Når systemet svigter og ikke ser bag facaden

Skrevet i 2013.

Dette er min fortælling om da jeg i 2011 pludselig blev ramt af invaliderende socialfobi og systemets manglende evne til at forstå alvoren i min situation…

Jeg har, som sygemeldt med angst tre gange på to år, set min side af vores såkaldte velfærdssamfund.

Det hele startede en vinterdag i 2011. Jeg havde haft flere ubehagelige oplevelser på mit job. Den dag det virkelig gik op for mig, at noget var galt, låste jeg mig selv inde på badeværelset i en time, hvor jeg skiftevis græd, kastede op og lå sammenkrøllet på gulvet.

Jeg anede ikke hvad der skete med min krop og det skræmte mig, at jeg ikke kunne forklare det, for at berolige mig selv og komme videre med dagen – men panikanfaldene blev ved i flere uger. Jeg måtte gå ud fra kontoret mange gange på en dag og stå et stille sted for at prøve at samle mine tanker. Hver dag, 8 timer om dagen, var min krop, nervesystem og hjerne på konstant vagt overfor lyde, bevægelser, folk der talte til mig, folk jeg skulle kommunikere med. Det blev svære og svære for mig, at holde sammen på en form for normalitet, og jeg prøvede konstant at opretholde min ydre facade, så det hele ikke lige pludselig krakelerede foran mine venner og kolleager.

Jeg husker det som en følelse af, at bide tænderne meget hårdt sammen, smile stift og prøve ikke at sige noget dumt eller skabe for meget opmærksomhed. Jeg blev mere og mere følsom, og en dag på arbejde da jeg gik igennem sneen, gik jeg nysgerrig ind på en hjemmeside der omhandlede angst og social angst. Min søster havde mange gange talt om hendes oplevelser med angst, og jeg følte også jeg kunne genkende de ting pigen skrev derinde, men jeg var rædselsslagen for at finde ud af, at det var det, der også skete med mig.

Da jeg læste symptomerne og beskrivelsen af social angst, lettede tågen nærmest. Jeg fik en smule mere ro over at vide, at jeg ikke var ved at blive sindssyg.
Dog klarede jeg ikke meget længere på jobbet, før jeg kunne mærke, at mit sind og min krop ikke kunne klare mere. Hele min krop sitrede af stress og uro, jeg var svimmel, havde en uvirkelig fornemmelse af, at alt jeg så, var en film. Ikke nok med det, fortsatte min kamp med at holde sammen på mig selv og ikke få angst foran nogle mennesker, men jo mere jeg holdt fast, jo mere faldt jeg sammen indeni. Jeg blev mere og mere usikker, der skulle ingenting til før jeg bøjede hovedet i skam og blev helt rød i hovedet. Mine voldsomme kropslige reaktioner og reaktionerne fra dem omkring mig, gjorde hverken angsten eller skammen over at have angst, bedre.

Selvom jeg blev sygemeldt fra jobbet, var jeg ikke klar til at give op. Jeg ville ikke finde mig i at være syg, eller at skulle være på kontanthjælp, for hvor skulle det hele ende? Jeg hev mig selv op, og sagde til mig selv at jeg måtte tage mig sammen og prøve at være lidt positiv, lade vær at tænke på angsten så meget.

Første kontakt til læge

I løbet af min angstproces fik jeg min første rigtige kontakt til sygesystemet, siden jeg som tolvårig brækkede min næse. Min læge virkede meget sød til at starte med, men da jeg fortalte hende om mine ubehagelige oplevelser på jobbet og at jeg havde en mistanke om, at det var social angst, slog hun det til side og sagde, at jeg bare var en genert pige.
Min veltalende måde at tale på, overfor autoriteter, har hæmmet mig meget i min sygdomsproces.

Min angst er aldrig blevet taget seriøst af nogle læger og det gør mig frustreret, at bare fordi jeg kan tale åbent og overfladisk, samt indsigtsfuldt om, hvad der foregår i mit liv, betyder det ikke, at jeg er velfungerende eller ikke har brug for hjælp.

Sagt på en anden måde, jeg har altid været god til at opretholde en facade overfor andre mennesker. Alt fra læger, psykologer, lærere, klassekammerater, venner, familie. Jeg har ikke kun virket afklaret og positiv, jeg har også virket genert, indadvendt, været den grå mus, haft en meget stiv tale-og kropsmimik men også været meget udadvendt og snakkesalig.

Det jeg prøver at sige er, at blot fordi man har en god måde at formulere sig selv på, eller fordi man har en præsentabelt udseende, eller fordi man kan ”holde sammen på det hele”, betyder det ikke, at man har styr på det, der sker inden i én eller at man har det godt. Tværtimod, burde det være et faresignal at man lukker så meget af, så andre ikke kan se, hvordan man lider. Så er det sundere at lukke det ud og ligne en der har angst.

Men på trods af det, fik jeg det til at ligne, at jeg havde styr på det. Jeg snød folk til at tro, at jeg var sund og velfungerende, jeg tog flot tøj på, gjorde noget ud af mig selv og blev ved at skubbe angsten væk.

Nyt arbejde

Kun små to uger efter min sygemelding ansøgte jeg et nyt job, for jeg ville ikke finde mig i, at skulle blive overtaget af lidt angst. Så tilbage på pinden kom jeg, to uger efter mit liv synedes som et helvede. Jeg skulle arbejde i et supermarked og sidde bag kassen. Selvom jeg startede mildt, med tre dage om ugen, otte timer per dag – og selvom jeg var særdeles dygtig, til at være den søde, sjove, udadvendte pige på job, og fortrænge de følelser der skræmte mig allermest, begyndte de ligeså stille at snige sig op til min bevidsthed.

Modsat det tidligere job, begyndte jeg at føle mig lidt små-sindssyg. Jeg følte tit at jeg svævede ud af min krop, og så mig selv udefra, jeg følte ikke jeg var i min egen krop. Mit syn blev sløret, varmen steg til mit ansigt og bryst, kunderne i køen kikkede, men jeg kunne ikke reagere. Jeg var stivnet på min stol bag kassen, det var forbudt at gå fra kassen, medmindre der var pause, eller man skulle på toilettet.

Det er næsten ufatteligt at forstå, at jeg kunne finde ud af, at scanne varer ind, tage imod penge og give penge tilbage uden over- eller underskud, da hele min bevidsthed havde et slør over sig.

Jeg spiste stadig i kantinen med mine kollegaer, selvom jeg på mit tidligere job havde fået mange angstanfald der. Der kom da også situationer hvor jeg på et splitsekund, helt uventet, mærkede ubehaget stige i mig, mærke hvordan mit ansigt blev varmt, jeg begyndte at ryste indeni og som en helt automatisk reaktion mærke mig selv rejse mig fra stolen, sige noget hurtigt og vende mig om, for derefter at skynde mig væk.

Jeg tænkte ikke engang over, hvad der skete. Jeg mærkede bare ubehaget og flygtede ligeså snart den begyndte at fylde min krop.

Jeg brød sammen igen

Den dag, det blev for meget, var da jeg sad bag kassen. Det var en stille dag, ikke særligt mange kunder, men alligevel havde jeg mine nerver udenpå tøjet. Jeg var hele tiden skrækslagen for, om der ville komme en person hen som jeg kendte, for at tale med mig, mens jeg sad lænket til stolen. Det var en konstant panik over at sidde der og frygte at angsten kom, og samtidig skulle håndtere den, når den kom.

Jeg begyndte at opleve meget overvældende uvirkelighedsfølelse, som er meget almindeligt at opleve når man får angst. Det er en følelse af, at det hele er sløret og bevæger sig i et meget langsomt tempo. Jeg følte hele tiden jeg skulle kaste op, men måtte ikke gå fra min stol bag kassen. Jeg blev mere og mere svimmel og følte jeg var på grænsen mellem at besvime og blive sindssyg. Til sidst måtte jeg bleg og med besvær gå hen til min chef og sige at jeg var syg, hvorefter jeg fik lov til at gå hjem.

Derhjemme brød jeg grædende sammen og gik fuldstændig i panik. Min krop gjorde ondt, jeg rystede over hele kroppen, slog i ting, rev i mit hår, gjorde alt jeg kunne for at holde fast på et eller andet der føltes virkeligt. Jeg ringede til vagtlægen fordi jeg følte, jeg var ved at gå fra forstanden. Jeg forklarede ham mine symptomer, og han lød meget alvorlig, men fortalte mig at det lød som et angstanfald. Ligeså snart jeg fik sat ord på det og begyndte at genkende fornemmelserne fra tidligere angstanfald, faldt jeg mere og mere til ro. Dagene efter kunne jeg næsten ikke huske hvad der var sket den aften.
Hvad sker der i hjernen, når man får angst? 

Der sker noget helt mærkværdigt når man får et angstanfald. Ens reaktioner bliver aktiveret gennem krybdyrhjernen, den ældste del af hjernen, som vi deler med alle dyr.

Hjernens kvalifikationer styrer vores instinkter. Den registrerer fare, reagerer ved kamp eller flugt og hvis dette ikke er muligt: stivnen. Denne del af hjernen har ingen fornuft eller logik, den reagerer blot ved helt basale ting, som opleves farligt for dette væsen.

Når vi får et angstanfald (eller angst i al almindelighed) er det altså den ældste del af hjernen der er aktiv og vi reagerer helt impulsivt og spontant. Det er stort set umuligt at sige noget til os selv eller prøve at tænke anderledes, da de nyere dele af hjernen ikke er aktive på dette tidspunkt. Derfor kan det også være vanskeligt at huske et angstanfald og at beskrive det med ord, da den tænkende og følende del af hjernen ikke var centrale.
Jeg måtte “spille” syg, for at blive taget alvorligt 

Jeg sygemeldte mig for anden gang det år, men min chef troede ikke på, at jeg havde grund til at sygemelde mig. Jeg måtte blive ved med at forklare hende, at jeg ikke kunne mere og derefter gik jeg til lægen, for at få en sygemelding. Igen oplevede jeg, at min chef kun så den facade, jeg succesfuldt opretholdte på arbejdet, så hun bagataliserede min angst og stress, for det kunne hun jo ikke se på mig.

Jeg gik til min læge og måtte bevidst bruge min facade, men i stedet for denne gang at virke ovenpå, gik jeg ind til lægekonsultationen og prøvede så vidt som muligt at udtrykke det, jeg følte indeni: fuldstændig opgivelse, drænet helt for alt liv. Min læge kunne godt se, at jeg ikke havde det godt, men hun prøvede alligevel at overtale mig til blot at arbejde nogle få timer om ugen.

Det, der gør mig allermest vred ved dette er, at folk som er syge ikke burde tvinges ud i arbejde. Vi bliver nød til at begynde at få mere respekt for folk, som er blevet syge af den ene eller anden grund. Vores samfund er ikke glad for sygdom, men jeg mener absolut ikke at det hjælper, at presse de syge til at udføre et job, når man ikke engang er i stand til at få sit privatliv til at hænge sammen.

Som det står til nu, i september 2013, er jeg tilmeldt en aktiveringsplan med uddannelses- og mentorplan via jobcentret. Jeg er under ingen omstændigheder klar til at komme i job, men alligevel får jeg af vide, at deres aktiveringstilbud går ud på ditten og datten og at jeg skal være med i det.

Jeg tror igen, jeg er blevet misforstået af systemet.

Alt gør mig angst

Nogle gange får jeg ubehag bare ved at være i min lejlighed, ved at sidde ved mit spisebord, fordi min krop regrederer tilbage til alle de gange jeg har fået angstanfald ved et spisebord.

Jeg bliver rød i hovedet og nervøs når jeg skal kigge mig selv i spejlet for længe tid af gangen, fordi jeg skammer mig over den jeg er som menneske, og fordi jeg i mine øjne ser alle de øjne der nogensinde har set på mig, de øjne som har grint af mig, sagt grimme ord til mig, mobbet mig, udstillet mig, sat mig i centrum og fortalt mig, at jeg ikke var noget værd.

Jeg har ikke set min far i et halvt år, min mor har jeg ikke set et år. Min storesøster, som jeg føler mig meget tæt på, har jeg ikke brugt mere end en time sammen det sidste halve år, min lillesøster ser jeg sjældent og det gør ondt, for hun skal snart ud og rejse i 8 måneder, og jeg ville ønske jeg havde overskuddet til at være der for hende noget mere.

Min lillebror som minder meget om mig selv, er snart en voksen mand, han har sin egen lejlighed, men jeg har aldrig været der og besøge ham, fordi jeg er bange for hvordan min krop reagerer og at alt kommer ud af kontrol.

Jeg lever konstant i en tilværelse som svækker mig mere og mere, jeg er bange for at købe ind, men tvinger mig selv til det, så jeg er sikker på, jeg har mad. Jeg får ofte angstanfald når jeg står og skal betale.

Jeg får ikke lov at være den person, jeg ønsker at være

Men mest af alt skærer det i mit hjerte, at jeg ikke kan være den person jeg så dybt ønsker.

Alt er revet væk fra mig, på meget kort tid, hele min tilværelse er blevet begrænset, og jeg skyder skylden på mig selv. Jeg føler mig medskyldig over den jeg er nu i dag. Jeg skammer mig overfor alle omkring mig, som én efter én er gledet væk.

Det sårer mig, at jeg har skubbet min familie væk, selvom vi altid har været mere eller mindre splittede, jeg skammer mig over at jeg er mine forældres datter, at de skulle få en datter, som har skubbet dem væk pågrund af angsten..

Jeg kommer ikke videre førend jeg har indset, at jeg ikke kan komme videre, før jeg mærker alt det ubehag, der er forbundet med angsten. Før jeg indser, at angsten godt må være der, jeg må gerne blive kogende rød i ansigtet, jeg må gerne ryste og stamme, jeg må gerne blive nervøs, jeg må gerne blive usikker, jeg må gerne blive genert, jeg må gerne snakke meget, jeg må gerne være genert og indadvendt, jeg bliver nød til at føle alt det, som jeg frygter aller mest. Jeg må gerne føle, at jeg intet er værd. Jeg må gerne skamme mig over, at jeg intet er, og at jeg har skubbet alle væk.

At blive misforstået at systemet

Jeg er et menneske, som altid har haft behov for at blive mødt og haft en naturlig trang til at kunne kommunikere med mennesker. Det er min facade. Når jeg er til samtaler med lægen eller min vejleder og andre autoriteter, holder jeg stadig fast i min evne til at kommunikere. Det er vigtigt for mig at vise interesse, holde øjenkontakten og formulere mig rigtigt. Men min måde at kommunikere på strider totalt i mod, det jeg føler, når jeg er mig selv, når jeg er hjemme.

Det er et helvede for mig at eksistere, det er en evig kamp og at endnu en gang at skulle blive misforstået af systemet og få af vide at ”Nårh, du virker til at have meget styr over tingene” og ”Du er jo en sød og god pige, så du skal nok blive jobklar”, er ikke ting jeg har brug for, at få af vide.

For en gang skyld har jeg brug for, at folk ser mig, som den jeg er ud over min facade og min trang til at kommunikere. Det er ikke mig. Det sande mig har opgivet lysten til alt, der før føltes naturligt og rart.

Den sande mig, ønsker ikke at eksistere. Jeg har brug for at mærke de ting der sker og tage det alvorligt – det er det eneste som føles rigtigt for mig nu. Jeg skal bevæge mig i det tempo, som føles naturligt og godt for mig, jeg skal ikke lægges på samfundets bånd og køres igennem systemet. Det skal ingen udsættes for, i en sådan situation.

En ting er, at man er job-løs men ellers har et velfungerende liv, men blot ikke kan få et job. En anden ting er, at være så syg, at ens hverdag er blevet en kamp, og man ikke engang kan gå ned for at købe en liter mælk, før man smider mælken og løber ud af butikken for at kunne trække vejret igen.

Hvad med alle os, som har en skæbne der æder os indefra og ud? Hvad med os, som kæmper hele tiden?

Hvornår er der nogen, som åbner øjnene og indser, at vi har det svært og har brug for at få den hjælp som vi har behov for?
Hvornår er der nogen, som tager min situation alvorligt? Og hvordan skulle jeg selv kunne komme videre i mit liv, hvis ingen ser mig hvor jeg er og hvis ingen tager mig alvorligt?

Denne frustration får mig blot til at ønske endnu større alvor for mig selv, og hvis andre ikke kan spejle mig eller tage mig alvorligt, så må jeg gøre det selv.

Dette er bare endnu et eksempel på, at jeg ikke får lov at opleve at nogen tager sig af mig – dette er endnu et resultat af, at jeg må stå med det hele selv, som jeg har gjort altid. Og det er synd, for endelig ønsker jeg faktisk at nogen vil hjælpe mig, jeg vil så gerne have hjælp, men når der ikke er nogen, så må jeg gøre det selv og dermed erfare at jeg ikke har brug for andre mennesker og dermed kan jeg retfærdiggøre min socialfobi  – at mennesker er farlige og ikke til at regne med – at jeg kun kan regne med mig selv.

Så kan jeg ellers fortsat leve et liv i ensomhed uden nogle sociale relationer.

“Trigger me once, shame on you. Trigger me twice, shame on me”

Der er ikke rigtig nogen god måde at oversætte dette til engelsk, men jeg har gået og sagt dette til mig selv i dag, for at minde mig selv om, at jeg ikke skal gå tilbage til noget, som har trigget min PTSD. 

Når man har PTSD, så er der rigtig mange ting (store og små) der kan trigge én. Når man har kompleks PTSD, så er det ikke blot flashbacks til konkrete situationer, men ogs følelsesmæssige flashbacks hvor man bliver sendt ind i panisk angst, skamfølelse, sorg, ensomhed, frygt og jeg kunne blive ved.

Mange ting kan trigge disse flashbacks. Jeg kan selv blive trigget af både stimuli som fx høje lyde eller at blive forskrækket, men hvad der er endnu værre er, at jeg bliver trigget af mennesker (hvilket jeg tror alle med PTSD kan genkende).

Enten er mennesker farlige og udgør en fysisk trussel (de slår mig ned/voldtager mig/slår mig ihjel) eller også udgør de en psykisk trussel (de ignorerer mig/går ind i mig/misforstår mig/gør nar af mig/overskrider mine grænser og på andre måder fejlspejler mig).

Den psykiske trussel er værst, fordi det er noget der sker hele tiden, når jeg interagerer med mennesker.

Det gik op for mig, at jeg selvfølgelig ikke kan undgå mennesker, men jeg kan undgå mennesker som jeg ved ikke har empati. Mennesker der er skamløse og som jeg ved med hundrede procent sikkerhed vil trigge mig – hvis ikke i dag så i morgen.

Jeg har ingen tolerance overfor mennesker, der ikke er i kontakt med deres egen sårbarhed. Mennesker som ubevidst er grove, hensynsløse, respektløse, grænseløse og som ikke er i kontakt med sig selv.

Det er min allerstørste trigger, for det er mennesker som minder om det menneske som forårsagede min PTSD i første omgang – min narcissistiske mor. 

Jeg mister alt for et menneske, hvis de første gang jeg møder dem, viser sig fra en usympatisk eller uempatisk side. For så ved jeg, at det ikke er noget de lærer til næste gang, så er det et træk i dem, som vil blive ved at være der.

Derfor, vil jeg gøre alt for ikke at gå tilbage i en fælde, som jeg ved vil klappe i igen.

Fra min dagbog #3

Om at have angst og skam over at få besøg.

04.03.13

22 år gammel 

Det er skræmmende, tarveligt og unfair, at livet skal være så svært for mig. Det er ikke engang i sådan en grad, hvor jeg kan lave sjov med det og tænke, når ja, og hvad så? Det er seriøst det her jo.

Jeg har haft skærende hovedpine det meste af i dag, på trods af, at solen har skinnet og himlen har været blå.

Jeg skal eksponere mig selv overfor ubehagelige situationer, men for mig er det umuligt bare at gøre det, jeg skal tage bitte små skridt, hvor jeg oplever lidt angst men ikke så det overvælder mig. Men hvad gør man lige når hele ens liv er angstfuldt? så er der jo ingen trin, fordi alt er ubehageligt for mig.

For en måneds tid siden, troede jeg jeg kunne opdele min angst i grupper over mere eller mindre angstprovokerende situationer. Men nu virker det bare som om det hele er én kæmpe smøre, som jeg ikke kan finde hoved og hale af. Det hele er angstfuldt.

Det gør mig rasende. Jeg lider af socialfobi og har gjort det i tre år og mennesker skræmmer mig stadig. Så lang tid efter.

Jeg har været ærlig overfor dem omkring mig, og fortalt det jeg føler jeg kan fortælle. Ikke alle har kunne forstå det lige godt, men det i det mindste har jeg været ærlig. Men alligevel skammer jeg mig, jeg kan mærke det, lige indimellem – jeg tror at jeg er rigtigt fri og løsrevet fra skammen, men i virkeligheden er det et spil, hvor jeg lader som om, at jeg er ovenpå, at jeg er kommet forbi den følelse, af at skamme sig.

Jeg tror først, at jeg er kommet forbi skamfølelsen, når jeg rent faktisk i en situation (hvor jeg får angst) tør kigge på personen jeg sidder med, og sige: “Jeg bliver rigtigt nervøs lige nu. Jeg skammer mig virkelig meget over det, for jeg ved ikke hvorfor.” = Jeg er ærlig, ja, jeg skammer mig, men i det mindste siger jeg det. Jeg erkender det.

Jeg kan ikke engang forklare i ord eller til nogen, hvor bange jeg er for at få besøg af nogen som helst, at skulle opleve at gå fuldstændig i panik, svede, ryste, blive rød i hele hovedet, være urolig og fuldstændig skamfuld.

Jeg er så bange for det, og alligevel ved jeg, at jeg bliver nødt til at indse det. Selvfølgelig skal jeg ikke tvinge mig selv til at være i den værst tænkelige situation, men jeg skal lige så stille vænne mig til at få besøg.

Jeg er ked af, at jeg skal have det sådan her. På det sidste har jeg tænkt så meget på at dø. Hvor befriende det må være, at ikke skulle kæmpe mere, bare endelig kunne få fred. Det er så smertefuldt at tænke på, at det skal være så hårdt at være i live, når man ved, at det er en million gange lettere at undgå det.

Jeg er træt af at finde løsninger til, hvordan jeg skal være i en situation. Jeg er træt af at leve i konstant angst for, at folk skal se mig. Se, hvor skamfuld jeg føler mig.

Jeg har stadig en meget kontrolleret adfærd, der gør, at jeg ikke kan give helt slip, og derfor ikke bare kan sige at det er okay, at jeg rødmer og bliver nervøs. Jeg får så ondt af mig selv, at jeg skal have det sådan her, at jeg ikke har nogle penge, at jeg ikke engang har råd til at få hjælp af den terapeut jeg endelig føler tillid til, og føler kan hjælpe mig.

Jeg er træt af det her liv, træt af at kæmpe så meget for at leve det. Hvad kæmper jeg for? hvad er der inde under alt den angst? Hvad er det for et liv jeg lever, er det overhoved det værd? Er jeg det værd?…

Jeg har ondt af mig selv. Når jeg ser mig selv udefra, og læser disse ord, som var det en anden der havde skrevet dem – hvilket jeg nogle gange også føler jeg er – tænker jeg, hvor smertefuldt det er.

Det er forfærdeligt at jeg skal leve sådan et liv. Alle de ting, som jeg før i tiden havde glæde af – alt det sociale, at føle mig som en del af noget, at gøre de basale ting…. det bliver jeg nødt til undgå nu, fordi jeg er bange.