Jeg er blevet interviewet af Friendley

I september måned blev jeg kontaktet af Friendley som er en nystartet app, der handler om at folk med samme fysiske eller psykiske udfordringer, kan hjælpe hinanden og man dermed kan spejle sig i andre med lignende udfordringer. 

Jeg blev kontaktet og spurgt, om jeg ville interviewes i forbindelse med min angst, og det sagde jeg ja til. Derefter har Friendley uploadet dele af interviewet til deres Instagram-profil sammen med et billede af mig.

Det er første gang, at jeg er blevet interviewet – selvom det er noget jeg siden barnsben har drømt om. Derfor var jeg også nervøs, men da jeg først begyndte at fortælle om mine erfaringer med angsten, så gik det derudaf.

I kan se de to dele af interviewet her og her.

Det gør mig glad at vide, at der er nogen som har lyst til at høre min historie og jeg glæder mig til at se app’en når den sådan rigtigt bliver sat i gang.

Mistet appetit: Når sindet siger nej til mad

Kender du det, når maven knurrer og man er måske sulten, men man kan ikke få noget mad ned? Ofte er der en anden følelse der rumsterer. Måske angst, måske ked-af-det-hed, måske endda sorg. Der er en anden følelse udover sulten til stede. Nogle gange er man heller ikke sulten, maven knurrer ikke og man har slet ikke lyst eller behov for mad. 

 

Hvorfor sker det?

Der kan være flere årsager til, at man mister appetitten, men denne situation jeg tænker på er, når man mentalt er i en tilstand, hvor man ikke kan eller vil tage i mod mad på grund af en psykisk tilstand der gør, at man lukker af for dette behov eller lyst.


Mad er kærlighed, men kærlighed er også andet end mad

Hvis man føler sig nedtrykt, angst eller bange kan det være svært at føle appetit og det kan være svært at modtage mad, for mad er kærlighed og mad er ligmed tryghed. Hvis man føler stort ubehag og stor utryghed, så kan det være svært at tage imod mad – svært at tage imod kærlighed. Måske skal man kigge et andet sted hen, for at føle sig tryg og elsket?

Hvad kan man gøre?

For guds skyld skal man aldrig tvinge mad i sig. Tvang kommer man ingen steder med. Derimod er det vigtigt at forstå, hvorfor man har mistet appetit – er der nogle andre føleser til stede? hvorfor er de følelser der? hvad har man behov for lige nu?
Det sidste spørgsmål er vigtigt, for måske har man brug for noget helt andet end mad? Måske har man brug for et kram. Måske har man brug for at græde. Måske har man brug for at sove eller røre sig.


Mad er energi

Mad er kærlighed og mad er energi. Mad er energi der kommer ind i kroppen. Følelser er energi som kommer ud af kroppen. Dermed – hvis man tvinger sig selv til at komme energi ind i sin krop, når der faktisk er energi der er på vej ud, så kan følelserne forværres, fordi man skaber endnu større disharmoni og ubehag i sig.

Følelser er energi der vil ud – dermed kan en af de bedste ting være, at give sig selv lov til at blive ked af det ved at græde eller vred ved at bokse ned i madrassen eller en pude. Råb og skrig og græd, hvis det er det, der skal til. Eller giv dig selv lov til at blive frustreret.

 

Du dør ikke, af ikke at spise i dag.

Men du kan få det værre af at tvinge mad i dig.
Der er ikke farligt at lytte til din krop og acceptere at lige nu, kan du ikke spise (og have tillid til, at du nok skal komme til at spise igen). Der sker ikke noget ved, at kroppen ikke får mad i en dag. Så længe du sover og får væske, kan kroppen klare sig længe uden mad. Det er ikke fordi jeg anbefaler at man faster og bare går helt i den anden grøft, men jeg skriver dette for at sige, at der ikke er nogen grund til at blive bange for, at man ikke har appetit.

Appetitten kommer ikke igen ved at man laver overgreb på sig selv og tvangsfodrer sig selv. Så er det bedre at vise omsorg og kærlighed for sig selv på andre måder, og så vil appetitten komme af sig selv igen på en helt naturlig måde. Kroppen er intelligent, og hvis du er der for dig selv, så vil den også komme på sporet igen af sig selv.

Tryghed er ligmed modtagelighed

Når vi er trygge så er vi også modtagelige. Vi slapper af og vi kan bedre mærke kroppens behov. Derfor er det vigtigste i denne situation altså: 1. tryghed og 2. at komme af med energien som gerne vil ud.
Derved vil din krop også helt af sig selv bedre kunne komme tilbage til et stadie, hvor du kan mærke at du både har behov og lyst til at spise!

Hvad gør du, når du mister appetitten?

Minimalistisk livsstil: Sådan gør du de praktiske opgaver mere overskuelige

Jeg kan ikke fordrage praktiske opgaver. Oprydning, rengøring, tøjvask, bad osv. Er jeg den eneste, som især ikke kan overskue det, når sindet koger over og man enten føler sig depressiv, angstfuld eller bekymret?
Det virker som det største bjerg at skulle bestige…

Heldigvis er praktiske opgaver en bagatel i forhold til vores psykiske velbefindende. Der er ikke noget vigtigere end hvordan vi psykisk har det – også selvom vasketøjet flyder og opvasken ikke er taget.

Selvfølgelig har de fysiske rammer jo også betydning for hvordan vi har det, men hvis vi kan overskue at det roder lidt og ikke er så opsat på at skulle ordne det hele på en gang, så er her nogle tips til, hvordan man kan strække alle de praktiske ting eller undgå dem.

Disse tips er også smarte, hvis man (ligesom mig) er interesseret i at leve mere minimalistisk og være bedre mod miljøet og samtidig til at gøre de praktiske opgaver overskuelige.


Oprydning og rengøring

I stedet for at vente til det hele sejler, så kan en god måde at komme rengøring og oprydning i forvejen være, at man simpelthen har færre ting.
Skil dig af med alle de ting, som ikke er noget du bruger dagligt eller ugentligt. Tingene skal have et formål, hvis det bare er til for at rode, så giv det til genbrug eller en ven.
Jo færre ting man har stående fremme (nips, bøger, lamper, møbler, tæpper osv) jo mere støv og derfor skal man også gøre mere rent.

Derudover kan man gøre det til en vane, at hver ting har sin plads og hver gang man opdager at der ligger noget som ikke er på sin plads, så lægger man det på plads.
Det samme gælder med rengøring. Du behøver ikke at gøre hovedrent hver uge, hvis du dagligt holder hjemmet pænt. Hvis du har lavet mad – så tag opvasken med det samme, eller gør som mig og vask op løbende – så imens jeg laver mad, og jeg fx venter på at dejen hæver eller maden er i ovnen, vasker jeg op imens.
Hvis du har brugt køkkenet, så inden du forladet det, tag en klud og tør fladerne af. Det tager ikke mere end 10 sekunder at gøre, og så undgår du at snavset hober sig op.

Hvis du ser støv eller krummer på gulvet men ikke vil støvsuge, så brug en lille kost og fejebakke og fej op der hvor det støver – så behøver du ikke støvsuge hele gulvet men kan fokusere på det sted der er værst.

 

Bad og personlig hygiejne

… er overvurderet. Jeg synes ikke det er rart at lugte grimt, men man behøver ikke at tage bad eller vaske hår hver dag. Man kan sagtens strække det, og nøjes med at vaske sig de nødvendige steder hvis man vil. Hvis kroppen er vant til at blive vasket med sæbe hver dag, så vænner den sig til det og man føler sig hurtigere beskidt. Omvendt kan man sagtens strække det, og kroppen vænner sig også til det.
Jeg har vasket mit hår én gang på 10 dage, fordi jeg er i gang med noo ‘poo-metoden, som handler om at skære helt ned på brug af shampoo. Det er både godt for miljøet men også for håret og hovedbunden.
For flere år siden stoppede jeg med at bruge deodorant, og siden da sveder og lugter jeg mindre, end da jeg brugte deodorant.


Tøjvask

Jeg har lært siden jeg var lille, at bare fordi en tøj får en plet, så skal den ikke til vask – så tager man en lille klat sæbe på eller bare varmt vand og gnider det mellem hænderne for at gnubbe pletten af. Alternativt kan man tage lidt edikke på pletten efterfulgt af lidt natron eller bagepulver – det er med til at opløse snavset/fedtet, derefter kan man børste pulveret væk, når pletten er tør.

Lugt til tøjet – hvis det lugter dårligt eller hvis det er meget beskidt, så smid det til vask og skift undertøj hver dag.
Men der er ingen grund til at tage et stykke tøj til vask, der lugter fint og som man kun har gået med en eller to gange. Gå med tøjet indtil det ikke lugter godt mere eller er meget beskidt. Så undgå du store bunker vasketøj.
Igen er det minimalistiske tip med at eje få ting godt, for jo mindre tøj du har jo mindre vaskebunker. Dog skal du så også vaske oftere.

3 trin til at omfavne dit ubehag

Jeg har før skrevet konkret om det at vise accept og empati for sig selv, som også hører under det at omfavne sig selv.
Her vil jeg komme ind på, de ting som jeg også beskriver i i mit kursus Bliv ven med din angst – Fra bekæmpelse til omfavnelse nemlig den tre-trins-proces det er, at få en ny tilgang til angst og andre svære følelser.

1. Bevidsthed

Bevidstheden deles op i fysisk og psykisk bevidsthed. Du bliver bevidst om, hvordan du mærker din krop og du skaber bevidsthed om hvad der sker i din psyke – hvilke tanker du har og hvilke følelser du har.

2. Tilladelse 

Ligeledes kan tilladelsen inddeles i to områder – ikke-gøren og accept.
Ikke-gøren handler om ikke at handle på de ting vi mærker, men modsat øve os i ikke at gøre noget, men blot være i det og observere, hvad der sker.
Accept handler om at kunne sige til sig selv, at det er okay at disse følelser kommer, også selvom man måske ikke har fred med det.

3. Empati 

Når vi kan have empati for vores ubehag, er vi skridtet videre, hvor vi faktisk kan nå et nyt niveau i vores bevidsthed og vores tilgang. Vi kan have fred med, at vi oplever et ubehag, fordi vi samtidig kan yde omsorg for os selv..
Egenomsorgen rækker ud til tre områder – den fysiske (vi nærer os selv), kognitive (hvor vi taler til os selv) og følelsesmæssige egenomsorg (vi giver plads og omsorg for følelserne)
Vi kan tage os selv alvorligt, vi kan se hvordan vi har det og vi kan have respekt for den proces. Vi har tålmodighed med os selv og lærer os selv at tage en dag af gangen og behandle os selv som det lille barn vi er indeni, som bare har brug for masser af rummelighed og accept.

Tag mit gratis kursus lige her.

Lav din egen værktøjskasse

Det er vigtigt at have sig en værktøjskasse, til når det hele brænder på eller til at gribe fat i, hvis man kan mærke at det hele snart begynder at brænde på. Så har man nogle fysiske og mentale værktøjer man kan bruge, for at hjælpe sig selv bedst muligt. 

Her er min værktøjskasse, jeg vil opfordre dig til at lave din egen – da vi alle har brug for forskellige hjælpemidler til at styrke og hjælpe på vores mentale situation.

Ligesom med en almindelig værktøjskasse, så kan man ikke bruge en skruetrækker til alt, nogle gange må man bruge en hammer eller en sav. På samme måde med denne værktøjskasse.

MIN VÆRKTØJSKASSE:

God kost.
Frisk luft.
Dagbog.
Aflys alt.
Bevægelse.
Vejrtrækning.
Skriv til en ven.
Sig nej.
Tag ørepropper i.
Tag sovemaske på.
Træk gardinerne for.
Læg dig ned.
Natur.
Tag et bad.
Hækling.
Sang og musik.
Gåtur.
Lav en kop te.
Madlavning.
Oprydning og udsmidning.
Ses med en ven.
Sid i solen.
Drik vand.
Koldt vand på håndled.
Massage.
Sid i lænestolen.
Græd.
Èn hånd på brystkassen og én hånd på maven.
Traumeøvelser (der kommer snart indlæg om dette).
Tag en lur.
Se serier og film.
Omfavnende bekræftelser (der kommer også indlæg om dette).

Hvad er dine tre bedste værktøj?

Sådan er det at have socialfobi (og sådan fik jeg mit liv tilbage)

Man kan ikke sige socialfobi uden at sige undvigelsesadfærd. Når man lider af socialfobi, så river angsten os væk fra vores evne til at fungere ligesom før. Vi bliver hæmmet, invalideret, socialt handikappede. Angsten er så kraftig, at det ikke “bare” er en angst i sociale sammenhæng, men at det bliver en direkte fobi som er altødelæggende for vores selvfølelse og vores sociale liv.

Jeg læste engang noget i en bog, som gik noget i retningen af; Vi lider, fordi vi er kommet væk fra os selv og ikke lever i overensstemmelse med det, vi ønsker i vores liv. Og dette citat skulle vise sig flere år senere, at være meget sandt for mig.


Mistet arbejdsevne & socialt liv 

Da min socialfobi begyndte, kunne jeg ikke varetage et job. Jeg var på kontanthjælp, og bare det at skulle ind i aktivering eller til samtale med en socialrådgiver, gjorde at jeg var angst konstant.

Mit sociale liv var nærmest ikke-eksisterende. I de dage, hvor jeg ikke havde nogle aftaler og bare kunne være derhjemme og leve mit liv alene, havde jeg det fint. Hvis nogen så spurgte mig, om vi skulle ses, så begyndte den intense angst.

En angst så intens, at jeg faktisk hellere ville dø, end at skulle se dette menneske. Ikke fordi, at dette menneske gjorde mig angst, men fordi jeg følte så stor en skam over mig selv, så stor en mangel på at hvile i mig selv og have fred med mig selv, at bare det at et menneske kiggede på mig, fik min angst til at eskalere.

Angst for angsten og hyperårvågen

Jeg var så angst for at blive angst sammen med dette menneske, og at de skulle se mig midt i angsten, midt i min allerstørste skamfølelse, og se hvor skamfuldt et menneske jeg var. Det var som om jeg følte mig totalt blottet og at jeg intet kunne gøre for at stoppe denne blottelse.

Jeg frygtede angsten så meget og når jeg endelig var i en situation som var angstprovokerende for mig, så var jeg hele tiden hyperårvågen, hele tiden på vagt. Jeg trak ikke vejret ordentligt, jeg kunne ikke mærke min krop, pånær når angsten begyndte at stige (da var det som om, jeg mærkede alting for meget) og jeg kunne ikke koncentrere mig om situationen eller samtalen, fordi angsten fyldte det hele.

Social undvigelse

Derfor er det heller ikke underligt, at jeg undgik så mange sociale ting, fordi jeg simpelthen ingen evne havde til at berolige mit system, til at finde tilbage til en grounded følelse i mig selv, hvor jeg havde fred med mig selv og angsten og tillod mig selv at få angst.

Min modstand mod angsten, frygten mod den, kampen mod den, gjorde, at angsten blev værre og værre og mere og mere uhåndterlig. Til sidst kunne jeg ikke se hvordan jeg nogensinde skulle kunne fungere normalt igen og denne følelse toppede næsten angsten, følelsen af at jeg aldrig ville blive mig selv igen.
Jeg havde ikke noget arbejde, jeg havde ikke noget socialt liv (jeg sås måske med én til to personer pr måned) og alt var angstprovokerende for mig til sidst.


At sætte grænser og sige nej

Der kom et punkt, hvor jeg blev dybt stresset over den angst der blev forårsaget af, at folk rakte ud til mig og spurgte om vi skulle ses.

Forventningerne fra andre om, at vi skulle ses og lave noget sammen (når jeg vidste at det ville være dybt ubehageligt for mig) stressede mig. Det var ikke nemt for mig. Jeg kunne ikke bare ses med nogen og hygge mig.

Jeg måtte forberede mig, ellers sørge for at vi ikke lavede en aftale lang tid i forvejen, fordi så kunne jeg gå og være angst konstant i alle dagene optil, og derfor endte det ofte med at jeg aflyste. Det bedste var, når vi lavede en aftale dagen inden eller endnu bedre, på dagen. Så kunne jeg ikke nå at blive voldsomt angst.

Jeg var også nødsaget til, at melde ud til hele min omgangskreds, at angsten var meget voldsom for mig og at jeg havde brug for noget tid, hvor jeg ikke skulle se nogen og havde brug for at de ikke rakte ud til mig mere.
For selvom jeg i forvejen ikke så nogen, så var det nok at folk rakte ud til mig, det var stressende nok i forvejen. For en med socialfobi, så er tanken om en social situation nærmest ligeså slem (og nok værre) end den sociale situation.

Det var ubehageligt at skulle sætte den grænse og jeg følte jeg skubbede folk væk, men jeg var nødt til det. Pleaseren i mig ønskede bare at gøre alle glade og sige ja til alle aftaler, og jeg skammede mig når jeg aflyste aftalerne igen. Det var bare for meget for mig det hele. Jeg gjorde alt hvad jeg kunne for at sætte grænsen på en kærlig måde, hvor jeg forklarede hvorfor jeg var nødsaget til at gøre det, fremfor bare at lægge folk på is.

Fra behovsløs til at kunne mærke mine behov

Men sjovt nok opdage jed, at ved at sætte den grænse, kunne jeg pludselig mærke min lyst til at se andre, mit behov for at se andre. Noget jeg ikke havde mærket i årevis. Andres behov og forventninger havde overskygget mine egne, og jeg havde været for optaget af, hvad de ønskede, at jeg tilsidst bare forblev pleaseren og derfor ikke kunne mærke mig selv. Lige så snart jeg havde sat den grænse, mærkede jeg min lyst til at se disse mennesker, og ligeså stille begyndte jeg selv at række ud, fordi jeg havde en lyst til at være sammen med dem.


At leve i overensstemmelse med sine værdier

Noget tid efter faldt jeg over den terapeutiske metode ACT (Acceptance and Commitment Therapy, udtales ligesom det engelske ord act) som beskrev noget som jeg netop var begyndt at mærke. Nemlig, at når man som angstlidende begynder at komme i kontakt med sine værdier (hvad ønsker jeg i mit liv? hvad er vigtigt for mig?), så er det nemmere at være i angstfulde situationer, fordi man er i kontakt med det som er meningsfuldt og vigtigt for én.
Det var netop det jeg var begyndt på. For endelig kunne jeg mærke mine egne behov, min egen mening, hvad der var vigtigt for mig, og lidt efter lidt som jeg kom i kontakt med disse følelser, havde jeg større mod og lyst til, at være i angstfulde situationer, for nu var der noget at vinde. Det var ikke kun lidelsesfuldt, intenst og angstprovokoerende. Nu var der også et andet element, nemlig at jeg udlevede nogle af mine værder.
Det var en kæmpe åbenbaring i forhold til min angstproces.

Hvis jeg aldrig havde sat den grænse og bedt om at de ikke havde krav eller forventninger til mig, havde jeg nok aldrig mærket mit eget behov og min egen lyst til at være social og så var min tilstand nok blevet værre og værre.

Det samme galdt for mit arbejdsliv. Da jeg begyndte at opdage, at der var arbejde som jeg var god til og som jeg elskede at lave, som gav mig mening og livsgejst, så var det også nemmere at komme på arbejde, for nu var der noget at vinde for mig.

Det betød ikke, at jeg ikke havde ligeså meget angst som før, men det betød at der nu var to sider af sitautionen og at jeg både var i kontakt med mine værdier, min angst og en evne til bedre at kunne rumme angsten, fordi jeg nu udlevede mine værdier.

Derfor er det så vigtigt at huske: 1. lytte til sin mavefornemmelse og 2. at finde ud af, hvad der betyder noget for en og så have fokus på det.