Et sensitivt nervesystem; 5 gode råd

Nogle mennesker er født med sårbarhedsfaktorer, som gør dem disponeret for psykiske eller fysiske sygdomme. Vores gener kan være med til at bestemme, om vi kommer til at blive ramt af angst. Derudover har det miljø man vokser op i, også en stor indflydelse på ens helbred.

Den familie jeg voksede op i var meget præget af, at jeg ikke kunne slappe af. Der var aldrig rigtig ro. Det var meget stressende at være derhjemme.
Derudover er min mor en person som har en meget stor personlighed og som fylder rigtig meget, jeg skulle hele tiden være opmærksom på hendes humør og hvordan hun nu havde det. Jeg måtte hele tiden rette mig ind efter hendes måde at være på og passe på hvad jeg gjorde eller sagde, for ikke at hun blev såret. Hun er selv et meget sårbart menneske, men istedet for at blive forsigtig blev hun mere voldsom, udskældende, kunne nemt fare op og nemt blive vred eller såret. Hendes selvfølelse blev nemt truet.

At jeg hele tiden skulle være på vagt overfor min egen mor, har gjort at jeg har følt mig meget ængstelig og meget stresset som barn. Der var en indre uro hele tiden, jeg kunne aldrig rigtig give mig hen og slappe helt af. Jeg var hele tiden “på dupperne”.

Så hvis det er rigtigt, at jeg er født sårbar, så har dette miljø i hvert fald ikke gjort mig mindre sårbar. Alle de oplevelser jeg har været ude for som et omsorgssvigtet barn, har gjort at mit nervesystem er meget, meget sensitivt. Lys, lyd, lugte men også følelser, mennesker og stemninger påvirker mig rigtig meget. Mit nervesystem er indstillet til at reagere på fare og på andre mennesker, så jeg hele tiden ved, hvor jeg skal være og hvordan jeg skal forholde mig.

Vores nervesystem er der, hvor vi sanser verden og det er også der, hvor vi reagerer på fare. Min barndom har jeg oplevet som faretruende, derfor har mit sympatiske nervesystem været meget aktivt, også da jeg begyndte at lide af angst.

Det føles som om, at der er konstant uro indeni mig, som om alle mine organer og celler ryster. Hvis jeg har en dag, hvor jeg er ultrafølsom, så skærpes mine sanser så meget, at lyden af et sammerullet stykke papir som blæser indover asfalten høres som om det skratter tæt ved mit øre. Især uventede og/eller høje lyde, kan gøre at jeg kan bryde sammen i gråd, fordi det forskrækker mig og får mit hjerte til at galoppere.

Derudover har jeg C-PTSD hvilket gør mig endnu mere disponeret overfor faktorer som kan påvirke mit nervesystem.

Denne hyperårvågenhed gør, at jeg må tage forskellige midler i brug, for at hjælpe mig selv bedst muligt;

1. Ørepropper
Når jeg kan komme til det, putter jeg ørepropper i. Jeg venter ikke, til at jeg allerede er overstimuleret, men hvis jeg ved at jeg f.eks. skal sidde i toget, hvor der ikke er stillezone, så tager jeg dem i, inden jeg bliver stresset over lyde og larm. Jeg sørger altid for at have mindst et par ørepropper med mig, hvorend jeg tager hen.

2. Sovemaske
Mine øjne kan åbenbart mærke lyset, når solen står op, også selvom der ikke kommer noget sol ind. Derfor kan jeg kun få en ordentlig søvn, hvis jeg tager en sovemaske på. Sommetider så lukker jeg også bare øjnene, hvis jeg befinder mig et sted, hvor der er meget lys. Selv hvis det kun er 20 sekunder, kan det være med til at jeg kommer tilbage til en mere rolig og afslappet tilstand i mig selv.

3. Dybe vejtrækninger
Når stressen og den indre uro begynder, så kan det hjælpe at tage nogle dybe vejtrækninger og komme helt ned i kroppen og få flyttet sit fokus fra den ydre, stressende stimuli og ind til sig selv.

4. Gå amok
Nogle gange, kan jeg blive så overstimuleret, at jeg er nødt til at råbe og skrige for at slippe af med al den energi som ophober sig indeni mig. Der er det ikke nok, bare at trække vejret, der er jeg nødt til at komme af med al energien.

5. Afslapning
Det var Peter Levine som forklarede, at når man har været udsat for stressende eller traumatiserende oplevelser som har højnet éns årvågenhed og gjort én ultrafølsom, skal man se det lidt som om, at ens nervesystem er en fjeder som bouncer fra lille til så stor den kan blive på splitsekunder.
Ens energi ryger i vejret meget hurtigt og det gør også at man bliver udmattet af de her store udsvingninger. Det er hårdt for krop og hjerne at energien nærmest eksploderer. Man har behov for at gøre ting, som kan få en til at slappe helt af. Omgive sig med mennesker, hvor man føler sig tryg. Slappe af hver dag. Tage sig tid, med de daglige opgaver og hele tiden kommer tilbage til at få ro i systemet.

 

Sådan er det, at have generaliseret angst

På et tidspunkt i løbet af min angstproces oplevede jeg generaliseret angst helt tæt på. Det tog mig faktisk et godt stykke tid at opdage, at det var generaliseret angst.

Selvom sammenligninger er svært når det kommer til angst, så vil jeg vove at påstå, at det har været den værste form for angstoplevelse – at være konstant angst uden nogen form for evne til at afstemme mig selv og finde ro.
Konstant følte jeg bekymring og mindreværd, en mistillid til mig selv og til verden omkring mig. Det føles som at være helt nøgen – utryg og ubeskyttet. En virkelig voldsom følelse.
Ikke nok med at føle sig nøgen og eksponeret hele tiden, men samtidig havde folk omkring mig forventninger til mig, forventninger til at jeg skulle “tage mig sammen”.

Sådan sætter du grænser
Hvis du nogensinde har oplevet ovenstående i forbindelse med generaliseret angst – enten i længere- eller korterevarende perioder, tror jeg det er vigtigt at lære at være selvisk. Ikke til at forveksle med selvoptaget eller ligeglad med andre.
Vi har så stort et behov for at leve op til andres krav og forventninger, og vi ønsker jo at kunne fungere som et helt almindeligt menneske og kunne gøre de ting vi har lyst til i vores liv. Men sandheden er at vi føles os helt smadrede pågrund af angsten, så smadrede at vi ikke engang har energi til at tage os af os selv.
Det er vigtigt at kunne sætte sig selv først og tillade os selv at lægge mærke til, hvad vi føler vi kan lige nu, og hvad vi ikke kan.

Når angsten overvælder os, får vi det ikke bedre af, at tage os sammen hele tiden. Samtidig tror jeg også det er vigtigt ikke at lukke helt af for omverdenen, selvom vi får lyst til det, fordi den overvælder os. Måske kan du tale med nogen tæt på og fortælle hende/ham hvordan du har det nu og her, og at du har behov for at kunne trække dig lidt fra forventningerne. Derfor kan man jo stadig tale sammen!

Nyd friheden i, at du ikke skal tvinge dig selv til noget men blot kan tage det helt stille og roligt og i dit eget tempo. Jeg tror vi alle har behov for det, på det ene eller andet tidspunkt i vores liv, og det er vigtigt at lytte til det – for det er helt okay at have det behov!

Forskellen på frygt og angst

Follow my blog with Bloglovin

Kontrol er overlevelse. Hvis vi giver slip på kontrollen, vil vi så kunne overleve i denne verden?

Forskellen på frygt i dyr og frygt i mennesker, er faktisk ikke særlig stor. Den eneste forskel er menneskets evne til at tænke. Vores reaktion og perspektiv på frygten er anderledes, fordi vores hjerner er mere udviklede end dyrenes. Derfor oplever dyr heller ikke angst, eller i hvert fald ikke i samme grad som mennesker.

Angst er når frygt bliver noget, som breder sig og som påvirker vores dagligdag og når det virker som om, at der ikke er nogen logisk årsag til, at være bange i det øjeblik.

Læs mit indlæg om, hvorfor jeg mener angst er fuldkommen logisk, her.

Kamp, flugt, stivnen
I Peter Levines bog Væk Tigeren, som handler om traumebehandling, forklarer han, hvordan dyr reagerer på frygt og hvordan vi kan lære at forholde os på samme måde til frygten, som dyrene gør.
Både mennesker og dyr reagerer på tre forskellige måder, ved at; kæmpe, flygte eller stivne. Det afhænger af den specifikke situation, hvordan vi reagerer. Desuden er det ikke noget vi bevidst vælger, men kroppen reagerer helt automatisk alt efter, hvad der er mest hensigtsmæssigt i forhold til at overleve den farefulde situation.
Det er ikke særligt hensigtsmæssigt at begynde at tænke logisk, når det handler om overlevelse.

Almindeligvis vil vi nok flygte fra situationen, for at komme væk fra faren, men hvis dette ikke er en mulighed – f.eks. hvis der ikke er en flugtvej, kan vi kæmpe os ud af situationen. Hvis vi hverken kan kæmpe eller flygte, stivner vi – altså undgå at reagere på faren. Enten fysisk ved at “lege død” eller ved at lukke helt af, f.eks. ved at dissociere (dette er både flugt og stivnen på samme tid – sindet flygter, kroppen stivner).

Så når vi oplever frygt, er det fordi vi er i en situation, hvor vi er truet og er nødt til at overleve. Frygten aktiverer det sympatiske nervesystem og giver kroppen høj energi, så den kan yde det bedste i kamp eller flugt, for at overleve.

Dyrenes reaktion på frygt
Når et dyr oplever frygt og derfor er fyldt med høj energi, kan den (forhåbentlig) overkomme faren og når faren er ovre vil dyret ryste, skælve og trække vejret dybt. Dette er en måde for dyret af “ryste frygten af sig”, den har ikke brug for den mere. Når der kommer en farefuld situation igen, vil den reagere med frygt for igen at redde sit liv. Rent fysiologisk er det nervesystemet som kommer tilbage til normaltilstanden, derfor reagerer dyret med rysten, skælven og dybe vejtrækninger.

Menneskets reaktion på frygt
Men mennesket giver ikke slip på frygten på samme måde. Vores trusler er selvfølgelig heller ikke de samme som for tusinder af år siden.
Vi frygter andre ting, end at blive overfaldet af et rovdyr. Vi frygter ikke at være gode nok, at vi bliver forladt, eller at vi ikke når vores deadline.
 
Vores frygt er mere “avanceret” nu om dage, hvorimod det førhen var et spørgsmål om ren og skær fysisk overlevelse. Frygten handler dog stadig om  overlevelse; at vi har penge nok til at forsørge os selv, et tag over hovedet og at vi føler os som en del af et fællesskab (og kan undgå den sociale udstødelse, som også er en form for død).

Fra frygt til angst
Dyret ryster frygten af sig, sådan at den ikke bliver permanent – så frygten ikke bliver til angst. Hos mennesket derimod, bliver vi fastlåst i frygten og tænker over den (og frygter den!), i stedet for at være i Nuet, ryste den af os og give slip på den. Vi holder sammen på os selv, fordi vi ikke vil mærke frygten. Så vi holder fast på frygten og prøver at komme videre.

Frygt og tanker
Vores tanker er et stort problem når det kommer til frygt og angst. Dyr lever 100 procent i Nuet, de planlægger ikke ind i fremtiden eller tænker over fortiden eller deres eksistens. I forbindelse med frygt, angst og vores modstand mod ubehag, kan vi lære meget fra dyrene. Vi bærer på meget ubehag, ubehag vi ikke har brug for at bære på.
Hvis vi skulle gøre som dyrene, skulle vi give frygten helt lov til at komme og efterfølgende give vores krop lov til at reagere.
Hvis vi er virkelig bange, kunne vi starte med at acceptere den virkelighed, give os hen til det, og lade frygten gøre det, den skal gøre, i stedet for desperat at hænge fast i den og bære på den i årevis eller hele vores liv (det er nemmere sagt end gjort, men de mindste skridt tæller).

Kontrol
Ligesom at dyrene reagerer på frygt, så reagerer vi også på frygt. På samme måde reagerer vi også på angst, og som jeg ofte kommer ind på her på siden, så mener jeg at den største udfordring i forhold til angst ikke er angsten i sig selv, men vores reaktion – vores tilgang – til den.

Vores tilgang til angst og frygt, kommer sig nok af, at vi har et stort behov for kontrol.
Så er spørgsmålet bare; hvorfor kan vi ikke bare give slip på frygten, i stedet for at prøve at kontrollere den? hvad er vi så bange for ville ske? hvorfor er vi så bange for at føle angst? hvorfor skal vi have modstand mod noget, bare fordi det er ubehageligt? hvorfor er vi så bange for at give slip på kontrollen? måske er det vores rigtig form for overlevelsesmekanisme – at have evnen til at kontrollere os selv og vores liv.
Kontrol er overlevelse, hvis vi giver slip på kontrollen, vil vi så kunne overleve i denne verden?

Hvad hvis vi kunne få en anden tilgang til frygten og angsten, som ikke handlede om kontrol, men hvor vi gav den lov til at være det, den er? og hvordan ville den tilgang se ud?

Sådan er det, at “pakke sin egen rygsæk”

Nogle mennesker vokser op i familier, hvor de lærer, at de er gode nok som de er. De lærer at afstemme deres følelser, fordi der er nogle voksne som evner at tage hånd om deres følelser. Når børnene bliver voksne, er de modstandsdygtige overfor livets udfordringer, modsat børn fra dysfunktionelle familier, som nemmere bliver væltet af livets rustjebanetur. Dette indlæg handler om, hvordan det er at få f.eks. angst, når man er barn af dysfunktionelle forældre.

Jeg tror først det var for et halvt år siden at det gik op for mig, at nogle mennesker faktisk vokser op i en funktionel familie og at de har en rygsæk med sig, hvori de har lært hvordan de skal afstemme deres følelser, hvordan de kan gribe sig selv når de falder. De tror på sig selv, og tror på at verden er et trygt sted at være.

Når man som jeg har vokset op i en dysfunktionel familie, ser virkeligheden anderledes ud. Verden synes som et utrygt sted, man er sårbar og bliver man væltet eller får skrammer, så kan det føles som det værste i verden. Det er nok fordi, at man netop ikke har den rygsæk med som andre får, hvor man føler tillid til sig selv og verden og har evnen til at tro på sig selv og føle, at man er god nok.

Derfor kan det føles som en kæmpe stor ting, at blive ramt af angst, fordi det vælter én gevaldigt. Dengang det skete for mig, anede jeg ikke hvordan jeg skulle forholde mig til det. Jeg var så bange, så hyperårvågen og intet i mig kunne rumme det, intet i mig havde tillid til, at det nok skulle gå alligevel, intet i mig støttede mig.

Det er derfor en stor udfordring at få angst, når man kommer fra en dysfunktionel familie og det har det også været for mig. Måske også fordi, at kommer man fra en funktionel familie, så vender man sig måske mod sine forældre for at få tryghed og støtte når man får angst. Jeg vendte mig væk fra dem, fordi det gjorde angsten dét værre, at vende mig mod dem og bede om deres hjælp – fordi jeg havde erfarede, og blev ved at erfare, at de ikke havde den evne til at afstemme ubehaget hverken i sig selv eller i forhold til mig. Min angst blev værre af det.

Men det er ikke kun en udfordring, det er også en stor gave at få mulighed for, gennem angsten, at lære alle de kompetencer som mange lærer igennem forældrene. Nemlig at afstemme, støtte, rumme og holde sig selv, midt i det, som er så svært.
Det er kompetencer som løfter én videre til andre højder, det er kvaliteter som kan bruges i alle livets områder, og jeg er taknemmelig for, at jeg nu har fået den rygsæk med mig, selvom den kom senere i mit liv end hos andre!

5 stadier til at blive ven med din angst

Min holdning er, at for alvor at kunne slippe angsten, må man lære at blive ven med den. Lære at ændre sit forhold til den. Det er det, som har hjulpet mig allermest, fordi det har givet mig kompetencer som jeg ellers ikke ville have fået.

1. Forstå din angst
Begynd at udforsk, hvorfor du får angst. Hvornår startede den? Hvad er det, du frygter når du får angst? Hvorfor tror du, angsten er kommet?

2. Lyt til dine tanker
Når du får angst, så prøv at observér dine tanker. I starten er det nok noget af et virvar af tankemylder, der ikke virker til at have nogen klarhed, men jo mere du observerer tankerne, jo mere vil du begynde at høre dem som tydelige sætninger og derfor også bedre kunne starte en indre tankedialog med dig selv og begynde at spørge dig selv; Er denne tanke effektiv for mig?

3. Mærk din krop
Bliv bekendt med, hvordan din krop fysisk reagerer, når du får angst og tillad dig selv at mærke det, tillad din krop at føle angsten. Jo mere du kan reagere empatisk og kærligt overfor angsten, jo mindre magt har den over dig og jo mere vil du begynde at kunne adskille dig selv fra angsten – se den oppefra hvor du bedre kan have en distance til den og dermed ikke blive slugt totalt af den. Selv når du har fået fred med din angst, kan der stadig opstå angstsymptomer i kroppen, fordi kroppen er længere tid om at slippe følelserne end sindet er.

4. Vær kærlig, blid og empatisk overfor dig selv
Det nytter intet at begynde at blive hård overfor dig selv, når du f.eks. begynder at eksponere dig selv for angsten. Det kan godt være andre siger; du er nødt til at presse dig selv og gå ud af din comfortzone. Nej! Det eneste du er “nødt” til er, at lytte til dig selv. Hvis det føles rigtigt, gør det, hvis ikke så lad være. Der kommer ikke noget godt ud af at presse og stresse sig selv, når man i forvejen er meget følsom og måske nemt bliver angst. Vis dig selv forståelse og acceptér at du har det som du har det lige nu og her. Du må godt føle dig angst, du må godt føle det er svært og grænseoverskridende at være i, du må godt gå hvis du ikke kan klare det. Giv dig selv al den tilladelse du overhoved kan finde indeni. Uanset hvor slemt du har det, så bliv ved at komme tilbage til din indre kerne – bliv ved at komme tilbage til blidheden og ømheden overfor dig selv – respektér dig selv, hvert et skridt du tager er en sejr. Og hver gang du føler at du ikke kan noget, du gerne ville kunne, så vis dig selv kærlighed og empati i stedet for at slå dig selv i hovedet over det.

5. Tilbagefald er naturligt
Hvis du begynder at blive mere og mere ven med din angst, vil du også på et tidspunkt opleve tilbagefald og det kan nemt styrte ens tillid og tro. Men det er helt naturligt at tage nogle skridt frem og derefter nogle skridt tilbage. Du kan aldrig komme tilbage til nulpunktet, men det kan føles sådan! Men vid, at hver gang du bevæger dig fremad er det fordi du har fået nogle uerstattelige evner til at rumme angsten og de evner forsvinder ikke, bare fordi du får tilbagefald.

 

For at downloade min GRATIS e-bog klik her: Bliv ven med din angst – indtilkernen.com.

 

Hvad er dit bedste råd, til at blive ven med din angst?

Sådan er det at have undvigende adfærd (og sådan giver du slip på den)

Det er meget almindeligt at undgå ting, steder eller mennesker, når man har angst. Vi gør det for at føle os trygge.

Undvigelsesadfærd betyder, at du har udviklet en automatisk flugtmulighed som du bruger dag ud og dag ind. Det er svært at give slip på denne undvigelsesadfærd, fordi der er så meget angst forbundet med det, du undgår.

På grund af min undvigelsesadfærd udviklede jeg en angst for at være fanget i en situation – ikke kun fanget som i lukket inde i et rum, men også hvis jeg skulle sidde til bords med andre – det var en følelse af at være fanget, fordi jeg ikke syntes det var acceptabelt bare at gå fra situationen.

Jeg var angst for at få angst, når jeg sad i en sådan situation og angst for, at andre kunne se, at jeg blev angst. F.eks. kunne jeg mærke at jeg begyndte at rødme, især hvis opmærksomheden blev rettet på mig, jeg kunne ikke slappe af, og jeg frygtede at folk kunne se rødmen og ville kommentere på det. Jeg syntes det var underligt at rødme, når der ikke umiddelbart var noget at rødme/få angst over (i andres øjne).

At give slip på undvigelsesadfærden
Da jeg begyndte at give slip på min undvigelsesadfærd, var det fordi jeg følte mig klar til det og følte mig modig nok til at gøre det. Det var nemmere end jeg havde troet og jeg fik det bedre nærmest med det samme.
I stedet for at lytte til min undvigelsesadfærd og blive væk fra bestemte situationer, begyndte jeg at sige ja til mulighederne.

Dette er de 4 skridt jeg tog, til bedre at kunne give slip på undvigelsesadfærden og være i de situationer som jeg prøvede at undgå:

1. Jeg begyndte at fokusere på det jeg skulle; glæden ved at være i den situation, fremfor hvor bange jeg var for det.

2. I stedet for at fokusere på alle de forskellige tanker, begyndte jeg i stedet at fokusere på, at trække vejret, ikke sige så meget og i stedet lytte til hvad andre havde at sige og være opmærksom på hvad der skete omkring mig.

3. Hvis jeg fik lyst til at sige noget, så gjorde jeg det.

4. Det er vigtigt ikke at være hård ved dig selv, hvis du ikke føler du kan være i en situation. Det tager tid at vænne sig til, at noget som man før har undgået, pludselig er noget som man godt kan være i. Hvis du pludselig har behov for at undvige situationen, komme væk eller blive væk, så lyt til det og gør det. Du får ikke noget ud af, at presse dig selv. Vær tro mod dig selv og gør det, som føles godt for dig. Det er helt normalt at tage nogle skridt frem og derefter nogle skridt tilbage, for i det store hele bevæger du dig alligevel fremad.
Det er også okay, at du ikke føler dig angstfri – det er heller ikke formålet at være angstfri, formålet er at du lærer at være okay med at være dig – både med angst og uden angst.

Har du også undvigelsesadfærd? og er der noget du undgår af frygt for, hvad der kunne ske hvis du var i det?

3 råd til at se angsten i øjnene

De fleste som oplever angst og søger behandling og hjælp, vil ofte få af vide, at det som gør flest underværker er, at gøre det, som gør én angst og ikke at flygte fra det. I dette indlæg vil jeg komme ind på, hvordan jeg har lært at eksponere mig selv for min angst og hvad der har hjulpet mig bedst.

Da jeg første gang fandt ud af, at angsteksponering nok var den bedste måde at komme angsten til livs på, var jeg mildest talt opgivende. Når man oplever meget angst, er det sidste man ønsker, at konfrontere den. Man har ikke ønsket om at føle sig mere angst end man er i forvejen, og jeg synes der er alt for lidt information at finde omkring hensigtsmæssig angsteksponering som er ligetil.
Det som har hjulpet mig, til at eksponere mig selv for angsten, har været følgende tre ting:

1. At lære at slappe af og håndtere angsten
På et tidspunkt, inden jeg rigtig havde lært at afstemme mine følelser, få ro i kroppen og forholde mig til angsten, eksponerede jeg mig selv for den. Det var et kæmpe skridt nedad for mig, fordi jeg havde jo en rigtig god intention om at se angsten i øjnene, men jeg evnede bare ikke at tage hånd om angsten, når jeg var i den angstfulde situation og derfor var det som at brænde nallerne gang på gang. Det gjorde at jeg begynde at få mere angst for angsten end før.
Derfor var det først da jeg begynde at øve mig i, på dagligt basis, at slappe af i min krop, forholde mig til mine tanker og være rummende, accepterende og empatisk overfor mig selv og angsten, at jeg kunne begynde at se fremskridt i angsteksponeringen. For da kunne jeg være i situationen og bære mig selv og derfor lære noget fra gang til gang, fremfor blot at gå i panik over angsten.

2. At forholde sig til angsten for angsten
Meget af det, som har stoppet mig i at eksponere mig selv for angsten, har været den angst som opstår inden jeg skal være i en angstfuld situation. Der kommer angsten til udtryk som panikanfald, åndedrætsbesvær, kvalme og opkast, hjertebanken og lignende. Det eneste som kunne få mig til at få ro var, at jeg sagde til mig selv; “Jeg tager ikke derhen.”
Nogle gange tog jeg ikke af sted, andre gange dalede angsten bare ved at jeg satte forventningerne til mig selv ned. Jeg får stadig angst for angsten og der øver jeg mig i at spørge mig selv; “Hvad er det værste der kan ske?”. På den måde kan jeg finde ud af, hvad det er jeg bliver angst over. Jeg siger til mig selv, at jeg godt må føle mig angst, at jeg ikke skal præstere noget, jeg har ret til at være mig, jeg har ret til at føle mig usikker, angst og helt rystende.
Meget af min angst kommer af, at jeg føler det er skamfuldt og forkert at føle angst, og derfor at jeg skal undgå at få angst – når jeg derimod imødekommer angsten, så er der ikke mere så meget at være bange for.

3. Lyt til dig selv
Selv hvis jeg står i en situation og føler altoverskyggende angst, så siger jeg til mig selv – både inden og under – at der altid er noget at gøre. Jeg kan altid vælge at sige; “jeg har lige brug for at sidde med øjnene lukket”, “jeg skal lige på toilettet”, “jeg kan mærke jeg bliver meget angst ligenu og jeg har lige brug for at komme væk herfra” – eller, hvis man er et sted hvor man ikke kender folk, simpelthen bare gå væk derfra. Du skylder ikke nogle mennesker noget, har du det skidt og har brug for at komme væk – så gå væk derfra. Har du brug for at sige det højt? Så gør det. Lyt til dig selv først og fremmest og spørg dig selv, hvad du har behov for nu og her.
Når man har angst, så er hver angstfuld situation en angsteksponering! Hver situation er noget man øver sig i, det er situationer hvor man på nuværende tidspunkt ikke kan slappe hundrede procent af, derfor er det også helt okay at lytte til sig selv og sige stop, hvis man ikke kan klare at være i angsten. Det værste er ikke at undgå angsten, det værste er at udsætte sig selv for så meget angst, at man bliver endnu mere bange end før og bliver endnu mere overvældet.

Download min gratis e-bog om angsteksponering her.

Er du i gang med angsteksponering? Hvad har hjulpet dig mest til at se angsten i øjnene?

3 råd til dine bekymringstanker

Angst og bekymring går hånd i hånd. Vi bliver bange, frygter for fremtiden og bekymrer os om ting vi har gjort eller sagt eller om ting ude i fremtiden.
Her er mine råd, til at komme bekymringstankerne til livs.

1. Lyt til tankerne
Tanker kan ofte være et værre mylder, som derimod giver os stærke følelser. Begynd at lægge mærke til, hvad tankerne egentlig siger, hvad er det helt præcis der bekymrer dig og hvorfor? Det kan også hjælpe at sige det høj eller optage det på lyd eller skrive tankerne ned.

2. Skal du gøre noget ved det?
Bekymrer du dig om noget du skal ude i fremtiden, som du rent faktisk ikke har lyst til? Er bekymringerne realistiske eller er det “bare” tankemylder? Hvis du er bekymret over noget i fremtiden, som du bekymrer dig om, fordi det er noget du ikke har lyst til, så lad være at gøre det! Man kan nemt komme til at bekymre sig, hvis der er noget vi føler vi skal. Vi kan så nemt lægge et pres på os selv og det pres gør, at vi stresser os selv til at være noget, vi ikke er. Du skal ikke præstere noget, du skal ikke please nogen, du skal bare være dig.
Bekymrer du dig om noget du har gjort eller sagt eller noget der er sket i fortiden, kan det være en idé at finde ud af om det er noget der ikke er afsluttet. Er du kommet til at sige eller gøre noget dumt og føler du skyld over det? Måske det er en idé at tale med de involverede og afslutte det. At sætte ord på, hvordan man har det, kan hjælpe en hel del.

3. Bekymring findes ikke i nuet
Når vi bekymrer os handler det altid om noget ude i fremtiden eller tilbage i fortiden, derfor er noget af det bedste man kan gøre, at øve sig i at være i nuet. Fokusere på hvad du skal lige nu og herr eller på hvad du laver lige nu og her. Bring din opmærksomhed ind i dine fysiske fornemmelser, læg mærke til lydene omkring dig, læg mærke til hvordan det føles under dine fødder eller hvordan det føles når du bruger dine hænder – i det du nu laver. Hver gang tankemylderet kommer, så bring opmærksomheden tilbage til nuet. Din hjerne kan ikke være to forskellige steder på samme tid, derfor, når du er i nuet med din opmærksomhed, kan du ikke være i for- eller fremtiden.

Hvad gør du ved dine bekymringer og tankemylder?

Det er okay, ikke at være okay

Der er tre spørgsmål som optager mig om (social) angst: 
1. Hvorfor er angst så ubehageligt? 
2. Hvorfor går vi så højt op i at fjerne den?
3. og hvad er vores mål – hvad ønsker vi at føle – hvis ikke angst?

Nedenfor vil jeg forsøge at besvare mine egne spørgsmål, udfra min egen oplevelse.

1. Angst er ubehageligt, fordi det ikke er acceptabelt nogle steder, at føle sig angst. Se bare når folk bliver nervøse – man oplever ofte at andre reagerer negativt på det, laver sjov med det eller udleverer personen.
Virker den nervøse person nogensinde okay med at være nervøs? Nej.
Jeg tror mere den nervøse person føler sig mere værdiløs, forkert eller ked af det, når folk siger: “Ej du bliver SÅ nervøs, slap nu af, tag det dog lidt roligt!”. Det er da ubehageligt at føle, at man ikke er god nok, bare fordi man bliver nervøs.
Enhver negativ følelse er ikke rigtig acceptabel nogle vegne, medmindre man er til en begravelse. Men selv til begravelser er det som om at folk holder igen med at lukke for mange følelser ud.
Hvorend man kigger hen, ser folk ned på dem, som viser “negative” følelser. Hvorfor? fordi ingen er okay med ubehagelige følelser, ingen kan finde ud af at håndtere dem. Så hvis én person ikke kan håndtere sine egne følelser, hvordan skulle han/hun så kunne acceptere dine? Det starter med det ene menneske; mig.

2. Vi vil gerne slippe angsten, få den væk, fordi det føles ubehageligt at være angst. Det er ikke “tilladt” at føle sig angst.
Alle vegne bliver angsten set som en svaghed, en sygdom, en hjernefejl og noget rigtigt dårligt som må og skal fjernes og kureres.
Vi lærer af læger, lærere, forældre og andre autoriteter i vores liv, at de “dårlige” ting må væk, så de gode ting kan blive.
Livet er både mørke og lys, både de rare og ubehagelige sider.
I virkeligheden findes der ikke noget godt og dårligt, men vi har lært os selv og andre, at fordi nogle ting føles rare, så er de “gode”. Og fordi andre ting føles ubehagelige, så er de “dårlige”.

Af en eller anden grund stræber vi altid efter kun at have det godt, og tror at et lykkeligt liv indebærer at have det godt – hele tiden. Men der er ingen som slipper for at gå i gennem fysisk og psykisk smerte også.

Angst føles ubehageligt, fordi vi har lært at føle at det er ubehageligt og fordi vi har modstand mod den – fordi den føles ubehagelig. Når noget føles ubehageligt, så stivner vi. Når noget føles rart, så bløder vi op.
Giv slip på idéen om, at angst er noget negativt.  Selv det at elske et andet menneske er ikke kun positivt og “godt”. Det handler om tilgangen til det – om vi håndterer det med modstand eller accept – kærlighed eller frygt . Dermed bliver dét adskillelsen af ting – ikke tingene i sig selv, men din tilgang til det.

Hvis vi ser på angsten gennem acceptens og kærlighedens briller, er angsten ikke negativ. Hvis vi ser angsten gennem frygtens briller, bliver den noget vi må bekæmpe eller flygte fra, noget som er dårligt, noget som ikke er velkomment.

3. I min optik ønsker jeg ikke at føle noget andet, end det jeg føler lige nu. 
Fordi jeg føler der er en mening med det, som sker i vores liv. Hvad føler jeg? Føler jeg modstand eller accept overfor det? Det er det vigtigste for mig – igen, det handler om min tilgang til det, ikke om “problemet”.
Hvordan kan vi acceptere noget, som vi har lært vi skal bekæmpe eller flygte fra?
Først må vi kunne give slip på modstanden, før vi kan acceptere det, som er.
Vi må lære hvordan det føles at give slip på en stramt greb om noget, vi tror vi behøver. Modstand er ligesom at svømme mod strømmen. Hvordan kan vi acceptere strømmen når vi kæmper imod den? Vi giver slip på modstanden. Vi giver slip på at svømme mod strømmen – giver op på kampen. Hvad sker der så? Vi vil flyde i samme retning som strømmen flyder, vi vil flyde med bølgerne. Hvordan kan vi acceptere strømmen nu? Det behøver vi ikke engang prøve på, det gør vi bare, for livet er det der sker, når vi giver slip. Når livet er denne her flydende strøm, oplever vi accept og kærlighed vokse ud af den hengivelse til livet. At flyde er accept, at flyde er kærlighed, at flyde er at leve.

Sådan er det at depersonalisere

Mange mennesker med angst, depression eller stress, vil også på et tidspunkt opleve længere- eller korterevarende episoder med depersonalisering eller derealisering. Begge ting kan både udspringe fra depression, stress, generaliseret angst, mange bekymringer eller angstanfald.

Depersonaliserer man i en længere periode og oplever det som mere vedvarende og konstant, bliver det kaldet depersonaliserings lidelse. Men det er meget almindeligt at depersonalisere når sindet bliver overvældet.
Jeg vil benytte begrebet depersonalisering i dette indlæg, da jeg ikke ved nok om derealisering, til at kunne skrive et indlæg om det.

I perioder med meget generaliseret angst og angstanfald, samt stress, har jeg oplevet depersonalisering.
Det er dog et stykke tid siden sidst, alligevel vil jeg komme ind på 5 symptomer som jeg oplever, og som generelt set er symptomerne for depersonalisering.

1. Uvirkelighedsfornemmelse
Verden omkring mig synes fjern og ligesom en drøm. Læs mit indlæg om at have uvirkelighedsfølelser her.

2. Ukendt
Min krop føles ukendt, jeg kan ikke genkende min krop, hverken når jeg mærker den eller f.eks. ser mig i spejlet. Hvem er jeg? Hvem er dennes krop? Det føles tomt indeni.

3. Svækkende sanser
Sanserne bliver bedøvet. Lyd virker til at være langt væk. Mine sanser virker ikke som de plejer, jeg kan få lammende fornemmelser i kroppen.

4. Drøm
Det føles som om jeg drømmer, eller som om jeg ikke eksisterer. Det er som om jeg ikke ser, hvad jeg normalt ville se. Som om min sjæl er fløjet ud af min krop og ser ned på mit liv, fra et andet perspektiv.

5. Følelsesløs
Både fysisk og psykisk er det som om, at jeg bliver følelsesløs. Jeg mister fysiske fornemmelser og kan ikke mærke nogle følelser.
Når jeg når dette punkt i depersonaliseringen, har jeg mere lyst til at føle intens angst end ikke at føle noget. Jeg har bare brug for at føle et eller andet. Men det er som om, jeg er immun overfor alle følelser, intet påvirker mig. Det er sådan jeg forestiller mig det må være, at være en zombie. Sommetider bliver jeg endda lam nogle steder i kroppen eller døv på det ene eller begge øre. Det er utrolig skræmmende symptomer at få, og første gang de kom blev jeg meget bange, fordi jeg troede jeg var ved at blive sindsyg.
Nogle gange bliver man endnu mere angst og føler sig endnu mere uvirkelig, når man begynder at bekymre sig om sine fysiske eller psykiske fornemmelser.

Hvorfor depersonaliserer man?
Jeg tvivler på, at omverdenen kan se, hvordan man bliver påvirket, fordi det er noget der foregår inden i én – måske lægger de mærke til at du virker fjern.
Det kan være meget svært at beskrive til nogen som aldrig har prøvet det, hvordan det føles at depersonalisere.

Depersonalisering og dissociering har mange af de samme symptomer – dissociering er også en forsvarsmekanisme mod noget som er overvældende eller føles meget ubehageligt – angst, sorg, stress, smerte osv.
Ofte vil folk dissociere når de oplever noget som er meget ubehageligt eller ubærligt – f.eks. et overgreb eller overfald. Dissociering bliver brugt til at beskytte kroppen og sindet mod den ubehagelige oplevelse.
Man dissocierer, fordi man ikke ved hvordan man skal bære eller håndtere de intense, ubehagelige følelser og fornemmelser som man oplever i situationen.
Det er så overvældende, at man begynder at dissociere – hvilket betyder at man isolerer kroppen og sindet. Sindet vil lukke af, forsvinde væk – sådan at du ikke er tilstede og derfor ikke føleler eller tager imod de ubehagelige ting, som foregår.
Dissociering er det som sker, når mennesket hverken kan flygte eller kæmpe og derfor må fastfryse – samtidig med at kroppen går i chok, så forsvinder sindet væk.
Bagefter, vil man ofte opleve ikke at kunne huske de ting, man blev udsat for, fordi man egentlig ikke rigtig var der.
Depersonalisering er på samme måde en forsvarsmekanisme – en måde at håndtere ubehagelige ting på. Men depersonalisering sker måske mindre i overvældende situationer end dissociering gør.
Jeg oplever at depersonalisering sker når jeg i længere tid har oplevet angst, stress og svær bekymring og at mit sind til sidst siger STOP og lukker af. Hvorimod dissociering virker til mere at komme når man med ét bliver udsat for noget meget overvældende.

At afhjælpe depersonalisering
Det er især ubehageligt for mig at depersonalisere, fordi jeg er helt bevidst om symptomerne og hvorfor de er der. Jo mere jeg fokuserer på dem, jo mere mærkelig føler jeg mig. Det eneste som virkelig hjælper mig når jeg depersonaliserer er, at rette mit fokus mod min krop og få mere kropsbevidsthed. Jeg trækker vejret dybt, giver mig selv en massage for at få mere opmærksomhed på behagelige sensationer i kroppen og for at blive bevidst om min eksistens nu og her.
Det er godt at fortælle sig selv, at det er okay at depersonalisere – det er dit sind som beskytter dig, sindet lukker ned – og det bliver både fra de ubehagelige og behagelige sensationer. Det er bedre at acceptere det, end at prøve at flygte fra det.
Det er helt normalt at depersonalisere når sindet bliver overbelastet – sindet lukker af, for at beskytte dig.