Sådan er det at have social angst

Når jeg kan være okay med, at føle mig angst, så mister angsten sin magt over mig, så bliver jeg mindre angst for angsten og så kan jeg bedre acceptere mig selv, som denne her rystende, skælvende og usikre person jeg er, når jeg får angst.

Ubehaget over, at opleve intens angst, kan være så voldsom, at der ikke der ikke er noget i mig, som siger; “Det er okay at du bliver angst, det er en del af dig, og du er god nok også selvom du bliver angst”.
I stedet har jeg bare lyst til at komme væk, til at forsvinde, til ikke at være til, for det er for ubehageligt at være mig, når jeg får angst.

De fleste gange lykkes det mig faktisk, at give mig selv lov til at føle det jeg føler og ikke presse, stresse eller forvente en masse af mig selv, og derfor får jeg i mange tilfælde ikke angst, fordi jeg inden da, sørger for at blive i min kerne, blive hos mig selv.

Andre gange, når jeg ikke at forberede mig, og bliver overvældet af angst og ubehag.
Det sker især hvis jeg er i centrum for folks opmærksomhed, uden at være forberedt på det eller hvis jeg i forvejen er lidt ude af mig selv – dvs. måske er jeg lidt nervøs, usikker, stresset eller ikke helt nærværende med mig selv. Jeg bliver kastet ud på en ubehagelig rutsjetur, med galopperende hjerte, svedetur, rystende krop og raserende tankemylder.

Når jeg får social angst sker følgende ting;

1. Chok
Det går op for mig, at jeg er i centrum, og der går et sæt igennem min krop. Som om jeg har fået stød. Som om jeg vågner op fra en søvn og pludselig er meget mere tilstede, end min krop og sind kan rumme – folk kigger på mig, afventer mit svar/respons, all eyes on me.

2. Erkendelse af angstsymptomer
Jeg lægger mærke til min tydeligt ændrede fysiologiske tilstand og hvordan at min krop er kommet ud i en tilstand af intens angst, med de fysiske symptomer som følger med. Hjertebanken, svedeture, rysten, rødmen, tør mund og tankemylder.

3. Flight/fight/freeze
Tankerne er ikke gået helt i gang endnu, i stedet får jeg en voldsom impuls til at styrte væk, ud, bare et eller andet sted. Inde i hovedet, scanner jeg omgivelserne for mulige flugtveje. Jeg får en stor trang til bare at grave mig ned og forsvinde væk, jeg vil ikke være i centrum. Det er ubærligt.

4. Undgåelse af skam
Jeg indser, at hvis jeg skal flygte fra situationen, så skal jeg også forklare mig bagefter, og jeg føler skam over, at skulle gå væk og så komme tilbage og forklare hvad der lige skete. En del af mig ved også godt, at den impuls jeg får, er fordi jeg bliver angst, og derfor reagerer med flight/fight/freeze. Men i mit forsøg på at undgå den skamfølelse, får jeg alligevel skam, fordi jeg oplever hvor voldsom angsten føles, og jeg kigger på dem om står foran mig og føler at de bedømmer mig. Jeg føler de kan se hvor angst jeg er, at de ser ned på mig og kritiserer mig med deres blik. Derfor bliver jeg i situationen. Ja, jeg fastfryser nærmest i situationen, fordi jeg hverken kan flygte eller kæmpe mig ud af den.

5. Fastforward historie
Jeg får på et split-sekund en fastforward historie i mit hoved, hvor jeg ser situationen udspille sig (dette før jeg overhoved har sagt et ord). Jeg ser interaktionerne mellem mig og den/de andre jeg er sammen med og hvordan jeg og de reagerer. Det udspiller sig altid på den måde, at jeg er fuldstændig angst hele vejen igennem. Jeg er fuldstændig ude af kontrol. Der er intet ro i mit system eller i interaktionen. Denne indre historie, sker helt automatisk og gør mig mere angst, fordi jeg føler det er point of no return – jeg ved, at jeg kommer til at blive angst hele vejen igennem og jeg kan ikke holde ud at skulle igennem det.

6. Interaktionen begynder
Efter alle de ovenstående reaktioner, begynder jeg at tale. Samtidig med jeg taler gennemgår jeg punkt 1-6 adskillige gange, både i rækkefølge og udenfor rækkefølge.
Ofte forsøger jeg så godt jeg kan, at holde fokus på, hvad det er, jeg skal sige, i stedet for at holde fokus på angsten. Før i tiden var jeg nok ikke blevet i situationen, men var flygtet væk. Jeg blev så angst, at jeg mistede evnen til at koncentrere mig om at tale.
Samtidig med at jeg taler, læser jeg blikkene og kropsproget hos dem jeg taler til. Jeg analyserer deres reaktion udfra min angst, og derfor føler jeg ofte at jeg bliver bedømt, kritiseret, set ned på og jeg får intense følelser af at være uperfekt, et nul, det laveste af det laveste, forkert, fyldt med fejl, skamfuld og så videre. Mit syn på mig selv, i sådanne situationer, spejler sig i den reaktion jeg får fra min omverden. I virkeligheden dømmer de mig ikke. De kritiserer mig ikke, de nedgør mig ikke. De er blot interesserede i mig og viser det overfor mig. Men det kan jeg umuligt se eller mærke, når jeg føler angst.

7. Skam
Skammen kommer som følge af, at jeg begynder at tyde og analysere min omverdens reaktion på mig/min angst. Jeg leder efter et sæt øjne som fortæller mig, at jeg er okay som jeg er – også helt ude i denne intense angstfølelse. Men den accept er ikke til at finde, fordi jeg er fuldstændig fanget ind af angsten og de her tanker om mig selv. Jeg skammer mig over, at jeg reagerer på denne måde. Jeg skammer mig over at blive angst – for, der er jo ikke noget at blive angst over?…….

8. Ked-af-det-hed, skam, skyld og en følelse af at blive afsløret
Efterfølgende har jeg lyst til at bryde ud i gråd. Hvis det er muligt, gør jeg det, hvis ikke holder jeg det inde og mærker ked-af-det-heden vokse indvendig. Jeg tror fejlagtigt at omverdenen, ved at vise mig interesse (give mig opmærksomhed), med vilje ønsker at gøre mig utryg, angst, skamfuld og bedømme mig.
Jeg føler, at de er skyldige, i ønsket om at gøre mig fortræd (og at jeg fortjener det) men samtidig føler jeg, at det er mig som er skyldig, at der er noget i vejen med mig, fordi jeg får angst.
Jeg føler at jeg har svigtet dem, at jeg ikke er den, jeg giver mig ud for at være. Det er som om, at angsten er det, som kommer frem når mit slør bliver revet væk fra mit ansigt. Jeg føler, at de ser mit “sande” jeg, min skam, og at jeg har snydt dem, ved at vise dem et andet ansigt udadtil. Jeg bliver afsløret i, bare at være et kæmpe stort nul. De har gennemskuet mig (ens værste mareridt, når man har impostersyndrom).

9. Indre dialog
Også efter angstsituationen, forsøger jeg at skabe en indre dialog med mig selv, hvor jeg taler med mig selv. Den ene stemme siger måske; “Jeg føler så meget skam over mig selv. Jeg skammer mig sådan over, at jeg fik angst og at de skulle se mig sådan – se hvor uperfekt jeg er.”
Så siger den anden stemme; “Det kan jeg godt forstå, det er meget overvældende for dig. Du kan ikke gøre for, at du får angst. Du er ikke selv herre over det. Det er noget som er udenfor din kontrol. Det er på grund af dit omsorgssvigt at du reagerer sådan. Du kan ikke gøre for det.”
“Nej, det ved jeg godt”, siger den første stemme. “men derfor er det jo stadig ubehageligt. Og jeg bliver ked af det, over at jeg er blevet så svigtet og skadet, at når folk viser mig interesse, så føles det som det modsatte! Så føles det som om, at jeg bliver kritiseret, ødelagt, hånliggjort, dømt!”
Den anden stemme; “Ja, det kan jeg godt forstå, det er meget ubehageligt det du oplever lige nu.”.

10. Forståelse, erkendelse, tilladelse (og nogle gange accept)
Jeg prøver så godt jeg kan og med blidhed og ømhed overfor mig selv, at blive ved at sige til mig selv; jeg forstår dig godt.
Ikke mere, ikke mindre.
For når jeg bliver så overvældet, så er det svært bare at rumme og acceptere og være okay med det, så har jeg allerførst brug for, at erkende at jeg hverken kan rumme eller være okay med det. Det er første skridt.
Somme tider holder jeg én hånd på mit hjerte og én hånd på min mave og trækker vejret dybt. Jeg forsøger at være blid overfor mig selv og ikke prøve at kontrollere situationen.
Det som er vigtigt for mig er, at jeg kan tillade mig selv, at føle det jeg gør, samtidig med at jeg hele tiden forsikrer mig selv om, at der ikke er noget jeg skal gøre ved det. Jeg skal bare lade det helt være, lade det være det, det er.

Afslutning – at lære, at være okay med sin angst
Forståelse, anerkendelse og accept
Det, som jeg bevæger mig henimod med de øvelser jeg laver og den tilgang jeg har til min angst er, at blive mere og mere okay med, at jeg er den jeg er og at jeg får angst.
Det tydelige for mig er, at når jeg er i centrum og får angst, og får de her følelser af, at jeg bliver set ned på, bedømt, kritiseret og hånliggjort, så er det fordi at det var det jeg oplevede som barn, når min mor gav mig opmærksomhed. Jeg har sjældent i min barndom oplevet at få kærlig opmærksomhed. Kun negativ, skam- og skyldbetonet opmærksomhed. Hvis ikke jeg var perfekt, så var jeg ikke god nok. Derfor er der en grund til, at jeg reagerer så kraftigt på opmærksomhed.
At kunne forstå det, hjælper med at anerkende de følelser jeg får i forbindelse med min angst og dernæst at kunne acceptere min angst mere fremfor at skulle kontrollere den, ændre den eller forhindre den.

I nogle områder af mit liv, er angsten voldsom og intens, men på mange andre områder har jeg lært mig selv at blive i min kerne at tryghed og tillid og i troen på, at jeg er god nok som jeg er – at jeg er værdifuld og at jeg ikke skal være eller præstere noget overfor nogen. At være i den tilstand, giver mig allermest lykke, ikke fordi at angsten er væk, men fordi jeg kan iagttage den fra et sted, hvor jeg ikke identificerer mig med den, men hvor jeg kan lade den forbipassere stille og roligt.
Der bliver angsten blot til et vindstød som blæser lidt i mine blade og så forsvinder igen, fremfor den angst som griber fat i mig, rusker mig og sønderriver mig fuldstændig.

De ensomme medier

Har du prøvet at lægge mærke til, hvor mange der kigger ned i deres smartphone og/eller har høretelefoner i, når du går rundt blandt mennesker? 

Det er ufatteligt hvad internettet og vores smartphones kan gøre. På en måde bringer de os alle mere sammen, fordi stort set alle ejer en email, Facebook- eller Instagramprofil og er på en eller anden måde tilgængelig gennem internettet.
Men på andre områder skaber medierne også et større skel imellem os, får det til at handle om konkurrence og hierarki (hvem har flest følgere?) og gør os mere alene og adskilt fra nuet.

Det slog mig for nogle måneder siden, hvordan at internettet og vores smartphones er blevet manges “bedste ven”. Jeg oprettede for sjov en profil på Snapchat, for at se, hvad det egentlig handlede om.
Det gik op for mig, hvor ofte der kom snaps, og så kunne jeg ikke lade være at tænke på, hvad det måtte være for et liv, personen i den anden ende levede. For vi ved jo godt, at det vi sender ud, er kun en split-del af det liv, vi lever, og de fleste er ret selektive med, hvad de deler og sørger også for, at finpudse deres billeder inden de sender. Men jeg kunne ikke lade være at tænke; Okay, så imens du er ved at spise middag med din kæreste, så sidder du og tager billeder og sender til snappen?
Der var flere spørgsmål der kom frem; 1) hvorfor skal de absolut sendes under middagen og ikke efter?, 2) hvorfor skal der overhoved tages billeder? er det ikke nok, at nævne overfor sine venner; “Mig og Jakob var på Vivaldi i går, nej hvor var maden lækker”?. og vigtigst af alt, 3) går man ikke glip af øjeblikket, når man hele tiden skal dokumentere det?

Jeg husker, da jeg for nogle år siden besøgte Lake Matheson i New Zealand. Et over-turistet sted, på grund af de snebeklædte bjerge som spejler sig ned i den klare og stille sø. Turen rundt om søen var nogle kilometer lang og jeg havde valgt at gå og så stoppe op en gang imellem og tage billeder. Da jeg nåede til udkigsposten som var kendt for værende det sted, hvor alle de flotte billeder af søen blev taget fra, satte jeg mig udmattet på en bænk og nød udsigten. Der var faktisk ikke flere mennesker deroppe, hvilket undrede mig lidt. Men pludselig hørte jeg nogen komme op ad trapperne, et par, som uden overhoved at kigge ud på søen, straks havde kameraet op foran deres ansigt for at tage billeder. Derefter gik de igen. Kort tid efter hørte jeg nogen komme løbende ad trapperne – en far og hans søn. De løb hen til udkigsposten, tog et par hurtige billeder og løb ned igen. Det forargede mig næsten. Jamen, hvorfor så overhoved tage derhen, hvis ikke for at opleve det?

Lige pludselig skal vores virkelighed ses gennem en linse – hvorfor ikke the real deal? Det kan jo slet ikke sammenlignes med et billede – og billeder af Lake Matheson er der jo nok af – det er bare med at gå på Google og søge. Men at opleve noget igennem dine øjne, er jo fuldstændig unikt, fordi vi hver især ser verden på vores helt egen måde. Derudover er der noget helt specielt over at bare sidde og nyde en oplevelse og tage det ind – helt automatisk fotograferer din hjerne din oplevelse – og ja, måske er der så nogle oplevelser som ikke kan deles med din omgangskreds og de kan desværre ikke se hvor smukt det var, da du var der, men så har du da oplevet det.
Et billede er på mange måder dødt, hvorimod oplevelsen af at se et landskab eller et par menneskeøjne, er levende, åndende og i bevægelse hele tiden. Jo mere vi lever vores liv gennem internettet og de sociale medier, jo mere tror jeg også vi kommer væk fra virkeligheden og øjeblikket, som er dyrebart og unikt. Det virker som om, det er blevet vigtigere at dokumentere øjeblikket end at være i det. Vi vil dokumentere at vi har været i øjeblikket, men vi var der ikke rigtigt, fordi vi var igang med at dokumentere det…

I forhold til vores mentale sundhed, tror jeg også at det kan være farligt at benytte sig så meget af de sociale medier, fordi jeg synes det skaber et større skel imellem os. Det kommer ikke til at handle om at vi skal være sammen og nyde hinandens selskab, men om at vi hver især skal dokumentere vores tid sammen. Al den næring der ligger i, at være sammen med et andet menneske eller bare at nyde en oplevelse alene eller at tale med en fremmed, bliver på en eller anden måde kvalt, fordi vi alle sammen er et andet sted henne – inde på internettet.
Før i tiden havde jeg det med at tale mere med fremmede, end jeg gør nu. Det er sværere at få kontakt til folk nu, fordi de hele tiden har deres bedste ven i hånden, og hele tiden er optaget med det, fremfor at se, hvad der sker omkring dem.

Jeg føler mig mere ensom, når jeg bruger de sociale medier, for inde på internettet føler jeg mig længere væk fra andre mennesker, end hvis jeg går ned og ser kassedamen i øjnene og siger; “Ha’ en god dag”. Det er de små ting der betyder noget.
Jeg føler mig også mere unormal og forkert, når jeg kigger på andre folks Instagram og Facebook-profiler, fordi jeg sammenligner mig med dem og tænker; “Hold da op, der sker en hel masse i deres liv, de er sammen med deres venner hele tiden. Gid det var mig der havde det så godt”. Men sindet bedrager jo. For der er jo ikke nogen som lever det perfekte liv. Ikke engang hvis de dokumenterer det perfekte liv.

 

Jeg føler mig ensom

Det er ikke meget længe siden, at jeg kunne klare månedsvis af alenetid ad gangen, uden at føle den mindste trang til selskab.

Over de sidste måneder, er der sket mange ændringer i mit liv. Jeg har gået fra at have fri 80 procent af tiden. Max 5 procent af min fritid blev brugt på socialt samvær eller andre aktiviteter. Jeg kunne ikke klare mere, jeg fik hurtigt for meget og havde, som den introvert jeg er, brug for meget alenetid til at lade op, til at være mig og til at kunne mærke mig selv bedre.

Som det er nu, føles det som om at mit liv er vendt helt på hovedet og jeg har taget nye vaner til mig, fordi jeg har haft større behov for, at omgås andre mennesker og at have flere aktiviteter i løbet af min uge. Nu har jeg for det meste aktiviteter og arbejde 80 procent af tiden og 20 % af tiden har jeg fri, til at bare være mig. Men sjovt nok, er behovet for at være alene også indskrænket i takt med, at jeg har vænnet mig mere til at være sammen med andre. Det er ligefør at jeg er gået fra at være uafhængig til at være afhængig af andre. Jeg ved ikke, om det er et sundt sted jeg er nu eller om jeg er kommet derud, hvor jeg ikke kan klare at være særligt meget alene. Hvis jeg har været ude og se en veninde eller har været på arbejde, så nyder jeg det, selvom det også kræver meget af mig. Udover min angst er jeg også ekstremt sensitiv af natur, så der er mange ting at tage hensyn til.

Så snart jeg får fri er jeg udmattet men samtidig lettet og glad, men når jeg er hjemme igen begynder uroen at vokse i mig. Jeg kommer hjem til et tomt hjem, hvor der ikke sker noget. Jeg kommer hjem til en hverdag, hvor det generelt set bare er mig. Det føles ensomt og meningsløst, ikke at dele sin hverdag med andre, men måske er det også fordi jeg er ved at vænne mig til min nye livstil. Måske er det fordi, at jeg jeg har været så vant til at være alene altid og været tryg ved det, at pludselig er det hverken helt trygt ude eller hjemme.
Hvis bare jeg kunne finde en balance, hvor jeg hver dag følte mig set og hørt af omverdenen og følte en gensidig kontakt med andre mennesker, hvor jeg kunne mærke min værdi, kunne mærke at jeg betød noget, så ville jeg måske føle mere fred i mig selv.

Sådan er det at have erytrofobi

At have erytrofobi betyder at være angst for at rødme eller at være angst for farven rød. Somme tider vil de to hænge sammen.

Da min erytrofobi begyndte, optog fobien næsten al min opmærksomhed og hvis nogen nævnte farven rød, sagde noget var rødt, eller hvis nogen omkring mig talte om at rødme, så stivnede jeg fuldstændig. Det var som om jeg holdt vejret, og tænkte; “Så! Lige om lidt siger de; Nåh ja, ej du er også helt rød i hovedet, ha ha”. En erytrofobs værste mareridt – at nogen ser og/eller kommenterer ens rødmen, for det gør det altid værre, og man frygter derfor det sker endnu mere end før.

10 om erytrofobi
Der er sikkert forskel på, hvordan og hvornår ens fobi opstår, men min opstod i alle tilfælde. Både med fremmede og med venner og familie.
Her er nogle punkter, som fortæller hvordan det er (for mig), at have erytrofobi.

1. Hvordan føles det?
Udover tankerne som følger med angsten, for at blive rød i hovedet, følger også den intense varme som man føler stiger til hovedet. Det føles som om ens hoved skal eksplodere, nogengange kan det dunke helt vildt eller stikke i huden og man ser sig selv udefra og tænker, at man er fuldstændig kogende rød i ansigtet. Samtidig føler man sig også angst, så man kan blive svedig, rystende, med hurtig hjertebanken, tør mund og svimmelhed.
Følelsen af at være bange for at rødme, føles så intens og invaliderende, at man får lyst til at flygte ud af sin egen krop eller at grave sig ned med det samme. Man kan ikke holde ud at blive i det. Det er så ubehagelig en oplevelse, fordi rødmen, ofte modsat angsten, er synlig for alle og enhver.

2. Udefrakommende ser kun en brøkdel af, hvad der opleves indadtil
Det føles meget voldsomt at føle at man rødmer og rødmen bare bliver ved at stige i intensitet og at man ikke kan bakke ud af det. Men det pudsige er, at når jeg har følt at nu har jeg bare været kogende rød i ansigtet, har det slet ikke været så rødt som jeg forestillede mig det. Dog, uanset om man rødmer eller ej, så er angsten for at rødme så altoverskyggende, at selvom folk fysisk ikke kan se det, så føler man sig stadig overvældet af den følelsesmæssige og fysiske oplevelse det er.

3. At se sig selv
Jeg kunne ikke kigge mig selv i spejlet, se mig selv på webcam-video (f.eks. i forbindelse med Skype) eller sidde overfor nogen, jeg følte mig overvåget. Det undgik jeg fuldstændigt. Jeg kunne faktisk ikke klare, hvis nogen kiggede på mig, talte til mig, spurgte mig om noget, pegede på mig, rettede opmærksomheden mod mig eller på andre måde fik det til at handle om mig. Jeg ville gerne være usynlig.

4. Nogle gange er erytrofobi og andre angstlidelser arvelige
Jeg fandt ud af, at min far også havde social fobi og blev rød i hovedet som ung. Det var en hel lettelse at vide, at han også baksede med samme problemer som mig. Derudover fortalte han mig for nogle år siden, da vi talte om det med at være angst for at rødme; “At du rødmer, siger bare at du er et levende, åndende væsen”.

5. Det føles som en ond cirkel
Grunden til, at jeg har erytrofobi, er fordi jeg føler mig uperfekt, skamfuld og forkert og jeg frygter at folk kan se det. Når jeg rødmer, så føler jeg at jeg er “afsløret” som uperfekt, skamfuld og forkert og at folk ser ned på mig. Det er en meget ond cirkel, for ofte når man rødmer, så bliver det ikke taget i mod med accept eller med en simpel “vi lader som ingenting”-attitude. Jeg har haft lidt for meget (dårlig) erfaring med, at folk synes det er sjovt at udstille mig, gøre grin med mig og påpege rødmen. Hvis de bare vidste, hvad der lå under den uskyldige rødmen.

6. Årsager til erytrofobi og rødmen
Forskere ved stadig ikke den præcise grund til, at mennesket har evnen til at rødme, men der er masser af teorier. Der menes dog, at det med at rødme er med til at vi mellemmenneskeligt kan fornemme, om andre er til at stole på og det er også et tegn til omverdenen om, at den person som rødmer, enten har gjort noget skamfuldt, umoralsk eller er skyldig i noget.
Jeg har nok fået erytrofobi, fordi når jeg fik opmærksomhed som barn, så følte jeg mig ofte udskældt, udstillet eller gjort til nar.

7. Undvigelsesadfærd og isolering
Den største årsag til, at jeg har fået undvigelsesadfærd, er på grund af min erytrofobi. Jeg gik til ekstremerne i forhold til at undvige at blive angst.
Jeg kunne ikke holde til, at sidde ved middagsbordet og sidde og tale om vind og vejr og pludselig bryde ud i fuldkommen rødmen og angst. Derfor rejste jeg mig og gik hen for at hente noget i køkkenet, før jeg kom tilbage og kunne sætte mig igen og have mere ro.
Jeg begyndte også at solbade meget voldsomt uden solcreme, dvs. jeg gik bevidst efter faktisk at blive rød i huden, måske lidt en pudsig strategi – jeg kunne også bare være begyndt at dække mit ansigt med makeup, men jeg tænkte; “Hvis mit ansigt altid er rødt, så er det jo bare normaltilstanden, og så lægger folk nok ikke mærke til det, når jeg så rødmer”. Jeg begyndte også at dyrke meget motion inden spisetid, når vi spiste sammen, for så var min puls oppe og jeg var svedig. På den måde kom jeg i en tilstand som mindede om angsten og hvis jeg så skulle blive angst, så havde jeg en god grund til sveden, rødmen og den tørre mund – jeg havde lige dyrket masser motion jo!
Senere hen, da jeg flyttede i egen lejlighed isolerede jeg mig stort set i to år, hvor jeg meget sjældent så andre mennesker, af den årsag at jeg var bange for at blive rød i hovedet og blive stemplet som det her forkerte menneske, jeg følte mig som.

8. Frustration og magtesløshed
Man føler en kæmpe frustration over at rødme, fordi a) det ikke er noget man kan styre – det er uden for ens kontrol og b) man ofte rødmer i situationer, hvor man tænker at det er upassende, fordi der udadtil ikke er noget at blive rød i hovedet over. Og det leder mig videre til punkt 9.

9. Man er ikke nødvendigvis flov
Folk tror ofte, fejlagtigt, at man må være flov, fordi man rødmer. Dog kan man opleve at føle sig flov over at man rødmer, når det jo er en intern følelse, som får en til at rødme. Rødmen er også et af symptomerne på (social) angst og kan altså udvikle sig til en angst for at rødme, på samme måde som mange angstramte oplever angst for angsten. Meget kan trigge rødmen, alt fra et ansigtsudtryk, et ord, en kommentar, et spørgsmål eller noget som kommer helt uventet.

10. Det, der har hjulpet min erytrofobi
Jeg har stadig erytrofobi, men jeg føler det er dalet meget de seneste par år. Det, som har hjulpet mig, har været at være accepterende overfor mine følelser, både min følelse af at være skamfuld, uperfekt, forkert og unormal, men også selve angsten for at rødme.
Derudover har jeg sagt til mig selv; “Du må godt rødme.”
I årevis har jeg jo flygtet fra det og prøvet at undgå det og det gjorde det hele meget værre, for angsten steg indeni mig. Jeg blev bare mere og mere bange for, at jeg skulle rødme.
Jeg behøver ikke at forklare mig selv, når jeg bliver rød i hovedet og det er okay at være fuldstændig rød i hovedet og fuldstændig skamfuld – jeg skal ikke gøre noget for at fjerne rødmen eller at komme væk, den må godt være der.

Jeg kan også finde på, at sige til mig selv; “Jeg forventer at blive så rød i hovedet som overhoved muligt, jeg forventer at jeg er kogende rød i hovedet, hele tiden mens jeg er [et eller andet tilfældigt sted]”.
Når man forventer det, fremfor at frygte det – så er man forberedt og så giver man også sig selv lov til at blive rød i hovedet.

Jeg siger også til mig selv, at det bare viser at jeg er menneskelig, det viser også at jeg er til at stole på, at jeg er et troværdigt menneske, et menneske som ikke fører sig frem og prøver at være noget jeg ikke er – det er totalt uskyldigt, ærligt, lige på og ægte. Mere menneskeligt bliver det ikke.
Vil jeg egentlig hellere være sådan en person, som altid er bleg i ansigtet, som aldrig får røde kinder eller spættet hals? En person som nærmest er skamløs, følelsesløs – som ikke reagerer på noget? Næ, egentlig ikke. Jeg vil hellere være menneske. Og sjovt nok, jo mere jeg kan tillade mig selv at blive kogende rød i hovedet og sige til mig selv; “Det er HELT okay, du bliver rød i hovedet, du skal ikke være noget andet, end det du er. Du må GODT blive rød i hovedet. Du må godt føle dig forkert og skamfuld”, jo mere føler jeg mig også okay som jeg er og kan give mig selv og den rødmen lov til at være der, og jo mere daler angsten for den også for – ja, jeg inviterer jo stort set rødmen og angsten ind i mit liv, frem for at prøve at holde den væk.

Læs mit andet indlæg om erytrofobi her.