Social angst: lær at “læne dig tilbage”

Dette er nok et af de bedste råd, jeg nogensinde har modtaget. Det var min søster der startede med at tale til mig, omkring min angst sammen med andre og at jeg kunne prøve at øve mig i at være “på bagkant” som hun formulerede det. 

Måske kender du det, når du er i en social situation. Man har meget fokus på sig selv, man tænker måske over hvad man skal sige næste gang, man er bange for hvad andre tænker om en, man vil gerne præstere, sige og gøre det rigtige og alt dette kan give enormt meget angst (og hvis man i forvejen har angst sammen med mennesker, så giver det én endnu mere angst, at skulle præstere). Alt dette handler om at “være på forkant” og er det modsatte af at læne sig tilbage.

Der kan være en underlagt idé om, at man skal reagere eller opføre sig på en bestemt måde (hos mig er årsagen til dette en striks barndom med en narcissistisk mor). Men det kan også “bare” være et samfundspres om at vi ikke må vise for meget sårbarhed.

Da jeg begyndte hos en terapeut for et par år siden, nævnte jeg dette med at være på bagkant og vi talte lidt om det. Terapeuten havde meget fokus på kropslige oplevelser og ville jævnligt spørge mig, hvad jeg mærkede i kroppen. Dette var en måde at få min hjerne til at få erfaring med, hvordan en hvis følelse føltes i kroppen og dermed nemmere kunne tilgå denne tilstand igen og igen.

Derfor talte vi om at “være på bagkant” og hun bad mig beskrive, hvad jeg mærkede i min krop, når jeg talte om det. Her kunne jeg mærke en følelse af at blive tynget ned i mit sæde, på en rar måde. Jeg følte at jeg lænede mig tilbage inde i mig selv, som om der var en blød sofa indvendigt, som jeg kunne læne mig ind i. Det var en afspænding i mig, en afslapning og ren afventen.

Jeg havde været vant til hele tiden at “være på forkant”, hele tiden vide hvad jeg skulle sige eller gøre flere minutter frem i tiden. Hele tiden være bevidst om hvordan jeg bar mig selv, hvordan jeg bevægede mig, så ud, talte og gjorde. At kunne læne mig tilbage, var ligesom at træde et skridt tilbage, træde ind i mig selv, være mere afventende og mere passiv – ikke passiv på den måde at jeg zoner ud, men passiv på den måde, at jeg ikke skal tage alt ansvaret for en situation.

Hele mit liv har jeg troet, at hvis jeg var sammen med andre, skulle jeg altid sørge for at alle var gode venner, at ingen følte sig udenfor eller trådt på. Det er jo en god kvalitet at have, man man skal også passe på at det ikke er på bekostning af ens egen velvære.

Derfor begyndte jeg også at indføre denne teknik rent kropsligt. Jeg begyndte fysisk at læne mig mere tilbage, når jeg var sammen med andre mennesker. Jeg begyndte at tillære et mere åbent kropssprog som også hjalp min krop til at slappe mere af.

Det kan være ekstremt angstprovokerende at skulle tage et åbent og afslappende kropssprog og indstilling, når man hele sit liv har været vant til at være anspændt og på vagt, for at undgå fare. Og der er også en vis risiko ved det, fordi man ikke ved, om man bliver udsat for noget grænseoverskridende (fx et fysisk eller verbalt angreb) når man er
i denne tilstand.

Men egentlig er det det modsatte, for når man er på bagkant, læner sig tilbage og er inde i sig selv, så stresser man ikke sig selv til at præstere, man er i kontakt med sig selv og med sin krop og følelser, og dermed tror jeg at man kan reagere ligeså godt på farefulde situationer, som hvis man var på vagt – og egentlig tror jeg også at man kan komme sig meget bedre, når man har en afstressende tilgang til sig selv og omverdenen.

7 råd til at håndtere din agorafobi

Den form for agorafobi jeg vil nævne her, er angsten omkring at føle sig fanget, fastlåst og være bange for at gå i panik sammen med andre.

Agorafobi handler også om angst for åbne pladser (med mange mennesker), og det er også muligt at disse råd vil kunne hjælpe dig i disse situationer, da det overordnet handler om angsten for at gå i panik sammen med andre.

Min agorafobi er stadig meget fremtrædende, men ikke ligeså meget som førhen. I en lang periode kunne jeg hverken besøge andre eller få besøg, af ren og skær panik – jeg følte mig fanget og fastlåst. Min agorafobi er en af mine PTSD-symptomer. Det gør at jeg nærmest automatisk går i panik når jeg er sammen med andre mennesker og ikke kan komme hurtigt væk fra situationen, fordi jeg har lært, at jeg ikke kan være tryg ved mennesker.

Det er stadig angstprovokerende for mig, men det er blevet en hel del nemmere for mig at være i og at håndtere angsten, og dermed føler jeg ikke at jeg på samme måde går glip af at gøre de ting, som andre gør.

1. Gør ikke noget, som du ikke føler dig klar til
Det var først da jeg for et par år siden mødte min veninde, som lærte og viste mig, at det var okay, at der var noget jeg ikke kunne at jeg begyndte at kunne bevæge mig ud af isolationen. Hun accepterede mine udfordringer fuldstændigt og satte ingen krav til mig. Det har gjort en kæmpe forskel og har lært mig at huske mig selv på, at det ikke handler om hvor man er eller hvad man laver, men hvem man er sammen med. Hvis du ikke føler du kan gå ind på den café, tage med til den fest eller få besøg, så vent med det – gør det når du føler en lyst, ja nærmest en trang til det, og når du føler at du er klar til at udsætte dig selv for denne eksponering!

2. Hold fast i de ting, som du stadig kan
Selvom angsten desværre kan have det med at forhindre dig i at gøre ting, som andre gør, uden at blinke med øjnene, så er der en grund til, at du ikke føler du kan gøre det – angsten har en finger med i spillet, og du har ikke selv valgt at få angst. Du har ikke selv valgt, at der er ting, du har svært ved. Fremfor at slå dig selv i hovedet, over de ting du ikke kan, så tænk over de ting du stadig kan – også selvom det gør dig angstfuld.
Hvis du allerede har steder og mennesker, som du føler dig tryg ved, så hold fast i det og dyrk det, endnu mere hvis du har lyst og overskud. Hold fast i de evner du allerede har, for det skal vi huske at værdsætte.

3. Det er okay, at undvige
Og det er okay, at indrette dit liv, sådan så du ikke føler dig endnu mere udsat og angstfuld. Det er okay, at gå en tur i stedet for at sidde på en café, det er okay at ikke tage med til den fest, hvis det er for overvældende for dig. Det er okay, at sidde i et hjørne på restauranten frem for at sidde lige ved døren. Det er okay, at du har brug for ekstra tryghed, og hvis du har nogle ting, der hjælper dig til at blive mere tryg – så brug dem. Hellere finde tryghed i noget end slet ikke at gøre det, fordi du tror at du skal være på en bestemt måde eller gøre noget bestemt.
I mit hjem, kan jeg bedst lide at der ikke er for varmt eller for lyst. Jeg har skaffet mig af med mine spisebordsmøbler, da det gjorde mig for anspændt og utryg at sidde ved dem, så nu sidder jeg på gulvet – også når der er gæster på besøg. Jeg har aldrig besøg af mere end én person af gangen, for det bliver for overvældende for mig. Ligesom at jeg ikke tager ud på caféer og restauranter, både fordi det er angstprovokerende for mig, men ligeså meget fordi at det ikke er noget jeg interesserer mig for.

4. Du skal ikke være, på nogen bestemt måde
Vi tror fejlagtigt, at når vi er i en bestemt situation, så er der ting der er rigtige at gøre og ting der er mindre rigtige at gøre. Fx at det ikke er en god idé at gå i panik, for så skaber man opmærksomhed omkring sig, eller det kan føles skamfuldt. Husk på, at det kun er dig der laver “reglerne” i dit liv, for hvordan du må være. Hvis du lærer dig selv, at det er okay at gå i panik, at det er okay at undvige og at det er okay ikke at have noget at sige, så er det også nemmere at slappe af i visse situationer, fordi du ikke har sat nogle barrierer op for, hvordan du må og ikke må være. Det er især svært at opføre sig “rigtigt”, når man i forvejen er meget utryg og angstfuld — allerede der skiller man sig ud – så hvorfor ikke fortsætte i det spor, ved at sige til sig selv: “Du må godt føle dig angstfuld. Du må godt gå i panik. Jeg kan godt forstå du føler at det her er en ubehagelig situation. Du skal ikke være på nogen bestemt måde”.

5. Du må godt blive i det og trække vejret
Når du så går i panik – føler dig fanget og har lyst til at undvige – så husk på, at det er okay at gå væk fra situationen. Det er okay at du beskytter dig selv, hvis du kan mærke at ubehaget er for stort. Det gør intet bedre, at tvinge dig selv til at blive i noget, som du ikke føler du kan rumme.
Hvis du så føler dig lidt mere okay i panikken, så prøv at trække vejret dybt ned i maven, når du mærker at du føler dig fanget og gerne vil flygte. En dyb vejrtrækning (og måske at lukke øjnene et øjeblik) kan hjælpe til at du bliver mere grounded i dig selv og mere rolig. For når du går i panik over at du går i panik, så er der ingen vej tilbage. Løsningen er at “slappe af” overfor panikken – at give dig selv lov til at være panisk. Det er okay, at holde en pause og lige give dig selv lov til at trække vejret uden at skulle gøre eller sige noget.

6. Sig det højt
Hvis du føler du er i stand til det eller at det vil hjælpe dig, så prøv næste gang du er et sted og du får angst og føler dig fanget, at sige det højt. Det kan være at sige, til den du er sammen med: “Jeg føler mig meget utryg lige nu, jeg kan ikke rigtig slappe af. Jeg er lige stille et øjeblik”. Og så giv dig selv lov til at trække dig lidt ind i dig selv og bare trække vejret og finde ind til din ro igen.

7. Ret fokus udad
Noget af det bedste man kan gøre, når man oplever intens angst og føler sig fanget, det er at rette fokus udad. Stil spørgsmål til den du er sammen med, læg mærke til, hvad der sker omkring dig, begynd at tal om noget du ser eller hører, sådan at du kommer ud af dit hoved og bliver mere tilstede i situationen.

 

Min psykiater var psykisk voldelig

Dette var min tredje samtale hos en privatpraktiserende psykiater. Jeg havde ikke været glad for at gå hos ham og følte mig ikke tryg ved ham eller set og hørt.
Til denne samtale skulle det vise sig, at han psykisk krænkede mig og tog manipulerende midler i brug for at få kontrol over mig. 

Psykiateren havde tilbudt mig at komme i behandling hos ham, hvor han ville bruge den velkendte terapiform EMDR, som er en traumeterapi.

“Jeg kan mærke at EMDR ikke er noget for mig. Udfra de ting du har fortalt mig, der strider det meget imod den måde jeg behandler mig selv på.”, sagde jeg.

“Du kan ikke udtale dig om noget, du ikke ved noget om”, svarede han kynisk.

Igen måtte jeg påpege at jeg kun kan følge min mavefornemmelse, og min mavefornemmelse siger, at det ikke føles rigtigt at starte denne terapiform og at jeg desuden har læst og set videoer om EMDR.

Igen grinede han hånligt, mens han sagde: “Jeg vil bare lige sige til dig, at din mavefornemmelse er noget andet end virkeligheden”.

Jeg kunne mærke tårene presse sig på og hvordan mit hjerte begyndte at galoppere. Både at skulle høre en autoritet, som i 15 år havde arbejdet som psykiater og var uddannet for at hjælpe sårbare mennesker som mig selv, få mig til at tvivle på mig selv, sige at min mavefornemmelse var forkert og at jeg ikke havde ret til at udtale mig om noget, bare fordi jeg ikke havde prøvet det.

Derfor svarede jeg: “Det jeg føler du siger til mig er, at jeg skal tvivle på min egen mavefornemmelse”.

Psykiateren afbrød mig, som han gjorde hver gang jeg sagde noget, “Nej nej nej nej”, mumlede han, men måtte stoppe sig selv, for man kunne se, at han ikke vidste hvad han skulle svare til det. “Hvad er din mavefornemmelse omkring….. den finske skærgård?”

“Det ved jeg ikke hvad er”, svarede jeg, og kunne ikke forstå hvad det nu havde med noget at gøre, og hvorfor han ikke bare kunne respektere mit “nej”.

“Du kan ikke have en mavefornemmelse om noget, du ikke ved hvad er”. Så begyndte han at tale om den finske skærgård i et stykke tid, for at overbevise mig om, at jeg ikke kunne udtale mig om noget, jeg ikke vidste hvad var.

Sådan gik det frem og tilbage, at han blev ved at påpege at min mavefornemmelse var forkert og at jeg ikke måtte udtale mig om noget, jeg ikke havde prøvet endnu.

Det gjorde ondt i mig. Her sad jeg, i forvejen med meget angst og skamfølelse, og en mand der skulle forestille sig at hjælpe mig og som fik penge for at sidde der (!!!) kun havde fokus på én ting, at vinde. Han kunne ikke acceptere at jeg sagde nej til hans terapiform eller at jeg havde en anden mening end ham.

Jeg påpegede det også og sagde direkte til ham, at jeg havde brug for at han faktisk bare kunne imødekomme det jeg sagde, at han meget gerne måtte fortælle om terapiformen, men at jeg bare havde brug for at han svarede “Det kan jeg godt forstå, du ikke har lyst til” (og respektere min holdning).

I stedet havde han kun fokus på at få kontrol over mig, styre min mening, gøre alt i sin magt, for at fortælle mig at jeg var gal på den og at det var ham der havde det rigtige svar. Det virkede helt som om han blev truet, fordi jeg ikke brød mig om det jeg hørte og havde hørt om EMDR.

Igen og igen fik jeg associationer til min mor, og ikke bare associationer men flashbacks. Det hele var alt for velkendt. Derfor var det også ekstremt overvældende at sidde derinde. Jeg blev ved at forsøge at stå fast og vise min mening og følelser på en ordentlig måde og han blev ved at disrespektere mig og forsøge at vinde, ved hele tiden at sige noget igen.

Helt fysisk sprang han frem i sit sæde, så jeg troede han ville springe over bordet og gå til angreb på mig. Man kunne mærke hans vrede, hans kontrol som skulle fylde det hele og overmande mig. Han skulle gøre alt for at nedlægge mig, koste hvad det vil – også selvom jeg blev trigget af ham.

Mit hjerte bankede hurtigere og hurtigere. Jo mere jeg stod fast, jo mere stod han også fast og forsøgte at få kontrol over mig. Jeg var bange. Jeg følte hverken jeg kunne blive eller gå, det eneste jeg kunne var at blive ved at sige ham imod og stå fast i mig selv, også selvom han blev ved at udøve sin magt.

Han mindede mig om min mor og hendes modstand mod mine følelser og meninger når de ikke stemte overens med hendes. Hun ville også blive meget oprørt, hvis jeg sagde noget andet end hende. Jeg måtte ikke havde en anden mening, så var jeg forkert. Og det var det, han også forsøgte at presse ned over hovedet på mig.

Konstant skulle han udtrykke, at han vidste mere end mig, at min mavefornemmelse var forkert og at han havde sandheden på sin side.

En af hans manipulationsteknikker, for at få ham selv til at ligne “the good guy”, var ved at blive ved at sige “Jeg respekterer dig”, “Jeg forstår dig”, “Jeg ønsker ikke at vinde noget personligt ved det her”, “Jeg er ligeglad med, om du vælger denne terapiform”.
Jeg kunne se lige igennem det. Det var så falsk, for det var jo ikke det han viste, ved konstant at svare mig i mod frem for at imødekomme mig.

Han afbrød mig konstant, lod mig ikke tale færdig, hidsede sig nærmest op over at jeg delte mine meninger og på intet tidspunkt responderede han faktisk på det jeg sagde. Han blev bare ved at komme med “beviser” på, at jeg ikke havde ret til at udtale mig.

Det endte med at jeg ikke længere kunne holde mine følelser tilbage. Hjertebanken og min indre følelse af at blive udskammet og krænket, kom op til overfladen. Han vidste, at jeg er vokset op med en narcissistisk mor, og så sad han selv og manipulerede med mig og viste mig ingen respekt, empati eller forståelse.

Jeg begyndte at græde og af ren og skær frygt for ham, lagde jeg mit hoved ned i mit skød. Indvendigt kunne jeg høre mig selv sige; “Du må ikke græde, nu er du endnu mere sårbar, nu kan han kontrollere dig endnu mere”.

Der blev stille fra hans side. Jeg tror ikke han forstod at jeg græd fordi han havde opført sig så krænkende og uempatisk. Jeg frygtede hans blik, hans hårde og fordømmende øjne, som jeg havde skulle se på i tre timer af mit liv. Jeg frygtede at han ville komme hen og lægge en hånd på mig eller bare gå henimod mig, så jeg skulle føle mig endnu mere krænket.

“Har du problemer med at trække vejret?” spurgte han. “Nej jeg går bare i panik”, sagde jeg mens jeg græd stille, men alligevel bare fokuserede på at trække vejret dybt. Jeg følte mig svimmel og kold i hele kroppen.
“Kig på mig” beordrede han pludselig. “Det har jeg ikke lyst til”, svarede jeg grådkvalt. “Kig på mig”, sagde han igen, “jeg skal vise dig hvordan du skal trække vejret”.
“Jeg vil gerne væk herfra”, fik jeg sagt. Han udskrev min journal som han havde lovet. Jeg rejste mig, tog det ud af hans hånd og fik sagt tak og farvel.

På intet tidspunkt kiggede jeg op. Jeg følte mig så ødelagt ind til benet, jeg låste mig selv ud og løb ned gennem opgangen, mens jeg brød fuldstændig sammen i hulkende gråd.

Jeg havde hyperventileret uden jeg vidste det. Jeg var blevet krænket. Selvom han ikke havde rørt mig, så havde hans ord, hans bedrevidende attitude, hans egoisme, hans forsøg på kontrol, hans forsøg på at vinde og nedlægge mig, knust mig fuldstændig.

Det var som at være tilbage i mit barndomshjem, tilbage sammen med min mor, som heller aldrig respekterede mine grænser eller gav mig lov til at være den jeg var, men altid skulle indirekte eller direkte fortælle mig, at jeg ikke havde ret til at være mig eller have de meninger jeg havde og som altid skulle kontrollere mig, fordi det var hendes eneste måde at fungere på – at kontrollere andre så hun ikke selv skulle kontrolleres.

Jeg kan godt forstå, hvorfor jeg har så lidt tillid til sundhedssystemet, til læger og psykiatere, til de mennesker som skulle forestille at hjælpe mig. Jeg kan tælle på én hånd, hvor få gode oplevelser jeg har haft i sundhedssystemet. Det har overvejende været dårlige og ubehagelige oplevelser, og dette er endnu en af dem.

Jeg har mødt større empati fra servicemedarbejderen nede i Fakta, end fra denne psykiater.

 

Fra min dagbog #3

Om at have angst og skam over at få besøg.

04.03.13
22 år gammel 

Det er skræmmende, tarveligt og unfair, at livet skal være så svært for mig. Det er ikke engang i sådan en grad, hvor jeg kan lave sjov med det og tænke, når ja, og hvad så? Det er seriøst det her jo.

Jeg har haft skærende hovedpine det meste af i dag, på trods af, at solen har skinnet og himlen har været blå.

Jeg skal eksponere mig selv overfor ubehagelige situationer, men for mig er det umuligt bare at gøre det, jeg skal tage bitte små skridt, hvor jeg oplever lidt angst men ikke så det overvælder mig. Men hvad gør man lige når hele ens liv er angstfuldt? så er der jo ingen trin, fordi alt er ubehageligt for mig.

For en måneds tid siden, troede jeg jeg kunne opdele min angst i grupper over mere eller mindre angstprovokerende situationer. Men nu virker det bare som om det hele er én kæmpe smøre, som jeg ikke kan finde hoved og hale af. Det hele er angstfuldt.

Det gør mig rasende. Jeg lider af socialfobi og har gjort det i tre år og mennesker skræmmer mig stadig. Så lang tid efter.

Jeg har været ærlig overfor dem omkring mig, og fortalt det jeg føler jeg kan fortælle. Ikke alle har kunne forstå det lige godt, men det i det mindste har jeg været ærlig. Men alligevel skammer jeg mig, jeg kan mærke det, lige indimellem – jeg tror at jeg er rigtigt fri og løsrevet fra skammen, men i virkeligheden er det et spil, hvor jeg lader som om, at jeg er ovenpå, at jeg er kommet forbi den følelse, af at skamme sig.

Jeg tror først, at jeg er kommet forbi skamfølelsen, når jeg rent faktisk i en situation (hvor jeg får angst) tør kigge på personen jeg sidder med, og sige: “Jeg bliver rigtigt nervøs lige nu. Jeg skammer mig virkelig meget over det, for jeg ved ikke hvorfor.” = Jeg er ærlig, ja, jeg skammer mig, men i det mindste siger jeg det. Jeg erkender det.

Jeg kan ikke engang forklare i ord eller til nogen, hvor bange jeg er for at få besøg af nogen som helst, at skulle opleve at gå fuldstændig i panik, svede, ryste, blive rød i hele hovedet, være urolig og fuldstændig skamfuld.

Jeg er så bange for det, og alligevel ved jeg, at jeg bliver nødt til at indse det. Selvfølgelig skal jeg ikke tvinge mig selv til at være i den værst tænkelige situation, men jeg skal lige så stille vænne mig til at få besøg.

Jeg er ked af, at jeg skal have det sådan her. På det sidste har jeg tænkt så meget på at dø. Hvor befriende det må være, at ikke skulle kæmpe mere, bare endelig kunne få fred. Det er så smertefuldt at tænke på, at det skal være så hårdt at være i live, når man ved, at det er en million gange lettere at undgå det.

Jeg er træt af at finde løsninger til, hvordan jeg skal være i en situation. Jeg er træt af at leve i konstant angst for, at folk skal se mig. Se, hvor skamfuld jeg føler mig.

Jeg har stadig en meget kontrolleret adfærd, der gør, at jeg ikke kan give helt slip, og derfor ikke bare kan sige at det er okay, at jeg rødmer og bliver nervøs. Jeg får så ondt af mig selv, at jeg skal have det sådan her, at jeg ikke har nogle penge, at jeg ikke engang har råd til at få hjælp af den terapeut jeg endelig føler tillid til, og føler kan hjælpe mig.

Jeg er træt af det her liv, træt af at kæmpe så meget for at leve det. Hvad kæmper jeg for? hvad er der inde under alt den angst? Hvad er det for et liv jeg lever, er det overhoved det værd? Er jeg det værd?…

Jeg har ondt af mig selv. Når jeg ser mig selv udefra, og læser disse ord, som var det en anden der havde skrevet dem – hvilket jeg nogle gange også føler jeg er – tænker jeg, hvor smertefuldt det er.

Det er forfærdeligt at jeg skal leve sådan et liv. Alle de ting, som jeg før i tiden havde glæde af – alt det sociale, at føle mig som en del af noget, at gøre de basale ting…. det bliver jeg nødt til undgå nu, fordi jeg er bange.

4 forskelle på PTSD og kompleks PTSD

Vi hører rigtig meget om PTSD – posttraumatisk stress syndrom, blandt andet i forbindelse med soldater der vender hjem fra krig og “tager krigen med hjem”. Dog hører vi ikke meget om kompleks PTSD som er ligeså slem og invaliderende som PTSD.

I det danske diagnosesystem, skal man også have diagnosen PTSD, for at få diagnosen kompleks PTSD. På mange måder er de to ens, blandt andet i den forstand at begge er en reaktion på et traume – på en stressbelastning – altså en hændelse, som i situationen har været overvældende og som individet ikke har været i stand til at kapere eller håndtere.

Det er et traume, når det er noget der overbelaster os fysisk eller psykisk og fordi vi er mennesker og ikke robotter, så kan vi alle blive udsat for traumer – det handler ikke om hvorvidt vi er robuste nok eller ikke robuste nok, det handler bare om, at nogle ting bliver for overvældende, farlige, stressende eller chokerende, og at vi derfor ikke evner at håndtere dem. Dette er ikke en mangel i mennesket.

Her er 3 forskelle på PTSD og kompleks PTSD:

1. Krig eller andre fysiske og/eller kortvarige traumer

PTSD opstår ofte efter en kortvarig, enkeltstående og/eller fysisk hændelse. Dette kan fx være krig, et trafikuheld, et overfald, pludselig dødsfald eller lignende.

Kompleks PTSD derimod er resultatet af årelange traumatiske hændelser. Fx kan man få kompleks PTSD efter at have været i et voldeligt forhold, hvor man har været i et psykisk og/eller fysisk utrygt miljø over en længere periode. Man kan også få kompleks PTSD hvis man har været udsat for mobning i skolen eller andre steder.

Jeg har kompleks PTSD fordi hele min barndom på sin vis har været én lang utryg hændelse, både fra mobning i skolen til omsorgssvigt i hjemmet.

2. Fysiske/visuelle eller følelsesmæssige flashbacks

Både ved PTSD og kompleks PTSD er et af symptomerne flashbacks. Dog er der forskel i hvordan de opleves. Ved PTSD er det ofte mere konkrete flashbacks hvor individet sendes tilbage til fx krigszonen eller biluheldet og ser indre billeder, hører lyde eller lugter lugte fra traumet. Derudover er der selvfølgelig de symptomer der følger med af hyperårvågenhed, angst og stærkt ubehag, vrede, skyld og undvigelse.

Ved kompleks PTSD er det dog ikke konkrete flashbacks der forekommer, men derimod følelsesmæssige flashbacks. Individet ser ikke nødvendigvis nogen konkret hændelse eller sanser noget andet fysisk fra traumet, men får derimod følelsesmæssige flashbacks. Dette er som at genopleve traumet igen på et følelsesmæssigt plan.

Årsagen til at flashbacksne sker på denne måde, kan være fordi offeret for kompleks PTSD ikke har været udsat for én konkret hændelse at hægte sig på, men har været udsat for en eller mange vedvarende og længerevarende traumatiserende hændelser. Det kan være derfor at sindet bliver sendt ind i det følelsesmæssige.

Her kan der komme følelser som forladthed, skam, skyld, stor utryghed og angst, følelsen af at være ubeskyttet og i fare, en manglende evne til at afstemme sig selv, at være magtesløs, føle sig som et lille barn der ikke kan tage sig af sig selv eller opleve at man dissocierer og altså flygter væk fra sin krop, ford det er for smertefuldt at være “til stede” i den.

De flashbacks jeg selv får, er ofte en følelse af at være meget alene og samtidig føle en meget stor sorgfølelse.

3. Kompleks PTSD handler ofte om traumer i relationen til omsorgspersoner

Når der sker traumatiske hændelser i denne relation – det kan være hvis forælderen er psykisk syg, der forekommer vold, gentagne overgreb eller et generelt utrygt miljø i hjemmet, så kan individet udvikle kompleks PTSD.

Det handler om, at traumet bliver en del af det der skulle være individets naturlige, sunde udvikling og individets udvikling bliver dermed

Min komplekse PTSD er foreksempel kommet fordi jeg har haft en narcissistisk mor
og hjemmet var derfor altid præget af utryghed, mistillid, frygt for hvordan min mor ville opføre sig og reagere, hyåperårvågenhed og jeg måtte gå på listetæer og hele tiden forsøge at “gøre det rigtige”, for at tilpasse mig min mor.

4. Det er sværere at heale fra barndomstraumer 
Der er stor forskel på, om du har haft en tryg opvækst, hvor du kunne have tillid til dine omsorgspersoner og så senere har oplevet et traume. For i denne situation, vil du, uanset hvor traumatiserende de oplevelser har været, havde et punkt at vende tilbage til. Du har tilstande du kan vende tilbage til af tryghed og tillid.
Har man haft en utryg barndom, hvor man aldrig kunne slappe af og aldrig følte tillid til sig selv eller omverden og udvikler kompleks PTSD på baggrund af dette, er det sværere at heale såerne. Du har ikke noget sundt at vende tilbage til. Det kan godt være, at du har trygge øjeblikke fra barndommen, men du har ikke nødvendigvis noget anker af tryghed at holde fast i. Derfor er det en meget dybegående proces, at skulle til at lære at fungere helt på ny – det er ligesom at blive et barn igen og skulle lære at knytte sig til andre mennesker på ny, lære hvad tryghed og tillid er, lære hvad kærlighed er – lære alt det basale helt på ny, fordi man ikke fik det til at starte med. Det kan være svært at se vejen i tågen, fordi der ikke er noget minde om, hvad kærlighed eller tryghed var.

6 råd til at føle dig grounded

Nogle gange har vi brug for at føle os grounded. At føle sig grounded kan oversættes til at have jordforbindelse, at være “nede på jorden”, rolig, afslappet og kunne mærke sin krop og føle sig stærk i den.

Her er 6 råd til at føle dig grounded:

1. Fokus på fødderne
Prøv at forestil dig, at der vokser rødder fra dine fodsåler og ned gennem jorden/gulvet.
Hvis du sidder ned, så sørg for at begge fødder er placeret på gulvet og at du ikke krydser benene.

2. Kropsstilling
Sid eller stå i en stilling, som giver dig større kropsbevidsthed og større ro og grounding i din krop. Krigerstillingen bruger jeg ofte ubevidst, når jeg kan mærke jeg har brug for at føle mig grounded og stærk. Sæt dig på kanten af stolen, så du kan mærke dit haleben. Begge fødder plantetn på jorden og i 90 graders vinkel.
Saml dine fingre og sæt hænderne i hver side af din lyske sådan så tommelfingrene hviler ind mod din lyske. Albuerne ret ud til hver side og rettet ryg. Tag nogle dybe vejrtrækninger mens du sidder sådan her.

3. Vejrtrækning
Læg mærke til din vejrtrækning og sørg for at du trække vejret helt ned i din mave. Mærk, at din mave rejser sig når du trækker luft ind. Tag dybe og lange vejrtrækninger og lad dine skuldre sænke sig.

4. Fokus på haleben, lår, ryg, numse
Sidder du ned, så læg mærke til dit haleben, numse, lår og ryg og mærk en tyngde her. Læg mærke til, hvordan det føles at sidde på det underlag du sidder på. Mærk hvordan at du og stolen bliver et. Læg mærke til din ryg og hvordan den føles mod stolens ryg.

5. Jordlige æteriske olier
Cedartræ har fx en meget beroligende og grounding effekt pga den jordlige duft. Prøv at tage ned i din lokale helsekost og spørg hvilke jordlige æteriske olier du har – du kan endda få lov at dufte til dem inden du køber.

6. Gå ud i naturen
Det siger nok sig selv, for at få fysisk jordforbindelse, kan vi have behov for at komme ud af lejlighedskomplekset og ned på rigtig jord. Du kan endda smide sko og strømper og gå rundt på bare tæer og mærke jorden under dig (hvis ikke det er for koldt). Eller gå en tur i skoven og mærk jorden under dine skosåler, mærk vinden og lyt til træernes brusen. Naturen er det bedste middel til grounding, for du kommer i direkte forbindelse med din egen indre natur og din evne til at fungere naturligt.