3 råd til at tale med din indre kritiker

Først handler det om, at kunne identificere din indre kritiker, den indre stemme i dig, som står klar til at slå dig i hovedet, over hver gang du er menneskelig, hver gang du kommer til at træde i spinaten, siger noget pinligt, handler på en uhensigtsmæssig måde eller taler før du tænker.

Kritikeren er altid på spring og klar til at kritisere dig, nedgøre dig og bedømme dig. Uanset hvor godt du klarer dig, så har din indre kritiker altid en “men”-kommentar og er klar til at fortælle dig, at du ikke gør det godt nok eller er god nok.

Den indre kritikers stemme er meget højere end vores egen støttende, omsorgsfulde og empatiske stemme. Den indre stemme som støtter os og siger “du er lige som du skal være”, “du kan ikke gøre noget forkert”, “uanset hvad så er du god nok, også selv hvis du føler svære følelser”, “du klarer det så godt!”, “jeg er stolt af dig!” osv..

Læg mærke til, når du har været i en udfordrende situation eller når du føler at du ikke er god nok eller ikke føler dig tilpas i dig selv, hvilken stemme der kommer frem og hvad den siger..

Her er 3 råd til, hvordan du kan tale med din indre kritiker:

1. Skriv stemmen ned

Skriv ned hvad stemmen siger og læg mærke til, om det stemmer overens med virkeligheden. Skriv så et modsvar til stemmen.
Hvis stemmen siger: “Nej hvor var det forfærdeligt, du har virkelig gjort dig selv til grin, tænk du ikke engang vidste hvad du skulle sige og gik i stå. Hvor er det pinligt, hvad må de andre ikke tænke om dig?”
Så kunne et modsvar lyde:
“Det kan godt være, at jeg syntes det var pinligt ikke at vide hvad jeg skulle sige, det kan også godt være at folk tænker kritisk om mig. Og hvad så? Så må de gøre det. Jeg er ikke perfekt og jeg kan ikke gøre for at jeg nogle gange ikke ved hvad jeg skal sige. Jeg er bare menneske. Jeg gør det så godt jeg kan.”

2. Tal højt med stemmen

Sig højt, hvad stemmen siger, når den kommer og tal tilbage til den. På samme måde som at skrive et modsvar, men her kan du på en anden måde blive ved at tale til stemmen og begynde at mærke den anden stemme i dig, som støtter dig og som vil dig det bedste. Kritikeren vil dig ikke det bedste, den vil bare gerne kræve mere af dig.

Så når du begynder at høre stemmen, så sig højt hvad den siger, fx:
“Nu dummede du dig igen. Du troede rigtigt at folk kunne lide dig, men nu har du igen trådt i spinaten. Haha. Hvor er du sølle, nu kan folk se hvor lavt selvværd du er, du er slet ikke så selvsikker som de tror du er! Haha!”.

Det hjælper at lægge en bevidst stemme på, som ikke er din egen talende stemme, sådan så du lader som om at du “spiller” din indre kritiker. Din indre kritiker er ikke din egen stemme men er alle de krav og forventninger du har fået kastet i hovedet hele dit liv. Det er en illusion at der er disse forventninger til hvordan du skal være.

Så kan du tale højt tilbage (med din egen stemme) til kritikeren:
“Jeg kan høre på dig at du er meget påvirket af at jeg har trådt i spinaten. Det må også være rigtig ubehageligt for dig, at jeg ikke kan være perfekt. Men jeg er ikke en Gud. Jeg er ikke perfekt, jeg er helt uperfekt, og det er lige som det skal være. Det kan godt være at du ikke elsker mig som den jeg er, men jeg vælger at elske mig selv som jeg er, med alle de fejl og mangler jeg har og hele det uperfekte menneske jeg er.
Jeg kan ikke styre om folk tænker det ene eller det andet, og jeg gider ikke bruge min energi på at bekymre mig om det. Det kan du gøre hvis du har lyst til, du kan bekymre dig og brokke dig alt det du vil, det blander jeg mig ikke. Men jeg vil gerne være god ved mig selv og støtte mig selv. Jeg er ikke interesseret i at være hård ved mig selv, og jeg tillader dig ikke at være hård mod mig.”

Din indre, støttende stemme, er din sande stemme. Det er den stemme der er din det er den som vil dig det bedste og som er tålmodig og kærlig overfor dig.

3. Forestil dig, hvis du talte sådan til din bedste ven

En god måde at blive bevidst om, hvad det er den indre kritiker er ude på og hvad den “vil” med alle de kritiske ord og sætninger, det er ved at forestille dig at du sagde disse ting til din bedste ven. Hvordan ville det være? Hvordan ville din ven have det? Han/hun ville nok ikke føle sig særlig støttet eller holdt af. Hvordan ville du have det hvis din ven talte sådan til dig? Ville du så være venner med vedkommende? Ville du føle dig holdt af?
Det handler ikke om, at vi skal ignorere den indre kritiker. Det handler tværtimod om at lytte til den og kunne skelne den stemme med vores egen stemme. Vi kan komme til at tro, at den indre kritiker er vores indre, sande stemme. Og derfor lytter vi helt ubevidst til den. Vi skubber, presser og stresser os selv, til at være mere og gøre mere hele tiden, for det er aldrig nok, hvis det står til den indre kritiker.

Men der er hele tiden en anden del af dig – din indre, støttende, kærlige, empatiske og omsorgsfulde stemme. Den stemme er måske meget lav lige nu. Og fordi den indre kritikers stemme råber højt til dig, kan det være svært at høre den anden stemme.
Derfor er de ovenstående øvelser både til for at blive bevidst om, hvilken stemme der er den indre kritiker samt at styrke din indre sande stemme i at støtte dig, hjælpe dig og være der for dig!

#1 middel mod angsten

Forleden gik det op for mig; vi skal lære at tale med os selv og tale med angsten (og vores indre kritiker) – vi skal ikke lære at slappe af i situationen… 

Vi når alligevel aldrig til det punkt, hvor vi kan være afslappede 100 % af tiden – være cool, være rolige, når noget stresser os eller være afslappede når vores nervesystem påvirkes, enten af angstprovokerende situationer eller af reelle farer.

Vi lever i en verden, hvor alt i forvejen kører med 120 kilometer i timen. Hvor hver 7. dansker føler sig stresset og hvor vi jævnligt presser os selv langt mere end hvad vi burde. Vi skal ikke lære at slappe af, vi skal lære at få et klarere billede af virkeligheden. Vi skal lære at tale med os selv, stille spørgsmål til os selv, omkring hvorfor vi gør som vi gør, og om der er en anden måde at gøre det på.

Hvordan lever man på den “rigtige” måde?
I dag kom jeg til at tænke på, hvorfor er det at der er så mange som siger til os med social angst; “Bare pres dig selv til at være social”, når man fortæller, at man faktisk ikke har lyst til, eller kan holde ud at være sammen med andre mennesker. Hvorfor skal vi presse os selv til noget som vi ikke har lyst til. Der var et punkt i mit liv, hvor jeg ikke engang havde lyst til at være sammen med mennesker, selv hvis jeg forestillede mig et liv uden angst. Jeg var nået et punkt, hvor jeg ikke kunne mærke mig selv, hverken når jeg var alene eller sammen med mennesker, men jeg vidste at jeg havde behov for at være alene, for netop at mærke mig selv mere. Ligeså snart der var andre omkring mig, så lukkede jeg ned for mig selv og mine behov og pressede mig selv, og først da jeg var alene igen, kunne jeg se, hvad der var sket.

Hvem bestemmer, hvad der er “normalt”? hvem bestemmer hvad der er “rigtigt” eller “forkert” at gøre? Hvem bestemmer, hvordan vi skal leve vores liv?
Kun os selv.

Når vi begynder at stille spørgsmålstegn til den måde vi lever på, så kan vi bedre mærke os selv, og leve efter vores egne værdier. Dermed vil vi også høre vores indre stemme meget tydeligere – både den stemme som minder os om, hvad der er rigtigt for os at gøre (vores mavefornemmelse) men også den stemme, som hiver os den anden vej (den indre kritiker), som også er den stemme der siger; “slap nu af, prøv nu at tag det roligt, der sker dig jo ikke noget!”.
Hvorfor skal vi tage det roligt, hvis vi befinder os i en situation som presser os? Der er ikke noget i vejen med at vi bliver angste i bestemte situationer. Jeg ved godt, at når vi får angst, så er det ikke bare en “rationel frygt”, fordi vi tror vi bliver slået ihjel om lidt, så er det en anden frygt, en mere personlig frygt, som vi hver især må opdage hvorfor vi har. Derfor mener jeg nemlig også at angst er fuldstændig rationel! For det er den. For os. Der er en årsag til, at den er kommet, også selvom det ikke altid er tydeligt i situationen. Nogle gange lægger der en dybere angst under angsten.

Næste gang angsten kommer….
Så derfor, næste gang du befinder dig i en situation som giver dig angst, i stedet for at lytte til din indre kritiker, som fortæller dig at der er noget galt med dig, og du skal prøve at slappe lidt af, så begynd at tal til dig selv, tal til den stemme.
Begynd at øv dig i, at minde dig selv om, at der er en grund til du føler angst, at du godt må føle dig angst, at det er okay at blive bange og blive angst, at det ikke er forkert at få angst, at du ikke skal slappe af, men derimod give dig selv lov til at blive bange og miste kontrollen. Alt det her kan du sige inde i dig selv – du behøver ikke sige det højt (hvis nu der er andre omkring dig, som ikke skal høre det).
Der er en, som altid er med dig – hvis du vælger at han/hun skal være der – og det er dig selv. Tag dig selv (og ansten) i hånden, fremfor at kaste angsten væk og forsøge at slappe af. Nej! du skal ikke slappe af.

Jeg lover dig, begynder du at give dig selv lov til at få angst, lov til at gå i panik, så vil du med tiden opleve meget større ro, mindre angst for angsten og større evne til at tale med dig selv i situationen. Det er ikke farligt, at tillade os selv at mærke angsten. Angsten er en nøgle, til at komme tættere på dig selv.