Tilbagefald

I dag er syv dage siden, jeg oplevede tilbagefald i min angst. Det føles ikke som en uge dage, det føles nærmere som syv måneder. Når jeg får et tilbagefald, kan jeg næsten ikke huske, hvordan tingene var før tilbagefaldet….

Når jeg får et tilbagefald, så bliver min angst forstærket og mit behov for at være alene bliver større. Jeg får brug for at lytte til det behov og have tillid til, at behovet for at være alene ikke varer ved. På et tidspunkt får jeg igen behov for at være sammen med andre mennesker, men som det er nu, så er jeg glad for at jeg har den slags arbejde, hvor det skifter fra uge til uge hvor meget jeg arbejder. Der nogle dage til, at jeg skal arbejde igen, så de her dage giver jeg mig selv lov til at være mig selv, sætte mig selv og mine behov først og give mig selv masser af ro.

Tilbagefald… vi lægger så stor vægt på dette, og på at undgå det i vores proces, at vi glemmer at det er en hel naturlig del af livet. Sommetider oplever vi medvind, fremgang og at vi har det godt. Andre gange oplever vi modvind og livet bliver lidt sværere. Men det betyder ikke, at alt det gode er glemt, eller at vi er tilbage til nulpunktet. Det kan føles som at komme tilbage på nulpunktet, men i virkeligheden har vi hele tiden brug for at bevæge os i cirkulære bevægelser i vores liv, en cirkel som ikke bare er det samme igen og igen, men er en ny oplevelse af det samme igen og igen.

Og nogle gange, så ender man bare et sted, hvor det føles som om, at angsten er på sit højeste igen, og at man ikke kan huske hvordan det var at føle sig angstfri for en stund. Det er også okay at være der, hvor det hele føles svært igen, der må vi huske at være søde ved os selv og ikke presse os selv tilbage på sporet, men huske på, hvad det var der virkede for os, dengang det gik os godt, og holde fast i det.

Angst er ikke en sygdom, der skal bekæmpes

Det er ikke dig, der er syg, det er samfundet der er sygt.

Jeg mener personligt at angsten er uundgåelig for os mennesker. Der er selvfølgelig stor forskel på, om du har en angstlidelse, eller om du oplever angst som en forbigående følelse. Når angst er hæmmende, begrænsende og ødelæggende er der tegn på at vi ikke lever i overensstemmelse med os selv. Jeg mener dog, at der er alt for meget fokus på at skulle fjerne ubehaget, kurere angsten og stoppe den. At kontrollere og bekæmpe angsten, har ikke været løsningen for mig.

Det vigtige tror jeg er, at man finder ud af, hvorfor man oplever angst eller at man spørger sig selv – hvad er jeg allermest bange for? Selvom angsten virker overvældende og ude af proportioner betyder det ikke, at den er uhensigtsmæssig, som mange ellers fortæller os. Der er en årsag til, at den er blevet så voldsom, så altoverskyggende og så smertefuld. Der er intet forkert eller galt i det. Det vidner bare om, at det er noget man må tage hånd om. Når man kan forstå, hvorfor man har angst, er det også meget mere tilgængeligt for en, at have forståelse for sig selv og sin situation og at lære at acceptere at man har det svært.

Der er mange som tror, at man kun skal acceptere noget, hvis der ikke er noget at gøre ved det. Jeg mener bare ikke at angsten er noget der skal gøres noget ved. Ikke fordi vi ikke skal forsøge at få det anderledes, jeg mener bare at det største skridt er, at man kan få empati for sin situation, fordi at der netop er en årsag til angsten er kommet.
Det er en mulighed for at komme i kontakt med sin kerne, at kunne leve ud fra den. Det betyder ikke kun at man lærer at rumme sin angst og på længere sigt opleve en nedtoning af angst og ubehag, men også at man kommer til at leve ud fra et mere autentisk, ægte og sandt sted i sit liv. Man vil generelt set lære at håndtere alle livets op- og nedture, man vil få meget bedre relationer og forhold, man vil være meget bedre i stand til at forholde sig til smerte – både egen og andres, man vil føle større dybde i sit liv, større mening, mere ro og mere kærlighed. Det handler altså ikke bare om angsten, men om muligheden for, at blive mere sig selv (altså at leve ud fra sin kerne). Angsten er bare en lille brik i et større puslespil.

Når først vi har “bekæmpet” angsten, så vil der komme noget andet vi skal “bekæmpe” – og sådan vil det blive ved, medmindre vi finder en helt ny måde at forholde os til os selv og vores omverden på. At kunne leve ud fra sin kerne, er det modsatte af at kæmpe, kontrollere og bekæmpe – det handler om at leve i væren og det er en styrke som er større end nogen kamp der kan tages, for det handler om en indre sårbarhed, som bliver til en indre styrke der gør os i stand til at leve livet fuldt ud – både dér hvor det gør smerteligt ondt, og der hvor vi løftes op til højere himmellag.

At være som en krabbe uden skjold

I dag har jeg haft en dag, hvor jeg fra morgenstunden af har følt mig meget udsat. Det har føltes som at være en krabbe uden skjold, ubeskyttet – og med fare for at jeg hvert øjeblik ville blive udslettet. I dag har jeg også været på arbejde, og kunne derfor ikke bare krybe under min dyne og forsvinde væk. 

Følsomheden i dag blev nok forstærket endnu mere af, at jeg skulle på arbejde og være omgivet af mennesker i 5,5 time. Jeg kunne mærke, at bare det at jeg var i samme rum som en anden person, eller bare det at jeg kunne se en anden person hvorfra jeg stod, skabte virvar i min krop. Det føltes som om at mit krop og sind blev gennemrystet fra inderst og så til yderst, fra yderst og så til inderst. Jeg fik ikke noget break fra det.

Derfor måtte jeg også tage pauser igen og igen. Jeg gik på toilettet og sad med lukkede øjne og trak vejret, ind gennem næsen og ud gennem munden, lange vejrtrækninger. Jeg lod iskold vand strømme over mine hænder, arme og håndled for både at nedkøle mit system, og samtidig for at bringe min opmærksom andetstedshen.

Jeg gik ud på vores terasse i den bidende kulde og satte mig med bare arme og trak vejret indtil det gjorde ondt at trække vejret. Hellere den bidende kulde, stilheden og at blive fri for andre mennesker end dette ubehag. Jeg blev ved at gå tilbage ud i kulden, og selvom solen skinnede skyfrit, så var der ingen sol på den side af bygningen. Efter mange, lange vejrtrækninger begyndte jeg at gå fra en rystende kold krop, til faktisk at tolerere kulden, jeg trak vejret ind i den, som var den en smerte, og pludselig stoppede min krop med at ryste og jeg kunne sænke skuldrene og slappe mere af.

Utrygheden og følelsen af at være udsat har bare været konstant i dag, så hver gang jeg gik ind og der var mennesker omkring mig, så blev jeg trigget endnu mere. Så jeg gik i kælderen og fandt et toilet. Her gik jeg ind og satte mig på gulvet i skrædderstilling. Jeg lod mine hænder hvile blidt på mine ben og lukkede øjnene. Så begyndte jeg bare at sige til mig selv; “du må godt være sårbar i dag, det er okay at du føler dig udsat, det er okay, at du ikke kan rumme det…”. Jeg lavede EFT-øvelser og blev ved med at gentage for mig selv, de bekræftelser som jeg ved virker og giver mig større ro.

Efterfølgende gik jeg ud til elevatoren og kiggede på mine hænder, jeg bemærkede en ny opmærksomhed, at jeg havde formået at meditere mig til større ro, jeg mærkede at mine tanker faktisk var væk, at jeg blot observerede min krop og lagde mærke til det omkring mig.

Det varede ti minutter, så var jeg tilbage til utrygheden igen. Men jeg ved at jeg altid kan komme tilbage dertil når jeg længes efter at blive mere okay. Uanset hvor længe den ro måtte vare.

Defusion; at adskille sig selv fra følelserne

life-862962_960_720

Din kerne er dit væsen, dit nærvær, din bevidsthed.

Kernen er hele tiden den samme, modsat vores følelser og tanker som konstant skifter. Først er man oppe, så er man nede. Når man identificerer sig med sine følelser og tanker, så bliver det en heftig rutsjebanetur. De fleste mennesker identificerer sig med deres følelser og tanker, og det er jo også dem der giver os besked om, hvad der foregår i og omkring os. Det er vores guidelines. Hvis vi ikke havde følelser og tanker, ville vi ikke være menneskelige.



Træet og årstiderne

Forestil dig et træ. Det står fast plantet, med rødder som rager flere meter ned i jorden. Træet lever igennem alle årstiderne, igennem den hedende sommervarme, igennem det regnfulde, blæsende efterår, igennem den vinteren med frostgrader og igennem det skiftende forårsvejr.

Det omskiftelige vejr, som træet står midt i, skal vi se som alt det som forstyrrer os – tanker, følelser og bekymringer. Det prikker, stikker, rusker og flår i os, det føles som om det gennemsyrer os til tider, som regnen der gennemsyrer træets blade og bark.
Heftigt uvejr kan da også sommetider ses på træet, som måske knækker en gren eller mister blade. Men træet er levende, ligesom vores kerne, og selv knækkede grene spirer på ny og nedfaldne blade kommer igen til foråret. Samtidig så har årstidernes skiftende vejr en kæmpe betydning for træets overlevelse. Træet har brug for regn, rusk og sol for at leve, på samme måde har vi nytte af at kunne bruge vores følelser og tanker, sådan som træet bruger vejret – det styrker det uden at styre det.
Træet bliver ved at bestå, ligesom vores kerne. Det omskiftelige vejr kan vi ikke fjerne, men vi kan lære at lade det storme og blæse, og stå i vores kerne og favne det hele, ligesom træets kroner favner vindens stød.

Jeg kan ikke være i Nuet

Når jeg har fri, så kan jeg ikke slappe helt af. Der er en stemme i mig, som siger; “Ja ja, du har fri nu, men lige om lidt skal du på arbejde igen”. Og sådan kører det igen og igen. 

Hver gang der er noget jeg skal i mit liv, så er der en eller anden stressfaktor lige bagved, som minder mig om, at jeg ikke kan være i Nuet, fordi jeg lige om lidt skal være et andet sted. På arbejde fx.

Det betyder ikke, at jeg ikke nyder at være på arbejde, jeg elsker faktisk mit arbejde. Men en snyde-stemme inde i mig tror, at det jeg skal hen til, er meget forfærdeligt, stressende og noget hvor jeg skal være på “udebane”, gå ud af mig selv – væk fra mig selv.

Det er meget svært at være i Nuet, når der er noget ude i fremtiden man skal. Og det er der jo altid. Jeg tror problemet, er de følelser og tanker jeg tillægger den begivenhed ude i fremtiden. At jeg tænker, at det er noget som kræver rigtig meget af mig, noget hvor jeg ikke kan være til stede med det.

Det hele er tanker – bekymringstanker om fremtidsbegivenheder. For når jeg så er på arbejde, så kan jeg det meste af tiden godt være tilstede med mine arbejdsopgaver. Jeg går, heldigvis, ikke hele tiden og tæller timer og minutter ned, til hvornår jeg har fri. (Jo okay, nogle gange gør jeg!).

Så hvorfor er det, at jeg ikke kan slappe af, når jeg så endelig har fri?

Hvad er det der gør, at jeg stresser mig selv når jeg har fri, over at jeg skal på arbejde om så så mange dage, når jeg endda har erfaret at jeg faktisk godt kan lide mit arbejde? 

Og hvordan kan jeg bedre være i Nuet, når jeg har fri og faktisk nyde at jeg har fri, uden at tænke frem i tiden over en begivenhed?

Jeg prøver at udfordre min tankegang, ved at spørge mig selv;

“Hvad hvis du ikke skal præstere noget på arbejdet?

Hvad hvis du sagtens kan udføre dine arbejdsopgaver, uden at skulle forberede dig på det i dagene op til?

Hvad hvis du faktisk sagtens kan udføre opgaverne, nærmest med lukkede øjne? (for det kan du!)”.

“Hvad hvis du kunne have tillid til, at du tager dig selv med, og nærværet med, på arbejde. Og ligeså tager det med hjem fra arbejde?”

“Hvad hvis du aldrig skal gå ud af dig selv, når du skal et sted hen?”

“Hvad hvis du aldrig skal forlade dig selv, men blive i dig selv, uanset om du er på arbejde, til en fest eller alene derhjemme?”.

Jeg elsker “Hvad hvis”-tankerne, det får mig til at reflektere over situationen og bekymringen.

Spørgsmålene minder mig om, at der ikke er noget jeg skal være. At jeg ikke skal være en anden, end den jeg er, når jeg er alene. Jeg skal ikke forberede mig på, at være et andet sted i en anden kontekst, for det er hele tiden mig der er med.
At finde tilliden i mig selv, og finde tryghed og grobund i mig selv, kan hjælpe mig til bedre at kunne tage på arbejde, uden at bekymre mig om det flere dage inden, og samtidig kunne have fri når jeg har fri, slå tankerne fra og bare være til stede med mig selv.

Transportmidler; 5 råd til at reducere angsten (+en øvelse i angsteksponering)

Der er mange som lider af angst, som også oplever angst forbundet med transportmidler – både det at køre bil, tog, bus eller metro. Da min angst var på sit højeste, var det også angstprovokerende for mig at tage transportmidler, så jeg tog cyklen og gik så meget jeg kunne. Når jeg endelig var i tog eller bus, så fik jeg meget angst, så derfor vil jeg lave et indlæg til, hvordan man kan reducere angsten.

Her er 5 råd til at reducere angst i transportmidler;

1. Gå efter de rolige tidspunkter
Undgå helst myldretiden, da alle menneskene, larmen og postyret kan give ekstra meget angst og stress. Så hvis det er muligt så vælg et tidspunkt som ikke er så travl.

2. Vælg en god plads
Jeg kan bedst lide enten at sidde ved vinduet eller sidde et sted, hvor jeg nemt kan komme ud. Find ud af, hvor du bedst kan lide at sidde (eller stå), og tag den plads.

3. Afledning

Det kan hjælpe at aflede sig selv, enten ved musik, lydbog eller podcast i ørene. Jeg har en lydfil af Mooji, som jeg lytter til og hjælper mig når jeg føler mig angst. Det kan også være, at du vil sidde og tælle røde biler ude på vejen, tælle pladser i bussen eller blot kigge ud og lægge mærke til hvad der foregår omkring dig eller udenfor bussen.

4. Vejrtrækning
Allerede inden du træder ind i bussen – måske endda allerede når du tager hjemmefra, så øv dig i at fokusere på din vejrtrækning. Træk vejret ind gennem næsen, helt ned i maven og pust ud gennem munden. Bliv ved at rette fokus tilbage på vejrtrækningen. Dit fokus kan ikke være to steder på en gang. Så hvis fokus er på vejrtrækningen, så undgår du også at angsten tager overhånd.

5. Bliv i angsten
Det bedste råd, jeg har kunne bruge er, at blive i angsten når den kommer. Så hvis du sidder i bussen og mærker angsten komme skyllende over dig, så i stedet for at prøve at flygte fra den eller bruge sikkerhedsadfærd, fx prøve at undvige den, aflede dig selv eller gå ud. Så forsøg at mærk hvad der sker i din krop, og forbliv observerende og ufordømmende omkring det. Sig til dig selv; “Det er okay at jeg får angst nu. Jeg må gerne få angst. Der er ikke noget forkert i det.” Vend din opmærksomhed indad og bliv ved at sig til dig selv; “Det er okay”.

Angsteksponering med transportmidler

10 skridt til en øvelse i angsteksponering:

Hvis angsten er meget slem, og man ikke kan få sig selv til overhoved at stige ind i transportmidlet, kan man lave en eksponeringsøvelse.

0. Du er et sted, hvor du føler dig tryg – fx derhjemme.

1. Beslut dig for at du skal tage bussen. 

1a.  Læg mærke til de følelser, tanker og fysiske fornemmelser der kommer op i dig. Øv dig i at anerkend dem, og sige til dig selv; “jeg må godt føle mig —-“, og “det er okay at jeg….”. Giv dig selv accept og empati af det ubehag du oplever. 

2. Gå tilbage til punkt 0 og find trygheden igen. Du skal ikke tage bussen. 

3. Gå en tur, hen imod det busstoppested, som du ville gå hen til, hvis du skulle med bussen. Læg mærke til de fornemmelser du får, når du går derhen og når du er derhenne. Gentag punkt 1a. 

4. Gå tilbage til punkt 0 og find tilbage til trygheden. 

5. Gentag evt. punkt 1 og 2 igen. Tag fx igen og igen hen til busstoppestedet uden at tage bussen. 

6. Når du oplever, at du begynder at vænne dig til tanken om at tage bussen, så er du nok mere klar til at tage bussen. 

7. Beslut dig for, at tage et bestemt antal stop. 1 stop, 2 stop eller 10 stop. Alt efter hvor angstprovokerende det er. 

8. Du kan også starte med at tage 1 stop, og den næste dag, eller næste uge, tage 2 stop med bussen, og dermed øve dig i at være længere og længere tid i bussen. 

9. Gentag det skridt som du kan overskue, men som stadig er en udfordring for dig. Kunsten er, at få angst, men ikke så meget at du ikke kan gennemføre det, da man går efter at hver øvelse skal være en succes. 

10. Mærk selv efter, om du vil vente en uge, en måned eller to måneder mellem hvert skridt. Det er kun dig selv der ved, hvad du kan overkomme. 


For mere dybdegående information og øvelse, læs evt min gratis e-bog om angsteksponering.

 

Hvad gør du, når du skal tage et transportmiddel som du ved er angstprovokerende for dig?