Lær at forstå årsagen bag dine psykiske udfordringer

Indenfor det psykiatriske og lægelige system, der er der ét syn på psykiske lidelser: det er en sygdom. Allerede dér har vi et problem. 
Der, hvor læger og psykiatere kunne hjælpe os, der har vi stor risiko for at opleve forværring og fastholdelse i vores tilstand. 

Hvorfor mon nogle er syge hele livet med en psykisk lidelse?
Kan det være fordi at det bliver set som en sygdom af dem, der skulle hjælpe os?

Jeg mener allerede der et et problem ligeså snart at vi gør psykiske udfordringer til en sygdom. Den medicin vi bliver tilbudt, har det formål at justere signalstofferne i hjernen for at kunne behandle symptomerne på sygdommen.

Jeg har aldrig oplevet i sygesystemet, at mine psykiske udfordringer bliver set som det, de er – en reaktion på noget. Min komplekse PTSD er en reaktion på traumer i barndommen. Selvfølgelig gør det, at jeg er udsat på forskellige områder, jeg har symptomer og jeg er forhindret i at leve mit liv på en måde, som folk der ikke har PTSD.
Men det gør mig ikke til et forkert eller mangefuldt menneske. Den overbevisning, at vi er mangelfulde er blot med til at fastholde den overbevisning vi har om os selv – at vi er forkerte, ikke gode nok, skamfulde, skyldige osv. Dermed sidder vi allerede dér fast i vores udfordringer, frem for at forstå at det er et resultat af noget, som vi ikke er bevidste om.

Desværre så er det det fokus der er på psykiske udfordringer. At det er en mangel i hjernen. Da de fleste psykiske lidelser nok i første omgang stammer fra et eller flere traumer samt er arvelige, så synes jeg det er en alt for nem måde at beskue det på. Det er alt for nemt at sige, at det er en mangel i mennesket, han er syg – der er noget galt med ham – og nu skal vi have ham behandlet så han kan blive “rask” igen.

Hvad er der også blevet af, at alle mennesker oplever psykiske udfordringer, også selvom det langt fra er alle der får en diagnose?

Sygesystemet er meget opsat på at skulle diagnosticere, udrede, medicinere, symptombehandle osv. Frem for at forstå årsagen bag disse symptomer og at det er helt naturlige reaktioner. Reaktionerne bliver gjort forkert – det er noget vi skal fjerne, for det er ikke normalt! Men det er lige netop det det er – det er helt normalt at reagere på den måde, vi hver især reagerer på.

Det er også derfor jeg ikke køber den der med, at “din angst er irrationel”. Den er da dybt rationel, når vores hjerner hver især er indstillet på en bestemt måde, som både er resultat af det arvemateriale vi har fået men også den opvækst vi har haft. Der er alt for lidt fokus på forældre, lærere og andre autoriteters rolle i vores opvækst og især de første 3 år.

De færreste af os kan overhoved huske tilbage til før vi var 3 år, og dermed er der ikke nogen der ved, hvad vi har været udsat for.
Vi skal også stoppe med at holde hånden over forældrene og gøre dem til noget mere og bedre end hvad de er – forældre er også mennesker med deres eget arvemateriale, deres egne traumer og som også i større eller mindre grad (mere eller mindre ubevidst) har traumatiseret deres børn.

Man behøver ikke at være alkoholiker, slå sine børn eller misbruge dem seksuelt, for at traumatisere sine børn. Et hadefuldt blik eller en hævet stemme er nok til at sætte sig i barnets hjerne og skabe en mistillid og utryghed til andre mennesker, som siden kan udvikle sig til alverdens psykiske lidelser.

Så hvorfor gør vi det til noget sygt – det vi går rundt med?
Hvorfor ikke have fokus på årsagerne, på at forældrene faktisk kan have sygelige tendenser, ikke har forståelse for hvordan man behandler børn på en respektfuld og kærlig måde, frem for at acceptere, at bare fordi ens forældre kom hjem hver dag, krammede én eller gav en mad og tøj på kroppen, at så har de ikke skabt et traume i én?

Jeg tror det er meget svært for os, at acceptere hvilken rolle vores forældre har haft for vores psykiske udfordringer. Men deres rolle er altafgørende!
Måske er det også vores kultur – vi skal respektere vores forældre, vi skylder dem alt fordi de gav os livet.

Men husk på, dine forældre er også bare mennesker. De er langt fra perfekte.
Forældre skal heller ikke være perfekte, men det er vigtigt at huske på, hvad der skal til for at et barn får en tryg og tillidsfuld opvækst og tilgang til sig selv og verden.

Så selv hvis du “bare” tumler med lavt selvværd, så kan du godt begynde at kigge tilbage på din opvækst og hvilken rolle dine forældre har haft i det.

Jeg tror nærmest alle af os går rundt med lavt selvværd, og det lave selvværd er det gennemgående element i alle psykiske lidelser.

Opbygningen af vores selvværd sker i barndommen.. dermed er vi nødt til at se tilbage og forstå hvordan vores barndom og opvækst har været, for bedre at kunne forstå os selv som hele mennesker – frem for halve, syge mennesker.

Er du en pleaser?

Så er du nok ligesom mig også perfektionistisk. Du vil gerne sørge for, at alt er som det skal være. At folk omkring dig har det godt, og du er nok ikke altid bevidst om, hvornår du er pleaser.

“If it ain’t broken, fix it” er mit pleaser-mantra nok. Jeg vil gerne fixe en situation, også selvom der ikke er noget at fixe.

At vi pleaser, kan have noget at gøre med, at vi gerne vil have, at andre skal kunne lide os, fordi vi pleaser dem. Vi har måske lært, at når vi pleaser andre så bliver vi bekræftet, så føler vi os elsket. Og måske er det, som hos mig, også for at undgå at mærke skam.

Man siger at skammen har to udtryk, når den er ude af propertioner (sund skam er naturlig og vigtig): enten gør vi et forsøg på at gøre os mere menneskelige (gudelige) eller også gør vi os mindre menneskelige (undermenneskelig). Begge yderligheder er et resultat af, at vi er styret af skam.

Når vi prøver at være overmenneskelige – mere end et menneske – er det her hvor vi gerne vil være perfektionistiske, vi stræber efter de bedste karakterer, at vi gør tingene til perfektion, og hvis ikke vi formår at yde dette, så føler vi at vi har fejlet som menneske. Vi sætter tårnhøje krav til os selv – umenneskelige krav, om at please alle og være perfekt hele tiden. Det er urealistisk.

Jeg er begyndt at prøve at lægge mærke til, når jeg pleaser og hvorfor jeg pleaser. Er det bare en automatisk respons jeg har, et instinkt som siger mig, at jeg må og skal please? eller er det fordi jeg gerne vil glæde dette menneske for han/hendes skyld? Har jeg mig selv med i det? hvor er jeg henne i det her? har jeg sat mig selv til side for at please?

At please handler ofte ikke om den man pleaser, men om en selv. At man føler at man er nødt til at yde sit allerbedste, for ikke at føle sig skamfuld. For når man føler at man har fejlet, så kan man føle sig fejlfuld som menneske og dette kan gøre at man føler man er et skamfuldt menneske, hvis ikke man præsterer til perfektion.

Så hvordan kan vi vende skuden? Hvordan kan vi begynde at have os selv med, ikke glemme os selv, lære at vi er gode nok som vi er, eller lære at vi ikke skal være perfekte, at det naturlige er at være uperfekt…?

Det første skridt kan være, at man kan sige til en der står én nær, at man ikke føler sig god nok. At man føler sig skamfuld over den man er. Sætte ord på den følelse af uværdighed man har, blive bevidst om at man har et behov for at kompensere for ens lave selvværd, og at det er det man prøver at gøre, når man pleaser andre eller forsøger at være perfekt. Det er en flugt fra følelsen af mindreværd og skamfuldhed. Det er ikke meningen vi skal være perfekte og fejlfrie. Men et sted i os tror vi måske på, at lykken er at være det. At hvis vi bare sørger for at holde skammen væk, holde mindreværdet på afstand, så kan vi sørge for kun at mærke at vi sejrer, får succes og præsterer. Så kan vi undgå alt det andet, alt det smertefulde.

Værdifuldhed ligger ikke i hvad vi gør, men hvem vi erAt vi er. Det at vi kan eksistere, være tilstede lige nu, med os selv og de følelser og tanker vi har. At vi tør se os selv i øjnene, at vi tør se andre i øjnene og stå op for os selv og vores totalt fejlfuldte, uperfekte selv. For det er det vi er. Uperfekte. Og det er meningen vi skal være det. Vi er perfekt uperfekte.

Når vi kan være der for os selv, give os selv lov til at være dem vi er, så skaber vi også et rum for andre, hvor de kan være dem de er. Uden at vi behøver bevidst eller ubevidst at please nogen, at gøre noget, for at være gode nok, eller for at andre føler vi er gode nok. Der er vi bare, og giver andre lov til at være også. Det er det, sand lykke er for mig.