med, er de dage hvor jeg føler mig mere tryg, mere okay, mere glad eller ikke lige så sensitiv. Reglen er lidelse og utryghed, undtagelsen er okay-hed og at føle mig stærk og tryg.

Kropsbevidsthed: 4 tips til at mærke din krop

Jeg ved, at jeg nævner mange vigtige redskaber i min proces med angsten, og kropsbevidsthed er endnu et af de vigtige redskaber. Jo bedre vi mærker vores krop, jo bedre kan vi også have tillid til den og give den lov til at reagere.

Her er 4 tips til at mærke din krop:

1. “Hvordan har min krop det?”
Blot at stille dig selv dette simple spørgsmål, får du med det samme rettet din bevidsthed hen på din krop. Det vigtige er ikke, om du kan besvare spørgsmålet, det vigtige er blot at din bevidsthed flyttes over på kroppens fysiske tilstand.

2. Lær at beskrive din krops tilstand
Når du har øvet dig på blot at rette bevidstheden mod kroppen, kan du begynde at sætte ord på, hvad du egentlig mærker. Da jeg begyndte på dette, kunne jeg ikke sige særlig meget, og jeg var ofte i tvivl, om det jeg mærkede reelt var noget jeg følte, eller om det var noget jeg indbildte mig selv.
Men igen er det ikke så vigtigt, hvad der “reelt” sker, det vigtige er at din opmærksomhed er på din krop.
Til at beskrive kroppens fysiske tilstand, altså hvad du mærker både inde i og uden på kroppen, kan du bruge kategorier som fx farver, tekstur, bevægelser, temperatur, vægt samt hvorhenne du mærker det – så præcist som du kan.

Det kan være, at jeg mærker en kuldefornemmelse på nakken. Så kan jeg fortsat forsøge at beskrive hvad jeg mere mærker. Det kan være at det føles som bølgebevægelser af kulde, det føles tungt i nakken eller farven der kommer til mig er blå.

Uanset hvad, så prøv at tune ind på hvad du mærker og se, om du kan mærke mere i det område eller om andre områder kommer ind i din bevidsthed.
I lang tid har jeg kun kunne mærke ét område af min krop af gangen. Det er helt normalt, hvis man hele sit liv har været vant til ikke at mærke sin krop.

3. Lær at mærke din krop i hverdagen
En ting er, at sætte sig ned, som en meditation, og øve sig i at mærke kroppen “på komando”, en anden ting er, at gøre det til en del af ens hverdag. Det kan være så simpelt som at stille spørgsmålet i punkt 1. Uanset hvor du er eller hvad du laver, så prøv at rette din opmærksomhed, din indre bevidsthed ned på din krop. Hvis du er ved at vaske op, så læg mærke til hvordan det fysisk føles – hvad mærker dine hænder? Du behøver ikke at kunne sætte ord på, hvad du mærker, så længe din bevidsthed bare er rettet ned på din krop.

4. Sansestimulering
Sansestimulering er noget jeg ofte har nævnt her på siden, men det kan være en rigtig god måde at mærke kroppen på. Find ud af, hvad du nyder allermest – er det en gåtur, lytte til regnlyde, få massage, tage et varmt bad, spise noget velsmagende mad eller noget helt andet? Find en aktivitet, som stimulerer en eller flere af dine sanser, og forsøg at øve dig i at lægge mærke til, hvad der sker i din krop når du laver denne aktivitet. Mærk, hvordan din krop føles, eller spørg dig selv: “Hvordan har min krop det?” eller “Hvad mærker jeg i min krop lige nu?”.

Fra min dagbog #1

Om at leve op til andres og egne forventniner.

11. maj 2013 

22 år gammel

Dette skel jeg er i, mellem det ydre og det indre – trangen til perfektion og godkendelse, og den konstante uro jeg har overfor andre mennesker, skaber et endnu større skel og en endnu dybere afgrund.

Jeg er bange for at blive afsløret, set. Bange for at angsten ikke længere kan holdes skjult.

Jeg tror, uanset hvor ubehageligt det end er for mig, at jeg skal derud hvor det indre – uroen, angsten, ubehaget, overstrømmer alt det jeg er og jeg ikke længere kan holde fast på den jeg er, og hvordan jeg fremstår, men at de basale og skræmmende angstfølelser tager over og lader mig føle det fuldt ud, så jeg kan finde ud af, at det blot er en følelse.

En dyb og frustrerende følelse, som trækker strenge til alle tidligere temaer i mit liv. Den følelse, som altid har været der, altid vil være der. Og den er okay. Den er ikke en fjende, den er en ven, som kan hjælpe mig til endelig at kunne se mig selv som den og det jeg er. På dybet af det hele.

Masken kommer af, alt jeg tidligere har kæmpet for, for at passe ind, det er væk, og under den ligger angsten, og angsten for angsten. Og under angsten, ligger jeg. Sårbar og skrøbelig som jeg er.

Den jeg er, på trods af alt, ligger under angsten og under det ydre. Når masken kommer af, og angsten opløses, er det mit sande jeg’s ansigt der står frem. Det kan ingen dømme, det kan ikke mærke angst, glæde eller sorg. Det er blot.

3 råd til at tale med din indre kritiker

Først handler det om, at kunne identificere din indre kritiker, den indre stemme i dig, som står klar til at slå dig i hovedet, over hver gang du er menneskelig, hver gang du kommer til at træde i spinaten, siger noget pinligt, handler på en uhensigtsmæssig måde eller taler før du tænker.

Kritikeren er altid på spring og klar til at kritisere dig, nedgøre dig og bedømme dig. Uanset hvor godt du klarer dig, så har din indre kritiker altid en “men”-kommentar og er klar til at fortælle dig, at du ikke gør det godt nok eller er god nok.

Den indre kritikers stemme er meget højere end vores egen støttende, omsorgsfulde og empatiske stemme. Den indre stemme som støtter os og siger “du er lige som du skal være”, “du kan ikke gøre noget forkert”, “uanset hvad så er du god nok, også selv hvis du føler svære følelser”, “du klarer det så godt!”, “jeg er stolt af dig!” osv..

Læg mærke til, når du har været i en udfordrende situation eller når du føler at du ikke er god nok eller ikke føler dig tilpas i dig selv, hvilken stemme der kommer frem og hvad den siger..

Her er 3 råd til, hvordan du kan tale med din indre kritiker:

1. Skriv stemmen ned

Skriv ned hvad stemmen siger og læg mærke til, om det stemmer overens med virkeligheden. Skriv så et modsvar til stemmen.
Hvis stemmen siger: “Nej hvor var det forfærdeligt, du har virkelig gjort dig selv til grin, tænk du ikke engang vidste hvad du skulle sige og gik i stå. Hvor er det pinligt, hvad må de andre ikke tænke om dig?”
Så kunne et modsvar lyde:
“Det kan godt være, at jeg syntes det var pinligt ikke at vide hvad jeg skulle sige, det kan også godt være at folk tænker kritisk om mig. Og hvad så? Så må de gøre det. Jeg er ikke perfekt og jeg kan ikke gøre for at jeg nogle gange ikke ved hvad jeg skal sige. Jeg er bare menneske. Jeg gør det så godt jeg kan.”

2. Tal højt med stemmen

Sig højt, hvad stemmen siger, når den kommer og tal tilbage til den. På samme måde som at skrive et modsvar, men her kan du på en anden måde blive ved at tale til stemmen og begynde at mærke den anden stemme i dig, som støtter dig og som vil dig det bedste. Kritikeren vil dig ikke det bedste, den vil bare gerne kræve mere af dig.

Så når du begynder at høre stemmen, så sig højt hvad den siger, fx:
“Nu dummede du dig igen. Du troede rigtigt at folk kunne lide dig, men nu har du igen trådt i spinaten. Haha. Hvor er du sølle, nu kan folk se hvor lavt selvværd du er, du er slet ikke så selvsikker som de tror du er! Haha!”.

Det hjælper at lægge en bevidst stemme på, som ikke er din egen talende stemme, sådan så du lader som om at du “spiller” din indre kritiker. Din indre kritiker er ikke din egen stemme men er alle de krav og forventninger du har fået kastet i hovedet hele dit liv. Det er en illusion at der er disse forventninger til hvordan du skal være.

Så kan du tale højt tilbage (med din egen stemme) til kritikeren:
“Jeg kan høre på dig at du er meget påvirket af at jeg har trådt i spinaten. Det må også være rigtig ubehageligt for dig, at jeg ikke kan være perfekt. Men jeg er ikke en Gud. Jeg er ikke perfekt, jeg er helt uperfekt, og det er lige som det skal være. Det kan godt være at du ikke elsker mig som den jeg er, men jeg vælger at elske mig selv som jeg er, med alle de fejl og mangler jeg har og hele det uperfekte menneske jeg er.
Jeg kan ikke styre om folk tænker det ene eller det andet, og jeg gider ikke bruge min energi på at bekymre mig om det. Det kan du gøre hvis du har lyst til, du kan bekymre dig og brokke dig alt det du vil, det blander jeg mig ikke. Men jeg vil gerne være god ved mig selv og støtte mig selv. Jeg er ikke interesseret i at være hård ved mig selv, og jeg tillader dig ikke at være hård mod mig.”

Din indre, støttende stemme, er din sande stemme. Det er den stemme der er din det er den som vil dig det bedste og som er tålmodig og kærlig overfor dig.

3. Forestil dig, hvis du talte sådan til din bedste ven

En god måde at blive bevidst om, hvad det er den indre kritiker er ude på og hvad den “vil” med alle de kritiske ord og sætninger, det er ved at forestille dig at du sagde disse ting til din bedste ven. Hvordan ville det være? Hvordan ville din ven have det? Han/hun ville nok ikke føle sig særlig støttet eller holdt af. Hvordan ville du have det hvis din ven talte sådan til dig? Ville du så være venner med vedkommende? Ville du føle dig holdt af?
Det handler ikke om, at vi skal ignorere den indre kritiker. Det handler tværtimod om at lytte til den og kunne skelne den stemme med vores egen stemme. Vi kan komme til at tro, at den indre kritiker er vores indre, sande stemme. Og derfor lytter vi helt ubevidst til den. Vi skubber, presser og stresser os selv, til at være mere og gøre mere hele tiden, for det er aldrig nok, hvis det står til den indre kritiker.

Men der er hele tiden en anden del af dig – din indre, støttende, kærlige, empatiske og omsorgsfulde stemme. Den stemme er måske meget lav lige nu. Og fordi den indre kritikers stemme råber højt til dig, kan det være svært at høre den anden stemme.
Derfor er de ovenstående øvelser både til for at blive bevidst om, hvilken stemme der er den indre kritiker samt at styrke din indre sande stemme i at støtte dig, hjælpe dig og være der for dig!

Hvad er lykke….?

…. for dig? 

Lykke er individuel, er den ikke? Hvad der er lykke for mig, er ikke nødvendigvis lykke for dig. Ligeså kompleks kærlighed er, ligeså kompleks er lykke.

Kan du huske de der små tegninger “Lykken er…”?

Det var altid meget simplificerede eksempler på, hvad lykke kunne være. Men egentlig også sødt. At lykken kan være at få et kram. Lykken kan være at solen skinner. Lykken kan være at spise en hotdog.

Jeg tror lykke hænger meget sammen med taknemmelighed. Når jeg føler taknemmelighed, så føler jeg lykke. Og det er uanset om det er taknemmelighed for at have en seng at putte mig ned i eller om det er at have muligheden for og lysten til at spise et nærende måltid.

Jeg forsøger at være taknemmelig overfor de små ting, og det er det, der gør mig lykkelig. For det er ikke nødvendigvis de materielle ting eller de ting, der er i mit miljø – både ude og inde. Det er ligeså meget taknemmeligheden for mit sind, for min innovative måde at tænke på, for de mennesker jeg kender og som kender mig. For muligheden for at elske og blive elsket. Det er lykken for mig.

Lykken er ikke én ting, ligesom kærlighed heller ikke er en ting.
Lykken for mig er ligeså meget at skule igennem alt det her lidelse. Angst, skam, kompleks PTSD, lidelse der får mig til at overgive mig mere til livet, fordi det gør så ondt at lide at jeg ikke kan kæmpe mere, men blot må give mig hen.

Det er lykken at jeg kan være der så meget for mig selv og for andre. Det er lykken at få større og større empati hver dag, i en verden hvor empatien nogle gange føles som om den indskrænkes.

Det er lykken at være mig.

For seks år siden var det ikke lykken at være mig.
For seks år siden hadede jeg mig selv 100 %.
For seks år siden havde jeg ingen kærlighed til mig selv eller andre.
For seks år siden herskede angsten og lidelsen mere end livet og kærligheden.

Nu er det pludselig lykken at være den jeg er, også selvom jeg langt fra er lidelsesfri eller angstfri….

Gaslighting: Sådan retfærdiggør narcissister deres adfærd

Her den anden dag gik noget op for mig, nemlig hvordan narcissister som min mor indvendigt kan retfærdiggøre deres adfærd. Det vil jeg gerne skrive lidt om i dette indlæg.

 

Hvad der kendetegner en narcissist

Narcissistisk forstyrrede mennesker har ikke evnen til at føle empati. De idealiserer sig selv og føler sig som bedre og mere specielle mennesker end andre. Alt det gode der sker, skal handle om dem , det er deres fortjeneste, fordi de er så særlige mennesker. Alt det dårlige der sker, det er andres skyld og andres ansvar.

Jeg husker at min mor altid var god til at stå op for mig, når det kom til andre mennesker – mobbere i skolen, dårlige lærere eller andre mennesker udenfra hjemmets fire vægge, som behandlede mig dårligt. Hendes egen dårlige adfærd, den ville hun aldrig tage ansvar for.

Når hun skældte ud, uden grund. Hævede sin stemme over de minimale ting i hverdagen. Når jeg stille og roligt viste min mening eller holdning om noget, og hun slog hårdt ned og forsøgte at gøre alt for at overbevise mig om at hendes holdning var den rigtige.

Jeg måtte ikke være forskellig fra hende (men jeg måtte heller ikke være ligesom hende – en narcissist). Jeg skulle spejle hende rent, sige “ja mor” til alt hvad hun sagde og være med til at vedligeholde hendes syn på sig selv, som værende den bedste og vigtigste person i verden.

Derfor måtte jeg ikke have egne behov og holdninger, for det ville betyde at jeg var vigtigere end hende.

Når vi reagerer på narcissistens adfærd

Når folk omkring en narcissistis som min mor, reagerede på hendes adfærd, så ville hun ikke se det som en reaktion på hende – det kan umuligt være en reaktion på hende, når hun er så perfekt. Derfor må det være en fejl eller mangel i personen, der gør at de opfører sig sådan.

Hvis du sætter grænser overfor en narcissist, viser dine behov eller meninger, hvis du tror (lidt for meget) på dig selv eller hvis du siger nej til den måde de behandler dig på, så skal du regne med at narcissisten vil reagere på dette, på følgende måde og dette er en måde de kan retfærddigøre din adfærd på og fastholde dig i, at det er dig den er gal med:

– Du må have ekstreme krav på grænser og er alt for rigid – fordi du har helt naturlige grænser, som er sunde og gode at have.
– Du er meget krævende  – fordi du har helt naturlige, menneskelige behov
– Din mening er helt hen i vejret, latterlig og er minoritetens mening – fordi din mening ikke er hendes
– Du skal skrue ned for din selvtillid, for ingen kan lide en der er egoistisk  – fordi du tror på dig selv og sætter dig selv i første række
Du må være ekstremt overfølsom og have urealistiske høje krav til hvordan andre behandler dig – fordi du ikke vil behandles dårligt.

Problemet er ikke dig – problemet er narcissisten.

Alt denne retfærddiggørelse er bare en del af hjernevasken, den hjernevask der også kaldes for gaslighting. Gaslighting skal få dig til at tro, at det er dig der er i mangel, dig der er overfølsom, dig der er oversensitiv, dig der har urealistiske høje krav, dig der ikke kan acceptere narcissisten som hun er. Det er dig der er problemet! Og når det er dig der altid er problemet og den der skaber problemerne, pågrund af din store indre mangel som menneske, så kan det aldrig være hende der er problemet.

Hele årsagen til at, man reagerer på narcissistens adfærd, er fordi adfæren er uempatisk, ondskabsfuld, uforstående og ikke-acceptabel. Det er ikke dig der er problemet, du reagerer på problemet. Problemet er narcissisten.

Narcissisten vil aldrig kigge indad og forsøge at forstå hvilket ansvar hun har i situationen. Hun vil gøre alt for at bruge dig som det mangelfulde menneske, til at retfærdiggøre sin egen dårlige adfærd.

Jeg vil bruge det overordnede ord hjernevask, som også gaslighting hører under.

Narcissistisk hjernevask

Sidst jeg havde en egentlig kontakt med min mor, fik jeg skrevet alt det ned, som jeg følte jeg havde brug for at fortælle hende. At jeg ikke følte mig elsket af hende og ikke følte mig god nok.

Hendes respons var bl.a. noget der lød noget a la dret her:

“Jeg er ked af, at du ikke følte jeg kunne elske dig, sådan som du havde brug for at blive elsket”. 

Det jeg læste det, kan jeg huske jeg blev lettet og tænkte – hun forstår alligevel noget, hun kan godt acceptere de ting jeg fortæller hende og går ikke amok på mig over det.
Hun er faktisk ked af, at hun ikke kunne elske mig!

Først forleden, 2 år efter mailen, er det gået op for mig, hvad hun egentlig forsøgte at sige (eller retfærdiggøre) med den ebsked.

Hun kaster det over på mig og fraskriver sig alt ansvar i at jeg følte mig uelsket: “Jeg er ked af, at du ikke følte jeg kunne elske dig som du havde brug for at blive elsket.”

Det gik op for mig, at det er den her slags hjernevask, hun har kørt på mig hele livet. Det har været denne form for beskeder, som har fået mig til at tro på, at hun jo var en god mor. Hun kunne jo godt håndtere kritik med en rolig respons. Hun vidste godt, at hun ikke kunne elske mig. Hun vidste godt, at hun havde en mangel og ikke kunne give mig den kærlighed, som en mor skulle give et barn.

Men først nu er det gået op for mig, at dette er et eksempel på den hjernevask der er stået på, siden jeg blev født. Hun har vist sig fra en god og kærlig side, men inddirekte har hun hjernevasket mig, ved at kamouflere sin egentlige hensigt – som var at rette ansvaret og problemet overpå mig og helt uden jeg overhoved lagde mærke til det.

Hun har brugte sin falske empati, til at dække over det faktum, at hun har været igang med at hjernevaske sit eget barn til at tro, at al den dårlige adfærd hun selv har udøvet, bunder i en mangel og forkerthed i mig.

Det er ikke så mærkeligt at jeg stadig den dag i dag kæmper med skam og forkerthed over mig selv.

Det har altså i virkeligheden handlet om, at hun kunne retfærdiggøre sin adfærd, ved inddirekte at sige at det var mig, der var i mangel. Mig, der havde urealistiske behov for at blive elsket, mig, der havde for mange krav til hende som mor.

Hvis hun ikke havde været narcissist, ville hun måske have skrevet:

“Jeg kan godt forstå, at du ikke følte, at jeg kunne elske dig. For det kunne jeg ikke.
Jeg kommer selv fra et kærlighedsforladthjem, hvor min mor kæmpede og mine behov for at blive elsket blev skrottet, fordi jeg skulle være der for hende.
Jeg kan se at jeg ikke har haft evnen til at elske hverken mig selv eller dig, og det er og bliver aldrig dit ansvar eller din skyld, det tager jeg på mig”.


Den onde cirkel fortsætter, hvis vi ikke vågner op

Narcissistens adfærd er jo også en reaktion på noget, ligesom at vores adfærd overfor narvissisten er en reaktion på deres adfærd.

Men den store forskel ligger i, at narcissisten:
1) ikke har evnen til at kigge indad, have selvindsigt og selvreflektion eller forstå eget ansvar i relationer eller konflikter,
2) ikke forstår at hendes egne høje krav og forventninger til andre, manglende kærlighed til sig selv og andre og manglende empati er en reaktion på hendes eget barndomssvigt, som hun ikke har taget hånd om og
3) når det handler om en forælder-barn-relation, så vil barnet altid reagere på forælderen, forælderen kan IKKE tillade sig, at reagere på barnet.

For barnets adfærd er altid en reaktion. Når man selv er resultatet af at være blevet svigtet i barndommen, så ligger ansvaret KUN hos en selv og ens forældre, IKKE ens egne børn! Dem skal man blande helt udenom de traumer.

Desværre er det meget usandsynligt at narcissister vågner op til virkeligheden og kan forstå dette. Derfor vil den onde cirkel fortsætte. Medmindre narcissistens børn vågner op og stopper den onde cirkel, så vil børnene når de bliver voksne og selv får børn, fortsætte svigtet med deres egne børn – altså vil alt det svigt, skam og traumer der er forgået i hjemmet med en narcisstisk forælder blive flyttet over til de børn, man selv får. Og sådan kan det blive ved…

At få børn er en måde hvorpå mennesker med traumer kan forblive ubevidste og fortsætte den onde cirkel, så deres børn kan tage sig af den smertefulde byrde, sådan så de ikke selv skal gøre det.