Når man ikke tør gå udenfor en dør

Jeg har før skrevet om isolation herinde, mine oplevelser med det og hvilke forskellige oplevelser der gjorde, at jeg begyndte at bevæge mig ud af den igen. Dette indlæg skal handle om, hvordan jeg bl.a. lærte at føle mig tryg igen i sociale situationer. 

Min isolation var ikke præget af, at jeg ikke var ude blandt andre mennesker, men jeg undgik bevidst sociale situationer eller interaktioner. Dog tog jeg f.eks. på biblioteket, ned og handle eller i butikker, men jeg undgik altid det travleste tider med flest mennesker samt storcentre og andre områder, hvor jeg vidste det var svært at komme hurtigt væk.

Jeg blev ved at gå ud i butikker og for at handle – også selvom det med at handle gav mig angst. Jeg kunne godt klare at gå rundt i butikken, selvom der konstant var en stigende fornemmelse af angst, fordi jeg 1) frygtede at rende ind i nogen jeg kendte og 2) frygtede at skulle hen til kassen for at betale. Begge situationer skabte følelsen af, at være fanget, og det var dét som gav mig angst.

I de svære perioder havde jeg færre sociale interaktioner og sås ikke særligt ofte med veninder. Og når jeg var lidt mere okay, så kunne jeg både handle ind og ses til en gåtur med en veninde, dog stadig med angst. FOr mig handlede det ikke om at jeg ikke kunne gøre angstfulde ting, men at når jeg havde en svær periode, så gjorde jeg færre af de ting der gjorde mig angst. Jeg gjorde de ting, som skabte mindst angst for mig og undgik de ting som gav mig meget angst. Men jeg kom hverken på besøg hos andre eller fik selv besøg, derudover tog jeg ikke på café eller lignende. Min tryghed var allermest i at være helt alene i mit eget hjem.

Der var adskillige ting som var med til, at jeg begyndte at føle større tryghed og tillid til, at kunne bevæge mig mere og mere ud af denne isolation. Blandt andet var det enormt vigtigt for mig, at kunne føle en eller anden form for tryghed inde i mig selv, en tryghed som jeg kunne tage med ud i verden og hele tiden have med mig.
Men det er lettere sagt end gjort!

I mit arbejde med angsten, har jeg hele tiden bevaret en nysgerrighed og en lyst til at forstå, hvorfor jeg havde det som jeg havde det, hvorfor jeg følte mig så utryg, hvorfor jeg følte mig så bange, og hvorfor det var så skide svært, ikke at være okay med, at føle sig angst. Størstedelen af den mangel på okay-hed, var en følelse inde i mig selv af, at der var en bestemt forventning af mig fra andre mennesker. En forventning til at jeg skulle være afslappet, positiv, rolig, have overblik, være cool, være interessant osv.
Uden at vide det med hundrede procent sikkerhed, så tror jeg faktisk at rigtig mange unge mennesker, kender til den følelse af, at presse sig selv over at skulle være på en bestemt måde. Når man så også har angst, så er det ikke bare det, at man presser sig selv over at skulle være noget bestemt, men også det, at man i situationer hvor man føler denne forventning samtidig føler en angstfølelse som skyller ind over én, uanset om kan formår at spille skuespillet og leve op til denne version af sig selv, eller om man slet ikke føler man kan holde sammen på det hele, og eksploderer i angstfølelsen. Uanset hvad følte jeg mig angst. Hvergang tanken kom og hviskede; “Du skal være noget. Hold angsten væk. Vær ovenpå. Hold sammen på det hele”, så gik jeg i panik. For angsten lå hele tiden i mig, jeg kunne mærke den hele tiden, så jeg følte ikke jeg kunne leve op til denne forventning til mig selv.

Det var nok noget af det første jeg tog op i forhold til at begå mig i sociale situationer. Om det var indkøbsture eller samvær med en veninde. Jeg øvede mig i, at når den tanke kom om, at jeg skulle være noget (en forventning jeg altid følte kom fra personen jeg var sammen med), så prøvede jeg at sige til mig selv; “Du skal ikke være noget”. Jeg prøvede ikke at skubbe tanken væk, jeg hørte den hver gang og mærkede reaktionerne i min krop. Jeg forsøgte at give mig selv lov til, både at mærke angstfølelsen og give den lov til at være der (for det er kun os selv, som kan bestemme hvad vi tillader i os selv, ingen andre har den magt) og samtidig også give mig selv lov til ikke at skulle præstere noget, ikke at skulle leve op til de krav man har til sig selv, eller de krav man føler andre har til én. Det er en kamp, det er det virkelig. For disse overbevisninger har sikkert været der i adskillige år, uden man egentlig har tænkt mere over det. Men angsten er næsten altid noget som kommer ind i ens liv, sætter spotlight på noget som skaber ubalance, som vender alting på hovedet, og som kan være med til at vi, fremfor at presse, stresse og kræve af os selv, lærer at se os selv mere klart, at blive sødere, mere rummende og mere omfavnende overfor os selv.

Læs mit andet indlæg om isolation her.

Blackouts: Sådan er det, når hjernen går i stå

Kender du det, når man står og taler med et menneske og føler sig tryg, og pludselig, mens man er i gang med at tale, så skyller angsten ind over én som lyn fra en klar himmel og man føler at hele systemet fryser fast? Man går i stå i sin talestrøm og kigger på det andet menneske. Man stirrer ud af ens fastlåste krop, og man går inderst inde i panik mens man prøver at finde ud af, hvad det var man var ved at tale om. Man har glemt alting, glemt pointen, glemt hvilket ord man lige har sagt og hvilket ord man er ved at sige. Alting går helt i stå. Angsten stiger og man forsøger at flygte væk, fordi man skammer sig over, at gå i stå og ikke vide hvad man skal sige. Angsten kan også give os blackouts.

Dette skete for mig rigtig ofte da jeg begyndte at få angst for første gang. Jeg oplevede nemlig ikke angsten konstant, som jeg gjorde et års tid efter. I starten levede jeg et helt normalt liv, og så nogle gange, mens jeg var ved at tale med et menneske – og var i centrum for opmærksomheden – så var det som om at angsten kom bragende ind. Først ved at jeg frøs fuldstændig og gik i stå i min talestrøm og dernæst kom impulsen til at flygte væk. Jeg følte så stor en skam over, at gå i stå og den stilhed som åd mig op. Det var som om jeg heller ikke kunne finde ud af at sige; “Hov, jeg gik lige i stå. Hvad var det lige jeg var ved at sige?”. Men sådan er det nok, når man får blackouts.

Jeg oplevede dette meget ofte, faktisk hver gang jeg fik angst og var i centrum og det kom altid som denne oplevelse af, at hjernen gik i stå. At jeg stoppede min tale helt pludseligt, måske midt i en sætning, som om jeg havde fået et elektrisk stød. Det var som om, at jeg havde været et andet sted de sidste to minutter, og slet ikke havde hørt, hvad jeg selv havde sagt.
De kloge mennesker siger, at blackouts i forbindelse med angst eller stress, kommer fordi hjernen går i stå for at beskytte mod denne angst og stress, simpelthen fordi det er for meget at kapere.

Det var en kæmpe skam og utryghed der fyldte mig og en trang til at komme væk hurtigst muligt. Jeg kan huske at i starten var det kun på arbejdet jeg følte disse angstglimt og trangen til at komme væk. Første gang jeg oplevede det med en ven, var faktisk selvsamme morgen jeg skulle flyve til Australien. Jeg var ved at fortælle en historie om, at jeg havde siddet i en togkupé for nogle dage siden og toget pludselig standsede og ikke kørte videre i en halv time. Jeg talte om, at jeg begyndte at føle en form for panik, ved tanken om ikke at kunne komme ud af toget. Og så gik jeg helt i stå. Som om jeg befandt mig i toget igen og oplevede denne følelse af panik og følesen af at være fanget.

Så uden at sige noget, forlod jeg rummet og gik ud i køkkenet. Jeg skulle bare væk. Så jeg fandt en undskyldning for at gå ud i køkkenet, hvor jeg hentede sugerør, til at drikke min juice med. Det var slet ikke nogen god grund til at pludselig bare gå væk fra situationen, jeg følte så stor skam over at komme tilbage i stuen og tale videre om oplevelsen, jeg følte der var noget galt med mig. Hvordan kunne jeg tillade mig bare at forlade situationen på den måde, og lade folk stå tilbage helt uvidende om, hvad der foregik?
Og måske lagde jeg også bare for meget vægt på, hvor mærkelig en opførsel det var, måske tænkte andre ikke over det? Uanset hvad, så var der noget i mig, som fik et chok og som fik min hjerne til at gå i stå og glemme alt.

Det interessante er, at da angsten begyndte at vokse sig større og større og blive konstant, oplevede jeg ikke disse blackouts. Jeg tror faktisk en af de sidste gange jeg oplevede det var da jeg var i Australien, for da jeg kom hjem var angsten nærmest konstant. Og først nu, syv år senere, er det gået op for mig, at det var blackouts jeg fik dengang.

Forleden oplevede jeg selvsamme følelse, da jeg var ved at fortælle noget. Jeg fik sådan en underlig fornemmelse af, at kunne genkende denne tilstand så tydeligt, i forbindelse med min angst, men også hvor længe siden det egentlig var, at jeg havde oplevet den. Så forleden da det skete, så mærkede jeg bare at jeg gik i stå, og jeg tror der gik et par sekunder hvorefter jeg sagde noget igen, stadig uvidende om, hvad det var min pointe egentlig var. Så jeg tog to skridt og gik hen for at tage en tår at drikke mens jeg sagde til mig selv; “Du skal ikke præstere noget, du må godt gå i stå”. Så vendte jeg tilbage til situationen, som om jeg slet ikke rigtigt havde været der de sidste par sekunder. Jeg gik tilbage og stillede mig det samme sted og færdiggjorde historien. Men først nu er det gået op for mig, at det er årevis siden, jeg har fået blackouts i forbindelse med angsten.

Jeg ser ikke denne tilbagevenden som noget negativt – tværtimod. Grunden til, at jeg tror jeg fik det igen forleden, var ikke fordi jeg følte nogen angst, men fordi jeg befandt mig i en situation som i årevis har givet mig en ubærlig angstfølelse – blot at tænke på. Og jeg tror at min krybdyrhjerne stadig nogle gange befinder sig i selvsamme tilstand og derfor reagerer på samme måde som den har gjort førhen.
På mange måder kan jeg se, hvordan at jeg er ved at rewinde min angstproces og bevæge mig tilbage igennem alle mine angstoplevelser, indtil dengang jeg fik angst første gang. Jeg genopdager og genlever det samme igen, ligesom at spole tiden tilbage, men jeg oplever det på en ny måde, end dengang. Og det må da siges, at være fremskridt!

Hvad jeg manglede, da jeg fik angst

Jeg oplevede angst for første gang, da jeg var omkring 9 år gammel. Dengang stod jeg helt alene med angsten, jeg vidste ikke hvad det var, jeg vidste bare at jeg følte mig dybt utryg og at jeg for alt i verden måtte have den på afstand. Der var ikke plads til den, og det bekræftede mine omgivelser mig også i.

Når vi vokser op i denne her verden, så vokser vi også op med den tilgang som vores omgivelser har til ubehagelige følelser (som fx angst), nemlig at det er noget som vi helst ikke skal mærke, som der ikke er plads til, som vi ikke kan klare eller forholde os til.

“Tag det ikke så tungt”, “Op med humøret”, “Prøv at lade være at tænke på det”, ” Det er ikke så slemt som du tror”, “Tænk positivt”….. Disse sætninger har jeg hørt et utal af gange fra voksne mennesker, siden jeg var barn. Både fra forældre, lærere, venners forældre og alle mulige andre autoriteter. Senere som voksen har jeg oplevet det samme fra venner, læger, psykiatere, psykologer og andre mennesker som skulle forestille at hjælpe mig.

Det er bare helt almindeligt, at de færreste (voksne) mennesker kan finde ud af at forholde sig på en sund måde til de svære følelser. Mest af alt nok fordi, de ikke kan håndtere det inde i sig selv. Ved en sund måde mener jeg en måde, hvorpå man kan tale om det, lærer at rumme det og lærer at disse følelser ikke er forkerte eller uønskede – for det kan få et barn til at føle sig uønsket for at have disse følelser.

Det, som har gjort at min angst fortsatte og 10 år senere udviklede sig til en invaliderende angst, var at der ikke var nogen følelse i mig eller omkring mig som fortalte mig, at det var okay. Der var ikke nogle øjne at kigge i, som viste mig og forsikrede mig om, at jeg var god nok – også med angsten. At jeg ikke var forkert eller skamfuld. At angsten ikke skulle gemmes væk, men tales om og omfavnes. At angsten er en naturlig del af at være menneske, men også at angst er alvorligt og skal tages alvorligt.

Det er så svært at finde den balancegang, hvor man ikke sygeliggør et menneske, fordi han/hun har angst, men hvor man heller ikke glemmer, at det at føle angst er en del af det at være menneske – også selv når angst, som hos mig, bliver invaliderende. For selv dér, er det naturligt – netop fordi der altid er en årsag til, at ens angst blev invaliderende og ødelæggende. Den årsag var for mig, at jeg voksede op med så stor en indre og ydre utryghed, at jeg ikke vidste hvordan jeg skulle håndtere mine følelser – og da slet ikke angst. Der var ingen hånd der greb mig midt i stormen, jeg måtte bare forsøge at væbne mig mod stormen i stedet.

Så for at komme tilbage til titlen på dette indlæg, hvad jeg manglede da jeg fik angst, vil jeg vende den til at sige – hvem jeg manglede.
Jeg manglede en voksen, som kunne se på mig og vise mig, at det var trygt at være mig, at verden var et trygt sted. En voksen som kunne forsikre mig om og udvise, at det at være menneske også indebærer at lide. At angst er noget som skal omfavnes, ikke skubbes væk. At jeg var god nok, også når jeg var bange og utryg. At der var en hånd som greb mig, en favn som favnede mig og et blik som gav mig følelsen af at kunne være tryg, selv midt i angstfølelsen.

Nu er jeg selv blevet voksen, og den måde jeg håndterer mig selv og min angst for, er altafgørende for, hvor jeg er henne i mit liv nu, og hvordan min angst nu har udviklet sig. Det er grunden til at jeg nu som voksen, brænder for at kunne være det menneske overfor andre, som jeg selv manglede da jeg fik angst. At kunne hjælpe andre med angst til at erfare, at det er trygt at være dem, også med angsten. At angsten ikke gør dem syge eller forkerte som mennesker, men samtidig at tage dem alvorligt og vise dem, at der er plads til at de kan være i verden også som angstramte. At det er okay, at være ramt af angst.

Kærlighed eller frygt: Hvilken tilgang har du?

Kærlighedens virkelig modsætning er frygt. I kærlighed udvider du dig, i frygt skrumper du ind. 

Det var noget i retningen af det Osho engang sagde. At vi har to tilgange til os selv og livet. Enten forholder vi os med frygt eller også forholder vi os med kærlighed.
For en sort/hvid-seer som mig, er det faktisk rart at kunne dele det op på den måde. Det gør det simpelt og forståeligt.

Enten forholder jeg mig med frygt til mit ubehag – jeg forholder mig med frygt til min angst og til de problemer jeg har. Jeg frygter, hvordan fremtiden skal se ud, jeg frygter angsten og frygter hvad angsten kan ødelægge.
Eller også forholder jeg mig med kærlighed, hvor jeg har tillid til mig selv, tillid til angsten, giver angsten lov til at være der og giver den lov til at flyde – for angsten flyder væk af sig selv igen.

Når jeg forholder mig med frygt til mig selv, føler jeg at jeg sidder fast, jeg stivner, jeg bliver utryg. Men når jeg forholder mig med kærlighed – også selvom det kan være skræmmende – så erfarer jeg også, at alt er som det skal være, og at jeg ikke kan løse det ved hjælp af frygten.

Det er interessant at lægge mærke til, hvornår man forholder sig med frygt til sig selv, og hvornår man forholder sig med kærlighed, for når man kan genkende når frygten taler, så kan man lære hvordan man kan erstatte det med en kærlig tilgang.

En ny tilgang til angsten #11

Et vigtigt skridt til at få fred med sin angst, er at kunne sætte grænser, sådan at man ikke overvælder og presser sig selv mere.

Hvis du er ligesom mig, så har du også svært ved at sige nej, til at lytte til dig selv og til at sætte grænser overfor folk, hvis der er noget du har behov for/ikke har behov for. Men det er uhyre vigtigt, når vi bliver ramt af angst, at kunne lytte efter sine behov og sætte grænser overfor andre, når man har behov for det.
Det er ikke ukærligt eller selvisk – tværtimod! Du er kærlig overfor dig selv og andre, når du gør det, frem for at presse dig selv yderligere.

Hvis du kan mærke, at der er noget som bliver for meget for dig, eller en aftale som du ikke kan holde, fordi du er overvældet af angst, så øv dig i at sige det.
Vær ærlig og sig, at du har meget om ørene, og at du øver dig i ikke at presse dig selv, fordi angsten bliver værre af det. Gør det klart overfor personen, at det ikke handler om ham/hende, men at du har behov for at lytte til dig selv.

Hellere sige nej først og så efterfølgende sige ja – end at sige ja hele tiden, og så være så overvældet at man er tvunget til at tage det i sig igen og sige nej.
Øv dig i, at være blid overfor dig selv – og se alvoren i, at angsten kan være meget overvældende nogle gange, og at det at presse sig selv ikke gør den bedre!

I mit eget liv har jeg været nødsaget til at afslutte relationer som jeg kunne mærke, ikke gavnede mig. Derudover har jeg også været nødt til at være meget mere tydelig i mine grænser, og blive ved at sige til folk, at jeg er meget følsom og ikke kan klare særlig meget, før det bliver for meget. Så hvis jeg har oplevet en person, som har presset meget på i forhold til fx at lave en aftale for at ses, så har det i sig selv gjort mig stresset – inden jeg overhoved har set personen. Derfor har jeg også i perioder måtte bede min omgangskreds om, ikke at række ud og tage initiativ, men at jeg havde brug for at lige mærke efter og så selv kunne række ud, når jeg følte jeg havde energien til det.

Det er helt okay, at sætte grænser og lytte til det man kan overskue! Er det en god ven du har, så vil de også kunne forstå det – også selvom de ikke kender til at have angst.
Nogle gange så er gentagelse nøglen til forståelse – bliv ved at gentag problematikken, bliv ved at forklare det – hver gang der er nogen som forventer noget af dig og du ikke kan håndtere det.

Vejrtrækningsøvelse #9

Hvis du allerede føler dig angst, nervøs, anspændt eller stresset, så er denne øvelse rigtig god, til at få kroppen til at slappe af og komme helt ind i vejrtrækningen. 
1. Træk vejret langsomt ind gennem næsen
2. Når du puster ud, så slap helt af i munden og lad kæben hænge og udstød et langt, dybt suk helt inde fra maven og med et langt “aaaah” lyd på.
3. Mærk hvordan hele din krop falder sammen, når sukket kommer over dine læber. Skuldre og arme sænkes og kroppen slapper af.
3. Gentag igen og igen og tillad dig selv at sætte højlydt lyd på sukket.

Alternativt kan du også lave sukket helt kort (og/eller uden lyd).