Lær at forstå årsagen bag dine psykiske udfordringer

Indenfor det psykiatriske og lægelige system, der er der ét syn på psykiske lidelser: det er en sygdom. Allerede dér har vi et problem. 
Der, hvor læger og psykiatere kunne hjælpe os, der har vi stor risiko for at opleve forværring og fastholdelse i vores tilstand. 

Hvorfor mon nogle er syge hele livet med en psykisk lidelse?
Kan det være fordi at det bliver set som en sygdom af dem, der skulle hjælpe os?

Jeg mener allerede der et et problem ligeså snart at vi gør psykiske udfordringer til en sygdom. Den medicin vi bliver tilbudt, har det formål at justere signalstofferne i hjernen for at kunne behandle symptomerne på sygdommen.

Jeg har aldrig oplevet i sygesystemet, at mine psykiske udfordringer bliver set som det, de er – en reaktion på noget. Min komplekse PTSD er en reaktion på traumer i barndommen. Selvfølgelig gør det, at jeg er udsat på forskellige områder, jeg har symptomer og jeg er forhindret i at leve mit liv på en måde, som folk der ikke har PTSD.
Men det gør mig ikke til et forkert eller mangefuldt menneske. Den overbevisning, at vi er mangelfulde er blot med til at fastholde den overbevisning vi har om os selv – at vi er forkerte, ikke gode nok, skamfulde, skyldige osv. Dermed sidder vi allerede dér fast i vores udfordringer, frem for at forstå at det er et resultat af noget, som vi ikke er bevidste om.

Desværre så er det det fokus der er på psykiske udfordringer. At det er en mangel i hjernen. Da de fleste psykiske lidelser nok i første omgang stammer fra et eller flere traumer samt er arvelige, så synes jeg det er en alt for nem måde at beskue det på. Det er alt for nemt at sige, at det er en mangel i mennesket, han er syg – der er noget galt med ham – og nu skal vi have ham behandlet så han kan blive “rask” igen.

Hvad er der også blevet af, at alle mennesker oplever psykiske udfordringer, også selvom det langt fra er alle der får en diagnose?

Sygesystemet er meget opsat på at skulle diagnosticere, udrede, medicinere, symptombehandle osv. Frem for at forstå årsagen bag disse symptomer og at det er helt naturlige reaktioner. Reaktionerne bliver gjort forkert – det er noget vi skal fjerne, for det er ikke normalt! Men det er lige netop det det er – det er helt normalt at reagere på den måde, vi hver især reagerer på.

Det er også derfor jeg ikke køber den der med, at “din angst er irrationel”. Den er da dybt rationel, når vores hjerner hver især er indstillet på en bestemt måde, som både er resultat af det arvemateriale vi har fået men også den opvækst vi har haft. Der er alt for lidt fokus på forældre, lærere og andre autoriteters rolle i vores opvækst og især de første 3 år.

De færreste af os kan overhoved huske tilbage til før vi var 3 år, og dermed er der ikke nogen der ved, hvad vi har været udsat for.
Vi skal også stoppe med at holde hånden over forældrene og gøre dem til noget mere og bedre end hvad de er – forældre er også mennesker med deres eget arvemateriale, deres egne traumer og som også i større eller mindre grad (mere eller mindre ubevidst) har traumatiseret deres børn.

Man behøver ikke at være alkoholiker, slå sine børn eller misbruge dem seksuelt, for at traumatisere sine børn. Et hadefuldt blik eller en hævet stemme er nok til at sætte sig i barnets hjerne og skabe en mistillid og utryghed til andre mennesker, som siden kan udvikle sig til alverdens psykiske lidelser.

Så hvorfor gør vi det til noget sygt – det vi går rundt med?
Hvorfor ikke have fokus på årsagerne, på at forældrene faktisk kan have sygelige tendenser, ikke har forståelse for hvordan man behandler børn på en respektfuld og kærlig måde, frem for at acceptere, at bare fordi ens forældre kom hjem hver dag, krammede én eller gav en mad og tøj på kroppen, at så har de ikke skabt et traume i én?

Jeg tror det er meget svært for os, at acceptere hvilken rolle vores forældre har haft for vores psykiske udfordringer. Men deres rolle er altafgørende!
Måske er det også vores kultur – vi skal respektere vores forældre, vi skylder dem alt fordi de gav os livet.

Men husk på, dine forældre er også bare mennesker. De er langt fra perfekte.
Forældre skal heller ikke være perfekte, men det er vigtigt at huske på, hvad der skal til for at et barn får en tryg og tillidsfuld opvækst og tilgang til sig selv og verden.

Så selv hvis du “bare” tumler med lavt selvværd, så kan du godt begynde at kigge tilbage på din opvækst og hvilken rolle dine forældre har haft i det.

Jeg tror nærmest alle af os går rundt med lavt selvværd, og det lave selvværd er det gennemgående element i alle psykiske lidelser.

Opbygningen af vores selvværd sker i barndommen.. dermed er vi nødt til at se tilbage og forstå hvordan vores barndom og opvækst har været, for bedre at kunne forstå os selv som hele mennesker – frem for halve, syge mennesker.

Personlighedsforstyrrelser findes ikke. Her er min forklaring.

Hvad er en personlighedsforstyrrelse? 
Der findes et hav af forskellige diagnoser, som har betegnelsen “personlighedsforstyrrelse”. Som ordet antyder, er det en forstyrrelse i personligheden – altså en forstyrrelse i udviklingen af personligheden. 

Dette betyder med al sandsynlighed at der er sket et eller flere traumer (især længerevarende) som har været med til at forme personligheden i den grad, at udviklingen af dette menneske ikke er sket på optimal vis. Du er ikke født med denne forstyrrelse – men du kan være født med sårbarhedsfaktorer, som gør dig mere udsat overfor at udvikle det som vi kalder en personlighedsforstyrrelse.

Dette menneske har oplevet et eller flere traumer – fysisk, psykisk eller seksuelt, som har skabt så stor utryghed, skam, angst, usikkerhed, stress, rædsel, depression, mistillid mm., sådan at den naturlige udvikling ikke har kunne finde sted – eller kun har kunne opstå i mindre grad.

Al denne mangel på omsorg, krænkelse eller på anden vis misbrug af mennesket, har altså stået i vejen for den naturlige udvikling – har forstyrret udviklingen.

Dermed får dette menneske en personlighedsforstyrrelse.

Der bliver, efter min meing, lagt alt for stor vægt på, at der er tale om en forstyrrelse i mennesket – at mennesket enten har borderline, skizoid forstyrrelse, ængstelig evasiv osv.

Der bliver sjældent lagt vægt på hvorfor denne forstyrrelse er opstået, hvad det er personen mangler, for at føle sig hel, tryg, tillidsfuld mm, eller hvordan dette menneske kan fungere med denne mangel.

Vi taler ikke om hvor stor en rolle forældrene har. Hvor stort et ansvar de har. Og hvor meget der tyder på, at forældrene er den bærende rolle i udviklingen af personlighedsforstyrrelsen.

Traumet sker pågrund af svigt og traumer i relationen til vores omsorgspersoner – for det er der udviklingen skal ske. Så hvis der er en mangel i denne relation, eller der sker krænkelser eller andre former for svigt, så har barnet ikke andre steder at vænne sig hen.

Når jeg taler om traumer taler jeg om alt fra seksuelle overgreb, til fysisk vold, fangenskab, mobning, psykisk vold, manipulation og mind control, ignorering, forladthed og meget mere. Der er ikke grænser for, hvad der kan være traumatiserende.

Vi tror at traumer kun er, når et barn bliver slået, ikke får tøj på kroppen eller mad eller bliver voldtaget. Men traumerne er også alt det, vi ikke taler om. Fx når forældre bruger ignorering som en straf og form for kontrol. Eller når forældre ikke kan rumme eller afstemme barnets følelser. Når forældrene laver sjov med barnets følelser, eller forsøger at kontrollere det eller forme det, for selv at føle at de vinder.

Børn der bliver traumatiseret af deres forældre, bliver traumatiseret af mennesker, som selv er blevet traumatiseret. Ikke-traumatiserede mennesker, kan ikke traumatisere andre i den grad. Omsorgssvigt kan ikke ske, medmindre personen selv har været udsat for omsorgssvigt.

Og problemet er, at når vi ikke taler om, den rolle forældrene har – at de i rigtig mange tilfælde efterlader deres barn med traumer – så fortsætter det.

Så vokser barnet op og får måske en personlighedsforstyrrelse.

Så kan traumet fortsætte i det at dette menneske erfarer, at det er i mangel, det er forkert, det har en forstyrrelse. Denne forstyrrelse bliver ved og stikker dybere for hver dag der går – fordi det der er fælles for alle personlighedsforstyrrelser er, at der er dybe skamfølelser, følelser af lavt selvværd, følelse af ikke at have værdi, at være forkert på bunden, ikke at fortjene noget godt osv.

Og at få af vide, at man har en forstyrrelse, biddrager ikke ligefrem til at føle sig mere okay. Det kan dog – fx i mit eget tilfælde – være med til at få os til at forstå, at personlighedsforstyrrelsen er kommet af en årsag, og den årsag skal findes i barndommen.

Hvis ikke vi trækker denne forbindelse mellem de udfordringer vi står i lige nu og her med vores personlighedsforstyrrelse og vores barndom og de traumer vi har været udsat for. Så er vi dømt til at fortsætte “forstyrrelsen”. Vi er dømt til at komme til at traumatisere andre, selv sidde fast, ikke være i stand til at hjælpe os selv eller erfare at vi har værdi.

Ikke alle der har været udsat for traumer får en personlighedsforstyrrelse. Ligeså vel som ikke alle der har haft længerevarende traumer ikke får kompleks PTSD.
Men, der burde være mere fokus på, at det vi oplever nu – om det er kompleks PTSD eller personlighedsforstyrrelser – er en reaktion på traumer i barndommen og at vi ikke behøver at kalde det alt muligt, men blot at forstå denne sammenhæng.

På samme måde, som at vi ikke dømmer et træ fordi det er flået op med roden, men kan forstå at grunden til at roden er flået op, er fordi der har været jordskælv. Det er ikke træets skyld. Det er ikke træet der er “forkert”. Men der er sket noget, som har forårsaget at roden er revet op af jorden.

Vi er nødt til at forstå årsagen for at hjælpe os selv. På samme måde som at vi må forstå at det er jordskælvet der er årsagen til at træet er flået op ad jorden. Hvis det var en “forstyrrelse i træet”, så kunne det være at det skulle beskæres eller “gøres rigtig”. Men det er det ikke – det er ikke en forstyrrelse i os eller i træet, men en udefrakommende faktor som har forårsaget dette.

Når vi forstår årsagen, kan vi også bedre hjælpe os selv. Hvis vi er i kontakt med traumet, kan vi også bedre hjælpe os selv, til at passe på os selv i visse situationer – eller sætte spørgsmålstegn ved de relationer vi er i nu – er denne ven eller veninde med til at fortsætte traumet fx?

Hvis det bare er en forstyrrelse i os, så er det jo “bare” os der skal ændre os? Så er der noget galt med os på bunden, som vi må ændre på. Men det er jo ikke tilfældet. Det handler ikke om at noget er galt i os, men at vi har tilpasset os efter noget der ikke har været godt for os. Og måske befinder vi os ligenu i noget, som er med til at forværre eller vedligeholde dette der ikke er godt for os?

Og dermed er det ikke en forstyrrelse i os men os der reagerer på en forstyrrelse udenfor os. Dermed bliver vi det, som psykiatrien vil kalde “forstyrrede”.
Vi må og skal forstå denne sammenhæng mellem årsag og reaktion. Vi er en reaktion på en årsag.
Når vi er i kontakt med traumet og forstår denne årsag, kan vi også bedre hjælpe os selv på allerbedste måde!
På samme måde som at forstå at det var et jordskælv der fik træet til at blive revet op – dette kan hjælpe os til ikke blot at plante træet igen, men måske at bygge et mere solidt fundament for træet, eller flytte det til et mindre udsat område.

Derfor er det alfa omega at forstå, at de udfordringer vi oplever nu her, og det som andre kalder “personlighedsforstyrrelse” ikke er en forstyrrelse i os som mennesker, men er os som har reagereret på en forstyrrelse udenfor os. Det er ikke os der er forkerte eller gal på den. Vi har blot tilpasset os noget der var usundt, dysfunktionelt, ikke optimalt og som har givet os udfordringer i måden vi har udviklet os på.

Vi kan lære at tilpasse os igen. Vi kan lære at få en bedre jord at gro i. Vi kan lære at hjælpe os selv, sådan så vi ikke traumatiserer os selv uderligere. Vi kan lære at tilpasse os til noget der er sundt, noget der opbygger os og hjælper os.

Det er ikke dig der er syg – det er samfundet der er sygt.
Søg ind i dig selv, og du vil møde dig selv der.

“I krig med kroppen” tackler skam og selvhad helt forkert

Billedet er lånt fra www.dr.dk

På DR kører lige nu programmet “I krig med kroppen” som handler om en håndfuld mennesker der alle kæmper med skam og selvhad. De bliver så med hjælp fra to coaches ledt igennem forskellige øvelser, som skal lære dem at slippe deres selvhad og skam. 

Min kritik af programmet er ikke rettet mod deltagerne, men mod de coaches som skal hjælpe dem. Jeg har så stor respekt for de deltagere, og det berørte mig virkelig at de stod frem med deres store skamfølelse over dem selv og turde blive set og hørt i det.

Hvis vi skal se på et helt overordnet plan, så har disse mennesker kæmpet med skam over dem selv i mange år. De har gået med mange år med de samme tanker om sig selv om at de ikke er noget værd og ikke burde være eksisteret.

I flere af øvelserne er der fokus på, at de skal nedskrive eller tale om de tanker de har om sig selv, eller de problemer de har. I et af afsnittene skal de skrive disse problemer ned på en tung sten, som de så senere skal smide.

Lidelse er ikke et valg, ligesom fravær af lidelse heller ikke er et valg

Jeg bliver frustreret over mange ting. Blandt andet det, at de taler om deres skam som noget de kan vælge til og fra. At de kan vælge at smide stenen, og smide den “dårlige vane”, eller at de vælger at de nu vil tale bedre til sig selv.

Det er ikke et valg man tager. Grunden til det er, at der er en årsag til at denne skam i det hele taget er der. Som de også demonstrerer i første afsnit, så er der nogle mennesker som ikke oplever samme skam og selvhad over sig selv. Det må jo også betyde at der er noget der har sat dette igang hos disse mennesker. Fx mobning, som vi også hører om hos en af deltagerne, men noget der slet ikke bliver talt om er hvordan deres forældre har talt til dem.

Vi bliver ikke født med den “Sure djævel”

Børn bliver ikke født ind i verden ved at tale grimt om sig selv. Børn bliver ikke født ind i verden med skam over at være i live. Det er noget der kommer med årene og især forældrene har større ansvar end der bliver lagt på dem.

Sjældent bliver der talt om forældrenes rolle i alt det her. Forældre bliver næsten gjort til guder i vores verden (medmindre der ligefrem er foregået fysisk eller seksuel vold). Men den hårde måde hvorpå vores forældre har talt til os på (psykisk vold) bliver der ikke talt om.

Det er et stort problem og en stor fejl fra disse coaches side at de ikke taler om årsagerne. Der bliver ikke vist omsorg eller empati for deres tanker om sig selv. Der bliver ikke sagt “det er okay at føle skam”. Lige med det samme kommer der fokus på, hvad det gør ved dem, at tale sådan til sig selv.

 

Du forstærker skammen, ved at tale negativt om den

Igen et stort problem – for lige der bliver skammen så forstærket endnu mere. “Hvordan kan du tænke på at tale sådan om dig selv?”, “Du kan ikke se det jeg ser”, “Du skal stoppe med at tale sådan til dig selv”. Alle disse sætninger er med til at forværre forkertheden over at have disse tanker og følelser, frem for at de bliver mødt med anerkendelse og “Det kan jeg godt forstå du tænker”, eller “Det er også fordi dine forældre har talt nedladende til dig”.

Der bliver ikke sat nogen forbindelse mellem deltagerne og deres forældre. Ja, de bliver faktisk slet ikke nævnt.

Begge coaches sagde blandt andet ting som “Hvad tror du det gør ved dig, at tale sådan om dig selv?”. Igen bliver der lagt vægt på, at sådan som de taler om dem selv er forkert og negativt og at de kunne tale til sig selv på en anden måde. Der bliver lagt vægt på, at de skal se hvor forkert og skadeligt det er for dem at tale sådan om sig selv, sådan så de bliver tvunget til at fjerne sig endnu mere fra problemet og have endnu mere fokus på hvordan de kan vende skuden, frem for at forholde sig til de følelser.

Det er næsten som om at der er berøringsangst overfor skam og selvhad (og over forældrenes rolle i alt det her!). Der bliver ikke talt om, at disse følelser er okay at have. At der er en årsag til, at de får det sådan. At det ikke er vedkommendes skyld at han/hun har det sådan.

Intet fokus på årsag eller omfavnelse – kun på at flytte sig mere fra problemet

Det skulle ikke undre mig, at disse teknikker rent faktisk virker på folk. For det gør at de flytter sig fra smerten, har fokus på det positive og bliver endnu mere ubevidste i forhold til de årsager der ligger til grund for disse tanker.

På intet tidspunkt bliver der talt om, om der er relationer i disse menneskers liv, som er med til at fastholde dem i en skamfuld tilstand. Fx en ven der kritiserer dem hele tiden, at de bliver mobbet på arbejdet, at deres forældre ikke anerkender dem osv.

Bare ved at flytte sig fra problemet, løser man ikke problemet. Og man løser især ikke årsagen. En af de vigtigste ting er grænsesætning – både overfor ting der sker nu (fx relationer der er nedbrydende for én) og situationer der har været førhen (fx barndommen, hvor man er blevet nedbrydt af forældre, lærere eller andre).

Hvis vi ikke forstår at andre mennesker kan skade vores selvbillede, og at andre mennesker var dem som udskammede os i første omgang (inden vi udskammede os selv), så er det en lost cause. For så vil vi blive ved at gå i ring om os selv, fordi den underliggende årsag stadig er der.

Så hvad kan vi gøre (eller rettere sagt ikke gøre) i stedet?

Faktisk er det meget sigende, hvor meget fokus der er på at gøre i det her program. For gøren er nemlig det som flytter os allermest effektivt fra skammen. Samtidig er gøren også det der forstærker skammen endnu mere. Det bliver en kamp mellem gøren og skam, som aldrig ender, for vi kan blive ved at gøre, blive ved at flygte – men skammen vil stadig husere indeni os, indtil vi forholder os til den.

Der bliver ikke lagt vægt på, at forstå hvorfor skammen i det hele taget er der – nej vi går direkte igang med at gøre noget , for at komme væk fra den og styrke os selv.

Den måde vi derimod kan forholde os til det på, er ved ikke gøren. Altså væren. At være med det de følelser og tanker vi har lige nu.

Vi kan begynde at forholde os til følelserne, ved at drage omsorg for dem. Fortælle os selv, at det er okay at vi føler sådan om os selv (fordi vi forstår at det er en årsag til det), fortælle os selv at vi godt må skamme os, og godt må føle forkerthed. At der ikke er noget vi skal – vi må godt tale grimt til os selv. Der er alt for meget fokus på, at det er “fy fy” at tale grimt til sig selv, at det er forkert og at det er lige direkte skamfuldt at tale grimt om sig selv. Fx at tænke at man ikke burde eksistere.

Selvkærlighed gennem lidelse

Disse tanker og følelser er voldsomme. Og måske er det derfor det skræmmer os i det omfang at vi føler vi skal flygte endnu mere fra det og gøre endnu mere for at tænke anderledes om os selv. Men hvad med at forstå, at det faktisk er alvorligt at have disse følelser – at det vidner om den lidelse man har måtte udholde fordi andre har gjort én fortræd? At forstå hvor meget smerte det kræver for at tænke at man vil udslette sig selv fra sin eksistens?
Og hvordan har det lille barn haft det, med disse tanker? Hvor bange, alene og uelsket har det barn ikke følt sig?

Hvorfor skal vi blive ved at løbe fra det lille barn? Hvorfor stopper vi ikke op og omfavner det, fortæller det at det godt må føle sig bange, at det er helt naturligt at det føler sig skamfuldt og forkert. At vi holder af det, uanset hvor skamfuldt det føler sig?

Det kan da i sandhed lære os noget om at elske os selv. Hvis vi kan elske det barn vi var, som blev trådt på og udskammet – elske det præcis sådan som det er – midt i selvudslettelsen – så elsker vi virkelig os selv – for vi elsker ikke os selv, fordi vi er glade eller fri for lidelse, men vi elsker os selv selv med disse voldsomme og intense følelser af selvudslettelse.

Social angst: lær at “læne dig tilbage”

Dette er nok et af de bedste råd, jeg nogensinde har modtaget. Det var min søster der startede med at tale til mig, omkring min angst sammen med andre og at jeg kunne prøve at øve mig i at være “på bagkant” som hun formulerede det. 

Måske kender du det, når du er i en social situation. Man har meget fokus på sig selv, man tænker måske over hvad man skal sige næste gang, man er bange for hvad andre tænker om en, man vil gerne præstere, sige og gøre det rigtige og alt dette kan give enormt meget angst (og hvis man i forvejen har angst sammen med mennesker, så giver det én endnu mere angst, at skulle præstere). Alt dette handler om at “være på forkant” og er det modsatte af at læne sig tilbage.

Der kan være en underlagt idé om, at man skal reagere eller opføre sig på en bestemt måde (hos mig er årsagen til dette en striks barndom med en narcissistisk mor). Men det kan også “bare” være et samfundspres om at vi ikke må vise for meget sårbarhed.

Da jeg begyndte hos en terapeut for et par år siden, nævnte jeg dette med at være på bagkant og vi talte lidt om det. Terapeuten havde meget fokus på kropslige oplevelser og ville jævnligt spørge mig, hvad jeg mærkede i kroppen. Dette var en måde at få min hjerne til at få erfaring med, hvordan en hvis følelse føltes i kroppen og dermed nemmere kunne tilgå denne tilstand igen og igen.

Derfor talte vi om at “være på bagkant” og hun bad mig beskrive, hvad jeg mærkede i min krop, når jeg talte om det. Her kunne jeg mærke en følelse af at blive tynget ned i mit sæde, på en rar måde. Jeg følte at jeg lænede mig tilbage inde i mig selv, som om der var en blød sofa indvendigt, som jeg kunne læne mig ind i. Det var en afspænding i mig, en afslapning og ren afventen.

Jeg havde været vant til hele tiden at “være på forkant”, hele tiden vide hvad jeg skulle sige eller gøre flere minutter frem i tiden. Hele tiden være bevidst om hvordan jeg bar mig selv, hvordan jeg bevægede mig, så ud, talte og gjorde. At kunne læne mig tilbage, var ligesom at træde et skridt tilbage, træde ind i mig selv, være mere afventende og mere passiv – ikke passiv på den måde at jeg zoner ud, men passiv på den måde, at jeg ikke skal tage alt ansvaret for en situation.

Hele mit liv har jeg troet, at hvis jeg var sammen med andre, skulle jeg altid sørge for at alle var gode venner, at ingen følte sig udenfor eller trådt på. Det er jo en god kvalitet at have, man man skal også passe på at det ikke er på bekostning af ens egen velvære.

Derfor begyndte jeg også at indføre denne teknik rent kropsligt. Jeg begyndte fysisk at læne mig mere tilbage, når jeg var sammen med andre mennesker. Jeg begyndte at tillære et mere åbent kropssprog som også hjalp min krop til at slappe mere af.

Det kan være ekstremt angstprovokerende at skulle tage et åbent og afslappende kropssprog og indstilling, når man hele sit liv har været vant til at være anspændt og på vagt, for at undgå fare. Og der er også en vis risiko ved det, fordi man ikke ved, om man bliver udsat for noget grænseoverskridende (fx et fysisk eller verbalt angreb) når man er
i denne tilstand.

Men egentlig er det det modsatte, for når man er på bagkant, læner sig tilbage og er inde i sig selv, så stresser man ikke sig selv til at præstere, man er i kontakt med sig selv og med sin krop og følelser, og dermed tror jeg at man kan reagere ligeså godt på farefulde situationer, som hvis man var på vagt – og egentlig tror jeg også at man kan komme sig meget bedre, når man har en afstressende tilgang til sig selv og omverdenen.

7 råd til at håndtere din agorafobi

Den form for agorafobi jeg vil nævne her, er angsten omkring at føle sig fanget, fastlåst og være bange for at gå i panik sammen med andre.

Agorafobi handler også om angst for åbne pladser (med mange mennesker), og det er også muligt at disse råd vil kunne hjælpe dig i disse situationer, da det overordnet handler om angsten for at gå i panik sammen med andre.

Min agorafobi er stadig meget fremtrædende, men ikke ligeså meget som førhen. I en lang periode kunne jeg hverken besøge andre eller få besøg, af ren og skær panik – jeg følte mig fanget og fastlåst. Min agorafobi er en af mine PTSD-symptomer. Det gør at jeg nærmest automatisk går i panik når jeg er sammen med andre mennesker og ikke kan komme hurtigt væk fra situationen, fordi jeg har lært, at jeg ikke kan være tryg ved mennesker.

Det er stadig angstprovokerende for mig, men det er blevet en hel del nemmere for mig at være i og at håndtere angsten, og dermed føler jeg ikke at jeg på samme måde går glip af at gøre de ting, som andre gør.

1. Gør ikke noget, som du ikke føler dig klar til
Det var først da jeg for et par år siden mødte min veninde, som lærte og viste mig, at det var okay, at der var noget jeg ikke kunne at jeg begyndte at kunne bevæge mig ud af isolationen. Hun accepterede mine udfordringer fuldstændigt og satte ingen krav til mig. Det har gjort en kæmpe forskel og har lært mig at huske mig selv på, at det ikke handler om hvor man er eller hvad man laver, men hvem man er sammen med. Hvis du ikke føler du kan gå ind på den café, tage med til den fest eller få besøg, så vent med det – gør det når du føler en lyst, ja nærmest en trang til det, og når du føler at du er klar til at udsætte dig selv for denne eksponering!

2. Hold fast i de ting, som du stadig kan
Selvom angsten desværre kan have det med at forhindre dig i at gøre ting, som andre gør, uden at blinke med øjnene, så er der en grund til, at du ikke føler du kan gøre det – angsten har en finger med i spillet, og du har ikke selv valgt at få angst. Du har ikke selv valgt, at der er ting, du har svært ved. Fremfor at slå dig selv i hovedet, over de ting du ikke kan, så tænk over de ting du stadig kan – også selvom det gør dig angstfuld.
Hvis du allerede har steder og mennesker, som du føler dig tryg ved, så hold fast i det og dyrk det, endnu mere hvis du har lyst og overskud. Hold fast i de evner du allerede har, for det skal vi huske at værdsætte.

3. Det er okay, at undvige
Og det er okay, at indrette dit liv, sådan så du ikke føler dig endnu mere udsat og angstfuld. Det er okay, at gå en tur i stedet for at sidde på en café, det er okay at ikke tage med til den fest, hvis det er for overvældende for dig. Det er okay, at sidde i et hjørne på restauranten frem for at sidde lige ved døren. Det er okay, at du har brug for ekstra tryghed, og hvis du har nogle ting, der hjælper dig til at blive mere tryg – så brug dem. Hellere finde tryghed i noget end slet ikke at gøre det, fordi du tror at du skal være på en bestemt måde eller gøre noget bestemt.
I mit hjem, kan jeg bedst lide at der ikke er for varmt eller for lyst. Jeg har skaffet mig af med mine spisebordsmøbler, da det gjorde mig for anspændt og utryg at sidde ved dem, så nu sidder jeg på gulvet – også når der er gæster på besøg. Jeg har aldrig besøg af mere end én person af gangen, for det bliver for overvældende for mig. Ligesom at jeg ikke tager ud på caféer og restauranter, både fordi det er angstprovokerende for mig, men ligeså meget fordi at det ikke er noget jeg interesserer mig for.

4. Du skal ikke være, på nogen bestemt måde
Vi tror fejlagtigt, at når vi er i en bestemt situation, så er der ting der er rigtige at gøre og ting der er mindre rigtige at gøre. Fx at det ikke er en god idé at gå i panik, for så skaber man opmærksomhed omkring sig, eller det kan føles skamfuldt. Husk på, at det kun er dig der laver “reglerne” i dit liv, for hvordan du må være. Hvis du lærer dig selv, at det er okay at gå i panik, at det er okay at undvige og at det er okay ikke at have noget at sige, så er det også nemmere at slappe af i visse situationer, fordi du ikke har sat nogle barrierer op for, hvordan du må og ikke må være. Det er især svært at opføre sig “rigtigt”, når man i forvejen er meget utryg og angstfuld — allerede der skiller man sig ud – så hvorfor ikke fortsætte i det spor, ved at sige til sig selv: “Du må godt føle dig angstfuld. Du må godt gå i panik. Jeg kan godt forstå du føler at det her er en ubehagelig situation. Du skal ikke være på nogen bestemt måde”.

5. Du må godt blive i det og trække vejret
Når du så går i panik – føler dig fanget og har lyst til at undvige – så husk på, at det er okay at gå væk fra situationen. Det er okay at du beskytter dig selv, hvis du kan mærke at ubehaget er for stort. Det gør intet bedre, at tvinge dig selv til at blive i noget, som du ikke føler du kan rumme.
Hvis du så føler dig lidt mere okay i panikken, så prøv at trække vejret dybt ned i maven, når du mærker at du føler dig fanget og gerne vil flygte. En dyb vejrtrækning (og måske at lukke øjnene et øjeblik) kan hjælpe til at du bliver mere grounded i dig selv og mere rolig. For når du går i panik over at du går i panik, så er der ingen vej tilbage. Løsningen er at “slappe af” overfor panikken – at give dig selv lov til at være panisk. Det er okay, at holde en pause og lige give dig selv lov til at trække vejret uden at skulle gøre eller sige noget.

6. Sig det højt
Hvis du føler du er i stand til det eller at det vil hjælpe dig, så prøv næste gang du er et sted og du får angst og føler dig fanget, at sige det højt. Det kan være at sige, til den du er sammen med: “Jeg føler mig meget utryg lige nu, jeg kan ikke rigtig slappe af. Jeg er lige stille et øjeblik”. Og så giv dig selv lov til at trække dig lidt ind i dig selv og bare trække vejret og finde ind til din ro igen.

7. Ret fokus udad
Noget af det bedste man kan gøre, når man oplever intens angst og føler sig fanget, det er at rette fokus udad. Stil spørgsmål til den du er sammen med, læg mærke til, hvad der sker omkring dig, begynd at tal om noget du ser eller hører, sådan at du kommer ud af dit hoved og bliver mere tilstede i situationen.

 

Min psykiater var psykisk voldelig

Dette var min tredje samtale hos en privatpraktiserende psykiater. Jeg havde ikke været glad for at gå hos ham og følte mig ikke tryg ved ham eller set og hørt.
Til denne samtale skulle det vise sig, at han psykisk krænkede mig og tog manipulerende midler i brug for at få kontrol over mig. 

Psykiateren havde tilbudt mig at komme i behandling hos ham, hvor han ville bruge den velkendte terapiform EMDR, som er en traumeterapi.

“Jeg kan mærke at EMDR ikke er noget for mig. Udfra de ting du har fortalt mig, der strider det meget imod den måde jeg behandler mig selv på.”, sagde jeg.

“Du kan ikke udtale dig om noget, du ikke ved noget om”, svarede han kynisk.

Igen måtte jeg påpege at jeg kun kan følge min mavefornemmelse, og min mavefornemmelse siger, at det ikke føles rigtigt at starte denne terapiform og at jeg desuden har læst og set videoer om EMDR.

Igen grinede han hånligt, mens han sagde: “Jeg vil bare lige sige til dig, at din mavefornemmelse er noget andet end virkeligheden”.

Jeg kunne mærke tårene presse sig på og hvordan mit hjerte begyndte at galoppere. Både at skulle høre en autoritet, som i 15 år havde arbejdet som psykiater og var uddannet for at hjælpe sårbare mennesker som mig selv, få mig til at tvivle på mig selv, sige at min mavefornemmelse var forkert og at jeg ikke havde ret til at udtale mig om noget, bare fordi jeg ikke havde prøvet det.

Derfor svarede jeg: “Det jeg føler du siger til mig er, at jeg skal tvivle på min egen mavefornemmelse”.

Psykiateren afbrød mig, som han gjorde hver gang jeg sagde noget, “Nej nej nej nej”, mumlede han, men måtte stoppe sig selv, for man kunne se, at han ikke vidste hvad han skulle svare til det. “Hvad er din mavefornemmelse omkring….. den finske skærgård?”

“Det ved jeg ikke hvad er”, svarede jeg, og kunne ikke forstå hvad det nu havde med noget at gøre, og hvorfor han ikke bare kunne respektere mit “nej”.

“Du kan ikke have en mavefornemmelse om noget, du ikke ved hvad er”. Så begyndte han at tale om den finske skærgård i et stykke tid, for at overbevise mig om, at jeg ikke kunne udtale mig om noget, jeg ikke vidste hvad var.

Sådan gik det frem og tilbage, at han blev ved at påpege at min mavefornemmelse var forkert og at jeg ikke måtte udtale mig om noget, jeg ikke havde prøvet endnu.

Det gjorde ondt i mig. Her sad jeg, i forvejen med meget angst og skamfølelse, og en mand der skulle forestille sig at hjælpe mig og som fik penge for at sidde der (!!!) kun havde fokus på én ting, at vinde. Han kunne ikke acceptere at jeg sagde nej til hans terapiform eller at jeg havde en anden mening end ham.

Jeg påpegede det også og sagde direkte til ham, at jeg havde brug for at han faktisk bare kunne imødekomme det jeg sagde, at han meget gerne måtte fortælle om terapiformen, men at jeg bare havde brug for at han svarede “Det kan jeg godt forstå, du ikke har lyst til” (og respektere min holdning).

I stedet havde han kun fokus på at få kontrol over mig, styre min mening, gøre alt i sin magt, for at fortælle mig at jeg var gal på den og at det var ham der havde det rigtige svar. Det virkede helt som om han blev truet, fordi jeg ikke brød mig om det jeg hørte og havde hørt om EMDR.

Igen og igen fik jeg associationer til min mor, og ikke bare associationer men flashbacks. Det hele var alt for velkendt. Derfor var det også ekstremt overvældende at sidde derinde. Jeg blev ved at forsøge at stå fast og vise min mening og følelser på en ordentlig måde og han blev ved at disrespektere mig og forsøge at vinde, ved hele tiden at sige noget igen.

Helt fysisk sprang han frem i sit sæde, så jeg troede han ville springe over bordet og gå til angreb på mig. Man kunne mærke hans vrede, hans kontrol som skulle fylde det hele og overmande mig. Han skulle gøre alt for at nedlægge mig, koste hvad det vil – også selvom jeg blev trigget af ham.

Mit hjerte bankede hurtigere og hurtigere. Jo mere jeg stod fast, jo mere stod han også fast og forsøgte at få kontrol over mig. Jeg var bange. Jeg følte hverken jeg kunne blive eller gå, det eneste jeg kunne var at blive ved at sige ham imod og stå fast i mig selv, også selvom han blev ved at udøve sin magt.

Han mindede mig om min mor og hendes modstand mod mine følelser og meninger når de ikke stemte overens med hendes. Hun ville også blive meget oprørt, hvis jeg sagde noget andet end hende. Jeg måtte ikke havde en anden mening, så var jeg forkert. Og det var det, han også forsøgte at presse ned over hovedet på mig.

Konstant skulle han udtrykke, at han vidste mere end mig, at min mavefornemmelse var forkert og at han havde sandheden på sin side.

En af hans manipulationsteknikker, for at få ham selv til at ligne “the good guy”, var ved at blive ved at sige “Jeg respekterer dig”, “Jeg forstår dig”, “Jeg ønsker ikke at vinde noget personligt ved det her”, “Jeg er ligeglad med, om du vælger denne terapiform”.
Jeg kunne se lige igennem det. Det var så falsk, for det var jo ikke det han viste, ved konstant at svare mig i mod frem for at imødekomme mig.

Han afbrød mig konstant, lod mig ikke tale færdig, hidsede sig nærmest op over at jeg delte mine meninger og på intet tidspunkt responderede han faktisk på det jeg sagde. Han blev bare ved at komme med “beviser” på, at jeg ikke havde ret til at udtale mig.

Det endte med at jeg ikke længere kunne holde mine følelser tilbage. Hjertebanken og min indre følelse af at blive udskammet og krænket, kom op til overfladen. Han vidste, at jeg er vokset op med en narcissistisk mor, og så sad han selv og manipulerede med mig og viste mig ingen respekt, empati eller forståelse.

Jeg begyndte at græde og af ren og skær frygt for ham, lagde jeg mit hoved ned i mit skød. Indvendigt kunne jeg høre mig selv sige; “Du må ikke græde, nu er du endnu mere sårbar, nu kan han kontrollere dig endnu mere”.

Der blev stille fra hans side. Jeg tror ikke han forstod at jeg græd fordi han havde opført sig så krænkende og uempatisk. Jeg frygtede hans blik, hans hårde og fordømmende øjne, som jeg havde skulle se på i tre timer af mit liv. Jeg frygtede at han ville komme hen og lægge en hånd på mig eller bare gå henimod mig, så jeg skulle føle mig endnu mere krænket.

“Har du problemer med at trække vejret?” spurgte han. “Nej jeg går bare i panik”, sagde jeg mens jeg græd stille, men alligevel bare fokuserede på at trække vejret dybt. Jeg følte mig svimmel og kold i hele kroppen.
“Kig på mig” beordrede han pludselig. “Det har jeg ikke lyst til”, svarede jeg grådkvalt. “Kig på mig”, sagde han igen, “jeg skal vise dig hvordan du skal trække vejret”.
“Jeg vil gerne væk herfra”, fik jeg sagt. Han udskrev min journal som han havde lovet. Jeg rejste mig, tog det ud af hans hånd og fik sagt tak og farvel.

På intet tidspunkt kiggede jeg op. Jeg følte mig så ødelagt ind til benet, jeg låste mig selv ud og løb ned gennem opgangen, mens jeg brød fuldstændig sammen i hulkende gråd.

Jeg havde hyperventileret uden jeg vidste det. Jeg var blevet krænket. Selvom han ikke havde rørt mig, så havde hans ord, hans bedrevidende attitude, hans egoisme, hans forsøg på kontrol, hans forsøg på at vinde og nedlægge mig, knust mig fuldstændig.

Det var som at være tilbage i mit barndomshjem, tilbage sammen med min mor, som heller aldrig respekterede mine grænser eller gav mig lov til at være den jeg var, men altid skulle indirekte eller direkte fortælle mig, at jeg ikke havde ret til at være mig eller have de meninger jeg havde og som altid skulle kontrollere mig, fordi det var hendes eneste måde at fungere på – at kontrollere andre så hun ikke selv skulle kontrolleres.

Jeg kan godt forstå, hvorfor jeg har så lidt tillid til sundhedssystemet, til læger og psykiatere, til de mennesker som skulle forestille at hjælpe mig. Jeg kan tælle på én hånd, hvor få gode oplevelser jeg har haft i sundhedssystemet. Det har overvejende været dårlige og ubehagelige oplevelser, og dette er endnu en af dem.

Jeg har mødt større empati fra servicemedarbejderen nede i Fakta, end fra denne psykiater.

 

#1 tip til at være pårørende

Der findes nok et hav af forslag til, hvordan man bedst forholder sig som pårørende til én med angst. Men dette er nok det allerbedste man kan gøre (eller ikke gøre) efter min mening.
Det kom til mig da jeg så et interview i tv, som netop handlede om psykisk lidelse, og jeg lagde mærke til journalistens rolle; interesseret, nysgerrig og objektiv.

En journalist skal dykke ned, men må ikke komme med sine egen mening. Hun skal ikke bedømme hvad der bliver sagt, men heller ikke forholde sig distanceret til det. Hun skal ikke sige: “Det er synd for dig”, “det må være hårdt”, “det lyder ikke rart”.
Men hun skal heller ikke være uinteresseret. Journalisten stiller mange spørgsmål og forholder sig nysgerrigt og lyttende til personen.

På samme måde kan man sætte sig i en journalists rolle, når man er pårørende til en med angst. Lyt, forhold dig objektivt, stil spørgsmål, vær ufordømmende og vær interesseret i at høre netop personens synspunkt, frem for at have fokus på dit eget synspunkt.

Det er ikke altid nemt at være pårørende. Det er ikke rart at se en tæt på sig, have det svært. Man har lyst til at gøre alt hvad man kan, for at vedkommende har det godt.
Men det allerbedste man kan gøre, er blot at være der, give plads til dette menneske og de følelser han/hun har og vise at du holder af dem, uanset hvilke følelser der er der.

Jeg vil ikke leve

… men jeg vil heller ikke tage mit eget liv…

Så hvordan finder man så lige ud af at eksistere?

Når man hverken kan leve eller dø?

Jeg vil ikke leve, fordi det er for hårdt at leve.
Det gør alt for ondt.
Der er for mange forhindringer.
Der er for mange smertefulde ting jeg har skulle gennemgå (og stadig gennemgår).
Hvornår stopper det? Hvornår får jeg det godt?
Hvornår bliver jeg velfungerende? Bliver jeg nogensinde velfungerende?

Hvis det skal blive ved sådan her, så er det ikke det “værd” at leve.
Hvorfor skulle jeg havne i det her?
Hvorfor skulle jeg blive traumatiseret, mens andre mennesker er vokset op i tryghed og kærlighed?
Hvorfor skulle jeg blive så hæmmet af skam at jeg ikke engang kunne være i samme rum med et andet menneske uden at skamme mig?

Der er så mange andre, der klarer sig så godt. Der er også mange der også har været udsat for rigtig slemme ting i deres liv, men som alligevel klarer sig godt.

Hvorfor klarer jeg det så dårligt i sammenligning med dem?

Hvad gør jeg forkert?

Kender du til ovenstående??….  Så er du ikke alene.
Det er tanker og følelser jeg jævnligt besøger i min proces..
En tilstand som jeg snart er begyndt næsten at vænne mig til.

Mange vil sikkert sige: “Du er et offer. Du kan vælge at komme ud af det. Du sætter dig selv i den situation. Du har ondt af dig selv. Du klynker. Du får det ikke bedre af det der. Fokusér nu på det positive i stedet”. 

Jeg er her for at fortælle dig, at ovenstående ikke hjælper det mindste!
Det hjælper ikke at udskamme et menneske som allerede føler så stor skam.

Så stor skam at den er udslettende…

Det hjælper ikke, at sige ting, som gør at jeg føler mig endnu mere forkert.

Jeg har brug for at føle at den jeg er er okay.
At den jeg er, har ret til at være her.
At det jeg føler og oplever lige nu er berettiget.
At den tilstand jeg er i, er der, fordi der er en mening med det og en årsag til det.

Jeg kan ikke bare gå ud af det, tænke på noget andet eller på anden måde komme igennem det.

Det eneste der hjælper mig er, at føle at det er okay, at jeg har det sådan.

Det eneste der hjælper mig er at minde mig selv om, at der er en årsag til, at jeg har det sådan.

Jeg har oplevet så stor utryghed igennem hele mit liv, at jeg har fået konstant skam og angst af det. Det er så svært at føle tryghed til andre, fordi den tryghed aldrig har været der.

Det er kun få år siden at jeg første gang mærkede at jeg knyttede mig til andre mennesker….

Kun få år siden, at jeg kunne mærke kærlighed til andre mennesker (og til mig selv)…

Det er kun få år siden at jeg begyndte at opleve hvordan det var ikke at føle skam og angst og stress, når jeg var sammen med andre mennesker….

Hele mit liv har der altid været mennesker omkring mig. Men ikke på den følelsesmæssigt og mentalt støttende måde, kun på en fysisk og mistillidsskabende måde. Der har fysisk været mennesker til stede, men de har ikke været der for at skabe fysisk og psykisk trivsel for mig.

Disse mennesker gjorde at jeg følte mig bange, uelsket, utryg, ked af det og ensom igennem hele mit liv.

Jeg har ikke oplevet at have mennesker omkring mig, hvor jeg kunne ånde ud i afspænding, føle mig tryg og elsket og tillidsfuld. 

Det er først de seneste år, i mine midt-tyvere at jeg er begyndt at mærke det.

Så til dig som oplever skam og angst relateret til andre mennesker vil jeg sige:
Der er en årsag til det. Det er ikke bare kommet ud af det blå “for sjov”, for at sætte dig på en prøve og se hvad du kan klare…

Der er en grund til, at du føler utryghed og ubehag sammen med andre mennesker. Der er en grund til, at du ikke føler dig tilstrækkelig.
At du ikke føler dig god nok.
At du føler dig skamfuld.
At du føler dig bedømt.
At du føler du skal spænde op i hele kroppen.
At du føler du skal være på vagt.
At du føler du ikke har nogen værd.
At du skal være på en bestemt måde, for at passe ind og være “god nok”.
og at det aldrig er nok.

Så hvordan kan vi omvende det?

Ved ikke at omvende det… for når vi prøver at omvende hvordan vi har det, så er vi igang med at underminerer det vi føler og oplever nu og her – vi bagataliserer os selv og vores følelser, vi fortæller og selv igen og igen, at der ikke er nogen grund til at have det sådan – at det er uberettiget – dette er blot med til at fastholde os i en følelse af uværdighed, mangelfuldhed, skamfølelse, utilstrækkelighed osv….

Vi må…
forstå linket mellem nu og da.
forstå hvorfor vi har det sådan her.
se på tidligere relationer i vores liv.
se på hvordan vi relaterede til mennesker førhen,
og hvad der er sket, siden vi enten har mistet vores tryghed
eller aldrig har haft en tryghed.

Vi må forstå sammenhængen mellem årsagen og den tilstand vi er i.

Vi må erkende overfor os selv: “Det er sådan her jeg har det. Det er min virkelighed det her. Det er ikke noget jeg finder på, det er sådan jeg har det”.

Vi må give os selv lang snor, tålmodighed, til at lære at acceptere, at det her er vores virkelighed.

Vi må lære, at vi ikke behøver at gøre noget, for at komme væk fra det – for det får os ikke væk fra det alligevel. Det her er vores virkelighed uanset hvor grum, skræmmende og ulykkelig den måtte være.

Vi må lære os selv, at have accept og omsorg for os selv – både fysisk, tankemæssigt og følelsesmæssigt. Sådan så andre spejler os i denne accept og omsorg.

Vi må lære, at det at lide, det at føle utryghed, det at føle skamfuldhed, ikke gør os til et forkert menneske, men at vi er berettiget til at have disse følelser – dermed viser vi os selv, at vi er værdige – selv midt i skamfuldheden – dermed opvejes skamfuldheden.

Vi må blive ved at komme tilbage til at omfavne os selv hvor vi er, og finde værdi i at være dem vi er, uanset om vi er helt ude på kanten. Uanset om vi har lyst til at dø. Uanset om vi konstant flygter og bekæmper. Uanset hvad vi gør og er, så må vi blive ved at give os selv lov til at være disse skrøbelige mennesker vi er.

Deri ligger nøglen. Deri ligger ophævelsen at denne forkerthedsfølelse. Denne følelse af at det ikke er godt nok, at vi ikke gør det godt nok, at vi ikke er nok, at vi er i mangel, at vi ikke fortjener det gode, at vi er usle skabninger.

Denne illusion, om at vi er forkerte fordi vi føler og tænker som vi gør, er så svær at slippe, og verden omkring os er hele tiden igang med at modbevise den omfavnende stemme som vi prøver at lytte til.

Alle andre vil gerne have at du kommer ud af det, kommer videre med dit liv, stopper med at bruge tid på at have det dårligt, fokuserer på noget andet, stræber efter noget mere og bedre og andet, forsøger at fjerne dig fra dig selv, forsøger at amputere en del af dig.

Men lad os alle sammen være med til at samle den del af os op, som vi selv og omverdenen hele tiden er i gang med at forsøge at amputere (og måske allerede har amputeret), samle den del op, og tage den alvorligt, forstå den og vise kærlighed til den del af os, som er blevet skrottet, ueslsket, forladt, sparket og skubbet til, nedgjort, udskammet, gemt væk og gjort nar af.

Lad os tage det til os, som et såret, grædende og ulykkeligt barn, og lad os passe og pleje det. Lad os tage den del af os i vores favn og være fuldstændig forstående, tilladende og omfavnende overfor den.
For der er ingen andre der gør det. Det er vores ansvar.

4 tips til at håndtere angst for at rødme

Jeg har angst for at rødme (erytrofobi), som følge af min sociale angst. Det gør at jeg finder det meget ubehageligt at være i centrum for folks opmærksomhed – også selv hvis det kun er ét menneske.

Min tillid til andre mennesker og mig selv er ikke særligt stor, så jeg bliver nemt utryg i samværet med andre mennesker. Utrygheden – angsten – får mig til at blive varm og rødme. Rødmen bliver synlig for andre mennesker, så jeg føler mig endnu mere udsat, ubeskyttet og angst. Hvis folk kommenterer det, bliver det endnu værre og jeg rødmer endnu mere. Rødmen forstærkes af angsten og angsten forstærkes yderligere af rødmen. Det er en ond cirkel, som gør at jeg får en impuls der siger; “Du skal væk, NU!”, og så forlader jeg situationen – allerede inden angsten bliver forstærket.
Jeg har lært mig selv gennem årene, at frygte angsten og at frygte rødmen. Jeg så rødmen som noget skamfuldt og negativt – noget forkert. Som om der var noget galt med mig, og at folk ikke skulle se de. Min angst for at rødme, har været den som har holdt mig fra at være sammen med andre mennesker, af frygt for at rødme.

Min angst for at rødme er helt sikkert blevet meget bedre, end den var da jeg oplevede den første gang. Jeg har en større ro og accept omkring det, og jeg tror også at jeg rødmer sjældnere end jeg gjorde engang.

Her er de ting, som har hjulpet mig:

1. Accept og empati
Det allervigtigste har været, at blive ved at sige til mig selv, at jeg godt må rødme, at jeg godt må føle mig skamfuld og at jeg godt må blive angst. Rødmen og angsten for at rødme er blevet stærkt forværret af min frygt for det og min modstand mod det. Jeg gjorde alt hvad jeg kunne, for at undgå at rødme – og det gjorde det meget værre. Men da jeg begyndte at lære at rumme ubehaget, rumme rødmen – så kunne jeg også finde ro i det og jeg fik mindre angst for det.

2. Se folk i øjnene
Det er dybt ubehageligt at se folk i øjnene, både når man rødmer, men også bare når man får angst. Men jeg har erfaret, at når jeg kigger ned eller væk, så forstærkes min skamfølelse og min rødmen. Når jeg derimod kigger folk i øjnene og dermed bare står ved mit ansigts røde farve og min angstfølelse, så reduceres mit ubehag en del, sådan at jeg ikke frygter situationen ligeså meget, som jeg ville gøre hvis jeg flygtede/kiggede væk.
Det skal siges, at hvis du befinder dig i en utryg situation, hvor du faktisk har følt dig ydmyget, kritiseret eller lignende, og du har lyst til at komme væk – så skal du selvfølgelig gøre det. Det er ikke rart at kigge et menneske i øjenne som har behandlet én dårligt.

3. Smil
Når man smiler så kommer der næsten automatisk lidt farve i ens kinder, man liver op, og der bliver sendt signaler til hjernen om, at man er glad og har det godt – også selvom man står i en angstfuld situation og faktisk ikke har det godt. At smile, også selvom der ikke er noget at smile af, gør også at man slapper mere af og dermed har en større evne til at rumme angsten og ubehaget ved at rødme.

4. Træk vejret
Selvom du mærker rødmen stige til dit ansigt, hals eller bryst og kan mærke angsten intensiveres, så træk vejret alligevel. Der er ikke noget du kan gøre for at stoppe rødmen lige nu, så prøv at træk vejret ind i det. Eventuelt med denne øvelse, som kan afkøle dig. Vejrtrækningen bringer dig tilbage til din krop, tilbage til Nuet – og ud af dine flygtige og bekymrende tanker om, hvad andre tænker om dig og din rødmen.

Håber du kan bruge disse råd – da de både hjælper på rødmen men også bare angst helt generelt.

Læs mine andre indlæg om erytrofobi (angst for at rødme) her og her.

Hvad gør du når du begynder at rødme?