10 naturlige alternativer til psykofarmaka

Mit forhold til psykofarmaka er meget simpelt. Jeg respekterer, at nogle folk vælger at bruge det, men af princip, har jeg aldrig og kommer aldrig til at tage det. Jeg vil hellere gøre alt andet, for at slippe for det.

Jeg er slet ikke i tvivl om at medicin mod psykiske lidelser kan hjælpe rigtig mange, men jeg mener ikke selv det er nogen effektiv løsning. Det kan hjælpe på symptomerne, men det er ikke noget som behandler lidelsen. Det er ikke noget, som får lidelsen til at gå væk.

Hvis du stoppede med medicinen, så vil du ikke pludselig være fri for din lidelse.

Det kan sagtens være, at medicin kan lette i en periode, hvis man er meget overvældet og dermed bedre kan arbejde med sig selv, men da vil det ikke være medicinen, men ens arbejde med sig selv, der hjælper. Medicinen vil aldrig kunne fjerne årsagen eller lindre årsagen til dine symptomer.

Min overbevisning er, at alle psykiske lidelser og udfordringer har en årsag. Du er ikke født med lidelsen – du kan være født med en sårbarhedsfaktorer og være disponeret for den, men der er altid noget der ligger til grund for denne udfordring, og det er denne årsag som jeg ønsker at behandle.

Jeg forstår ønsket om symptombehandling, for jeg bruger det selv, men dog ikke i form af medicin. Det kan gøre hverdagen nemmere at kunne mildne det ubehag man mærker.

Jeg benytter og har benyttet naturlige remedier, som i større eller mindre grad kan mindske de symptomer jeg har, så jeg bedre kan komme igennem dagen.

Det er samtidig også alternativer som ikke har nogle bivirkninger og som samtidig hjælper på at årsagsbehandle.

Her er 10 naturlige alternativer, som har virket på mig:

1. Baldriandråber
Da min angst var på det højeste, drak jeg baldriandråber. Jeg tror der stod, man skulle tage 20 dråber i et glas vand, tre gange om dagen. Det lugter og smager ikke specielt godt, men det havde en god virkning på mig. Det gjorde mig mere afslappet og beroliget. Det er også et godt middel, hvis du har svært ved at sove. Dog skal man ikke tage baldriandråber, hvis man fx skal køre i bil, da det har en søvndyssende effekt.

2. Citronjuice
Det allervigtigste element i min naturlige behandling har nok været citronjuice. Det virker rigtig godt og med det samme.
Sidst jeg brugte citroner mod angst, gad jeg ikke lave en hel juice. I stedet tog jeg et stykke skræl fra en økologisk citron (med det hvide på), og tyggede det i 5 minutter. Olierne fra citronskrællen har en utrolig effekt på min krop og angst. Det er mere beroligende end baldriandråber og æteriske olier til sammen. Læs mit indlæg om, hvordan du laver citronjuice lige her.

3. Æteriske olier 
Jeg har brugt æteriske olier siden jeg i 2011 blev manisk omkring at skulle “slå angsten ihjel” og gik amok i en helsekost, købte alle de olier jeg havde læst hjalp.
Dengang hjalp det mig ingenlunde, fordi jeg brugte det som en form for medicin – jeg håbede det kunne slå symptomerne ihjel og at jeg kunne få angsten væk. Det handlede om bekæmpelse af mig selv – ikke om at hjælpe mig selv og være der for mig selv. Hele min tankegang omkring angsten, var helt skudt af.
Senere lærte jeg, at det ikke var det olierne kunne gøre for mig, ode kunne dog hjælpe mig til at få større ro til at håndtere de psykiske udfordringe,s tørre mental klarhed og bedre evne til at være i Nuet.
Min yndlingsolie er lavendelolie. Jeg bruger nok 30 ml på en måned. Jeg tager et par dråber i håndfladerne og tager hænderne op til ansigtet og trækker vejret stille og roligt.
Læs evt. mit indlæg om æteriske olier her.

5. Kostomlægning
Jeg har været vegetar i mange år, begyndte at spise kød igen, og er nu tilbage på en plantebaseret kost. Meget sjældent spiser jeg ost, og når jeg gør, så mærker jeg med det samme, hvilken effekt animalske produkter har på min krop. Mit hjerte begynder at hamre. Der er andet mad jeg har opdaget har en effekt på min krop – også i en god retning. Masser af grønt og frugt giver mig fysisk velvære og en god mæthedsfølelse. Jeg spiser det mad der nærer mig, for jeg ved det også nærer mit sind.

6. Undgå koffein (og andet stimuli)
Der var engang, hvor min angst også var på sit højeste, der røg jeg 30 cigaretter om dagen og kunne drikke en hel kande kaffe om dagen. Jeg er glad for at jeg nu har været røgfri i over 3 år og jeg savner det ikke. På samme måde, drikker jeg også kun 1 kop kaffe om dagen, på sjældne dage to kopper. Jeg forsøger også at undgå midler, som på anden måde stresser min krop (og dermed mit sind), fx raffineret sukker, som får mit blodsukker til at stige og falde meget drastisk. Men også ligeså vel psykiske stimuli, som at købe ind i myldretiden eller at lave for mange aftaler,

7. Yoga eller træning 
Jeg er fornyligt begyndt at lave styrketræning hver morgen på gulvet. Det er kun 8 minutter ud af min dag, og det er nok til at jeg får pulsen op, får varmen i kroppen, mærker mine krops behov meget bedre og generelt får større kropsligt velvære.
Den kropslige “behandling” er uhyre vigtigt i forhold til at få psykisk velvære, fordi de to hænger fuldstændigt sammen. Det jeg gør ved min krop, påvirker også mit sind – og omvendt. Jeg kan også finde på at lave yogaøvelser meget spontant, når jeg mærker at min krop bliver stiv eller jeg får svært ved at mærke den. Det er behagelige og simple øvelser, som alligevel kan gøre en stor forskel for både krop og sind.

8. Vejrtrækningsøvelser og kropsstillinger
Vejrtrækning og kropsstillinger er med til at jeg kommer ind i Nuet og ind i min krop frem for væk fra Nuet og op i mit hoved og tanker. Mine yndlings kropstillinger hjælper mig også til at mærke min indre styrke og kraft, til at få større ro i og omsorg for mig selv.

9. Psykoterapi 
Psykoterapi har været altafgørende for mig i min angstproces. Det har været vigtigt for mig at finde terapeuter, som arbejder ud fra at alting i vores liv hænger sammen – at barndom og forældrerelationer spiller en stor rolle i vores psykiske helbred og at alting har en årsag. De psykoterapeuter jeg har gået hos, har også haft fokus på kropsbevidsthed og at lære at mærke kroppen, både hvordan den har det, men også at komme ind i Nuet ved at få bevidstheden ned i kroppen. Modsat de fleste af de psykologer jeg har gået hos, arbejder psykoterapeuter utroligt dybdegående og jeg føler jeg er kommet meget mere til bunds i mine udfordringer. Derudover har jeg gået hos psykoterapeuter under uddannelse, og dermed kun skulle betale mellem 200-250 kroner pr. session. Det svarer til ca. det samme man skal af med, når man får tilskud til psykolog fra lægen.

10. Meditation – at være i Nuet 
Ved at meditere mere – både aktivt og som en del af mine hverdagsaktiviteter – kan jeg få mit sind og krop mere ind i Nuet. Mit fokus bliver mere min krop og mit sind nu og her, frem for fokus på tanker om fremtid og fortid, tankemylder og bekymringstanker eller stress og angst over alt det jeg skal forholde mig til. Jo mere jeg kommer ind i Nuet, jo mere kan jeg håndtere min angst og føle mig fredfyldt.

by Ind til kernen

At være barn af en narcissistisk mor

Jeg lukkede af for mine følelser meget tidligt, da jeg lærte at det ikke var i orden at “skabe sig” og blive vred eller ked af det. Så blev jeg bare den alvorlige pige, generte pige, stille pige, usynlige pige, uhørte pige, ligegyldige pige.
En pige der mest af alt kunne mærke alt ubehaget som en knude i maven, sammentrækning og anspændthed fysisk og psykisk.

Jeg var fysisk og psykisk forkert som menneske

Ikke nok med, at jeg lærte at det var forkert og der ikke var plads til mine svære følelser, fik jeg af vide hvordan jeg skulle gå og stå. Helt op til jeg blev 17-18 år, fik jeg af vide hvordan jeg skulle stå for ikke at gå foroverbøjet, med fødderne vendt indad, svajende ryg og ”grimt”…. min mor fik mig til at skamme mig over mig selv.

Hun viste mig, hvordan jeg skulle gå – med fødderne rettet udad, med bækkenet skubbet ind og med ryggen ret. Jeg skulle forestille mig en snor der trak mit hoved op. Det har nok været svært at forestille sig at gå så “selvsikkert” og “opløftet”, når jeg følte mig nedtrykt, undertrykt, forkert og med det laveste selvværd og selvtillid i verden. Men hun vidste ikke, det var hende der gav mig det dårlige selvværd.

Min mor gik og stod selv på præcis samme måde som mig, og jeg påpegede det nogle gange, men hun blev vred og irriteret og sagde, at jeg ikke skulle afbryde hende.
Hver gang jeg talte til hende, var det at “afbryde”. Eller også talte hun bare hele tiden, så der konsekvent aldrig var plads til mig.

Jeg havde aldrig bedt hende hjælpe mig med at “gå normalt”. Det var hende der havde et problem med det, også selvom hun ikke engang selv brugte de samme teknikker på sig selv. Så hun trak trak mig med til en kropsterapeut der brugte Alexandermetoden, så de kunne ”fikse” mig. Jeg kan huske, hvordan jeg følte at jeg blev udsat for overgreb, da kropsterapeuten rørte ved mig. Han lagde mine ben på en bestemt måde og brugte sin egen krop ovenpå mig. Jeg følte mig så ekstremt krænket, uden at kunne bruge det ord, og det endnu mere absurde var, at min mor sad i rummet på en stol – uden at ane at jeg var dybt utilpas. Det var ligesom en elefant i rummet som kun jeg kunne se.

Har hun egentlig nogensinde spurgt mig hvordan jeg har det? Har hun overhoved ønsket at vide det? Har hun nogensinde prøvet at lytte og forstå samt møde mine følelsesmæssige og fysiske behov?
Det kan godt være hun har forsøgt, men hun har ikke ønsket at høre det ærlige svar, hun ville bare gerne være den perfekte mor.

Ingen følelser… kun følelsen af, at være bange

Jeg er ikke noget uden hende. Jeg er kun noget i forlængelse af hende.
Jeg kan ikke genkalde nogle øjeblikke i min barndom hvor jeg var i kontakt med en følelse. Det meste jeg kan huske er at jeg var sur, alvorlig, hurtig forsvandt, ikke ville skabe opmærksomhed og ikke ønskede opmærksomhed. Jeg kan aldrig i mit liv huske at jeg er gået amok på nogen, råbt og skreget, udtrykt min magtesløshed og vrede eller aggression.

Jeg har altid føjet mig. Jeg har altid vendt det mod mig selv for at skåne andre og for ikke at skabe opmærksomhed omkring mig selv. Jeg turde ikke. Hele mit liv er en lang historie af: jeg er bange for…..

Jeg havde gentagne mareridt om, at hun var en heks der løb efter mig, men jeg mærkede ikke nogen bevidst angst overfor hende eller vrede mod hende. Det er først nu jeg faktisk for første gang mærker noget af alt det, som jeg allerede som helt lille ikke kunne udtrykke og derfor rettede indad.
Jeg tør stadig ikke mærke det. Jeg er bare ked af det og frustreret og magtesløs.

Jeg føler mig hjælpeløs, men tør ikke at blive hjulpet. Ikke engang af mig selv, tilsyneladende.

Intet “jeg”

Samtidig er mit jeg så svagt. Min selvfølelse og selvværd er næsten så gennemsigtigt, at der ikke er noget ”mig”, til at hjælpe mig. Jeg kan ikke hjælpe mig selv. Men jeg ønsker at mærke den sorg, som gemmer sig dybt i mig, den sorg som har formet mig som menneske.

Men jeg har intet net der griber mig. Ingen bund. Intet fast underlag, som ikke rokker ud af stedet. Ingen grundfølelse af at være elsket. Ingen grundfølelse af at høre til. Ingen grundfølelse af at være værdig til blot at eksistere, til blot at trække vejret.

Jeg drømte i nat at de havde lovet regn i hele verden på én gang.
Det er den følelse jeg har. Alle aspekter af mig græder.
Men det er ikke forløsende, for der er ikke noget under det.

Hvordan skal man overhoved kunne lære at elske og at blive elsket? Og hvis ikke man har den følelse af at være elsket, af sig selv i det mindste (men hvad er der at elske, når man ikke er noget?) hvordan skal man så kunne rumme alle de følelser?

Jeg er ude af mig selv. Jeg har ondt i maven og mine tårer har opløst min ansigts hud.

 

Lidt tid senere skrev jeg dette…. 

Jeg føler mig ikke mere afklaret, men min vejrtrækning er dybere, mit sind er mere stille, min krop er generelt mere stille. Jo mere jeg kan komme tilbage til en følelse af, at det er okay, jo mere okay er jeg med at være mig, med al den her smerte. Jo mere er jeg mig selv. At kunne være okay, både med smerten og den forvirring, men også at kunne være okay, med det smukke og bekræftende jeg oplever og hvordan det spejles fra andre ind i mig og omvendt. Både lidelsen og skønheden spejles frem og tilbage.

Men begge to har lige meget plads. Jeg tillader at mærke det forfærdelige i at lide og ikke kunne komme i kontakt med det, jeg føler, men samtidig tillader jeg også mig selv at blive set, elsket, værdsat og bekræftet, når jeg mærker, at det er sandt og når jeg er tryg nok til at tage i mod det.

Jeg har altid været vant til ikke at kunne give mig hen, være tryg og tillidsfuld og vide at jeg er elsket og holdt af. Jeg er blevet bekræftet for mine “positive sider”. Nu lærer jeg, at jeg også er elsket for alt det andet, for smerten, for svigtet, for mit lave selvværd. Og hvis ikke andre elsker mig for hele mig, så kan jeg elske mig selv for det. Ved at tage små skridt af gangen..

Når jeg føler mig set, elsket og holdt af midt i lidelsen, bliver jeg styrket i at kunne tillade mig selv at mærke svigtet, ensomheden, sorgen og smerten.

Det er kærligheden der sejrer.

by Ind til kernen

5 tips til at lære, at være i Nuet

Nuet er et underligt begreb, for Nuet er jo hele tiden væk, Nuet er et split-sekund og så er det væk. Og hvordan kan man være i noget, som hele tiden er flygtigt?… 

Jeg prøver at tænke på at være i Nuet som en proces og som noget bevægeligt – ligesom en flod. Der er hele tiden bevægelse, som sker helt af sig selv – uden din indflydelse.
Du kan bakse med arme og ben for at komme hurtigt frem eller for at stoppe strømmen. Men floden bevæger sig stadig.

Derfor handler det, at være i Nuet, heller ikke om at skulle gøre noget, eller opnå noget, kæmpe for noget eller kæmpe i mod noget. Det handler om det modsatte – nemlig om ikke at gøre noget, ikke at kæmpe og ikke forsøge at påvirke hvad der sker, men blot at være i det.

Derfor bliver Nuet også beskrevet som væren.

Det er svært at være, når man hele tiden gør. For så bliver gøren ens livskraft og ens bevægelse, frem for at væren bliver ens livskraft og bevægelse.

Du kan godt være tilstede og samtidig leve dit liv. Du går ikke på kompromis med at ordne dine hverdagsopgaver, gå på arbejde eller være sammen med venner og familier, fordi du dyrker Nuet. Derimod så gør det det faktisk endnu bedre og nemmere at være dig, du får mere tryghed og tillid, færre bekymringer og tankemylder om fremtid og fortid, og lærer at kunne slappe mere af og bare være tilstede.

Dette er nogle af de ting jeg gør, for at være i Nuet:

1. Sansestimulering
Lav nogle ting, som stimulerer en eller flere af dine sanser og forsøg at ret fokus mod, hvordan denne sans opleves af din krop.

2. “Hvordan føles min krop?”
Stil dig selv dette simple spørgsmål. Formålet er ikke, at få et svar, men at rette opmærksomheden ned på din krop. Tag et bad og læg mærke til hvordan vandet føles på din hud. Brug en fjer og stryg den over din arm, eller find en blød sten og mærk hvordan den føles i din hånd. Gå med bare fødder udenfor, og mærke hvordan jorden føles på dine fodsåler. Når du spiser din mad, så smag virkelig på maden (alternativ, spis med hænderne, så du virkelig kan sanse maden). Læg mærke til farverne i maden du spiser, hvordan det dufter, smager og føles i dine hænder. Det er en måde at komme ind i Nuet på.

3. Der er intet at nå, intet at få, intet at opnå
Erkend, at der er intet her i verden du kan nå, få eller opnå. At alt det, du behøver allerede er inde i dig. Dette er en altafgørende ting at erkende, før man du give slip på at bekæmpe.
Ja, du kan opnå noget bestemt i livet, lære noget nyt, få en ny taske, eller en ny frisure, blive færdig med din uddannelse osv. men intet er dette har noget at gøre med dit indre. Når det kommer til dig indre, så er alting allerede i dig, men dette er bare ikke erkendt endnu. Det er UG Krishnamurti, som har fået mig til at forstå dette koncept.

4. Observering af omgivelser
En anden god måde, at komme mere ind i Nuet, er at lægge mærke til, hvad der sker omkring dig. Dette er også en anden måde at bruge dine sanser på. Læg mærke til, hvad du ser omkring dig, hvad du hører, hvad du mærker, lugter osv. Hvis sindet begynder at vandre og tænke, så lad det gøre det, men vend tilbage til din observation og vid, at sindet hele tiden er i gang, uanset om du følger det eller ej.

5. Slippe bekæmpelsen 
I forlængelse af punkt 3, er det vigtigt at kunne stoppe med at bekæmpe. Men uden at det bliver til endnu en form for bekæmpelse. “Stop dig selv, stop med at bekæmp!”, kan blive endnu en udøvelse af kontrol over dig selv. Det handler derimod om at kunne se, at bekæmpelsen ikke hjælper, ikke gør dig mere afslappet, tryg eller tillidsfuld. Når vi kan se, at bekæmpelsen intet gør for os, er det nemmere at slippe den.

by Ind til kernen

Da jeg blev udsat for seksuelt overgreb

Dette indlæg er ligeså personligt, som når jeg skriver om mine psykiske barndomstraumer og om at have en narcissistisk mor. Dette handler bare om et andet form for traume – nemlig seksuelt overgreb.

Da jeg var cirka ni år gammel, inviterede mine forældre en udsat dreng ind i vores hjem. Han var 13 år, og havde problemer i hjemmet. Derfor boede han i en periode hos os.

Jeg brød mig ikke om ham. Han opførte sig meget mere voksen end han var, på trods af at han altid havde snot hængende ud af sin næse, som aldrig blev tørret væk.
Han talte et voksent sprog, og om sex og porno. Jeg husker, at han var meget voldsom i sin måde at være på.

Jeg var bange for ham.

Han løb altid efter mig, og når han begyndte at løbe, løb jeg væk fra ham. Det var en rimelig logisk handling for mig – jeg skulle bare væk.

Jeg løb endda også hen til mine forældre inde i stuen: “Jeg kan ikke lide at han løber efter mig”, sagde jeg. Der blev ikke gjort noget ved det, for det var jo bare leg.

Men en dag var det ikke bare leg. En dag blev det et overgreb.

Overgrebet

Som alle de andre dage, løb jeg væk fra ham og han løb efter.

Jeg kan huske, jeg tænkte, på mit værelse – i min seng – der er jeg tryg. Derfor løb jeg op på mit værelse og gemte mig under dynen. Men det stoppede ikke der. For han løb efter og kravlede også under dynen.

Det må have været forår eller sommer, for jeg havde et sæt på med shorts og t-shirt. Det er underligt, hvad jeg husker fra den dag. Jeg husker ligeså tydeligt hvordan hans fingre bevægede sig ind mellem mine ben, over kanten på mine shorts og hvordan han stak sin finger ind i mig. Han havde overskredet mange grænser og nu havde han overskredet endnu flere. Så meget vidste jeg. Det var forkert, det han gjorde.
Jeg nev ham så hårdt og længe jeg kunne i armen, hvilket heldigvis fik ham til at trække sin arm hurtigt tilbage og løbe ud af værelset.

Jeg husker ikke hvad der skete lige bagefter. Blev jeg i sengen? Følte jeg mig utryg ved at være i min egen seng? Gik jeg ned sammen med de andre og lod som ingenting? Sagde jeg noget til nogen?

Jeg husker heller ikke om det var samme aften eller dagen efter, men udfra den frygt jeg følte, vil jeg gætte på det var samme aften, at jeg var alene på mit værelse.

Nu frygtede jeg ham bare endnu mere end før. Hvad ville han gøre næste gang vi var alene? Hvor langt ville han så overskride min grænse?

Men det stoppede ikke der

Jeg delte værelse med min søster dengang, og jeg stod i dørkarmen og ventede på at hun kom op på værelset. Han skulle forbi mit værelse for at komme hen til sit eget værelse, og jeg tænkte bare, “Please, du må ikke nå at komme herop før min søster kommer”.
Da jeg hørte min søster skændes med min mor, tænkte jeg, nu er håbet ude. Når først skænderierne er i gang, så går der længe før hun kommer herop. Ganske rigtigt kom han op ad trappen og ind på mit værelse.

Sagde han noget? Det tror jeg, men jeg husker ikke hvad. Jeg sagde vidst ikke noget, for jeg var bange og følte mig lammet. Jeg gik hen til vinduet og kiggede blankt ud i det jeg husker som en mørk have, hvor kun månen virkede til at være det eneste lys. Jeg smilede ikke, jeg græd ikke, jeg var helt fastfrossen og afventende. Bad indvendigt om at han ville gå sin vej.

Han sagde noget med, at jeg var smuk og dejlig. Jeg havde nærmest et had til ham, jeg frygtede ham, og intet han kunne sige, kunne gøre det han havde gjort godt igen.

Han stillede sig på min ene side og lænede sig ind mod mig. Så kyssede han mig på min pande. Jeg fortrak ikke en mine, men jeg kunne mærke hvor vådt og klamt hans kys var, både af snot fra næsen og mundvand fra munden. Han virkede afventende, og jeg stod ligeså lammet som før. Så kyssede ham mig igen på siden af munden. Igen fortrak jeg ikke en mine, men stirrede stadig ud. Måske, tænkte jeg, ville han stoppe, hvis jeg slet ikke gjorde noget.

Og så gik han. Det var som om, jeg havde holdt vejret i al den tid, som føltes som timer, men nok kun var få minutter. Selv når jeg skriver disse ord, er det som at være der igen. På en gang husker jeg det tydeligt, i hvert fald følelsen jeg stod med, på den anden side virker det hele så uklart.

Efterreaktionerne

Jeg forsøgte at fortælle min mor om hændelsen, men sagde intet om hvad der helt konkret var sket. Jeg håbede sådan på, at jeg ikke behøvede at sige hvad der var sket, men at hun blot kunne se på mig, at der var sket noget og at vi kunne tale om det. Men min mor er narcissist, og har svært ved at forstå eller sætte sig ind i andres følelser, så hun grinede, mens jeg stod, fastfrossen, som så mange gange før og så hende vende ryggen til mig og gå væk.

Da jeg efterfølgende så ham i skolen, følte jeg skam og skyld. Jeg følte mig som det værste menneske i verden, fordi jeg havde afvist ham. Jeg havde nevet ham i armen, jeg havde ikke gengældt hans kys. Det var synd for ham, tænkte jeg. Jeg havde så ondt af ham.

Det var først 9-10 år efter at hændelsen kom op til min bevidsthed igen og jeg fortalte et andet menneske om oplevelsen. Heldigvis var det en god veninde, som havde medfølelse for mig og kunne se alvoren i det.

Efterfølgende har denne oplevelse været med til at forværre min angst for berøring. Det har taget mig mange år, at vænne sig til at nogen rør ved mig – selv et kram eller en hånd på skulderen kan føles krænkende.

Det er heller ikke så underligt at jeg her, næsten 20 år senere, stadig frygter at blive udsat for et seksuelt overgreb i min seng. Det er det mest private sted jeg har, det er det sted hvor det er allervigtigst jeg føler mig tryg. Det er her, jeg skal kunne falde til ro om aftenen og vågne tryg op næste morgen. Men sådan er det bare ikke for mig…

Hvad er seksuelt overgreb?..

Der findes rigtig mange forskellige former for seksuelle overgreb på børn og unge.

Helt simpelt kan man definere seksuelt overgreb som det der sker når de fysiske/seksuelle grænser hos barnet bliver overtrådt.

Seksuelt overgreb hører under tre områder: passivt overgreb, overgreb med fysisk kontakt og aktivt overgreb.

by Ind til kernen

9 ting din angst prøver at fortælle dig

Hvis din angst kunne tale til dig, hvad ville den så sige?….

1. “Du bevæger dig væk fra dig selv og væk fra nuet”
– En terapeut sagde disse ord til mig, da hun forsøgte at forklare mig, hvorfor jeg fik angst. Det gav så god mening, for jeg kunne mærke at når jeg fik angst, så var det ofte fordi jeg havde glemt mig selv. Jeg havde for stort fokus på at behage og please andre og jeg tænkte hele tiden frem i tiden, på hvordan jeg nu skulle håndtere en given situation. I stedet talte hun om at for bedre at kunne slappe af, at komme tilbage til mig selv og mine behov og være tilstede i nuet. En måde at gøre dette på, er fx ved at få større kropsbevidsthed, da dette får dit fokus væk fra tankerne og ned i kroppen i stedet. Kroppen er kun tilstede i nuet, hvor tankerne kan være i alle tider og på alle steder.

2. “Du er stresset og presser dig selv”
– Når vi er stressede eller pressede, kan vi opleve lignende symptomer som ved angst – hjertebanken, høj puls, tankemylder osv. Vores nervesystem er på overarbejde, det er hårdt for kroppen og psyken. Når vi presser og stresser os selv, så er der ikke særlig meget overskud tilbage til at kunne være der for os selv eller håndtere ubehaget.

3. “Du tror du skal være på en bestemt måde”
– “Det er mærkeligt at få angst. Der er jo ikke nogen grund til det. Hvorfor bliver du så angstfuld, der er ikke noget at være bange for. Forsøg nu at tænk lidt positivt”. Har du haft nogle af disse tanker? Så er du ikke alene.
Vid, at du har ret til at få angst, og du skal ikke kunne være ovenpå eller være positiv eller tryg. Du kan ikke gøre for, at du føler dig angstfuld. Du skal slet ikke kunne være på nogen bestemt måde. Når vi presser os selv til at skulle præstere noget bestemt og tage en rolle på, så kan vi få angst. Når vi så derudover forsøger at dække over, at vi har angst, tage et smil på og “lade som ingenting”, så er vi ydermere med til at erfare overfor os selv, at angsten ikke er tilladt, at den er forkert og ikke velkommen.
Når vi afviser en del af os selv, angsten, så amputerer vi også en del af os selv og kan føle os utilstrækkelige og forkerte når vi skal fungere ude i verden.

4. “Du er bange for mig”
– Når vi er bange for at få angst, angst for angsten, så erfarer vi, at angst er noget vi skal være bange for, noget som er uacceptabelt eller forkert, noget som vi skal forsøge at undgå at få. Jo mere vi erfarer det, jo sværere er det også at håndtere angsten når den kommer, fordi vi allerede har opbygget et helt forsvar mod den og holder os i armslængde fra den, for ikke at blive angst. Men fordi vi er angst for angsten, så har vi angst allerede inden vi får angst!

5. “Du lytter ikke til dig selv”
– Når vi glemmer at lytte til os selv, vores behov, grænser og ønsker, så kan det skabe angst. Vi kan være alt for fokuseret på hvad andre forventer af os eller hvad andre har brug for, og dermed glemme os selv. Husk at vær der for dig selv.

6. “Du har glemt at trække vejret”
– Man kan godt glemme at trække vejret ordentligt, og hvis man gør det, kan man mangle ilt til hjernen. Sørg for at komme udenfor eller åbn et vindue – frisk luft kan hjælpe på vejrtrækningen eller at lave nogle simple kropsøvelser eller vejrtrækningsøvelser, Besværet vejrtrækning påvirker vores krops tilstand og evnen til at slappe af.
Anspændt vejrtrækning – anspændt krop.

7. “Der er uforløste følelser i dig”
– Uforløste følelser kan være med til, at følelserne hober sig op indvendigt og kan gøre os nedtrykte, irritable eller angstfulde. Det kan være mange år gamle følelser, eller følelser fra en nylig situation. Læg mærke til om du giver dig selv lov til at mærke disse følelser eller om du begraver dem væk.

8. “Du skulle ikke have spist det slik”
– Mad eller snacks, som får vores blodsukker til at stige og falde drastisk, kan give os angstlignende symptomer. Bevares, det kan godt være vi ikke får angst, pga de symptomer, men fordi de minder om angstsymptomer kan angsten blive trigget eller forværret. Det er især mad med meget raffineret sukker, hvidt brød eller meget animalsk fedt.

9. “Du bekymrer dig”
– Hjernen snyder os og får os til at tro, at hvis vi bare kan tænke os ud af alle de ting der ligger i fremtiden eller i fortiden, så får vi ro nu og her. Men det skaber blot bekymringer og tankemylder og kan gøre, at vi får angst og åndenød. Det er okay, at bekymre sig, og det er der en reel årsag til. Vid, at det er okay at bekymre dig, men vid også, at du intet kan gøre for at “fixe” noget i fremtiden eller i fortiden.

by Ind til kernen

Angst for berøring

Første gang jeg opdagede, at jeg havde angst for berøring, var da jeg som 16-årig kyssede en fyr for første gang og han aede mig på ryggen. 

Berøring var krænkende

De tog begge beslutningen om at vi var kærester, ved at flette ordet “kæreste” ind i en sætning, fx “Min kæreste kan godt lide is..”. Og mig, som ikke havde nogen selvfølelse og var den største pleaser man kunne møde, turde ikke sige hvad jeg egentlig tænkte: “Det er en stor ting for mig at have et andet menneske så tæt på mig, så jeg synes vi skal lære hinanden at kende før vi bliver kærester”.

Sammen med begge fyre følte jeg at den fysiske berøring var ligesom et overgreb. Indvendigt bed jeg det i mig, selvom det på ingen måde var rart for mig.

De gjorde jo ikke noget forkert. Men jeg, som var vokset op med en narcissistisk mor, og dermed havde fået mine grænser overtrådt en million gange, tænkte bare, at det var nok var sådan, det var. Her i livet er der ikke noget der er trygt – selv ikke når din kæreste stryger dig over ryggen eller kysser dig. Og ligesom jeg havde vænnet mig til, at hade at blive krammet af venner og familie.

Hvordan føltes det?

Når jeg taler om berøring, så er det ikke kun ment som en intim berøring. I det meste af mit liv, har jeg undgået at blive rørt ved. Jeg brød mig ikke om at blive krammet eller kysset, heller ikke af mine forældre og slet ikke fremmede.
Jeg vred mig altid væk fra den hånd, som ville røre ved mig, for det var altid ubehageligt. Selv bare en hånd på min skulder gjorde mig utryg og angstfuld.

Den eneste måde jeg kan beskrive følelsen på var, at det var som om at den hånd der rørte ved mig, borede sig helt ind i mit indre og flåede alle organer og alt andet ud af min krop. Det var som at blive fuldstændig udslettet.

Det var som om, at når først hånden lagde sig på min krop, så var der ikke noget “mig” mere, det føltes som om at hånden og mig blev ét, som om jeg ingen hud havde, intet beskyttelses-lag havde. Det var en overtagelse af den jeg var, når jeg blev rørt ved.

Denne beskrivelse vidner bare om, hvor krænkende en oplevelse det har været for mig, og hvor krænket jeg har følt mig af min mor.

Behov for berøring

I dag er det anderledes med angsten for berøring. Berøring er vigtig for mig, både i form af kram og kys og også bare at være fysisk tæt på nogen. Berøring er livsvigtig. Men når det er blevet gjort til noget ubehageligt og grænseoverskridende, så vil man hellere overleve uden, for der føles det som om at berøringen er udslettende og krænkende.

Hvis der sidder nogen derude som har svært ved berøring og oplever ubehag ved det, så vid at du ikke er alene. Der er en årsag til dette ubehag, og det nytter ikke at tvinge sig selv til at “bide det i sig” og overleve det. Find ud af, hvorfor dette ubehag er der og hav tålmodighed med, at der nok skal komme en naturlig lyst til at få dette behov opfyldt.

by Ind til kernen

Min mor er narcissist

Dette indlæg er meget personligt, men jeg håber at det kan være med til at hjælpe andre i samme situation til at vide, at du ikke er alene.

I min barndom er jeg aldrig blevet udsat for decideret fysisk svigt. Jeg har fået tøj på kroppen, god mad, er ikke blevet slået og har fået knus og kys. Så hvorfor er jeg alligevel blevet traumatiseret? Hovedårsagen til det er, at min mor er narcissist.

I virkeligheden holdt jeg mig bare meget for mig selv og levede inde i min egen trygge verden. For jeg følte mig ikke tryg i mit hjem, uden at kunne forklare hvorfor. Begyndte allerede at få angst som 8-9-årig, og heller ikke dengang vidste jeg hvad det var, andet end at det føles som at være meget bange.

Ingen tilknytning

Jeg knyttede mig ikke til andre – ikke engang til mine forældre. I mange år troede jeg det var mig, der var noget galt med, siden jeg ikke kunne tage imod mine forældres kærlighed. Det har jeg da også fået af vide – at det var mig, der ikke ville elskes, krammes og kysses. Det var en mangel i mig – ikke i dem – at jeg var som jeg var.

Dette siger noget om hvordan forældre kan påvirke børns evne til at føle grundlæggende fysisk og psykisk tillid og tryghed, også selvom alt det fysiske er på plads.

Aldrig diagnosticeret

Min mor er aldrig blevet diagnosticeret. Grunden til dette er, at hun aldrig selv har kunne se sig selv udefra. Derimod så var hun god til at give andre skylden for de problemer der opstod, det var andre der var problemet – ikke hende. Jeg har aldrig hørt hendes sige ordene “Det må du undskylde” eller bare “Undskyld”, uden at grine eller smile samtidig.

Min mor kan ikke føle skyld og hun skammer sig ikke over sig selv. Hun har høj selvtillid og højt selvværd og har haft en god og kærlig barndom (ifølge hende selv). Men hvis man siger disse ting til hende, vil hun selv mene at hun føler skam, godt kan angre, føler skyld, ikke føler sig god nok osv., for at hun får lov at “vinde”. Dermed bliver jeg også snydt til at tro, at det må være mig den er gal med, at det er mig der opfinder problemerne – for hun indrømmer jo selv at hun ikke er perfekt. Alligevel bliver tingene ved med at fortsætte i samme mønster..

Hvordan er det at vokse op med en narcissistisk mor?…

Noget af det, der har gjort sig gældende i mit liv er: 

  • Jeg skulle skulle tænke over hvad jeg gjorde og sagde, for ikke at påvirke hende “negativt”
  • Jeg havde mareridt om hende
  • Jeg var meget på vagt og kunne ikke slappe af
  • Alting var meget enten/eller – sort/hvidt.
  • Hvis jeg havde en anden mening end hende, flippede hun helt ud og ville gøre alt for at få mig “over på hendes side”. Hun så min mening som et angreb.
  • Jeg lærte at det var farligt og forkert at sige fra eller sætte grænser
  • Hun kunne ikke tage imod kritik
  • Hun kunne ikke føle empati og medfølelse
  • Stor adskillelse i familie (mor mod far eller mor og far mod børnene)
  • Hun var utilregnelig
  • Hun havde store udsving i sine følelser
  • Ubetydelige ting, kunne hun hidse sig helt op over
  • Råb, skrig og skænderier var dagligdag
  • Gaslightingog benægtelse – hun forvrængede mit syn på situationen, så det altid blev drejet overpå at jeg havde gjort noget forkert
  • Hun følte aldrig skyld eller skam og jeg har aldrig set hende angre over noget
  • Hvis hun havde såret mig, endte det derimod med at jeg skulle undskylde og angre
  • Alle omkring familien, så min mor som den “perfekte mor”. Ingen så hvad der skete bag facaden
  • Det var som at vokse op i fysisk og psykisk fangenskab
  • “Negative” følelser var forbudt, så blev man råbt af, gjort nar af eller beordret til at gå væk

Dette er bare nogle af de ting der har gjort sig gældende for mig i min barndom. Der findes sikkert rigtig mange andre områder jeg ikke har dækket og jeg tror også børn og søskende reagerer meget forskelligt på at have en narcissistisk forælder.
Nogle af konsekvenserne ved at have en narcissistisk mor: 

  • Jeg lærte tidligt at der ikke var plads til mig – hverken fysisk eller psykisk, at jeg ikke havde ret til at være mig eller til at sætte grænser eller få min egen selvstændige identitet. Det var vigtigt, at jeg ikke blev min egen person. Jeg var blevet født til at være en forlængelse af min mor.
  • Min nærmeste tilknytning er dysfunktionel og usund og jeg har skulle lære helt fra nulpunktet, hvordan jeg knytter mig til andre og er tryg i verden
  • Jeg har stor skam– og skyldfølelse, som altid er der
  • Jeg har fået bl.a. angst og kompleks ptsd af min opvækst
  • Jeg har svært ved at stole på mine egne følelser og meninger og har meget lidt tillid til både mig selv og andre
  • Jeg har ikke kunne have mennesker fysisk eller følelsesmæssigt tæt på mig, fordi det bliver for overvældende (frygt for intimitet)
  • I de første over 20 år af mit liv, havde jeg ubehag ved berøring
  • Der skal ingenting til, at traumet bliver aktiveret – at jeg enten bliver overvældet eller overset, kan trigge traumet
  • Der er intet sundt at vende tilbage til, det sunde skal opbygges helt på ny – ligeledes min selvfølelse, selvværd, selvtillid, ydre og indre identitet og min tryghed og tillid i verden
  • Jeg er den største pleaser der findes – jeg har lært at alle andres velbefindende kommer før mit eget, jeg har lært at jeg ikke har nogen værdi og dermed er den eneste form for “værdi” jeg kan få, det at gøre alle andre omkring mig glade.

Jeg har ikke kontakt med min mor, fordi det er for hårdt for mig at have en relation til hende. Min barndom har gjort at jeg hver dag udfordres i både at være i verden og at leve et liv uden en mor.

 

by Ind til kernen

8 råd til at “trylle” angsten væk

Nogle gange, kan vi ikke håndtere angsten. Nogle gange kan vi ikke rationalisere os ud af en angstfuld situation. Nogle gange, bliver vi overvældet af angsten og kan ikke gøre andet end at trylle angsten væk. 

At trylle angsten væk, er ikke nogen holdbar strategi, det handler udelukkende om at overleve situationen fordi man ikke har evnen eller overskuddet til at håndtere angsten. Afhængig af situationen er det forskelligt hvilke råd man kan bruge, for nogle gange kan man måske heller ikke gøre noget for at trylle den væk.

8 råd til at trylle angsten væk:

1. Gå væk fra situationen

Uanset hvilken situation du er, så flyt dig fysisk fra situationen. Hvis du er derhjemme og bliver angstfuld, så flyt dig et andet sted hen eller gå ud. Hvis du er et andet sted, så gå væk fra situationen, uden at skulle forklare dig selv. Nogle gange skal man bare væk.

2. Afledning

Du kan aflede dig selv på mange måder, fx ved at lave tre-tabellen baglæns fra 100, fokusere på én bestemt farve i dine omgivelser og tæl hvor mange gange du ser farven.

3. Ret fokus udad 

Uanset hvor du er, så øv dig i at kigge rundt omkring dig. Angsten opstår inde i dig – ikke udefra – derfor kan det hjælpe at lægge mærke til hvad der sker omkring dig. Lyt til hvad du hører, stil spørgsmål til den du er sammen med, og hav fokus på hvad personen siger eller hvordan personen ser ud. Hvis det er overvældende at mærke sin angst indvendigt kan det afhjælpe ubehaget at rette fokus udad, for at opveje det store indre ubehag.

4. Luk øjnene og træk vejret 

Det kan godt være det ikke fjerner din angst med et trylleslag, men det at lukke øjnene lukker straks af for alle visuelle stimuli omkring dig, du kan bedre få dig selv i bero når der ikke er noget udadtil, du skal forholde dig til. Samtidig med at du lukker øjnene, kan du fokusere på din vejrtrækning – også selvom den er hurtig og overfladisk. Det handler ikke om at ændre på vejrtrækningen, men på blot at observere den.

5. Begynd at ae dig selv på hånden, armen, nakken, maven osv.

En fysisk beroligende handling som at ae sig selv, aktiverer straks dit parasympatiske nervesystem og dermed din krops evne til at komme i bero.

6. Drik noget vand eller kom vand på dine håndled, ansigt eller nakke

At drikke vand hjælper faktisk både på at afstresse kroppen og samtidig til at hydrere den sådan at den bedre kan håndtere angsten. Det kan også være beroligende at lade koldt eller varmt vand løbe over dine håndled eller tage vand i ansigt eller nakke. Når man lægger mærke til det, så føles vand faktisk blødt og omfavnende på ens hud. Hvis man derudover måske hyperventilerer, har meget hjertebanken eller sveder, så kan det afhjælpe med noget kølende på huden.

7. Åbn et vindue eller gå udenfor i den friske luft

Frisk luft giver dig masser ilt til hjernen og luften kan virke afstressende på krop og sind. Hvis det er koldt så tag noget varmt tøj på og mærk vinden på dit ansigt og i dit hår.

8. Stimulér dine sanser

Selvom du føler meget angst og måske i forvejen har mange kropslige og psykiske symptomer og følelser, så kan det hjælpe at fokusere på andre sanselige oplevelser.
Du kan tage noget i din hånd, som du kan røre ved, fx et stykke materiale eller stof der er rart at røre ved. Det kunne også være et kæledyr du kan ae, en blød og flot sten eller noget stof der er behageligt at røre ved (eller have på – fx en uldtrøje eller silke).

by Ind til kernen

#1 tip til at være pårørende

Der findes nok et hav af forslag til, hvordan man bedst forholder sig som pårørende til én med angst. Men dette er nok det allerbedste man kan gøre (eller ikke gøre) efter min mening.
Det kom til mig da jeg så et interview i tv, som netop handlede om psykisk lidelse, og jeg lagde mærke til journalistens rolle; interesseret, nysgerrig og objektiv.

En journalist skal dykke ned, men må ikke komme med sine egen mening. Hun skal ikke bedømme hvad der bliver sagt, men heller ikke forholde sig distanceret til det. Hun skal ikke sige: “Det er synd for dig”, “det må være hårdt”, “det lyder ikke rart”.
Men hun skal heller ikke være uinteresseret. Journalisten stiller mange spørgsmål og forholder sig nysgerrigt og lyttende til personen.

På samme måde kan man sætte sig i en journalists rolle, når man er pårørende til en med angst. Lyt, forhold dig objektivt, stil spørgsmål, vær ufordømmende og vær interesseret i at høre netop personens synspunkt, frem for at have fokus på dit eget synspunkt.

Det er ikke altid nemt at være pårørende. Det er ikke rart at se en tæt på sig, have det svært. Man har lyst til at gøre alt hvad man kan, for at vedkommende har det godt.
Men det allerbedste man kan gøre, er blot at være der, give plads til dette menneske og de følelser han/hun har og vise at du holder af dem, uanset hvilke følelser der er der.

by Ind til kernen

Er du styret af skam? (5 kendetegn)

Hvad er skam?….  Det er sådan en underlig størrelse, og noget vi så sjældent taler om. Ikke desto mindre, så er det noget som er en del af vores alles liv, på en eller anden måde – uanset om vi er klar over det eller ej. 

Skam kommer til udtryk på to forskellige måder – to yderligheder.
Enten tror vi, at vi er “Gud” (overpræstation) eller også tror vi at vi er et undermenneske (underpræstation).

Skam er en ubehagelig og ubærlig følelse, som de færreste mennesker mærker og er i kontakt med, men der er en grund til at den er der, den kommer som resultat af den fejlspejling vi har mødt i vores liv – alle de gange hvor vi ikke er blevet holdt af, værdsat og har haft betydning. Derfor betyder det, at når vi er styret af skam, så er vi i gang med at gøre noget for at komme væk fra skammen…  

Fordi skam handler om at vi føler os uværdige, uelskede, forkerte, ikke gode nok osv., så kan det være svært at være, fordi det vil betyde at vi skal være med disse følelser af at føle os forkerte og ikke gode nok, uden betydning og uden værdi.

Derfor er der mange som gør noget, for at kompensere for skamfølelsen, uden at de egentlig er klar over, at det er skammen som trækker i snorene.
Det er ofte fordi, det virker som om der ikke er nogen anden måde at leve på, end ved at gøre en hel masse. 

Det kan både komme til udtryk ved at vi presser os selv meget, at vi gerne vil præstere og være “på” hele tiden. Måske vil vi gerne hjælpe andre konstant, men mærker aldrig rigtig indad i os selv. Vi er hele tiden i gang med at gøre noget, for på den måde kan vi abstrahere os selv fra skamfølelsen og ved at præstere en hel masse, på den ene eller anden måde, kan vi føle at vi er noget.
Vi vil gerne gøre en masse i vores liv, være noget for andre, være den perfekte forælder, barn, kæreste, søster, bror, ansat. Vi tror, at ved at gøre så er vi noget værd og sådan holdes skammen på afstand.

Vi kan sørge for at få gode karakterer i skolen, gøre vores arbejde til perfektion, så der ikke er en finger at sætte på det, hele tiden være ovenpå og et overskudsmenneske – og tro at vi skal være som en Gud – et perfekt menneske, som aldrig træder forkert.

I den anden ende har vi underpræstationen, vi gør os selv mindre end vi er, fordi vi føler så stor skam over os selv, at vi har opgivet at prøve på at gøre noget som helst, for at være gode nok. Så vi føler os som et offer, vi kan aldrig gøre noget rigtigt, vi kan ligeså godt stoppe med at prøve, for det bliver aldrig godt nok. Vi træder på os selv, skubber os selv ned i sandet, og gør os selv endnu mindre betydningsfulde end vi er.

Vi kan måske også have tendens til at underpræstere på alle mulige andre områder i vores liv, ikke gøre nogen indsats nogle steder, fordi vi føler så stor værdiløshed, at vi ikke gider gøre et forsøg på noget mere. Vi tænker, at folk alligevel tænker dårligt om os, så vi kan ligeså godt bare melde os helt ud.

Der kan også komme en ligegyldighed overfor os selv og andre, en manglende evne til at gøre noget eller til at tage os af os selv. Vi tænker lavt om os selv, og hver gang omverdenen spejler os i denne følelse, så bliver vi bare bekræftet i vores manglende værdi og dermed sidder vi fast.

På samme måde som den overpræsterende person sidder fast i et mønster, fordi hver gang man bliver spejlet i sin overpræstation, så er der et sted i en, hvor man føler at man har haft succes, og dermed bliver man ved og overpræstere måske endnu mere end før, også for at opretholde sin identitet som overpræsterende menneske.

Som overpræsterende menneske er det endnu sværere at vise verden sin skrøbelighed og følelse af mindreværd, fordi alle omkring en ser dette over-menneske, som altid klarer sig så godt, og hvis de skulle se bare et glimt af ens mindreværd, så ville de løbe skrigende væk, derfor gør man alt hvad man kan for at kamuflere sit mindreværd, på den måde fastholder man sig selv i dette mønster og man kan sørge for at der altid er nogle mennesker som man kan bruge, så man føler sig “god nok”.

Men det er ikke en vedvarende følelse af at være god nok. For ligesom en narkoman der har brug for sit fix, har overpræsterende personer brug for bekræftelse fra omverdenen som et konstant fix, for at dulme skammen.

Den adfærd som vi får, kommer fordi vi forsøger at holde skammen væk, fordi den netop er så svær at mærke. De tegn som kan være på, at vi er styret af skam er:

1. At udskamme andre
Når vi udskammer andre, gør vi andre mennesker mindre, vi træder på dem, gør grin med dem, kritiserer dem, hånliggør dem eller prøver at gøre deres lykke mindre.
På den måde kan vi hele tiden sørge for at gøre os selv bedre, større og mere værdifulde, tror vi.
Det modsatte sker – for når vi udskammer andre, er vi med til at fastholde skammen i os selv, det er ikke en måde at forløse skammen på.

2. Gøren, gøren, gøren
Som beskrevet ovenover, når vi gør en hel masse i vores liv, så er det en måde hvorpå vi hele tiden kan holde os selv i gang, hele tiden være et skridt foran, hele tiden have noget nyt at hive op af lommen, så kan vi sørge for at vi aldrig rigtig mærker os selv eller andre, men hele tiden er i gang med at gøre for at overkompensere for vores følelse af at have et kæmpe tomrum indeni.

3. At gøre os selv mindre, selvudslettelse, selvmordstanker
Hvis vi føler, at vi aldrig burde være blevet født, at vi er forkerte på bunden og aldrig kommer til at blive “gode nok til verden”. At vi ville ønske vi kunne grave os ned, forsvinde væk – at det at udslette os selv, enten fysisk eller psykisk, er det eneste der kan få skammen til at stoppe.

4. Skamløshed: ligegyldighed, manglende empati og medfølelse
En manglende empati bunder i en manglende evne til at forstå sin egen sårbarhed, forstå alvoren i den smerte vi bærer på, en manglende evne til at se sig selv i øjnene som barn, og have medfølelse for det lille menneske.
Det handler også om at kunne have empati for andre, at kunne sætte sig i andres sted og forstå andres sårbarhed, andres indre lille barn, som er skrøbeligt og sårbart. At kunne føle med et andet menneske.
Empati og medfølelse, for en selv og andre, handler om at føle, og fordi skammen er så smertefuld at mærke, er det nemmere at lukke helt af for følelserne, og derved kan vi både holde skammen væk og mister evnen til at mærke empati og medfølelse.
Vi bliver næsten umenneskelige, vi kan blive næsten kolde og ligeglade med både os selv og andre, og mister kontakten til vores egen menneskelighed. For at skulle mærke menneskeligheden ville betyde at skulle mærke skammen.

5. Fysisk og psykisk vold, vrede, kontrol og bekæmpelse 
Når vi kan kontrollere os selv, andre, vores omgivelser og hele tiden kan bekæmpe både vores egne og andres følelser, men også igennem fysisk og psykisk vold, uanset om det er i hjemmet, i offentligheden, i krig og lignende, så kan vi manifestere vores skam til en vrede overfor andre.
Så handler det ikke længere om, at det er os der hader os selv, fordi vi føler os skamfulde over dem vi er, men så kan vi transformere det til at det er andre der er noget galt med. Så er det pludselig et had til andre.
Det er derfor nogen slår ihjel. Skammen er så stor og så skjult, at den eneste måde den kan bekæmpes på, er ved at slå et andet menneske ihjel, et menneske som måske for morderen repræsenterer skammen i dem selv, sårbarheden, mindreværdet osv.
Selvhad er også skam og selvhad bliver nogle gange til et had overfor andre mennesker, eller en måde at bekæmpe et ubehag som er så stort i os selv, at vi ikke kan magte det, og derfor går det udover andre.

Er du styret af skam?

by Ind til kernen