Sådan er det at have socialfobi (og sådan fik jeg mit liv tilbage)

Man kan ikke sige socialfobi uden at sige undvigelsesadfærd. Når man lider af socialfobi, så river angsten os væk fra vores evne til at fungere ligesom før. Vi bliver hæmmet, invalideret, socialt handikappede. Angsten er så kraftig, at det ikke “bare” er en angst i sociale sammenhæng, men at det bliver en direkte fobi som er altødelæggende for vores selvfølelse og vores sociale liv.

Jeg læste engang noget i en bog, som gik noget i retningen af; Vi lider, fordi vi er kommet væk fra os selv og ikke lever i overensstemmelse med det, vi ønsker i vores liv. Og dette citat skulle vise sig flere år senere, at være meget sandt for mig.


Mistet arbejdsevne & socialt liv 

Da min socialfobi begyndte, kunne jeg ikke varetage et job. Jeg var på kontanthjælp, og bare det at skulle ind i aktivering eller til samtale med en socialrådgiver, gjorde at jeg var angst konstant.

Mit sociale liv var nærmest ikke-eksisterende. I de dage, hvor jeg ikke havde nogle aftaler og bare kunne være derhjemme og leve mit liv alene, havde jeg det fint. Hvis nogen så spurgte mig, om vi skulle ses, så begyndte den intense angst.

En angst så intens, at jeg faktisk hellere ville dø, end at skulle se dette menneske. Ikke fordi, at dette menneske gjorde mig angst, men fordi jeg følte så stor en skam over mig selv, så stor en mangel på at hvile i mig selv og have fred med mig selv, at bare det at et menneske kiggede på mig, fik min angst til at eskalere.

Angst for angsten og hyperårvågen

Jeg var så angst for at blive angst sammen med dette menneske, og at de skulle se mig midt i angsten, midt i min allerstørste skamfølelse, og se hvor skamfuldt et menneske jeg var. Det var som om jeg følte mig totalt blottet og at jeg intet kunne gøre for at stoppe denne blottelse.

Jeg frygtede angsten så meget og når jeg endelig var i en situation som var angstprovokerende for mig, så var jeg hele tiden hyperårvågen, hele tiden på vagt. Jeg trak ikke vejret ordentligt, jeg kunne ikke mærke min krop, pånær når angsten begyndte at stige (da var det som om, jeg mærkede alting for meget) og jeg kunne ikke koncentrere mig om situationen eller samtalen, fordi angsten fyldte det hele.

Social undvigelse

Derfor er det heller ikke underligt, at jeg undgik så mange sociale ting, fordi jeg simpelthen ingen evne havde til at berolige mit system, til at finde tilbage til en grounded følelse i mig selv, hvor jeg havde fred med mig selv og angsten og tillod mig selv at få angst.

Min modstand mod angsten, frygten mod den, kampen mod den, gjorde, at angsten blev værre og værre og mere og mere uhåndterlig. Til sidst kunne jeg ikke se hvordan jeg nogensinde skulle kunne fungere normalt igen og denne følelse toppede næsten angsten, følelsen af at jeg aldrig ville blive mig selv igen.
Jeg havde ikke noget arbejde, jeg havde ikke noget socialt liv (jeg sås måske med én til to personer pr måned) og alt var angstprovokerende for mig til sidst.


At sætte grænser og sige nej

Der kom et punkt, hvor jeg blev dybt stresset over den angst der blev forårsaget af, at folk rakte ud til mig og spurgte om vi skulle ses.

Forventningerne fra andre om, at vi skulle ses og lave noget sammen (når jeg vidste at det ville være dybt ubehageligt for mig) stressede mig. Det var ikke nemt for mig. Jeg kunne ikke bare ses med nogen og hygge mig.

Jeg måtte forberede mig, ellers sørge for at vi ikke lavede en aftale lang tid i forvejen, fordi så kunne jeg gå og være angst konstant i alle dagene optil, og derfor endte det ofte med at jeg aflyste. Det bedste var, når vi lavede en aftale dagen inden eller endnu bedre, på dagen. Så kunne jeg ikke nå at blive voldsomt angst.

Jeg var også nødsaget til, at melde ud til hele min omgangskreds, at angsten var meget voldsom for mig og at jeg havde brug for noget tid, hvor jeg ikke skulle se nogen og havde brug for at de ikke rakte ud til mig mere.
For selvom jeg i forvejen ikke så nogen, så var det nok at folk rakte ud til mig, det var stressende nok i forvejen. For en med socialfobi, så er tanken om en social situation nærmest ligeså slem (og nok værre) end den sociale situation.

Det var ubehageligt at skulle sætte den grænse og jeg følte jeg skubbede folk væk, men jeg var nødt til det. Pleaseren i mig ønskede bare at gøre alle glade og sige ja til alle aftaler, og jeg skammede mig når jeg aflyste aftalerne igen. Det var bare for meget for mig det hele. Jeg gjorde alt hvad jeg kunne for at sætte grænsen på en kærlig måde, hvor jeg forklarede hvorfor jeg var nødsaget til at gøre det, fremfor bare at lægge folk på is.

Fra behovsløs til at kunne mærke mine behov

Men sjovt nok opdage jed, at ved at sætte den grænse, kunne jeg pludselig mærke min lyst til at se andre, mit behov for at se andre. Noget jeg ikke havde mærket i årevis. Andres behov og forventninger havde overskygget mine egne, og jeg havde været for optaget af, hvad de ønskede, at jeg tilsidst bare forblev pleaseren og derfor ikke kunne mærke mig selv. Lige så snart jeg havde sat den grænse, mærkede jeg min lyst til at se disse mennesker, og ligeså stille begyndte jeg selv at række ud, fordi jeg havde en lyst til at være sammen med dem.


At leve i overensstemmelse med sine værdier

Noget tid efter faldt jeg over den terapeutiske metode ACT (Acceptance and Commitment Therapy, udtales ligesom det engelske ord act) som beskrev noget som jeg netop var begyndt at mærke. Nemlig, at når man som angstlidende begynder at komme i kontakt med sine værdier (hvad ønsker jeg i mit liv? hvad er vigtigt for mig?), så er det nemmere at være i angstfulde situationer, fordi man er i kontakt med det som er meningsfuldt og vigtigt for én.
Det var netop det jeg var begyndt på. For endelig kunne jeg mærke mine egne behov, min egen mening, hvad der var vigtigt for mig, og lidt efter lidt som jeg kom i kontakt med disse følelser, havde jeg større mod og lyst til, at være i angstfulde situationer, for nu var der noget at vinde. Det var ikke kun lidelsesfuldt, intenst og angstprovokoerende. Nu var der også et andet element, nemlig at jeg udlevede nogle af mine værder.
Det var en kæmpe åbenbaring i forhold til min angstproces.

Hvis jeg aldrig havde sat den grænse og bedt om at de ikke havde krav eller forventninger til mig, havde jeg nok aldrig mærket mit eget behov og min egen lyst til at være social og så var min tilstand nok blevet værre og værre.

Det samme galdt for mit arbejdsliv. Da jeg begyndte at opdage, at der var arbejde som jeg var god til og som jeg elskede at lave, som gav mig mening og livsgejst, så var det også nemmere at komme på arbejde, for nu var der noget at vinde for mig.

Det betød ikke, at jeg ikke havde ligeså meget angst som før, men det betød at der nu var to sider af sitautionen og at jeg både var i kontakt med mine værdier, min angst og en evne til bedre at kunne rumme angsten, fordi jeg nu udlevede mine værdier.

Derfor er det så vigtigt at huske: 1. lytte til sin mavefornemmelse og 2. at finde ud af, hvad der betyder noget for en og så have fokus på det.

 

 

4 måder at beskytte dig selv fra en følelsesmæssig vampyr

Har du prøvet at tale med et andet menneske, og efterfølgende føle at du enten ikke kan mærke dig selv, er udmattet, træt, drænet, ked af det, bekymret eller på anden måde føler dig mere belastet end inden du så dette menneske? 
Så har du muligvis stødt på en følelsesmæssig vampyr.

En følelsesmæssig vampyr (emotional vampire) er betegnelsen for et menneske som, ikke bare i en given situation, men generelt set, har en tendens til at tære på andre menneskers energi. Det er mennesker som har en tung og/eller negativ energi og som bruger andre mennesker for selv at blive opløftet. Det kan være meget drænende at være sammen med sådan et menneske, men ikke desto mindre så findes de alle vegne.

Her vil jeg dele 4 måder, hvorpå du kan beskytte dig selv, når du er sammen med en følelsesmæssig vampyr.

1. Træk vejret

Bare det at have fokus på din vejrtrækning, kan være nok til at du bringer din opmærksomhed indad – vi bliver drænet fordi vi kommer til at rette opmærksomheden over på den person vi sidder overfor.

2. Tal til dig selv indvendigt

Mind dig selv om, at dette menneske har en stærk effekt på dig, og at det er vigtigt at du er opmærksom på dig selv og husker på at dette menneske har tendens til at være drænende på dig.

3. Spørg dig selv; “Hvordan føles min krop?”

Sig det inde i dig selv, for at rette din opmærksomhed ind på din krop og hvordan den føles. Det kan godt være, at du ikke kan få svar på, hvordan din krop føles, men spørgsmålet i sig selv giver dig større kropsbevidsthed og dermed større fokus på dig selv og dine fysiske og følelsesmæssige grænser.

4. Vær empatisk, men adskil dig

Vis empati overfor dig selv og for modparten, men uden at smide alt hvad du har i hænderne og komme til deres undsætning. Forbliv på din egen banehalvdel, vær kærlig og empatisk, men hold dig stadig adskilt fra denne person. På den måde handler det ikke om at du yder hjælp til vedkommende, men at du – i dig selv – er empatisk og kærlig.

Jeg er misundelig

Love looks through a telescope, envy through a microscope – Josh Billings

Jeg bliver ødelagt af min misundelse på andre. Det kan æde mig op indefra. Det kan være alt der fylder lige pludselig, jeg kan ikke se skoven for bare træer.

Jeg bliver misundelig på hvilke kvaliteter personen har, personens udseende, personens succes, personens sociale popularitet og personens lykkelige familie. Jeg ser alt det, som jeg ikke ser hos mig selv. Jeg leder efter det, som jeg føler mangler hos mig selv.

Ofte finder jeg at jeg misunder kvinder, som minder om mig selv på nogle punkter, men der hvor jeg så ser, at hun har noget ekstra som jeg ikke har, så bliver jeg misundelig. Misundelse er en ubehagelig ting, fordi man har svært ved at slippe den, når først man er blevet misundelig.

Det er ikke fordi jeg tror, at jeg bliver lykkelig, hvis jeg havde det hun havde, men det er nok fordi at jeg automatisk tænker, at hvis hun har noget jeg ikke har, så må der være noget galt med mig. Eller også tænker jeg, at det er uretfærdigt at jeg er i mangel på nogle områder, hvor hun er fyldt op på alle hylder.

Jeg glemmer nok, at tænke på, at alle har baggage, alle har usikkerheder, alle har områder som de ville ønske var anderledes, alle føler de har mangler, og kvinderne jeg bliver misundelig på, højst sandsynligt også er misundelige på andre. Jeg glemmer nok, at der er kvaliteter jeg har, som hun ikke har – ligesåvel som at der er kvaliteter hun har som jeg ikke har.

En ny tilgang til misundelse
Hvis jeg skulle bruge samme tilgang til angsten, overfor min misundelse, så ville jeg sige til mig selv, at jeg godt må være misundelig. Det nytter ikke at sige til mig selv, at misundelse er en grim ting eller der ikke er noget at være misundelig over, eller prøve at rationalisere det. Der er også en årsag til, at jeg bliver misundelig, en årsag til at jeg føler mig usikker, for der har været alvorlige mangler i mit liv, der har manglet noget primært og oveni det er jeg blevet overvældet af angsten, som har skubbet mig ud af kurs og gjort at jeg har mistet meget i mit liv. Men det jeg har mistet til angsten, har været overflødigt indhold i mit liv. Jeg føler mig mere som mig, efter at alt er revet væk fra mig og jeg har samlet mit liv sammen helt på ny. Jeg har ikke en masse mennesker tæt inde på mig, som gør mig ked af det over at være mig. Jeg har ikke et arbejde som gør mig ulykkelig. Jeg fylder min dag med det, som gør mig glad og det som giver mig mening.

Afslutning
Der er ikke nogen opskrift på at være lykkelig eller bare tilfreds med den man er og sit liv. Det der virker på kvinder jeg misunder, virker nødvendigvis ikke på mig og er nødvendigvis ikke det jeg ønsker for mit liv.
Nogle gange kan jeg blive optaget af, at hvis de har noget jeg ikke har, så må jeg være i mangel på noget. Men sådan behøver det ikke at være. Jeg har måske valgt en anden vej og valgt andet indhold i mit liv, udfra den jeg er og udfra min historie, og det kan være ligeså godt og lykkeligt, som de kvinder som jeg misunder, som i virkeligheden måske minder meget mindre om mig selv, end jeg umiddelbart først har troet.

4 måder vi bekæmper os selv og andre på

Når vi taler med andre om de følelser som er svære for os at håndtere, så taler vi om det for at blive mødt og spejlet – ikke for at blive bekæmpet. Nedenstående er fem eksempler på, hvordan vi/andre bekæmper på. 

Det er vigtigt at pointere, at ofte er vi ikke klar over vi bekæmper. Ja, vi ved ikke engang hvordan vi reagerer – vi reagerer bare. Ikke desto mindre, mener jeg det er vigtigt at begynde at blive bevidst om hvordan og hvorfor vi bekæmper.

De 4 måder, hvorpå vi bekæmper os selv og andre:

1. Ved at bruge udtryk som: “det bliver bedre i morgen”, “prøv at tænk på noget andet”, “der sker jo også mange gode ting for dig”, “der er mange som har det endnu værre”, “er det virkelig så slemt?”

2. Ved at bruge humor. Fx ved at grine lidt af det der bliver sagt eller lave en joke ud af det eller helt simpelt ved ikke at tage det alvorligt.

3. Ved at forsøge at “fixe” situationen/følelsen. Fx: “tror du ikke det ville hjælpe hvis…”, “har du prøvet at…”, “du skal også lade være med at….”, “det bliver ikke bedre når du…”

4. Ved at fejlspejle. Vi glemmer at se hvordan modparten har det, hvad personen fortæller og hvilke følelser personen står med. I stedet har vi tendens til at se ud fra vores eget synspunkt og hvordan vi selv ville håndtere det – dermed opstår der en fejlspejling, for du spejler ikke modparten men er blot i gang med at reagere på den måde som du ville reagere.

Omfavnelse frem for bekæmpelse

At omfavne frem for at bekæmpe handler netop om, at vi tillader vores følelser og tanker at være her, fordi der er en årsag til dem og fordi vi ikke får det bedre af at bekæmpe dem.

Tag mit gratis kursus “Bliv ven med din angst – Fra bekæmpelse til omfavnelse”, lige her.

At være med angsten

For snart 7 år siden begyndte min sociale angst at overvælde mit liv. Dengang gik jeg nærmest i panik, når jeg fik angst, jeg vidste ikke hvad det var, eller hvordan jeg skulle håndtere det. Det var mildest talt bare dybt overvældende og ubehageligt for mig.

Den dag i dag oplever jeg, at jeg på en måde er cirkuleret tilbage til hvor jeg var det år jeg begyndte at få social angst. Jeg oplever samme angstfølelse når jeg er i en angstfuld situation. Denne gang oplever jeg den bare på en ny måde, en måde hvorpå jeg har bevidsthed om situationen og evner at holde mig selv og rumme utrygheden. Jeg går ikke i panik over angsten, jeg er ikke ubevidst om, hvad det er.

Jeg kender angsten ud og ind, og selv når jeg føler jeg ikke gør, så føler jeg alligevel jeg kommer tilbage, til et sted i mig selv, hvor jeg har empati for mig selv og angsten. Og det gør, at jeg ikke længere bliver overvældet af den eller rykket ud af kurs.

Eksperiment: Anti-Tinder #4 “Hej”.

Jeg er træt af Tinder og de andre dating apps.
Jeg er træt af, at vi kun tør at “tale” med hinanden over sociale medier. 
Jeg er træt af, at vi generelt ikke kommer hinanden ved særligt meget mere.
Jeg er træt af, at der er så mange muligheder for at møde nogen, som man ville passe godt sammen med, men at man aldrig møder den person, fordi man ikke tør at tage kontakt til vedkommende. 
Det har jeg tænkt mig at lave om på.


TREDJE UDFORDRING: “Hej” (altid godt at ledsage et “Hej” med et smil!)

1. Sig “Hej” til en medarbejder
2. Sig “Hej” til en anden kunde/besøgende
3. Sig “Hej” til en på gaden

TIP: Hvis du ikke tør at sige hej, så mim blot ordet mens du smiler til vedkommende.

1. Det er meget naturligt for mig, at hvis jeg både har øjenkontakt og smiler til en medarbejder, så siger jeg næsten altid også “Hej”.
Det er også en del af deres service, at de skal imødekomme kunderne. Selvfølgelig er det udfordrende, når det er en som man synes ser sød ud, så kommer der lidt sommerfugle i maven.

2. Jeg var i en by jeg ikke normalt er i – og er man ikke bare altid mere modig når man er et uvant sted? Især når man er ude og rejse? Man tør bare mere!
Jeg stod på et shawarmasted hvor jeg havde bestilt min mad. Ind kommer en mand, som ligner han har været på arbejde og har pause og skal bestille frokost. Vi får øjenkontakt og smiler til hinanden med det samme og jeg siger “Hej”, han svarer “Hej” igen og jeg flytter mig fra disken, så han kunne komme til.

3. Da jeg først havde sagt “Hej” til den første jeg kom forbi, var det ligesom at bungee-jumpe, jeg følte et kæmpe adrenalinrush og blev ustyrligt glad efterfølgende. Jeg smilede endnu mere og havde lyst til at sige “Hej” til endnu flere. Så det gjorde jeg. På én dag sagde jeg hej til flere fremmede, og en fyr der kom cyklende sagde “Hej” inden jeg selv nåede at sige det. Så jeg må have sendt nogle gode signaler ud.