Ud af isolationen

Jeg tror mange som bliver ramt af angst, længes efter at nå til det punkt, hvor alt var som før, de fik angst. Jeg har opgivet den idé. Hvor kliché-agtigt det end lyder, så er jeg ikke den samme nu, som jeg var før, og det bliver jeg heller ikke.

Min vej ind i isolationens trygge og faste greb, har været en mangeårig bevægelse og der har været tidspunkter hvor jeg har været mere “ude i verden” end andre. Mange misforstår nok isolation og tænker, at det betyder at man isolerer sig i sit hjem og aldrig kommer udenfor sin dør. Sådan var det ikke i mit tilfælde. Bevares, jeg var meget hjemme i min lejlighed og fik aldrig besøg. Derudover besøgte jeg heller aldrig andre. Men jeg tog ofte ud på egen hånd. Købte ind, gik eller cyklede ture og lignende.

Jeg levede mit liv for mig selv og med mig selv. Jeg havde ikke brug for nogen, for angsten var for voldsom til, at behovet for at have nogen andre omkring mig ikke var stærkt nok til at trumfe angsten. Man siger jo, at hvis noget virkelig betyder noget, så gør man det, uanset hvor ubehageligt det er for én, men det gav ikke mening for mig. Jeg kunne ikke mærke hvad der betød noget for mig, jeg kunne bare mærke at nogle ting gav mig angst (dem undgik jeg) og andre ting gjorde mig tryg (og dem dyrkede jeg).

Hvis jeg sås med nogen, så sås jeg med dem på neutral grund, dvs. til en gåtur eller noget andet, som var aktivt og eller udendørs. Det var den eneste form for social interaktion jeg kunne håndtere. Besøg hos mig eller andre, caféer, restauranter osv, det undgik jeg. Alt der var stillesiddende og indendørs, kunne jeg ikke håndtere pga angsten (agorafobi – frygten for situationer, hvor man føler sig fanget og ikke kan komme væk)

I dag er jeg stadig til dels præget af den isolation som startede for cirka fem år siden og det gør, at jeg stadig hverken kan have besøg eller besøger andre. Der er små undtagelser, ved bestemte mennesker, men overordnet set er jeg stadig påvirket af isolationen. Dog har jeg de sidste måneder arbejdet mere og mere hen imod at jeg lever et liv, hvor jeg ser og interagerer med andre mennesker fem ud af syv dage. Går der mere end 1½ døgn uden at jeg har kontakt til andre, begynder jeg at blive ked af det og utryg. Før i tiden kunne jeg være alene i månedsvis af gangen uden hverken behov for at skrive, tale med eller se andre.

Det er tydeligt at jeg er ved at vende mit liv på hovedet, fordi jeg før i tiden havde ekstrem stor utryghed i at skulle interagere med andre, hvor jeg nu har en stor utryghed ved, ikke at få det behov opfyldt. Når jeg føler mig utryg og alene, så skal der så lidt til, at jeg føler mig lykkelig, elsket og set af omverdenen. Et smil fra en fremmed eller en besked der tikker ind på min mobil kan vende hele mit humør.

Jeg bliver stadig angst af og til, når jeg er sammen med andre mennesker. Det er stadig en øvelse for mig, men jeg bevæger mig mere og mere i retning af, at føle mig tryg blandt andre. Om jeg nogensinde har været tryg blandt andre, det aner jeg ikke om jeg har. Men jeg ved det føles godt at mærke, at jeg glædes over at skulle tilbringe tid sammen med andre, at jeg ser frem til at være blandt andre mennesker, fordi jeg føler mig spejlet og elsket og fordi jeg erfarer at folk gerne vil være sammen med mig og værdsætter mit samvær. Jeg har så længe troet og frygtet, at jeg ikke var, som omverdenen forventede jeg skulle være, frygtet det så meget, at jeg har holdt mig væk fra andre. Det gør ondt indeni at have været så bange, men samtidig kan jeg godt se hvorfor det har været sådan, og at jeg har gjort alt hvad jeg kunne, for at kunne overleve med de udfordringer.

Læs mit andet indlæg omhandlende isolation og at genfinde tryghed blandt andre her.

Sådan er det at have agorafobi

Agorafobi er nok en af de mest komplekse angstlidelser der findes, fordi det er så forskelligt, hvordan det opleves.

Mange tror, fejlagtigt, at agorafobi kun handler om, at have angst for åbne pladser (med mange mennesker). Min agorafobi er noget helt andet, nemlig at være angst for specifikke steder og/eller at føle mig fanget i en situation.

Da min agorafobi for alvor brød ud, var jeg lige kommet hjem fra en længere rejse og havde fået mit eget sted igen. Angsten var så voldsom, at jeg ikke kunne klare at få besøg eller at besøge andre. Jeg var bange for, at føle mig indespærret, at gå i panik og ikke at kunne komme væk. Jeg vidste udmærket godt, at jeg bare kunne bede personen om at gå eller at jeg selv kunne gå – rent rationelt vidste jeg jo godt, at jeg ikke var indespærret. Men det var sådan det føltes (og stadig føles).

Det kan tælles på én hånd, hvor mange gange jeg har haft besøg i min lejlighed, da det nok er det allermest angstprovokerende for mig lige nu. Angsten starter allerede inden personen er ankommet, den starter allerede når vi har lavet en aftale, så det vil sige at når personen ringer på dørtelefonen så er mit hjerte allerede oppe i halsen og hele mit system kører på højtryk. Det er derfor, at jeg ikke har haft besøg i mit hjem.
Det er meget intenst for mig at have besøg. Jeg tror det er fordi, jeg føler jeg skal være “på”, jeg skal være værten, jeg skal holde samtalen i gang, jeg skal sørge for at præstere hele tiden. Den idé har jeg i hvert fald sat mig i hovedet.

Det er svært at beskrive, for folk der ikke har oplevet angst, hvordan det er at føle sig fanget samtidig med, at ens krop går i panik indvendigt og udvendigt. Det er nok den værst tænkelige følelse, for en person med angst, fordi at angstfølelsen i sig selv gør at man har lyst til at flygte væk, men når man så føler sig fanget eller lammet i situationen, som om man er trængt op i en krog, så er det ulideligt at være i situationen. Så er den eneste mulighed for flugt at dissociere eller at fastfryse.

For at jeg kan have besøg i mit hjem, er jeg nødt til at nå et sted, hvor jeg har ro inde i mig selv, over at der er et andet menneske i mit hjem. Derudover har jeg brug for at kunne blive ved at sige til mig selv, at der ikke er noget jeg skal præstere eller være. Der er ikke nogen rolle jeg skal udfylde, jeg skal bare være mig.

Psykiatriske diagnoser & systemet

For et par år siden var jeg på kontanthjælp og så syg af angst, at jeg ikke kunne tage nogle steder hen.

Tanken om at have et arbejde var så urealistisk for mig og hver gang jeg skulle ind i aktivering på aktiveringscentret var det med galopperende hjerte, svedige håndflader og med en konstant følelse af uro indeni. Jeg følte ikke, jeg blev taget seriøst af jobcenter og aktivitetscenteret, og min socialrådgiver havde heller ikke forståelse for min angst, så jeg gik til lægen og senere en psykiater for at få stillet en diagnose.

Psykiateren, som jeg kom til samtale hos angående at blive diagnosticeret, var den første positive oplevelse jeg havde haft inden for sygesystemet. Hun var meget behagelig, nærværende og jeg følte hun så mig, sådan som jeg gerne ville ses. Hun fortalte mig, at jeg ikke skulle tage diagnosen personligt, at det var noget som de havde brug for, for at få mig “ind i systemet”. Hun sagde også, at jeg selv måtte vælge om jeg ønskede diagnosen social angst eller diagnosen ængstelig evasiv personlighedsforstyrrelse. Jeg valgte den sidste, da jeg vidste at den ville kunne give mig den bedste, og længste, behandling. Det ændrede ikke mit selvbillede at få en diagnose – men det ved jeg det har gjort for mange.

Jeg følte bare, at jeg fik større forståelse for mine problematikker og at jeg kunne spejle mig i andre med samme diagnose. Især det med at være evasiv (altså undvigende) var noget som der ikke stod meget om i forhold til social angst, så det var rart at vide, at der var andre som også var undvigende på grund af angsten.Det hjalp at få en diagnose, fordi jeg følte at jeg blev taget mere seriøst af min socialrådgiver og af aktiveringscentret.

Jeg følte, at jeg på den måde kunne tale deres sprog – nu havde jeg en god årsag til, at der var ting som jeg ikke kunne – det kunne altid forklares med det.Det blev klart for mig, at når man er inde i systemet, så er man nødt til at spille efter de regler der er – det betyder, at det ikke er nok at sige, at man har et svært med de og de ting, men at der er dokumentation for, at man er begrænset på den ene eller anden måde.

På samme måde, som hvis man har brækket et ben, er det ikke nok at sige, at det er brækket, ja det er ikke engang nok at gå med gips omkring – man er nødt til at have sin læge (eller i psykiske tilfælde en psykiater) til at skrive, sort på hvidt, hvad der er galt med en. Det er forståeligt nok, at man skal udredes og diagnosticeres, for man skal ikke regne med at nogen tager ens ord for noget.

Ofte tror jeg bare, at mange tager diagnosen alt for meget til sig, og ligefrem sygeliggør sig selv.Systemet vil også meget gerne sygeliggøre os. Hvis noget ikke er godt, hvis noget ikke fungerer, så må der være noget galt med en, så er man forkert, så passer man ikke ind i systemet og så må man se at komme tilbage på sporet igen.Jeg tror det er meget destruktivt at lytte til systemets tilgang til modgang i livet. Psykiske lidelser er en reaktion på noget, det er ikke bare en sygdom som skal fixes eller behandles eller holdes under kontrol. Eller i værste tilfælde, at fastholde en i en sygelighed. Der er brug for at kunne omfavne det, som systemet gerne vil skubbe væk, udstøde og fordømme.

I forhold til en selv,  handler det nok også om, at man kan finde den gode balance, hvor man både kan tage sig selv alvorligt og tage hensyn til sig selv, men hvor man ikke gør sig selv mere syg end man er, for det kan også begrænse en på en helt ny måde, hvor man mister håbet så meget, at man ikke længere har troen eller håbet på, at man kan få det bedre. At lære at kende, forstå og lytte til sig selv og sin indre kerne, mener jeg er langt mere givende og langt sundere, end at lytte til systemet, for systemet ønsker ikke det bedste for os, men det bedste for systemet.

Skyggesider

I’d rather be whole than good – Carl G. Jung

Da jeg var yngre benyttede jeg mig meget af positive tanker og generelt at se positivt på tingene, mest fordi jeg ikke vidste hvordan jeg ellers skulle håndtere det ubehag jeg havde indeni. Det virkede da også fint, men jeg nåede et punkt hvor jeg ikke kunne være positiv mere, fordi jeg kunne mærke at der var et ubehag indeni mig, som jeg havde vendt ryggen. Et ubehag som begyndte at vokse sig større. Et monster indeni mig, som blev mere og mere væmmeligt, og som jeg følte at jeg var nødt til at flygte mere og mere fra, ved at blive ved at tænke positivt. Men ubehaget begyndte at hale ind på mig, for jeg havde mareridt næsten hver eneste nat. Mørket begyndte at styre mig, det begyndte at æde mig op indefra….

Alle mennesker har både en mørk og en lys side, den mørke side forsvinder ikke, af at man dyrker den lyse side, ved bare at tænke positivt. De to sider er i samspil med hinanden, man kan ikke vælge den ene fra eller til. Vi har brug for begge sider. Hvis ikke blomsterne fik mulighed for at lukke sig om sig selv i mørke, ville de visne af tørke i solen. Hvis vi mennesker ikke bliver venner med vores mørke side, så får det magten over os, og styrer os uden vi er bevidste om det. Vi må tillade begge sider at være en del af os og omfavne vores frygt og had ligeså meget som vi omfavner vores kærlighed.

Lykken er…. at være en have

Jeg har brug for at lære at se mig selv som en have. Med alle mulige slags blomster og planter. Nogle som rækker højt og rankt og stolt, andre som krummer sig ind om sig selv. Alle smukke og lige som de skal være, på hver deres måde. Og så er der al ukrudtet som kommer og går hele tiden. Men som konstant er en del af haven.. Jeg har stået og spredt gift og luget og forsøgt at fjerne brændenælderne og mælkebøtterne, fordi jeg føler de ødelægger haven og de passer ikke ind, der skal kun være smukt og godt i min have, tænker jeg.
Men hvad jeg ikke ved er, at det ukrudt er en del af haven, om jeg vil have det eller ej. Så det jeg skal lære er mit forhold til det ukrudt. Jeg kan ikke få det væk. Giften jeg dækker dem med, spreder sig endda til de smukke roser og slår dem ihjel. Er det virkelig det værd?

Hvad hvis jeg kunne lære, at om jeg vil det eller ej, så er ukrudtet der, jeg kan ikke fjerne det, uanset hvor meget jeg forsøger. Det vil hele tiden springe frem rundt omkring. Jo mere jeg optager mig med det, jo værre bliver det, pludselig føles det som om ukrudtet har taget over hele haven og slået alt ihjel, men det har det ikke engang. Det er kun fordi jeg har så stort et had overfor det ukrudt. Og hadet spreder sig som en steppebrand til de andre blomster og planter. Hadet fylder til sidst hele haven. Hele mig. Jeg må lære at elske ukrudtet ligeså meget som de andre planter. Lære at se på det med kærlige øjne, lære at det  være der. Det er en del af haven. Jeg kan ikke fjerne det. Uanset hvor meget jeg prøver.

Hvis jeg kan lære, at give ukrudtet plads til at vokse i haven, så vil jeg også begynde at se, at haven er ufattelig smuk lige som den er. Med både ukrudt og roser, som vokser side om side. Den er lige som den skal være. Jeg skal ikke fixe den eller fjerne eller tilføje noget. Men jeg kan elske den, og favne den og anerkende den. Og så vil jeg nok også begynde at se, at ukrudtet ikke er hvad jeg troede det var, måske er det stadig ubehageligt, men jeg kæmper ikke længere i mod det, jeg tillader det. Giver slip på det.
If you love it set it free.

Når jeg kan elske ubehaget, ukrudtet, så kan jeg slippe det fri. Lade det vokse som det vil. Og den indstilling, vil bringe mig i en ny tilstand, hvor der er en anden form for velvære en hvad jeg troede velvære var før i tiden. Jeg vil lære, at alle de her planter er en del af mig. Og omme bag de her planter (følelser og tanker og sensationer), er en bevidsthed. Mig. Den som sanser, den som føler, den som tænker. Det er ikke følelsen som føler. Det er ikke tanken som tænker. Det er ikke sanserne som sanser. Det er mig.

Jeg er bevidsthed. Jeg er opmærksomhed. Jeg er Nuet. Jeg lever kun lige nu og her. Ikke ude i fremtiden eller i fortiden. Jeg er kun i Nuet. Jeg er ikke mine følelser, tanker og sanser. Jeg er bevidsthed. Jeg er den som observerer, den som tænker, den som føler, den som sanser. Jeg er øjnene omme bag ved. Dem, som bare kikker ud. Dem, som bare er.
Der er intet jeg skal. Kun være der for mig selv. Være tilstede i Nuet – sanse Nuet. Sanse min krop og mit sind. Alt er som det skal være, selvom alt er kaos og rod indeni så er alt som det skal være. Angsten skal ikke væk. Angsten skal være her.

Jeg bærer hver dag skammen på mit ansigt

Jeg er i mangel. Jeg er hæmmet af skamfølelse, og jeg bærer det på mit ansigt, så alle kan se det – rødmen. Mit ansigt er min forbindelse mellem mig og andre. Det er i ansigtet vi forbinder os til andre, vi smiler, får øjenkontakt og ser hinanden. Men det er også i øjnene på andre, at vi spejler os selv, dømmer os selv, er udsat og føler os bedømt.

Det er svært at leve med de fysiske resultater af skam, angst og af en svækket krop i ubalance, når alt det jeg har brug for er, at være usynlig. Ikke at blive set og især ikke at vise mine mangler lige midt i mit ansigt. Jeg føler de synlige spor efter skammen og min krops ubalance, hæmmer mig i at fungere ude i verdenen. Ikke fordi at andre vender mig ryggen pågrund af mit ansigt, men fordi jeg dømmer mig selv og dømmer mit ansigt. Fordi jeg har erfaret, at mange af de steder jeg befinder mig, er det ikke okay at skille sig lidt ud. Det er ikke okay, ikke at ligne en af mængden. Hvis man reagerer for meget, så er der noget galt, så bliver der skabt opmærksomhed omkring én.

Hvis jeg havde en permanent plet i hovedet eller et modermærke eller et ar, som var en del af min hud, så kunne jeg måske bedre forholde mig til det, men fordi rødmen kommer og går, og jeg ikke kan dække det på samme måde hver dag, så ved jeg aldrig hvornår det er synligt for andre. Jeg går i evig frygt omkring, hvornår jeg bliver udstillet, hvornår nogen igen kommenterer min hudfarve og om det er ligeså slemt som jeg forestiller mig (det er det ikke). Det er uforudsigeligt, jeg har ikke kontrol over mit ansigt og hvordan min hud reagerer, den er forbundet til mit nervesystem, reagerer mit nervesystem reagerer min hud også.

Problemet er ikke min hud, men at min hud så nemt reagerer, når der sker tumult inde i mig. Når angsten bryder frem, så bryder den frem på mit ansigt. Jeg kan ikke gøre noget for at stoppe det, når først ansigtet har reageret. Jeg er afsløret. Jeg er ikke perfekt, jeg er ikke cool, jeg er ikke afslappet. Jeg er følsom, jeg responderer på min omverden, jeg udviser at jeg føler skam og ikke føler mig okay. Og andre kan se det på mig. Der er ingen steder at løbe hen, ingen steder at gemme mig, ingen måde at beskytte mig selv på. Jeg kan ikke undgå at jeg reagerer.

Jeg husker engang jeg har sagt, at jeg ville ønske andre mennesker kunne se, hvor dyb min skam er. At andre kunne se, hvor meget skam jeg bærer på mig – for så ville de måske tage mere hensyn til mig, ikke grine af mig, udpege mine fejl og mangler eller nedgøre mig. For det gør min skamfølelse endnu dybere, endnu mere hæmmende.
Men kan man overhoved undgå at blive udstillet og nedgjort af andre mennesker? Sikkert ikke.. Og lige nu, kan jeg ikke forstå jeg nogensinde har sagt det. Jeg var nok træt af, ikke at blive taget seriøst. At folk sagde; Du ligner ikke, at du har angst.. Man kan ikke se du har det dårligt.. Du ser ikke ud som om du skammer dig.

Jeg lever i grænselandet. Der hvor jeg gerne vil tages alvorligt og opleve at der bliver taget hensyn til, at jeg er følsom. Der hvor jeg føler mig set. Og samtidig har jeg et behov for at være usynlig, fordi verden er så uforudsigelig, og jeg aldrig ved hvornår en kommentar, et blik eller et ansigtsudtryk kan ramme mig og øge min skamfølelse. Jeg har lyst til at være der, hvor jeg aldrig rigtig er i verdenen, men mest bare er inde i mig selv, for det er det eneste sted, hvor jeg rigtig føler mig tryg.