Skyggesider

I’d rather be whole than good – Carl G. Jung

Da jeg var yngre benyttede jeg mig meget af positive tanker og generelt at se positivt på tingene, mest fordi jeg ikke vidste hvordan jeg ellers skulle håndtere det ubehag jeg havde indeni. Det virkede da også fint, men jeg nåede et punkt hvor jeg ikke kunne være positiv mere, fordi jeg kunne mærke at der var et ubehag indeni mig, som jeg havde vendt ryggen. Et ubehag som begyndte at vokse sig større. Et monster indeni mig, som blev mere og mere væmmeligt, og som jeg følte at jeg var nødt til at flygte mere og mere fra, ved at blive ved at tænke positivt. Men ubehaget begyndte at hale ind på mig, for jeg havde mareridt næsten hver eneste nat. Mørket begyndte at styre mig, det begyndte at æde mig op indefra….

Alle mennesker har både en mørk og en lys side, den mørke side forsvinder ikke, af at man dyrker den lyse side, ved bare at tænke positivt. De to sider er i samspil med hinanden, man kan ikke vælge den ene fra eller til. Vi har brug for begge sider. Hvis ikke blomsterne fik mulighed for at lukke sig om sig selv i mørke, ville de visne af tørke i solen. Hvis vi mennesker ikke bliver venner med vores mørke side, så får det magten over os, og styrer os uden vi er bevidste om det. Vi må tillade begge sider at være en del af os og omfavne vores frygt og had ligeså meget som vi omfavner vores kærlighed.

Lykken er…. at være en have

Jeg har brug for at lære at se mig selv som en have. Med alle mulige slags blomster og planter. Nogle som rækker højt og rankt og stolt, andre som krummer sig ind om sig selv. Alle smukke og lige som de skal være, på hver deres måde. Og så er der al ukrudtet som kommer og går hele tiden. Men som konstant er en del af haven.. Jeg har stået og spredt gift og luget og forsøgt at fjerne brændenælderne og mælkebøtterne, fordi jeg føler de ødelægger haven og de passer ikke ind, der skal kun være smukt og godt i min have, tænker jeg.
Men hvad jeg ikke ved er, at det ukrudt er en del af haven, om jeg vil have det eller ej. Så det jeg skal lære er mit forhold til det ukrudt. Jeg kan ikke få det væk. Giften jeg dækker dem med, spreder sig endda til de smukke roser og slår dem ihjel. Er det virkelig det værd?

Hvad hvis jeg kunne lære, at om jeg vil det eller ej, så er ukrudtet der, jeg kan ikke fjerne det, uanset hvor meget jeg forsøger. Det vil hele tiden springe frem rundt omkring. Jo mere jeg optager mig med det, jo værre bliver det, pludselig føles det som om ukrudtet har taget over hele haven og slået alt ihjel, men det har det ikke engang. Det er kun fordi jeg har så stort et had overfor det ukrudt. Og hadet spreder sig som en steppebrand til de andre blomster og planter. Hadet fylder til sidst hele haven. Hele mig. Jeg må lære at elske ukrudtet ligeså meget som de andre planter. Lære at se på det med kærlige øjne, lære at det  være der. Det er en del af haven. Jeg kan ikke fjerne det. Uanset hvor meget jeg prøver.

Hvis jeg kan lære, at give ukrudtet plads til at vokse i haven, så vil jeg også begynde at se, at haven er ufattelig smuk lige som den er. Med både ukrudt og roser, som vokser side om side. Den er lige som den skal være. Jeg skal ikke fixe den eller fjerne eller tilføje noget. Men jeg kan elske den, og favne den og anerkende den. Og så vil jeg nok også begynde at se, at ukrudtet ikke er hvad jeg troede det var, måske er det stadig ubehageligt, men jeg kæmper ikke længere i mod det, jeg tillader det. Giver slip på det.
If you love it set it free.

Når jeg kan elske ubehaget, ukrudtet, så kan jeg slippe det fri. Lade det vokse som det vil. Og den indstilling, vil bringe mig i en ny tilstand, hvor der er en anden form for velvære en hvad jeg troede velvære var før i tiden. Jeg vil lære, at alle de her planter er en del af mig. Og omme bag de her planter (følelser og tanker og sensationer), er en bevidsthed. Mig. Den som sanser, den som føler, den som tænker. Det er ikke følelsen som føler. Det er ikke tanken som tænker. Det er ikke sanserne som sanser. Det er mig.

Jeg er bevidsthed. Jeg er opmærksomhed. Jeg er Nuet. Jeg lever kun lige nu og her. Ikke ude i fremtiden eller i fortiden. Jeg er kun i Nuet. Jeg er ikke mine følelser, tanker og sanser. Jeg er bevidsthed. Jeg er den som observerer, den som tænker, den som føler, den som sanser. Jeg er øjnene omme bag ved. Dem, som bare kikker ud. Dem, som bare er.
Der er intet jeg skal. Kun være der for mig selv. Være tilstede i Nuet – sanse Nuet. Sanse min krop og mit sind. Alt er som det skal være, selvom alt er kaos og rod indeni så er alt som det skal være. Angsten skal ikke væk. Angsten skal være her.

Jeg bærer hver dag skammen på mit ansigt

Jeg er i mangel. Jeg er hæmmet af skamfølelse, og jeg bærer det på mit ansigt, så alle kan se det – rødmen. Mit ansigt er min forbindelse mellem mig og andre. Det er i ansigtet vi forbinder os til andre, vi smiler, får øjenkontakt og ser hinanden. Men det er også i øjnene på andre, at vi spejler os selv, dømmer os selv, er udsat og føler os bedømt.

Det er svært at leve med de fysiske resultater af skam, angst og af en svækket krop i ubalance, når alt det jeg har brug for er, at være usynlig. Ikke at blive set og især ikke at vise mine mangler lige midt i mit ansigt. Jeg føler de synlige spor efter skammen og min krops ubalance, hæmmer mig i at fungere ude i verdenen. Ikke fordi at andre vender mig ryggen pågrund af mit ansigt, men fordi jeg dømmer mig selv og dømmer mit ansigt. Fordi jeg har erfaret, at mange af de steder jeg befinder mig, er det ikke okay at skille sig lidt ud. Det er ikke okay, ikke at ligne en af mængden. Hvis man reagerer for meget, så er der noget galt, så bliver der skabt opmærksomhed omkring én.

Hvis jeg havde en permanent plet i hovedet eller et modermærke eller et ar, som var en del af min hud, så kunne jeg måske bedre forholde mig til det, men fordi rødmen kommer og går, og jeg ikke kan dække det på samme måde hver dag, så ved jeg aldrig hvornår det er synligt for andre. Jeg går i evig frygt omkring, hvornår jeg bliver udstillet, hvornår nogen igen kommenterer min hudfarve og om det er ligeså slemt som jeg forestiller mig (det er det ikke). Det er uforudsigeligt, jeg har ikke kontrol over mit ansigt og hvordan min hud reagerer, den er forbundet til mit nervesystem, reagerer mit nervesystem reagerer min hud også.

Problemet er ikke min hud, men at min hud så nemt reagerer, når der sker tumult inde i mig. Når angsten bryder frem, så bryder den frem på mit ansigt. Jeg kan ikke gøre noget for at stoppe det, når først ansigtet har reageret. Jeg er afsløret. Jeg er ikke perfekt, jeg er ikke cool, jeg er ikke afslappet. Jeg er følsom, jeg responderer på min omverden, jeg udviser at jeg føler skam og ikke føler mig okay. Og andre kan se det på mig. Der er ingen steder at løbe hen, ingen steder at gemme mig, ingen måde at beskytte mig selv på. Jeg kan ikke undgå at jeg reagerer.

Jeg husker engang jeg har sagt, at jeg ville ønske andre mennesker kunne se, hvor dyb min skam er. At andre kunne se, hvor meget skam jeg bærer på mig – for så ville de måske tage mere hensyn til mig, ikke grine af mig, udpege mine fejl og mangler eller nedgøre mig. For det gør min skamfølelse endnu dybere, endnu mere hæmmende.
Men kan man overhoved undgå at blive udstillet og nedgjort af andre mennesker? Sikkert ikke.. Og lige nu, kan jeg ikke forstå jeg nogensinde har sagt det. Jeg var nok træt af, ikke at blive taget seriøst. At folk sagde; Du ligner ikke, at du har angst.. Man kan ikke se du har det dårligt.. Du ser ikke ud som om du skammer dig.

Jeg lever i grænselandet. Der hvor jeg gerne vil tages alvorligt og opleve at der bliver taget hensyn til, at jeg er følsom. Der hvor jeg føler mig set. Og samtidig har jeg et behov for at være usynlig, fordi verden er så uforudsigelig, og jeg aldrig ved hvornår en kommentar, et blik eller et ansigtsudtryk kan ramme mig og øge min skamfølelse. Jeg har lyst til at være der, hvor jeg aldrig rigtig er i verdenen, men mest bare er inde i mig selv, for det er det eneste sted, hvor jeg rigtig føler mig tryg.

Er du en pleaser?

Så er du nok ligesom mig også perfektionistisk. Du vil gerne sørge for, at alt er som det skal være. At folk omkring dig har det godt, og du er nok ikke altid bevidst om, hvornår du er pleaser.

“If it aint broken, fix it” er mit pleaser-mantra nok. Jeg vil gerne fixe en situation, også selvom der ikke er noget at fixe.

At vi pleaser, kan have noget at gøre med, at vi gerne vil have, at andre skal kunne lide os, fordi vi pleaser dem. Vi har måske lært, at når vi pleaser andre så bliver vi bekræftet, så føler vi os elsket. Og måske er det, som hos mig, også for at undgå at mærke skam.

Man siger at skammen har to udtryk, når den er ude af propertioner (sund skam er naturlig og vigtig): enten gør vi et forsøg på at gøre os mere menneskelige (gudelige) eller også gør vi os mindre menneskelige. Begge yderligheder er et resultat af, at vi er præget af skam.

Når vi prøver at være overmenneskelige – mere end et menneske – er det her hvor vi gerne vil være perfektionistiske, vi stræber efter de bedste karakterer, at vi gør tingene til perfektion, og hvis ikke vi formår at yde dette, så føler vi at vi har fejlet som mennesker. Vi sætter tårnhøje krav til os selv – umenneskelige krav, om at please alle og være perfekt hele tiden. Det er urealistisk.

Jeg er begyndt at prøve at lægge mærke til, når jeg pleaser og hvorfor jeg pleaser. Er det bare en automatisk respons jeg har, et instinkt som siger mig, at jeg må og skal please? eller er det fordi jeg gerne vil glæde dette menneske for han/hendes skyld? Har jeg mig selv med i det? hvor er jeg henne i det her? har jeg sat mig selv til side for at please?

At please handler ofte ikke om den man pleaser, men om en selv. At man føler at man er nødt til at yde sit allerbedste, for ikke at føle sig skamfuld. For når man føler at man har fejlet, så kan man føle sig fejlfuld som menneske og dette kan gøre at man føler man er et skamfuldt menneske, hvis ikke man præsterer til perfektion.

Så hvordan kan vi vende skuden? begynde at have os selv med, ikke glemme os selv, lære at vi er gode nok som vi er eller lære at vi ikke skal være perfekte, at det naturlige er at være uperfekt.
Det første skridt kan være, at man kan sige til en der står én nær, at man ikke føler sig god nok. At man føler sig skamfuld over den man er. Sætte ord på den følelse af uværdighed man har, blive bevidst om at man har et behov for at kompensere for ens lave selvværd og at det er det man prøver at gøre, når man pleaser andre eller forsøger at være perfekt. Det er en flugt fra følelsen af mindreværd og skamfuldhed. Det er ikke meningen vi skal være perfekte og fejlfrie. Men et sted i os tror vi måske på, at lykken er at være det, at hvis vi bare sørger for at holde skammen væk, holde mindreværdet på afstand, så kan vi sørge for kun at mærke at vi sejrer, får succes og præsterer.

Værdifuldhed ligger ikke i hvad vi gør, men hvem vi erAt vi er. Det at vi kan eksistere, være tilstede lige nu, med os selv og de følelser og tanker vi har. At vi tør se os selv i øjnene, at vi tør se andre i øjnene og stå op for os selv og vores totalt fejlfuldte, uperfekte selv. For det er det vi er. Uperfekte. Og det er meningen vi skal være det. Vi er perfekt uperfekte. Når vi kan være der for os selv, give os selv lov til at være dem vi er, så skaber vi også et rum for andre, hvor de kan være dem de er. Uden at vi behøver bevidst eller ubevidst at please nogen, at gøre noget, for at være gode nok, eller for at andre føler vi er gode nok. Der er vi bare, og giver andre lov til at være også. Det er det, sand lykke er for mig.

At finde sig selv

I mine øjne er det, at finde sig selv ikke et endegyldigt mål, men en rejse jeg er på hver dag, om at blive og kende mig selv mere og mere dag for dag.

Jeg troede først, at hvis jeg tog ud på en længere rejse, så ville jeg måske blive kastet tilstrækkeligt ud af min comfort zone til, at jeg kunne finde ud af, hvem jeg var. Det viste sig næsten at have den modsatte effekt, jeg følte jeg kom længere væk fra mig selv og jeg fik angst af at rejse. Men angsten var nok også i sidste ende det som gjorde, at jeg følte mig nødsaget til at kigge indad.

Da jeg kom hjem fra den otte måneder lange rejse, var det som at starte fra scratch. Der er flere ting som har hjulpet mig til at blive mere mig selv – til at finde mig selv.

En af dem har været drømmearbejde – altså arbejde med drømmetydning. Grunden til, at det har været drømmetydning først og fremmest, har nok været fordi jeg fortrængte en hel del af mit ubehag, og i drømmene kom ubehaget rigtigt frem.

I takt med, at mit ubevidste begyndte at komme mere op til overfladen, erfarede jeg mere og mere, hvilke problematikker jeg gik rundt med i min dagligdag. Hvad var det, jeg var bange for? Hvorfor havde jeg svært ved at være sammen med andre mennesker? Hvorfor var jeg ofte usikker og utryg i mit liv? og så videre. Jo mere jeg kunne besvare de spørgsmål, skinne lys på mig selv og mit liv, jo mere fik jeg bevidsthed om mig selv og hvorfor jeg føler, tænker og handler som jeg gør. Jeg kunne forstå mig selv mere og mere og på den måde også få mere empati for mig selv og min situation.

At kende sig selv og at finde sig selv, handler for mig om det samme – nemlig at få større bevidsthed. Der er ufattelig mange som kører på autopilot og som ikke tænker en ekstra gang over, hvorfor de eksempelvis bliver oprevet over noget bestemt, bliver bange i bestemte situationer eller lukker i i andre. Jeg prøvede hele tiden at spørge mig selv; hvorfor føler du sådan? hvorfor blev du såret da han/hun sagde det til dig? hvad var det, som vågnede op i dig da, du kom til at tænke på et minde du har?

For mig handler det i hvert fald meget om at stille spørgsmål til mig selv og kigge indad, for at finde ud af, hvem jeg er. Men det handler også om evnen til at kunne rumme det, som kommer frem. Det er ofte meget smertefuldt at lære sig selv at kende, fordi, som i mit tilfælde, betød det at se i øjnene at jeg er blevet dybt omsorgssvigtet, og det gør ondt at indse og mærke det endnu engang.
Her har det været vigtigt for mig, at tage det stille og roligt og at give mig selv lov til at mærke det, der nu kommer frem.

At finde sig selv, handler ikke om at komme fra a til b, men det handler om hver dag at vælge at være bevidst om, hvem man er, og hvorfor man er, som man er og at have empati for det. Den bevidsthed om dig selv, er som at se på sig selv med kærlige øjne, at se på sig selv og rumme den, man er fuldstændigt.

Hvis mennesket er socialt af natur, bliver jeg så nogensinde menneske?

Jeg har altid kunne lide at være alene. Da jeg var 18 begyndte jeg at være mere social – mere snakkesalig i skolen, fik flere veninder og tog mere ud. Jeg har dog altid haft behovet for at være alene – jeg er ambivert (når man både er introvert og ekstrovert). Nogle gange er jeg meget udadvendt og andre gange, har jeg brug for at trække mig ind i mig selv og ikke skulle forholde mig så meget til andre mennesker.

At være sammen med andre kan give mig meget energi og glæde, men bliver det for meget, så bliver jeg drænet eller udmattet og har brug for alenetid. Jeg har også mere tendens til at føle mig ekstra sensitiv, hvis jeg har været meget sammen med andre mennesker. Jeg suger som en svamp andre menneskers ord, humør og stemninger til mig, og det påvirker mig. Derfor har jeg behov for at lære at beskytte mig selv, hvis jeg gerne vil omgås mennesker mere end jeg gør nu.

Mennesker er sociale. Vi har brug for at være sociale, for at mærke at vi lever, for at føle at vi bliver styrket som mennesker, og fordi vi har behov for at blive spejlet og spejle andre. Det er en del af det, at være menneske.

Men hvad gør man, når man som mig, har så svært ved at være sammen med andre mennesker? Enten pga social angst eller fordi man er meget sensitiv og derfor nemt bliver påvirket af andre mennesker?

De fleste mennesker er sociale på et dagligt basis. De har deres partner, deres venner og veninder, familien, deres arbejdsplads eller skole og fritidsinteresser som kan involvere andre mennesker. Vi er hele tiden omgivet af mennesker, men det mest almindelige er jo, at vi hver dag relaterer os til andre mennesker.
Jeg er ikke en af dem. I perioder har jeg arbejdet dagligt, og derudover set mine venner eller familie når jeg har haft fri. Men i den periode jeg er i nu, har jeg meget mindre behov og overskud til at se andre mennesker – både i forhold til at skulle på arbejde, men også i forhold til det sociale derudover.

Når jeg går på arbejde, kan jeg godt undgå at socialisere mig med mine kolleger, og blot fokusere på arbejdet. Og det gør jeg også, så vidt det er muligt. Mine venner og familie er også forstående overfor de perioder, hvor jeg har sværere ved at være social.
I disse perioder har jeg mere behov for alenetid, at trække mig ind i mig selv, være kreativ, lave musik, ordne mit hjem og få lavet de praktiske ting jeg nogle gange får udsat.

Ofte bliver jeg ramt af tanken; “kan jeg nogensinde blive et velfungerende menneske i den forstand, at jeg kan have en kæreste, kan se mine venner og familie hver eneste uge og derudover have et fuldtidsarbejde?”. Det er meget urealistisk for mig som tingene ser ud lige nu. Nogle gange så virker det som om, at sociale situationer avler sociale situationer. At jo mere jeg er social, jo mere har jeg også lyst til at være endnu mere social. Alligevel så når jeg altid et punkt, hvor jeg får for meget, og har lyst til at spole tiden tilbage, eller skrue tempoet helt ned, for at kunne mærke mig selv igen.
Måske er det fordi det er så svært at finde en balance, hvor man kan balancere arbejde, venner, kæreste og alt det løse. Jeg har svært ved at forstå, hvordan nogle kan det i mange år – ja i et helt liv. Jeg virker til kun at kunne være velfungerende 30 % af året. De andre 70 % forsøger jeg at balancere mit liv igen, først ved at komme tilbage til mig selv og mit udgangspunkt, og så ved at komme tilbage til mit mere eller mindre sociale liv igen.

Nogle gange så kan jeg også bare meget bedre lide at være alene, end jeg kan lide at være sammen med andre mennesker. Ikke pågrund af de andre, men pågrund af mit eget behov for at kunne slappe af med mig selv.

Jeg har brug for at lære, hvordan jeg kan balancere de forskellige områder i mit liv. Det er som om, at når jeg kommer ind i en social periode, så glemmer jeg helt, at jeg også har behov for at være alene – så går jeg helt over i den ene grøft, hvor jeg kan have en aftale hver dag. Pludselig bliver det for meget, og så har jeg behov for at trække mig helt væk igen. Næste gang det sker, skal jeg nok prøve blot at tage en hel dag hvor jeg kan fokusere på mig selv og mine behov og så lave en aftale den følgende dag, for stadig at smage på det sociale liv, sådan så jeg ikke bouncer tilbage i den anden grøft, hvor jeg overhoved ikke er social længere.