Sådan er det at have uvirkelighedsfølelser

I et tidligere indlæg, har jeg skrevet om at depersonalisere, fordi at uvirkelighedsfølelsen er en af de største symptomer på depersonalisering. Dette indlæg skal dog kun handle om uvirkelighedsfølelsen i sig selv. Hvordan det føles, og hvad vi kan gøre ved den.

Når jeg får uvirkelighedsfølelsen, er det som om at min opmærksomhed eller bevidsthed er et andet sted. Fokuserer jeg meget på det, bliver uvirkelighedsfølelsen større og min kontakt til min krop, vejtrækning og følelser forsvinder mere og mere. Dog kan jeg godt blive bange eller få hjertebanken, fordi uvirkelighedsfølelsen bringer mig væk fra Nuet og væk fra mig selv.

Uvirkelighedsfølelsen kommer ofte, hvis jeg har været alene i et stykke tid og har gået og lavet ting i min egen verden og pludselig “opdager”, at jeg er alene og at jeg på en måde er drevet væk fra mig selv. Jeg er drevet for meget ind i de ting der sker omkring mig, vasketøjet der flyder, eller den skærm jeg sidder og kigger ind i.

Min erfaring siger mig, at uvirkelighedsfølelsen opstår, når jeg er drevet for langt væk fra mig selv og væk fra Nuet og derudover kan få endnu større uvirkelighedsfølelse, fordi jeg begynder at se mig selv udefra, eller fra et andet perspektiv som gør at jeg har tabt kontakten til mig selv. Det kan godt være meget skræmmende og ubehageligt og nogle gange, hvis man bliver rigtig angst, kan man føle at man måske er ved at miste forstanden.
Ens hænder føles som en andens hænder, som om de ikke sidder på en selv. Når man kigger ned af sig, kan man ikke forstå at det er en selv man kigger på og at den her krop er min. Derudover kommer følelsen også når jeg bliver understimuleret, det vil jeg komme mere ind på nedenfor.

Der er 5 råd, som jeg bruger flittigt og som jeg ved hjælper på uvirkelighedsfølelsen, og dem vil jeg gerne dele med dig.

1. Natur og frisk luft
Jeg har aldrig oplevet at få uvirkelighedsfølelsen ude i naturen eller den friske luft – kun hvis jeg decideret har følt den så kraftigt, at jeg slet ikke kunne komme tilbage til mig selv igen. Men hvis du går ud i naturen, en park, en skov eller ud til vandet og virkelig tager dig tid til at sanse det, som sker omkring dig og vigtigst af alt sanse din krop og din vejrtrækning, kan det bringe dig tilbage til dig selv.

2. Andre mennesker/dyr
Vi har brug for andre mennesker. For lang tid alene kan godt gøre at vi føler uvirkelighedsfølelsen. Hvis du ikke har mulighed for at mødes med et andet menneske, kan du måske tale i telefon med en eller skrive med en på SMS eller gennem internettet. Det kan også være en god idé at se om du må låne en vens hund et par timer eller tage på besøg hos nogen med dyr, så du kan få lov at kæle med dyret. Dyr har så stor kontakt med det naturlige og Nuet, og det kan vi lære meget af.

3. Sanseoplevelser
Sansing er uhyrlig vigtig, når man får uvirkelighedsfølelsen. At sanse din egen krop og mærke den fysisk og mærke din vejrtrækning er med til at du kommer tilbage til Nuet, ud af dine tanker og ind i kroppen. Træk vejret dybt og læg mærke til, hvordan din hud føles, hvordan dine lemmer føles osv. Du kan bevidst søge nogle sanseoplevelser, fx ved at give dig selv massage (eller få en anden til at gøre det), tage et langt bad med kraftig vandstråle og læg mærke til hvordan vandet føles på din krop, gå en rask tur, så du mærker din krops bevægelser eller gå ud i naturen og rør ved træerne eller sid på jorden. Uvirkelighedsfølelsen kan opstå, fordi vi simpelthen er understimulerede. Det betyder ikke at du skal ud og overstimulere dig selv, for det kan ofte være overvældende hvis man i forvejen er sårbar, men det betyder at det kan hjælpe meget at bruge sine sanser.

4. Vær aktiv
Lav noget aktivt men hver samtidig opmærksom, på det du laver. Hvis du gør rent, så tag dig tid til det og bring bevidstheden ind i det arbejde du laver. Du kan også lave mad og bruge bevidstheden til at virkelig sanse de fødevarer du bruger og blive ved at bringe opmærksomheden ind i at tilberede og spise maden.

5. Vejtrækning
Hvis alt andet fejler, så er det simpleste bare at bringe din opmærksomhed og bevidsthed ind i din vejrtrækning. Du behøver ikke at lave nogle bestemte åndedrætsøvelser (men hvis du vil, har jeg en føljeton her på siden som blot hedder “Vejtrækningsøvelse”). Hvis du ikke orker at lave nogen øvelse kan du blot nøjes med at bringe din opmærksomhed ind i din vejrtrækning og lægge mærke til hvor luften er, når du trækker vejret ind, hvordan din krop føles når lungerne fyldes med luft og hvordan det føles når du puster ud igen. Bliv ved med at rette opmærksomheden på dine vejrtrækning, og det vil bringe dig mere i kontakt med din krop igen.

Sådan er det at isolere sig

Dette er min historie omkring, hvordan min angst voksede sammen med mit behov for at trække mig fra omverdenen. Men også om, at jeg nåede et punkt, hvor isolationen forværrede min angst og dermed startede en flodbølge, sådan at jeg blev nødsaget til at se mig selv i øjnene (bogstaveligt talt) og komme ud af isolationen igen, helt af mig selv.

Når man har social angst er det meget almindeligt, at opleve stor angst for sociale situationer, bestemte situationer, mennesker eller tidspunkter på dagen (fordi der måske er flere mennesker).

Vi kan begynde at undgå de ting, som trigger vores angst, undgår bestemte mennesker fordi de måske ikke har forståelse for vores situation (eller ikke ved, at vi har angst) eller måske undgår vi et bestemt sted, f.eks. fester, middagsselskaber eller hvad der end er angstprovokerende for os. Det er ikke bare det, at den bestemte situation er angstprovokerende, men det er nærmere det, at vi har erfaret en eller flere gange, at vi oplevede angst i denne situation. Vi følte os usikre, utrygge, nervøse og anspændte ved at være der og samtidig har vi en følelse af, at vi ikke har ret til at have de her intense angstfølelser.

En ting som virkelig skræmte mig i forbindelse med social angst, var at jeg på et tidspunkt var nødt til at bygge et rev omkring mig, en klippe, en barriere, en stor væg mellem mig og menneskene i mit liv.
På et tidspunkt blev angsten så overvældende og frygten for at være i sociale situaioner og føle mig angst var så stor, at jeg undgik mange former for socialt samvær. Jeg var stadig engang imellem social, men det var ikke en del af min hverdag at se andre mennesker.

I takt med at jeg isolerede mig mere og mere, voksede min angst også mere og mere. I situationen vidste jeg godt, at det var ulempen ved at undgå angsten, men samtidig var det umuligt for mig at forestille mig en hverdag, hvor jeg skulle føle mig angst hele tiden – for det var sådan, min virkelighed var. Derfor var det bedre, bare at blive hjemme og undgå andre og dermed også angsten.

Jo mere jeg følte at det var forkert at føle mig angst, jo stærkere føltes min angst.
Så angsten voksede. Jeg begyndte at fokusere på angsten og følelse af at være utryg, nervøs og anspændt hele tiden. Jeg isolerede altså mig selv, for det eneste sted hvor jeg ikke følte angst, var når jeg var alene. Når jeg var alene var jeg tryg.
Og gæt hvad der så skete? Jeg begyndte at føle angst, også når jeg var alene. Jeg var ikke angst for at være alene, men jeg blev angst fordi jeg forestillede mig, at der var en anden sammen med mig (måske fordi jeg længtes så meget efter social samvær) og at denne person hele tiden kiggede på mig og gav mig opmærksomhed – fuldstændig som jeg følte når jeg rent faktisk var sammen med andre.
Det var ikke nok, at jeg havde isoleret mig fra den omkringliggende verden, men nu kunne jeg ikke engang være det sted, hvor jeg følte mig allermest tryg. Hele min verden ramlede sammen, nu var jeg angst hele tiden, alle vegne.

Når jeg kiggede mig selv i spejlet, var det som om, at mit spejlbillede var en anden person som kiggede på mig og dømte mig – også selvom jeg vidste at det jo bare var mig selv. Jeg var blevet så fokuseret på den eksterne oplevelse af mig selv, og havde nok oplevet så meget depersonalisering at jeg havde fået så stor distance til mig selv, så jeg nærmest kunne overbevise mig selv om, at dømte mig selv, udefra.
Når jeg mødte mit egne øjne i spejlbilledet følte jeg mig helt vildt angst og jeg begyndte at rødme og kunne ikke holde øjenkontakten – fuldstændig som det var ude i den virkelige verden.

Der var intet sted jeg kunne være tryg. Jeg følte mig angst hele tiden, hele dagen, alene og med andre, selv mine nætter var terroriseret af mareridt, hvor jeg vågnede op med en angstfuld krop og psyke. Tænk, hvor meget stress og angst påvirker nervesystemet og kroppens evne til at fungere!

En dag spurgte jeg mig selv; “Hvad er du bange for? Hvorfor bliver du angst, når det kun er dig, der er der?”
Jeg tror mit fokus skiftede fra at være perspektivet fra mig ud mod verden, til at jeg kiggede ude fra verden (med verdens dømmende øjne) og ind mod mig selv. Jeg dømte mig selv, ikke bare indeni, men som om jeg var en adskilt person.

Jeg øvede mig i forskellige måder at håndtere angsten på. Jeg vidste, at ingen kunne se hvor angst jeg var, når jeg var alene derhjemme og derfor var det en oplagt mulighed for mig, til at give mig selv lov til at være lige så angstfuld som jeg nu var.
Da jeg følte mig klar til det og følte mig sikker nok, kiggede jeg mig selv i spejlet, og holdt øjenkontakten. Mit ansigt blussede op og hjertet hamrede, og trangen til at komme væk var stor, men jeg fortsatte og øvede mig igen og igen på, at vænne mig til at se mig selv, også selvom det var ubehageligt. Det var bare mig. Jeg lærte mere og mere at, hvis jeg ikke dømte mig selv, kunne andre ikke dømme mig.

Når man har social angst, føler man sig bedømt af andre. Men i sidste ende, er det ikke os selv som vælger hvordan vores tilgang er, og ikke andres mening og bedømmelser (eller vores idéer om, at de bedømmer os)?

Hvis nogle kigger på dig på en måde, som gør at du føler dig bedømt, så er det din følelse og du kan arbejde dig henimod at lære at beskytte dig selv, få det godt med dig selv og lære at det er okay at være sensitiv og sårbar, og at det er okay også at blive påvirket af andre, men det er vores ansvar, hvordan vi håndterer den følelse det giver os.

Da jeg isolerede mig, følte jeg at det var det rigtige for mig at gøre, for jeg kunne ikke længere tvinge mig selv til noget. Det var vigtigt for mig, at jeg kunne få lov til at lukke verden ude og bare fokusere på mig selv og ikke føle mig presset til noget fra andre.

Efter at jeg nåede bunden, hvor jeg ikke engang kunne være med mig selv mere, det som ellers var allermest naturligt og nemt for mig, arbejdede jeg mig tilbage til et nyt udgangspunkt, hvor jeg er nu. Jeg er ikke længere isoleret. Jeg har arbejde og at være social er en del af min hverdag, ikke noget som sker en gang om måneden længere. Men derfor har jeg stadig nedture og der er stadig tidspunkter i mit liv, hvor jeg føler angsten er mere intens end ellers, og derfor er det vigtigt for mig at blive ved med at lytte til mig selv.

Du behøver ikke at føle skyld over, at du har behov for at isolere dig. Mange taler om, hvor farligt det er – men i mine øjne er det farligere at presse sig selv, især når man har angst og er et sårbart menneske. Hvis du føler det er rigtigt for dig, at tage en pause fra omverdenen, så gør det. Ingen skal presse dig, til at være social hele tiden. Men et godt råd er, at stadig bevare en form for kontakt med dem du har i dit liv, som du holder af – f.eks. gennem mail, opkald eller sms’er. Internettet og online forums, er også en god måde at connecte med andre, f.eks. også andre som har angst eller som isolerer sig.

Jeg kender et par stykker med social angst, som er bange for at isolere sig og som bliver ved at sige, at de er nødt til at være sociale. Der er ikke noget du er nødt til. Føles det rigtigt for dig at tage en pause fra al den pres og stress omkring dig, så lyt til det.
Der er konsekvenser ved alting – også at isolere sig. Men der er også konsekvenser ved at presse sig selv. Ingen af dem er mere rigtig end den anden. Isolation behøver ikke være en flugt, det kan ligesåvel være et behov for at tænke på sig selv og et behov for at genoplade sig selv og beskytte sig selv.

Mit møde med psykiatrien

Dette indlæg er skrevet ud fra min egen erfaring og holdninger til psykiatrien og vores sundhedssystem.

I løbet af de snart 8 år jeg har haft en angstlidelse har jeg været forbi læger, psykologer og psykiatere af flere omgange, og de fleste oplevelser har haft samme resultat og har efterladt mig med samme følelse; følelsen af at være misforstået, sygeliggjort, set ned på og behandlet som et menneske, der ikke er på lige fod med andre.

Når man får psykiske udfordringer på den ene eller anden måde, er det i forvejen en meget overvældende oplevelse. Man er forvirret, følsom og har brug for at føle sig forstået og mødt af omverdenen. Det er utroligt grænseoverskridende at søge hjælp og til dem som gør det vil jeg sige; du er så sej, at du rækker ud for at få hjælp!

Dog er vores system desværre så opsat på at a) tjene og spare penge, b) få kontrol og c) behandle menneskerne i samfundet som brikker, som skal passe ind i systemet.

Det har i årevis frustreret mig, hvor lidt der blivet set på det menneske, som man har med at gøre, uanset om det er hos lægen eller på jobcentret. Der er ikke længere råd, overskud eller tid til, at være der for det menneske som kommer for hjælp, det er kommet helt ned til det lavpraktiske; er du syg, så sender vi dig i behandling.

Da jeg første gang gik til lægen på grund af min angst, sagde hun; “Det er ikke angst, du er bare genert”. Jeg forsøgte at forklare hende, hvorfor jeg mente det var angst, jeg ønskede at få noget hjælp, jeg havde det ikke godt og rakte ud for at få nogen til at hjælpe, men der blev ikke gjort noget. Det var først flere uger senere, at jeg måtte overbevise min læge, ved at spille skuespil overfor hende.

Når man går til lægen med sin angst, gør de ikke noget for at finde en god psykolog til en, de husker heller ikke en på, at angst er naturligt og noget vi alle kan opleve. At der er en årsag til angst og at der ikke er noget forkert i at få angst.
Nej, man bliver sygeliggjort eller også bliver man ikke taget seriøst. Man må selv prøve at finde en psykolog eller behandler, uden man nødvendigvis ved hvad man skal kigge efter og uden nogen anbefaling. Men allerførst bliver man sendt til psykiatrien.

Jeg blev kaldt ind til en samtale med en kvinde som vist nok var sygeplejerske med videreuddannelse i psykatri. Jeg var meget opsat på at finde ud af, hvad hendes baggrund var for at sidde der, for jeg ønskede at føle mig forstået. Jeg forsøgte at kigge hende i øjnene og få kontakt med hende, men hun var iskold og kiggede ned i sine papirer – når jeg endelig så hende i øjnene så hun ud som om hun ikke ønskede at tale med mig. Hun så sur, utilfreds, vred og provokeret ud.
Jeg tænkte; “Hvordan kan man tillade sig at sidde og arbejde med mennesker som lider, når man tydeligvis selv lider i den stilling? Kan man så ikke finde noget andet, hvor ens adfærd ikke skal gå ud over i forvejen sårbare mennesker?”

Jeg forsøgte adskillige gange i løbet af samtalen (som nærmere var en afhøring) på at få en dialog med kvinden. Jeg ønskede at få hende til at forstå mig, fremfor at hun skulle følge sit manuskript, som hun desperat klamrede sig til. Hun havde en række spørgsmål hun skulle stille og så viste hun mig på væggen, alle de plancher de havde med alverdens psykiatriske diagnoser og fortalte mig, at en af dem skulle jeg passe ind i.

Når hun stillede mig et spørgsmål og jeg forsøgte at uddybe mit svar, for at få hende til at forstå mig mere akkurat, afbrød hun mig – nærmest hidsigt – og bad mig om ikke at tale yderligere om det, for hun var ikke interesseret i at jeg gik i detaljer.

Jeg følte mig dybt skuffet, afvist og mildest talt helt gal på den – her kommer man ind med en sårbarhed, noget som er svært, og man har et ønske om at blive mødt og set som et ligeværdigt menneske, istedet får man af vide at man skal stoppe med at tale om sin situation, for ja – de skal bare have deres ja eller nej, sådan at de kan finde den diagnose jeg passer i. Det er deres vigtigste og eneste formål.

Da jeg gik ud fra samtalen og kom ud til min cykel brød jeg ud i gråd. Jeg følte mig så misforstået, så sygeliggjort og samtidig havde jeg siddet og skulle åbne mig op om, det som var så svært for mig, overfor et menneske som tydeligvis var dybt uinteresseret i mig og egentlig bare gerne ville have samtalen hurtigt overstået.

Jeg har respekt for, at det ikke må være nemt at arbejde og støtte det her system, med alle de paragraffer der skal overholdes og den begrænsede tid, som er til hvert menneske. Når man arbejder under bestemte rammer og har et vist antal minutter til hver borger, så er der ikke penge eller tid til, at kunne gå i dybden med hvert enkelt menneske, men det gør mig ikke mindre frustreret over, at man vælger at tage en uddannelse i at hjælpe andre, når man hverken har de menneskelige evner til at hjælpe sig selv eller hjælpe andre. Her så jeg et menneske der selv led, men som ikke engang kunne håndtere sin egen lidelse – derimod blev hendes irritation og dårlige energi læsset over på mig, som i forvejen led.

Det er et problem, at de mennesker som skulle tage sig af de mest sårbare, sjældent selv har særlig meget overskud til sig selv.

Jeg er af den overbevisning, at for at kunne arbejde med andre mennesker, er man nødt til at arbejde med sig selv. Man er nødt til at kunne rumme sig selv, rumme den frustration og irritation som i mange tilfælde normalt kommer til at gå udover det menneske de sidder overfor. At kunne rumme sin egen lidelse og sine egne udfordringer gør det nemmere også at rumme andres.

Derfor har jeg en så dyb og brændende en lyst til at hjælpe andre – men ikke på den måde jeg er blevet “hjulpet” af læger, psykiatrere og psykologer.

Jeg ønsker at kunne hjælpe andre på en medmenneskelig, empatisk og rummelig måde. På en måde, hvor relationen er ligeværdig, hvor jeg ikke hæver mig over det menneske jeg hjælper (også fordi jeg ved hvordan det er, at være i en sårbar position og føle sig udfordret af livet) og hvor at jeg evner at kunne rumme mig selv først og fremmest.

For i det at jeg gør det, så rummer jeg også det menneske jeg sidder med. Så er der ikke noget at blive vred eller frustreret over, fordi at jeg først og fremmest vægter egenbevidsthed først, og er opmærksom på mine egne udfordringer og er bevidst om mig selv – på den måde er det også nemmere at kunne huske på, at man er to individuelle personer og at der skal være plads til begge.

 

 

4 skridt til at lære accept

Vi kan heale vores lidelse og smerte med medfølelse, sagde Buddha. 

Det er nemt at acceptere vores reaktion, når der sker noget godt og glædeligt for os. Vi smiler, griner, hopper, klapper og skriger af glæde. Det er nok de færreste som tænker; “Jeg må hellere lade være at udtrykke min glæde for meget, det er nok ikke så godt”.

De svære følelser; sorg, frygt, vrede, angst, sårethed eller ensomhed er ikke følelser vi ønsker at forholde os til, vi ønsker slet ikke at mærke dem, fordi det er ubehageligt for os. Vi gemmer dem væk og prøver at holde fokus på de positive ting i vores liv, så vi ikke skal forholde os til det, som gør ondt på os. Problemet er, at vi ikke kan flygte fra dem, gemme os eller glemme dem. Følelserne vi prøver at holde væk, skal man se som en badebold under vand; de fleste bruger al deres energi på at holde bolden under vandoverfladen – det er meget udmattende! Til sidst kan vi ikke længere holde den under vand, så vi giver slip og bolden titter frem og lægger sig på vandoverfladen – men vi ved ikke hvordan vi skal forholde os til følelserne. Vi har frygtet dem så længe, at vi er blevet mere og mere bange for dem, så vi prøver at få bolden under vand igen.

Nye undersøgelser har vist, at medfølelse har en positiv effekt på det sted i hjernen, som regulerer følelser. Undersøgelserne viser at vi kan heale vores negative følelser allerbedst ved at imødekomme dem og acceptere dem, i stedet for at yde modstand mod dem.

Her er 4 skridt, til at lære at få accept overfor dine følelser; 

1. Vær bevidst
Lær dig selv at blive opmærksom og bevidst omkring dig selv, din krop, dine følelser, verden omkring dig, din fortid og alt som giver dig bevidsthed omkring dig.

2. Erkend følelsen
Erkend og værdsæt følelsen – døm den ikke. Lær at observere følelsen helt ufordømmende. Den ubehagelige følelse er ofte som et dybt sår, noget du savner i dig eller en følelse af sårethed. Her giver det virkelig god mening at vise omsorg for dig selv. Se dig selv som et barn, der ikke har nogen som viser omsorg for det. Når du har modstand mod barnet, er det som at vende det ryggen og barnet er efterladt med ubehaget. Imødekommer og omfavner du barnet, ser det og elsker det midt i ubehaget, da viser du omsorg og tillader såret at heale.

3. Sig; “Det er okay”.
Fordi negative følelser føles ubehagelige, lærer vi også, at det ikke er okay at føle dem. Men vi kan omlære dette, vi kan få en ny tilgang til ubehaget og lære os selv at det er okay at have denne følelse (følelser er ikke noget man er, det er noget man har). Jeg har gjort det ved at blive ved at sige til mig selv; “Det er okay. Jeg er okay”. I starten sagde jeg det bare, uden at føle det. Men efter at have sagt det igen og igen, begynder hjernen at forstå hvad det vil sige og begynder at ændre reaktionen på de ubehagelige følelser.
På et tidspunkt vil du føle accept, når du siger; “Det er okay”.

4. Gentag
Det er ikke bare én gang vi imødekommer de ubehagelige følelser, det må gøres igen og igen. For hver gang du lærer dig selv, at det er okay at have denne følelse, vil byrden lette en lille smule fra dine skuldre. Næste gang følelsen kommer vil den ikke føles ligeså stor og smertefuld som sidst. Hver gang du får lyst til at komme væk fra følelsen, så tillad dig selv i stedet at give dig hen til den. Udforsk den, mærk den, observér den, forstå den.

Jeg hørte engang et ret godt citat, som gik noget i retningen af; “Åbn dit hjerte for dig selv. Hvis dit hjerte er lukket, så hav først hjertet åbent for, at det er lukket.
Hvis det er svært at acceptere følelsen, så start med at sig til dig selv; “Det er okay at jeg har svært ved at acceptere denne følelse”.

Jo mere du lærer at acceptere følelserne, jo mindre smertefuld vil følelserne virke og det vil blive nemmere at gøre igen og igen. Du vil begynde at mærke følelsen mere rent, fremfor at du mærker en ubehagelig følelse og derefter mærker et ubehag over følelsen.


Et sensitivt nervesystem; 5 gode råd

Nogle mennesker er født med sårbarhedsfaktorer, som gør dem disponeret for psykiske eller fysiske sygdomme. Vores gener kan være med til at bestemme, om vi kommer til at blive ramt af angst. Derudover har det miljø man vokser op i, også en stor indflydelse på ens helbred.

Den familie jeg voksede op i var meget præget af, at jeg ikke kunne slappe af. Der var aldrig rigtig ro. Det var meget stressende at være derhjemme.
Derudover er min mor en person som har en meget stor personlighed og som fylder rigtig meget, jeg skulle hele tiden være opmærksom på hendes humør og hvordan hun nu havde det. Jeg måtte hele tiden rette mig ind efter hendes måde at være på og passe på hvad jeg gjorde eller sagde, for ikke at hun blev såret. Hun er selv et meget sårbart menneske, men istedet for at blive forsigtig blev hun mere voldsom, udskældende, kunne nemt fare op og nemt blive vred eller såret. Hendes selvfølelse blev nemt truet.

At jeg hele tiden skulle være på vagt overfor min egen mor, har gjort at jeg har følt mig meget ængstelig og meget stresset som barn. Der var en indre uro hele tiden, jeg kunne aldrig rigtig give mig hen og slappe helt af. Jeg var hele tiden “på dupperne”.

Så hvis det er rigtigt, at jeg er født sårbar, så har dette miljø i hvert fald ikke gjort mig mindre sårbar. Alle de oplevelser jeg har været ude for som et omsorgssvigtet barn, har gjort at mit nervesystem er meget, meget sensitivt. Lys, lyd, lugte men også følelser, mennesker og stemninger påvirker mig rigtig meget. Mit nervesystem er indstillet til at reagere på fare og på andre mennesker, så jeg hele tiden ved, hvor jeg skal være og hvordan jeg skal forholde mig.

Vores nervesystem er der, hvor vi sanser verden og det er også der, hvor vi reagerer på fare. Min barndom har jeg oplevet som faretruende, derfor har mit sympatiske nervesystem været meget aktivt, også da jeg begyndte at lide af angst.

Det føles som om, at der er konstant uro indeni mig, som om alle mine organer og celler ryster. Hvis jeg har en dag, hvor jeg er ultrafølsom, så skærpes mine sanser så meget, at lyden af et sammerullet stykke papir som blæser indover asfalten høres som om det skratter tæt ved mit øre. Især uventede og/eller høje lyde, kan gøre at jeg kan bryde sammen i gråd, fordi det forskrækker mig og får mit hjerte til at galoppere.

Derudover har jeg C-PTSD hvilket gør mig endnu mere disponeret overfor faktorer som kan påvirke mit nervesystem.

Denne hyperårvågenhed gør, at jeg må tage forskellige midler i brug, for at hjælpe mig selv bedst muligt;

1. Ørepropper
Når jeg kan komme til det, putter jeg ørepropper i. Jeg venter ikke, til at jeg allerede er overstimuleret, men hvis jeg ved at jeg f.eks. skal sidde i toget, hvor der ikke er stillezone, så tager jeg dem i, inden jeg bliver stresset over lyde og larm. Jeg sørger altid for at have mindst et par ørepropper med mig, hvorend jeg tager hen.

2. Sovemaske
Mine øjne kan åbenbart mærke lyset, når solen står op, også selvom der ikke kommer noget sol ind. Derfor kan jeg kun få en ordentlig søvn, hvis jeg tager en sovemaske på. Sommetider så lukker jeg også bare øjnene, hvis jeg befinder mig et sted, hvor der er meget lys. Selv hvis det kun er 20 sekunder, kan det være med til at jeg kommer tilbage til en mere rolig og afslappet tilstand i mig selv.

3. Dybe vejtrækninger
Når stressen og den indre uro begynder, så kan det hjælpe at tage nogle dybe vejtrækninger og komme helt ned i kroppen og få flyttet sit fokus fra den ydre, stressende stimuli og ind til sig selv.

4. Gå amok
Nogle gange, kan jeg blive så overstimuleret, at jeg er nødt til at råbe og skrige for at slippe af med al den energi som ophober sig indeni mig. Der er det ikke nok, bare at trække vejret, der er jeg nødt til at komme af med al energien.

5. Afslapning
Det var Peter Levine som forklarede, at når man har været udsat for stressende eller traumatiserende oplevelser som har højnet éns årvågenhed og gjort én ultrafølsom, skal man se det lidt som om, at ens nervesystem er en fjeder som bouncer fra lille til så stor den kan blive på splitsekunder.
Ens energi ryger i vejret meget hurtigt og det gør også at man bliver udmattet af de her store udsvingninger. Det er hårdt for krop og hjerne at energien nærmest eksploderer. Man har behov for at gøre ting, som kan få en til at slappe helt af. Omgive sig med mennesker, hvor man føler sig tryg. Slappe af hver dag. Tage sig tid, med de daglige opgaver og hele tiden kommer tilbage til at få ro i systemet.

 

Sådan er det, at have generaliseret angst

På et tidspunkt i løbet af min angstproces oplevede jeg generaliseret angst helt tæt på. Det tog mig faktisk et godt stykke tid at opdage, at det var generaliseret angst.

Selvom sammenligninger er svært når det kommer til angst, så vil jeg vove at påstå, at det har været den værste form for angstoplevelse – at være konstant angst uden nogen form for evne til at afstemme mig selv og finde ro.
Konstant følte jeg bekymring og mindreværd, en mistillid til mig selv og til verden omkring mig. Det føles som at være helt nøgen – utryg og ubeskyttet. En virkelig voldsom følelse.
Ikke nok med at føle sig nøgen og eksponeret hele tiden, men samtidig havde folk omkring mig forventninger til mig, forventninger til at jeg skulle “tage mig sammen”.

Sådan sætter du grænser
Hvis du nogensinde har oplevet ovenstående i forbindelse med generaliseret angst – enten i længere- eller korterevarende perioder, tror jeg det er vigtigt at lære at være selvisk. Ikke til at forveksle med selvoptaget eller ligeglad med andre.
Vi har så stort et behov for at leve op til andres krav og forventninger, og vi ønsker jo at kunne fungere som et helt almindeligt menneske og kunne gøre de ting vi har lyst til i vores liv. Men sandheden er at vi føles os helt smadrede pågrund af angsten, så smadrede at vi ikke engang har energi til at tage os af os selv.
Det er vigtigt at kunne sætte sig selv først og tillade os selv at lægge mærke til, hvad vi føler vi kan lige nu, og hvad vi ikke kan.

Når angsten overvælder os, får vi det ikke bedre af, at tage os sammen hele tiden. Samtidig tror jeg også det er vigtigt ikke at lukke helt af for omverdenen, selvom vi får lyst til det, fordi den overvælder os. Måske kan du tale med nogen tæt på og fortælle hende/ham hvordan du har det nu og her, og at du har behov for at kunne trække dig lidt fra forventningerne. Derfor kan man jo stadig tale sammen!

Nyd friheden i, at du ikke skal tvinge dig selv til noget men blot kan tage det helt stille og roligt og i dit eget tempo. Jeg tror vi alle har behov for det, på det ene eller andet tidspunkt i vores liv, og det er vigtigt at lytte til det – for det er helt okay at have det behov!

Forskellen på frygt og angst

Follow my blog with Bloglovin

Kontrol er overlevelse. Hvis vi giver slip på kontrollen, vil vi så kunne overleve i denne verden?

Forskellen på frygt i dyr og frygt i mennesker, er faktisk ikke særlig stor. Den eneste forskel er menneskets evne til at tænke. Vores reaktion og perspektiv på frygten er anderledes, fordi vores hjerner er mere udviklede end dyrenes. Derfor oplever dyr heller ikke angst, eller i hvert fald ikke i samme grad som mennesker.

Angst er når frygt bliver noget, som breder sig og som påvirker vores dagligdag og når det virker som om, at der ikke er nogen logisk årsag til, at være bange i det øjeblik.

Læs mit indlæg om, hvorfor jeg mener angst er fuldkommen logisk, her.

Kamp, flugt, stivnen
I Peter Levines bog Væk Tigeren, som handler om traumebehandling, forklarer han, hvordan dyr reagerer på frygt og hvordan vi kan lære at forholde os på samme måde til frygten, som dyrene gør.
Både mennesker og dyr reagerer på tre forskellige måder, ved at; kæmpe, flygte eller stivne. Det afhænger af den specifikke situation, hvordan vi reagerer. Desuden er det ikke noget vi bevidst vælger, men kroppen reagerer helt automatisk alt efter, hvad der er mest hensigtsmæssigt i forhold til at overleve den farefulde situation.
Det er ikke særligt hensigtsmæssigt at begynde at tænke logisk, når det handler om overlevelse.

Almindeligvis vil vi nok flygte fra situationen, for at komme væk fra faren, men hvis dette ikke er en mulighed – f.eks. hvis der ikke er en flugtvej, kan vi kæmpe os ud af situationen. Hvis vi hverken kan kæmpe eller flygte, stivner vi – altså undgå at reagere på faren. Enten fysisk ved at “lege død” eller ved at lukke helt af, f.eks. ved at dissociere (dette er både flugt og stivnen på samme tid – sindet flygter, kroppen stivner).

Så når vi oplever frygt, er det fordi vi er i en situation, hvor vi er truet og er nødt til at overleve. Frygten aktiverer det sympatiske nervesystem og giver kroppen høj energi, så den kan yde det bedste i kamp eller flugt, for at overleve.

Dyrenes reaktion på frygt
Når et dyr oplever frygt og derfor er fyldt med høj energi, kan den (forhåbentlig) overkomme faren og når faren er ovre vil dyret ryste, skælve og trække vejret dybt. Dette er en måde for dyret af “ryste frygten af sig”, den har ikke brug for den mere. Når der kommer en farefuld situation igen, vil den reagere med frygt for igen at redde sit liv. Rent fysiologisk er det nervesystemet som kommer tilbage til normaltilstanden, derfor reagerer dyret med rysten, skælven og dybe vejtrækninger.

Menneskets reaktion på frygt
Men mennesket giver ikke slip på frygten på samme måde. Vores trusler er selvfølgelig heller ikke de samme som for tusinder af år siden.
Vi frygter andre ting, end at blive overfaldet af et rovdyr. Vi frygter ikke at være gode nok, at vi bliver forladt, eller at vi ikke når vores deadline.
 
Vores frygt er mere “avanceret” nu om dage, hvorimod det førhen var et spørgsmål om ren og skær fysisk overlevelse. Frygten handler dog stadig om  overlevelse; at vi har penge nok til at forsørge os selv, et tag over hovedet og at vi føler os som en del af et fællesskab (og kan undgå den sociale udstødelse, som også er en form for død).

Fra frygt til angst
Dyret ryster frygten af sig, sådan at den ikke bliver permanent – så frygten ikke bliver til angst. Hos mennesket derimod, bliver vi fastlåst i frygten og tænker over den (og frygter den!), i stedet for at være i Nuet, ryste den af os og give slip på den. Vi holder sammen på os selv, fordi vi ikke vil mærke frygten. Så vi holder fast på frygten og prøver at komme videre.

Frygt og tanker
Vores tanker er et stort problem når det kommer til frygt og angst. Dyr lever 100 procent i Nuet, de planlægger ikke ind i fremtiden eller tænker over fortiden eller deres eksistens. I forbindelse med frygt, angst og vores modstand mod ubehag, kan vi lære meget fra dyrene. Vi bærer på meget ubehag, ubehag vi ikke har brug for at bære på.
Hvis vi skulle gøre som dyrene, skulle vi give frygten helt lov til at komme og efterfølgende give vores krop lov til at reagere.
Hvis vi er virkelig bange, kunne vi starte med at acceptere den virkelighed, give os hen til det, og lade frygten gøre det, den skal gøre, i stedet for desperat at hænge fast i den og bære på den i årevis eller hele vores liv (det er nemmere sagt end gjort, men de mindste skridt tæller).

Kontrol
Ligesom at dyrene reagerer på frygt, så reagerer vi også på frygt. På samme måde reagerer vi også på angst, og som jeg ofte kommer ind på her på siden, så mener jeg at den største udfordring i forhold til angst ikke er angsten i sig selv, men vores reaktion – vores tilgang – til den.

Vores tilgang til angst og frygt, kommer sig nok af, at vi har et stort behov for kontrol.
Så er spørgsmålet bare; hvorfor kan vi ikke bare give slip på frygten, i stedet for at prøve at kontrollere den? hvad er vi så bange for ville ske? hvorfor er vi så bange for at føle angst? hvorfor skal vi have modstand mod noget, bare fordi det er ubehageligt? hvorfor er vi så bange for at give slip på kontrollen? måske er det vores rigtig form for overlevelsesmekanisme – at have evnen til at kontrollere os selv og vores liv.
Kontrol er overlevelse, hvis vi giver slip på kontrollen, vil vi så kunne overleve i denne verden?

Hvad hvis vi kunne få en anden tilgang til frygten og angsten, som ikke handlede om kontrol, men hvor vi gav den lov til at være det, den er? og hvordan ville den tilgang se ud?

Sådan er det, at “pakke sin egen rygsæk”

Nogle mennesker vokser op i familier, hvor de lærer, at de er gode nok som de er. De lærer at afstemme deres følelser, fordi der er nogle voksne som evner at tage hånd om deres følelser. Når børnene bliver voksne, er de modstandsdygtige overfor livets udfordringer, modsat børn fra dysfunktionelle familier, som nemmere bliver væltet af livets rustjebanetur. Dette indlæg handler om, hvordan det er at få f.eks. angst, når man er barn af dysfunktionelle forældre.

Jeg tror først det var for et halvt år siden at det gik op for mig, at nogle mennesker faktisk vokser op i en funktionel familie og at de har en rygsæk med sig, hvori de har lært hvordan de skal afstemme deres følelser, hvordan de kan gribe sig selv når de falder. De tror på sig selv, og tror på at verden er et trygt sted at være.

Når man som jeg har vokset op i en dysfunktionel familie, ser virkeligheden anderledes ud. Verden synes som et utrygt sted, man er sårbar og bliver man væltet eller får skrammer, så kan det føles som det værste i verden. Det er nok fordi, at man netop ikke har den rygsæk med som andre får, hvor man føler tillid til sig selv og verden og har evnen til at tro på sig selv og føle, at man er god nok.

Derfor kan det føles som en kæmpe stor ting, at blive ramt af angst, fordi det vælter én gevaldigt. Dengang det skete for mig, anede jeg ikke hvordan jeg skulle forholde mig til det. Jeg var så bange, så hyperårvågen og intet i mig kunne rumme det, intet i mig havde tillid til, at det nok skulle gå alligevel, intet i mig støttede mig.

Det er derfor en stor udfordring at få angst, når man kommer fra en dysfunktionel familie og det har det også været for mig. Måske også fordi, at kommer man fra en funktionel familie, så vender man sig måske mod sine forældre for at få tryghed og støtte når man får angst. Jeg vendte mig væk fra dem, fordi det gjorde angsten dét værre, at vende mig mod dem og bede om deres hjælp – fordi jeg havde erfarede, og blev ved at erfare, at de ikke havde den evne til at afstemme ubehaget hverken i sig selv eller i forhold til mig. Min angst blev værre af det.

Men det er ikke kun en udfordring, det er også en stor gave at få mulighed for, gennem angsten, at lære alle de kompetencer som mange lærer igennem forældrene. Nemlig at afstemme, støtte, rumme og holde sig selv, midt i det, som er så svært.
Det er kompetencer som løfter én videre til andre højder, det er kvaliteter som kan bruges i alle livets områder, og jeg er taknemmelig for, at jeg nu har fået den rygsæk med mig, selvom den kom senere i mit liv end hos andre!

5 stadier til at blive ven med din angst

Min holdning er, at for alvor at kunne slippe angsten, må man lære at blive ven med den. Lære at ændre sit forhold til den. Det er det, som har hjulpet mig allermest, fordi det har givet mig kompetencer som jeg ellers ikke ville have fået.

1. Forstå din angst
Begynd at udforsk, hvorfor du får angst. Hvornår startede den? Hvad er det, du frygter når du får angst? Hvorfor tror du, angsten er kommet?

2. Lyt til dine tanker
Når du får angst, så prøv at observér dine tanker. I starten er det nok noget af et virvar af tankemylder, der ikke virker til at have nogen klarhed, men jo mere du observerer tankerne, jo mere vil du begynde at høre dem som tydelige sætninger og derfor også bedre kunne starte en indre tankedialog med dig selv og begynde at spørge dig selv; Er denne tanke effektiv for mig?

3. Mærk din krop
Bliv bekendt med, hvordan din krop fysisk reagerer, når du får angst og tillad dig selv at mærke det, tillad din krop at føle angsten. Jo mere du kan reagere empatisk og kærligt overfor angsten, jo mindre magt har den over dig og jo mere vil du begynde at kunne adskille dig selv fra angsten – se den oppefra hvor du bedre kan have en distance til den og dermed ikke blive slugt totalt af den. Selv når du har fået fred med din angst, kan der stadig opstå angstsymptomer i kroppen, fordi kroppen er længere tid om at slippe følelserne end sindet er.

4. Vær kærlig, blid og empatisk overfor dig selv
Det nytter intet at begynde at blive hård overfor dig selv, når du f.eks. begynder at eksponere dig selv for angsten. Det kan godt være andre siger; du er nødt til at presse dig selv og gå ud af din comfortzone. Nej! Det eneste du er “nødt” til er, at lytte til dig selv. Hvis det føles rigtigt, gør det, hvis ikke så lad være. Der kommer ikke noget godt ud af at presse og stresse sig selv, når man i forvejen er meget følsom og måske nemt bliver angst. Vis dig selv forståelse og acceptér at du har det som du har det lige nu og her. Du må godt føle dig angst, du må godt føle det er svært og grænseoverskridende at være i, du må godt gå hvis du ikke kan klare det. Giv dig selv al den tilladelse du overhoved kan finde indeni. Uanset hvor slemt du har det, så bliv ved at komme tilbage til din indre kerne – bliv ved at komme tilbage til blidheden og ømheden overfor dig selv – respektér dig selv, hvert et skridt du tager er en sejr. Og hver gang du føler at du ikke kan noget, du gerne ville kunne, så vis dig selv kærlighed og empati i stedet for at slå dig selv i hovedet over det.

5. Tilbagefald er naturligt
Hvis du begynder at blive mere og mere ven med din angst, vil du også på et tidspunkt opleve tilbagefald og det kan nemt styrte ens tillid og tro. Men det er helt naturligt at tage nogle skridt frem og derefter nogle skridt tilbage. Du kan aldrig komme tilbage til nulpunktet, men det kan føles sådan! Men vid, at hver gang du bevæger dig fremad er det fordi du har fået nogle uerstattelige evner til at rumme angsten og de evner forsvinder ikke, bare fordi du får tilbagefald.

 

For at downloade min GRATIS e-bog klik her: Bliv ven med din angst – indtilkernen.com.

 

Hvad er dit bedste råd, til at blive ven med din angst?

Sådan er det at have undvigende adfærd (og sådan giver du slip på den)

Det er meget almindeligt at undgå ting, steder eller mennesker, når man har angst. Vi gør det for at føle os trygge.

Undvigelsesadfærd betyder, at du har udviklet en automatisk flugtmulighed som du bruger dag ud og dag ind. Det er svært at give slip på denne undvigelsesadfærd, fordi der er så meget angst forbundet med det, du undgår.

På grund af min undvigelsesadfærd udviklede jeg en angst for at være fanget i en situation – ikke kun fanget som i lukket inde i et rum, men også hvis jeg skulle sidde til bords med andre – det var en følelse af at være fanget, fordi jeg ikke syntes det var acceptabelt bare at gå fra situationen.

Jeg var angst for at få angst, når jeg sad i en sådan situation og angst for, at andre kunne se, at jeg blev angst. F.eks. kunne jeg mærke at jeg begyndte at rødme, især hvis opmærksomheden blev rettet på mig, jeg kunne ikke slappe af, og jeg frygtede at folk kunne se rødmen og ville kommentere på det. Jeg syntes det var underligt at rødme, når der ikke umiddelbart var noget at rødme/få angst over (i andres øjne).

At give slip på undvigelsesadfærden
Da jeg begyndte at give slip på min undvigelsesadfærd, var det fordi jeg følte mig klar til det og følte mig modig nok til at gøre det. Det var nemmere end jeg havde troet og jeg fik det bedre nærmest med det samme.
I stedet for at lytte til min undvigelsesadfærd og blive væk fra bestemte situationer, begyndte jeg at sige ja til mulighederne.

Dette er de 4 skridt jeg tog, til bedre at kunne give slip på undvigelsesadfærden og være i de situationer som jeg prøvede at undgå:

1. Jeg begyndte at fokusere på det jeg skulle; glæden ved at være i den situation, fremfor hvor bange jeg var for det.

2. I stedet for at fokusere på alle de forskellige tanker, begyndte jeg i stedet at fokusere på, at trække vejret, ikke sige så meget og i stedet lytte til hvad andre havde at sige og være opmærksom på hvad der skete omkring mig.

3. Hvis jeg fik lyst til at sige noget, så gjorde jeg det.

4. Det er vigtigt ikke at være hård ved dig selv, hvis du ikke føler du kan være i en situation. Det tager tid at vænne sig til, at noget som man før har undgået, pludselig er noget som man godt kan være i. Hvis du pludselig har behov for at undvige situationen, komme væk eller blive væk, så lyt til det og gør det. Du får ikke noget ud af, at presse dig selv. Vær tro mod dig selv og gør det, som føles godt for dig. Det er helt normalt at tage nogle skridt frem og derefter nogle skridt tilbage, for i det store hele bevæger du dig alligevel fremad.
Det er også okay, at du ikke føler dig angstfri – det er heller ikke formålet at være angstfri, formålet er at du lærer at være okay med at være dig – både med angst og uden angst.

Har du også undvigelsesadfærd? og er der noget du undgår af frygt for, hvad der kunne ske hvis du var i det?