Gaslighting: Sådan retfærdiggør narcissister deres adfærd

Her den anden dag gik noget op for mig, nemlig hvordan narcissister som min mor indvendigt kan retfærdiggøre deres adfærd. Det vil jeg gerne skrive lidt om i dette indlæg.

 

Hvad der kendetegner en narcissist

Narcissistisk forstyrrede mennesker har ikke evnen til at føle empati. De idealiserer sig selv og føler sig som bedre og mere specielle mennesker end andre. Alt det gode der sker, skal handle om dem , det er deres fortjeneste, fordi de er så særlige mennesker. Alt det dårlige der sker, det er andres skyld og andres ansvar.

Jeg husker at min mor altid var god til at stå op for mig, når det kom til andre mennesker – mobbere i skolen, dårlige lærere eller andre mennesker udenfra hjemmets fire vægge, som behandlede mig dårligt. Hendes egen dårlige adfærd, den ville hun aldrig tage ansvar for.

Når hun skældte ud, uden grund. Hævede sin stemme over de minimale ting i hverdagen. Når jeg stille og roligt viste min mening eller holdning om noget, og hun slog hårdt ned og forsøgte at gøre alt for at overbevise mig om at hendes holdning var den rigtige.

Jeg måtte ikke være forskellig fra hende (men jeg måtte heller ikke være ligesom hende – en narcissist). Jeg skulle spejle hende rent, sige “ja mor” til alt hvad hun sagde og være med til at vedligeholde hendes syn på sig selv, som værende den bedste og vigtigste person i verden.

Derfor måtte jeg ikke have egne behov og holdninger, for det ville betyde at jeg var vigtigere end hende.

Når vi reagerer på narcissistens adfærd

Når folk omkring en narcissistis som min mor, reagerede på hendes adfærd, så ville hun ikke se det som en reaktion på hende – det kan umuligt være en reaktion på hende, når hun er så perfekt. Derfor må det være en fejl eller mangel i personen, der gør at de opfører sig sådan.

Hvis du sætter grænser overfor en narcissist, viser dine behov eller meninger, hvis du tror (lidt for meget) på dig selv eller hvis du siger nej til den måde de behandler dig på, så skal du regne med at narcissisten vil reagere på dette, på følgende måde og dette er en måde de kan retfærddigøre din adfærd på og fastholde dig i, at det er dig den er gal med:

– Du må have ekstreme krav på grænser og er alt for rigid – fordi du har helt naturlige grænser, som er sunde og gode at have.
– Du er meget krævende  – fordi du har helt naturlige, menneskelige behov
– Din mening er helt hen i vejret, latterlig og er minoritetens mening – fordi din mening ikke er hendes
– Du skal skrue ned for din selvtillid, for ingen kan lide en der er egoistisk  – fordi du tror på dig selv og sætter dig selv i første række
Du må være ekstremt overfølsom og have urealistiske høje krav til hvordan andre behandler dig – fordi du ikke vil behandles dårligt.

Problemet er ikke dig – problemet er narcissisten.

Alt denne retfærddiggørelse er bare en del af hjernevasken, den hjernevask der også kaldes for gaslighting. Gaslighting skal få dig til at tro, at det er dig der er i mangel, dig der er overfølsom, dig der er oversensitiv, dig der har urealistiske høje krav, dig der ikke kan acceptere narcissisten som hun er. Det er dig der er problemet! Og når det er dig der altid er problemet og den der skaber problemerne, pågrund af din store indre mangel som menneske, så kan det aldrig være hende der er problemet.

Hele årsagen til at, man reagerer på narcissistens adfærd, er fordi adfæren er uempatisk, ondskabsfuld, uforstående og ikke-acceptabel. Det er ikke dig der er problemet, du reagerer på problemet. Problemet er narcissisten.

Narcissisten vil aldrig kigge indad og forsøge at forstå hvilket ansvar hun har i situationen. Hun vil gøre alt for at bruge dig som det mangelfulde menneske, til at retfærdiggøre sin egen dårlige adfærd.

Jeg vil bruge det overordnede ord hjernevask, som også gaslighting hører under.

Narcissistisk hjernevask

Sidst jeg havde en egentlig kontakt med min mor, fik jeg skrevet alt det ned, som jeg følte jeg havde brug for at fortælle hende. At jeg ikke følte mig elsket af hende og ikke følte mig god nok.

Hendes respons var bl.a. noget der lød noget a la dret her:

“Jeg er ked af, at du ikke følte jeg kunne elske dig, sådan som du havde brug for at blive elsket”. 

Det jeg læste det, kan jeg huske jeg blev lettet og tænkte – hun forstår alligevel noget, hun kan godt acceptere de ting jeg fortæller hende og går ikke amok på mig over det.
Hun er faktisk ked af, at hun ikke kunne elske mig!

Først forleden, 2 år efter mailen, er det gået op for mig, hvad hun egentlig forsøgte at sige (eller retfærdiggøre) med den ebsked.

Hun kaster det over på mig og fraskriver sig alt ansvar i at jeg følte mig uelsket: “Jeg er ked af, at du ikke følte jeg kunne elske dig som du havde brug for at blive elsket.”

Det gik op for mig, at det er den her slags hjernevask, hun har kørt på mig hele livet. Det har været denne form for beskeder, som har fået mig til at tro på, at hun jo var en god mor. Hun kunne jo godt håndtere kritik med en rolig respons. Hun vidste godt, at hun ikke kunne elske mig. Hun vidste godt, at hun havde en mangel og ikke kunne give mig den kærlighed, som en mor skulle give et barn.

Men først nu er det gået op for mig, at dette er et eksempel på den hjernevask der er stået på, siden jeg blev født. Hun har vist sig fra en god og kærlig side, men inddirekte har hun hjernevasket mig, ved at kamouflere sin egentlige hensigt – som var at rette ansvaret og problemet overpå mig og helt uden jeg overhoved lagde mærke til det.

Hun har brugte sin falske empati, til at dække over det faktum, at hun har været igang med at hjernevaske sit eget barn til at tro, at al den dårlige adfærd hun selv har udøvet, bunder i en mangel og forkerthed i mig.

Det er ikke så mærkeligt at jeg stadig den dag i dag kæmper med skam og forkerthed over mig selv.

Det har altså i virkeligheden handlet om, at hun kunne retfærdiggøre sin adfærd, ved inddirekte at sige at det var mig, der var i mangel. Mig, der havde urealistiske behov for at blive elsket, mig, der havde for mange krav til hende som mor.

Hvis hun ikke havde været narcissist, ville hun måske have skrevet:

“Jeg kan godt forstå, at du ikke følte, at jeg kunne elske dig. For det kunne jeg ikke.
Jeg kommer selv fra et kærlighedsforladthjem, hvor min mor kæmpede og mine behov for at blive elsket blev skrottet, fordi jeg skulle være der for hende.
Jeg kan se at jeg ikke har haft evnen til at elske hverken mig selv eller dig, og det er og bliver aldrig dit ansvar eller din skyld, det tager jeg på mig”.


Den onde cirkel fortsætter, hvis vi ikke vågner op

Narcissistens adfærd er jo også en reaktion på noget, ligesom at vores adfærd overfor narvissisten er en reaktion på deres adfærd.

Men den store forskel ligger i, at narcissisten:
1) ikke har evnen til at kigge indad, have selvindsigt og selvreflektion eller forstå eget ansvar i relationer eller konflikter,
2) ikke forstår at hendes egne høje krav og forventninger til andre, manglende kærlighed til sig selv og andre og manglende empati er en reaktion på hendes eget barndomssvigt, som hun ikke har taget hånd om og
3) når det handler om en forælder-barn-relation, så vil barnet altid reagere på forælderen, forælderen kan IKKE tillade sig, at reagere på barnet.

For barnets adfærd er altid en reaktion. Når man selv er resultatet af at være blevet svigtet i barndommen, så ligger ansvaret KUN hos en selv og ens forældre, IKKE ens egne børn! Dem skal man blande helt udenom de traumer.

Desværre er det meget usandsynligt at narcissister vågner op til virkeligheden og kan forstå dette. Derfor vil den onde cirkel fortsætte. Medmindre narcissistens børn vågner op og stopper den onde cirkel, så vil børnene når de bliver voksne og selv får børn, fortsætte svigtet med deres egne børn – altså vil alt det svigt, skam og traumer der er forgået i hjemmet med en narcisstisk forælder blive flyttet over til de børn, man selv får. Og sådan kan det blive ved…

At få børn er en måde hvorpå mennesker med traumer kan forblive ubevidste og fortsætte den onde cirkel, så deres børn kan tage sig af den smertefulde byrde, sådan så de ikke selv skal gøre det.

Angst for at rødme… på arbejdet

For en del år siden arbejdede jeg som tjener på et hotel/restaurant. På daværende tidspunkt havde jeg lidt af angst for at rødme (også kaldet erytrofobi) i kun halvandet år.

Min sociale fobi har igennem alle årene været forbundet med en angst for at rødme, da et af angstens symptomer bl.a. er at blodet strømmer ud i huden, da nervesystemet og ens alarmberedskab kører på fuld skrue. Man føler, der er fare på færde, så kroppen gør klar til kamp eller flugt. Det er meget angstfuldt at mærke rødmen stige op i ansigtet, for det er noget alle kan se – alle kan se, at du er utilpas, flov, utryg, skamfuld osv. Du er blottet, der hvor du er allermest sårbar.

På hotellet var min krop konstant i gang. Jeg løb frem og tilbage når der var rigtigt travlt, og det fik automatisk min krop til at blive svedig, rød og varm.

Den konstante varme i hovedet blev en trigger, fordi jeg ofte troede at jeg havde angst, selvom det blot var fordi jeg havde det varmt. Travlheden var med til at trigge angsten, da varmen og de røde kinder mindede mig om angstens symptomer. Samtidig kunne travlheden også være en hjælp, for hvis jeg så fik angst eller rødmede så kunne jeg indvendigt sige til mig selv, at det jo var på grund af at jeg fór sådan rundt og derfor fik røde kinder. Det var en måde at bedre kunne håndtere angsten, jeg kunne snyde mig selv.

Angst for frokostpausen

Det værste punkt på dagsordenen var, udover at skulle dække bord sammen med en anden tjener og stå og small-talke imens, frokostpausen.
På mit tidligere arbejde, var kantinen det sted, som vakte mest angst i mig. Så når det blev frokost kunne jeg finde på at gå udenfor og sidde eller gå lidt rundt og trække noget frisk luft. Jeg lærte at det gav mig angst at sidde til bords sammen med andre mennesker.

På hotellet var der frokost for både tjenere og kokke hver dag kl. 17. Det var tidspunktet efter at frokostgæsterne var gået, og der endnu ikke var kommet nogle aftengæster.
Kokkene lavede frokost og vi tjenere skulle bære det ud i restauranten og dække op til alle der var på arbejde den dag. Men min store frygt for at skulle sidde ved et bord sammen med andre, var så stor, at jeg gjorde alt hvad jeg kunne, for at undgå frokostpausen.

Oftest ville en anden tjener komme hen til mig og sige, at der var frokost nu og jeg blev næsten truffet over at de ville spørge mig. Godt nok vidste de ikke, at jeg gik rundt med den angst, men jeg følte at de nærmest gjorde nar af mig ved at sige det.

For det meste ville jeg nappe en bid mad fra køkkenet inden de andre skulle spise, og nærmest sluge det i én bid på vejen op ad trappen. Ellers ville jeg blot sige, at jeg ikke var sulten og i stedet holde min egen pause ved at gå udenfor, eller simpelthen bare lade være at spise noget og vente til jeg kom hjem. Det er utroligt hvad angst kan gøre ved én – at man hellere vil undgå livsvigtig næring, end at være udsat for det.

I de seks måneder jeg arbejdede på hotellet spiste jeg kun frokost med de andre to gange og begge gange var det dage, hvor hele restauranten allerede var dækket op til aftengæsterne og vi derfor måtte spise i et lille mørkt lokale ved siden af. Mørket hjalp mig, i den forstand, at jeg på den måde ikke følte at de kunne se min angst og min rødmen ligeså meget, som ude i den meget oplyste og meget varme restaurant. Begge de gange jeg spiste frokost, var det kun med en eller to andre personer, og det hjalp også på situationen.

Jeg følte mig nærmest stolt, efter at have klaret de 5 eller 10 minutter i rummet, men alligevel gav det mig ikke modet til, at spise frokost med de andre igen. Den eneste grund til, at jeg spiste frokost de to gange var, at en anden tjener nærmest havde gennet mig ind i rummet med tallerkner til os, og jeg ikke følte jeg kunne springe fra. Det var ikke en sejr at have spist med dem, det var nærmere bare en lettelse over, at have overlevet det.

Det gik op for mig, at der ikke var noget behov for at jeg skulle sige en masse i pausen. Folk var trætte og sultne og det var okay bare at sidde i stilhed og spise.

Baglokalet og negativ opmærksomhed

En anden ting, som var angstfuld for mig på arbejdet var, at være i baglokalet. Det var her vi opholdt os, når ikke der var ting at lave i restauranten. Det var både et sted folk hang ud og havde et par minutters pause, mens de drak kaffe, men også det sted, hvor opvaskeren stod og det sted hvor vi skrev bestillingerne ind i systemet. Det var både travlt, med folk løbende ud og ind, men i de mindre travle timer, var det her, man opholdt sig.

Jeg prøvede tit at sørge for at være i restauranten, det meste af tiden. I baglokalet ville folk begynde at small-talke og henvende sig til mig. De ville påpege at mit slips sad forkert, komme hen og rette på min krave eller fortælle mig, at jeg havde noget blåt på kinden. Disse ting gjorde min angst endnu værre, fordi jeg for alt i verden bare ønskede, at folk ikke lagde mærke til mig. Jeg ønskede bare at være i fred og ikke skabe nogen form for opmærksomhed.

Det var ubehageligt at stå i så lille og lyst et rum, uden aircondition, med brændende kinder, nærmest rystende af angst og stress, mens en anden tjener ville komme hen, stille sig overfor mig og begynde at tale om eller til mig. Jeg følte mig helt vildt usikker. Jeg vidste ikke hvor jeg skulle kigge hen, hvor jeg skulle have mine hænder eller hvordan jeg skulle stå. Og jeg kunne ikke bare komme væk derfra.. Jeg var jo på arbejde.

Denne usikkerhed omkring mig selv og relationen til mine kolleger, gjorde blot min angst værre. Både angsten for, at de ville gøre det, som de hele tiden gjorde: sætte mig i spotlightet og give mig (ofte nedladende og negativ) opmærksomhed og selve angsten der kom frem i disse situationer.

Det var ikke kun kollegerne og hotellets ejer og chef, men også kunderne der henvendte sig negativt til mig eller kritiserede mit arbejde eller maden. Det var alt sammen med til, at angsten blev stærkere i de situationer, hvor jeg følte mig udsat, og at angsten for angsten blev større.

Angst for at rødme og undgåelsesadfærd

Mine muligheder for at have helle, komme væk eller undgå det ubehag, blev indskrænket mere og mere i takt med, at jeg til sidst var angstfuld hele tiden. For som angstlidende er der to angstfølelser: angsten i sig selv, og angsten for angsten.

Hvis jeg stod i baglokalet og en person talte til mig og jeg følte mig udsat, prøvede jeg at undgå at gøre eller sige for meget. Jeg brugte også mit smil som en måde at dække for min usikkerhed.

Det er også meget normalt, at når man smiler eller griner, får ens ansigt helt naturligt mere rødlig farve. Derfor ville jeg, når jeg kunne mærke angsten komme, blot begynde at smile – stort eller småt. På den måde havde jeg en opfattelse af, at folk ikke ville tænke at det var helt malplaceret, at jeg blev rød i hovedet. Så fik jeg røde kinder fordi jeg smilede. Det var min forestilling og en af de måder jeg kunne “redde” mig selv på. Måske endnu en måde, hvorpå jeg kunne snyde mig selv til at tænke “nejnej, det er ikke angst – det er fordi jeg smiler!”. Angsten var meget skamfuld for mig, jeg tude ikke engang indrømme overfor mig selv, at jeg led af angst dengang.

Det værste ved at være bange for at rødme er, at rødme ikke anses for noget selvsikre eller stærke personer bliver ramt af. Alligevel er det så naturlig en ting – noget vi alle oplever på det ene eller andet tidspunkt, og vi bliver alle sammen lidt usikre når vi rødmer. Men det er en kropslig reaktion som jeg tror er forbundet meget med skam over sig selv eller situationen.

Når jeg i en ganske almindelig (men for mig, angstfuld situation) pludselig bliver rød i hovedet af angst, bliver jeg endnu mere angst og føler meget skam forbundet med det. Jeg føler min facade krakelerer og samtidig synes jeg det er pinligt, fordi der jo i bund og grund ikke er noget at rødme over. Men det er der jo. Jeg rødmer fordi jeg bliver angst, men det er jo ikke alle, der kan gennemskue det, og skammen over at rødme er så stor, at det kan være svært at sige højt.

 

10 naturlige alternativer til psykofarmaka

Mit forhold til psykofarmaka er meget simpelt. Jeg respekterer, at nogle folk vælger at bruge det, men af princip, har jeg aldrig og kommer aldrig til at tage det. Jeg vil hellere gøre alt andet, for at slippe for det.

Jeg er slet ikke i tvivl om at medicin mod psykiske lidelser kan hjælpe rigtig mange, men jeg mener ikke selv det er nogen effektiv løsning. Det kan hjælpe på symptomerne, men det er ikke noget som behandler lidelsen. Det er ikke noget, som får lidelsen til at gå væk.

Hvis du stoppede med medicinen, så vil du ikke pludselig være fri for din lidelse.

Det kan sagtens være, at medicin kan lette i en periode, hvis man er meget overvældet og dermed bedre kan arbejde med sig selv, men da vil det ikke være medicinen, men ens arbejde med sig selv, der hjælper. Medicinen vil aldrig kunne fjerne årsagen eller lindre årsagen til dine symptomer.

Min overbevisning er, at alle psykiske lidelser og udfordringer har en årsag. Du er ikke født med lidelsen – du kan være født med en sårbarhedsfaktorer og være disponeret for den, men der er altid noget der ligger til grund for denne udfordring, og det er denne årsag som jeg ønsker at behandle.

Jeg forstår ønsket om symptombehandling, for jeg bruger det selv, men dog ikke i form af medicin. Det kan gøre hverdagen nemmere at kunne mildne det ubehag man mærker.

Jeg benytter og har benyttet naturlige remedier, som i større eller mindre grad kan mindske de symptomer jeg har, så jeg bedre kan komme igennem dagen.

Det er samtidig også alternativer som ikke har nogle bivirkninger og som samtidig hjælper på at årsagsbehandle.

Her er 10 naturlige alternativer, som har virket på mig:

1. Baldriandråber
Da min angst var på det højeste, drak jeg baldriandråber. Jeg tror der stod, man skulle tage 20 dråber i et glas vand, tre gange om dagen. Det lugter og smager ikke specielt godt, men det havde en god virkning på mig. Det gjorde mig mere afslappet og beroliget. Det er også et godt middel, hvis du har svært ved at sove. Dog skal man ikke tage baldriandråber, hvis man fx skal køre i bil, da det har en søvndyssende effekt.

2. Citronjuice
Det allervigtigste element i min naturlige behandling har nok været citronjuice. Det virker rigtig godt og med det samme.
Sidst jeg brugte citroner mod angst, gad jeg ikke lave en hel juice. I stedet tog jeg et stykke skræl fra en økologisk citron (med det hvide på), og tyggede det i 5 minutter. Olierne fra citronskrællen har en utrolig effekt på min krop og angst. Det er mere beroligende end baldriandråber og æteriske olier til sammen. Læs mit indlæg om, hvordan du laver citronjuice lige her.

3. Æteriske olier 
Jeg har brugt æteriske olier siden jeg i 2011 blev manisk omkring at skulle “slå angsten ihjel” og gik amok i en helsekost, købte alle de olier jeg havde læst hjalp.
Dengang hjalp det mig ingenlunde, fordi jeg brugte det som en form for medicin – jeg håbede det kunne slå symptomerne ihjel og at jeg kunne få angsten væk. Det handlede om bekæmpelse af mig selv – ikke om at hjælpe mig selv og være der for mig selv. Hele min tankegang omkring angsten, var helt skudt af.
Senere lærte jeg, at det ikke var det olierne kunne gøre for mig, ode kunne dog hjælpe mig til at få større ro til at håndtere de psykiske udfordringe,s tørre mental klarhed og bedre evne til at være i Nuet.
Min yndlingsolie er lavendelolie. Jeg bruger nok 30 ml på en måned. Jeg tager et par dråber i håndfladerne og tager hænderne op til ansigtet og trækker vejret stille og roligt.
Læs evt. mit indlæg om æteriske olier her.

5. Kostomlægning
Jeg har været vegetar i mange år, begyndte at spise kød igen, og er nu tilbage på en plantebaseret kost. Meget sjældent spiser jeg ost, og når jeg gør, så mærker jeg med det samme, hvilken effekt animalske produkter har på min krop. Mit hjerte begynder at hamre. Der er andet mad jeg har opdaget har en effekt på min krop – også i en god retning. Masser af grønt og frugt giver mig fysisk velvære og en god mæthedsfølelse. Jeg spiser det mad der nærer mig, for jeg ved det også nærer mit sind.

6. Undgå koffein (og andet stimuli)
Der var engang, hvor min angst også var på sit højeste, der røg jeg 30 cigaretter om dagen og kunne drikke en hel kande kaffe om dagen. Jeg er glad for at jeg nu har været røgfri i over 3 år og jeg savner det ikke. På samme måde, drikker jeg også kun 1 kop kaffe om dagen, på sjældne dage to kopper. Jeg forsøger også at undgå midler, som på anden måde stresser min krop (og dermed mit sind), fx raffineret sukker, som får mit blodsukker til at stige og falde meget drastisk. Men også ligeså vel psykiske stimuli, som at købe ind i myldretiden eller at lave for mange aftaler,

7. Yoga eller træning 
Jeg er fornyligt begyndt at lave styrketræning hver morgen på gulvet. Det er kun 8 minutter ud af min dag, og det er nok til at jeg får pulsen op, får varmen i kroppen, mærker mine krops behov meget bedre og generelt får større kropsligt velvære.
Den kropslige “behandling” er uhyre vigtigt i forhold til at få psykisk velvære, fordi de to hænger fuldstændigt sammen. Det jeg gør ved min krop, påvirker også mit sind – og omvendt. Jeg kan også finde på at lave yogaøvelser meget spontant, når jeg mærker at min krop bliver stiv eller jeg får svært ved at mærke den. Det er behagelige og simple øvelser, som alligevel kan gøre en stor forskel for både krop og sind.

8. Vejrtrækningsøvelser og kropsstillinger
Vejrtrækning og kropsstillinger er med til at jeg kommer ind i Nuet og ind i min krop frem for væk fra Nuet og op i mit hoved og tanker. Mine yndlings kropstillinger hjælper mig også til at mærke min indre styrke og kraft, til at få større ro i og omsorg for mig selv.

9. Psykoterapi 
Psykoterapi har været altafgørende for mig i min angstproces. Det har været vigtigt for mig at finde terapeuter, som arbejder ud fra at alting i vores liv hænger sammen – at barndom og forældrerelationer spiller en stor rolle i vores psykiske helbred og at alting har en årsag. De psykoterapeuter jeg har gået hos, har også haft fokus på kropsbevidsthed og at lære at mærke kroppen, både hvordan den har det, men også at komme ind i Nuet ved at få bevidstheden ned i kroppen. Modsat de fleste af de psykologer jeg har gået hos, arbejder psykoterapeuter utroligt dybdegående og jeg føler jeg er kommet meget mere til bunds i mine udfordringer. Derudover har jeg gået hos psykoterapeuter under uddannelse, og dermed kun skulle betale mellem 200-250 kroner pr. session. Det svarer til ca. det samme man skal af med, når man får tilskud til psykolog fra lægen.

10. Meditation – at være i Nuet 
Ved at meditere mere – både aktivt og som en del af mine hverdagsaktiviteter – kan jeg få mit sind og krop mere ind i Nuet. Mit fokus bliver mere min krop og mit sind nu og her, frem for fokus på tanker om fremtid og fortid, tankemylder og bekymringstanker eller stress og angst over alt det jeg skal forholde mig til. Jo mere jeg kommer ind i Nuet, jo mere kan jeg håndtere min angst og føle mig fredfyldt.

At være barn af en narcissistisk mor

Jeg lukkede af for mine følelser meget tidligt, da jeg lærte at det ikke var i orden at “skabe sig” og blive vred eller ked af det. Så blev jeg bare den alvorlige pige, generte pige, stille pige, usynlige pige, uhørte pige, ligegyldige pige.
En pige der mest af alt kunne mærke alt ubehaget som en knude i maven, sammentrækning og anspændthed fysisk og psykisk.

Jeg var fysisk og psykisk forkert som menneske

Ikke nok med, at jeg lærte at det var forkert og der ikke var plads til mine svære følelser, fik jeg af vide hvordan jeg skulle gå og stå. Helt op til jeg blev 17-18 år, fik jeg af vide hvordan jeg skulle stå for ikke at gå foroverbøjet, med fødderne vendt indad, svajende ryg og ”grimt”…. min mor fik mig til at skamme mig over mig selv.

Hun viste mig, hvordan jeg skulle gå – med fødderne rettet udad, med bækkenet skubbet ind og med ryggen ret. Jeg skulle forestille mig en snor der trak mit hoved op. Det har nok været svært at forestille sig at gå så “selvsikkert” og “opløftet”, når jeg følte mig nedtrykt, undertrykt, forkert og med det laveste selvværd og selvtillid i verden. Men hun vidste ikke, det var hende der gav mig det dårlige selvværd.

Min mor gik og stod selv på præcis samme måde som mig, og jeg påpegede det nogle gange, men hun blev vred og irriteret og sagde, at jeg ikke skulle afbryde hende.
Hver gang jeg talte til hende, var det at “afbryde”. Eller også talte hun bare hele tiden, så der konsekvent aldrig var plads til mig.

Jeg havde aldrig bedt hende hjælpe mig med at “gå normalt”. Det var hende der havde et problem med det, også selvom hun ikke engang selv brugte de samme teknikker på sig selv. Så hun trak trak mig med til en kropsterapeut der brugte Alexandermetoden, så de kunne ”fikse” mig. Jeg kan huske, hvordan jeg følte at jeg blev udsat for overgreb, da kropsterapeuten rørte ved mig. Han lagde mine ben på en bestemt måde og brugte sin egen krop ovenpå mig. Jeg følte mig så ekstremt krænket, uden at kunne bruge det ord, og det endnu mere absurde var, at min mor sad i rummet på en stol – uden at ane at jeg var dybt utilpas. Det var ligesom en elefant i rummet som kun jeg kunne se.

Har hun egentlig nogensinde spurgt mig hvordan jeg har det? Har hun overhoved ønsket at vide det? Har hun nogensinde prøvet at lytte og forstå samt møde mine følelsesmæssige og fysiske behov?
Det kan godt være hun har forsøgt, men hun har ikke ønsket at høre det ærlige svar, hun ville bare gerne være den perfekte mor.

Ingen følelser… kun følelsen af, at være bange

Jeg er ikke noget uden hende. Jeg er kun noget i forlængelse af hende.
Jeg kan ikke genkalde nogle øjeblikke i min barndom hvor jeg var i kontakt med en følelse. Det meste jeg kan huske er at jeg var sur, alvorlig, hurtig forsvandt, ikke ville skabe opmærksomhed og ikke ønskede opmærksomhed. Jeg kan aldrig i mit liv huske at jeg er gået amok på nogen, råbt og skreget, udtrykt min magtesløshed og vrede eller aggression.

Jeg har altid føjet mig. Jeg har altid vendt det mod mig selv for at skåne andre og for ikke at skabe opmærksomhed omkring mig selv. Jeg turde ikke. Hele mit liv er en lang historie af: jeg er bange for…..

Jeg havde gentagne mareridt om, at hun var en heks der løb efter mig, men jeg mærkede ikke nogen bevidst angst overfor hende eller vrede mod hende. Det er først nu jeg faktisk for første gang mærker noget af alt det, som jeg allerede som helt lille ikke kunne udtrykke og derfor rettede indad.
Jeg tør stadig ikke mærke det. Jeg er bare ked af det og frustreret og magtesløs.

Jeg føler mig hjælpeløs, men tør ikke at blive hjulpet. Ikke engang af mig selv, tilsyneladende.

Intet “jeg”

Samtidig er mit jeg så svagt. Min selvfølelse og selvværd er næsten så gennemsigtigt, at der ikke er noget ”mig”, til at hjælpe mig. Jeg kan ikke hjælpe mig selv. Men jeg ønsker at mærke den sorg, som gemmer sig dybt i mig, den sorg som har formet mig som menneske.

Men jeg har intet net der griber mig. Ingen bund. Intet fast underlag, som ikke rokker ud af stedet. Ingen grundfølelse af at være elsket. Ingen grundfølelse af at høre til. Ingen grundfølelse af at være værdig til blot at eksistere, til blot at trække vejret.

Jeg drømte i nat at de havde lovet regn i hele verden på én gang.
Det er den følelse jeg har. Alle aspekter af mig græder.
Men det er ikke forløsende, for der er ikke noget under det.

Hvordan skal man overhoved kunne lære at elske og at blive elsket? Og hvis ikke man har den følelse af at være elsket, af sig selv i det mindste (men hvad er der at elske, når man ikke er noget?) hvordan skal man så kunne rumme alle de følelser?

Jeg er ude af mig selv. Jeg har ondt i maven og mine tårer har opløst min ansigts hud.

 

Lidt tid senere skrev jeg dette…. 

Jeg føler mig ikke mere afklaret, men min vejrtrækning er dybere, mit sind er mere stille, min krop er generelt mere stille. Jo mere jeg kan komme tilbage til en følelse af, at det er okay, jo mere okay er jeg med at være mig, med al den her smerte. Jo mere er jeg mig selv. At kunne være okay, både med smerten og den forvirring, men også at kunne være okay, med det smukke og bekræftende jeg oplever og hvordan det spejles fra andre ind i mig og omvendt. Både lidelsen og skønheden spejles frem og tilbage.

Men begge to har lige meget plads. Jeg tillader at mærke det forfærdelige i at lide og ikke kunne komme i kontakt med det, jeg føler, men samtidig tillader jeg også mig selv at blive set, elsket, værdsat og bekræftet, når jeg mærker, at det er sandt og når jeg er tryg nok til at tage i mod det.

Jeg har altid været vant til ikke at kunne give mig hen, være tryg og tillidsfuld og vide at jeg er elsket og holdt af. Jeg er blevet bekræftet for mine “positive sider”. Nu lærer jeg, at jeg også er elsket for alt det andet, for smerten, for svigtet, for mit lave selvværd. Og hvis ikke andre elsker mig for hele mig, så kan jeg elske mig selv for det. Ved at tage små skridt af gangen..

Når jeg føler mig set, elsket og holdt af midt i lidelsen, bliver jeg styrket i at kunne tillade mig selv at mærke svigtet, ensomheden, sorgen og smerten.

Det er kærligheden der sejrer.

5 tips til at lære, at være i Nuet

Nuet er et underligt begreb, for Nuet er jo hele tiden væk, Nuet er et split-sekund og så er det væk. Og hvordan kan man være i noget, som hele tiden er flygtigt?… 

Jeg prøver at tænke på at være i Nuet som en proces og som noget bevægeligt – ligesom en flod. Der er hele tiden bevægelse, som sker helt af sig selv – uden din indflydelse.
Du kan bakse med arme og ben for at komme hurtigt frem eller for at stoppe strømmen. Men floden bevæger sig stadig.

Derfor handler det, at være i Nuet, heller ikke om at skulle gøre noget, eller opnå noget, kæmpe for noget eller kæmpe i mod noget. Det handler om det modsatte – nemlig om ikke at gøre noget, ikke at kæmpe og ikke forsøge at påvirke hvad der sker, men blot at være i det.

Derfor bliver Nuet også beskrevet som væren.

Det er svært at være, når man hele tiden gør. For så bliver gøren ens livskraft og ens bevægelse, frem for at væren bliver ens livskraft og bevægelse.

Du kan godt være tilstede og samtidig leve dit liv. Du går ikke på kompromis med at ordne dine hverdagsopgaver, gå på arbejde eller være sammen med venner og familier, fordi du dyrker Nuet. Derimod så gør det det faktisk endnu bedre og nemmere at være dig, du får mere tryghed og tillid, færre bekymringer og tankemylder om fremtid og fortid, og lærer at kunne slappe mere af og bare være tilstede.

Dette er nogle af de ting jeg gør, for at være i Nuet:

1. Sansestimulering
Lav nogle ting, som stimulerer en eller flere af dine sanser og forsøg at ret fokus mod, hvordan denne sans opleves af din krop.

2. “Hvordan føles min krop?”
Stil dig selv dette simple spørgsmål. Formålet er ikke, at få et svar, men at rette opmærksomheden ned på din krop. Tag et bad og læg mærke til hvordan vandet føles på din hud. Brug en fjer og stryg den over din arm, eller find en blød sten og mærk hvordan den føles i din hånd. Gå med bare fødder udenfor, og mærke hvordan jorden føles på dine fodsåler. Når du spiser din mad, så smag virkelig på maden (alternativ, spis med hænderne, så du virkelig kan sanse maden). Læg mærke til farverne i maden du spiser, hvordan det dufter, smager og føles i dine hænder. Det er en måde at komme ind i Nuet på.

3. Der er intet at nå, intet at få, intet at opnå

Erkend, at der er intet her i verden du kan nå, få eller opnå. At alt det, du behøver allerede er inde i dig. Dette er en altafgørende ting at erkende, før man du give slip på at bekæmpe.
Ja, du kan opnå noget bestemt i livet, lære noget nyt, få en ny taske, eller en ny frisure, blive færdig med din uddannelse osv. men intet er dette har noget at gøre med dit indre. Når det kommer til dig indre, så er alting allerede i dig, men dette er bare ikke erkendt endnu. Det er UG Krishnamurti, som har fået mig til at forstå dette koncept.

4. Observering af omgivelser
En anden god måde, at komme mere ind i Nuet, er at lægge mærke til, hvad der sker omkring dig. Dette er også en anden måde at bruge dine sanser på. Læg mærke til, hvad du ser omkring dig, hvad du hører, hvad du mærker, lugter osv. Hvis sindet begynder at vandre og tænke, så lad det gøre det, men vend tilbage til din observation og vid, at sindet hele tiden er i gang, uanset om du følger det eller ej.

5. Slippe bekæmpelsen 
I forlængelse af punkt 3, er det vigtigt at kunne stoppe med at bekæmpe. Men uden at det bliver til endnu en form for bekæmpelse. “Stop dig selv, stop med at bekæmp!”, kan blive endnu en udøvelse af kontrol over dig selv. Det handler derimod om at kunne se, at bekæmpelsen ikke hjælper, ikke gør dig mere afslappet, tryg eller tillidsfuld. Når vi kan se, at bekæmpelsen intet gør for os, er det nemmere at slippe den.

9 måder at finde årsagen til din angst

Mange ting kan påvirke vores angst. Det kan både være de omstændigheder vi befinder os i nu og her – den måde vi lever på nu og det vi nu og her bliver udsat for. 
Det kan også være noget der har påvirket os for mange år siden. 

Barndom 

Vores barndom og opvækst, samt det miljø og de tilknytninger vi har haft som barn og ung, har stor betydning for vores psykiske helbred. Jo længere man jo tilbage, desto mere påvirkelig er hjernen også, og dermed kan én enkelt hændelse sætte spor og efterlade os med en angstlidelse (også mange år efter hændelsen).

Der er mange der glemmer, at uanset om de har været udsat for traumer eller omsorgssvigt eller ej, så har barndommen stadig en stor indflydelse på vores psykiske helbred. Det gælder også ligeså meget den måde hvorpå vi lærer, hvordan vi skal håndtere vores psyke – vores følelser og tilstande. Det handler om at forsøge at forstå hvilket barn du var, eller hvilke hændelser der dengang efterlod dig med en følelse af enten afmagt, frygt, utryghed, mistillid, sorg og lignende.
Alle børn har svære følelser, og hvis disse følelser bare én gang bliver afvist, hånliggjort, kritiseret eller på anden måde behandlet uhensigtigsmæssigt, er der altså en risiko for at udvikle psykiske lidelser.

1. Se på, hvordan dine forældre er/var, hvordan de håndterede deres psyke – for det er ubevidst noget der gives videre til dig. 
2. Kig på barndomsbilleder af dig selv
3. Tal med nogen, som kendte dig dengang 
4. Lav en tidslinje over din barndom og over større og mindre hændelser, som har sat spor i dig – hvordan blev hændelsen og følelserne håndteret dengang? 

Livsstil og sundhed (fysisk, psykisk og socialt) 

Det er ikke altid, at barndommen er årsagen til din angst. Det kan ligeså vel være, at du fører en livsstil som har været med til at igangsætte angsten. Ligesom at vi kan være født med sårbarhedsfaktorer som gør, at vi nemmere bliver påvirket af ude- eller indefrakommende triggere, så kan vi også blive påvirket af den måde vi lever på.
Koffein kan give angst, stress kan give angst, depression kan give angst, bestemte fødevarer kan give angst, svære relationer kan give angst, skamfølelse kan give angst, at være en pleaser kan give angst og dårligt selvværd kan give angst….
Så derfor kan det være en god idé at se på, om du lever på den bedste tænkelige måde, i forhold til at være god ved dig selv.

5. Lav en liste over de tætte (og ikke tætte) relationer du har i dit liv. Dette gælder også kolleger. Læg mærke til disse relationer og om dette er mennesker der giver dig glæde og følelsen af at være god nok.
6. Lyt til din indre stemme, læg mærke til hvordan du taler til dig selv. 
7. Lav en liste over hvad du spiser i løbet af en uge, for at se om du spiser mad der nærer din krop eller mad som forstyrrer dit blodsukker og dermed kan forårsage angst.
8. Spørg dig selv dagligt, hvordan du har det. Din følelsesmæssige tilstand er med til at påvirke angsten og hvordan du har det med dig selv.
9. Se på hvordan du har indrettet dig i dit liv – hvilke områder i dit liv giver dig glæde, ro, afslapning og følelse af samhørighed? hvilke områder strider i mod din selvfølelse, giver dig usikkerhed, dårligt selvværd eller tvivl?