Sådan vender du angstanfaldet til en ro

De sidste 2 timer har jeg haft et stigende angstanfald. Mine lunger lukkede sig sammen, åndedrættet blev overfladisk, det svimlede, alting føltes uvirkeligt og jeg frygtede konstant at lige om lidt ville jeg falde død om, få et hjertetilfælde eller besvime.

Underligt nok – selvom jeg godt ved, at det er et angstanfald jeg har og jeg kan sige til mig selv; “Lige nu trækker du ikke vejret normalt – det er derfor du bliver svimmel. Du har et angstanfald, det er derfor du føler du skal dø. Der er ikke noget i vejen med det” er jeg alligevel helt ude af den og kan mærke hele min krop spænde, selvom mit hoved siger; “Det er okay, træk vejret ned i maven”.

At kunne tale til sig selv under angstanfaldet…
Den eneste måde, hvorpå jeg kan vende angstanfaldet til nærvær, omsorg og ikke mindst forløsning for mig selv, er når jeg lægger min ene hånd på min mave og min anden hånd på min brystkasse og siger til mig selv; “Det er okay at du bliver bange lige nu. Det er okay at du ikke kan trække vejret normalt. Lige nu skal du slet ikke gøre noget. Du må godt føle dig ude af kontrol.”

Derudover er det vigtigt at jeg befinder mig et sted, hvor jeg ved jeg kan være mig, hvor jeg ikke bliver forstyrret af noget omkring mig eller skal forholde mig til andet end blot at være der for mig selv.

Hvad der efterfølgende sker…
Lige så snart, og for hver gang jeg kan gøre dette, så mærker jeg først en ked-af-det-hed sprede sig som vand der koger indvendigt, og buldrer op og skyller op til min bevidsthed og bliver til gråd. Jeg tillader mig selv at blive ked af det, ikke bremse følelsen eller tårene, men lade dem få frit løb og med det samme, oplever jeg en forløsning. En ro der sænker sig. En okay-hed over at være hvor jeg. Dette betyder ikke at jeg pludselig er fuldstændig angstfri eller slet ikke ked af det eller anspændt, men det letter på en stor del af trykket, anspændtheden og angsten og det gør at denne ro kan sprede sig og blive til en afslappethed over at være mig med de følelser og tanker, der er der lige nu.

Det er der, hvor jeg er nu. Jeg kan ikke smile eller være “ovenpå”, men jeg føler jeg er i mig selv. Jeg tænker ikke frem eller tilbage, jeg bekymrer mig ikke, jeg føler ikke der noget jeg skal gøre eller være. Jeg føler bare, at jeg kan være.

Sådan er det at have undvigende adfærd (og sådan giver du slip på den)

Det er meget almindeligt at undgå ting, steder eller mennesker, når man har angst. Vi gør det for at føle os trygge.

Undvigelsesadfærd betyder, at du har udviklet en automatisk flugtmulighed som du bruger dag ud og dag ind. Det er svært at give slip på denne undvigelsesadfærd, fordi der er så meget angst forbundet med det, du undgår.

På grund af min undvigelsesadfærd udviklede jeg en angst for at være fanget i en situation – ikke kun fanget som i lukket inde i et rum, men også hvis jeg skulle sidde til bords med andre – det var en følelse af at være fanget, fordi jeg ikke syntes det var acceptabelt bare at gå fra situationen.

Jeg var angst for at få angst, når jeg sad i en sådan situation og angst for, at andre kunne se, at jeg blev angst. F.eks. kunne jeg mærke at jeg begyndte at rødme, især hvis opmærksomheden blev rettet på mig, jeg kunne ikke slappe af, og jeg frygtede at folk kunne se rødmen og ville kommentere på det. Jeg syntes det var underligt at rødme, når der ikke umiddelbart var noget at rødme/få angst over (i andres øjne).

At give slip på undvigelsesadfærden
Da jeg begyndte at give slip på min undvigelsesadfærd, var det fordi jeg følte mig klar til det og følte mig modig nok til at gøre det. Det var nemmere end jeg havde troet og jeg fik det bedre nærmest med det samme.
I stedet for at lytte til min undvigelsesadfærd og blive væk fra bestemte situationer, begyndte jeg at sige ja til mulighederne.

Dette er de 4 skridt jeg tog, til bedre at kunne give slip på undvigelsesadfærden og være i de situationer som jeg prøvede at undgå:

1. Jeg begyndte at fokusere på det jeg skulle; glæden ved at være i den situation, fremfor hvor bange jeg var for det.

2. I stedet for at fokusere på alle de forskellige tanker, begyndte jeg i stedet at fokusere på, at trække vejret, ikke sige så meget og i stedet lytte til hvad andre havde at sige og være opmærksom på hvad der skete omkring mig.

3. Hvis jeg fik lyst til at sige noget, så gjorde jeg det.

4. Det er vigtigt ikke at være hård ved dig selv, hvis du ikke føler du kan være i en situation. Det tager tid at vænne sig til, at noget som man før har undgået, pludselig er noget som man godt kan være i. Hvis du pludselig har behov for at undvige situationen, komme væk eller blive væk, så lyt til det og gør det. Du får ikke noget ud af, at presse dig selv. Vær tro mod dig selv og gør det, som føles godt for dig. Det er helt normalt at tage nogle skridt frem og derefter nogle skridt tilbage, for i det store hele bevæger du dig alligevel fremad.
Det er også okay, at du ikke føler dig angstfri – det er heller ikke formålet at være angstfri, formålet er at du lærer at være okay med at være dig – både med angst og uden angst.

Har du også undvigelsesadfærd? og er der noget du undgår af frygt for, hvad der kunne ske hvis du var i det?

3 råd til at se angsten i øjnene

De fleste som oplever angst og søger behandling og hjælp, vil ofte få af vide, at det som gør flest underværker er, at gøre det, som gør én angst og ikke at flygte fra det. I dette indlæg vil jeg komme ind på, hvordan jeg har lært at eksponere mig selv for min angst og hvad der har hjulpet mig bedst.

Da jeg første gang fandt ud af, at angsteksponering nok var den bedste måde at komme angsten til livs på, var jeg mildest talt opgivende. Når man oplever meget angst, er det sidste man ønsker, at konfrontere den. Man har ikke ønsket om at føle sig mere angst end man er i forvejen, og jeg synes der er alt for lidt information at finde omkring hensigtsmæssig angsteksponering som er ligetil.
Det som har hjulpet mig, til at eksponere mig selv for angsten, har været følgende tre ting:

1. At lære at slappe af og håndtere angsten
På et tidspunkt, inden jeg rigtig havde lært at afstemme mine følelser, få ro i kroppen og forholde mig til angsten, eksponerede jeg mig selv for den. Det var et kæmpe skridt nedad for mig, fordi jeg havde jo en rigtig god intention om at se angsten i øjnene, men jeg evnede bare ikke at tage hånd om angsten, når jeg var i den angstfulde situation og derfor var det som at brænde nallerne gang på gang. Det gjorde at jeg begynde at få mere angst for angsten end før.
Derfor var det først da jeg begynde at øve mig i, på dagligt basis, at slappe af i min krop, forholde mig til mine tanker og være rummende, accepterende og empatisk overfor mig selv og angsten, at jeg kunne begynde at se fremskridt i angsteksponeringen. For da kunne jeg være i situationen og bære mig selv og derfor lære noget fra gang til gang, fremfor blot at gå i panik over angsten.

2. At forholde sig til angsten for angsten
Meget af det, som har stoppet mig i at eksponere mig selv for angsten, har været den angst som opstår inden jeg skal være i en angstfuld situation. Der kommer angsten til udtryk som panikanfald, åndedrætsbesvær, kvalme og opkast, hjertebanken og lignende. Det eneste som kunne få mig til at få ro var, at jeg sagde til mig selv; “Jeg tager ikke derhen.”
Nogle gange tog jeg ikke af sted, andre gange dalede angsten bare ved at jeg satte forventningerne til mig selv ned. Jeg får stadig angst for angsten og der øver jeg mig i at spørge mig selv; “Hvad er det værste der kan ske?”. På den måde kan jeg finde ud af, hvad det er jeg bliver angst over. Jeg siger til mig selv, at jeg godt må føle mig angst, at jeg ikke skal præstere noget, jeg har ret til at være mig, jeg har ret til at føle mig usikker, angst og helt rystende.
Meget af min angst kommer af, at jeg føler det er skamfuldt og forkert at føle angst, og derfor at jeg skal undgå at få angst – når jeg derimod imødekommer angsten, så er der ikke mere så meget at være bange for.

3. Lyt til dig selv
Selv hvis jeg står i en situation og føler altoverskyggende angst, så siger jeg til mig selv – både inden og under – at der altid er noget at gøre. Jeg kan altid vælge at sige; “jeg har lige brug for at sidde med øjnene lukket”, “jeg skal lige på toilettet”, “jeg kan mærke jeg bliver meget angst ligenu og jeg har lige brug for at komme væk herfra” – eller, hvis man er et sted hvor man ikke kender folk, simpelthen bare gå væk derfra. Du skylder ikke nogle mennesker noget, har du det skidt og har brug for at komme væk – så gå væk derfra. Har du brug for at sige det højt? Så gør det. Lyt til dig selv først og fremmest og spørg dig selv, hvad du har behov for nu og her.
Når man har angst, så er hver angstfuld situation en angsteksponering! Hver situation er noget man øver sig i, det er situationer hvor man på nuværende tidspunkt ikke kan slappe hundrede procent af, derfor er det også helt okay at lytte til sig selv og sige stop, hvis man ikke kan klare at være i angsten. Det værste er ikke at undgå angsten, det værste er at udsætte sig selv for så meget angst, at man bliver endnu mere bange end før og bliver endnu mere overvældet.

Download min gratis e-bog om angsteksponering her.

Er du i gang med angsteksponering? Hvad har hjulpet dig mest til at se angsten i øjnene?

3 råd til dine bekymringstanker

Angst og bekymring går hånd i hånd. Vi bliver bange, frygter for fremtiden og bekymrer os om ting vi har gjort eller sagt eller om ting ude i fremtiden.
Her er mine råd, til at komme bekymringstankerne til livs.

1. Lyt til tankerne
Tanker kan ofte være et værre mylder, som derimod giver os stærke følelser. Begynd at lægge mærke til, hvad tankerne egentlig siger, hvad er det helt præcis der bekymrer dig og hvorfor? Det kan også hjælpe at sige det høj eller optage det på lyd eller skrive tankerne ned.

2. Skal du gøre noget ved det?
Bekymrer du dig om noget du skal ude i fremtiden, som du rent faktisk ikke har lyst til? Er bekymringerne realistiske eller er det “bare” tankemylder? Hvis du er bekymret over noget i fremtiden, som du bekymrer dig om, fordi det er noget du ikke har lyst til, så lad være at gøre det! Man kan nemt komme til at bekymre sig, hvis der er noget vi føler vi skal. Vi kan så nemt lægge et pres på os selv og det pres gør, at vi stresser os selv til at være noget, vi ikke er. Du skal ikke præstere noget, du skal ikke please nogen, du skal bare være dig.
Bekymrer du dig om noget du har gjort eller sagt eller noget der er sket i fortiden, kan det være en idé at finde ud af om det er noget der ikke er afsluttet. Er du kommet til at sige eller gøre noget dumt og føler du skyld over det? Måske det er en idé at tale med de involverede og afslutte det. At sætte ord på, hvordan man har det, kan hjælpe en hel del.

3. Bekymring findes ikke i nuet
Når vi bekymrer os handler det altid om noget ude i fremtiden eller tilbage i fortiden, derfor er noget af det bedste man kan gøre, at øve sig i at være i nuet. Fokusere på hvad du skal lige nu og herr eller på hvad du laver lige nu og her. Bring din opmærksomhed ind i dine fysiske fornemmelser, læg mærke til lydene omkring dig, læg mærke til hvordan det føles under dine fødder eller hvordan det føles når du bruger dine hænder – i det du nu laver. Hver gang tankemylderet kommer, så bring opmærksomheden tilbage til nuet. Din hjerne kan ikke være to forskellige steder på samme tid, derfor, når du er i nuet med din opmærksomhed, kan du ikke være i for- eller fremtiden.

Hvad gør du ved dine bekymringer og tankemylder?

Der er ingen grund til at få folk til at prøve at kunne lide dig

Når man stopper med at få andre til at kunne lide eller acceptere én, så kan man fokusere på i stedet at kunne lide og acceptere sig selv!

Vi gør os så mange anstrengelser for, at folk kan lide os, fx ved at være evigt lyttende, hjælpsomme, over-interesserede, ved at stille en masse spørgsmål til andre eller være meget “ovre i den anden”. Men jo mere vi gør det, jo mindre mulighed er der for, at vi kan være der for os selv, passe på os selv og holde af os selv.
Det betyder så meget for os at andre kan lide os, nok fordi vi også gerne vil undgå at føle os alene og ubetydelige.

Men fakta er det at man kan ikke få andre folk til at kunne lide én. Uanset hvor mange anstrengelser man gør sig, er det ikke ens eget valg om andre mennesker kan lide en.

Denne proces er jeg selv i gang med at øve mig i, derfor påstår jeg heller ikke at jeg ikke prøver at please andre eller få folk til at kunne lide mig, eller at jeg ikke er afhængig af andre mennesker for at føle mig tryg. Jeg tror bare jeg begynder at erfare, at jeg føler mig allermest tryg og allermest god nok, når jeg kan være der for mig selv først og fremmest.

Når jeg kan lytte til mine egne behov og ønsker og handle på dem. Være mere selvisk, men uden at træde andre over tæerne. Være imødekommende, smilende og åben overfor andre, men uden at lægge mig selv på hylden for andre mennesker.

Man kan sagtens være interesseret og omsorgsfuld overfor andre, samtidig med at man sætter sig selv først! Andre mennesker kan også mærke, at du er der for dig selv, og det er en god kvalitet at have – at man er god ved sig selv! Det er noget andre mennesker bliver draget til, og derfor vil der uanset hvad være folk som kan lide at være sammen med én, når man vælger sig selv til frem for fra.

Det er okay, ikke at være okay

Der er tre spørgsmål som optager mig om (social) angst: 
1. Hvorfor er angst så ubehageligt? 
2. Hvorfor går vi så højt op i at fjerne den?
3. og hvad er vores mål – hvad ønsker vi at føle – hvis ikke angst?

Nedenfor vil jeg forsøge at besvare mine egne spørgsmål, udfra min egen oplevelse.

1. Angst er ubehageligt, fordi det ikke er acceptabelt nogle steder, at føle sig angst. Se bare når folk bliver nervøse – man oplever ofte at andre reagerer negativt på det, laver sjov med det eller udleverer personen.
Virker den nervøse person nogensinde okay med at være nervøs? Nej.
Jeg tror mere den nervøse person føler sig mere værdiløs, forkert eller ked af det, når folk siger: “Ej du bliver SÅ nervøs, slap nu af, tag det dog lidt roligt!”. Det er da ubehageligt at føle, at man ikke er god nok, bare fordi man bliver nervøs.
Enhver negativ følelse er ikke rigtig acceptabel nogle vegne, medmindre man er til en begravelse. Men selv til begravelser er det som om at folk holder igen med at lukke for mange følelser ud.
Hvorend man kigger hen, ser folk ned på dem, som viser “negative” følelser. Hvorfor? fordi ingen er okay med ubehagelige følelser, ingen kan finde ud af at håndtere dem. Så hvis én person ikke kan håndtere sine egne følelser, hvordan skulle han/hun så kunne acceptere dine? Det starter med det ene menneske; mig.

2. Vi vil gerne slippe angsten, få den væk, fordi det føles ubehageligt at være angst. Det er ikke “tilladt” at føle sig angst.
Alle vegne bliver angsten set som en svaghed, en sygdom, en hjernefejl og noget rigtigt dårligt som må og skal fjernes og kureres.
Vi lærer af læger, lærere, forældre og andre autoriteter i vores liv, at de “dårlige” ting må væk, så de gode ting kan blive.
Livet er både mørke og lys, både de rare og ubehagelige sider.
I virkeligheden findes der ikke noget godt og dårligt, men vi har lært os selv og andre, at fordi nogle ting føles rare, så er de “gode”. Og fordi andre ting føles ubehagelige, så er de “dårlige”.

Af en eller anden grund stræber vi altid efter kun at have det godt, og tror at et lykkeligt liv indebærer at have det godt – hele tiden. Men der er ingen som slipper for at gå i gennem fysisk og psykisk smerte også.

Angst føles ubehageligt, fordi vi har lært at føle at det er ubehageligt og fordi vi har modstand mod den – fordi den føles ubehagelig. Når noget føles ubehageligt, så stivner vi. Når noget føles rart, så bløder vi op.
Giv slip på idéen om, at angst er noget negativt.  Selv det at elske et andet menneske er ikke kun positivt og “godt”. Det handler om tilgangen til det – om vi håndterer det med modstand eller accept – kærlighed eller frygt . Dermed bliver dét adskillelsen af ting – ikke tingene i sig selv, men din tilgang til det.

Hvis vi ser på angsten gennem acceptens og kærlighedens briller, er angsten ikke negativ. Hvis vi ser angsten gennem frygtens briller, bliver den noget vi må bekæmpe eller flygte fra, noget som er dårligt, noget som ikke er velkomment.

3. I min optik ønsker jeg ikke at føle noget andet, end det jeg føler lige nu. 
Fordi jeg føler der er en mening med det, som sker i vores liv. Hvad føler jeg? Føler jeg modstand eller accept overfor det? Det er det vigtigste for mig – igen, det handler om min tilgang til det, ikke om “problemet”.
Hvordan kan vi acceptere noget, som vi har lært vi skal bekæmpe eller flygte fra?
Først må vi kunne give slip på modstanden, før vi kan acceptere det, som er.
Vi må lære hvordan det føles at give slip på en stramt greb om noget, vi tror vi behøver. Modstand er ligesom at svømme mod strømmen. Hvordan kan vi acceptere strømmen når vi kæmper imod den? Vi giver slip på modstanden. Vi giver slip på at svømme mod strømmen – giver op på kampen. Hvad sker der så? Vi vil flyde i samme retning som strømmen flyder, vi vil flyde med bølgerne. Hvordan kan vi acceptere strømmen nu? Det behøver vi ikke engang prøve på, det gør vi bare, for livet er det der sker, når vi giver slip. Når livet er denne her flydende strøm, oplever vi accept og kærlighed vokse ud af den hengivelse til livet. At flyde er accept, at flyde er kærlighed, at flyde er at leve.