Fra min dagbog #3

Om at have angst og skam over at få besøg.

04.03.13

22 år gammel 

Det er skræmmende, tarveligt og unfair, at livet skal være så svært for mig. Det er ikke engang i sådan en grad, hvor jeg kan lave sjov med det og tænke, når ja, og hvad så? Det er seriøst det her jo.

Jeg har haft skærende hovedpine det meste af i dag, på trods af, at solen har skinnet og himlen har været blå.

Jeg skal eksponere mig selv overfor ubehagelige situationer, men for mig er det umuligt bare at gøre det, jeg skal tage bitte små skridt, hvor jeg oplever lidt angst men ikke så det overvælder mig. Men hvad gør man lige når hele ens liv er angstfuldt? så er der jo ingen trin, fordi alt er ubehageligt for mig.

For en måneds tid siden, troede jeg jeg kunne opdele min angst i grupper over mere eller mindre angstprovokerende situationer. Men nu virker det bare som om det hele er én kæmpe smøre, som jeg ikke kan finde hoved og hale af. Det hele er angstfuldt.

Det gør mig rasende. Jeg lider af socialfobi og har gjort det i tre år og mennesker skræmmer mig stadig. Så lang tid efter.

Jeg har været ærlig overfor dem omkring mig, og fortalt det jeg føler jeg kan fortælle. Ikke alle har kunne forstå det lige godt, men det i det mindste har jeg været ærlig. Men alligevel skammer jeg mig, jeg kan mærke det, lige indimellem – jeg tror at jeg er rigtigt fri og løsrevet fra skammen, men i virkeligheden er det et spil, hvor jeg lader som om, at jeg er ovenpå, at jeg er kommet forbi den følelse, af at skamme sig.

Jeg tror først, at jeg er kommet forbi skamfølelsen, når jeg rent faktisk i en situation (hvor jeg får angst) tør kigge på personen jeg sidder med, og sige: “Jeg bliver rigtigt nervøs lige nu. Jeg skammer mig virkelig meget over det, for jeg ved ikke hvorfor.” = Jeg er ærlig, ja, jeg skammer mig, men i det mindste siger jeg det. Jeg erkender det.

Jeg kan ikke engang forklare i ord eller til nogen, hvor bange jeg er for at få besøg af nogen som helst, at skulle opleve at gå fuldstændig i panik, svede, ryste, blive rød i hele hovedet, være urolig og fuldstændig skamfuld.

Jeg er så bange for det, og alligevel ved jeg, at jeg bliver nødt til at indse det. Selvfølgelig skal jeg ikke tvinge mig selv til at være i den værst tænkelige situation, men jeg skal lige så stille vænne mig til at få besøg.

Jeg er ked af, at jeg skal have det sådan her. På det sidste har jeg tænkt så meget på at dø. Hvor befriende det må være, at ikke skulle kæmpe mere, bare endelig kunne få fred. Det er så smertefuldt at tænke på, at det skal være så hårdt at være i live, når man ved, at det er en million gange lettere at undgå det.

Jeg er træt af at finde løsninger til, hvordan jeg skal være i en situation. Jeg er træt af at leve i konstant angst for, at folk skal se mig. Se, hvor skamfuld jeg føler mig.

Jeg har stadig en meget kontrolleret adfærd, der gør, at jeg ikke kan give helt slip, og derfor ikke bare kan sige at det er okay, at jeg rødmer og bliver nervøs. Jeg får så ondt af mig selv, at jeg skal have det sådan her, at jeg ikke har nogle penge, at jeg ikke engang har råd til at få hjælp af den terapeut jeg endelig føler tillid til, og føler kan hjælpe mig.

Jeg er træt af det her liv, træt af at kæmpe så meget for at leve det. Hvad kæmper jeg for? hvad er der inde under alt den angst? Hvad er det for et liv jeg lever, er det overhoved det værd? Er jeg det værd?…

Jeg har ondt af mig selv. Når jeg ser mig selv udefra, og læser disse ord, som var det en anden der havde skrevet dem – hvilket jeg nogle gange også føler jeg er – tænker jeg, hvor smertefuldt det er.

Det er forfærdeligt at jeg skal leve sådan et liv. Alle de ting, som jeg før i tiden havde glæde af – alt det sociale, at føle mig som en del af noget, at gøre de basale ting…. det bliver jeg nødt til undgå nu, fordi jeg er bange.

Hvis mennesket er socialt af natur, bliver jeg så nogensinde menneske?

Jeg har altid kunne lide at være alene. Da jeg var 18 begyndte jeg at være mere social – mere snakkesalig i skolen, fik flere veninder og tog mere ud. Jeg har dog altid haft behovet for at være alene – jeg er ambivert (når man både er introvert og ekstrovert). Nogle gange er jeg meget udadvendt og andre gange, har jeg brug for at trække mig ind i mig selv og ikke skulle forholde mig så meget til andre mennesker.

At være sammen med andre kan give mig meget energi og glæde, men bliver det for meget, så bliver jeg drænet eller udmattet og har brug for alenetid. Jeg har også mere tendens til at føle mig ekstra sensitiv, hvis jeg har været meget sammen med andre mennesker. Jeg suger som en svamp andre menneskers ord, humør og stemninger til mig, og det påvirker mig. Derfor har jeg behov for at lære at beskytte mig selv, hvis jeg gerne vil omgås mennesker mere end jeg gør nu.

Mennesker er sociale. Vi har brug for at være sociale, for at mærke at vi lever, for at føle at vi bliver styrket som mennesker, og fordi vi har behov for at blive spejlet og spejle andre. Det er en del af det, at være menneske.

Men hvad gør man, når man som mig, har så svært ved at være sammen med andre mennesker? Enten pga social angst eller fordi man er meget sensitiv og derfor nemt bliver påvirket af andre mennesker?

De fleste mennesker er sociale på et dagligt basis. De har deres partner, deres venner og veninder, familien, deres arbejdsplads eller skole og fritidsinteresser som kan involvere andre mennesker. Vi er hele tiden omgivet af mennesker, men det mest almindelige er jo, at vi hver dag relaterer os til andre mennesker.
Jeg er ikke en af dem. I perioder har jeg arbejdet dagligt, og derudover set mine venner eller familie når jeg har haft fri. Men i den periode jeg er i nu, har jeg meget mindre behov og overskud til at se andre mennesker – både i forhold til at skulle på arbejde, men også i forhold til det sociale derudover.

Når jeg går på arbejde, kan jeg godt undgå at socialisere mig med mine kolleger, og blot fokusere på arbejdet. Og det gør jeg også, så vidt det er muligt. Mine venner og familie er også forstående overfor de perioder, hvor jeg har sværere ved at være social.
I disse perioder har jeg mere behov for alenetid, at trække mig ind i mig selv, være kreativ, lave musik, ordne mit hjem og få lavet de praktiske ting jeg nogle gange får udsat.

Ofte bliver jeg ramt af tanken; “kan jeg nogensinde blive et velfungerende menneske i den forstand, at jeg kan have en kæreste, kan se mine venner og familie hver eneste uge og derudover have et fuldtidsarbejde?”. Det er meget urealistisk for mig som tingene ser ud lige nu. Nogle gange så virker det som om, at sociale situationer avler sociale situationer. At jo mere jeg er social, jo mere har jeg også lyst til at være endnu mere social. Alligevel så når jeg altid et punkt, hvor jeg får for meget, og har lyst til at spole tiden tilbage, eller skrue tempoet helt ned, for at kunne mærke mig selv igen.
Måske er det fordi det er så svært at finde en balance, hvor man kan balancere arbejde, venner, kæreste og alt det løse. Jeg har svært ved at forstå, hvordan nogle kan det i mange år – ja i et helt liv. Jeg virker til kun at kunne være velfungerende 30 % af året. De andre 70 % forsøger jeg at balancere mit liv igen, først ved at komme tilbage til mig selv og mit udgangspunkt, og så ved at komme tilbage til mit mere eller mindre sociale liv igen.

Nogle gange så kan jeg også bare meget bedre lide at være alene, end jeg kan lide at være sammen med andre mennesker. Ikke pågrund af de andre, men pågrund af mit eget behov for at kunne slappe af med mig selv.

Jeg har brug for at lære, hvordan jeg kan balancere de forskellige områder i mit liv. Det er som om, at når jeg kommer ind i en social periode, så glemmer jeg helt, at jeg også har behov for at være alene – så går jeg helt over i den ene grøft, hvor jeg kan have en aftale hver dag. Pludselig bliver det for meget, og så har jeg behov for at trække mig helt væk igen. Næste gang det sker, skal jeg nok prøve blot at tage en hel dag hvor jeg kan fokusere på mig selv og mine behov og så lave en aftale den følgende dag, for stadig at smage på det sociale liv, sådan så jeg ikke bouncer tilbage i den anden grøft, hvor jeg overhoved ikke er social længere.