At være som en krabbe uden skjold

I dag har jeg haft en dag, hvor jeg fra morgenstunden af har følt mig meget udsat. Det har føltes som at være en krabbe uden skjold, ubeskyttet – og med fare for at jeg hvert øjeblik ville blive udslettet. I dag har jeg også været på arbejde, og kunne derfor ikke bare krybe under min dyne og forsvinde væk. 

Følsomheden i dag blev nok forstærket endnu mere af, at jeg skulle på arbejde og være omgivet af mennesker i 5,5 time. Jeg kunne mærke, at bare det at jeg var i samme rum som en anden person, eller bare det at jeg kunne se en anden person hvorfra jeg stod, skabte virvar i min krop. Det føltes som om at mit krop og sind blev gennemrystet fra inderst og så til yderst, fra yderst og så til inderst. Jeg fik ikke noget break fra det.

Derfor måtte jeg også tage pauser igen og igen. Jeg gik på toilettet og sad med lukkede øjne og trak vejret, ind gennem næsen og ud gennem munden, lange vejrtrækninger. Jeg lod iskold vand strømme over mine hænder, arme og håndled for både at nedkøle mit system, og samtidig for at bringe min opmærksom andetstedshen.

Jeg gik ud på vores terasse i den bidende kulde og satte mig med bare arme og trak vejret indtil det gjorde ondt at trække vejret. Hellere den bidende kulde, stilheden og at blive fri for andre mennesker end dette ubehag. Jeg blev ved at gå tilbage ud i kulden, og selvom solen skinnede skyfrit, så var der ingen sol på den side af bygningen. Efter mange, lange vejrtrækninger begyndte jeg at gå fra en rystende kold krop, til faktisk at tolerere kulden, jeg trak vejret ind i den, som var den en smerte, og pludselig stoppede min krop med at ryste og jeg kunne sænke skuldrene og slappe mere af.

Utrygheden og følelsen af at være udsat har bare været konstant i dag, så hver gang jeg gik ind og der var mennesker omkring mig, så blev jeg trigget endnu mere. Så jeg gik i kælderen og fandt et toilet. Her gik jeg ind og satte mig på gulvet i skrædderstilling. Jeg lod mine hænder hvile blidt på mine ben og lukkede øjnene. Så begyndte jeg bare at sige til mig selv; “du må godt være sårbar i dag, det er okay at du føler dig udsat, det er okay, at du ikke kan rumme det…”. Jeg lavede EFT-øvelser og blev ved med at gentage for mig selv, de bekræftelser som jeg ved virker og giver mig større ro.

Efterfølgende gik jeg ud til elevatoren og kiggede på mine hænder, jeg bemærkede en ny opmærksomhed, at jeg havde formået at meditere mig til større ro, jeg mærkede at mine tanker faktisk var væk, at jeg blot observerede min krop og lagde mærke til det omkring mig.

Det varede ti minutter, så var jeg tilbage til utrygheden igen. Men jeg ved at jeg altid kan komme tilbage dertil når jeg længes efter at blive mere okay. Uanset hvor længe den ro måtte vare.

5 gode råd til at håndtere åndenød

Nogle gange kommer åndenød, fordi der er noget fysiologisk i vejen – det kan være allergi eller problemer med lungerne og der er det en god idé at søge læge.
Når vi får åndenød i forbindelse med angst, er der dog nogle ting vi kan gøre, for at håndtere det og mildne det.

4 råd til at håndtere åndenød

1. Vejrtrækningsøvelser
Tag nogle dybe vejrtrækninger og kom tilbage i din krop. Jeg får ofte åndenød, hvis jeg har været beskæftiget med et eller andet og min koncentration har været der, så jeg helt har glemt at grække vejret ordentligt. Du kan også sidde i denne eller denne stilling, som hjælper dig til at trække vejret bedre. Læs evt mine andre indlæg, for at få mere inspiration til vejrtrækningsøvelser.

2. Frisk luft
Man kan også opleve at få åndenød hvis man simpelthen befinder sig i et ilfattigt miljø, eller ikke har luftet ud og man sidder hjemme. Sørg for at åbn op og få noget luft ind, også selvom det er koldt. Træk vejret godt igennem så du får frisk ilt til hjernen.

3. Slip bekymringerne
Lettere sagt end gjort. Men sommetider så kommer åndenøden fordi vi (måske ubevidst) har siddet og bekymret os eller tænkt længe over noget. Den form for stress det er, at bekymre sig, er med til at vi spænder op og glemmer at trække vejret og derfor kan føle os anspændte og få åndenød. Lav nogle øvelser, hvorpå du kan slippe dine bekymringer
og få bugt med tankemylderet.

4. Læg dig på ryggen
Når jeg får åndenød, er der forskellige ting jeg prøver af, afhængig af hvad jeg lige har behov for i situationen. Noget der næsten altid virker er at lægge mig i sengen på ryggen og bare trække vejret. Det har nok noget af gøre med den stilling jeg så ligger i, som gør at min brystkasse er åben (i stedet for fx at sidde sammenkrummet på en stol). Det at få skuldrene lagt ned på en flade og ryggen bliver støttet, gør at jeg bedre kan trække vejret normalt og det letter min åndenød.

5. Sanseoplevelser
Oftest oplever jeg også følelsesløshed i mine fingre, når jeg får åndenød, derfor kan jeg nogen gange finde på at lave noget som stimulerer mine sanser, også for at rette fokus væk fra den besværede vejtrækning – så kroppen langsomt kan vende tilbage til sin naturlige tilstand. Kroppen ved jo godt hvordan den skal trække vejret, og nogle gange skal vi bare lade den gøre det, og rette fokus et andet sted hen.
Det kan være ved at gå en tur, lytte til musik, få massage, tage et bad eller bruge andre remedier til at stimulere fx huden eller hovedbunden. Du kan også benytte dig af angstreducerende urteteer eller aromaterapi, til at få ro i kroppen.

Hvad er dit bedste råd mod åndenød?

Hvad jeg manglede, da jeg fik angst

Jeg oplevede angst for første gang, da jeg var omkring 9 år gammel. Dengang stod jeg helt alene med angsten, jeg vidste ikke hvad det var, jeg vidste bare at jeg følte mig dybt utryg og at jeg for alt i verden måtte have den på afstand. Der var ikke plads til den, og det bekræftede mine omgivelser mig også i.

Når vi vokser op i denne her verden, så vokser vi også op med den tilgang som vores omgivelser har til ubehagelige følelser (som fx angst), nemlig at det er noget som vi helst ikke skal mærke, som der ikke er plads til, som vi ikke kan klare eller forholde os til.

“Tag det ikke så tungt”, “Op med humøret”, “Prøv at lade være at tænke på det”, ” Det er ikke så slemt som du tror”, “Tænk positivt”….. Disse sætninger har jeg hørt et utal af gange fra voksne mennesker, siden jeg var barn. Både fra forældre, lærere, venners forældre og alle mulige andre autoriteter. Senere som voksen har jeg oplevet det samme fra venner, læger, psykiatere, psykologer og andre mennesker som skulle forestille at hjælpe mig.

Det er bare helt almindeligt, at de færreste (voksne) mennesker kan finde ud af at forholde sig på en sund måde til de svære følelser. Mest af alt nok fordi, de ikke kan håndtere det inde i sig selv. Ved en sund måde mener jeg en måde, hvorpå man kan tale om det, lærer at rumme det og lærer at disse følelser ikke er forkerte eller uønskede – for det kan få et barn til at føle sig uønsket for at have disse følelser.

Det, som har gjort at min angst fortsatte og 10 år senere udviklede sig til en invaliderende angst, var at der ikke var nogen følelse i mig eller omkring mig som fortalte mig, at det var okay. Der var ikke nogle øjne at kigge i, som viste mig og forsikrede mig om, at jeg var god nok – også med angsten. At jeg ikke var forkert eller skamfuld. At angsten ikke skulle gemmes væk, men tales om og omfavnes. At angsten er en naturlig del af at være menneske, men også at angst er alvorligt og skal tages alvorligt.

Det er så svært at finde den balancegang, hvor man ikke sygeliggør et menneske, fordi han/hun har angst, men hvor man heller ikke glemmer, at det at føle angst er en del af det at være menneske – også selv når angst, som hos mig, bliver invaliderende. For selv dér, er det naturligt – netop fordi der altid er en årsag til, at ens angst blev invaliderende og ødelæggende. Den årsag var for mig, at jeg voksede op med så stor en indre og ydre utryghed, at jeg ikke vidste hvordan jeg skulle håndtere mine følelser – og da slet ikke angst. Der var ingen hånd der greb mig midt i stormen, jeg måtte bare forsøge at væbne mig mod stormen i stedet.

Så for at komme tilbage til titlen på dette indlæg, hvad jeg manglede da jeg fik angst, vil jeg vende den til at sige – hvem jeg manglede.
Jeg manglede en voksen, som kunne se på mig og vise mig, at det var trygt at være mig, at verden var et trygt sted. En voksen som kunne forsikre mig om og udvise, at det at være menneske også indebærer at lide. At angst er noget som skal omfavnes, ikke skubbes væk. At jeg var god nok, også når jeg var bange og utryg. At der var en hånd som greb mig, en favn som favnede mig og et blik som gav mig følelsen af at kunne være tryg, selv midt i angstfølelsen.

Nu er jeg selv blevet voksen, og den måde jeg håndterer mig selv og min angst for, er altafgørende for, hvor jeg er henne i mit liv nu, og hvordan min angst nu har udviklet sig. Det er grunden til at jeg nu som voksen, brænder for at kunne være det menneske overfor andre, som jeg selv manglede da jeg fik angst. At kunne hjælpe andre med angst til at erfare, at det er trygt at være dem, også med angsten. At angsten ikke gør dem syge eller forkerte som mennesker, men samtidig at tage dem alvorligt og vise dem, at der er plads til at de kan være i verden også som angstramte. At det er okay, at være ramt af angst.

Kærlighed eller frygt: Hvilken tilgang har du?

Kærlighedens virkelig modsætning er frygt. I kærlighed udvider du dig, i frygt skrumper du ind. 

Det var noget i retningen af det Osho engang sagde. At vi har to tilgange til os selv og livet. Enten forholder vi os med frygt eller også forholder vi os med kærlighed.
For en sort/hvid-seer som mig, er det faktisk rart at kunne dele det op på den måde. Det gør det simpelt og forståeligt.

Enten forholder jeg mig med frygt til mit ubehag – jeg forholder mig med frygt til min angst og til de problemer jeg har. Jeg frygter, hvordan fremtiden skal se ud, jeg frygter angsten og frygter hvad angsten kan ødelægge.
Eller også forholder jeg mig med kærlighed, hvor jeg har tillid til mig selv, tillid til angsten, giver angsten lov til at være der og giver den lov til at flyde – for angsten flyder væk af sig selv igen.

Når jeg forholder mig med frygt til mig selv, føler jeg at jeg sidder fast, jeg stivner, jeg bliver utryg. Men når jeg forholder mig med kærlighed – også selvom det kan være skræmmende – så erfarer jeg også, at alt er som det skal være, og at jeg ikke kan løse det ved hjælp af frygten.

Det er interessant at lægge mærke til, hvornår man forholder sig med frygt til sig selv, og hvornår man forholder sig med kærlighed, for når man kan genkende når frygten taler, så kan man lære hvordan man kan erstatte det med en kærlig tilgang.