Når systemet svigter og ikke ser bag facaden

Skrevet i 2013.

Dette er min fortælling om da jeg i 2011 pludselig blev ramt af invaliderende socialfobi og systemets manglende evne til at forstå alvoren i min situation…

Jeg har, som sygemeldt med angst tre gange på to år, set min side af vores såkaldte velfærdssamfund.

Det hele startede en vinterdag i 2011. Jeg havde haft flere ubehagelige oplevelser på mit job. Den dag det virkelig gik op for mig, at noget var galt, låste jeg mig selv inde på badeværelset i en time, hvor jeg skiftevis græd, kastede op og lå sammenkrøllet på gulvet.

Jeg anede ikke hvad der skete med min krop og det skræmte mig, at jeg ikke kunne forklare det, for at berolige mig selv og komme videre med dagen – men panikanfaldene blev ved i flere uger. Jeg måtte gå ud fra kontoret mange gange på en dag og stå et stille sted for at prøve at samle mine tanker. Hver dag, 8 timer om dagen, var min krop, nervesystem og hjerne på konstant vagt overfor lyde, bevægelser, folk der talte til mig, folk jeg skulle kommunikere med. Det blev svære og svære for mig, at holde sammen på en form for normalitet, og jeg prøvede konstant at opretholde min ydre facade, så det hele ikke lige pludselig krakelerede foran mine venner og kolleager.

Jeg husker det som en følelse af, at bide tænderne meget hårdt sammen, smile stift og prøve ikke at sige noget dumt eller skabe for meget opmærksomhed. Jeg blev mere og mere følsom, og en dag på arbejde da jeg gik igennem sneen, gik jeg nysgerrig ind på en hjemmeside der omhandlede angst og social angst. Min søster havde mange gange talt om hendes oplevelser med angst, og jeg følte også jeg kunne genkende de ting pigen skrev derinde, men jeg var rædselsslagen for at finde ud af, at det var det, der også skete med mig.

Da jeg læste symptomerne og beskrivelsen af social angst, lettede tågen nærmest. Jeg fik en smule mere ro over at vide, at jeg ikke var ved at blive sindssyg.
Dog klarede jeg ikke meget længere på jobbet, før jeg kunne mærke, at mit sind og min krop ikke kunne klare mere. Hele min krop sitrede af stress og uro, jeg var svimmel, havde en uvirkelig fornemmelse af, at alt jeg så, var en film. Ikke nok med det, fortsatte min kamp med at holde sammen på mig selv og ikke få angst foran nogle mennesker, men jo mere jeg holdt fast, jo mere faldt jeg sammen indeni. Jeg blev mere og mere usikker, der skulle ingenting til før jeg bøjede hovedet i skam og blev helt rød i hovedet. Mine voldsomme kropslige reaktioner og reaktionerne fra dem omkring mig, gjorde hverken angsten eller skammen over at have angst, bedre.

Selvom jeg blev sygemeldt fra jobbet, var jeg ikke klar til at give op. Jeg ville ikke finde mig i at være syg, eller at skulle være på kontanthjælp, for hvor skulle det hele ende? Jeg hev mig selv op, og sagde til mig selv at jeg måtte tage mig sammen og prøve at være lidt positiv, lade vær at tænke på angsten så meget.

Første kontakt til læge

I løbet af min angstproces fik jeg min første rigtige kontakt til sygesystemet, siden jeg som tolvårig brækkede min næse. Min læge virkede meget sød til at starte med, men da jeg fortalte hende om mine ubehagelige oplevelser på jobbet og at jeg havde en mistanke om, at det var social angst, slog hun det til side og sagde, at jeg bare var en genert pige.
Min veltalende måde at tale på, overfor autoriteter, har hæmmet mig meget i min sygdomsproces.

Min angst er aldrig blevet taget seriøst af nogle læger og det gør mig frustreret, at bare fordi jeg kan tale åbent og overfladisk, samt indsigtsfuldt om, hvad der foregår i mit liv, betyder det ikke, at jeg er velfungerende eller ikke har brug for hjælp.

Sagt på en anden måde, jeg har altid været god til at opretholde en facade overfor andre mennesker. Alt fra læger, psykologer, lærere, klassekammerater, venner, familie. Jeg har ikke kun virket afklaret og positiv, jeg har også virket genert, indadvendt, været den grå mus, haft en meget stiv tale-og kropsmimik men også været meget udadvendt og snakkesalig.

Det jeg prøver at sige er, at blot fordi man har en god måde at formulere sig selv på, eller fordi man har en præsentabelt udseende, eller fordi man kan ”holde sammen på det hele”, betyder det ikke, at man har styr på det, der sker inden i én eller at man har det godt. Tværtimod, burde det være et faresignal at man lukker så meget af, så andre ikke kan se, hvordan man lider. Så er det sundere at lukke det ud og ligne en der har angst.

Men på trods af det, fik jeg det til at ligne, at jeg havde styr på det. Jeg snød folk til at tro, at jeg var sund og velfungerende, jeg tog flot tøj på, gjorde noget ud af mig selv og blev ved at skubbe angsten væk.

Nyt arbejde

Kun små to uger efter min sygemelding ansøgte jeg et nyt job, for jeg ville ikke finde mig i, at skulle blive overtaget af lidt angst. Så tilbage på pinden kom jeg, to uger efter mit liv synedes som et helvede. Jeg skulle arbejde i et supermarked og sidde bag kassen. Selvom jeg startede mildt, med tre dage om ugen, otte timer per dag – og selvom jeg var særdeles dygtig, til at være den søde, sjove, udadvendte pige på job, og fortrænge de følelser der skræmte mig allermest, begyndte de ligeså stille at snige sig op til min bevidsthed.

Modsat det tidligere job, begyndte jeg at føle mig lidt små-sindssyg. Jeg følte tit at jeg svævede ud af min krop, og så mig selv udefra, jeg følte ikke jeg var i min egen krop. Mit syn blev sløret, varmen steg til mit ansigt og bryst, kunderne i køen kikkede, men jeg kunne ikke reagere. Jeg var stivnet på min stol bag kassen, det var forbudt at gå fra kassen, medmindre der var pause, eller man skulle på toilettet.

Det er næsten ufatteligt at forstå, at jeg kunne finde ud af, at scanne varer ind, tage imod penge og give penge tilbage uden over- eller underskud, da hele min bevidsthed havde et slør over sig.

Jeg spiste stadig i kantinen med mine kollegaer, selvom jeg på mit tidligere job havde fået mange angstanfald der. Der kom da også situationer hvor jeg på et splitsekund, helt uventet, mærkede ubehaget stige i mig, mærke hvordan mit ansigt blev varmt, jeg begyndte at ryste indeni og som en helt automatisk reaktion mærke mig selv rejse mig fra stolen, sige noget hurtigt og vende mig om, for derefter at skynde mig væk.

Jeg tænkte ikke engang over, hvad der skete. Jeg mærkede bare ubehaget og flygtede ligeså snart den begyndte at fylde min krop.

Jeg brød sammen igen

Den dag, det blev for meget, var da jeg sad bag kassen. Det var en stille dag, ikke særligt mange kunder, men alligevel havde jeg mine nerver udenpå tøjet. Jeg var hele tiden skrækslagen for, om der ville komme en person hen som jeg kendte, for at tale med mig, mens jeg sad lænket til stolen. Det var en konstant panik over at sidde der og frygte at angsten kom, og samtidig skulle håndtere den, når den kom.

Jeg begyndte at opleve meget overvældende uvirkelighedsfølelse, som er meget almindeligt at opleve når man får angst. Det er en følelse af, at det hele er sløret og bevæger sig i et meget langsomt tempo. Jeg følte hele tiden jeg skulle kaste op, men måtte ikke gå fra min stol bag kassen. Jeg blev mere og mere svimmel og følte jeg var på grænsen mellem at besvime og blive sindssyg. Til sidst måtte jeg bleg og med besvær gå hen til min chef og sige at jeg var syg, hvorefter jeg fik lov til at gå hjem.

Derhjemme brød jeg grædende sammen og gik fuldstændig i panik. Min krop gjorde ondt, jeg rystede over hele kroppen, slog i ting, rev i mit hår, gjorde alt jeg kunne for at holde fast på et eller andet der føltes virkeligt. Jeg ringede til vagtlægen fordi jeg følte, jeg var ved at gå fra forstanden. Jeg forklarede ham mine symptomer, og han lød meget alvorlig, men fortalte mig at det lød som et angstanfald. Ligeså snart jeg fik sat ord på det og begyndte at genkende fornemmelserne fra tidligere angstanfald, faldt jeg mere og mere til ro. Dagene efter kunne jeg næsten ikke huske hvad der var sket den aften.
Hvad sker der i hjernen, når man får angst? 

Der sker noget helt mærkværdigt når man får et angstanfald. Ens reaktioner bliver aktiveret gennem krybdyrhjernen, den ældste del af hjernen, som vi deler med alle dyr.

Hjernens kvalifikationer styrer vores instinkter. Den registrerer fare, reagerer ved kamp eller flugt og hvis dette ikke er muligt: stivnen. Denne del af hjernen har ingen fornuft eller logik, den reagerer blot ved helt basale ting, som opleves farligt for dette væsen.

Når vi får et angstanfald (eller angst i al almindelighed) er det altså den ældste del af hjernen der er aktiv og vi reagerer helt impulsivt og spontant. Det er stort set umuligt at sige noget til os selv eller prøve at tænke anderledes, da de nyere dele af hjernen ikke er aktive på dette tidspunkt. Derfor kan det også være vanskeligt at huske et angstanfald og at beskrive det med ord, da den tænkende og følende del af hjernen ikke var centrale.
Jeg måtte “spille” syg, for at blive taget alvorligt 

Jeg sygemeldte mig for anden gang det år, men min chef troede ikke på, at jeg havde grund til at sygemelde mig. Jeg måtte blive ved med at forklare hende, at jeg ikke kunne mere og derefter gik jeg til lægen, for at få en sygemelding. Igen oplevede jeg, at min chef kun så den facade, jeg succesfuldt opretholdte på arbejdet, så hun bagataliserede min angst og stress, for det kunne hun jo ikke se på mig.

Jeg gik til min læge og måtte bevidst bruge min facade, men i stedet for denne gang at virke ovenpå, gik jeg ind til lægekonsultationen og prøvede så vidt som muligt at udtrykke det, jeg følte indeni: fuldstændig opgivelse, drænet helt for alt liv. Min læge kunne godt se, at jeg ikke havde det godt, men hun prøvede alligevel at overtale mig til blot at arbejde nogle få timer om ugen.

Det, der gør mig allermest vred ved dette er, at folk som er syge ikke burde tvinges ud i arbejde. Vi bliver nød til at begynde at få mere respekt for folk, som er blevet syge af den ene eller anden grund. Vores samfund er ikke glad for sygdom, men jeg mener absolut ikke at det hjælper, at presse de syge til at udføre et job, når man ikke engang er i stand til at få sit privatliv til at hænge sammen.

Som det står til nu, i september 2013, er jeg tilmeldt en aktiveringsplan med uddannelses- og mentorplan via jobcentret. Jeg er under ingen omstændigheder klar til at komme i job, men alligevel får jeg af vide, at deres aktiveringstilbud går ud på ditten og datten og at jeg skal være med i det.

Jeg tror igen, jeg er blevet misforstået af systemet.

Alt gør mig angst

Nogle gange får jeg ubehag bare ved at være i min lejlighed, ved at sidde ved mit spisebord, fordi min krop regrederer tilbage til alle de gange jeg har fået angstanfald ved et spisebord.

Jeg bliver rød i hovedet og nervøs når jeg skal kigge mig selv i spejlet for længe tid af gangen, fordi jeg skammer mig over den jeg er som menneske, og fordi jeg i mine øjne ser alle de øjne der nogensinde har set på mig, de øjne som har grint af mig, sagt grimme ord til mig, mobbet mig, udstillet mig, sat mig i centrum og fortalt mig, at jeg ikke var noget værd.

Jeg har ikke set min far i et halvt år, min mor har jeg ikke set et år. Min storesøster, som jeg føler mig meget tæt på, har jeg ikke brugt mere end en time sammen det sidste halve år, min lillesøster ser jeg sjældent og det gør ondt, for hun skal snart ud og rejse i 8 måneder, og jeg ville ønske jeg havde overskuddet til at være der for hende noget mere.

Min lillebror som minder meget om mig selv, er snart en voksen mand, han har sin egen lejlighed, men jeg har aldrig været der og besøge ham, fordi jeg er bange for hvordan min krop reagerer og at alt kommer ud af kontrol.

Jeg lever konstant i en tilværelse som svækker mig mere og mere, jeg er bange for at købe ind, men tvinger mig selv til det, så jeg er sikker på, jeg har mad. Jeg får ofte angstanfald når jeg står og skal betale.

Jeg får ikke lov at være den person, jeg ønsker at være

Men mest af alt skærer det i mit hjerte, at jeg ikke kan være den person jeg så dybt ønsker.

Alt er revet væk fra mig, på meget kort tid, hele min tilværelse er blevet begrænset, og jeg skyder skylden på mig selv. Jeg føler mig medskyldig over den jeg er nu i dag. Jeg skammer mig overfor alle omkring mig, som én efter én er gledet væk.

Det sårer mig, at jeg har skubbet min familie væk, selvom vi altid har været mere eller mindre splittede, jeg skammer mig over at jeg er mine forældres datter, at de skulle få en datter, som har skubbet dem væk pågrund af angsten..

Jeg kommer ikke videre førend jeg har indset, at jeg ikke kan komme videre, før jeg mærker alt det ubehag, der er forbundet med angsten. Før jeg indser, at angsten godt må være der, jeg må gerne blive kogende rød i ansigtet, jeg må gerne ryste og stamme, jeg må gerne blive nervøs, jeg må gerne blive usikker, jeg må gerne blive genert, jeg må gerne snakke meget, jeg må gerne være genert og indadvendt, jeg bliver nød til at føle alt det, som jeg frygter aller mest. Jeg må gerne føle, at jeg intet er værd. Jeg må gerne skamme mig over, at jeg intet er, og at jeg har skubbet alle væk.

At blive misforstået at systemet

Jeg er et menneske, som altid har haft behov for at blive mødt og haft en naturlig trang til at kunne kommunikere med mennesker. Det er min facade. Når jeg er til samtaler med lægen eller min vejleder og andre autoriteter, holder jeg stadig fast i min evne til at kommunikere. Det er vigtigt for mig at vise interesse, holde øjenkontakten og formulere mig rigtigt. Men min måde at kommunikere på strider totalt i mod, det jeg føler, når jeg er mig selv, når jeg er hjemme.

Det er et helvede for mig at eksistere, det er en evig kamp og at endnu en gang at skulle blive misforstået af systemet og få af vide at ”Nårh, du virker til at have meget styr over tingene” og ”Du er jo en sød og god pige, så du skal nok blive jobklar”, er ikke ting jeg har brug for, at få af vide.

For en gang skyld har jeg brug for, at folk ser mig, som den jeg er ud over min facade og min trang til at kommunikere. Det er ikke mig. Det sande mig har opgivet lysten til alt, der før føltes naturligt og rart.

Den sande mig, ønsker ikke at eksistere. Jeg har brug for at mærke de ting der sker og tage det alvorligt – det er det eneste som føles rigtigt for mig nu. Jeg skal bevæge mig i det tempo, som føles naturligt og godt for mig, jeg skal ikke lægges på samfundets bånd og køres igennem systemet. Det skal ingen udsættes for, i en sådan situation.

En ting er, at man er job-løs men ellers har et velfungerende liv, men blot ikke kan få et job. En anden ting er, at være så syg, at ens hverdag er blevet en kamp, og man ikke engang kan gå ned for at købe en liter mælk, før man smider mælken og løber ud af butikken for at kunne trække vejret igen.

Hvad med alle os, som har en skæbne der æder os indefra og ud? Hvad med os, som kæmper hele tiden?

Hvornår er der nogen, som åbner øjnene og indser, at vi har det svært og har brug for at få den hjælp som vi har behov for?
Hvornår er der nogen, som tager min situation alvorligt? Og hvordan skulle jeg selv kunne komme videre i mit liv, hvis ingen ser mig hvor jeg er og hvis ingen tager mig alvorligt?

Denne frustration får mig blot til at ønske endnu større alvor for mig selv, og hvis andre ikke kan spejle mig eller tage mig alvorligt, så må jeg gøre det selv.

Dette er bare endnu et eksempel på, at jeg ikke får lov at opleve at nogen tager sig af mig – dette er endnu et resultat af, at jeg må stå med det hele selv, som jeg har gjort altid. Og det er synd, for endelig ønsker jeg faktisk at nogen vil hjælpe mig, jeg vil så gerne have hjælp, men når der ikke er nogen, så må jeg gøre det selv og dermed erfare at jeg ikke har brug for andre mennesker og dermed kan jeg retfærdiggøre min socialfobi  – at mennesker er farlige og ikke til at regne med – at jeg kun kan regne med mig selv.

Så kan jeg ellers fortsat leve et liv i ensomhed uden nogle sociale relationer.

Angst for at være indendørs: kompleks PTSD-triggere

Sådan finder du dine triggere og nedsætter risikoen for at blive trigget og retraumatiseret.

 

Kompleks PTSD

Når man lider af kompleks PTSD, er der ikke nødvendigvis én hovedårsag, som fx ved PTSD, hvor en enkelt eller flere (fysiske) oplevelser kan tages frem i bevidstheden og kan pinpointes i forhold til, hvor ens ubehag kommer fra og hvilke lignende oplevelser der kan trigge traumet.

For ved kompleks PTSD er traumet vedvarende og går igen og især ved omsorgssvigt (og især psykisk) i barndommen bliver traumet dermed en del af det der skulle være barnets naturlige udvikling. Det kan derfor være svært for en med kompleks PTSD at se, hvor traumet starter og personligheden udvikler, for personligheden er dannet rundt om traumet (eller omvendt) og derfor kan det være svært at skelne mellem mig og traumet.

Triggere og traumer

For mit vedkommende bliver jeg trigget, der hvor jeg oplever intens angst og intens skam. Overordnet set oplever jeg næsten kronisk angst og skam og sommetider bliver dette så forværret. Andre faktorer kan yderligere forværre min oplevelse af situationen og dermed også øge risikoen for at jeg bliver trigget og retraumatiseret (altså oplever traumet igen).

Fordi mit traume stammer fra en barndom med en narcissistisk mor, er der altså ikke én oplevelse, én situation eller én følelse, der er kilden til det hele – der er mange ting som er en del af traumet. Overordnet set, handler det først og fremmest om andre mennesker, dermed skal der altid være andre mennesker til stede, før at jeg i princippet kan blive trigget. De følelser traumet består i er: følelsen af at blive invaderet, latterliggjort, blive set, ikke kunne komme væk, blive overset og være fysisk eller psykisk fanget.

Jeg har forsøgt at opdele mine fire største triggers efter hvilken der er værst. Det vil sige de situationer eller faktorer der gør, at en eller flere af ovenstående følelser bliver aktiveret.
Denne opdeling hjælper mig til at se, at hvis alle fire områder er aktive, så kan der være stor risiko for at jeg bliver retraumatiseret. Husk, at selvom man bliver udsat for sine triggere, er det ikke sikkert at man bliver trigget eller retraumatiseret.

Her er min liste over triggere: 
Mine temaer er: andre mennesker, at føle mig fanget/ikke kunne komme væk, at være i centrum for opmærksomheden/at blive overset

1. At være indendørs (er fanget i en bygning – kan ikke komme hurtigt ud)
2. At sidde ned, fx rundt om et bord (er endnu mere fanget)
3. At være i centrum for opmærksomheden (endnu mere fanget, fordi folk lægger mærke til mig og dermed også vil lægge mærke til at jeg går)
4. At være i kontakt med invaderende, skamløse, grænseløse, respektløse personer som ikke viser deres sårbarhed (mennesker som er sådan, minder mig om min mor og det i sig selv er en trigger)

Angst for at være indendørs

I mange år kunne jeg ikke bare ét af disse punkter. Nu kan jeg sagtens være i situationer hvor en, to eller tre af punkterne er aktive, men alligevel godt kunne magte at være i det og omfavne ubehaget og ikke blive retraumatiseret.

Jeg ved også, at hvis jeg opholder mig udendørs, så kan jeg udsætte mig selv for alle de andre punkter, og stort set ikke opleve nogen ubehagelig reaktion, men fordi jeg fysisk er indendørs, så forværres alle de andre punkter. Dermed er det, at være indendørs den største trigger og den faktor der udsætter mig allermest, fordi jeg fysisk bliver fanget inde i et rum. Det er ikke fordi, at det er være indenfør objektivt er en fare, men det er fordi det for mig er forbundet med fare. Så når folk siger “der er ikke noget at være bange for”, så ved jeg det godt – ja der er ikke nogen synlig fare, men indvendigt der er rædselen malet overalt på mine indre vægge.

Angsten for at være indendørs er vel egentlig en klaustrofobi, det er bare ekstremt hårdt, at noget som er en del af et velfungerende liv (at gå på arbejde, i skole, ses med andre mennesker osv) er så stor en udfordring for mig. Hvis nu jeg boede i et land, hvor det altid var sommer, ville det nok være helt anderledes. Men uanset hvad kan man ikke undgå at være indendørs og det er heller ikke mit ønske at undgå det – jeg ønsker jo at forbedre det dag for dag.

Det er okay at reagere – dine triggere har en årsag

Jeg har oplevet at bare det at åbne et dør eller vindue en lille smule på klem, kan lette på trykket, fordi jeg psykologisk føler mig mindre fanget. Derudover kan sådan noget som at sidde tæt ved en dør eller et vindue også afhjælpe ubehaget. Hvad der også hjælper mig er, at øve mig i at jeg godt må føle ubehag i disse situationer.

Ofte er det et dobbelt-problem, både at have ubehag i bestemte situationer og samtidig at føle at man er forkert og skamfuld for at have dette ubehag. Men sagen er den, at man ikke kan gøre for, at man reagerer på bestemte måder i bestemte situationer.

Jeg kan sagtens kæde ovenstående triggere sammen med barndomssituationer, hvor jeg har følt intenst ubehag.

Jeg:
– Fik stuearrest – blev tvunget til at være inde på mit værelse og skulle straffes bare for at blive straffet.
– Blev hånliggjort og kritiseret – altid når der var andre tilstede, hvilket også gav enormt meget skam
– Blev tvunget til at blive siddende ved spisebordet, selvom alle andre var gået undtagen min mor 
– Blev udsat for seksuelt overgreb det sted, hvor jeg troede jeg var allermest tryg – i min seng på mit værelse
– Blev mobbet hele mit skoleliv – og dermed udsat for negativ opmærksomhed

Når man lærer sig selv, at det for det første er okay at undgå noget der giver så intenst ubehag at man undgår det endnu mere, og for det andet giver sig selv lov til at reagere som man nu gør i disse situationer (fordi man ved, der er en årsag til det). Så bliver det meget nemmere at hjælpe sig selv, være god ved sig selv og heale sig selv fra sine traumer.

Prøv selv, om du kan kede dine tidligere traumatiske oplevelser, sammen med situationer der idag giver dig intens angst eller skam, og se om du også kan få større klarhed og overblik over dine udfordringer.

Fra min dagbog #3

Om at have angst og skam over at få besøg.

04.03.13

22 år gammel 

Det er skræmmende, tarveligt og unfair, at livet skal være så svært for mig. Det er ikke engang i sådan en grad, hvor jeg kan lave sjov med det og tænke, når ja, og hvad så? Det er seriøst det her jo.

Jeg har haft skærende hovedpine det meste af i dag, på trods af, at solen har skinnet og himlen har været blå.

Jeg skal eksponere mig selv overfor ubehagelige situationer, men for mig er det umuligt bare at gøre det, jeg skal tage bitte små skridt, hvor jeg oplever lidt angst men ikke så det overvælder mig. Men hvad gør man lige når hele ens liv er angstfuldt? så er der jo ingen trin, fordi alt er ubehageligt for mig.

For en måneds tid siden, troede jeg jeg kunne opdele min angst i grupper over mere eller mindre angstprovokerende situationer. Men nu virker det bare som om det hele er én kæmpe smøre, som jeg ikke kan finde hoved og hale af. Det hele er angstfuldt.

Det gør mig rasende. Jeg lider af socialfobi og har gjort det i tre år og mennesker skræmmer mig stadig. Så lang tid efter.

Jeg har været ærlig overfor dem omkring mig, og fortalt det jeg føler jeg kan fortælle. Ikke alle har kunne forstå det lige godt, men det i det mindste har jeg været ærlig. Men alligevel skammer jeg mig, jeg kan mærke det, lige indimellem – jeg tror at jeg er rigtigt fri og løsrevet fra skammen, men i virkeligheden er det et spil, hvor jeg lader som om, at jeg er ovenpå, at jeg er kommet forbi den følelse, af at skamme sig.

Jeg tror først, at jeg er kommet forbi skamfølelsen, når jeg rent faktisk i en situation (hvor jeg får angst) tør kigge på personen jeg sidder med, og sige: “Jeg bliver rigtigt nervøs lige nu. Jeg skammer mig virkelig meget over det, for jeg ved ikke hvorfor.” = Jeg er ærlig, ja, jeg skammer mig, men i det mindste siger jeg det. Jeg erkender det.

Jeg kan ikke engang forklare i ord eller til nogen, hvor bange jeg er for at få besøg af nogen som helst, at skulle opleve at gå fuldstændig i panik, svede, ryste, blive rød i hele hovedet, være urolig og fuldstændig skamfuld.

Jeg er så bange for det, og alligevel ved jeg, at jeg bliver nødt til at indse det. Selvfølgelig skal jeg ikke tvinge mig selv til at være i den værst tænkelige situation, men jeg skal lige så stille vænne mig til at få besøg.

Jeg er ked af, at jeg skal have det sådan her. På det sidste har jeg tænkt så meget på at dø. Hvor befriende det må være, at ikke skulle kæmpe mere, bare endelig kunne få fred. Det er så smertefuldt at tænke på, at det skal være så hårdt at være i live, når man ved, at det er en million gange lettere at undgå det.

Jeg er træt af at finde løsninger til, hvordan jeg skal være i en situation. Jeg er træt af at leve i konstant angst for, at folk skal se mig. Se, hvor skamfuld jeg føler mig.

Jeg har stadig en meget kontrolleret adfærd, der gør, at jeg ikke kan give helt slip, og derfor ikke bare kan sige at det er okay, at jeg rødmer og bliver nervøs. Jeg får så ondt af mig selv, at jeg skal have det sådan her, at jeg ikke har nogle penge, at jeg ikke engang har råd til at få hjælp af den terapeut jeg endelig føler tillid til, og føler kan hjælpe mig.

Jeg er træt af det her liv, træt af at kæmpe så meget for at leve det. Hvad kæmper jeg for? hvad er der inde under alt den angst? Hvad er det for et liv jeg lever, er det overhoved det værd? Er jeg det værd?…

Jeg har ondt af mig selv. Når jeg ser mig selv udefra, og læser disse ord, som var det en anden der havde skrevet dem – hvilket jeg nogle gange også føler jeg er – tænker jeg, hvor smertefuldt det er.

Det er forfærdeligt at jeg skal leve sådan et liv. Alle de ting, som jeg før i tiden havde glæde af – alt det sociale, at føle mig som en del af noget, at gøre de basale ting…. det bliver jeg nødt til undgå nu, fordi jeg er bange.

Angst for at rødme… på indkøb

Skrevet den 30. juli 2014

Normalt er køen det værste område i et supermarked. Hvad hvis der er en, der kigger på mig, hvad nu hvis mit kort bliver afvist, hvad nu hvis jeg ikke har penge nok? Hvad nu hvis jeg kommer til at gøre noget pinligt? Hvad nu hvis jeg bliver så angst at mit ansigt koger i en ildrød farve og folk kigger endnu mere? Hvad nu hvis der er en person i køen som jeg kender, og hvad nu hvis han/hun begynder at tale til mig?

Alle disse tanker leder hen på, at jeg vil få angst. Alle tankerne er en angst for angsten. Jeg er rædselsslagen for disse situationer, fordi jeg ved, at når de sker, vil jeg blive overvældet af angst. Og jeg ved situationerne vil opstå, endnu mere fordi jeg har forventet dem med rædsel.

Tankerne kører normalt i en fuldstændig panisk undvigelses-bevægelse og angst for angsten, som jeg ikke kan stoppe før jeg a) får et kæmpe angstanfald, og derfor ikke kan tænke eller føle noget som helst (heller ikke længere være angst for angsten, for nu ER jeg angsten), eller b) når jeg er kommet ud af den angstfulde situation og derfor ikke er i “fare” længere.

Angst for angsten, og som et dyr på vagt..

Jeg træder langsomt og nærmest observerende, som et dyr på vagt, ind i supermarkedet, mens jeg spejder hen i mod kassen for at se, hvor mange der står i kø. Dette giver mig en idé om, hvor længe jeg selv kan forvente at skulle stå der. Allerede her starter angsten, når jeg tænker på at skulle stå fastlåst i køen.
Men jeg har bevidst valgt at komme lige ved åbningstid på en hverdag, så er der ofte færre mennesker.

Jeg går hen og tager en kurv fra stakken, meget langsomt, stadig spejdende mod kassen og helt stivnet krop og ansigt. Alt i min krop spænder op.
Jeg skubber tankerne væk og går ind i butikken – nærmest målrettet fra post til post og fokuserer på varene. Frugt og grønt. Brød. Fryser. Køler. Konserves. Jeg undgår at kigge på folk eller skabe opmærksomhed, så folk kigger på mig. Mit hjerte hamrer, mit åndedræt er hurtigt og overfladisk. Jeg er sikker på, at folk kan se det på mig.

Hvis jeg ud af øjenkrogen ser en jeg kender (99 % af gangene, er det ikke en jeg kender, men én der ligner), går jeg i panik, lader som om jeg taler på mobilen, skriver en tilfældig sms til en eller tager musik i ørene og fortsætter nu i endnu hurtigere fart, for at få mine varer ned i kurven så hurtigt så muligt, så jeg kan komme ud derfra! Et par gange har jeg stillet min kurv og skyndet mig at gå ud af butikken fordi angsten overvældede mig til et punkt, hvor jeg ikke længere kunne fokusere på noget andet end at jeg skulle væk derfra..

I køen

Når jeg er i køen, har jeg allerede haft utallige tanker og angstfølelser. Jeg stiller mig og undgår fuldstændig at kigge nogen i øjnene eller bare kigge eller mod nogen. Jeg kigger aldrig på dem der står bag mig, for hvad hvis det er en jeg kender og de opdager, at det er mig der står der, og de begynder at tale til mig? Så får jeg endnu mere angst og kan ikke komme væk, for bordet fanger lidt, når man står i kø med sine varer (eller endnu værre – når varene allerede ER lagt på båndet).

Jeg fokuserer al min energi på min kurv, varer og mine penge eller hævekort som jeg har taget frem i alt for god tid – ofte allerede inden jeg går i kø. Hvis angsten er meget slem, prøver jeg at fokusere på andre personers varer, kigge på reolen ved siden af mig, checke min mobil (sætte den på lydløs, for tænk hvis der kom lyd fra den og folk kiggede på mig), kigge på avisens forside og alt hvad der ellers kan distrahere mig fra situationen.

I denne situation er angsten på et højt punkt, men det peaker ikke helt endnu. Mit hjerte banker hurtigt og tungt i kroppen, mit ansigt og bryst er varmt, jeg ryster – både udenpå og indeni, jeg føler mig rastløs, varmen spreder sig, det stikker i huden og jeg føler mig svimmel. Nogle gange kan jeg føle mig decideret syg med feberagtig følelse og kvalme. Jeg skal bare have det her overstået, så jeg kan komme ud herfra, tænker jeg.

Når varene er kommet på båndet

Når jeg har lagt mine varer på båndet, nærmer vi os det værst tænkelige. For efter varene er på båndet, skal jeg stå og vente på, at kunden foran mig er færdig. Jeg skal også rykke mig lidt, så kunden bag mig kan lægge sine varer op. Denne situation er især slem, fordi dem omkring mig har lagt deres varer på båndet og nu står vi lidt og venter ved siden af hinanden. Det er i denne situation, at jeg virkelig frygter, at folk begynder at lægge mærke til mig. Folk har nemlig flyttet fokus fra “nu skal mine varer på båndet” til “nu skal jeg bare vente på, at det er min tur”, og i denne situation har folk det med at henvende sig til en. En lille pige pegede en dag på mig, mens hun sagde til sin mor: “Hende der ligner en dreng!”. Det gjorde mig så flov og jeg blev så rød i hovedet af angst over den opmærksomhed, der blev rettet på mig. Jeg vendte mig væk fra moren og pigen og lod som om jeg ikke havde hørt det. Men jeg vidste, at alle omkring mig havde hørt det og desuden så på mig, som jeg stod der så skamfuld og angstfuld.
Jeg kunne jo ikke bare gå, for jeg lige havde lagt mine varer på båndet.

Faktisk har jeg i lang tid overhoved ikke stået og ventet, på at det blev min tur. Jeg fandt nemlig en måde, hvorpå jeg kunne undgå denne angstprovokerende situation. I stedet lagde jeg varene på båndet, og hvis jeg kunne se, at der lige gik et minuts tid før det var min tur til at betale, gik jeg ud til indgangen, og lod som om jeg kiggede på nogle tilbudsvarer i gangen. Der ville jeg så stå og skimte ind ad glasruden til kassen, for at se, om det var min tur. Sommetider overbeviste jeg også mig selv om, at jeg lige havde glemt en vare og måtte forlade kassen for at finde et eller andet. På denne måde, kunne jeg i det mindste undgå at stå og vente ved kassen alt for længe.

Når kassedamen så scannede mine varer ind, ville jeg sætte mit kort i maskinen, sådan at jeg ikke skulle vente på at maskinen læste det og derfor give folk endnu mere mulighed for at lægge mærke til og observere mig. Derefter ville jeg forsøge at skynde mig at tage nogle varer ned i min pose – inden hun havde scannet færdigt, så jeg ikke var tvunget til at stå på samme sted og give folk muligheden for at kigge endnu mere på mig.

De få sekunder hvor koden er trykket ind føles det som om, at tiden aldrig har gået langsommere. Jeg ryster på hænderne, sveder og undgår for alt i verden kassedamens blik. Jeg sveder mere og mere og forsøger virkelig at fokusere på at taste koden rigtigt, for tænk hvis jeg trykkede forkert og kortet blev spærret, eller at jeg måtte tage kortet ud og prøve igen?

Når koden er tastet og jeg har trykket godkendt, står jeg på grænsen mellem panik og undslippelse af panik. Enten går noget galt; betalingen går ikke igennem og jeg får panisk angst og mit ansigt bryder ud i rødmen og jeg skammer mig, eller også bipper den “Godkendt” på skærmen og jeg kan ånde lettet op, tage mine ting og skynde mig ud.

Men de få sekunder jeg venter på at koden godkendes, står jeg med blikket stift plantet på kortautomatens skærm, uden et eneste øjeblik at kigge op på kunder eller kassedame. Når jeg har fået min bon, kan jeg slappe af. Nu er det en anden kundes tur, jeg er uden for fokus og kan gå hjem til mig selv.

Angst for at rødme… på arbejdet

For en del år siden arbejdede jeg som tjener på et hotel/restaurant. På daværende tidspunkt havde jeg lidt af angst for at rødme (også kaldet erytrofobi) i kun halvandet år.

Min sociale fobi har igennem alle årene været forbundet med en angst for at rødme, da et af angstens symptomer bl.a. er at blodet strømmer ud i huden, da nervesystemet og ens alarmberedskab kører på fuld skrue. Man føler, der er fare på færde, så kroppen gør klar til kamp eller flugt. Det er meget angstfuldt at mærke rødmen stige op i ansigtet, for det er noget alle kan se – alle kan se, at du er utilpas, flov, utryg, skamfuld osv. Du er blottet, der hvor du er allermest sårbar.

På hotellet var min krop konstant i gang. Jeg løb frem og tilbage når der var rigtigt travlt, og det fik automatisk min krop til at blive svedig, rød og varm.

Den konstante varme i hovedet blev en trigger, fordi jeg ofte troede at jeg havde angst, selvom det blot var fordi jeg havde det varmt. Travlheden var med til at trigge angsten, da varmen og de røde kinder mindede mig om angstens symptomer. Samtidig kunne travlheden også være en hjælp, for hvis jeg så fik angst eller rødmede så kunne jeg indvendigt sige til mig selv, at det jo var på grund af at jeg fór sådan rundt og derfor fik røde kinder. Det var en måde at bedre kunne håndtere angsten, jeg kunne snyde mig selv.

Angst for frokostpausen

Det værste punkt på dagsordenen var, udover at skulle dække bord sammen med en anden tjener og stå og small-talke imens, frokostpausen.
På mit tidligere arbejde, var kantinen det sted, som vakte mest angst i mig. Så når det blev frokost kunne jeg finde på at gå udenfor og sidde eller gå lidt rundt og trække noget frisk luft. Jeg lærte at det gav mig angst at sidde til bords sammen med andre mennesker.

På hotellet var der frokost for både tjenere og kokke hver dag kl. 17. Det var tidspunktet efter at frokostgæsterne var gået, og der endnu ikke var kommet nogle aftengæster.
Kokkene lavede frokost og vi tjenere skulle bære det ud i restauranten og dække op til alle der var på arbejde den dag. Men min store frygt for at skulle sidde ved et bord sammen med andre, var så stor, at jeg gjorde alt hvad jeg kunne, for at undgå frokostpausen.

Oftest ville en anden tjener komme hen til mig og sige, at der var frokost nu og jeg blev næsten truffet over at de ville spørge mig. Godt nok vidste de ikke, at jeg gik rundt med den angst, men jeg følte at de nærmest gjorde nar af mig ved at sige det.

For det meste ville jeg nappe en bid mad fra køkkenet inden de andre skulle spise, og nærmest sluge det i én bid på vejen op ad trappen. Ellers ville jeg blot sige, at jeg ikke var sulten og i stedet holde min egen pause ved at gå udenfor, eller simpelthen bare lade være at spise noget og vente til jeg kom hjem. Det er utroligt hvad angst kan gøre ved én – at man hellere vil undgå livsvigtig næring, end at være udsat for det.

I de seks måneder jeg arbejdede på hotellet spiste jeg kun frokost med de andre to gange og begge gange var det dage, hvor hele restauranten allerede var dækket op til aftengæsterne og vi derfor måtte spise i et lille mørkt lokale ved siden af. Mørket hjalp mig, i den forstand, at jeg på den måde ikke følte at de kunne se min angst og min rødmen ligeså meget, som ude i den meget oplyste og meget varme restaurant. Begge de gange jeg spiste frokost, var det kun med en eller to andre personer, og det hjalp også på situationen.

Jeg følte mig nærmest stolt, efter at have klaret de 5 eller 10 minutter i rummet, men alligevel gav det mig ikke modet til, at spise frokost med de andre igen. Den eneste grund til, at jeg spiste frokost de to gange var, at en anden tjener nærmest havde gennet mig ind i rummet med tallerkner til os, og jeg ikke følte jeg kunne springe fra. Det var ikke en sejr at have spist med dem, det var nærmere bare en lettelse over, at have overlevet det.

Det gik op for mig, at der ikke var noget behov for at jeg skulle sige en masse i pausen. Folk var trætte og sultne og det var okay bare at sidde i stilhed og spise.

Baglokalet og negativ opmærksomhed

En anden ting, som var angstfuld for mig på arbejdet var, at være i baglokalet. Det var her vi opholdt os, når ikke der var ting at lave i restauranten. Det var både et sted folk hang ud og havde et par minutters pause, mens de drak kaffe, men også det sted, hvor opvaskeren stod og det sted hvor vi skrev bestillingerne ind i systemet. Det var både travlt, med folk løbende ud og ind, men i de mindre travle timer, var det her, man opholdt sig.

Jeg prøvede tit at sørge for at være i restauranten, det meste af tiden. I baglokalet ville folk begynde at small-talke og henvende sig til mig. De ville påpege at mit slips sad forkert, komme hen og rette på min krave eller fortælle mig, at jeg havde noget blåt på kinden. Disse ting gjorde min angst endnu værre, fordi jeg for alt i verden bare ønskede, at folk ikke lagde mærke til mig. Jeg ønskede bare at være i fred og ikke skabe nogen form for opmærksomhed.

Det var ubehageligt at stå i så lille og lyst et rum, uden aircondition, med brændende kinder, nærmest rystende af angst og stress, mens en anden tjener ville komme hen, stille sig overfor mig og begynde at tale om eller til mig. Jeg følte mig helt vildt usikker. Jeg vidste ikke hvor jeg skulle kigge hen, hvor jeg skulle have mine hænder eller hvordan jeg skulle stå. Og jeg kunne ikke bare komme væk derfra.. Jeg var jo på arbejde.

Denne usikkerhed omkring mig selv og relationen til mine kolleger, gjorde blot min angst værre. Både angsten for, at de ville gøre det, som de hele tiden gjorde: sætte mig i spotlightet og give mig (ofte nedladende og negativ) opmærksomhed og selve angsten der kom frem i disse situationer.

Det var ikke kun kollegerne og hotellets ejer og chef, men også kunderne der henvendte sig negativt til mig eller kritiserede mit arbejde eller maden. Det var alt sammen med til, at angsten blev stærkere i de situationer, hvor jeg følte mig udsat, og at angsten for angsten blev større.

Angst for at rødme og undgåelsesadfærd

Mine muligheder for at have helle, komme væk eller undgå det ubehag, blev indskrænket mere og mere i takt med, at jeg til sidst var angstfuld hele tiden. For som angstlidende er der to angstfølelser: angsten i sig selv, og angsten for angsten.

Hvis jeg stod i baglokalet og en person talte til mig og jeg følte mig udsat, prøvede jeg at undgå at gøre eller sige for meget. Jeg brugte også mit smil som en måde at dække for min usikkerhed.

Det er også meget normalt, at når man smiler eller griner, får ens ansigt helt naturligt mere rødlig farve. Derfor ville jeg, når jeg kunne mærke angsten komme, blot begynde at smile – stort eller småt. På den måde havde jeg en opfattelse af, at folk ikke ville tænke at det var helt malplaceret, at jeg blev rød i hovedet. Så fik jeg røde kinder fordi jeg smilede. Det var min forestilling og en af de måder jeg kunne “redde” mig selv på. Måske endnu en måde, hvorpå jeg kunne snyde mig selv til at tænke “nejnej, det er ikke angst – det er fordi jeg smiler!”. Angsten var meget skamfuld for mig, jeg tude ikke engang indrømme overfor mig selv, at jeg led af angst dengang.

Det værste ved at være bange for at rødme er, at rødme ikke anses for noget selvsikre eller stærke personer bliver ramt af. Alligevel er det så naturlig en ting – noget vi alle oplever på det ene eller andet tidspunkt, og vi bliver alle sammen lidt usikre når vi rødmer. Men det er en kropslig reaktion som jeg tror er forbundet meget med skam over sig selv eller situationen.

Når jeg i en ganske almindelig (men for mig, angstfuld situation) pludselig bliver rød i hovedet af angst, bliver jeg endnu mere angst og føler meget skam forbundet med det. Jeg føler min facade krakelerer og samtidig synes jeg det er pinligt, fordi der jo i bund og grund ikke er noget at rødme over. Men det er der jo. Jeg rødmer fordi jeg bliver angst, men det er jo ikke alle, der kan gennemskue det, og skammen over at rødme er så stor, at det kan være svært at sige højt.

 

8 råd til at “trylle” angsten væk

Nogle gange, kan vi ikke håndtere angsten. Nogle gange kan vi ikke rationalisere os ud af en angstfuld situation. Nogle gange, bliver vi overvældet af angsten og kan ikke gøre andet end at trylle angsten væk. 

At trylle angsten væk, er ikke nogen holdbar strategi, det handler udelukkende om at overleve situationen fordi man ikke har evnen eller overskuddet til at håndtere angsten. Afhængig af situationen er det forskelligt hvilke råd man kan bruge, for nogle gange kan man måske heller ikke gøre noget for at trylle den væk.

8 råd til at trylle angsten væk:

1. Gå væk fra situationen

Uanset hvilken situation du er, så flyt dig fysisk fra situationen. Hvis du er derhjemme og bliver angstfuld, så flyt dig et andet sted hen eller gå ud. Hvis du er et andet sted, så gå væk fra situationen, uden at skulle forklare dig selv. Nogle gange skal man bare væk.

2. Afledning

Du kan aflede dig selv på mange måder, fx ved at lave tre-tabellen baglæns fra 100, fokusere på én bestemt farve i dine omgivelser og tæl hvor mange gange du ser farven.

3. Ret fokus udad 

Uanset hvor du er, så øv dig i at kigge rundt omkring dig. Angsten opstår inde i dig – ikke udefra – derfor kan det hjælpe at lægge mærke til hvad der sker omkring dig. Lyt til hvad du hører, stil spørgsmål til den du er sammen med, og hav fokus på hvad personen siger eller hvordan personen ser ud. Hvis det er overvældende at mærke sin angst indvendigt kan det afhjælpe ubehaget at rette fokus udad, for at opveje det store indre ubehag.

4. Luk øjnene og træk vejret 

Det kan godt være det ikke fjerner din angst med et trylleslag, men det at lukke øjnene lukker straks af for alle visuelle stimuli omkring dig, du kan bedre få dig selv i bero når der ikke er noget udadtil, du skal forholde dig til. Samtidig med at du lukker øjnene, kan du fokusere på din vejrtrækning – også selvom den er hurtig og overfladisk. Det handler ikke om at ændre på vejrtrækningen, men på blot at observere den.

5. Begynd at ae dig selv på hånden, armen, nakken, maven osv.

En fysisk beroligende handling som at ae sig selv, aktiverer straks dit parasympatiske nervesystem og dermed din krops evne til at komme i bero.

6. Drik noget vand eller kom vand på dine håndled, ansigt eller nakke

At drikke vand hjælper faktisk både på at afstresse kroppen og samtidig til at hydrere den sådan at den bedre kan håndtere angsten. Det kan også være beroligende at lade koldt eller varmt vand løbe over dine håndled eller tage vand i ansigt eller nakke. Når man lægger mærke til det, så føles vand faktisk blødt og omfavnende på ens hud. Hvis man derudover måske hyperventilerer, har meget hjertebanken eller sveder, så kan det afhjælpe med noget kølende på huden.

7. Åbn et vindue eller gå udenfor i den friske luft

Frisk luft giver dig masser ilt til hjernen og luften kan virke afstressende på krop og sind. Hvis det er koldt så tag noget varmt tøj på og mærk vinden på dit ansigt og i dit hår.

8. Stimulér dine sanser

Selvom du føler meget angst og måske i forvejen har mange kropslige og psykiske symptomer og følelser, så kan det hjælpe at fokusere på andre sanselige oplevelser.
Du kan tage noget i din hånd, som du kan røre ved, fx et stykke materiale eller stof der er rart at røre ved. Det kunne også være et kæledyr du kan ae, en blød og flot sten eller noget stof der er behageligt at røre ved (eller have på – fx en uldtrøje eller silke).

Angst for at rødme? 5 råd til at slippe skam, angst og rødmen

Det største symptom på min skam og sociale angst er rødmen.

“Det ser sødt ud at rødme”, har jeg hørt folk sige til mig mange gange, når jeg har talt om at rødme.

Men det er ikke sødt når man er angst for at rødme.

Så handler det ikke bare om at man synes det er lidt ubehageligt at blive rød i hovedet, ligesom alle nok føler engang imellem. Så er man decideret rædselsslagen for at komme til at rødme.

Skam og rødmen

Jeg vil gøre alt andet, end at rødme. Rødmen prikker til skamfølelsen, fordi rødmen er synlig. Alle kan se, at jeg skammer mig. Alle kan se min angst. Og det værste er at være i skamfølelsen og samtidig at alle kan se, at jeg har skam. Det er den ultimative følelse af at ville grave sig ned i et hul i jorden – og det er ikke bare en følelse af at blive lidt pinlig, men en følelse af fuldkommen afsky over sig selv. Man kan ikke holde sig selv ud.

Jeg føler mig afsløret – jeg føler at alle kan se at jeg skammer mig dybt, og jeg kan ikke gøre noget for at skjule det eller komme væk fra det – det er der, helt tydeligt, lige dér i mit ansigt.

Logik fjerner ikke angsten

Det er lige meget hvor meget man prøver at rationalisere sig ud af situationen, ved at sige “Folk er ligeglade med, om du rødmer”, “Du kan ikke gøre for det”, “Alle rødmer jo engang imellem”, “Det viser bare at du er et menneske man kan stole på”, “Det siger jo bare noget om at du er i live”.

Jeg er ligeglad med alle de logiske forklaringer på, at rødmen ikke er forkert, for indvendigt så føles det forkert og skamfuldt.

Undvigelsesadfærd og selvudslettelse

Når man er angst for at rødme, så vil man gøre alt for at undgå det. Ligesom jeg har skrevet om i et tidligere indlæg.

Det var først for et par år siden, da jeg læste om en ung mand, som led af erytrofobi, som havde begået selvmord på grund af det (og efterladt et brev hvor han beskrev hvor invaliderende det var), at jeg forstod alvoren af min egen angst.

Jeg kunne relatere fuldstændig til det, også til følelsen af, at det eneste som  kan stoppe denne angst for at rødme, ville være at jeg kunne udslette mig selv fuldstændig.

Det siger noget om, hvor dybt invaliderende det er, at have angst for at rødme. Hvor ubehageligt det er, at rødme sammen med andre, fordi man føler sig fuldstændig udsat, fuldstændig udskammet, fuldstændig forkert og fuldstændig synlig midt i dette ubehag.

Skam og rødmen er din indre følelse, afspejlet i andres øjne

Fordi at rødmen hænger sammen med skamfølelsen, skamfølelse som vi alle bærer på i større eller mindre grad, fordi vi er mennesker, og fordi at skamfølelsen handler om det, at blive set, så giver det god mening, at når vi bliver set af andre – fx når vi skal tale for en forsamling, når vi bliver spurgt om vores mening, når nogen udpeger os, når vi kommer til at gøre noget pinligt, når vi er på en date eller når vi skal møde nye mennesker, så kan vi komme til at rødme.

Ligeså snart der er andre mennesker involveret og ligeså snart vi bliver set – fysisk eller psykisk af disse mennesker, så er der risiko – eller chance for – at vi bliver set og dermed føler skam.

Hvis vi har et sundt selvværd og føler os værdifulde og gode nok, så vil skammen måske ikke være ligeså stor – så vil vi føle os spejlet i vores værdifuldhed når vi bliver set.
Føler vi derimod lavt selvværd, føler at vi skal præstere en hel masse for at være “gode nok”, eller slet ikke føler at vi har nogen værdi, så vil det at blive set af et andet menneske svare til at blive spejlet i vores mindreværd.

Og det uanset hvor søde, ufordømmende og rare andre mennesker er – for har vi indadtil en følelse af at være – for at bruge det engelske ord – flawed (i mangel/uperfekt), så vil denne indvendige følelse, dette forhold vi har til os selv, genspejlet i andre mennesker, så vi føler os bedømt, forkerte og ikke gode nok i andres øjne.

Vi vil både føle skam når vi bliver behandlet godt og når vi bliver behandlet godt – fordi vores indre selvfølelse er dominerende og fordi vi indvendigt pisker os selv, til at skulle være gode nok, men vi føler os ikke gode nok.

I virkeligheden er det vores egne øjne, vores eget sind, som dømmer os selv og dermed bliver denne fordømmelse spejlet i andre.

Du kan ikke tage noget ros eller interesse ind, du bliver faktisk utryg og angst, når noget viser dig interesse eller viser at du har betydning, fordi det ikke stemmer overens med din indre følelse.

Skam, rødmen og angst spiller sammen i noget der kan blive en virkelig ond cirkel. Vi frygter at rødme, føle skam og angst – og når det sker, så oplever vi at det er ubehageligt at rødme, føle skam og angst, fordi vi bliver ved at spejle os selv i at det er forkert at reagere sådan. Dermed føler vi endnu mere skam og angst, over at reagere som vi gør – at det er uberettiget. Men husk at det er en reaktion på din indre følelse – den måde du ser dig selv på.

At blive okay og få fred med at rødme

Det er også derfor, at vi ikke kan lede efter en bekræftelse uden om os. Vi kan ikke blive spejlet i, at det er okay at blive rød i hovedet, når vi selv føler at det ikke er okay.

På samme måde, som at vi ikke bliver mere okay med rødmen ved at rationalisere overfor os selv, at det er okay. Det er noget vi har brug for at erfare. Noget vi har brug for igen og igen at lære os selv, er okay.

Det er det, jeg har gjort. Selvom jeg stadig indimellem føler angst for og over at rødme, så er det blevet betydeligt bedre, efter jeg er begyndt at øve mig i, at det er mig der bestemmer, om det er okay at rødme. Ingen andre kan bedømme om det er forkert at rødme.

Jeg minder mig selv om at: 

1. Der er en grund, til at jeg rødmer – det er fordi jeg har en stor skamfølelse indeni

2. Jeg kan ikke gøre for, at jeg har denne skamfølelse, på samme måde som jeg ikke kan gøre for, at rødmen kommer når skamfølelsen bliver trigget.

3. “Det er klart du rødmer nu, du føler dig ikke god nok og utryg” og “Du har ret til at rødme og føle dig utryg og ikke god nok.”, “Du må gerne være i denne situation og rødme”

4. Det er mig selv der bestemmer, hvordan jeg vil håndtere min rødmen. Jeg øver mig igen og igen i, at når rødmen kommer, så skal jeg ikke forsøge at fodre skamfølelse (skammen vil gerne have at jeg dækker mit ansigt, går væk, kigger ned osv), i stedet gør jeg det modsatte: jeg bliver i følelsen, bliver i rødmen, jeg giver mig selv lov til at rødme så meget jeg kan, jeg kigger folk i øjnene, selvom det er ubehageligt, jeg trækker vejret, smiler, viser mit ansigt og er fuldstændigt i det.

5. Jeg ikke skal vente på, at der er nogen der viser mig, at det er okay at blive rød i hovedet – på samme måde som jeg heller ikke venter på, at nogen siger: “Ej hvorfor bliver du helt rød i hovedet?”. Jeg skal ikke forklare mig selv til nogen, eller vente på andres reaktioner eller bedømmelser – jeg kan selv vælge indvendigt at acceptere mig selv midt i denne skam og angst, og give mig selv lov til at føle den.
Jeg håber at du kan bruge nogle af disse råd og føler du kan genkende dig selv i ovenstående. Jeg brænder for at kunne hjælpe andre, fordi jeg ved hvor invaliderende og lidelsesfuldt det er, at være bange for at rødme.

Sådan er det at have socialfobi (og sådan fik jeg mit liv tilbage)

Man kan ikke sige socialfobi uden at sige undvigelsesadfærd. Når man lider af socialfobi, så river angsten os væk fra vores evne til at fungere ligesom før. Vi bliver hæmmet, invalideret, socialt handikappede. Angsten er så kraftig, at det ikke “bare” er en angst i sociale sammenhæng, men at det bliver en direkte fobi som er altødelæggende for vores selvfølelse og vores sociale liv.

Jeg læste engang noget i en bog, som gik noget i retningen af; Vi lider, fordi vi er kommet væk fra os selv og ikke lever i overensstemmelse med det, vi ønsker i vores liv. Og dette citat skulle vise sig flere år senere, at være meget sandt for mig.


Mistet arbejdsevne & socialt liv 

Da min socialfobi begyndte, kunne jeg ikke varetage et job. Jeg var på kontanthjælp, og bare det at skulle ind i aktivering eller til samtale med en socialrådgiver, gjorde at jeg var angst konstant.

Mit sociale liv var nærmest ikke-eksisterende. I de dage, hvor jeg ikke havde nogle aftaler og bare kunne være derhjemme og leve mit liv alene, havde jeg det fint. Hvis nogen så spurgte mig, om vi skulle ses, så begyndte den intense angst.

En angst så intens, at jeg faktisk hellere ville dø, end at skulle se dette menneske. Ikke fordi, at dette menneske gjorde mig angst, men fordi jeg følte så stor en skam over mig selv, så stor en mangel på at hvile i mig selv og have fred med mig selv, at bare det at et menneske kiggede på mig, fik min angst til at eskalere.

Angst for angsten og hyperårvågen

Jeg var så angst for at blive angst sammen med dette menneske, og at de skulle se mig midt i angsten, midt i min allerstørste skamfølelse, og se hvor skamfuldt et menneske jeg var. Det var som om jeg følte mig totalt blottet og at jeg intet kunne gøre for at stoppe denne blottelse.

Jeg frygtede angsten så meget og når jeg endelig var i en situation som var angstprovokerende for mig, så var jeg hele tiden hyperårvågen, hele tiden på vagt. Jeg trak ikke vejret ordentligt, jeg kunne ikke mærke min krop, pånær når angsten begyndte at stige (da var det som om, jeg mærkede alting for meget) og jeg kunne ikke koncentrere mig om situationen eller samtalen, fordi angsten fyldte det hele.

Social undvigelse

Derfor er det heller ikke underligt, at jeg undgik så mange sociale ting, fordi jeg simpelthen ingen evne havde til at berolige mit system, til at finde tilbage til en grounded følelse i mig selv, hvor jeg havde fred med mig selv og angsten og tillod mig selv at få angst.

Min modstand mod angsten, frygten mod den, kampen mod den, gjorde, at angsten blev værre og værre og mere og mere uhåndterlig. Til sidst kunne jeg ikke se hvordan jeg nogensinde skulle kunne fungere normalt igen og denne følelse toppede næsten angsten, følelsen af at jeg aldrig ville blive mig selv igen.
Jeg havde ikke noget arbejde, jeg havde ikke noget socialt liv (jeg sås måske med én til to personer pr måned) og alt var angstprovokerende for mig til sidst.


At sætte grænser og sige nej

Der kom et punkt, hvor jeg blev dybt stresset over den angst der blev forårsaget af, at folk rakte ud til mig og spurgte om vi skulle ses.

Forventningerne fra andre om, at vi skulle ses og lave noget sammen (når jeg vidste at det ville være dybt ubehageligt for mig) stressede mig. Det var ikke nemt for mig. Jeg kunne ikke bare ses med nogen og hygge mig.

Jeg måtte forberede mig, ellers sørge for at vi ikke lavede en aftale lang tid i forvejen, fordi så kunne jeg gå og være angst konstant i alle dagene optil, og derfor endte det ofte med at jeg aflyste. Det bedste var, når vi lavede en aftale dagen inden eller endnu bedre, på dagen. Så kunne jeg ikke nå at blive voldsomt angst.

Jeg var også nødsaget til, at melde ud til hele min omgangskreds, at angsten var meget voldsom for mig og at jeg havde brug for noget tid, hvor jeg ikke skulle se nogen og havde brug for at de ikke rakte ud til mig mere.
For selvom jeg i forvejen ikke så nogen, så var det nok at folk rakte ud til mig, det var stressende nok i forvejen. For en med socialfobi, så er tanken om en social situation nærmest ligeså slem (og nok værre) end den sociale situation.

Det var ubehageligt at skulle sætte den grænse og jeg følte jeg skubbede folk væk, men jeg var nødt til det. Pleaseren i mig ønskede bare at gøre alle glade og sige ja til alle aftaler, og jeg skammede mig når jeg aflyste aftalerne igen. Det var bare for meget for mig det hele. Jeg gjorde alt hvad jeg kunne for at sætte grænsen på en kærlig måde, hvor jeg forklarede hvorfor jeg var nødsaget til at gøre det, fremfor bare at lægge folk på is.

Fra behovsløs til at kunne mærke mine behov

Men sjovt nok opdage jed, at ved at sætte den grænse, kunne jeg pludselig mærke min lyst til at se andre, mit behov for at se andre. Noget jeg ikke havde mærket i årevis. Andres behov og forventninger havde overskygget mine egne, og jeg havde været for optaget af, hvad de ønskede, at jeg tilsidst bare forblev pleaseren og derfor ikke kunne mærke mig selv. Lige så snart jeg havde sat den grænse, mærkede jeg min lyst til at se disse mennesker, og ligeså stille begyndte jeg selv at række ud, fordi jeg havde en lyst til at være sammen med dem.


At leve i overensstemmelse med sine værdier

Noget tid efter faldt jeg over den terapeutiske metode ACT (Acceptance and Commitment Therapy, udtales ligesom det engelske ord act) som beskrev noget som jeg netop var begyndt at mærke. Nemlig, at når man som angstlidende begynder at komme i kontakt med sine værdier (hvad ønsker jeg i mit liv? hvad er vigtigt for mig?), så er det nemmere at være i angstfulde situationer, fordi man er i kontakt med det som er meningsfuldt og vigtigt for én.
Det var netop det jeg var begyndt på. For endelig kunne jeg mærke mine egne behov, min egen mening, hvad der var vigtigt for mig, og lidt efter lidt som jeg kom i kontakt med disse følelser, havde jeg større mod og lyst til, at være i angstfulde situationer, for nu var der noget at vinde. Det var ikke kun lidelsesfuldt, intenst og angstprovokoerende. Nu var der også et andet element, nemlig at jeg udlevede nogle af mine værder.
Det var en kæmpe åbenbaring i forhold til min angstproces.

Hvis jeg aldrig havde sat den grænse og bedt om at de ikke havde krav eller forventninger til mig, havde jeg nok aldrig mærket mit eget behov og min egen lyst til at være social og så var min tilstand nok blevet værre og værre.

Det samme galdt for mit arbejdsliv. Da jeg begyndte at opdage, at der var arbejde som jeg var god til og som jeg elskede at lave, som gav mig mening og livsgejst, så var det også nemmere at komme på arbejde, for nu var der noget at vinde for mig.

Det betød ikke, at jeg ikke havde ligeså meget angst som før, men det betød at der nu var to sider af sitautionen og at jeg både var i kontakt med mine værdier, min angst og en evne til bedre at kunne rumme angsten, fordi jeg nu udlevede mine værdier.

Derfor er det så vigtigt at huske: 1. lytte til sin mavefornemmelse og 2. at finde ud af, hvad der betyder noget for en og så have fokus på det.

 

 

Jeg er misundelig

Love looks through a telescope, envy through a microscope – Josh Billings

Jeg bliver ødelagt af min misundelse på andre. Det kan æde mig op indefra. Det kan være alt der fylder lige pludselig, jeg kan ikke se skoven for bare træer.

Jeg bliver misundelig på hvilke kvaliteter personen har, personens udseende, personens succes, personens sociale popularitet og personens lykkelige familie. Jeg ser alt det, som jeg ikke ser hos mig selv. Jeg leder efter det, som jeg føler mangler hos mig selv.

Ofte finder jeg at jeg misunder kvinder, som minder om mig selv på nogle punkter, men der hvor jeg så ser, at hun har noget ekstra som jeg ikke har, så bliver jeg misundelig. Misundelse er en ubehagelig ting, fordi man har svært ved at slippe den, når først man er blevet misundelig.

Det er ikke fordi jeg tror, at jeg bliver lykkelig, hvis jeg havde det hun havde, men det er nok fordi at jeg automatisk tænker, at hvis hun har noget jeg ikke har, så må der være noget galt med mig. Eller også tænker jeg, at det er uretfærdigt at jeg er i mangel på nogle områder, hvor hun er fyldt op på alle hylder.

Jeg glemmer nok, at tænke på, at alle har baggage, alle har usikkerheder, alle har områder som de ville ønske var anderledes, alle føler de har mangler, og kvinderne jeg bliver misundelig på, højst sandsynligt også er misundelige på andre. Jeg glemmer nok, at der er kvaliteter jeg har, som hun ikke har – ligesåvel som at der er kvaliteter hun har som jeg ikke har.

En ny tilgang til misundelse
Hvis jeg skulle bruge samme tilgang til angsten, overfor min misundelse, så ville jeg sige til mig selv, at jeg godt må være misundelig. Det nytter ikke at sige til mig selv, at misundelse er en grim ting eller der ikke er noget at være misundelig over, eller prøve at rationalisere det. Der er også en årsag til, at jeg bliver misundelig, en årsag til at jeg føler mig usikker, for der har været alvorlige mangler i mit liv, der har manglet noget primært og oveni det er jeg blevet overvældet af angsten, som har skubbet mig ud af kurs og gjort at jeg har mistet meget i mit liv. Men det jeg har mistet til angsten, har været overflødigt indhold i mit liv. Jeg føler mig mere som mig, efter at alt er revet væk fra mig og jeg har samlet mit liv sammen helt på ny. Jeg har ikke en masse mennesker tæt inde på mig, som gør mig ked af det over at være mig. Jeg har ikke et arbejde som gør mig ulykkelig. Jeg fylder min dag med det, som gør mig glad og det som giver mig mening.

Afslutning
Der er ikke nogen opskrift på at være lykkelig eller bare tilfreds med den man er og sit liv. Det der virker på kvinder jeg misunder, virker nødvendigvis ikke på mig og er nødvendigvis ikke det jeg ønsker for mit liv.
Nogle gange kan jeg blive optaget af, at hvis de har noget jeg ikke har, så må jeg være i mangel på noget. Men sådan behøver det ikke at være. Jeg har måske valgt en anden vej og valgt andet indhold i mit liv, udfra den jeg er og udfra min historie, og det kan være ligeså godt og lykkeligt, som de kvinder som jeg misunder, som i virkeligheden måske minder meget mindre om mig selv, end jeg umiddelbart først har troet.

At være med angsten

For snart 7 år siden begyndte min sociale angst at overvælde mit liv. Dengang gik jeg nærmest i panik, når jeg fik angst, jeg vidste ikke hvad det var, eller hvordan jeg skulle håndtere det. Det var mildest talt bare dybt overvældende og ubehageligt for mig.

Den dag i dag oplever jeg, at jeg på en måde er cirkuleret tilbage til hvor jeg var det år jeg begyndte at få social angst. Jeg oplever samme angstfølelse når jeg er i en angstfuld situation. Denne gang oplever jeg den bare på en ny måde, en måde hvorpå jeg har bevidsthed om situationen og evner at holde mig selv og rumme utrygheden. Jeg går ikke i panik over angsten, jeg er ikke ubevidst om, hvad det er.

Jeg kender angsten ud og ind, og selv når jeg føler jeg ikke gør, så føler jeg alligevel jeg kommer tilbage, til et sted i mig selv, hvor jeg har empati for mig selv og angsten. Og det gør, at jeg ikke længere bliver overvældet af den eller rykket ud af kurs.