Angst for at rødme… på indkøb

Skrevet den 30. juli 2014

Normalt er køen det værste område i et supermarked. Hvad hvis der er en, der kigger på mig, hvad nu hvis mit kort bliver afvist, hvad nu hvis jeg ikke har penge nok? Hvad nu hvis jeg kommer til at gøre noget pinligt? Hvad nu hvis jeg bliver så angst at mit ansigt koger i en ildrød farve og folk kigger endnu mere? Hvad nu hvis der er en person i køen som jeg kender, og hvad nu hvis han/hun begynder at tale til mig?

Alle disse tanker leder hen på, at jeg vil få angst. Alle tankerne er en angst for angsten. Jeg er rædselsslagen for disse situationer, fordi jeg ved, at når de sker, vil jeg blive overvældet af angst. Og jeg ved situationerne vil opstå, endnu mere fordi jeg har forventet dem med rædsel.

Tankerne kører normalt i en fuldstændig panisk undvigelses-bevægelse og angst for angsten, som jeg ikke kan stoppe før jeg a) får et kæmpe angstanfald, og derfor ikke kan tænke eller føle noget som helst (heller ikke længere være angst for angsten, for nu ER jeg angsten), eller b) når jeg er kommet ud af den angstfulde situation og derfor ikke er i “fare” længere.

Angst for angsten, og som et dyr på vagt..

Jeg træder langsomt og nærmest observerende, som et dyr på vagt, ind i supermarkedet, mens jeg spejder hen i mod kassen for at se, hvor mange der står i kø. Dette giver mig en idé om, hvor længe jeg selv kan forvente at skulle stå der. Allerede her starter angsten, når jeg tænker på at skulle stå fastlåst i køen.
Men jeg har bevidst valgt at komme lige ved åbningstid på en hverdag, så er der ofte færre mennesker.

Jeg går hen og tager en kurv fra stakken, meget langsomt, stadig spejdende mod kassen og helt stivnet krop og ansigt. Alt i min krop spænder op.
Jeg skubber tankerne væk og går ind i butikken – nærmest målrettet fra post til post og fokuserer på varene. Frugt og grønt. Brød. Fryser. Køler. Konserves. Jeg undgår at kigge på folk eller skabe opmærksomhed, så folk kigger på mig. Mit hjerte hamrer, mit åndedræt er hurtigt og overfladisk. Jeg er sikker på, at folk kan se det på mig.

Hvis jeg ud af øjenkrogen ser en jeg kender (99 % af gangene, er det ikke en jeg kender, men én der ligner), går jeg i panik, lader som om jeg taler på mobilen, skriver en tilfældig sms til en eller tager musik i ørene og fortsætter nu i endnu hurtigere fart, for at få mine varer ned i kurven så hurtigt så muligt, så jeg kan komme ud derfra! Et par gange har jeg stillet min kurv og skyndet mig at gå ud af butikken fordi angsten overvældede mig til et punkt, hvor jeg ikke længere kunne fokusere på noget andet end at jeg skulle væk derfra..

I køen

Når jeg er i køen, har jeg allerede haft utallige tanker og angstfølelser. Jeg stiller mig og undgår fuldstændig at kigge nogen i øjnene eller bare kigge eller mod nogen. Jeg kigger aldrig på dem der står bag mig, for hvad hvis det er en jeg kender og de opdager, at det er mig der står der, og de begynder at tale til mig? Så får jeg endnu mere angst og kan ikke komme væk, for bordet fanger lidt, når man står i kø med sine varer (eller endnu værre – når varene allerede ER lagt på båndet).

Jeg fokuserer al min energi på min kurv, varer og mine penge eller hævekort som jeg har taget frem i alt for god tid – ofte allerede inden jeg går i kø. Hvis angsten er meget slem, prøver jeg at fokusere på andre personers varer, kigge på reolen ved siden af mig, checke min mobil (sætte den på lydløs, for tænk hvis der kom lyd fra den og folk kiggede på mig), kigge på avisens forside og alt hvad der ellers kan distrahere mig fra situationen.

I denne situation er angsten på et højt punkt, men det peaker ikke helt endnu. Mit hjerte banker hurtigt og tungt i kroppen, mit ansigt og bryst er varmt, jeg ryster – både udenpå og indeni, jeg føler mig rastløs, varmen spreder sig, det stikker i huden og jeg føler mig svimmel. Nogle gange kan jeg føle mig decideret syg med feberagtig følelse og kvalme. Jeg skal bare have det her overstået, så jeg kan komme ud herfra, tænker jeg.

Når varene er kommet på båndet

Når jeg har lagt mine varer på båndet, nærmer vi os det værst tænkelige. For efter varene er på båndet, skal jeg stå og vente på, at kunden foran mig er færdig. Jeg skal også rykke mig lidt, så kunden bag mig kan lægge sine varer op. Denne situation er især slem, fordi dem omkring mig har lagt deres varer på båndet og nu står vi lidt og venter ved siden af hinanden. Det er i denne situation, at jeg virkelig frygter, at folk begynder at lægge mærke til mig. Folk har nemlig flyttet fokus fra “nu skal mine varer på båndet” til “nu skal jeg bare vente på, at det er min tur”, og i denne situation har folk det med at henvende sig til en. En lille pige pegede en dag på mig, mens hun sagde til sin mor: “Hende der ligner en dreng!”. Det gjorde mig så flov og jeg blev så rød i hovedet af angst over den opmærksomhed, der blev rettet på mig. Jeg vendte mig væk fra moren og pigen og lod som om jeg ikke havde hørt det. Men jeg vidste, at alle omkring mig havde hørt det og desuden så på mig, som jeg stod der så skamfuld og angstfuld.
Jeg kunne jo ikke bare gå, for jeg lige havde lagt mine varer på båndet.

Faktisk har jeg i lang tid overhoved ikke stået og ventet, på at det blev min tur. Jeg fandt nemlig en måde, hvorpå jeg kunne undgå denne angstprovokerende situation. I stedet lagde jeg varene på båndet, og hvis jeg kunne se, at der lige gik et minuts tid før det var min tur til at betale, gik jeg ud til indgangen, og lod som om jeg kiggede på nogle tilbudsvarer i gangen. Der ville jeg så stå og skimte ind ad glasruden til kassen, for at se, om det var min tur. Sommetider overbeviste jeg også mig selv om, at jeg lige havde glemt en vare og måtte forlade kassen for at finde et eller andet. På denne måde, kunne jeg i det mindste undgå at stå og vente ved kassen alt for længe.

Når kassedamen så scannede mine varer ind, ville jeg sætte mit kort i maskinen, sådan at jeg ikke skulle vente på at maskinen læste det og derfor give folk endnu mere mulighed for at lægge mærke til og observere mig. Derefter ville jeg forsøge at skynde mig at tage nogle varer ned i min pose – inden hun havde scannet færdigt, så jeg ikke var tvunget til at stå på samme sted og give folk muligheden for at kigge endnu mere på mig.

De få sekunder hvor koden er trykket ind føles det som om, at tiden aldrig har gået langsommere. Jeg ryster på hænderne, sveder og undgår for alt i verden kassedamens blik. Jeg sveder mere og mere og forsøger virkelig at fokusere på at taste koden rigtigt, for tænk hvis jeg trykkede forkert og kortet blev spærret, eller at jeg måtte tage kortet ud og prøve igen?

Når koden er tastet og jeg har trykket godkendt, står jeg på grænsen mellem panik og undslippelse af panik. Enten går noget galt; betalingen går ikke igennem og jeg får panisk angst og mit ansigt bryder ud i rødmen og jeg skammer mig, eller også bipper den “Godkendt” på skærmen og jeg kan ånde lettet op, tage mine ting og skynde mig ud.

Men de få sekunder jeg venter på at koden godkendes, står jeg med blikket stift plantet på kortautomatens skærm, uden et eneste øjeblik at kigge op på kunder eller kassedame. Når jeg har fået min bon, kan jeg slappe af. Nu er det en anden kundes tur, jeg er uden for fokus og kan gå hjem til mig selv.

Angst for at rødme… på arbejdet

For en del år siden arbejdede jeg som tjener på et hotel/restaurant. På daværende tidspunkt havde jeg lidt af angst for at rødme (også kaldet erytrofobi) i kun halvandet år.

Min sociale fobi har igennem alle årene været forbundet med en angst for at rødme, da et af angstens symptomer bl.a. er at blodet strømmer ud i huden, da nervesystemet og ens alarmberedskab kører på fuld skrue. Man føler, der er fare på færde, så kroppen gør klar til kamp eller flugt. Det er meget angstfuldt at mærke rødmen stige op i ansigtet, for det er noget alle kan se – alle kan se, at du er utilpas, flov, utryg, skamfuld osv. Du er blottet, der hvor du er allermest sårbar.

På hotellet var min krop konstant i gang. Jeg løb frem og tilbage når der var rigtigt travlt, og det fik automatisk min krop til at blive svedig, rød og varm.

Den konstante varme i hovedet blev en trigger, fordi jeg ofte troede at jeg havde angst, selvom det blot var fordi jeg havde det varmt. Travlheden var med til at trigge angsten, da varmen og de røde kinder mindede mig om angstens symptomer. Samtidig kunne travlheden også være en hjælp, for hvis jeg så fik angst eller rødmede så kunne jeg indvendigt sige til mig selv, at det jo var på grund af at jeg fór sådan rundt og derfor fik røde kinder. Det var en måde at bedre kunne håndtere angsten, jeg kunne snyde mig selv.

Angst for frokostpausen

Det værste punkt på dagsordenen var, udover at skulle dække bord sammen med en anden tjener og stå og small-talke imens, frokostpausen.
På mit tidligere arbejde, var kantinen det sted, som vakte mest angst i mig. Så når det blev frokost kunne jeg finde på at gå udenfor og sidde eller gå lidt rundt og trække noget frisk luft. Jeg lærte at det gav mig angst at sidde til bords sammen med andre mennesker.

På hotellet var der frokost for både tjenere og kokke hver dag kl. 17. Det var tidspunktet efter at frokostgæsterne var gået, og der endnu ikke var kommet nogle aftengæster.
Kokkene lavede frokost og vi tjenere skulle bære det ud i restauranten og dække op til alle der var på arbejde den dag. Men min store frygt for at skulle sidde ved et bord sammen med andre, var så stor, at jeg gjorde alt hvad jeg kunne, for at undgå frokostpausen.

Oftest ville en anden tjener komme hen til mig og sige, at der var frokost nu og jeg blev næsten truffet over at de ville spørge mig. Godt nok vidste de ikke, at jeg gik rundt med den angst, men jeg følte at de nærmest gjorde nar af mig ved at sige det.

For det meste ville jeg nappe en bid mad fra køkkenet inden de andre skulle spise, og nærmest sluge det i én bid på vejen op ad trappen. Ellers ville jeg blot sige, at jeg ikke var sulten og i stedet holde min egen pause ved at gå udenfor, eller simpelthen bare lade være at spise noget og vente til jeg kom hjem. Det er utroligt hvad angst kan gøre ved én – at man hellere vil undgå livsvigtig næring, end at være udsat for det.

I de seks måneder jeg arbejdede på hotellet spiste jeg kun frokost med de andre to gange og begge gange var det dage, hvor hele restauranten allerede var dækket op til aftengæsterne og vi derfor måtte spise i et lille mørkt lokale ved siden af. Mørket hjalp mig, i den forstand, at jeg på den måde ikke følte at de kunne se min angst og min rødmen ligeså meget, som ude i den meget oplyste og meget varme restaurant. Begge de gange jeg spiste frokost, var det kun med en eller to andre personer, og det hjalp også på situationen.

Jeg følte mig nærmest stolt, efter at have klaret de 5 eller 10 minutter i rummet, men alligevel gav det mig ikke modet til, at spise frokost med de andre igen. Den eneste grund til, at jeg spiste frokost de to gange var, at en anden tjener nærmest havde gennet mig ind i rummet med tallerkner til os, og jeg ikke følte jeg kunne springe fra. Det var ikke en sejr at have spist med dem, det var nærmere bare en lettelse over, at have overlevet det.

Det gik op for mig, at der ikke var noget behov for at jeg skulle sige en masse i pausen. Folk var trætte og sultne og det var okay bare at sidde i stilhed og spise.

Baglokalet og negativ opmærksomhed

En anden ting, som var angstfuld for mig på arbejdet var, at være i baglokalet. Det var her vi opholdt os, når ikke der var ting at lave i restauranten. Det var både et sted folk hang ud og havde et par minutters pause, mens de drak kaffe, men også det sted, hvor opvaskeren stod og det sted hvor vi skrev bestillingerne ind i systemet. Det var både travlt, med folk løbende ud og ind, men i de mindre travle timer, var det her, man opholdt sig.

Jeg prøvede tit at sørge for at være i restauranten, det meste af tiden. I baglokalet ville folk begynde at small-talke og henvende sig til mig. De ville påpege at mit slips sad forkert, komme hen og rette på min krave eller fortælle mig, at jeg havde noget blåt på kinden. Disse ting gjorde min angst endnu værre, fordi jeg for alt i verden bare ønskede, at folk ikke lagde mærke til mig. Jeg ønskede bare at være i fred og ikke skabe nogen form for opmærksomhed.

Det var ubehageligt at stå i så lille og lyst et rum, uden aircondition, med brændende kinder, nærmest rystende af angst og stress, mens en anden tjener ville komme hen, stille sig overfor mig og begynde at tale om eller til mig. Jeg følte mig helt vildt usikker. Jeg vidste ikke hvor jeg skulle kigge hen, hvor jeg skulle have mine hænder eller hvordan jeg skulle stå. Og jeg kunne ikke bare komme væk derfra.. Jeg var jo på arbejde.

Denne usikkerhed omkring mig selv og relationen til mine kolleger, gjorde blot min angst værre. Både angsten for, at de ville gøre det, som de hele tiden gjorde: sætte mig i spotlightet og give mig (ofte nedladende og negativ) opmærksomhed og selve angsten der kom frem i disse situationer.

Det var ikke kun kollegerne og hotellets ejer og chef, men også kunderne der henvendte sig negativt til mig eller kritiserede mit arbejde eller maden. Det var alt sammen med til, at angsten blev stærkere i de situationer, hvor jeg følte mig udsat, og at angsten for angsten blev større.

Angst for at rødme og undgåelsesadfærd

Mine muligheder for at have helle, komme væk eller undgå det ubehag, blev indskrænket mere og mere i takt med, at jeg til sidst var angstfuld hele tiden. For som angstlidende er der to angstfølelser: angsten i sig selv, og angsten for angsten.

Hvis jeg stod i baglokalet og en person talte til mig og jeg følte mig udsat, prøvede jeg at undgå at gøre eller sige for meget. Jeg brugte også mit smil som en måde at dække for min usikkerhed.

Det er også meget normalt, at når man smiler eller griner, får ens ansigt helt naturligt mere rødlig farve. Derfor ville jeg, når jeg kunne mærke angsten komme, blot begynde at smile – stort eller småt. På den måde havde jeg en opfattelse af, at folk ikke ville tænke at det var helt malplaceret, at jeg blev rød i hovedet. Så fik jeg røde kinder fordi jeg smilede. Det var min forestilling og en af de måder jeg kunne “redde” mig selv på. Måske endnu en måde, hvorpå jeg kunne snyde mig selv til at tænke “nejnej, det er ikke angst – det er fordi jeg smiler!”. Angsten var meget skamfuld for mig, jeg tude ikke engang indrømme overfor mig selv, at jeg led af angst dengang.

Det værste ved at være bange for at rødme er, at rødme ikke anses for noget selvsikre eller stærke personer bliver ramt af. Alligevel er det så naturlig en ting – noget vi alle oplever på det ene eller andet tidspunkt, og vi bliver alle sammen lidt usikre når vi rødmer. Men det er en kropslig reaktion som jeg tror er forbundet meget med skam over sig selv eller situationen.

Når jeg i en ganske almindelig (men for mig, angstfuld situation) pludselig bliver rød i hovedet af angst, bliver jeg endnu mere angst og føler meget skam forbundet med det. Jeg føler min facade krakelerer og samtidig synes jeg det er pinligt, fordi der jo i bund og grund ikke er noget at rødme over. Men det er der jo. Jeg rødmer fordi jeg bliver angst, men det er jo ikke alle, der kan gennemskue det, og skammen over at rødme er så stor, at det kan være svært at sige højt.

 

Sådan er det at have socialfobi (og sådan fik jeg mit liv tilbage)

Man kan ikke sige socialfobi uden at sige undvigelsesadfærd. Når man lider af socialfobi, så river angsten os væk fra vores evne til at fungere ligesom før. Vi bliver hæmmet, invalideret, socialt handikappede. Angsten er så kraftig, at det ikke “bare” er en angst i sociale sammenhæng, men at det bliver en direkte fobi som er altødelæggende for vores selvfølelse og vores sociale liv.

Jeg læste engang noget i en bog, som gik noget i retningen af; Vi lider, fordi vi er kommet væk fra os selv og ikke lever i overensstemmelse med det, vi ønsker i vores liv. Og dette citat skulle vise sig flere år senere, at være meget sandt for mig.


Mistet arbejdsevne & socialt liv 

Da min socialfobi begyndte, kunne jeg ikke varetage et job. Jeg var på kontanthjælp, og bare det at skulle ind i aktivering eller til samtale med en socialrådgiver, gjorde at jeg var angst konstant.

Mit sociale liv var nærmest ikke-eksisterende. I de dage, hvor jeg ikke havde nogle aftaler og bare kunne være derhjemme og leve mit liv alene, havde jeg det fint. Hvis nogen så spurgte mig, om vi skulle ses, så begyndte den intense angst.

En angst så intens, at jeg faktisk hellere ville dø, end at skulle se dette menneske. Ikke fordi, at dette menneske gjorde mig angst, men fordi jeg følte så stor en skam over mig selv, så stor en mangel på at hvile i mig selv og have fred med mig selv, at bare det at et menneske kiggede på mig, fik min angst til at eskalere.

Angst for angsten og hyperårvågen

Jeg var så angst for at blive angst sammen med dette menneske, og at de skulle se mig midt i angsten, midt i min allerstørste skamfølelse, og se hvor skamfuldt et menneske jeg var. Det var som om jeg følte mig totalt blottet og at jeg intet kunne gøre for at stoppe denne blottelse.

Jeg frygtede angsten så meget og når jeg endelig var i en situation som var angstprovokerende for mig, så var jeg hele tiden hyperårvågen, hele tiden på vagt. Jeg trak ikke vejret ordentligt, jeg kunne ikke mærke min krop, pånær når angsten begyndte at stige (da var det som om, jeg mærkede alting for meget) og jeg kunne ikke koncentrere mig om situationen eller samtalen, fordi angsten fyldte det hele.

Social undvigelse

Derfor er det heller ikke underligt, at jeg undgik så mange sociale ting, fordi jeg simpelthen ingen evne havde til at berolige mit system, til at finde tilbage til en grounded følelse i mig selv, hvor jeg havde fred med mig selv og angsten og tillod mig selv at få angst.

Min modstand mod angsten, frygten mod den, kampen mod den, gjorde, at angsten blev værre og værre og mere og mere uhåndterlig. Til sidst kunne jeg ikke se hvordan jeg nogensinde skulle kunne fungere normalt igen og denne følelse toppede næsten angsten, følelsen af at jeg aldrig ville blive mig selv igen.
Jeg havde ikke noget arbejde, jeg havde ikke noget socialt liv (jeg sås måske med én til to personer pr måned) og alt var angstprovokerende for mig til sidst.


At sætte grænser og sige nej

Der kom et punkt, hvor jeg blev dybt stresset over den angst der blev forårsaget af, at folk rakte ud til mig og spurgte om vi skulle ses.

Forventningerne fra andre om, at vi skulle ses og lave noget sammen (når jeg vidste at det ville være dybt ubehageligt for mig) stressede mig. Det var ikke nemt for mig. Jeg kunne ikke bare ses med nogen og hygge mig.

Jeg måtte forberede mig, ellers sørge for at vi ikke lavede en aftale lang tid i forvejen, fordi så kunne jeg gå og være angst konstant i alle dagene optil, og derfor endte det ofte med at jeg aflyste. Det bedste var, når vi lavede en aftale dagen inden eller endnu bedre, på dagen. Så kunne jeg ikke nå at blive voldsomt angst.

Jeg var også nødsaget til, at melde ud til hele min omgangskreds, at angsten var meget voldsom for mig og at jeg havde brug for noget tid, hvor jeg ikke skulle se nogen og havde brug for at de ikke rakte ud til mig mere.
For selvom jeg i forvejen ikke så nogen, så var det nok at folk rakte ud til mig, det var stressende nok i forvejen. For en med socialfobi, så er tanken om en social situation nærmest ligeså slem (og nok værre) end den sociale situation.

Det var ubehageligt at skulle sætte den grænse og jeg følte jeg skubbede folk væk, men jeg var nødt til det. Pleaseren i mig ønskede bare at gøre alle glade og sige ja til alle aftaler, og jeg skammede mig når jeg aflyste aftalerne igen. Det var bare for meget for mig det hele. Jeg gjorde alt hvad jeg kunne for at sætte grænsen på en kærlig måde, hvor jeg forklarede hvorfor jeg var nødsaget til at gøre det, fremfor bare at lægge folk på is.

Fra behovsløs til at kunne mærke mine behov

Men sjovt nok opdage jed, at ved at sætte den grænse, kunne jeg pludselig mærke min lyst til at se andre, mit behov for at se andre. Noget jeg ikke havde mærket i årevis. Andres behov og forventninger havde overskygget mine egne, og jeg havde været for optaget af, hvad de ønskede, at jeg tilsidst bare forblev pleaseren og derfor ikke kunne mærke mig selv. Lige så snart jeg havde sat den grænse, mærkede jeg min lyst til at se disse mennesker, og ligeså stille begyndte jeg selv at række ud, fordi jeg havde en lyst til at være sammen med dem.


At leve i overensstemmelse med sine værdier

Noget tid efter faldt jeg over den terapeutiske metode ACT (Acceptance and Commitment Therapy, udtales ligesom det engelske ord act) som beskrev noget som jeg netop var begyndt at mærke. Nemlig, at når man som angstlidende begynder at komme i kontakt med sine værdier (hvad ønsker jeg i mit liv? hvad er vigtigt for mig?), så er det nemmere at være i angstfulde situationer, fordi man er i kontakt med det som er meningsfuldt og vigtigt for én.
Det var netop det jeg var begyndt på. For endelig kunne jeg mærke mine egne behov, min egen mening, hvad der var vigtigt for mig, og lidt efter lidt som jeg kom i kontakt med disse følelser, havde jeg større mod og lyst til, at være i angstfulde situationer, for nu var der noget at vinde. Det var ikke kun lidelsesfuldt, intenst og angstprovokoerende. Nu var der også et andet element, nemlig at jeg udlevede nogle af mine værder.
Det var en kæmpe åbenbaring i forhold til min angstproces.

Hvis jeg aldrig havde sat den grænse og bedt om at de ikke havde krav eller forventninger til mig, havde jeg nok aldrig mærket mit eget behov og min egen lyst til at være social og så var min tilstand nok blevet værre og værre.

Det samme galdt for mit arbejdsliv. Da jeg begyndte at opdage, at der var arbejde som jeg var god til og som jeg elskede at lave, som gav mig mening og livsgejst, så var det også nemmere at komme på arbejde, for nu var der noget at vinde for mig.

Det betød ikke, at jeg ikke havde ligeså meget angst som før, men det betød at der nu var to sider af sitautionen og at jeg både var i kontakt med mine værdier, min angst og en evne til bedre at kunne rumme angsten, fordi jeg nu udlevede mine værdier.

Derfor er det så vigtigt at huske: 1. lytte til sin mavefornemmelse og 2. at finde ud af, hvad der betyder noget for en og så have fokus på det.

 

 

Jeg er misundelig

Love looks through a telescope, envy through a microscope – Josh Billings

Jeg bliver ødelagt af min misundelse på andre. Det kan æde mig op indefra. Det kan være alt der fylder lige pludselig, jeg kan ikke se skoven for bare træer.

Jeg bliver misundelig på hvilke kvaliteter personen har, personens udseende, personens succes, personens sociale popularitet og personens lykkelige familie. Jeg ser alt det, som jeg ikke ser hos mig selv. Jeg leder efter det, som jeg føler mangler hos mig selv.

Ofte finder jeg at jeg misunder kvinder, som minder om mig selv på nogle punkter, men der hvor jeg så ser, at hun har noget ekstra som jeg ikke har, så bliver jeg misundelig. Misundelse er en ubehagelig ting, fordi man har svært ved at slippe den, når først man er blevet misundelig.

Det er ikke fordi jeg tror, at jeg bliver lykkelig, hvis jeg havde det hun havde, men det er nok fordi at jeg automatisk tænker, at hvis hun har noget jeg ikke har, så må der være noget galt med mig. Eller også tænker jeg, at det er uretfærdigt at jeg er i mangel på nogle områder, hvor hun er fyldt op på alle hylder.

Jeg glemmer nok, at tænke på, at alle har baggage, alle har usikkerheder, alle har områder som de ville ønske var anderledes, alle føler de har mangler, og kvinderne jeg bliver misundelig på, højst sandsynligt også er misundelige på andre. Jeg glemmer nok, at der er kvaliteter jeg har, som hun ikke har – ligesåvel som at der er kvaliteter hun har som jeg ikke har.

En ny tilgang til misundelse
Hvis jeg skulle bruge samme tilgang til angsten, overfor min misundelse, så ville jeg sige til mig selv, at jeg godt må være misundelig. Det nytter ikke at sige til mig selv, at misundelse er en grim ting eller der ikke er noget at være misundelig over, eller prøve at rationalisere det. Der er også en årsag til, at jeg bliver misundelig, en årsag til at jeg føler mig usikker, for der har været alvorlige mangler i mit liv, der har manglet noget primært og oveni det er jeg blevet overvældet af angsten, som har skubbet mig ud af kurs og gjort at jeg har mistet meget i mit liv. Men det jeg har mistet til angsten, har været overflødigt indhold i mit liv. Jeg føler mig mere som mig, efter at alt er revet væk fra mig og jeg har samlet mit liv sammen helt på ny. Jeg har ikke en masse mennesker tæt inde på mig, som gør mig ked af det over at være mig. Jeg har ikke et arbejde som gør mig ulykkelig. Jeg fylder min dag med det, som gør mig glad og det som giver mig mening.

Afslutning
Der er ikke nogen opskrift på at være lykkelig eller bare tilfreds med den man er og sit liv. Det der virker på kvinder jeg misunder, virker nødvendigvis ikke på mig og er nødvendigvis ikke det jeg ønsker for mit liv.
Nogle gange kan jeg blive optaget af, at hvis de har noget jeg ikke har, så må jeg være i mangel på noget. Men sådan behøver det ikke at være. Jeg har måske valgt en anden vej og valgt andet indhold i mit liv, udfra den jeg er og udfra min historie, og det kan være ligeså godt og lykkeligt, som de kvinder som jeg misunder, som i virkeligheden måske minder meget mindre om mig selv, end jeg umiddelbart først har troet.

At være med angsten

For snart 7 år siden begyndte min sociale angst at overvælde mit liv. Dengang gik jeg nærmest i panik, når jeg fik angst, jeg vidste ikke hvad det var, eller hvordan jeg skulle håndtere det. Det var mildest talt bare dybt overvældende og ubehageligt for mig.

Den dag i dag oplever jeg, at jeg på en måde er cirkuleret tilbage til hvor jeg var det år jeg begyndte at få social angst. Jeg oplever samme angstfølelse når jeg er i en angstfuld situation. Denne gang oplever jeg den bare på en ny måde, en måde hvorpå jeg har bevidsthed om situationen og evner at holde mig selv og rumme utrygheden. Jeg går ikke i panik over angsten, jeg er ikke ubevidst om, hvad det er.

Jeg kender angsten ud og ind, og selv når jeg føler jeg ikke gør, så føler jeg alligevel jeg kommer tilbage, til et sted i mig selv, hvor jeg har empati for mig selv og angsten. Og det gør, at jeg ikke længere bliver overvældet af den eller rykket ud af kurs.

Når du er pårørende til en med socialfobi

Det kan være meget svært at være pårørende til en med socialfobi. Når man har socialfobi føler man sig, generelt set, mest tryg ved at være alene eller med nogen man kender godt. Dog kan der være tilfælde (som med mig), hvor trygheden forsvinder alle vegne, undtagen når man er alene. Der kan det være svært at se til som pårørende, og vide om man skal blive ved at række ud eller give personen plads. Skal man spørge om man kan hjælpe? Hvad er det rigtige at gøre?

1. Vær ærlig
Tal om, hvordan det er for dig, som pårørende og hvad der er svært for dig i forhold til at personen har socialfobi. Føler du dig svigtet, fordi personen ofte må aflyse jeres aftaler eller har bestemte krav til sociale situationer? Så sig det højt, på en pæn måde. Mennesker med socialfobi er ofte sensitive mennesker som højst sandsynlig vil reagere på en ordentlig måde og vise forståelse for, at det kan være svært at være pårørende. Forhåbentlig vil de også føle de kan være ærlige overfor dig, fx hvis du siger; “Selvom jeg ikke ved 100 procent hvordan det er for dig, så ønsker jeg at du føler du kan være ærlig og sige hvad du har behov for.”

2. Vær der
Det kan godt være du ikke ser meget til den som har socialfobi, eller taler meget med vedkommende. Men det er vigtigt at de ved, at du er der, et eller andet sted. At de kan række ud til dig, og at du er tilgængelig. Det betyder ikke at du skal sidde klar ved din telefon døgnet rundt, men at de ved du er til at stole på og at de kan være trygge ved dig, det gør en stor forskel for personen med socialfobi.

3. Vær tålmodig
Man går ikke bare fra at have socialfobi til ikke at have socialfobi ligepludselig, det er en proces, en proces som måske kan tage mange år. Det er vigtigt at tage den helt med ro og at tage det i hans/hendes tempo, fx hvis du foreslår I laver noget, og personen afslår pga angsten, så respektér det og vid, at det ikke har noget med dig at gøre, men at det er vigtigt at det bliver gjort i personens tempo, når angsteksponeringen finder sted.

4. Ræk ud
Det er godt at række ud til den, som har socialfobi. Når man har socialfobi føler man en stor følelse af usikkerhed over sig selv, man frygter at blive latterliggjort eller set ned på i sociale situationer, man føler sig mildest talt udsat. Meget af det kan bunde i lavt selvværd, så noget af det som kan hjælpe en med socialfobi er, at række ud til dem, vise dem, at du gerne vil dem, vise dem at du holder af dem.

5. Tag det ikke personligt
Hvis personen med socialfobi aflyser en aftale eller har bestemte krav til en social situation, så prøv ikke at blive alt for såret eller irriteret over det. Husk på, at der er forskel på om du ikke gider det der sted hen, hvor den med socialfobi måske føler sig mest tryg. For det står mellem at gide noget og mellem at kunne håndtere noget. Det er vidt forskelligt. Hvis en veninde fx har forslået at vi skal på cafét, og jeg føler det er for angstprovokerende for mig, så kunne jeg foreslå at vi gik en tur i stedet. Hvis hun så blev irriteret over, at hun ikke orkede at gå rundt i det kolde vejr, så kunne jeg godt føle mig såret, fordi for mig handlede det aldrig om jeg gad det, men det handlede om hvor vidt jeg ville blive overvældet af angst. Så hav altid det i baghovedet, at hvis en person aflyser eller vil noget andet, end du vil – så er det højst sandsynlig ikke af lyst men af evne!

Jeg håber du kan bruge disse råd til noget, jeg har også lavet et andet indlæg der handler om, gode råd til hvordan man håndterer når ens ven bliver angst.

Sådan er det at have uvirkelighedsfølelser

I et tidligere indlæg, har jeg skrevet om at depersonalisere, fordi at uvirkelighedsfølelsen er en af de største symptomer på depersonalisering. Dette indlæg skal dog kun handle om uvirkelighedsfølelsen i sig selv. Hvordan det føles, og hvad vi kan gøre ved den.

Når jeg får uvirkelighedsfølelsen, er det som om at min opmærksomhed eller bevidsthed er et andet sted. Fokuserer jeg meget på det, bliver uvirkelighedsfølelsen større og min kontakt til min krop, vejtrækning og følelser forsvinder mere og mere. Dog kan jeg godt blive bange eller få hjertebanken, fordi uvirkelighedsfølelsen bringer mig væk fra Nuet og væk fra mig selv.

Uvirkelighedsfølelsen kommer ofte, hvis jeg har været alene i et stykke tid og har gået og lavet ting i min egen verden og pludselig “opdager”, at jeg er alene og at jeg på en måde er drevet væk fra mig selv. Jeg er drevet for meget ind i de ting der sker omkring mig, vasketøjet der flyder, eller den skærm jeg sidder og kigger ind i.

Min erfaring siger mig, at uvirkelighedsfølelsen opstår, når jeg er drevet for langt væk fra mig selv og væk fra Nuet og derudover kan få endnu større uvirkelighedsfølelse, fordi jeg begynder at se mig selv udefra, eller fra et andet perspektiv som gør at jeg har tabt kontakten til mig selv. Det kan godt være meget skræmmende og ubehageligt og nogle gange, hvis man bliver rigtig angst, kan man føle at man måske er ved at miste forstanden.
Ens hænder føles som en andens hænder, som om de ikke sidder på en selv. Når man kigger ned af sig, kan man ikke forstå at det er en selv man kigger på og at den her krop er min. Derudover kommer følelsen også når jeg bliver understimuleret, det vil jeg komme mere ind på nedenfor.

Der er 5 råd, som jeg bruger flittigt og som jeg ved hjælper på uvirkelighedsfølelsen, og dem vil jeg gerne dele med dig.

1. Natur og frisk luft
Jeg har aldrig oplevet at få uvirkelighedsfølelsen ude i naturen eller den friske luft – kun hvis jeg decideret har følt den så kraftigt, at jeg slet ikke kunne komme tilbage til mig selv igen. Men hvis du går ud i naturen, en park, en skov eller ud til vandet og virkelig tager dig tid til at sanse det, som sker omkring dig og vigtigst af alt sanse din krop og din vejrtrækning, kan det bringe dig tilbage til dig selv.

2. Andre mennesker/dyr
Vi har brug for andre mennesker. For lang tid alene kan godt gøre at vi føler uvirkelighedsfølelsen. Hvis du ikke har mulighed for at mødes med et andet menneske, kan du måske tale i telefon med en eller skrive med en på SMS eller gennem internettet. Det kan også være en god idé at se om du må låne en vens hund et par timer eller tage på besøg hos nogen med dyr, så du kan få lov at kæle med dyret. Dyr har så stor kontakt med det naturlige og Nuet, og det kan vi lære meget af.

3. Sanseoplevelser
Sansing er uhyrlig vigtig, når man får uvirkelighedsfølelsen. At sanse din egen krop og mærke den fysisk og mærke din vejrtrækning er med til at du kommer tilbage til Nuet, ud af dine tanker og ind i kroppen. Træk vejret dybt og læg mærke til, hvordan din hud føles, hvordan dine lemmer føles osv. Du kan bevidst søge nogle sanseoplevelser, fx ved at give dig selv massage (eller få en anden til at gøre det), tage et langt bad med kraftig vandstråle og læg mærke til hvordan vandet føles på din krop, gå en rask tur, så du mærker din krops bevægelser eller gå ud i naturen og rør ved træerne eller sid på jorden. Uvirkelighedsfølelsen kan opstå, fordi vi simpelthen er understimulerede. Det betyder ikke at du skal ud og overstimulere dig selv, for det kan ofte være overvældende hvis man i forvejen er sårbar, men det betyder at det kan hjælpe meget at bruge sine sanser.

4. Vær aktiv
Lav noget aktivt men hver samtidig opmærksom, på det du laver. Hvis du gør rent, så tag dig tid til det og bring bevidstheden ind i det arbejde du laver. Du kan også lave mad og bruge bevidstheden til at virkelig sanse de fødevarer du bruger og blive ved at bringe opmærksomheden ind i at tilberede og spise maden.

5. Vejtrækning
Hvis alt andet fejler, så er det simpleste bare at bringe din opmærksomhed og bevidsthed ind i din vejrtrækning. Du behøver ikke at lave nogle bestemte åndedrætsøvelser (men hvis du vil, har jeg en føljeton her på siden som blot hedder “Vejtrækningsøvelse”). Hvis du ikke orker at lave nogen øvelse kan du blot nøjes med at bringe din opmærksomhed ind i din vejrtrækning og lægge mærke til hvor luften er, når du trækker vejret ind, hvordan din krop føles når lungerne fyldes med luft og hvordan det føles når du puster ud igen. Bliv ved med at rette opmærksomheden på dine vejrtrækning, og det vil bringe dig mere i kontakt med din krop igen.

Sådan er det at isolere sig

Dette er min historie omkring, hvordan min angst voksede sammen med mit behov for at trække mig fra omverdenen. Men også om, at jeg nåede et punkt, hvor isolationen forværrede min angst og dermed startede en flodbølge, sådan at jeg blev nødsaget til at se mig selv i øjnene (bogstaveligt talt) og komme ud af isolationen igen, helt af mig selv.

Når man har social angst er det meget almindeligt, at opleve stor angst for sociale situationer, bestemte situationer, mennesker eller tidspunkter på dagen (fordi der måske er flere mennesker).

Vi kan begynde at undgå de ting, som trigger vores angst, undgår bestemte mennesker fordi de måske ikke har forståelse for vores situation (eller ikke ved, at vi har angst) eller måske undgår vi et bestemt sted, f.eks. fester, middagsselskaber eller hvad der end er angstprovokerende for os. Det er ikke bare det, at den bestemte situation er angstprovokerende, men det er nærmere det, at vi har erfaret en eller flere gange, at vi oplevede angst i denne situation. Vi følte os usikre, utrygge, nervøse og anspændte ved at være der og samtidig har vi en følelse af, at vi ikke har ret til at have de her intense angstfølelser.

En ting som virkelig skræmte mig i forbindelse med social angst, var at jeg på et tidspunkt var nødt til at bygge et rev omkring mig, en klippe, en barriere, en stor væg mellem mig og menneskene i mit liv.
På et tidspunkt blev angsten så overvældende og frygten for at være i sociale situaioner og føle mig angst var så stor, at jeg undgik mange former for socialt samvær. Jeg var stadig engang imellem social, men det var ikke en del af min hverdag at se andre mennesker.

I takt med at jeg isolerede mig mere og mere, voksede min angst også mere og mere. I situationen vidste jeg godt, at det var ulempen ved at undgå angsten, men samtidig var det umuligt for mig at forestille mig en hverdag, hvor jeg skulle føle mig angst hele tiden – for det var sådan, min virkelighed var. Derfor var det bedre, bare at blive hjemme og undgå andre og dermed også angsten.

Jo mere jeg følte at det var forkert at føle mig angst, jo stærkere føltes min angst.
Så angsten voksede. Jeg begyndte at fokusere på angsten og følelse af at være utryg, nervøs og anspændt hele tiden. Jeg isolerede altså mig selv, for det eneste sted hvor jeg ikke følte angst, var når jeg var alene. Når jeg var alene var jeg tryg.
Og gæt hvad der så skete? Jeg begyndte at føle angst, også når jeg var alene. Jeg var ikke angst for at være alene, men jeg blev angst fordi jeg forestillede mig, at der var en anden sammen med mig (måske fordi jeg længtes så meget efter social samvær) og at denne person hele tiden kiggede på mig og gav mig opmærksomhed – fuldstændig som jeg følte når jeg rent faktisk var sammen med andre.
Det var ikke nok, at jeg havde isoleret mig fra den omkringliggende verden, men nu kunne jeg ikke engang være det sted, hvor jeg følte mig allermest tryg. Hele min verden ramlede sammen, nu var jeg angst hele tiden, alle vegne.

Når jeg kiggede mig selv i spejlet, var det som om, at mit spejlbillede var en anden person som kiggede på mig og dømte mig – også selvom jeg vidste at det jo bare var mig selv. Jeg var blevet så fokuseret på den eksterne oplevelse af mig selv, og havde nok oplevet så meget depersonalisering at jeg havde fået så stor distance til mig selv, så jeg nærmest kunne overbevise mig selv om, at dømte mig selv, udefra.
Når jeg mødte mit egne øjne i spejlbilledet følte jeg mig helt vildt angst og jeg begyndte at rødme og kunne ikke holde øjenkontakten – fuldstændig som det var ude i den virkelige verden.

Der var intet sted jeg kunne være tryg. Jeg følte mig angst hele tiden, hele dagen, alene og med andre, selv mine nætter var terroriseret af mareridt, hvor jeg vågnede op med en angstfuld krop og psyke. Tænk, hvor meget stress og angst påvirker nervesystemet og kroppens evne til at fungere!

En dag spurgte jeg mig selv; “Hvad er du bange for? Hvorfor bliver du angst, når det kun er dig, der er der?”
Jeg tror mit fokus skiftede fra at være perspektivet fra mig ud mod verden, til at jeg kiggede ude fra verden (med verdens dømmende øjne) og ind mod mig selv. Jeg dømte mig selv, ikke bare indeni, men som om jeg var en adskilt person.

Jeg øvede mig i forskellige måder at håndtere angsten på. Jeg vidste, at ingen kunne se hvor angst jeg var, når jeg var alene derhjemme og derfor var det en oplagt mulighed for mig, til at give mig selv lov til at være lige så angstfuld som jeg nu var.
Da jeg følte mig klar til det og følte mig sikker nok, kiggede jeg mig selv i spejlet, og holdt øjenkontakten. Mit ansigt blussede op og hjertet hamrede, og trangen til at komme væk var stor, men jeg fortsatte og øvede mig igen og igen på, at vænne mig til at se mig selv, også selvom det var ubehageligt. Det var bare mig. Jeg lærte mere og mere at, hvis jeg ikke dømte mig selv, kunne andre ikke dømme mig.

Når man har social angst, føler man sig bedømt af andre. Men i sidste ende, er det ikke os selv som vælger hvordan vores tilgang er, og ikke andres mening og bedømmelser (eller vores idéer om, at de bedømmer os)?

Hvis nogle kigger på dig på en måde, som gør at du føler dig bedømt, så er det din følelse og du kan arbejde dig henimod at lære at beskytte dig selv, få det godt med dig selv og lære at det er okay at være sensitiv og sårbar, og at det er okay også at blive påvirket af andre, men det er vores ansvar, hvordan vi håndterer den følelse det giver os.

Da jeg isolerede mig, følte jeg at det var det rigtige for mig at gøre, for jeg kunne ikke længere tvinge mig selv til noget. Det var vigtigt for mig, at jeg kunne få lov til at lukke verden ude og bare fokusere på mig selv og ikke føle mig presset til noget fra andre.

Efter at jeg nåede bunden, hvor jeg ikke engang kunne være med mig selv mere, det som ellers var allermest naturligt og nemt for mig, arbejdede jeg mig tilbage til et nyt udgangspunkt, hvor jeg er nu. Jeg er ikke længere isoleret. Jeg har arbejde og at være social er en del af min hverdag, ikke noget som sker en gang om måneden længere. Men derfor har jeg stadig nedture og der er stadig tidspunkter i mit liv, hvor jeg føler angsten er mere intens end ellers, og derfor er det vigtigt for mig at blive ved med at lytte til mig selv.

Du behøver ikke at føle skyld over, at du har behov for at isolere dig. Mange taler om, hvor farligt det er – men i mine øjne er det farligere at presse sig selv, især når man har angst og er et sårbart menneske. Hvis du føler det er rigtigt for dig, at tage en pause fra omverdenen, så gør det. Ingen skal presse dig, til at være social hele tiden. Men et godt råd er, at stadig bevare en form for kontakt med dem du har i dit liv, som du holder af – f.eks. gennem mail, opkald eller sms’er. Internettet og online forums, er også en god måde at connecte med andre, f.eks. også andre som har angst eller som isolerer sig.

Jeg kender et par stykker med social angst, som er bange for at isolere sig og som bliver ved at sige, at de er nødt til at være sociale. Der er ikke noget du er nødt til. Føles det rigtigt for dig at tage en pause fra al den pres og stress omkring dig, så lyt til det.
Der er konsekvenser ved alting – også at isolere sig. Men der er også konsekvenser ved at presse sig selv. Ingen af dem er mere rigtig end den anden. Isolation behøver ikke være en flugt, det kan ligesåvel være et behov for at tænke på sig selv og et behov for at genoplade sig selv og beskytte sig selv.

Mit møde med psykiatrien

Dette indlæg er skrevet ud fra min egen erfaring og holdninger til psykiatrien og vores sundhedssystem.

I løbet af de snart 8 år jeg har haft en angstlidelse har jeg været forbi læger, psykologer og psykiatere af flere omgange, og de fleste oplevelser har haft samme resultat og har efterladt mig med samme følelse; følelsen af at være misforstået, sygeliggjort, set ned på og behandlet som et menneske, der ikke er på lige fod med andre.

Når man får psykiske udfordringer på den ene eller anden måde, er det i forvejen en meget overvældende oplevelse. Man er forvirret, følsom og har brug for at føle sig forstået og mødt af omverdenen. Det er utroligt grænseoverskridende at søge hjælp og til dem som gør det vil jeg sige; du er så sej, at du rækker ud for at få hjælp!

Dog er vores system desværre så opsat på at a) tjene og spare penge, b) få kontrol og c) behandle menneskerne i samfundet som brikker, som skal passe ind i systemet.

Det har i årevis frustreret mig, hvor lidt der blivet set på det menneske, som man har med at gøre, uanset om det er hos lægen eller på jobcentret. Der er ikke længere råd, overskud eller tid til, at være der for det menneske som kommer for hjælp, det er kommet helt ned til det lavpraktiske; er du syg, så sender vi dig i behandling.

Da jeg første gang gik til lægen på grund af min angst, sagde hun; “Det er ikke angst, du er bare genert”. Jeg forsøgte at forklare hende, hvorfor jeg mente det var angst, jeg ønskede at få noget hjælp, jeg havde det ikke godt og rakte ud for at få nogen til at hjælpe, men der blev ikke gjort noget. Det var først flere uger senere, at jeg måtte overbevise min læge, ved at spille skuespil overfor hende.

Når man går til lægen med sin angst, gør de ikke noget for at finde en god psykolog til en, de husker heller ikke en på, at angst er naturligt og noget vi alle kan opleve. At der er en årsag til angst og at der ikke er noget forkert i at få angst.
Nej, man bliver sygeliggjort eller også bliver man ikke taget seriøst. Man må selv prøve at finde en psykolog eller behandler, uden man nødvendigvis ved hvad man skal kigge efter og uden nogen anbefaling. Men allerførst bliver man sendt til psykiatrien.

Jeg blev kaldt ind til en samtale med en kvinde som vist nok var sygeplejerske med videreuddannelse i psykatri. Jeg var meget opsat på at finde ud af, hvad hendes baggrund var for at sidde der, for jeg ønskede at føle mig forstået. Jeg forsøgte at kigge hende i øjnene og få kontakt med hende, men hun var iskold og kiggede ned i sine papirer – når jeg endelig så hende i øjnene så hun ud som om hun ikke ønskede at tale med mig. Hun så sur, utilfreds, vred og provokeret ud.
Jeg tænkte; “Hvordan kan man tillade sig at sidde og arbejde med mennesker som lider, når man tydeligvis selv lider i den stilling? Kan man så ikke finde noget andet, hvor ens adfærd ikke skal gå ud over i forvejen sårbare mennesker?”

Jeg forsøgte adskillige gange i løbet af samtalen (som nærmere var en afhøring) på at få en dialog med kvinden. Jeg ønskede at få hende til at forstå mig, fremfor at hun skulle følge sit manuskript, som hun desperat klamrede sig til. Hun havde en række spørgsmål hun skulle stille og så viste hun mig på væggen, alle de plancher de havde med alverdens psykiatriske diagnoser og fortalte mig, at en af dem skulle jeg passe ind i.

Når hun stillede mig et spørgsmål og jeg forsøgte at uddybe mit svar, for at få hende til at forstå mig mere akkurat, afbrød hun mig – nærmest hidsigt – og bad mig om ikke at tale yderligere om det, for hun var ikke interesseret i at jeg gik i detaljer.

Jeg følte mig dybt skuffet, afvist og mildest talt helt gal på den – her kommer man ind med en sårbarhed, noget som er svært, og man har et ønske om at blive mødt og set som et ligeværdigt menneske, istedet får man af vide at man skal stoppe med at tale om sin situation, for ja – de skal bare have deres ja eller nej, sådan at de kan finde den diagnose jeg passer i. Det er deres vigtigste og eneste formål.

Da jeg gik ud fra samtalen og kom ud til min cykel brød jeg ud i gråd. Jeg følte mig så misforstået, så sygeliggjort og samtidig havde jeg siddet og skulle åbne mig op om, det som var så svært for mig, overfor et menneske som tydeligvis var dybt uinteresseret i mig og egentlig bare gerne ville have samtalen hurtigt overstået.

Jeg har respekt for, at det ikke må være nemt at arbejde og støtte det her system, med alle de paragraffer der skal overholdes og den begrænsede tid, som er til hvert menneske. Når man arbejder under bestemte rammer og har et vist antal minutter til hver borger, så er der ikke penge eller tid til, at kunne gå i dybden med hvert enkelt menneske, men det gør mig ikke mindre frustreret over, at man vælger at tage en uddannelse i at hjælpe andre, når man hverken har de menneskelige evner til at hjælpe sig selv eller hjælpe andre. Her så jeg et menneske der selv led, men som ikke engang kunne håndtere sin egen lidelse – derimod blev hendes irritation og dårlige energi læsset over på mig, som i forvejen led.

Det er et problem, at de mennesker som skulle tage sig af de mest sårbare, sjældent selv har særlig meget overskud til sig selv.

Jeg er af den overbevisning, at for at kunne arbejde med andre mennesker, er man nødt til at arbejde med sig selv. Man er nødt til at kunne rumme sig selv, rumme den frustration og irritation som i mange tilfælde normalt kommer til at gå udover det menneske de sidder overfor. At kunne rumme sin egen lidelse og sine egne udfordringer gør det nemmere også at rumme andres.

Derfor har jeg en så dyb og brændende en lyst til at hjælpe andre – men ikke på den måde jeg er blevet “hjulpet” af læger, psykiatrere og psykologer.

Jeg ønsker at kunne hjælpe andre på en medmenneskelig, empatisk og rummelig måde. På en måde, hvor relationen er ligeværdig, hvor jeg ikke hæver mig over det menneske jeg hjælper (også fordi jeg ved hvordan det er, at være i en sårbar position og føle sig udfordret af livet) og hvor at jeg evner at kunne rumme mig selv først og fremmest.

For i det at jeg gør det, så rummer jeg også det menneske jeg sidder med. Så er der ikke noget at blive vred eller frustreret over, fordi at jeg først og fremmest vægter egenbevidsthed først, og er opmærksom på mine egne udfordringer og er bevidst om mig selv – på den måde er det også nemmere at kunne huske på, at man er to individuelle personer og at der skal være plads til begge.

 

 

4 skridt til at lære accept

Vi kan heale vores lidelse og smerte med medfølelse, sagde Buddha. 

Det er nemt at acceptere vores reaktion, når der sker noget godt og glædeligt for os. Vi smiler, griner, hopper, klapper og skriger af glæde. Det er nok de færreste som tænker; “Jeg må hellere lade være at udtrykke min glæde for meget, det er nok ikke så godt”.

De svære følelser; sorg, frygt, vrede, angst, sårethed eller ensomhed er ikke følelser vi ønsker at forholde os til, vi ønsker slet ikke at mærke dem, fordi det er ubehageligt for os. Vi gemmer dem væk og prøver at holde fokus på de positive ting i vores liv, så vi ikke skal forholde os til det, som gør ondt på os. Problemet er, at vi ikke kan flygte fra dem, gemme os eller glemme dem. Følelserne vi prøver at holde væk, skal man se som en badebold under vand; de fleste bruger al deres energi på at holde bolden under vandoverfladen – det er meget udmattende! Til sidst kan vi ikke længere holde den under vand, så vi giver slip og bolden titter frem og lægger sig på vandoverfladen – men vi ved ikke hvordan vi skal forholde os til følelserne. Vi har frygtet dem så længe, at vi er blevet mere og mere bange for dem, så vi prøver at få bolden under vand igen.

Nye undersøgelser har vist, at medfølelse har en positiv effekt på det sted i hjernen, som regulerer følelser. Undersøgelserne viser at vi kan heale vores negative følelser allerbedst ved at imødekomme dem og acceptere dem, i stedet for at yde modstand mod dem.

Her er 4 skridt, til at lære at få accept overfor dine følelser; 

1. Vær bevidst
Lær dig selv at blive opmærksom og bevidst omkring dig selv, din krop, dine følelser, verden omkring dig, din fortid og alt som giver dig bevidsthed omkring dig.

2. Erkend følelsen
Erkend og værdsæt følelsen – døm den ikke. Lær at observere følelsen helt ufordømmende. Den ubehagelige følelse er ofte som et dybt sår, noget du savner i dig eller en følelse af sårethed. Her giver det virkelig god mening at vise omsorg for dig selv. Se dig selv som et barn, der ikke har nogen som viser omsorg for det. Når du har modstand mod barnet, er det som at vende det ryggen og barnet er efterladt med ubehaget. Imødekommer og omfavner du barnet, ser det og elsker det midt i ubehaget, da viser du omsorg og tillader såret at heale.

3. Sig; “Det er okay”.
Fordi negative følelser føles ubehagelige, lærer vi også, at det ikke er okay at føle dem. Men vi kan omlære dette, vi kan få en ny tilgang til ubehaget og lære os selv at det er okay at have denne følelse (følelser er ikke noget man er, det er noget man har). Jeg har gjort det ved at blive ved at sige til mig selv; “Det er okay. Jeg er okay”. I starten sagde jeg det bare, uden at føle det. Men efter at have sagt det igen og igen, begynder hjernen at forstå hvad det vil sige og begynder at ændre reaktionen på de ubehagelige følelser.
På et tidspunkt vil du føle accept, når du siger; “Det er okay”.

4. Gentag
Det er ikke bare én gang vi imødekommer de ubehagelige følelser, det må gøres igen og igen. For hver gang du lærer dig selv, at det er okay at have denne følelse, vil byrden lette en lille smule fra dine skuldre. Næste gang følelsen kommer vil den ikke føles ligeså stor og smertefuld som sidst. Hver gang du får lyst til at komme væk fra følelsen, så tillad dig selv i stedet at give dig hen til den. Udforsk den, mærk den, observér den, forstå den.

Jeg hørte engang et ret godt citat, som gik noget i retningen af; “Åbn dit hjerte for dig selv. Hvis dit hjerte er lukket, så hav først hjertet åbent for, at det er lukket.
Hvis det er svært at acceptere følelsen, så start med at sig til dig selv; “Det er okay at jeg har svært ved at acceptere denne følelse”.

Jo mere du lærer at acceptere følelserne, jo mindre smertefuld vil følelserne virke og det vil blive nemmere at gøre igen og igen. Du vil begynde at mærke følelsen mere rent, fremfor at du mærker en ubehagelig følelse og derefter mærker et ubehag over følelsen.