Mit allerførste (gratis) online kursus

anemone-1533515_1280

Jeg har lavet mit allerførste kursus!

De sidste tre dage har jeg skrevet intensivt på et online kursus der hedder “Bliv ven med din angst – fra bekæmpelse til omfavnelse”, som handler om hvordan du kan lære at blive ven med din angst ved at omfavne den..

Kurset tager udgangspunkt i mine egne erfaringer med angsten og hvad der har hjulpet mig gennem årene.

Over 47 (jeg aner ikke hvordan jeg er kommet op på det antal) lektioner, kommer jeg rundt om mange forskellige emner bl.a.:

omfavnelse af angst
ikke-gøren og accept
angteksponering
fysisk og psykisk bevidsthed
egenomsorg

og meget mere…

Derudover er der en masse forskellige øvelser og spørgsmål til efterttanke, sådan så du kan få større indsigt i dig og din proces med angsten.

Kurset er gratis og kan findes lige her:

“Bliv ven med din angst – fra bekæmpelse til omfavnelse” 

Skammen er min værste fjende…

hiding-1209131_1280

Èn ting er angsten… 
Angsten giver mig et ubehag; kropslige reaktioner, tanker og følelser som skaber et stort ubehag i mig. Skammen er en anden ting. Skammen er den der kommer efter angsten har sit udspring, eller som ligger på skjul lige under angsten og popper frem og ryster mig i min grundvold.

Skammens stemme

Angsten er ikke mit problem. Mit problem er skammen. Det er skammen som fortæller mig;
“Hør på mig nu!
Du har ikke ret til liv.
Du har ikke ret til at være dig.
Kan du mærke den her angst der kommer nu?
Du har ikke ret til at have de følelser, tanker og ubehag du har nu.
Du har ikke ret til at leve dit liv.
Du er alt for uværdig, til at leve det liv du lever.
Gem dig væk fra verden, ingen har lyst til at se eller høre på dig.
Du burde skamme dig.
Der er mange der har det meget værre end dig.
Disse følelser og reaktioner du får er ikke berettiget.
Jeg er ligeglad med, om du ikke kan gøre for at du får angst, nu må du lægge låg på dig selv, for der er aldrig nogen der kommer til at holde af dig, når du har angst.
Folk ser ned på dig, fordi du er den, du er.
Ingen elsker dig.
Du er et usselt menneske når du føler angst.
Ingen holder af dig.
Du er bunden af bunden.
Luk af for dig selv, for ellers kommer ingen nogesinde til at holde af dig.
Kan du mærke hvad der sker nu i dig pga angsten?
Det må du ikke mærke! Du må lægge låg på det, lægge låg på dig selv, for du har ingen betydning når du føler angst.
Du har kun betydning når du er angstfri, glad, positiv, afslappet og fri af lidelse.
Jeg gider ikke at høre eller se på dig, når du er i dårligt humør, ked af det og angstfuld.
Forsvind med dig.”

Skam og selvmord

Det er ikke underligt, at når man har disse skamfulde overbevisninger om sig selv, så har man lyst til at forsvinde væk – blive usynlig, ikke have noget liv, leve bag lukkede døre, gemme sig fra omverdenen fordi skammen er så stor.
Det er også derfor rigtig mange selvmordstruede mennesker oplever en stor skamfuldhed over sig selv. For selvmord er en måde at definitivt fjerne sig selv fra skammen/fjerne skammen fra sig selv. Skammen bliver nærmest til den man er, og hvis man ikke kan fjerne skammen fra sig selv, er sidste mulighed at fjerne sig selv helt.

Skammen er dybt irrationel… og hvad så?

Jeg kan da sagtens høre – og læse – at skammen er irrationel. Selvfølgelig har jeg da ret til liv. Jeg er et så dejligt menneske og jeg har aldrig valgt at få angst, og kan ikke gøre for når jeg bliver ramt af den. Skammen er bare noget der…. dukker op, sådan ud af det blå.

Jeg kan sagtens begynde at rationalisere mig fra skammen – men det nytter ikke noget, for det får den ikke til at forsvinde. Jeg kan ikke bekæmpe skam med skam.

Skamfølelsen bliver ved at være der. Følelsen af, at noget er forkert. At jeg er forkert, at mine følelser, tanker, reaktioner er forkerte. At jeg ikke passer ind nogle steder. At uanset hvad jeg gør, så vil jeg altid være udenfor, et udskud, forkert, uelsket og skamfuld.

Skammen, føler jeg, er meget mere en sygdom end angsten. Angsten er en reaktion på noget, skammen er en overbevisning om noget. Det er skammen som træder på mig, som vil bekæmpe mig eller sig selv, det er skammen der vil køre mig ned og ødelægge mig. Men hvorfor vil den det?

Ingen betydning på bunden..

Disse skamfulde overbevisninger kommer fra min mor. Min mor har sagt til mig lige ud: “Du burde skamme dig”, når jeg har reageret på noget, givet udtryk for noget eller haft en følelse, som hun ikke kunne forstå, genkende eller selv følte. Min mor var afskåret fra sig selv og sine følelser. Hun kunne ikke forholde sig til mig som menneske, til mine følelser eller meninger. Hun har aldrig vist respekt eller ydmyghed overfor mig eller anerkendelse for mig og mine følelser. Hun har været lukket omkring sin egen verden, og har aldrig kunne se der var noget galt med hende – det var kun mig der var noget galt med. Konflikter, uenigheder, sårede følelser, skænderier, diskussioner, problemer, følelser – det hele var min skyld. Hvis jeg ikke havde gjort, sagt eller følt det, så var problemet aldrig kommet. Det var hendes overbevisning. Det blev rettet over på mig, fremfor at hun tog ansvar for sine egne følelser.

Overfor hende har jeg virkelig følt det, som skammen repræsenterer for mig; at jeg ingen betydning har – hverken når de svære følelser kommer eller når de dejlige følelser kommer. Skammen siger mig, at jeg på bunden ikke har nogen værdi. Jeg kan godt prøve at få en masse værdi ved at tilegne mig roller, være på en bestemt måde, sige bestemte ting – men den jeg er på bunden, har ingen værdi.
Jeg har aldrig set min mor skamme sig, hun har aldrig udtrykt skam over sig selv. Hun har altid følt sig stolt af sig selv, hvilket bekræfter mig i, at hun ingen kontakt har haft til sin egen skamfølelse og derfor er det mig som har skulle være skydeskive for hendes skyld og skam.

Er følelsen af værdi medfødt?

Vi er, efter nogle forskeres mening, født med evnen til at føle skam, men vi er dog ikke født med følelsen af at vi på bunden er skamfulde mennesker. Jeg tror tværtimod vi er født med en følelse af at have værdi, ret til liv og lyst til at leve. Hvordan skulle vi ellers have nogle drifter eller motivation til noget hvis ikke vi følte vi havde værdi?
Skammen er noget der bliver pålagt os, som ødelægger vores helt naturlige livslyst og følelse af værdi.

Skammen ser jeg virkelig som en sygdom. Når jeg mærker den, føler jeg mig som en østers der klemmer sig så hårdt sammen, samtidig med at skammen borer sig dybere og dybere ind i mit indre. Hvis så andre mennesker retter deres opmærksomhed hen mod mig, føles det som om at de helt grotesk og med vold er igang med at krænge min skal op. Jo mere de krænger op, jo mere forsøger jeg at lukke mig i. Jo mere de krænger op jo større føles skammen og angsten. Det føles som om den er lige ved at eksplodere ud over det hele.

Hvis skammen skal forløses, må den omfavnes

Jeg vil gerne øve mig i at håndtere min skamfølelse, også selvom den oprindeligt kommer fra min mor. Nu er følelsen blevet min også og den må jeg forholde mig til.
Jeg vil øve mig i at erkende overfor mig selv, at jeg føler skam. Øve mig i at give mere plads til at sige det højt inde i mig selv (eller til en anden som jeg har tillid til). Jeg vil gerne give plads til at få lov at sige højt, hvad jeg føler, frem for at forsøge at vende mine tanker om. Jeg vil imødekomme mine tanker og følelser, for det er den eneste måde at skammen kan forløses på.

Jeg vil også øve mig i ikke at pådutte andre skamfølelse og dermed lade den gå ud over andre eller “smitte” andre. I den forstand at jeg vil øve mig i ikke at lave sjov med folk, uden at de har “bedt om det”. Jeg vil øve mig i ikke at udskamme andre mennesker, for det hjælper ikke på min egen skam og samtidig skaber det skam i andre.

Nye og gamle overbevisninger kan opstå samtidigt

Som skrevet længere oppe, kan skam ikke bekæmpes med skam. Men skam kan forløses og opløses ved omfavnelse. Hvis jeg har en følelse af værdiløshed så nytter det ikke noget at sige til mig selv; “Jamen du er værdifuld”. Lige der er jeg i gang med at gå i mod mig selv og mine følelser. Lige der, er jeg i gang med at vise mig selv, at skamfølelsen er skamfuld. 
Derfor kan jeg kun øve mig i at vise empati for skammen. Forstå hvorfor den er der, forstå hvorfor den bliver trigget og give mig selv lov til at mærke de følelser der kommer op, frem for at lukke ned for dem fordi skammen fortæller mig jeg skal lukke ned.

Som med alle andre følelser kan der opstå både bekæmpelse og omfavnelse på samme tid. Derfor kan der også opstå skam og omfavnelse på samme tid, ment på den måde at jeg kan have disse skam-overbevisninger men samtidig øve mig i også at tillære mig andre overbevisninger, hvor jeg giver mig selv lov til at føle det jeg føler og huske mig selv på at jeg giver mig selv den tilladelse, at jeg giver mig selv den værdi. For mig at se er der ævrdi i blot det at tillade mig selv at skamme mig. Det må være første skridt.

 

 

Forskellen på frygt og angst

Follow my blog with Bloglovin

Kontrol er overlevelse. Hvis vi giver slip på kontrollen, vil vi så kunne overleve i denne verden?

Forskellen på frygt i dyr og frygt i mennesker, er faktisk ikke særlig stor. Den eneste forskel er menneskets evne til at tænke. Vores reaktion og perspektiv på frygten er anderledes, fordi vores hjerner er mere udviklede end dyrenes. Derfor oplever dyr heller ikke angst, eller i hvert fald ikke i samme grad som mennesker.

Angst er når frygt bliver noget, som breder sig og som påvirker vores dagligdag og når det virker som om, at der ikke er nogen logisk årsag til, at være bange i det øjeblik.

Læs mit indlæg om, hvorfor jeg mener angst er fuldkommen logisk, her.

Kamp, flugt, stivnen
I Peter Levines bog Væk Tigeren, som handler om traumebehandling, forklarer han, hvordan dyr reagerer på frygt og hvordan vi kan lære at forholde os på samme måde til frygten, som dyrene gør.
Både mennesker og dyr reagerer på tre forskellige måder, ved at; kæmpe, flygte eller stivne. Det afhænger af den specifikke situation, hvordan vi reagerer. Desuden er det ikke noget vi bevidst vælger, men kroppen reagerer helt automatisk alt efter, hvad der er mest hensigtsmæssigt i forhold til at overleve den farefulde situation.
Det er ikke særligt hensigtsmæssigt at begynde at tænke logisk, når det handler om overlevelse.

Almindeligvis vil vi nok flygte fra situationen, for at komme væk fra faren, men hvis dette ikke er en mulighed – f.eks. hvis der ikke er en flugtvej, kan vi kæmpe os ud af situationen. Hvis vi hverken kan kæmpe eller flygte, stivner vi – altså undgå at reagere på faren. Enten fysisk ved at “lege død” eller ved at lukke helt af, f.eks. ved at dissociere (dette er både flugt og stivnen på samme tid – sindet flygter, kroppen stivner).

Så når vi oplever frygt, er det fordi vi er i en situation, hvor vi er truet og er nødt til at overleve. Frygten aktiverer det sympatiske nervesystem og giver kroppen høj energi, så den kan yde det bedste i kamp eller flugt, for at overleve.

Dyrenes reaktion på frygt
Når et dyr oplever frygt og derfor er fyldt med høj energi, kan den (forhåbentlig) overkomme faren og når faren er ovre vil dyret ryste, skælve og trække vejret dybt. Dette er en måde for dyret af “ryste frygten af sig”, den har ikke brug for den mere. Når der kommer en farefuld situation igen, vil den reagere med frygt for igen at redde sit liv. Rent fysiologisk er det nervesystemet som kommer tilbage til normaltilstanden, derfor reagerer dyret med rysten, skælven og dybe vejtrækninger.

Menneskets reaktion på frygt
Men mennesket giver ikke slip på frygten på samme måde. Vores trusler er selvfølgelig heller ikke de samme som for tusinder af år siden.
Vi frygter andre ting, end at blive overfaldet af et rovdyr. Vi frygter ikke at være gode nok, at vi bliver forladt, eller at vi ikke når vores deadline.
 
Vores frygt er mere “avanceret” nu om dage, hvorimod det førhen var et spørgsmål om ren og skær fysisk overlevelse. Frygten handler dog stadig om  overlevelse; at vi har penge nok til at forsørge os selv, et tag over hovedet og at vi føler os som en del af et fællesskab (og kan undgå den sociale udstødelse, som også er en form for død).

Fra frygt til angst
Dyret ryster frygten af sig, sådan at den ikke bliver permanent – så frygten ikke bliver til angst. Hos mennesket derimod, bliver vi fastlåst i frygten og tænker over den (og frygter den!), i stedet for at være i Nuet, ryste den af os og give slip på den. Vi holder sammen på os selv, fordi vi ikke vil mærke frygten. Så vi holder fast på frygten og prøver at komme videre.

Frygt og tanker
Vores tanker er et stort problem når det kommer til frygt og angst. Dyr lever 100 procent i Nuet, de planlægger ikke ind i fremtiden eller tænker over fortiden eller deres eksistens. I forbindelse med frygt, angst og vores modstand mod ubehag, kan vi lære meget fra dyrene. Vi bærer på meget ubehag, ubehag vi ikke har brug for at bære på.
Hvis vi skulle gøre som dyrene, skulle vi give frygten helt lov til at komme og efterfølgende give vores krop lov til at reagere.
Hvis vi er virkelig bange, kunne vi starte med at acceptere den virkelighed, give os hen til det, og lade frygten gøre det, den skal gøre, i stedet for desperat at hænge fast i den og bære på den i årevis eller hele vores liv (det er nemmere sagt end gjort, men de mindste skridt tæller).

Kontrol
Ligesom at dyrene reagerer på frygt, så reagerer vi også på frygt. På samme måde reagerer vi også på angst, og som jeg ofte kommer ind på her på siden, så mener jeg at den største udfordring i forhold til angst ikke er angsten i sig selv, men vores reaktion – vores tilgang – til den.

Vores tilgang til angst og frygt, kommer sig nok af, at vi har et stort behov for kontrol.
Så er spørgsmålet bare; hvorfor kan vi ikke bare give slip på frygten, i stedet for at prøve at kontrollere den? hvad er vi så bange for ville ske? hvorfor er vi så bange for at føle angst? hvorfor skal vi have modstand mod noget, bare fordi det er ubehageligt? hvorfor er vi så bange for at give slip på kontrollen? måske er det vores rigtig form for overlevelsesmekanisme – at have evnen til at kontrollere os selv og vores liv.
Kontrol er overlevelse, hvis vi giver slip på kontrollen, vil vi så kunne overleve i denne verden?

Hvad hvis vi kunne få en anden tilgang til frygten og angsten, som ikke handlede om kontrol, men hvor vi gav den lov til at være det, den er? og hvordan ville den tilgang se ud?

Hvordan kan man finde sig til rette som særlig sensitiv?

environmental-protection-326923_1280

Jeg har nok altid været særlig sensitiv, men det er kun få år siden jeg fandt ud af, at der var noget der hed særlig sensitiv. Her vil jeg dele lidt om mine erfaringer med at være særlig sensitiv i en verden der desværre kan være meget hård, kold og ufølsom.

Hvordan oplever jeg min særlige sensitivitet?

Følsomhed overfor lys, lyd, lugte, indtryk, mennesker, stemninger (som at være en svamp der suger og intet filter har )
– En evne til at mærke, forstå og filosofere på et dybt plan (fx lægge mærke til detaljer omkring en og fornemme de mindste ændringer i mennesker eller stemninger omkring en)
– Stort følelsesregister (evne til at føle ekstatisk glæde men samtidig også kunne føle en dyb tristhed – og det kan skifte fra det ene til det andet nogle gange)

 

At finde sin plads i verden som særlig sensitiv

Dag for dag begynder jeg at få mere og mere respekt overfor min sensitivitet. Når man er særlig sensitiv, er man ikke syg eller har en diagnose. Det er en del af ens personlighed. Selvfølgelig kan man lære at blive bedre til at passe på sig selv, men at forvente at det er noget man vokser sig fra eller at man kan ændre sin sensitivtet for at passe ind, det virker ikke specielt godt.

Desværre er det som om, at der mange steder er en forventning om, at man skal passe ind i en bestemt rolle; at der er en forestilling om, hvordan man skal være som både kommer til udtryk direkte og indirekte. F.eks. når man studerer (som jeg gør) og hører til i en klasse og måske i en studiegruppe. Andre mennesker kører så at sige på deres eget energiniveau, et niveau, som jeg måske ikke kan følge med. En stemme i mig prøver at overbevise mig om, at jeg ikke er særlig sensitiv – det må være noget pjat – og se så at prøve at ændre lidt på dig selv, sådan så du ikke skiller dig ud.

Men hvad nu hvis, det ikke gør noget at skille sig ud? Hvad nu hvis det er en fordel af skille sig ud? Eller hvad nu hvis man faktisk godt kan være sig selv, selvom man også skal fungere i et fællesskab med andre på den ene eller anden måde?

Sådan finder jeg mig til rette som særlig sensitiv

Disse punkter er hele tiden under udvikling og jeg føler hele tiden jeg er i gang med at lære mig selv bedre at kende og finde ud af, hvordan jeg både kan tilpasse mig en situation men uden at gå på kompromis med mig selv, overstimulere mig selv, stresse mig selv, køre mig selv ud eller spille et skuespil. Jeg forsøger så at sige at finde den gyldne middelvej, som ofte er så hulens svær at finde…

Punkterne er med fokus på, hvordan jeg håndterer min særlige sensitivtet i skolen, men det kan også bruges andre steder i ens liv.

Jeg…

1. Forsøger at finde et indre fokus, som jeg kan vende tilbage til (mit kerneselv), sådan så når alt omkring mig stormer, så har jeg det at vende mig mod og det kan give mig ro og nærvær i mig selv.
2. Klæder mig i komfortabelt tøj, som hverken gør at jeg sveder eller fryser (det er svært at undgå nogle af delene) og som gør at jeg føler mig tilpas i min krop.
3. Holder pauser for mig selv (og ligeglad med, om folk synes jeg er mærkelig). Jeg har brug for den ro de pauser giver mig og brug for frisk luft og bare at kunne sidde i ro, uden der er nogen der taler til mig, ser på mig eller der er larm omkring mig.
4. Taler højt om min sensitivitet og angst, i den grad jeg kan håndtere det selv. Det kan være at tale med min lærer eller en anden elev, som jeg føler tillid til. 99 procent af de gange jeg siger noget højt om mit indre, er det for blot at kunne sige det højt – erkende følelserne overfor en anden – dette hjælper mig til at erkende det i mig selv også. Derfor lægger jeg altid vægt på overfor andre, at jeg ikke siger det, for at få hjælp, men for bedre selv at kunne håndtere det.

5. Skriver ned, hvad jeg føler og tænker, enten i en notesbog eller på min smartphone. Det kan hjælpe meget blot at få noget af alt rodet i hovedet, ned på papir.

6. Holder mig til en daglig rutine, hvor jeg går i seng og står op på samme tidspunkt (+/- en time) og har de samme morgenrutiner, sådan så jeg kan finde en tryghed i at der er nogle ting i mit liv som er fastsat.

7. Yder psykisk førstehjælp på mig selv, når alt koger over. Jeg forsøger gang på gang at lytte indad og f.eks. spørge mig selv; “Hvad har du behov for lige nu?”. Dette kan være nok til at jeg kan mærke, hvad jeg har behov for at gøre (eller ikke gøre) for bedre at kunne håndtere situationen. Nogle gange har jeg også bare brug for at komme væk fra situationen over stimulien – f.eks. gå på toilettet og bare sidde lidt med lukkede øjne eller tage ørepropper i.
8. Øver mig i ikke-gøren som forlængelse til punkt 7, på samme måde som jeg øver mig i ikke-gøren i forhold til min angst. Det handler for mig om at give mig selv lov til at være i det, der sker også selv hvis det er meget ubehageligt for mig. Det kan være jeg befinder mig i en situation og føler mig meget overstimuleret. Måske spænder hovedet, jeg får det varmt, bliver måske svimmel, virkelighedsfjern eller forvirret og jeg har måske svært ved at handle i situationen og gøre noget for at beskytte mig selv (eller komme væk). Derfor kan det blot at være med mig selv og de fysiske og følelsesmæssige stemninger der kommer frem, være en måde at passe på mig selv på, hvor det ikke handler om at gøre noget, men hvor det handler om at jeg kan erkende og anerkende hvordan jeg har det i situationen.

Hvordan tilpasser du, som særlig sensitiv, dig til situationer hvor din sensitivitet bliver sat på prøve?

Sådan er det, at “pakke sin egen rygsæk”

Nogle mennesker vokser op i familier, hvor de lærer, at de er gode nok som de er. De lærer at afstemme deres følelser, fordi der er nogle voksne som evner at tage hånd om deres følelser. Når børnene bliver voksne, er de modstandsdygtige overfor livets udfordringer, modsat børn fra dysfunktionelle familier, som nemmere bliver væltet af livets rustjebanetur. Dette indlæg handler om, hvordan det er at få f.eks. angst, når man er barn af dysfunktionelle forældre.

Jeg tror først det var for et halvt år siden at det gik op for mig, at nogle mennesker faktisk vokser op i en funktionel familie og at de har en rygsæk med sig, hvori de har lært hvordan de skal afstemme deres følelser, hvordan de kan gribe sig selv når de falder. De tror på sig selv, og tror på at verden er et trygt sted at være.

Når man som jeg har vokset op i en dysfunktionel familie, ser virkeligheden anderledes ud. Verden synes som et utrygt sted, man er sårbar og bliver man væltet eller får skrammer, så kan det føles som det værste i verden. Det er nok fordi, at man netop ikke har den rygsæk med som andre får, hvor man føler tillid til sig selv og verden og har evnen til at tro på sig selv og føle, at man er god nok.

Derfor kan det føles som en kæmpe stor ting, at blive ramt af angst, fordi det vælter én gevaldigt. Dengang det skete for mig, anede jeg ikke hvordan jeg skulle forholde mig til det. Jeg var så bange, så hyperårvågen og intet i mig kunne rumme det, intet i mig havde tillid til, at det nok skulle gå alligevel, intet i mig støttede mig.

Det er derfor en stor udfordring at få angst, når man kommer fra en dysfunktionel familie og det har det også været for mig. Måske også fordi, at kommer man fra en funktionel familie, så vender man sig måske mod sine forældre for at få tryghed og støtte når man får angst. Jeg vendte mig væk fra dem, fordi det gjorde angsten dét værre, at vende mig mod dem og bede om deres hjælp – fordi jeg havde erfarede, og blev ved at erfare, at de ikke havde den evne til at afstemme ubehaget hverken i sig selv eller i forhold til mig. Min angst blev værre af det.

Men det er ikke kun en udfordring, det er også en stor gave at få mulighed for, gennem angsten, at lære alle de kompetencer som mange lærer igennem forældrene. Nemlig at afstemme, støtte, rumme og holde sig selv, midt i det, som er så svært.
Det er kompetencer som løfter én videre til andre højder, det er kvaliteter som kan bruges i alle livets områder, og jeg er taknemmelig for, at jeg nu har fået den rygsæk med mig, selvom den kom senere i mit liv end hos andre!

Søndags-angst

Det er søndag og i morgen starter skolen igen efter weekenden og jeg kan mærke et angstanfald er på vej op til overfladen.
Jeg hader dette stadie – for jeg kan mærke et ubehag sprede sig og jeg kan hverken gøre fra eller til – jeg ved at angstanfaldet kommer og jeg ved at det er nødt til at komme, men jeg kan ikke fremskynde processen, uanset hvor meget jeg ville ønske at anfaldet ville komme 
nu og ikke først om 3, 4 eller 6 timer. 

Kender du det? Det er søndag og man har haft den skønneste weekend eller ferie, men man kan bare ikke heeelt nyde søndagen, for i morgen venter endnu en arbejds- eller studieuge og man havde lige nået at vænne sig til at have fri.

Dette har været en af mine bekymringer omkring at starte i skole. Skole betyder rutiner, rutiner kan både betyde tryghed og tillid (jeg ved, hvad der skal ske), men det kan også skabe meget angst (fordi jeg ved, hvad der skal ske). Det lyder måske tosset, men når jeg ved hvor jeg skal befinde mig, hvor længe og hvad jeg skal lave så kan jeg nå at tænke tusind katastrofetanker igennem, og selvom jeg har været ærlig overfor mine lærere omkring min angst, så forhindrer det mig stadig ikke i at blive angst, inden jeg skal af sted.

Det er sådan en stor uro og frygtsom følelse, også selvom jeg egentlig ikke kan sætte ord på hvad jeg frygter. Jeg frygter bare… Jeg er utryg og mistillidsfuld..

Så hvad har jeg tænkt mig at gøre ved det? Ingenting. Hverken fra eller til. Jeg vil bare blive ved med at øve mig i, at give mig selv lov til at have det sådan her. Føle mig bange, nedtrykt og utryg. Det gør jeg blandt andet ved at skrive det her. En større erkendelse af hvordan jeg har det, hjælper mig til at jeg bedre kan give mig selv lov til at have det som jeg har det, uden at prøve at blive i godt humør, blive afslappet eller slippe bekymringerne.

Det er ikke farligt at give sig selv lov til det. Jo mere jeg kan give mig selv lov til det, jo mindre behov har jeg for at bekymre mig og frygte fremtiden – jo bedre kan jeg blot være til stede nu og her.