Bagom

Velkommen til Ind til kernen!
Mit ønske med denne side er, at kunne hjælpe dig med din angst/ubehag, ved at lære dig hvordan du finder ind til din kerne og hvordan du kan få en ny tilgang til angsten.

Læs mere om mig her.

Manglende empati i sundhedssystemet
Efter jeg har gået hos adskillige psykologer, læger og psykiatere er jeg blevet mere og mere ked og frustreret over, at mine behandlere har haft så stor mangel på empati og ønske om at forstå mig. De har derimod haft behov for at jeg skulle passe ind i deres systemer og de manglede evnen eller ønsket om at lære mig at kende og se mig rent, som jeg er.

Vores tilgang til angsten, påvirker angsten
Ofte forværres vores problemer ud fra den tankegang som er indkodet i os gennem vores samfund; nemlig at der er noget galt hvis vi oplever ubehagelige følelser og tanker, og at det er noget som skal behandles, fjernes eller flygtes fra. Samme tilgang er der ofte til psykisk lidelse – nemlig at det er sygeligt og at det skal fixes.

Læs om min frustration over vores sundhedssystem her.

At leve ud fra sin kerne
Jeg ser kernen, som den del af os, som hele tiden er bevidst og er den samme. Den som iagttager ufordømmende, den som er. Kernen er vores sande jeg.

De ubehagelige følelser og tanker, er ligesom uvejret, der stormer omkring os. Når vi lever ud fra vores kerne, kan vi lære at favne det uvejr; vi kan lære at blive mere os selv, at favne hele os, frem for kun at favne de rare, positive og behagelige sider af os. Ved at lære at acceptere og rumme dem vi er, kan vi også leve et meget mere balanceret, meningsfuldt og opløftende liv.
Et liv som føles værd at leve, selv midt i uvejret.

bloggen skriver jeg indlæg, om alt det, som har hjulpet og hjælper mig, om at få en ny tilgang til angsten og om meget andet der involverer angst og ubehag i livet.
Derudover har jeg skrevet e-bøger, som du gratis kan downloade. Bøgerne giver dig forskellige værktøjer, øvelser, guides og viden, som kan hjælpe dig i forhold til din angst/ubehag.