Sådan føles social angst

Min sociale angst kan potentielt blive trigget, når der er andre mennesker i nærheden.
Det er ligegyldigt om det er fremmede eller nogen jeg kender rigtig godt – risikoen er der altid og jeg ved aldrig, hvornår angsten bryder frem.

Krop og sind tror, der er livsfare

Jeg vil prøve af forklare, hvordan det føles at have social angst – hvis jeg skulle forklare det til en, som aldrig havde prøvet det.

Dermed vil jeg også beskrive hvordan det føles, de gange hvor jeg ikke har kunne håndtere det, men kun er blevet overvældet af det.

For nylig fandt jeg ud af, at den angst man får, når man får social angst kaldes dødsangst, fordi man går i panik og føler at man skal dø. Det giver meget god mening, når jeg tænker på hvor skræmt jeg føler mig og hvor fartruende det faktisk føles.

Når jeg får social angst tænker jeg ikke “nu skal jeg dø”, men det er kroppen og sindet der reagerer som om, at den er truet på livet….

Sådan føles det…

Det er som om, at min krop og mit sind får stød og går i chok.

Det føles som at blive gennemrystet meget, meget  hurtigt og meget stressende. Sådan så jeg næsten bliver forskrækket over reaktionen – hvilket leder til endnu større chok.

Det føles som at blive meget svimmel og alt blodet strømmer op til hovedet. Dermed rødmer jeg også.

Det føles som om, at min bevidsthed, den jeg er, bliver revet meget hurtigt først ud af mig selv og så ind i mig selv igen.

Når jeg bliver revet tilbage til mig selv, føler jeg ekstrem over-bevidsthed og skam over mig selv.

Jeg føler mig overvåget af mig selv og af andre. Jeg føler jeg går fra at være usynlig til at være for synlig.

Det føles ligesom at vågne alt for meget op til en ond virkelighed, hvor jeg er helt udsat helt ubeskyttet, helt blottet – som en krabbe uden skjold.

Jeg føler mig bedømt af andre

Andres øjne, ansigtsmimik, kropssprog, ord, toneleje og energi retter sig pludselig omkring mig, og at der er noget galt med mig. 

Hele min indre panik, ubehag og utryghed spejles i andre mennesker – så jeg føler at jeg bliver dømt. Jeg føler mig udskammet, forkert og at jeg ikke har ret til at være mig.

Jeg vil flygte væk

Dermed får jeg også et intenst og akut behov for at flygte væk med det samme.

Men det er ikke altid jeg kan komme væk eller føler at jeg har ret til at flygte væk – fordi jeg har så stort et behov for at please og præstere i sociale sammenhænge, så jeg ikke føler det er “okay” at flygte væk.

Jeg vil heller ikke skabe endnu større opmærksomhed omkring mig selv eller skabe endnu større grund til at blive udskammet.

Så samtidig med at være både i chok, fastfrosset og over-bevidst om mig selv, så går jeg i panik – fordi jeg ikke kan eller “må” komme væk.

Det er en voldsom følelse både at være meget, meget skræmt og bange og samtidig at føle mig helt lammet og altså hverken kunne komme væk eller kunne afstemme mig selv.

Hvordan jeg håndterer min sociale angst i dag

Det har taget mig mange år at gå fra at leve i ren og skær panik sammen med andre mennesker, til at begynde at kunne finde min plads, give mig selv lov til at reagere og give mig selv lov til at gå væk, hvis jeg bliver overvældet.

En stor del af min proces har også handlet om at komme i kontakt med den skamfølelse som aktiveres når jeg får social angst og den følelse af at være forkert i andres (og egne) øjne.

Den allerstørste effekt har helt klart været, at jeg har omfavnet mig selv, uanset hvilke følelser og reaktioner jeg har fået.

Sådan er det at isolere sig

Dette er min historie omkring, hvordan min angst voksede sammen med mit behov for at trække mig fra omverdenen. Men også om, at jeg nåede et punkt, hvor isolationen forværrede min angst og dermed startede en flodbølge, sådan at jeg blev nødsaget til at se mig selv i øjnene (bogstaveligt talt) og komme ud af isolationen igen, helt af mig selv.

Når man har social angst er det meget almindeligt, at opleve stor angst for sociale situationer, bestemte situationer, mennesker eller tidspunkter på dagen (fordi der måske er flere mennesker).

Vi kan begynde at undgå de ting, som trigger vores angst, undgår bestemte mennesker fordi de måske ikke har forståelse for vores situation (eller ikke ved, at vi har angst) eller måske undgår vi et bestemt sted, f.eks. fester, middagsselskaber eller hvad der end er angstprovokerende for os. Det er ikke bare det, at den bestemte situation er angstprovokerende, men det er nærmere det, at vi har erfaret en eller flere gange, at vi oplevede angst i denne situation. Vi følte os usikre, utrygge, nervøse og anspændte ved at være der og samtidig har vi en følelse af, at vi ikke har ret til at have de her intense angstfølelser.

En ting som virkelig skræmte mig i forbindelse med social angst, var at jeg på et tidspunkt var nødt til at bygge et rev omkring mig, en klippe, en barriere, en stor væg mellem mig og menneskene i mit liv.
På et tidspunkt blev angsten så overvældende og frygten for at være i sociale situaioner og føle mig angst var så stor, at jeg undgik mange former for socialt samvær. Jeg var stadig engang imellem social, men det var ikke en del af min hverdag at se andre mennesker.

I takt med at jeg isolerede mig mere og mere, voksede min angst også mere og mere. I situationen vidste jeg godt, at det var ulempen ved at undgå angsten, men samtidig var det umuligt for mig at forestille mig en hverdag, hvor jeg skulle føle mig angst hele tiden – for det var sådan, min virkelighed var. Derfor var det bedre, bare at blive hjemme og undgå andre og dermed også angsten.

Jo mere jeg følte at det var forkert at føle mig angst, jo stærkere føltes min angst.
Så angsten voksede. Jeg begyndte at fokusere på angsten og følelse af at være utryg, nervøs og anspændt hele tiden. Jeg isolerede altså mig selv, for det eneste sted hvor jeg ikke følte angst, var når jeg var alene. Når jeg var alene var jeg tryg.
Og gæt hvad der så skete? Jeg begyndte at føle angst, også når jeg var alene. Jeg var ikke angst for at være alene, men jeg blev angst fordi jeg forestillede mig, at der var en anden sammen med mig (måske fordi jeg længtes så meget efter social samvær) og at denne person hele tiden kiggede på mig og gav mig opmærksomhed – fuldstændig som jeg følte når jeg rent faktisk var sammen med andre.
Det var ikke nok, at jeg havde isoleret mig fra den omkringliggende verden, men nu kunne jeg ikke engang være det sted, hvor jeg følte mig allermest tryg. Hele min verden ramlede sammen, nu var jeg angst hele tiden, alle vegne.

Når jeg kiggede mig selv i spejlet, var det som om, at mit spejlbillede var en anden person som kiggede på mig og dømte mig – også selvom jeg vidste at det jo bare var mig selv. Jeg var blevet så fokuseret på den eksterne oplevelse af mig selv, og havde nok oplevet så meget depersonalisering at jeg havde fået så stor distance til mig selv, så jeg nærmest kunne overbevise mig selv om, at dømte mig selv, udefra.
Når jeg mødte mit egne øjne i spejlbilledet følte jeg mig helt vildt angst og jeg begyndte at rødme og kunne ikke holde øjenkontakten – fuldstændig som det var ude i den virkelige verden.

Der var intet sted jeg kunne være tryg. Jeg følte mig angst hele tiden, hele dagen, alene og med andre, selv mine nætter var terroriseret af mareridt, hvor jeg vågnede op med en angstfuld krop og psyke. Tænk, hvor meget stress og angst påvirker nervesystemet og kroppens evne til at fungere!

En dag spurgte jeg mig selv; “Hvad er du bange for? Hvorfor bliver du angst, når det kun er dig, der er der?”
Jeg tror mit fokus skiftede fra at være perspektivet fra mig ud mod verden, til at jeg kiggede ude fra verden (med verdens dømmende øjne) og ind mod mig selv. Jeg dømte mig selv, ikke bare indeni, men som om jeg var en adskilt person.

Jeg øvede mig i forskellige måder at håndtere angsten på. Jeg vidste, at ingen kunne se hvor angst jeg var, når jeg var alene derhjemme og derfor var det en oplagt mulighed for mig, til at give mig selv lov til at være lige så angstfuld som jeg nu var.
Da jeg følte mig klar til det og følte mig sikker nok, kiggede jeg mig selv i spejlet, og holdt øjenkontakten. Mit ansigt blussede op og hjertet hamrede, og trangen til at komme væk var stor, men jeg fortsatte og øvede mig igen og igen på, at vænne mig til at se mig selv, også selvom det var ubehageligt. Det var bare mig. Jeg lærte mere og mere at, hvis jeg ikke dømte mig selv, kunne andre ikke dømme mig.

Når man har social angst, føler man sig bedømt af andre. Men i sidste ende, er det ikke os selv som vælger hvordan vores tilgang er, og ikke andres mening og bedømmelser (eller vores idéer om, at de bedømmer os)?

Hvis nogle kigger på dig på en måde, som gør at du føler dig bedømt, så er det din følelse og du kan arbejde dig henimod at lære at beskytte dig selv, få det godt med dig selv og lære at det er okay at være sensitiv og sårbar, og at det er okay også at blive påvirket af andre, men det er vores ansvar, hvordan vi håndterer den følelse det giver os.

Da jeg isolerede mig, følte jeg at det var det rigtige for mig at gøre, for jeg kunne ikke længere tvinge mig selv til noget. Det var vigtigt for mig, at jeg kunne få lov til at lukke verden ude og bare fokusere på mig selv og ikke føle mig presset til noget fra andre.

Efter at jeg nåede bunden, hvor jeg ikke engang kunne være med mig selv mere, det som ellers var allermest naturligt og nemt for mig, arbejdede jeg mig tilbage til et nyt udgangspunkt, hvor jeg er nu. Jeg er ikke længere isoleret. Jeg har arbejde og at være social er en del af min hverdag, ikke noget som sker en gang om måneden længere. Men derfor har jeg stadig nedture og der er stadig tidspunkter i mit liv, hvor jeg føler angsten er mere intens end ellers, og derfor er det vigtigt for mig at blive ved med at lytte til mig selv.

Du behøver ikke at føle skyld over, at du har behov for at isolere dig. Mange taler om, hvor farligt det er – men i mine øjne er det farligere at presse sig selv, især når man har angst og er et sårbart menneske. Hvis du føler det er rigtigt for dig, at tage en pause fra omverdenen, så gør det. Ingen skal presse dig, til at være social hele tiden. Men et godt råd er, at stadig bevare en form for kontakt med dem du har i dit liv, som du holder af – f.eks. gennem mail, opkald eller sms’er. Internettet og online forums, er også en god måde at connecte med andre, f.eks. også andre som har angst eller som isolerer sig.

Jeg kender et par stykker med social angst, som er bange for at isolere sig og som bliver ved at sige, at de er nødt til at være sociale. Der er ikke noget du er nødt til. Føles det rigtigt for dig at tage en pause fra al den pres og stress omkring dig, så lyt til det.
Der er konsekvenser ved alting – også at isolere sig. Men der er også konsekvenser ved at presse sig selv. Ingen af dem er mere rigtig end den anden. Isolation behøver ikke være en flugt, det kan ligesåvel være et behov for at tænke på sig selv og et behov for at genoplade sig selv og beskytte sig selv.

Eksperiment: Anti-Tinder #1

Jeg er træt af Tinder og de andre dating apps.
Jeg er træt af, at vi kun tør at “tale” med hinanden over sociale medier.
Jeg er træt af, at vi generelt ikke kommer hinanden ved særligt meget mere.
Jeg er træt af, at der er så mange muligheder for at møde nogen, som man ville passe godt sammen med, men at man aldrig møder den person, fordi man ikke tør at tage kontakt til vedkommende.
Det har jeg tænkt mig at lave om på. 

Jeg har besluttet mig for at starte et eksperiment. Eksperiment Anti-Tinder.
Målet er, at tage kontakt til/have en samtale med andre, og med andre mener jeg, nogen som jeg kunne finde på at swipe til højre på, hvis jeg var på Tinder.

Min angst har aldrig stoppet mig i at tale med fremmede, men det er en større udfordring at tale med nogen, som jeg synes ser sød eller attraktiv ud. Der er mere på spil og der er mere at tabe og en afvisning gør derfor også mere ondt.

Jeg håber du har lyst til at være med i eksperimentet! 🙂

Husk: 

  • Den, du tager kontakt til, skal være en du kunne være tiltrukket til – en, som du kunne forestille dig du ville swipe til højre på.
  • Når du starter en samtale, brug åbne spørgsmål og vær god til at tale om dig selv, fortæl ting uden der nødvendigvis er blevet spurgt om det. Fortæl hvad du har lavet i dag og hvad du skal lave i morgen/senere.
  • Klap dig selv på skulderen og ros dig selv, hver gang du skaber en eller anden form for kontakt til et andet menneske. Uanset om det er et smil, øjenkontakt eller en samtale med ord, så er det utroligt grænseoverskridende at gøre for mange, så ros dig selv for at du gør det – også selvom du ikke får så meget igen.

Der er forskellige steder, du kan møde mennesker og hvert sted gør udfordringen en lille smule sværere. Jeg vil bevæge mig indenfor disse tre områder.

Servicebranchen 
Se på servicebranchen for eksempel, eller i princippet alle butikker, restauranter eller steder hvor du selv er kunde. Det kan være supermarked, café, tandlægen eller noget helt fjerde.
Her er folk ansat for at servicere og det er derfor meget nemmere at få kontakt til dem der arbejder sådan et sted, samtidig så er du der af en årsag, og kommer altså (sandsynligvis) ikke bare derhen for at få kontakt til folk.

Til et arrangement eller sammen med andre kunder/besøgende
Når vi er samlet med andre, et bestemt sted, så har vi allerede det til fælles. Uanset om det er til et lagersalg, om I venter i kø til toiletterne eller om I står i grønt-afdelingen i supermarkedet.

På gaden
Det sværeste sted at få kontakt til folk må være på gaden. Enten tror folk man er gadesælger eller også kan man bare mærke, at folk ikke er vant til at fremmede begynder at tage kontakt til dem, uden nogen egentlig grund.
Om ikke andet så kan det også være et ret sjovt sted at gøre det, især hvis det bare er smil eller øjenkontakt eller et “hej”, fordi I allerede er på vej forbi hinanden.

Over det næste stykke tid, vil jeg udfordre mig selv inden for forskellige områder af face-to-face-kontakt, for at få kontakt til det modsatte køn.
Hver mandag kl. 8 kommer der et nyt indlæg omkring min seneste udfordring.

Jeg håber du vil følge med og måske også selv afprøve eksperimentet!

8 skridt til at se angsten i øjnene

Når vi øver os i at eksponere os selv for angsten er det altid vigtigt at lytte til ens egen mavefornemmelse og lytte til hvor meget man selv kan overkomme at rumme.

Du kan også finde min gratis e-bog om angsteksponering lige her.

1. Angsteksponerings-liste

Lav en liste over alle de ting du ville ønske du kunne, men som angsten begrænser dig i. Skriv den mest angstprovokerende situation og arbejd dig selv nedad indtil du har den mindst angstprovokerende situation. Start altid med at eksponere dig selv for det mindst angstprovokerende og arbejd dig selv opdad.
Dette er din angsteksponerings-liste.

2. Små, tålmodige skridt

Det er vigtigt med små skridt, når man udsætter sig selv for angstprovokerende ting, sådan så man hele tiden har sig selv med og ikke tvinger sig selv ud i noget ubehageligt.
Husk altid at rose dig selv for de allermindste succeser – det er stadig succeser – frem for at forvente mere af dig selv hele tiden. Hav tålmodighed og vær taknemmelig for de ting du kan finde ud af uden at blive overvældet af angst!

3. Beløn dig selv

Når du har gjort noget som du har frygtet så husk at beløn dig selv, ros dig selv, klap dig selv på skulderen. På den måde husker du alle de succeser du har i dit liv.
Lov dig selv en belønning, jeg har skrevet et indlæg med 30 idéer til belønninger til sig selv.

4. Tegn dig selv 

Eller mal dig selv. Det er nok en lidt anderledes metode, som jeg opdagede lidt ved et tilfælde. Lav et billede af dig selv, hvor i stedet for at fokusere på at du anatomisk skal ligne dig selv, så hav fokus på det ubehag, angst eller bekymring du mærker og tegn dig selv imens med alt det her ubehag in mente. Tegn dig selv sådan som du ser dig selv med angsten, med alle dine “fejl” og “mangler”. Se på billedet efterfølgende og gør dig bekendt med denne følelse. Fx har jeg angst for at rødme, så jeg tegnede mig selv med et ildrødt ansigt, for det var sådan jeg så mig selv. Jeg kiggede på billedet og forsøgte at erkende overfor mig selv hvordan jeg så mig selv. Det var sådan her jeg havde det. Jeg kiggede på det indtil jeg blev “okay” med det, indtil jeg kunne acceptere at det var sådan her det var – det var sådan her min virkelighed var. Jeg rødmede, jeg havde angst over det. Det var sådan det var.
Når jeg ser på billedet den dag i dag så smiler jeg.

5. Se frygten i øjnene.

Bogstaveligt talt. Lidt som en forlængelse af sidste punkt kan du stille dig foran spejlet og se dig selv i øjnene mens du taler højt om det du frygter allermest. Bliv ved at se dig selv i øjnene og erkend hvad du frygter og giv dig selv lov til at frygte det. Bliv i det uden at skulle gøre noget ved det. Bare vær i det.
Dette handler ikke nødvendigvis om hvad du frygter udadtil (fx frygter jeg min rødmen), men også om de følelser du har indvendigt. Både hvad du frygter og hvad du hader allermest ved dig selv.
Se dig selv i øjnene mens du siger det. Det er faktisk rigtig svært at sige tingene højt til sig selv og se sig selv i øjnene i mens uden at man begynder at blive ked af det – man indser hvor hård man faktisk kan være overfor sig selv, men når man konfronterer sig selv med det, så er det nemmere at ændre på.

6. Tal med en fremmed 

Det er ikke sikkert det er særlig angstprovokerende for dig, men for mange kan det være en udfordring fx at tale med fremmede på gaden eller i butikker.
Jeg øver mig i at gøre det til en vane at udfordre mig selv til at tale med fremmede, smile til fremmede eller bare se fremmede i øjnene. Det er en god øvelse i at stå ved mig selv, at vise mig selv for verden og sige “jeg er her også”, “se mig, hør mig”.
Det kan være meget grænseoverskridende at gøre, men det er en god øvelser i at jeg tør være mig.

7. Åben op

Det er svært ikke at føle skam over angsten eller skam over sig selv. Men hvis der er noget der hjælper på skammen og angsten og angsten over angsten, så er det tale højt om det – også selvom folk ikke forstår det.
I stedet for at lyve over for folk, så tal højt om angsten. Vær ærlig. Vær sårbar omkring det. Du behøver ikke engang sige meget, noget så simpelt som “Jeg bakser med noget angst” eller “Jeg har en angstlidelse” eller “Jeg har lidt af angst i xx år”, er nok til at folk får bare et lille billede af, hvordan det er at være dig – selvom de ikke ved hvilken type angst du har eller hvordan den påvirker dig.
Man skal også kun tale åbent om sin angst for sin egen skyld – for at blive mere okay selv og for bedre at kunne stå ved sig selv og sin angst.

8. Fremprovokér angsten

Er du bange for at se fjollet ud? Så skab dig og vær fjollet med vilje. Er du bange for at komme til at sige noget dumt? Så sig noget dumt – med vilje.
Er du bange for at tabe din mad? Tab din mad med vilje.
Når vi selv har kontrollen over det, som vi frygter, så er frygten ikke lige så stor, som når det er noget vi forsøger at undgå. Vi ved alligevel aldrig hvornår angsten dukker frem, så vi kan ligeså godt fremprovokere den med vilje.
Sjovt nok, så når man prøver at fremprovokere angsten, kan det være rigtig svært for den at komme frem! Men det er en god øvelse i at udsætte sig selv for noget, som man selv bestemmer og øve sig i at mærke angstfølelsen og kunne rumme den.

Lad mig høre dit bedste angsteksponerings-tip i kommentarfeltet!

Mit møde med psykiatrien

Dette indlæg er skrevet ud fra min egen erfaring og holdninger til psykiatrien og vores sundhedssystem.

I løbet af de snart 8 år jeg har haft en angstlidelse har jeg været forbi læger, psykologer og psykiatere af flere omgange, og de fleste oplevelser har haft samme resultat og har efterladt mig med samme følelse; følelsen af at være misforstået, sygeliggjort, set ned på og behandlet som et menneske, der ikke er på lige fod med andre.

Når man får psykiske udfordringer på den ene eller anden måde, er det i forvejen en meget overvældende oplevelse. Man er forvirret, følsom og har brug for at føle sig forstået og mødt af omverdenen. Det er utroligt grænseoverskridende at søge hjælp og til dem som gør det vil jeg sige; du er så sej, at du rækker ud for at få hjælp!

Dog er vores system desværre så opsat på at a) tjene og spare penge, b) få kontrol og c) behandle menneskerne i samfundet som brikker, som skal passe ind i systemet.

Det har i årevis frustreret mig, hvor lidt der blivet set på det menneske, som man har med at gøre, uanset om det er hos lægen eller på jobcentret. Der er ikke længere råd, overskud eller tid til, at være der for det menneske som kommer for hjælp, det er kommet helt ned til det lavpraktiske; er du syg, så sender vi dig i behandling.

Da jeg første gang gik til lægen på grund af min angst, sagde hun; “Det er ikke angst, du er bare genert”. Jeg forsøgte at forklare hende, hvorfor jeg mente det var angst, jeg ønskede at få noget hjælp, jeg havde det ikke godt og rakte ud for at få nogen til at hjælpe, men der blev ikke gjort noget. Det var først flere uger senere, at jeg måtte overbevise min læge, ved at spille skuespil overfor hende.

Når man går til lægen med sin angst, gør de ikke noget for at finde en god psykolog til en, de husker heller ikke en på, at angst er naturligt og noget vi alle kan opleve. At der er en årsag til angst og at der ikke er noget forkert i at få angst.
Nej, man bliver sygeliggjort eller også bliver man ikke taget seriøst. Man må selv prøve at finde en psykolog eller behandler, uden man nødvendigvis ved hvad man skal kigge efter og uden nogen anbefaling. Men allerførst bliver man sendt til psykiatrien.

Jeg blev kaldt ind til en samtale med en kvinde som vist nok var sygeplejerske med videreuddannelse i psykatri. Jeg var meget opsat på at finde ud af, hvad hendes baggrund var for at sidde der, for jeg ønskede at føle mig forstået. Jeg forsøgte at kigge hende i øjnene og få kontakt med hende, men hun var iskold og kiggede ned i sine papirer – når jeg endelig så hende i øjnene så hun ud som om hun ikke ønskede at tale med mig. Hun så sur, utilfreds, vred og provokeret ud.
Jeg tænkte; “Hvordan kan man tillade sig at sidde og arbejde med mennesker som lider, når man tydeligvis selv lider i den stilling? Kan man så ikke finde noget andet, hvor ens adfærd ikke skal gå ud over i forvejen sårbare mennesker?”

Jeg forsøgte adskillige gange i løbet af samtalen (som nærmere var en afhøring) på at få en dialog med kvinden. Jeg ønskede at få hende til at forstå mig, fremfor at hun skulle følge sit manuskript, som hun desperat klamrede sig til. Hun havde en række spørgsmål hun skulle stille og så viste hun mig på væggen, alle de plancher de havde med alverdens psykiatriske diagnoser og fortalte mig, at en af dem skulle jeg passe ind i.

Når hun stillede mig et spørgsmål og jeg forsøgte at uddybe mit svar, for at få hende til at forstå mig mere akkurat, afbrød hun mig – nærmest hidsigt – og bad mig om ikke at tale yderligere om det, for hun var ikke interesseret i at jeg gik i detaljer.

Jeg følte mig dybt skuffet, afvist og mildest talt helt gal på den – her kommer man ind med en sårbarhed, noget som er svært, og man har et ønske om at blive mødt og set som et ligeværdigt menneske, istedet får man af vide at man skal stoppe med at tale om sin situation, for ja – de skal bare have deres ja eller nej, sådan at de kan finde den diagnose jeg passer i. Det er deres vigtigste og eneste formål.

Da jeg gik ud fra samtalen og kom ud til min cykel brød jeg ud i gråd. Jeg følte mig så misforstået, så sygeliggjort og samtidig havde jeg siddet og skulle åbne mig op om, det som var så svært for mig, overfor et menneske som tydeligvis var dybt uinteresseret i mig og egentlig bare gerne ville have samtalen hurtigt overstået.

Jeg har respekt for, at det ikke må være nemt at arbejde og støtte det her system, med alle de paragraffer der skal overholdes og den begrænsede tid, som er til hvert menneske. Når man arbejder under bestemte rammer og har et vist antal minutter til hver borger, så er der ikke penge eller tid til, at kunne gå i dybden med hvert enkelt menneske, men det gør mig ikke mindre frustreret over, at man vælger at tage en uddannelse i at hjælpe andre, når man hverken har de menneskelige evner til at hjælpe sig selv eller hjælpe andre. Her så jeg et menneske der selv led, men som ikke engang kunne håndtere sin egen lidelse – derimod blev hendes irritation og dårlige energi læsset over på mig, som i forvejen led.

Det er et problem, at de mennesker som skulle tage sig af de mest sårbare, sjældent selv har særlig meget overskud til sig selv.

Jeg er af den overbevisning, at for at kunne arbejde med andre mennesker, er man nødt til at arbejde med sig selv. Man er nødt til at kunne rumme sig selv, rumme den frustration og irritation som i mange tilfælde normalt kommer til at gå udover det menneske de sidder overfor. At kunne rumme sin egen lidelse og sine egne udfordringer gør det nemmere også at rumme andres.

Derfor har jeg en så dyb og brændende en lyst til at hjælpe andre – men ikke på den måde jeg er blevet “hjulpet” af læger, psykiatrere og psykologer.

Jeg ønsker at kunne hjælpe andre på en medmenneskelig, empatisk og rummelig måde. På en måde, hvor relationen er ligeværdig, hvor jeg ikke hæver mig over det menneske jeg hjælper (også fordi jeg ved hvordan det er, at være i en sårbar position og føle sig udfordret af livet) og hvor at jeg evner at kunne rumme mig selv først og fremmest.

For i det at jeg gør det, så rummer jeg også det menneske jeg sidder med. Så er der ikke noget at blive vred eller frustreret over, fordi at jeg først og fremmest vægter egenbevidsthed først, og er opmærksom på mine egne udfordringer og er bevidst om mig selv – på den måde er det også nemmere at kunne huske på, at man er to individuelle personer og at der skal være plads til begge.

 

 

#1 råd mod tankemylder og bekymringer

Noget af det jeg har lært i min angstproces har været, at alting har en årsag.

Uanset hvilke fysiske, psykiske eller følelsesmæssige symptomer du får, så er der altid en årsag til dem. De kommer aldrig bare af ren tilfældighed.

Derfor har jeg også længe interesseret mig for, hvorfor vi har så nemt ved bekymring og tankemylder, og hvorfor det virker som om at det er noget af det som er aller sværrest at “komme af med”.

Årsagen bag

Mit tankemylder og mine bekymringer har altid kredset om, at jeg enten ikke gjorde det godt nok (selvtillid), ikke var godt nok (selvværd), at jeg skulle være på en bestemt måde (præstationer og forventninger), at folk forventede noget af mig, som jeg ikke kunne leve op til (utilstrækkelighed) og at jeg følte mig forkert (skam) og ikke ønskede at føle som jeg gjorde (bekæmpelse, mangel på omfavnelse).

 

Omfavnelse af følelserne

Ligeså snart jeg kunne begynde at opdage årsagen til mine bekymringer, opdagede jeg også en forløsning, fordi nu kunne jeg forholde mig til roden af “problemet” og øve mig i at omfavne det ubehag jeg oplevede, som ikke kun var kognitivt ubehag men også følelsesmæssigt ubehag.

Jo mere jeg kunne forholde mig til årsagen og til de følelser som lå under overfladen og gav mig tankemylder, jo mindre tankemylder fik jeg også – for jeg kunne hele tiden forholde mig til årsagen bag fremfor at “få styr på” mit tankemylder.

Det blev klart at tankemylderet faktisk var en form for forvirring og bekæmpelse af de følelser jeg havde omkring mig selv og når jeg kunne omfavne de følelser, havde jeg ikke noget at være forvirret over og ikke noget at bekæmpe.

Dermed ikke sagt, at jeg aldrig bekymrer mig eller har tankemylder – det sker stadig, men jeg når altid at forholde mig til, hvorfor jeg får det, inden at det har eskaleret fuldstændigt.
Jeg opdagede også, at en fysisk forløsning af følelserne – fx at give mig selv lov til at græde, havde stor effekt på bekymringen, og var med til at få den til at blive forløst.