“Du ligner en luder”. Når mor er ond

Første gang min mor sagde disse ord til mig, var da jeg var 11-12 år gammel. Jeg havde været i Tøj & Sko og købt en langærmet trøje fra dameafdelingen. 

Jeg elskede at købe tøj fra dameafdelingen, for jeg længtes efter at være voksen. Jeg nåede nok aldrig at føle mig som et barn og jeg kunne ikke relatere til børnetøjet.

Trøjen var lysebrun og strikket med bådudskæring og en brun rose var syet fast tæt ved halsudskæringen.

Hele familien gjorde sig klar til en fest eller en anden begivenhed hos familie eller venner, og jeg kom gående ned ad trappen i min nye yndlingsbluse, som jeg følte mig rigtig flot i.

Da møder jeg min mors blik. Hun står nede i stuen. Hendes blik er alvorligt, hårdt, ukærligt, ondskabsfuldt. Jeg forstår det ikke, men hun siger blot: “Du ligner en luder”, uden at fortrække en mine.

Jeg kan ikke huske, hvad jeg siger eller gør. Jeg føler at jeg gik op og skiftede til noget andet. Jeg gik i hvert fald aldrig med den trøje igen. Jeg havde så meget skam, at jeg havde lyst til at brænde trøjen og mig selv med.

Når mor vil have kontrollen

in mor elskede at have magten. Hun elskede at trumfe med sin mening, at få kontrol over mig og styre mig, sådan så hun fik sin vilje. Hendes mening var altid den rigtige – og ingen kunne sige eller gøre noget, for at deres mening kunne blive lige så rigtig.

Jeg skulle kunne lide de samme ting som hende, og være enig med hende. Jeg lærte da også at det ikke nyttede at gøre modstand, men i stedet acceptere at jeg lignede en luder, fordi det var jo det hun havde sagt.

Der var ikke plads til, at jeg kunne sige: “Jeg er faktisk glad for den her trøje, og jeg synes ikke det er pænt at kalde en man elsker for en luder”. Hvor skulle jeg få det selvværd og selvtillid fra til at sige de ting, når hun ikke havde givet mig det? At sætte grænser overfor en narcissist, er i forvejen meget svært – for de er selv grænseløse og straffer, hvis man selv sætter grænser overfor dem. De lærer ikke deres børn, at grænser er sunde og acceptable og at man har ret til at sætte dem.

Hendes kommentar efterlod mig med skamfølelse og forkerthedsfølelse. Jeg havde lyst til at krybe ned i et musehul.

Anden gang jeg blev kaldt for luder

Anden gang hun sagde de samme ord til mig, var nok et par år senere. Jeg havde taget nogle selfies af mig selv, fordi min søster havde givet mig hendes store øreringe med falske diamanter i. I den periode havde jeg lidt min egen stil – jeg gik nemlig med hvide undertrøjer med blonder i udskæringen i stedet for almindelige stropbluser.

Billederne jeg havde taget var på ingen måde seksuelle, men jeg følte mig meget smuk og de var sort/hvide og jeg smilede ikke på dem, men prøvede at tage nogle modelbilleder, hvor man bare fik ansigt og skuldre med. Jeg syntes det blev så flot, at jeg sendte et til min daværende veninde.

Jeg følte mig aldrig god nok, så det at jeg havde taget et billede hvor jeg faktisk syntes jeg så smuk ud, det var jeg stolt af. Jeg havde brug for at vise det til min mor og få hendes bekræftelse. Hun sad nede i sofaen og læste avis. Forsigtigt viste jeg hende så billedet, og igen var hendes respons: “Du ligner en luder”.

Igen vidste jeg ikke hvad jeg skulle sige, men jeg gik op på mit værelse i skam og slettede billedet.

Når jeg tænker tilbage på disse to hændelser, har jeg aldrig tænkt at det var unormalt eller slemt. Jeg har altid tænkt, at alle mødre sikkert indimellem har sagt det til deres børn. Men det er jo ikke normalt eller rigtigt, at kalde sit barn for luder.

For det første, seksualiserer moren sit barn og kæder det sammen med en sexarbejder. Jeg havde ingen tanker omkring at jeg var eller havde ønsket om at være sexet eller forførende. Jeg ville bare gerne føle mig smuk.

For det andet, er det at knuse barnet fuldstændig. Knuse dets selvværd og selvtillid og udskamme dem gevaldigt.

Ikke så underligt, at jeg har lavt selvværd og skamfølelse.

Min mor ville nok i dag benægte at hun nogensinde havde sagt det, eller også ville hun finde en rigtig god og retfærdig forklaring på det – at det var fordi hun mente jeg var al for voksen. Uanset hvad så har min mor altid elsket at knuse mig. Hver gang jeg har været begejstret for noget, så skulle hun nok sørge for at få mig til at få det dårligt over at være begejstret. Hun kunne ikke lide, at jeg troede på mig selv. Hvis jeg viste bare en lille smule selvtillid, så kaldte hun mig selvisk eller egoistisk.

Ovenstående kan kategoriseres som psykisk vold, da den eneste hensigt med det er, at kontrollere mig, til at lade være at klæde mig på den måde, som hun mente var upassende.

Når mor er ond

Det er svært at acceptere, at jeg har haft en mor, som kunne være ond. Bevares, hun kunne også være sød sommetider, men jeg kunne aldrig vide, hvornår hun vendte på en tallerken.

Min mor er narcissist. Det har altid handlet om hende, hendes behov, hendes følelser, hendes meninger. Og ligeså snart jeg har taget rampelyset lidt, så har hun været klar til at slå mig ned (psykisk, ikke fysisk).

Samtidig med hendes ondskabsfulde handlinger og ord, så har hun også samtidig været rigtig god til at spille den perfekte mor. Den rolle, har hun været rigtig god til at tage. Fx ved at sige til mig, at jeg var det bedste barn, at jeg var et ønskebarn, at hun elsker mig af hele sit hjerte, at hun er så stolt af mig osv.

Disse ord tager man også ind som barn, men ligeså snart mor vender, så gælder disse ord ikke mere. Det er betinget kærlighed. At jeg kun er elsket og ønsket, når jeg gør som hun vil have det. Ligeså snart jeg afviger fra hendes forventninger og ønsker, så behandler hun mig som om jeg er uelsket og uønsket.

Dette skaber ekstrem stress i et barn. Først siger mor “jeg elsker dig” så siger hun “jeg hader dig”. Frem og tilbage, først er man lige tryg, og så bliver man utryg. Det skaber stress, det skaber utryghed og det skaber et meget uforudsigeligt hjem.

Det er derfor at jeg har fået kompleks PTSD, for den måde at behandle et barn på, med denne skiftende adfærd, er ekstremt utrygt og stressende for barnet. Jeg har været på vagt hele tiden, både i forhold til min egen adfærd og hendes adfærd. Hele tiden sørge for, ikke at træde forkert og gøre mor ond (for ja, det var jo min skyld, at hun blev ond – det var fordi jeg ikke havde indordnet mig ordentligt).

I dag har jeg ikke kontakt med min mor (eller far). Og det passer mig rigtig god, for endelig kan jeg vælge mig selv til. Endelig kan jeg give mig selv den værdi jeg fortjener og altid har fortjent.

Gaslighting: Sådan retfærdiggør narcissister deres adfærd

Her den anden dag gik noget op for mig, nemlig hvordan narcissister som min mor indvendigt kan retfærdiggøre deres adfærd. Det vil jeg gerne skrive lidt om i dette indlæg.

 

Hvad der kendetegner en narcissist

Narcissistisk forstyrrede mennesker har ikke evnen til at føle empati. De idealiserer sig selv og føler sig som bedre og mere specielle mennesker end andre. Alt det gode der sker, skal handle om dem , det er deres fortjeneste, fordi de er så særlige mennesker. Alt det dårlige der sker, det er andres skyld og andres ansvar.

Jeg husker at min mor altid var god til at stå op for mig, når det kom til andre mennesker – mobbere i skolen, dårlige lærere eller andre mennesker udenfra hjemmets fire vægge, som behandlede mig dårligt. Hendes egen dårlige adfærd, den ville hun aldrig tage ansvar for.

Når hun skældte ud, uden grund. Hævede sin stemme over de minimale ting i hverdagen. Når jeg stille og roligt viste min mening eller holdning om noget, og hun slog hårdt ned og forsøgte at gøre alt for at overbevise mig om at hendes holdning var den rigtige.

Jeg måtte ikke være forskellig fra hende (men jeg måtte heller ikke være ligesom hende – en narcissist). Jeg skulle spejle hende rent, sige “ja mor” til alt hvad hun sagde og være med til at vedligeholde hendes syn på sig selv, som værende den bedste og vigtigste person i verden.

Derfor måtte jeg ikke have egne behov og holdninger, for det ville betyde at jeg var vigtigere end hende.

Når vi reagerer på narcissistens adfærd

Når folk omkring en narcissistis som min mor, reagerede på hendes adfærd, så ville hun ikke se det som en reaktion på hende – det kan umuligt være en reaktion på hende, når hun er så perfekt. Derfor må det være en fejl eller mangel i personen, der gør at de opfører sig sådan.

Hvis du sætter grænser overfor en narcissist, viser dine behov eller meninger, hvis du tror (lidt for meget) på dig selv eller hvis du siger nej til den måde de behandler dig på, så skal du regne med at narcissisten vil reagere på dette, på følgende måde og dette er en måde de kan retfærddigøre din adfærd på og fastholde dig i, at det er dig den er gal med:

– Du må have ekstreme krav på grænser og er alt for rigid – fordi du har helt naturlige grænser, som er sunde og gode at have.
– Du er meget krævende  – fordi du har helt naturlige, menneskelige behov
– Din mening er helt hen i vejret, latterlig og er minoritetens mening – fordi din mening ikke er hendes
– Du skal skrue ned for din selvtillid, for ingen kan lide en der er egoistisk  – fordi du tror på dig selv og sætter dig selv i første række
Du må være ekstremt overfølsom og have urealistiske høje krav til hvordan andre behandler dig – fordi du ikke vil behandles dårligt.

Problemet er ikke dig – problemet er narcissisten.

Alt denne retfærddiggørelse er bare en del af hjernevasken, den hjernevask der også kaldes for gaslighting. Gaslighting skal få dig til at tro, at det er dig der er i mangel, dig der er overfølsom, dig der er oversensitiv, dig der har urealistiske høje krav, dig der ikke kan acceptere narcissisten som hun er. Det er dig der er problemet! Og når det er dig der altid er problemet og den der skaber problemerne, pågrund af din store indre mangel som menneske, så kan det aldrig være hende der er problemet.

Hele årsagen til at, man reagerer på narcissistens adfærd, er fordi adfæren er uempatisk, ondskabsfuld, uforstående og ikke-acceptabel. Det er ikke dig der er problemet, du reagerer på problemet. Problemet er narcissisten.

Narcissisten vil aldrig kigge indad og forsøge at forstå hvilket ansvar hun har i situationen. Hun vil gøre alt for at bruge dig som det mangelfulde menneske, til at retfærdiggøre sin egen dårlige adfærd.

Jeg vil bruge det overordnede ord hjernevask, som også gaslighting hører under.

Narcissistisk hjernevask

Sidst jeg havde en egentlig kontakt med min mor, fik jeg skrevet alt det ned, som jeg følte jeg havde brug for at fortælle hende. At jeg ikke følte mig elsket af hende og ikke følte mig god nok.

Hendes respons var bl.a. noget der lød noget a la dret her:

“Jeg er ked af, at du ikke følte jeg kunne elske dig, sådan som du havde brug for at blive elsket”. 

Det jeg læste det, kan jeg huske jeg blev lettet og tænkte – hun forstår alligevel noget, hun kan godt acceptere de ting jeg fortæller hende og går ikke amok på mig over det.
Hun er faktisk ked af, at hun ikke kunne elske mig!

Først forleden, 2 år efter mailen, er det gået op for mig, hvad hun egentlig forsøgte at sige (eller retfærdiggøre) med den ebsked.

Hun kaster det over på mig og fraskriver sig alt ansvar i at jeg følte mig uelsket: “Jeg er ked af, at du ikke følte jeg kunne elske dig som du havde brug for at blive elsket.”

Det gik op for mig, at det er den her slags hjernevask, hun har kørt på mig hele livet. Det har været denne form for beskeder, som har fået mig til at tro på, at hun jo var en god mor. Hun kunne jo godt håndtere kritik med en rolig respons. Hun vidste godt, at hun ikke kunne elske mig. Hun vidste godt, at hun havde en mangel og ikke kunne give mig den kærlighed, som en mor skulle give et barn.

Men først nu er det gået op for mig, at dette er et eksempel på den hjernevask der er stået på, siden jeg blev født. Hun har vist sig fra en god og kærlig side, men inddirekte har hun hjernevasket mig, ved at kamouflere sin egentlige hensigt – som var at rette ansvaret og problemet overpå mig og helt uden jeg overhoved lagde mærke til det.

Hun har brugte sin falske empati, til at dække over det faktum, at hun har været igang med at hjernevaske sit eget barn til at tro, at al den dårlige adfærd hun selv har udøvet, bunder i en mangel og forkerthed i mig.

Det er ikke så mærkeligt at jeg stadig den dag i dag kæmper med skam og forkerthed over mig selv.

Det har altså i virkeligheden handlet om, at hun kunne retfærdiggøre sin adfærd, ved inddirekte at sige at det var mig, der var i mangel. Mig, der havde urealistiske behov for at blive elsket, mig, der havde for mange krav til hende som mor.

Hvis hun ikke havde været narcissist, ville hun måske have skrevet:

“Jeg kan godt forstå, at du ikke følte, at jeg kunne elske dig. For det kunne jeg ikke.
Jeg kommer selv fra et kærlighedsforladthjem, hvor min mor kæmpede og mine behov for at blive elsket blev skrottet, fordi jeg skulle være der for hende.
Jeg kan se at jeg ikke har haft evnen til at elske hverken mig selv eller dig, og det er og bliver aldrig dit ansvar eller din skyld, det tager jeg på mig”.


Den onde cirkel fortsætter, hvis vi ikke vågner op

Narcissistens adfærd er jo også en reaktion på noget, ligesom at vores adfærd overfor narvissisten er en reaktion på deres adfærd.

Men den store forskel ligger i, at narcissisten:
1) ikke har evnen til at kigge indad, have selvindsigt og selvreflektion eller forstå eget ansvar i relationer eller konflikter,
2) ikke forstår at hendes egne høje krav og forventninger til andre, manglende kærlighed til sig selv og andre og manglende empati er en reaktion på hendes eget barndomssvigt, som hun ikke har taget hånd om og
3) når det handler om en forælder-barn-relation, så vil barnet altid reagere på forælderen, forælderen kan IKKE tillade sig, at reagere på barnet.

For barnets adfærd er altid en reaktion. Når man selv er resultatet af at være blevet svigtet i barndommen, så ligger ansvaret KUN hos en selv og ens forældre, IKKE ens egne børn! Dem skal man blande helt udenom de traumer.

Desværre er det meget usandsynligt at narcissister vågner op til virkeligheden og kan forstå dette. Derfor vil den onde cirkel fortsætte. Medmindre narcissistens børn vågner op og stopper den onde cirkel, så vil børnene når de bliver voksne og selv får børn, fortsætte svigtet med deres egne børn – altså vil alt det svigt, skam og traumer der er forgået i hjemmet med en narcisstisk forælder blive flyttet over til de børn, man selv får. Og sådan kan det blive ved…

At få børn er en måde hvorpå mennesker med traumer kan forblive ubevidste og fortsætte den onde cirkel, så deres børn kan tage sig af den smertefulde byrde, sådan så de ikke selv skal gøre det.

At være barn af en narcissistisk mor

Jeg lukkede af for mine følelser meget tidligt, da jeg lærte at det ikke var i orden at “skabe sig” og blive vred eller ked af det. Så blev jeg bare den alvorlige pige, generte pige, stille pige, usynlige pige, uhørte pige, ligegyldige pige.
En pige der mest af alt kunne mærke alt ubehaget som en knude i maven, sammentrækning og anspændthed fysisk og psykisk.

Jeg var fysisk og psykisk forkert som menneske

Ikke nok med, at jeg lærte at det var forkert og der ikke var plads til mine svære følelser, fik jeg af vide hvordan jeg skulle gå og stå. Helt op til jeg blev 17-18 år, fik jeg af vide hvordan jeg skulle stå for ikke at gå foroverbøjet, med fødderne vendt indad, svajende ryg og ”grimt”…. min mor fik mig til at skamme mig over mig selv.

Hun viste mig, hvordan jeg skulle gå – med fødderne rettet udad, med bækkenet skubbet ind og med ryggen ret. Jeg skulle forestille mig en snor der trak mit hoved op. Det har nok været svært at forestille sig at gå så “selvsikkert” og “opløftet”, når jeg følte mig nedtrykt, undertrykt, forkert og med det laveste selvværd og selvtillid i verden. Men hun vidste ikke, det var hende der gav mig det dårlige selvværd.

Min mor gik og stod selv på præcis samme måde som mig, og jeg påpegede det nogle gange, men hun blev vred og irriteret og sagde, at jeg ikke skulle afbryde hende.
Hver gang jeg talte til hende, var det at “afbryde”. Eller også talte hun bare hele tiden, så der konsekvent aldrig var plads til mig.

Jeg havde aldrig bedt hende hjælpe mig med at “gå normalt”. Det var hende der havde et problem med det, også selvom hun ikke engang selv brugte de samme teknikker på sig selv. Så hun trak trak mig med til en kropsterapeut der brugte Alexandermetoden, så de kunne ”fikse” mig. Jeg kan huske, hvordan jeg følte at jeg blev udsat for overgreb, da kropsterapeuten rørte ved mig. Han lagde mine ben på en bestemt måde og brugte sin egen krop ovenpå mig. Jeg følte mig så ekstremt krænket, uden at kunne bruge det ord, og det endnu mere absurde var, at min mor sad i rummet på en stol – uden at ane at jeg var dybt utilpas. Det var ligesom en elefant i rummet som kun jeg kunne se.

Har hun egentlig nogensinde spurgt mig hvordan jeg har det? Har hun overhoved ønsket at vide det? Har hun nogensinde prøvet at lytte og forstå samt møde mine følelsesmæssige og fysiske behov?
Det kan godt være hun har forsøgt, men hun har ikke ønsket at høre det ærlige svar, hun ville bare gerne være den perfekte mor.

Ingen følelser… kun følelsen af, at være bange

Jeg er ikke noget uden hende. Jeg er kun noget i forlængelse af hende.
Jeg kan ikke genkalde nogle øjeblikke i min barndom hvor jeg var i kontakt med en følelse. Det meste jeg kan huske er at jeg var sur, alvorlig, hurtig forsvandt, ikke ville skabe opmærksomhed og ikke ønskede opmærksomhed. Jeg kan aldrig i mit liv huske at jeg er gået amok på nogen, råbt og skreget, udtrykt min magtesløshed og vrede eller aggression.

Jeg har altid føjet mig. Jeg har altid vendt det mod mig selv for at skåne andre og for ikke at skabe opmærksomhed omkring mig selv. Jeg turde ikke. Hele mit liv er en lang historie af: jeg er bange for…..

Jeg havde gentagne mareridt om, at hun var en heks der løb efter mig, men jeg mærkede ikke nogen bevidst angst overfor hende eller vrede mod hende. Det er først nu jeg faktisk for første gang mærker noget af alt det, som jeg allerede som helt lille ikke kunne udtrykke og derfor rettede indad.
Jeg tør stadig ikke mærke det. Jeg er bare ked af det og frustreret og magtesløs.

Jeg føler mig hjælpeløs, men tør ikke at blive hjulpet. Ikke engang af mig selv, tilsyneladende.

Intet “jeg”

Samtidig er mit jeg så svagt. Min selvfølelse og selvværd er næsten så gennemsigtigt, at der ikke er noget ”mig”, til at hjælpe mig. Jeg kan ikke hjælpe mig selv. Men jeg ønsker at mærke den sorg, som gemmer sig dybt i mig, den sorg som har formet mig som menneske.

Men jeg har intet net der griber mig. Ingen bund. Intet fast underlag, som ikke rokker ud af stedet. Ingen grundfølelse af at være elsket. Ingen grundfølelse af at høre til. Ingen grundfølelse af at være værdig til blot at eksistere, til blot at trække vejret.

Jeg drømte i nat at de havde lovet regn i hele verden på én gang.
Det er den følelse jeg har. Alle aspekter af mig græder.
Men det er ikke forløsende, for der er ikke noget under det.

Hvordan skal man overhoved kunne lære at elske og at blive elsket? Og hvis ikke man har den følelse af at være elsket, af sig selv i det mindste (men hvad er der at elske, når man ikke er noget?) hvordan skal man så kunne rumme alle de følelser?

Jeg er ude af mig selv. Jeg har ondt i maven og mine tårer har opløst min ansigts hud.

 

Lidt tid senere skrev jeg dette…. 

Jeg føler mig ikke mere afklaret, men min vejrtrækning er dybere, mit sind er mere stille, min krop er generelt mere stille. Jo mere jeg kan komme tilbage til en følelse af, at det er okay, jo mere okay er jeg med at være mig, med al den her smerte. Jo mere er jeg mig selv. At kunne være okay, både med smerten og den forvirring, men også at kunne være okay, med det smukke og bekræftende jeg oplever og hvordan det spejles fra andre ind i mig og omvendt. Både lidelsen og skønheden spejles frem og tilbage.

Men begge to har lige meget plads. Jeg tillader at mærke det forfærdelige i at lide og ikke kunne komme i kontakt med det, jeg føler, men samtidig tillader jeg også mig selv at blive set, elsket, værdsat og bekræftet, når jeg mærker, at det er sandt og når jeg er tryg nok til at tage i mod det.

Jeg har altid været vant til ikke at kunne give mig hen, være tryg og tillidsfuld og vide at jeg er elsket og holdt af. Jeg er blevet bekræftet for mine “positive sider”. Nu lærer jeg, at jeg også er elsket for alt det andet, for smerten, for svigtet, for mit lave selvværd. Og hvis ikke andre elsker mig for hele mig, så kan jeg elske mig selv for det. Ved at tage små skridt af gangen..

Når jeg føler mig set, elsket og holdt af midt i lidelsen, bliver jeg styrket i at kunne tillade mig selv at mærke svigtet, ensomheden, sorgen og smerten.

Det er kærligheden der sejrer.

Min mor er narcissist

Dette indlæg er meget personligt, men jeg håber at det kan være med til at hjælpe andre i samme situation til at vide, at du ikke er alene.

I min barndom er jeg aldrig blevet udsat for decideret fysisk svigt. Jeg har fået tøj på kroppen, god mad, er ikke blevet slået og har fået knus og kys. Så hvorfor er jeg alligevel blevet traumatiseret? Hovedårsagen til det er, at min mor er narcissist.

I virkeligheden holdt jeg mig bare meget for mig selv og levede inde i min egen trygge verden. For jeg følte mig ikke tryg i mit hjem, uden at kunne forklare hvorfor. Begyndte allerede at få angst som 8-9-årig, og heller ikke dengang vidste jeg hvad det var, andet end at det føles som at være meget bange.

Ingen tilknytning

Jeg knyttede mig ikke til andre – ikke engang til mine forældre. I mange år troede jeg det var mig, der var noget galt med, siden jeg ikke kunne tage imod mine forældres kærlighed. Det har jeg da også fået af vide – at det var mig, der ikke ville elskes, krammes og kysses. Det var en mangel i mig – ikke i dem – at jeg var som jeg var.

Dette siger noget om hvordan forældre kan påvirke børns evne til at føle grundlæggende fysisk og psykisk tillid og tryghed, også selvom alt det fysiske er på plads.

Aldrig diagnosticeret

Min mor er aldrig blevet diagnosticeret. Grunden til dette er, at hun aldrig selv har kunne se sig selv udefra. Derimod så var hun god til at give andre skylden for de problemer der opstod, det var andre der var problemet – ikke hende. Jeg har aldrig hørt hendes sige ordene “Det må du undskylde” eller bare “Undskyld”, uden at grine eller smile samtidig.

Min mor kan ikke føle skyld og hun skammer sig ikke over sig selv. Hun har høj selvtillid og højt selvværd og har haft en god og kærlig barndom (ifølge hende selv). Men hvis man siger disse ting til hende, vil hun selv mene at hun føler skam, godt kan angre, føler skyld, ikke føler sig god nok osv., for at hun får lov at “vinde”. Dermed bliver jeg også snydt til at tro, at det må være mig den er gal med, at det er mig der opfinder problemerne – for hun indrømmer jo selv at hun ikke er perfekt. Alligevel bliver tingene ved med at fortsætte i samme mønster..

Hvordan er det at vokse op med en narcissistisk mor?…

Noget af det, der har gjort sig gældende i mit liv er: 

  • Jeg skulle gå på æggeskaller omkring hende, for ikke at påvirke hende “negativt”
  • Jeg havde mareridt om hende
  • Jeg var meget på vagt og kunne ikke slappe af
  • Alting var meget enten/eller – sort/hvidt.
  • Hvis jeg havde en anden mening end hende, flippede hun helt ud og ville gøre alt for at få mig “over på hendes side”. Hun så min mening som et angreb
  • Jeg lærte at det var farligt og forkert at sige fra eller sætte grænser
  • Hun kunne ikke tage i mod kritik
  • Hun kunne ikke føle empati og medfølelse
  • Stor adskillelse i familie (mor mod far eller mor og far mod børnene)
  • Hun var utilregnelig
  • Hun havde store udsving i sine følelser
  • Ubetydelige ting, kunne hun hidse sig helt op over
  • Råb, skrig og skænderier var dagligdag
  • Gaslighting og benægtelse – hun forvrængede mit syn på situationen, så det altid blev drejet overpå at jeg havde gjort noget forkert
  • Hun følte aldrig skyld eller skam og jeg har aldrig set hende angre over noget
  • Hvis hun havde såret mig, endte det derimod med at jeg skulle undskylde og angre
  • Alle omkring familien, så min mor som den “perfekte mor”. Ingen så hvad der skete bag facaden
  • Det var som at vokse op i fysisk og psykisk fangenskab
  • “Negative” følelser var forbudt, så blev man råbt af, gjort nar af eller beordret til at gå væk

Dette er bare nogle af de ting der har gjort sig gældende for mig i min barndom. Der findes sikkert rigtig mange andre områder jeg ikke har dækket og jeg tror også børn og søskende reagerer meget forskelligt på at have en narcissistisk forælder.
Nogle af konsekvenserne ved at have en narcissistisk mor: 

  • Jeg lærte tidligt at der ikke var plads til mig – hverken fysisk eller psykisk, at jeg ikke havde ret til at være mig eller til at sætte grænser eller få min egen selvstændige identitet. Det var vigtigt, at jeg ikke blev min egen person. Jeg var blevet født til at være en forlængelse af min mor.
  • Min nærmeste tilknytning er dysfunktionel og usund og jeg har skulle lære helt fra nulpunktet, hvordan jeg knytter mig til andre og er tryg i verden
  • Jeg har stor skam– og skyldfølelse, som altid er der
  • Jeg har fået bl.a. angst og kompleks ptsd af min opvækst
  • Jeg har svært ved at stole på mine egne følelser og meninger og har meget lidt tillid til både mig selv og andre
  • Jeg har ikke kunne have mennesker fysisk eller følelsesmæssigt tæt på mig, fordi det bliver for overvældende (frygt for intimitet)
  • I de første over 20 år af mit liv, havde jeg ubehag ved berøring
  • Der skal ingenting til, at traumet bliver aktiveret – at jeg enten bliver overvældet eller overset, kan trigge traumet
  • Der er intet sundt at vende tilbage til, det sunde skal opbygges helt på ny – ligeledes min selvfølelse, selvværd, selvtillid, ydre og indre identitet og min tryghed og tillid i verden
  • Jeg er den største pleaser der findes – jeg har lært at alle andres velbefindende kommer før mit eget, jeg har lært at jeg ikke har nogen værdi og dermed er den eneste form for “værdi” jeg kan få, det at gøre alle andre omkring mig glade.

Jeg er no contact med min mor, hvilket betyder at jeg ingen kontakt har med hende, fordi det er for hårdt for mig at have en relation til hende. Min barndom har gjort at jeg bliver hver dag udfordret i både at være i verden og at leve et liv uden en mor.

Læs også mit indlæg om at bryde kontakten til en forælder.