7 konsekvenser af at vokse op med en narcissistisk mor

At vokse op med en narcissistisk mor sætter ar på sjælen. Ar som man skal leve med resten af livet. Svigtet kommer ikke tættere på, end når det er ens egen mor. 

En mor skal lære en, at den man er, er rigtig uanset hvad man føler. En mor skal lære en, at det er sundt og godt at sætte grænser, at det er okay at være forskellig fra hende og have egne meninger og holdninger, og at et barn aldrig kan være skyld i, hvordan forælderen har det, men det er den anden vej rundt.
En mor skal give omsorg og empati, skal lytte, være imødekommende og rolig og være den, man kan komme til, når man føler sig utryg eller bange.

Min mor var alt det modsatte af det. Jeg var bange for min mor, og er det stadig. Jeg har ikke gode minder omkring hende, og selvom jeg kan finde udadtil “lykkelige stunder”, så var der altid en følelse af, at jeg aldrig var god nok og aldrig kunne være tryg nok.

Der var en konstant følelse af, at jeg aldrig kunne slappe af. Jeg havde ondt i maven hver dag i nok syv år, men jeg havde vænnet mig til, at det var normalt at have ondt i maven. Jeg kunne ikke komme til min mor og tale om de ting der var svært for mig, for det hele handlede om hende og hvordan hun havde det.

Selvom hun aldrig fysisk har gjort mig ondt, så har hun psykisk og følelsesmæssigt gjort mig ondt hver dag siden jeg blev født.

Min mor ser sig selv som et lam – en engel, der intet ondt kan gøre eller være, hun kan ikke forene sig selv med den ulv hun er, som ødelægger alt på sin vej, efterlader sine børn og alle andre omkring hende forslået, ødelagte, knuste, kede af det. Hun kan ikke finde ud af, at tage ansvar for sin adfærd, og hun har altid været af den overbevisning, at jeg aldrig kan give andre “skylden” for at jeg er blevet såret.

Det er en god måde, at fralægge sig ansvaret for at man har opført sig modbydeligt – at kaste den tilbage på vedkommende og sige; “Det er dig der har et dårligt selvværd, det er dig der ikke tror nok på dig selv, det er dig der bestemmer om andre kan såre dig, det er dig der er svag fordi du føler dig såret”.

Her er 7 konsekvenser af, at have en narcissistisk mor:

1. Lavt selvværd og selvtillid
Jeg tror ikke på, at jeg er god nok, for jeg har altid følt mig uønsket og uelsket af min mor. Jeg har altid følt, at jeg ikke burde være blevet født, fordi hun har behandlet mig derefter. Fx ved at ignorere mig. Noget man måske tænker, ikke kan være så slemt, men at blive ignoreret er den værste følelse for et barn – at føle sig usynlig, ligegyldig, intet værd.

Jeg har svært ved at tro på egne evner, kende mine behov, grænser eller meninger – jeg kan tvivle helt på mig selv, og ikke vide hvilket ben jeg skal stå på. For som barn kunne jeg rette mig ind efter min mors behov og har lagt mig selv til side – nu når jeg ikke har kontakt til hende, står jeg for mig selv, og skal lære mig selv at kende helt på ny. Min mor har aldrig kendt mig, for jeg har aldrig kendt mig selv. Min barndom har handlet om hende først og fremmest.

2. Ensomhed
Som en forlængelse af at blive ignoreret så meget og ikke lyttet til, har jeg også været meget alene og har følt mig ensom hele min barndom og gør det stadig som voksen. Det er en nagende følelse der lægger lige under overfladen hele tiden. En følelse af, at uanset hvor jeg er eller hvem jeg er sammen med, så er jeg afskåret og isoleret.

Det er som at være fanget i et glasbur – jeg kan aldrig rigtig nå andre og andre kan ikke rigtigt nå mig. Som at være fremmed i mit eget liv og stå helt alene, også selvom der er mennesker omkring mig.

3. Skyldfølelse 
Skyldfølelsen sidder dybt, for den har altid været der. Min mor har sørget for at læsse sin egen skyld af på mig og sørget for at forsikre mig om, at det er mig, den er gal med. Det er mig der er skyld i, at jeg føler som jeg gør, at det er mig der er skyld i, hvis nogen mobber mig eller hvis jeg har udfordringer i mit liv. I hendes øjne er det er også mig der er skyld i, at jeg ikke kan have en relation til mine forældre, fordi jeg ikke har været et godt nok barn.

Alting kan rettes hen på mig som den skyldige. Jeg er så småt begyndt at kunne ryste skylden af mig – jo mere jeg kan se, at det er hende der er syg, jo bedre kan jeg ryste skyldfølelsen af mig og give den tilbage til hende. Det har aldrig været min skyld.

4. Skamfølelse 
Skammen er den følelse der er der allermest, og som virker til at indeholde alle områder af det narcissistiske svigt. Skamfølelsen er følelsen af at være 100 % værdiløs. Det er følelsen af at være det mest ubetydelige, lille, forkrøblede og forkvaklede menneske i verden.

Følelsen af at ikke skulle være blevet født, fordi jeg er så fyldt med forkerthed, fejl og mangler, og det kan ikke føles okay at have disse mangler, fordi jeg har lært at det er forkert at føle lavt selvværd – det burde jeg ikke føle, når nu jeg har en mor som er et lam og som har gjort alt for mig. “Hvor vover du at have lavt selvværd, når jeg har gjort så meget for dig, du burde være taknemmelig!”. Hele tiden bliver det skubbet af vejen og hele tiden handler det om hende – at hvordan kan jeg have lavt selvværd når hun er det blideste og kærligste menneske der findes? Så må det jo være mig, der er i mangel.

Samtidig har jeg også fået af vide, at grunden til at tingene er som de er, er fordi jeg er et menneske med lavt selvværd, grunden til jeg føler mig svigtet er ikke fordi jeg er blevet svigtet, men fordi jeg er et svagt menneske som tager alting til mig – jeg forværrer et problem der ikke er der. I virkeligheden er det hende, som altid har forværret de problemer der ikke var der.

5. Sorg 
Sorg over at have mistet min barndom. Sorg over at have mistet mine forældre. Sorg over at have mistet familien. Sorg over aldrig at have fået muligheden for sunde forældre. Sorg på grund af det dybe svigt over ikke at føle mig elsket. Sorg over, hvordan det dejlige lille menneske jeg var, ikke fik lov at blive elsket, men blev trådt på og skubbet væk.

6. Forladthedsfølelse 
Svigtet bunder i forladthedsfølelsen. Når jeg har oplevet at blive fejlspejlet konstant, så er det ligesom at blive følelsesmæssigt og fysisk forladt. Der er både nogle øjne, som ikke fysisk har set mig eller som har set igennem mig og samtidig er jeg ikke blevet lyttet til eller mødt med omsorg og empati. Følelsen af, at blive forladt, er følelsen af at blive overset.

Forladthedsfølelsen er en følelse som meget nemt bliver trigget i mit liv, fx hvis jeg har en aftale og vedkommende kommer for sent, uden at sige noget, eller hvis folk i offentligheden går ind i mig eller fysisk ikke ser mig. Forladthedsfølelsen er også bundet sammen med sorgfølelsen – når jeg føler forladthed føler jeg også sorg.

7. Kompleks PTSD , angst, depression, stress, oversensitivt nervesystem, utryghed 
Jeg har Kompleks PTSD, angst, depressive perioder, perioder med stress, stor utryghed og et meget sensitivt nervesystem helt generelt. Derudover indeholder kompleks PTSD alle ovenstående områder og er en daglig reminder om, at jeg er blevet knækket af en narcissist.

Jeg kan regne med alt det ovenstående. Hvad jeg ikke kan regne med, er de dage hvor jeg føler mig mere tryg, mere okay, mere glad eller ikke lige så sensitiv. Reglen er lidelse og utryghed, undtagelsen er okay-hed og at føle mig stærk og tryg.

Gaslighting: Sådan retfærdiggør narcissister deres adfærd

Her den anden dag gik noget op for mig, nemlig hvordan narcissister som min mor indvendigt kan retfærdiggøre deres adfærd. Det vil jeg gerne skrive lidt om i dette indlæg.

 

Hvad der kendetegner en narcissist

Narcissistisk forstyrrede mennesker har ikke evnen til at føle empati. De idealiserer sig selv og føler sig som bedre og mere specielle mennesker end andre. Alt det gode der sker, skal handle om dem , det er deres fortjeneste, fordi de er så særlige mennesker. Alt det dårlige der sker, det er andres skyld og andres ansvar.

Jeg husker at min mor altid var god til at stå op for mig, når det kom til andre mennesker – mobbere i skolen, dårlige lærere eller andre mennesker udenfra hjemmets fire vægge, som behandlede mig dårligt. Hendes egen dårlige adfærd, den ville hun aldrig tage ansvar for.

Når hun skældte ud, uden grund. Hævede sin stemme over de minimale ting i hverdagen. Når jeg stille og roligt viste min mening eller holdning om noget, og hun slog hårdt ned og forsøgte at gøre alt for at overbevise mig om at hendes holdning var den rigtige.

Jeg måtte ikke være forskellig fra hende (men jeg måtte heller ikke være ligesom hende – en narcissist). Jeg skulle spejle hende rent, sige “ja mor” til alt hvad hun sagde og være med til at vedligeholde hendes syn på sig selv, som værende den bedste og vigtigste person i verden.

Derfor måtte jeg ikke have egne behov og holdninger, for det ville betyde at jeg var vigtigere end hende.

Når vi reagerer på narcissistens adfærd

Når folk omkring en narcissistis som min mor, reagerede på hendes adfærd, så ville hun ikke se det som en reaktion på hende – det kan umuligt være en reaktion på hende, når hun er så perfekt. Derfor må det være en fejl eller mangel i personen, der gør at de opfører sig sådan.

Hvis du sætter grænser overfor en narcissist, viser dine behov eller meninger, hvis du tror (lidt for meget) på dig selv eller hvis du siger nej til den måde de behandler dig på, så skal du regne med at narcissisten vil reagere på dette, på følgende måde og dette er en måde de kan retfærddigøre din adfærd på og fastholde dig i, at det er dig den er gal med:

– Du må have ekstreme krav på grænser og er alt for rigid – fordi du har helt naturlige grænser, som er sunde og gode at have.
– Du er meget krævende  – fordi du har helt naturlige, menneskelige behov
– Din mening er helt hen i vejret, latterlig og er minoritetens mening – fordi din mening ikke er hendes
– Du skal skrue ned for din selvtillid, for ingen kan lide en der er egoistisk  – fordi du tror på dig selv og sætter dig selv i første række
Du må være ekstremt overfølsom og have urealistiske høje krav til hvordan andre behandler dig – fordi du ikke vil behandles dårligt.

Problemet er ikke dig – problemet er narcissisten.

Alt denne retfærddiggørelse er bare en del af hjernevasken, den hjernevask der også kaldes for gaslighting. Gaslighting skal få dig til at tro, at det er dig der er i mangel, dig der er overfølsom, dig der er oversensitiv, dig der har urealistiske høje krav, dig der ikke kan acceptere narcissisten som hun er. Det er dig der er problemet! Og når det er dig der altid er problemet og den der skaber problemerne, pågrund af din store indre mangel som menneske, så kan det aldrig være hende der er problemet.

Hele årsagen til at, man reagerer på narcissistens adfærd, er fordi adfæren er uempatisk, ondskabsfuld, uforstående og ikke-acceptabel. Det er ikke dig der er problemet, du reagerer på problemet. Problemet er narcissisten.

Narcissisten vil aldrig kigge indad og forsøge at forstå hvilket ansvar hun har i situationen. Hun vil gøre alt for at bruge dig som det mangelfulde menneske, til at retfærdiggøre sin egen dårlige adfærd.

Jeg vil bruge det overordnede ord hjernevask, som også gaslighting hører under.

Narcissistisk hjernevask

Sidst jeg havde en egentlig kontakt med min mor, fik jeg skrevet alt det ned, som jeg følte jeg havde brug for at fortælle hende. At jeg ikke følte mig elsket af hende og ikke følte mig god nok.

Hendes respons var bl.a. noget der lød noget a la dret her:

“Jeg er ked af, at du ikke følte jeg kunne elske dig, sådan som du havde brug for at blive elsket”. 

Det jeg læste det, kan jeg huske jeg blev lettet og tænkte – hun forstår alligevel noget, hun kan godt acceptere de ting jeg fortæller hende og går ikke amok på mig over det.
Hun er faktisk ked af, at hun ikke kunne elske mig!

Først forleden, 2 år efter mailen, er det gået op for mig, hvad hun egentlig forsøgte at sige (eller retfærdiggøre) med den ebsked.

Hun kaster det over på mig og fraskriver sig alt ansvar i at jeg følte mig uelsket: “Jeg er ked af, at du ikke følte jeg kunne elske dig som du havde brug for at blive elsket.”

Det gik op for mig, at det er den her slags hjernevask, hun har kørt på mig hele livet. Det har været denne form for beskeder, som har fået mig til at tro på, at hun jo var en god mor. Hun kunne jo godt håndtere kritik med en rolig respons. Hun vidste godt, at hun ikke kunne elske mig. Hun vidste godt, at hun havde en mangel og ikke kunne give mig den kærlighed, som en mor skulle give et barn.

Men først nu er det gået op for mig, at dette er et eksempel på den hjernevask der er stået på, siden jeg blev født. Hun har vist sig fra en god og kærlig side, men inddirekte har hun hjernevasket mig, ved at kamouflere sin egentlige hensigt – som var at rette ansvaret og problemet overpå mig og helt uden jeg overhoved lagde mærke til det.

Hun har brugte sin falske empati, til at dække over det faktum, at hun har været igang med at hjernevaske sit eget barn til at tro, at al den dårlige adfærd hun selv har udøvet, bunder i en mangel og forkerthed i mig.

Det er ikke så mærkeligt at jeg stadig den dag i dag kæmper med skam og forkerthed over mig selv.

Det har altså i virkeligheden handlet om, at hun kunne retfærdiggøre sin adfærd, ved inddirekte at sige at det var mig, der var i mangel. Mig, der havde urealistiske behov for at blive elsket, mig, der havde for mange krav til hende som mor.

Hvis hun ikke havde været narcissist, ville hun måske have skrevet:

“Jeg kan godt forstå, at du ikke følte, at jeg kunne elske dig. For det kunne jeg ikke.
Jeg kommer selv fra et kærlighedsforladthjem, hvor min mor kæmpede og mine behov for at blive elsket blev skrottet, fordi jeg skulle være der for hende.
Jeg kan se at jeg ikke har haft evnen til at elske hverken mig selv eller dig, og det er og bliver aldrig dit ansvar eller din skyld, det tager jeg på mig”.


Den onde cirkel fortsætter, hvis vi ikke vågner op

Narcissistens adfærd er jo også en reaktion på noget, ligesom at vores adfærd overfor narvissisten er en reaktion på deres adfærd.

Men den store forskel ligger i, at narcissisten:
1) ikke har evnen til at kigge indad, have selvindsigt og selvreflektion eller forstå eget ansvar i relationer eller konflikter,
2) ikke forstår at hendes egne høje krav og forventninger til andre, manglende kærlighed til sig selv og andre og manglende empati er en reaktion på hendes eget barndomssvigt, som hun ikke har taget hånd om og
3) når det handler om en forælder-barn-relation, så vil barnet altid reagere på forælderen, forælderen kan IKKE tillade sig, at reagere på barnet.

For barnets adfærd er altid en reaktion. Når man selv er resultatet af at være blevet svigtet i barndommen, så ligger ansvaret KUN hos en selv og ens forældre, IKKE ens egne børn! Dem skal man blande helt udenom de traumer.

Desværre er det meget usandsynligt at narcissister vågner op til virkeligheden og kan forstå dette. Derfor vil den onde cirkel fortsætte. Medmindre narcissistens børn vågner op og stopper den onde cirkel, så vil børnene når de bliver voksne og selv får børn, fortsætte svigtet med deres egne børn – altså vil alt det svigt, skam og traumer der er forgået i hjemmet med en narcisstisk forælder blive flyttet over til de børn, man selv får. Og sådan kan det blive ved…

At få børn er en måde hvorpå mennesker med traumer kan forblive ubevidste og fortsætte den onde cirkel, så deres børn kan tage sig af den smertefulde byrde, sådan så de ikke selv skal gøre det.