Hvad dit kraftdyr kan lære dig

Ved du hvad dit kraftdyr er? Læs mit indlæg her, som kan spore dig hen på, hvad dit kraftdyr kan være. Dette indlæg handler om, hvad kraftdyret kan lære os. 

Uanset hvilket dyr der er vores kraftdyr, så kan det lære os noget om den type menneske vi er samt om hvilke sider af os selv, vi har brug for at udvikle mere.

F.eks. har mit kraftdyr i mange år været odderen. Jeg tror at vores kraftdyr ændrer sig, i kraft med at vi som mennesker ændrer og udvikler os og dermed har brug for ny inspiration.

Info om kraftdyret

Mange forskellige steder kan man læse om odderen – både hvad den universelt og kulturelt betyder, hvad den symboliserer samt hvilken slags dyr den er – hvordan den fungerer med andre oddere, dens dyrebørn, hvordan den bygger et hjem osv. Det handler om at undersøge alle de områder som kan give et præg om, hvad odderen står for.

Sider du kan genkende/ikke genkende

Derefter ser jeg på, hvilke områder jeg kan genkende hos mig selv ved odderen, og kan på den måde sammenligne mig med dyret.

Til sidst ser jeg på, på hvilke områder odderen slet ikke minder om mig, eller områder som står mindre stærkt hos mig. Det er de sider, som jeg har brug for at arbejde med.

Men hvordan gør man så det?


At lære fra sit kraftdyr

Det kan man gøre ved at tune ind på og lægge mærke til, hvornår disse sider kommer eller kan komme til udtryk i ens liv og når der er mulighed for det, så give sig selv lov til at udtrykke disse sider.

Et af odderens stærkeste symboler er dens legesyghed, som er en side jeg godt kan genkende, men som i mange år ikke har været særlig stærk. Jeg har modsat været meget alvorlig og holdt mig selv tilbage og været meget voksen.

De senere år har jeg udforsket min legesyghed mere og mere i den forstand, at når jeg får lysten til at mærke og udtrykke min legende side, så forsøger jeg ikke at stoppe den, men jeg giver plads til den.

Og selv hvis jeg ikke føler der er plads til at være legesyg, så kan jeg stadig godt finde på at være det, hvis jeg har lyst til at udtrykke den side.


Nyt kraftdyr?

Det betyder også at jeg ikke tror mit kraftdyr længere er odderen, fordi min legesyghed har fået så meget plads de seneste år, at jeg ikke længere har samme behov for at skulle lære af odderen som før.
Jeg har heller ikke drømt om en odder i lang tid, der er derimod andre dyr som kommer til min bevidsthed, som fx en ko eller en hval.

Jeg tror at kraftdyrene kommer til os især i perioder hvor vi har brug for forstærket kraft og energi, brug for noget at støtte os op af, en guideline, til at vise os vejen og inspirere os til at udvikle os mere og udfolde andre sider af os selv, og når vi er klar til det, så vil et nyt dyr vise sig for os.

Så længe vi har brug for at lære noget fra dette dyr, så længe vil dette dyr dukke frem i ens vågne og sovende liv.

Hvad er dit kraftdyr?

Mareridt og utryghed om natten: 8 tips

Skrevet d. 21. oktober 2018

For omkring fem år siden havde jeg en længere periode, hvor jeg havde mareridt og urolig søvn hver nat. Når jeg vågnede op skulle jeg lige samle mig, men så faldt jeg i søvn igen. Om dagen havde jeg det fint nok, men om natten kom mareridtene som gjorde mig bange og utryg.

Nu har jeg igen haft en periode med mareridt, men modsat dengang, så kan jeg ikke falde til ro igen. Følelsesmæssigt er jeg stadig i drømmeland og bliver utryg og rædselsslagen. Jeg kan ikke finde tryghed ved at være vågnet og jeg kan ikke finde tryghed ved at skulle falde i søvn igen. Jeg tror fejlagtigt at jeg stadig er i fare når jeg vågner og stadig skal beskytte mig selv – jeg kan overbevise mig selv om, at jeg bliver udsat for noget grusomt lige om lidt.

Så her til morgen valgte jeg at forblive vågen og i stedet blot fokusere på at forsøge at få en lille smule ro i krop og hjerne.

Jeg lagde mig i en god stilling og satte regnlyde til at spille, imens jeg trak vejret ved at tælle samtidig – ved hjælp af denne øvelseSamtidig sagde jeg til mig selv: “Du er tryg”. Igen og igen. Det gav mig en lille smule mere ro til at kunne hvile mine trætte øjne.

Jeg gik i seng med hjertebanken, hvilket måske også har været med til at trigge kroppens alarmberedskab og dermed mareridt.

Imens jeg lå i mørket, stadig inden solen var stået op, læste jeg lidt omkring mareridt og hvordan kan man afhjælpe dem, jeg fandt til nogle forskellige råd, som jeg vil begynde at prøve:

1. Spis ikke for tæt på sengetid 
Det får blodsukkeret til at stige og dermed kroppen til at være mere aktiv.

2. Undgå forstyrrende eller uhyggelige nyheder, film, serier og lignende
Det gør sig nok både gældende generelt og lige inden man skal sove.

3. Undgå koffein og sukker
Især de sidste 5 timer inden sengetid i hvert fald. Om ikke andet, kan man forsøge at skære ned på det.

4. Lav meditation eller vejrtrækningsøvelser inden sengetid
Enten mens man ligger i sengen og skal til at sove, eller fx inden man lægger sig kan man sidde i sin stol og gøre det.

5. Lav noget afslappende og beroligende
Drik en kop kamillete, giv dig selv massage eller tag et varmt bad.

6. Hverken for varm eller for kold, for hårdt eller for blødt
Noget der i morges gik op for mig var, om jeg måske sov for varmt, eller

7. Sov på siden eller på maven og i fosterstilling
Når du sover sådan, beskytter du din krop bedre og ligger i en primal sikker stilling, som gør at du vil føle dig mere tryg. Lægger man sig på ryggen er ens brystkasse og krop generelt mere udsat og man er mere forsvarsløs.

8. Drømmetydning og genfortælling
At nedskrive sine mareridt kan være en god måde at forløse dem på, det kan også give et præg om de udfordringer der gør sig gældende i ens liv.
Derudover læste jeg om genfortælling af mareridt, som jeg ikke havde hørt om før, men som gav god mening. Det handler om at genfortælle eller nedskrive mareridtet, men i stedet for at nedskrive det, som det skete, så skal man nedskrive det på en måde, sådan at mareridtet bliver til en almindelig drøm, sådan at de ting der sker i drømmen som er uhyggelige, bliver omvendt eller bliver håndteret i drømmen.

Fx drømte jeg i nat at jeg kastede sten efter en uhyggelig mand, for at han skulle lade mig være, men de ramte ham ikke. En omskrivning af dette scenarie kunne være, at jeg rent faktisk ramte manden, så han lod mig være, eller at det viste sig at han faktisk ikke var ude på at gøre mig fortræd.

Lad mig høre i kommentarfeltet: hvad hjælper dig allerbedst på dårlig søvn og mareridt?

No contact: hvordan og hvorfor?

Jeg har valgt at gå no contact med min mor. Det har jeg gjort klart overfor hende, og det har hun delvist accepteret. Ligeledes er jeg selv i gang med at acceptere det..

Hvordan? 

No contact betyder, at man afbryder al kontakt med vedkommende. Det betyder, at man ikke selv kontakter vedkommende, og hvis vedkommende kontakter én, så svarer man ikke igen. Uanset om det er opkald, sms, breve, pakker osv.

Der er også nogle der vælger at blokere personens nummer, skifte adresse, ikke åbne sms’er eller lytte til telefonsvarerbeskeder og heller ikke åbne breve og pakker fra vedkommende, for at afslutte enhver form for kontakt.

Det er op til en selv, om man vil afslutte kontakten brat (uden at sige noget til vedkommende) ellers kan man vælge at sende en mail, sms eller brev hvor man beskriver at man vil stoppe kontakten og at vedkommende ikke skal kontakte en mere.


Hvorfor?

Man bruger no contact, for at afbryde en usund relation til en person, og det viser sig at være den bedste måde at gøre det på.

Især hvis man ved, at dette menneske ikke kan ændre sig, kan man have behov for, at stoppe al kontakt, da det føles nyttesløst at blive ved at prøve at få en god relation, når forælderen ikke er interesseret i eller kan ændre sig.

Jeg synes aldrig at skadelig adfærd skal accepteres, uanset om det er ens familie eller ens partner, der er intet der retfærdiggør dårlig behandling af andre, uden nogen grund, og især når det er dem der står os aller tættest – det er der, det gør allermest ondt at blive ramt og der, hvor man netop burde kunne tale om tingene.

Når vi går no contact, så stopper vi den dysfunktionelle relation og har nemmere ved at bryde ud af den rolle vi selv har været i hele vores liv. Det giver os også muligheden for at få større fred i vores liv, en fred til at leve vores eget liv, frem for at leve et liv styret af vores forældre.

I sunde familier, vil det være meget naturligt at klippe navlestrengen når man bliver voksen og flytter hjemmefra, i dysfunktionelle familier er der en endnu stærkere navlestreng mellem”barn” og forældre, som fastholder et usundt mønster, hvor det kan være svært eller umuligt at udvikle sig, fordi forældrene gerne vil fastholde en i denne rolle. Derfor er no contact som at klippe navlestrengen.

 

Det tog mig halvandet års tid, før jeg kunne finde ud af det….

Da det blev min fødselsdag, sendte min mor mig ikke nogen besked. Det var både rart og trist på samme tid. På den ene side, er det trist at have fødselsdag og ikke have kontakt til sin mor, på den anden side er det rart at have fødselsdag og være fri for at føle mig forkert.

Det er en proces, som er utrolig svær for mig at vænne mig til. Bare at skrive dette, får min mave til at vende sig.

Hvordan kan man acceptere at man ikke skal have kontakt til sin egen mor?
Hvordan kan man acceptere, at ens mor ikke har de kvaliteter som en mor burde have? Og har kvaliteter, som en mor ikke burde have
Hvordan kan man acceptere at tingene aldrig bliver anderledes?

Især den sidste er hjerteskærende for mig…

Næsten to år efter min fødselsdag skrev hun for at invitere mig til hendes fødselsdag. Jeg svarede ikke på sms’en. Jeg havde fået ny mobil og hendes nummer var derfor ikke blokeret – det er det nu.

 

Når det bliver svært at acceptere….

Når jeg tænker på min mor, får jeg ondt af hende. Jeg synes det er synd for hende, at hendes egen datter ikke vil have kontakt med hende. Jeg har også medfølelse for hende.

Det er det, som gør situationen aller sværrest. Jeg sætter mig for meget i hendes sko, frem for at sætte mig i mine egne sko..

Men med tiden bliver jeg bedre og bedre til at have medfølelse for mig selv også sådan at den medfølelse bliver større end medfølelsen for min mor.
Jeg kan ikke undgå at have medfølelse for andre, også selv min mor, som er det menneske der har såret mig allermest af alle, og som aldrig ville erkende at hun kunne gøre andre fortræd.

Når man går no contact kan det være rigtigt svært, at huske sig selv på, hvor dysfunktionel en relation man var i, og det kan stadig være svært at huske sig selv på, at der er en årsag til, at man tog dette valg. Det kan være svært at have fred med det, fordi man i årevis har levet med at skulle sætte sine forældre først, og det føles underligt at sætte sig selv først pludselig.

Jeg forsøger at minde mig selv om, at det er mig der er blevet såret, mig der var barnet, mig der var den uskyldige, mig som var bange og alene hele min barndom, mig som havde mareridt om min egen mor, fordi jeg frygtede hende så meget.

 

Når mor er forbryderen…

Det er det som fucker allermest med én, når man bryder kontakten til en dysfunktionel forælder – at selvom man kan se, hvor meget skade de har gjort på en, uanset hvor slemme tilfælde man kan komme med, så føles det aldrig som om det er “nok” til at opgøre det faktum at “det er jo din mor”. Det er svært at kombinere “mor” eller “far” med “forbryderen” (kognitiv dissonans hedder det begreb).

Dem, som ikke forstår det….

Der er mange som ikke har dysfunktionelle forældrerelationer (eller som måske slet ikke selv er bevidste om at deres forældre er eller var dysfunktionelle), der går helt gal i byen, når de skal kommentere på ens beslutning – for de forstår slet ikke, hvorfor man har taget det valg, de kan kun se det udefra og se at det er synd for forælderen.
Der er så mange argumenter man hører, som skal gøre en til det dårlige, respektløse og utaknemmelige barn.
Kommentarer som: “hun gør det bedste de kan”, “tilgiv hende nu bare og kom videre”, “det er fortid”, “der er da også sket mange gode ting?”, “hun elsker dig jo!”.

Alle de argumenter kan ikke bruges til noget, når der er foregået et svigt, som opvejer alt det gode, et svigt som har skabt grundlæggende mistillid, et svigt som har rykket så meget i ens selvfølelse at man ikke kan finde ud af at være i verden, et svigt som bliver ved at være der, fordi forældrene ikke vil påtage sig ansvaret eller bare se hvad der er sket.

Det blev et længere indlæg — men jeg ved også, at der er mange derude, som bakser med svære forældrerelationer, mange som allerede er gået no contact og nogle som måske står og overvejer at stoppe kontakten helt.

Uanset hvad, skal du vide, at:
dine følelser er berettiget
du har ret til at være dig
du fortjener at føle dig tryg
du gør det så godt du kan
du skylder ikke nogen noget
du må gerne være barnet (også selvom du er blevet voksen)
dine behov kommer først nu
du ikke er alene!

Den simpleste og mest effektive øvelse

Uanset om du har angst, panik, PTSD-symptomer, er ked af det eller slet ikke kan mærke noget, så er denne øvelse helt fantastisk.

Jeg ved ikke præcis hvad det er ved den, der gør at den er så effektiv, men måske det er en kombination af kropskontakt og egenomsorg der gør at den både er forløsende og samtidig er beroligende.

Der er to udgaver af stort set samme øvelse og den kan kombineres med enten vejrtrækningsøvelser eller omfavnende bekræftelser (som jeg også har skrevet et indlæg omkring).

Jeg plejer at sige følgende, samtidig med jeg laver øvelsen: “Jeg holder mig selv”. Eller: “Jeg holder mig selv i kærlighed”.

Dermed føles det som om, at jeg flyder på et kærlighedshav som bærer mig, hvor jeg kan være fuldstændig tryg og afslappet.

Sådan laver du øvelsen:

Sid eller læg et behageligt sted og luk øjnene (eller hold dem åbne).

Læg én hånd på din mave (enten midt på maven eller lige over navlen) og én hånd på dit bryst (enten midt på brystet eller øverst på brystet, ved kravebenene).

Den anden udgave af øvelsen består i, at du i stedet for at lægge en hånd på din mave i stedet lægger en hånd på din pande.

Eksperimentér dig frem for at finde ud af, hvordan øvelsen er bedst for dig.

God fornøjelse!

Kropsstilling der giver ro i stormen

Hvis man har PTSD eller PTSD-symptomer kan man opleve enten konstant eller i perioder at komme ind i en tilstand af ustyrlig og overvældende uro, utryghed, panik, angst og følelse af at miste sig selv fuldstændig. 

Det er svært at beskrive følelsen, til nogen som ikke har oplevet det, men et angstanfald blegner i forhold til denne følelse.

Det er følelsen af at miste fodfæstet, at føle sig ekstremt utryg, fuldstændig ubeskyttet, udsat og slet ikke kunne mærke sine egne grænser.

På et tidspunkt da jeg var i denne tilstand, kunne jeg ikke gøre andet end at græde og føle mig meget utryg, men så faldt jeg over en traumeøvelse af Peter Levine, som jeg har lyst til at dele med jer andre.

Uanset om man har PTSD-symptomer, angst eller føler sig bange eller utryg, så er jeg sikker på denne øvelse kan give en eller anden form for ro, da den både er med til at afgrænse vores krop, så vores sind ikke fortsætter med at komme ud af kontrol og samtidig giver den os kropskontakt – og dermed mere fokus på krop frem for sind og til sidst giver den en tryghedsfølelse, som kan minde om at få et kram.

Sådan skal du lave øvelsen: 

Sæt dig på en stol og placér din højre hånd i venstre armhule således: din tommelfinger skal være på forsiden af brystkassen og de fire andre fingre på bagsiden af brystkassen, sådan at du med din højre hånd holder om noget af brystkassen, under din venstre arm.

Din venstre hånd krydser du over og lægger på din højre overarm/skulder.

Forbliv i denne position og læg mærke til, hvordan din krop og psyke reagerer.

 

Øvelse: Se skammen i øjnene

Kan vi se skammen i øjnene? Og kan det hjælpe os til at få mere fred med skammen? Ja, det tror jeg helt klart. Men vi skal ikke vente på at andre synes vi er gode nok, men derimod starte med at synes det om os selv.

Jeg så DR-programmet “Krigerne i det jyske narko-land”, hvor Jan Petersen fra Petersen Consult, der selv er tidligere misbruger, hjælper unge ud af deres misbrug.

På et tidspunkt taler han om skam, og om hvordan mennesker på gaden nogle gange kigger underligt på ham i tavshed, og hvordan han føler sig bedømt af dem. Hvorefter han fortæller, at i stedet for at lade som ingenting, råber han i stedet: “ARGH!!! Jeg er fucking god nok!” og så går han.

Se andre mennesker i øjnene

Den øvelse fik mig til at tænke på, en øvelse jeg selv laver, som hjælper mig til at se skammen i øjnene og dermed over tid eller øjeblikkeligt ophæve skamfølelsen.

Vi har det med at undgå andre mennesker – især andre menneskers øjne. Vi skal helst ikke se andre i øjnene.

Måske er det fordi vi bare ikke er vant til det, men måske er det også (i hvert fald for mit vedkommende) fordi skammen fastholder os i, at vi skal kigge ned i jorden i stedet – at vi ikke er gode nok, at vi ikke har værdi i os selv og frygter at blive spejlet i andres øjne i at vi ikke er gode nok.

Vi skal gøre det, som vi skammer os over

På samme måde er skamøvelser det samme som angsteksponeringer. Vi eksponerer os selv for skammen, i den grad vi kan magte.

Når jeg opsøger andres (fx fremmede mennesker på gaden) blikke frygter jeg at bliver bekræftet i skammen, at folk vil undgå mit blik, eller vil se mærkelige ud i ansigtet eller vil konfrontere mig med det og dermed gøre det og dermed mig til noget skamfuldt. Faktisk sker der altid det modsatte!

For når vi kigger væk og undgår andres blikke er vi med til at bekræfte overfor os selv og andre, at vi burde skamme os, at vi burde kigge væk. Vi lader skammen vinde, vi lader skammen bekræfte os i at vi er skamfulde og retter os ind efter skamfølelsen.

Dermed er kuren mod skammen, ikke at fortsætte med at gøre det, som skammen vil have os til – at kigge ned i jorden – men at gøre det, som vi frygter allermest i den situation – nemlig at kigge op, at konfrontere skamfølelsen direkte – konfrontere det andet menneskes øjne.

Når jeg gør dette, så husker jeg at rette min fokus på mit åndedræt – jeg trækker vejret dybt og smiler eventuelt til vedkommende, hvis jeg har overskuddet. Derudover forsøger jeg har rette mit fokus udad, på det menneske jeg får øjenkontakt med.

Når jeg gør det, så har jeg fokus på dette menneske frem for at have fokus indvendigt på mine tanker omkring om det måtte være mærkeligt eller forkert at kigge det andet menneske i øjnene, jeg flytter opmærksomheden fra skammen over skammen, og bekræfter mig selv i, at jeg har ret til at søge øjenkontakt og at jeg er god nok som jeg er når mine øjne møder en andens.

Hvad det lærer mig

Når jeg kigger andre mennesker i øjnene finder jeg ud af:
1. at jeg er god nok som jeg er og at jeg har ret til at smile til og få øjenkontakt med andre, 2. at andre mennesker spejler mig i mit initiativ ved at smile igen og se ud til at blive glade
3. jeg mærker mig selv, mine grænser og mine behov meget bedre, når jeg får kontakt med andre mennesker på den måde.

Jeg kan mærke at jeg er en person, en person med værdi.

Jeg er ikke bare et ingenting, en usynlig person, som ikke har ret til at være her.

Jeg har en plads i verden og jeg har ret til at være her og ret til at lade andre se, at jeg er her.

Ophæve skammen


Dermed er denne øvelse også med til at ophæve min skam over mig selv og min følelse af at være forkert, for når jeg indirekte siger “Her er jeg! Se mig! hør mig!”, så viser jeg overfor mig selv og omverdenen, at jeg er god nok og at jeg fortjener at blive set og hørt.

I følge Lars Sørensen (Skam – medfødt og tillært) hænger skammen hænger sammen med blikket – fordi det er der vi enten bliver spejlet eller fejlspejlet, så er denne øjenkontakts-øvelse utrolig god til at ophæve skamfølelsen – også selvom man i starten måske stadig føler skam.