5 stadier til at blive ven med din angst

Min holdning er, at for alvor at kunne slippe angsten, må man lære at blive ven med den. Lære at ændre sit forhold til den. Det er det, som har hjulpet mig allermest, fordi det har givet mig kompetencer som jeg ellers ikke ville have fået.

1. Forstå din angst
Begynd at udforsk, hvorfor du får angst. Hvornår startede den? Hvad er det, du frygter når du får angst? Hvorfor tror du, angsten er kommet?

2. Lyt til dine tanker
Når du får angst, så prøv at observér dine tanker. I starten er det nok noget af et virvar af tankemylder, der ikke virker til at have nogen klarhed, men jo mere du observerer tankerne, jo mere vil du begynde at høre dem som tydelige sætninger og derfor også bedre kunne starte en indre tankedialog med dig selv og begynde at spørge dig selv; Er denne tanke effektiv for mig?

3. Mærk din krop
Bliv bekendt med, hvordan din krop fysisk reagerer, når du får angst og tillad dig selv at mærke det, tillad din krop at føle angsten. Jo mere du kan reagere empatisk og kærligt overfor angsten, jo mindre magt har den over dig og jo mere vil du begynde at kunne adskille dig selv fra angsten – se den oppefra hvor du bedre kan have en distance til den og dermed ikke blive slugt totalt af den. Selv når du har fået fred med din angst, kan der stadig opstå angstsymptomer i kroppen, fordi kroppen er længere tid om at slippe følelserne end sindet er.

4. Vær kærlig, blid og empatisk overfor dig selv
Det nytter intet at begynde at blive hård overfor dig selv, når du f.eks. begynder at eksponere dig selv for angsten. Det kan godt være andre siger; du er nødt til at presse dig selv og gå ud af din comfortzone. Nej! Det eneste du er “nødt” til er, at lytte til dig selv. Hvis det føles rigtigt, gør det, hvis ikke så lad være. Der kommer ikke noget godt ud af at presse og stresse sig selv, når man i forvejen er meget følsom og måske nemt bliver angst. Vis dig selv forståelse og acceptér at du har det som du har det lige nu og her. Du må godt føle dig angst, du må godt føle det er svært og grænseoverskridende at være i, du må godt gå hvis du ikke kan klare det. Giv dig selv al den tilladelse du overhoved kan finde indeni. Uanset hvor slemt du har det, så bliv ved at komme tilbage til din indre kerne – bliv ved at komme tilbage til blidheden og ømheden overfor dig selv – respektér dig selv, hvert et skridt du tager er en sejr. Og hver gang du føler at du ikke kan noget, du gerne ville kunne, så vis dig selv kærlighed og empati i stedet for at slå dig selv i hovedet over det.

5. Tilbagefald er naturligt
Hvis du begynder at blive mere og mere ven med din angst, vil du også på et tidspunkt opleve tilbagefald og det kan nemt styrte ens tillid og tro. Men det er helt naturligt at tage nogle skridt frem og derefter nogle skridt tilbage. Du kan aldrig komme tilbage til nulpunktet, men det kan føles sådan! Men vid, at hver gang du bevæger dig fremad er det fordi du har fået nogle uerstattelige evner til at rumme angsten og de evner forsvinder ikke, bare fordi du får tilbagefald.

 

For at downloade min GRATIS e-bog klik her: Bliv ven med din angst – indtilkernen.com.

 

Hvad er dit bedste råd, til at blive ven med din angst?

Sådan er det at have undvigende adfærd (og sådan giver du slip på den)

Det er meget almindeligt at undgå ting, steder eller mennesker, når man har angst. Vi gør det for at føle os trygge.

Undvigelsesadfærd betyder, at du har udviklet en automatisk flugtmulighed som du bruger dag ud og dag ind. Det er svært at give slip på denne undvigelsesadfærd, fordi der er så meget angst forbundet med det, du undgår.

På grund af min undvigelsesadfærd udviklede jeg en angst for at være fanget i en situation – ikke kun fanget som i lukket inde i et rum, men også hvis jeg skulle sidde til bords med andre – det var en følelse af at være fanget, fordi jeg ikke syntes det var acceptabelt bare at gå fra situationen.

Jeg var angst for at få angst, når jeg sad i en sådan situation og angst for, at andre kunne se, at jeg blev angst. F.eks. kunne jeg mærke at jeg begyndte at rødme, især hvis opmærksomheden blev rettet på mig, jeg kunne ikke slappe af, og jeg frygtede at folk kunne se rødmen og ville kommentere på det. Jeg syntes det var underligt at rødme, når der ikke umiddelbart var noget at rødme/få angst over (i andres øjne).

At give slip på undvigelsesadfærden
Da jeg begyndte at give slip på min undvigelsesadfærd, var det fordi jeg følte mig klar til det og følte mig modig nok til at gøre det. Det var nemmere end jeg havde troet og jeg fik det bedre nærmest med det samme.
I stedet for at lytte til min undvigelsesadfærd og blive væk fra bestemte situationer, begyndte jeg at sige ja til mulighederne.

Dette er de 4 skridt jeg tog, til bedre at kunne give slip på undvigelsesadfærden og være i de situationer som jeg prøvede at undgå:

1. Jeg begyndte at fokusere på det jeg skulle; glæden ved at være i den situation, fremfor hvor bange jeg var for det.

2. I stedet for at fokusere på alle de forskellige tanker, begyndte jeg i stedet at fokusere på, at trække vejret, ikke sige så meget og i stedet lytte til hvad andre havde at sige og være opmærksom på hvad der skete omkring mig.

3. Hvis jeg fik lyst til at sige noget, så gjorde jeg det.

4. Det er vigtigt ikke at være hård ved dig selv, hvis du ikke føler du kan være i en situation. Det tager tid at vænne sig til, at noget som man før har undgået, pludselig er noget som man godt kan være i. Hvis du pludselig har behov for at undvige situationen, komme væk eller blive væk, så lyt til det og gør det. Du får ikke noget ud af, at presse dig selv. Vær tro mod dig selv og gør det, som føles godt for dig. Det er helt normalt at tage nogle skridt frem og derefter nogle skridt tilbage, for i det store hele bevæger du dig alligevel fremad.
Det er også okay, at du ikke føler dig angstfri – det er heller ikke formålet at være angstfri, formålet er at du lærer at være okay med at være dig – både med angst og uden angst.

Har du også undvigelsesadfærd? og er der noget du undgår af frygt for, hvad der kunne ske hvis du var i det?

3 råd til at se angsten i øjnene

De fleste som oplever angst og søger behandling og hjælp, vil ofte få af vide, at det som gør flest underværker er, at gøre det, som gør én angst og ikke at flygte fra det. I dette indlæg vil jeg komme ind på, hvordan jeg har lært at eksponere mig selv for min angst og hvad der har hjulpet mig bedst.

Da jeg første gang fandt ud af, at angsteksponering nok var den bedste måde at komme angsten til livs på, var jeg mildest talt opgivende. Når man oplever meget angst, er det sidste man ønsker, at konfrontere den. Man har ikke ønsket om at føle sig mere angst end man er i forvejen, og jeg synes der er alt for lidt information at finde omkring hensigtsmæssig angsteksponering som er ligetil.
Det som har hjulpet mig, til at eksponere mig selv for angsten, har været følgende tre ting:

1. At lære at slappe af og håndtere angsten
På et tidspunkt, inden jeg rigtig havde lært at afstemme mine følelser, få ro i kroppen og forholde mig til angsten, eksponerede jeg mig selv for den. Det var et kæmpe skridt nedad for mig, fordi jeg havde jo en rigtig god intention om at se angsten i øjnene, men jeg evnede bare ikke at tage hånd om angsten, når jeg var i den angstfulde situation og derfor var det som at brænde nallerne gang på gang. Det gjorde at jeg begynde at få mere angst for angsten end før.
Derfor var det først da jeg begynde at øve mig i, på dagligt basis, at slappe af i min krop, forholde mig til mine tanker og være rummende, accepterende og empatisk overfor mig selv og angsten, at jeg kunne begynde at se fremskridt i angsteksponeringen. For da kunne jeg være i situationen og bære mig selv og derfor lære noget fra gang til gang, fremfor blot at gå i panik over angsten.

2. At forholde sig til angsten for angsten
Meget af det, som har stoppet mig i at eksponere mig selv for angsten, har været den angst som opstår inden jeg skal være i en angstfuld situation. Der kommer angsten til udtryk som panikanfald, åndedrætsbesvær, kvalme og opkast, hjertebanken og lignende. Det eneste som kunne få mig til at få ro var, at jeg sagde til mig selv; “Jeg tager ikke derhen.”
Nogle gange tog jeg ikke af sted, andre gange dalede angsten bare ved at jeg satte forventningerne til mig selv ned. Jeg får stadig angst for angsten og der øver jeg mig i at spørge mig selv; “Hvad er det værste der kan ske?”. På den måde kan jeg finde ud af, hvad det er jeg bliver angst over. Jeg siger til mig selv, at jeg godt må føle mig angst, at jeg ikke skal præstere noget, jeg har ret til at være mig, jeg har ret til at føle mig usikker, angst og helt rystende.
Meget af min angst kommer af, at jeg føler det er skamfuldt og forkert at føle angst, og derfor at jeg skal undgå at få angst – når jeg derimod imødekommer angsten, så er der ikke mere så meget at være bange for.

3. Lyt til dig selv
Selv hvis jeg står i en situation og føler altoverskyggende angst, så siger jeg til mig selv – både inden og under – at der altid er noget at gøre. Jeg kan altid vælge at sige; “jeg har lige brug for at sidde med øjnene lukket”, “jeg skal lige på toilettet”, “jeg kan mærke jeg bliver meget angst ligenu og jeg har lige brug for at komme væk herfra” – eller, hvis man er et sted hvor man ikke kender folk, simpelthen bare gå væk derfra. Du skylder ikke nogle mennesker noget, har du det skidt og har brug for at komme væk – så gå væk derfra. Har du brug for at sige det højt? Så gør det. Lyt til dig selv først og fremmest og spørg dig selv, hvad du har behov for nu og her.
Når man har angst, så er hver angstfuld situation en angsteksponering! Hver situation er noget man øver sig i, det er situationer hvor man på nuværende tidspunkt ikke kan slappe hundrede procent af, derfor er det også helt okay at lytte til sig selv og sige stop, hvis man ikke kan klare at være i angsten. Det værste er ikke at undgå angsten, det værste er at udsætte sig selv for så meget angst, at man bliver endnu mere bange end før og bliver endnu mere overvældet.

Download min gratis e-bog om angsteksponering her.

Er du i gang med angsteksponering? Hvad har hjulpet dig mest til at se angsten i øjnene?

3 råd til dine bekymringstanker

Angst og bekymring går hånd i hånd. Vi bliver bange, frygter for fremtiden og bekymrer os om ting vi har gjort eller sagt eller om ting ude i fremtiden.
Her er mine råd, til at komme bekymringstankerne til livs.

1. Lyt til tankerne
Tanker kan ofte være et værre mylder, som derimod giver os stærke følelser. Begynd at lægge mærke til, hvad tankerne egentlig siger, hvad er det helt præcis der bekymrer dig og hvorfor? Det kan også hjælpe at sige det høj eller optage det på lyd eller skrive tankerne ned.

2. Skal du gøre noget ved det?
Bekymrer du dig om noget du skal ude i fremtiden, som du rent faktisk ikke har lyst til? Er bekymringerne realistiske eller er det “bare” tankemylder? Hvis du er bekymret over noget i fremtiden, som du bekymrer dig om, fordi det er noget du ikke har lyst til, så lad være at gøre det! Man kan nemt komme til at bekymre sig, hvis der er noget vi føler vi skal. Vi kan så nemt lægge et pres på os selv og det pres gør, at vi stresser os selv til at være noget, vi ikke er. Du skal ikke præstere noget, du skal ikke please nogen, du skal bare være dig.
Bekymrer du dig om noget du har gjort eller sagt eller noget der er sket i fortiden, kan det være en idé at finde ud af om det er noget der ikke er afsluttet. Er du kommet til at sige eller gøre noget dumt og føler du skyld over det? Måske det er en idé at tale med de involverede og afslutte det. At sætte ord på, hvordan man har det, kan hjælpe en hel del.

3. Bekymring findes ikke i nuet
Når vi bekymrer os handler det altid om noget ude i fremtiden eller tilbage i fortiden, derfor er noget af det bedste man kan gøre, at øve sig i at være i nuet. Fokusere på hvad du skal lige nu og herr eller på hvad du laver lige nu og her. Bring din opmærksomhed ind i dine fysiske fornemmelser, læg mærke til lydene omkring dig, læg mærke til hvordan det føles under dine fødder eller hvordan det føles når du bruger dine hænder – i det du nu laver. Hver gang tankemylderet kommer, så bring opmærksomheden tilbage til nuet. Din hjerne kan ikke være to forskellige steder på samme tid, derfor, når du er i nuet med din opmærksomhed, kan du ikke være i for- eller fremtiden.

Hvad gør du ved dine bekymringer og tankemylder?

Det er okay, ikke at være okay

Der er tre spørgsmål som optager mig om (social) angst: 
1. Hvorfor er angst så ubehageligt? 
2. Hvorfor går vi så højt op i at fjerne den?
3. og hvad er vores mål – hvad ønsker vi at føle – hvis ikke angst?

Nedenfor vil jeg forsøge at besvare mine egne spørgsmål, udfra min egen oplevelse.

1. Angst er ubehageligt, fordi det ikke er acceptabelt nogle steder, at føle sig angst. Se bare når folk bliver nervøse – man oplever ofte at andre reagerer negativt på det, laver sjov med det eller udleverer personen.
Virker den nervøse person nogensinde okay med at være nervøs? Nej.
Jeg tror mere den nervøse person føler sig mere værdiløs, forkert eller ked af det, når folk siger: “Ej du bliver SÅ nervøs, slap nu af, tag det dog lidt roligt!”. Det er da ubehageligt at føle, at man ikke er god nok, bare fordi man bliver nervøs.
Enhver negativ følelse er ikke rigtig acceptabel nogle vegne, medmindre man er til en begravelse. Men selv til begravelser er det som om at folk holder igen med at lukke for mange følelser ud.
Hvorend man kigger hen, ser folk ned på dem, som viser “negative” følelser. Hvorfor? fordi ingen er okay med ubehagelige følelser, ingen kan finde ud af at håndtere dem. Så hvis én person ikke kan håndtere sine egne følelser, hvordan skulle han/hun så kunne acceptere dine? Det starter med det ene menneske; mig.

2. Vi vil gerne slippe angsten, få den væk, fordi det føles ubehageligt at være angst. Det er ikke “tilladt” at føle sig angst.
Alle vegne bliver angsten set som en svaghed, en sygdom, en hjernefejl og noget rigtigt dårligt som må og skal fjernes og kureres.
Vi lærer af læger, lærere, forældre og andre autoriteter i vores liv, at de “dårlige” ting må væk, så de gode ting kan blive.
Livet er både mørke og lys, både de rare og ubehagelige sider.
I virkeligheden findes der ikke noget godt og dårligt, men vi har lært os selv og andre, at fordi nogle ting føles rare, så er de “gode”. Og fordi andre ting føles ubehagelige, så er de “dårlige”.

Af en eller anden grund stræber vi altid efter kun at have det godt, og tror at et lykkeligt liv indebærer at have det godt – hele tiden. Men der er ingen som slipper for at gå i gennem fysisk og psykisk smerte også.

Angst føles ubehageligt, fordi vi har lært at føle at det er ubehageligt og fordi vi har modstand mod den – fordi den føles ubehagelig. Når noget føles ubehageligt, så stivner vi. Når noget føles rart, så bløder vi op.
Giv slip på idéen om, at angst er noget negativt.  Selv det at elske et andet menneske er ikke kun positivt og “godt”. Det handler om tilgangen til det – om vi håndterer det med modstand eller accept – kærlighed eller frygt . Dermed bliver dét adskillelsen af ting – ikke tingene i sig selv, men din tilgang til det.

Hvis vi ser på angsten gennem acceptens og kærlighedens briller, er angsten ikke negativ. Hvis vi ser angsten gennem frygtens briller, bliver den noget vi må bekæmpe eller flygte fra, noget som er dårligt, noget som ikke er velkomment.

3. I min optik ønsker jeg ikke at føle noget andet, end det jeg føler lige nu. 
Fordi jeg føler der er en mening med det, som sker i vores liv. Hvad føler jeg? Føler jeg modstand eller accept overfor det? Det er det vigtigste for mig – igen, det handler om min tilgang til det, ikke om “problemet”.
Hvordan kan vi acceptere noget, som vi har lært vi skal bekæmpe eller flygte fra?
Først må vi kunne give slip på modstanden, før vi kan acceptere det, som er.
Vi må lære hvordan det føles at give slip på en stramt greb om noget, vi tror vi behøver. Modstand er ligesom at svømme mod strømmen. Hvordan kan vi acceptere strømmen når vi kæmper imod den? Vi giver slip på modstanden. Vi giver slip på at svømme mod strømmen – giver op på kampen. Hvad sker der så? Vi vil flyde i samme retning som strømmen flyder, vi vil flyde med bølgerne. Hvordan kan vi acceptere strømmen nu? Det behøver vi ikke engang prøve på, det gør vi bare, for livet er det der sker, når vi giver slip. Når livet er denne her flydende strøm, oplever vi accept og kærlighed vokse ud af den hengivelse til livet. At flyde er accept, at flyde er kærlighed, at flyde er at leve.

Sådan er det at depersonalisere

Mange mennesker med angst, depression eller stress, vil også på et tidspunkt opleve længere- eller korterevarende episoder med depersonalisering eller derealisering. Begge ting kan både udspringe fra depression, stress, generaliseret angst, mange bekymringer eller angstanfald.

Depersonaliserer man i en længere periode og oplever det som mere vedvarende og konstant, bliver det kaldet depersonaliserings lidelse. Men det er meget almindeligt at depersonalisere når sindet bliver overvældet.
Jeg vil benytte begrebet depersonalisering i dette indlæg, da jeg ikke ved nok om derealisering, til at kunne skrive et indlæg om det.

I perioder med meget generaliseret angst og angstanfald, samt stress, har jeg oplevet depersonalisering.
Det er dog et stykke tid siden sidst, alligevel vil jeg komme ind på 5 symptomer som jeg oplever, og som generelt set er symptomerne for depersonalisering.

1. Uvirkelighedsfornemmelse
Verden omkring mig synes fjern og ligesom en drøm. Læs mit indlæg om at have uvirkelighedsfølelser her.

2. Ukendt
Min krop føles ukendt, jeg kan ikke genkende min krop, hverken når jeg mærker den eller f.eks. ser mig i spejlet. Hvem er jeg? Hvem er dennes krop? Det føles tomt indeni.

3. Svækkende sanser
Sanserne bliver bedøvet. Lyd virker til at være langt væk. Mine sanser virker ikke som de plejer, jeg kan få lammende fornemmelser i kroppen.

4. Drøm
Det føles som om jeg drømmer, eller som om jeg ikke eksisterer. Det er som om jeg ikke ser, hvad jeg normalt ville se. Som om min sjæl er fløjet ud af min krop og ser ned på mit liv, fra et andet perspektiv.

5. Følelsesløs
Både fysisk og psykisk er det som om, at jeg bliver følelsesløs. Jeg mister fysiske fornemmelser og kan ikke mærke nogle følelser.
Når jeg når dette punkt i depersonaliseringen, har jeg mere lyst til at føle intens angst end ikke at føle noget. Jeg har bare brug for at føle et eller andet. Men det er som om, jeg er immun overfor alle følelser, intet påvirker mig. Det er sådan jeg forestiller mig det må være, at være en zombie. Sommetider bliver jeg endda lam nogle steder i kroppen eller døv på det ene eller begge øre. Det er utrolig skræmmende symptomer at få, og første gang de kom blev jeg meget bange, fordi jeg troede jeg var ved at blive sindsyg.
Nogle gange bliver man endnu mere angst og føler sig endnu mere uvirkelig, når man begynder at bekymre sig om sine fysiske eller psykiske fornemmelser.

Hvorfor depersonaliserer man?
Jeg tvivler på, at omverdenen kan se, hvordan man bliver påvirket, fordi det er noget der foregår inden i én – måske lægger de mærke til at du virker fjern.
Det kan være meget svært at beskrive til nogen som aldrig har prøvet det, hvordan det føles at depersonalisere.

Depersonalisering og dissociering har mange af de samme symptomer – dissociering er også en forsvarsmekanisme mod noget som er overvældende eller føles meget ubehageligt – angst, sorg, stress, smerte osv.
Ofte vil folk dissociere når de oplever noget som er meget ubehageligt eller ubærligt – f.eks. et overgreb eller overfald. Dissociering bliver brugt til at beskytte kroppen og sindet mod den ubehagelige oplevelse.
Man dissocierer, fordi man ikke ved hvordan man skal bære eller håndtere de intense, ubehagelige følelser og fornemmelser som man oplever i situationen.
Det er så overvældende, at man begynder at dissociere – hvilket betyder at man isolerer kroppen og sindet. Sindet vil lukke af, forsvinde væk – sådan at du ikke er tilstede og derfor ikke føleler eller tager imod de ubehagelige ting, som foregår.
Dissociering er det som sker, når mennesket hverken kan flygte eller kæmpe og derfor må fastfryse – samtidig med at kroppen går i chok, så forsvinder sindet væk.
Bagefter, vil man ofte opleve ikke at kunne huske de ting, man blev udsat for, fordi man egentlig ikke rigtig var der.
Depersonalisering er på samme måde en forsvarsmekanisme – en måde at håndtere ubehagelige ting på. Men depersonalisering sker måske mindre i overvældende situationer end dissociering gør.
Jeg oplever at depersonalisering sker når jeg i længere tid har oplevet angst, stress og svær bekymring og at mit sind til sidst siger STOP og lukker af. Hvorimod dissociering virker til mere at komme når man med ét bliver udsat for noget meget overvældende.

At afhjælpe depersonalisering
Det er især ubehageligt for mig at depersonalisere, fordi jeg er helt bevidst om symptomerne og hvorfor de er der. Jo mere jeg fokuserer på dem, jo mere mærkelig føler jeg mig. Det eneste som virkelig hjælper mig når jeg depersonaliserer er, at rette mit fokus mod min krop og få mere kropsbevidsthed. Jeg trækker vejret dybt, giver mig selv en massage for at få mere opmærksomhed på behagelige sensationer i kroppen og for at blive bevidst om min eksistens nu og her.
Det er godt at fortælle sig selv, at det er okay at depersonalisere – det er dit sind som beskytter dig, sindet lukker ned – og det bliver både fra de ubehagelige og behagelige sensationer. Det er bedre at acceptere det, end at prøve at flygte fra det.
Det er helt normalt at depersonalisere når sindet bliver overbelastet – sindet lukker af, for at beskytte dig.

5 kvaliteter angsten giver os

Vi føler stort set kun negativitet og skam omkring angsten. Vi glemmer at der er så  mange gode ting angsten giver os og hvis vi begynder at lægge mærke til dem, tror jeg vi bliver bedre til at lære at være okay med den. 

Her er en liste med kvaliteter, som jeg mener er vigtige for et menneske at have. Kvaliteter, som angsten lærer os at komme i kontakt med.

1. Sårbarhed
Det er for mig vigtigt at kunne være sårbar. Hvis vi lærer at håndtere den sårbarhed vi har, lærer den os empati, giver os evnen til at være ydmyge overfor os selv og livet samt at vise os selv og andre kærlighed og omsorg.

2. Grænser
Vi kan alle komme til at glemme at vi har en vilje, en  mening og en mavefornemmelse. Hvis nogle forventer noget af dig, er det meget naturligt at gøre det, som forventes, for så føler vi os accepterede og betydningsfulde. Men mange glemmer at vi er individer og at det er okay at sige “nej” og i stedet gøre hvad der føles rigtigt for os, i stedet for bare at gøre det, som andre forventer af os.
Angst er som et hul i vejen, men det er rigtigt sundt at indse at nogle gange kan vi få for meget og at vi ofte kan få det meget værre ved at presse os selv.
Angsten bliver en klar årsag til at sætte grænser, men det er noget vi alle burde gøre noget mere; lytte til vores mavefornemmelse og handle derudfra.
Grænsesætning smitter også. Når jeg er sand overfor mig selv og sætter grænser i mit liv, så begynder dem omkring mig at blive mere acceptable overfor også at sætte grænser i deres liv.

3. Ærlighed
Der kommer et punkt hvor du skal beslutte om du skal fortælle din omgangskreds, at du har angst. Det kan være du allerede har gjort det – eller blot har fortalt dine nærmeste om det. Det er et stort skridt som de fleste er hunderæd for at tage (inklusiv mig selv). Men igen bliver vi sat i en position, hvor vi må mærke efter hvad der føles rigtigt for os og glemme om andres reaktioner eller meninger.
Et godt råd til en som endnu ikke har sagt det endnu er, at når du fortæller om din angst, så gør samtidig klart for den person du fortæller det til, at du ikke fortæller det for at denne person skal gøre noget ved det. Nogle vil gå i panik og tro at de skal gøre en hel masse for at hjælpe dig, men ved måske ikke hvordan. Så istedet er det en god idé at tage ansvar for din angst og fortæl dem, at du arbejder med angsten og får den hjælp du har brug for og at denne person kan gøre det og det, for muligvis at gøre det lettere for dig. Det er jo individuelt hvad vi har brug for, men jeg tror det er vigtigt ikke at fortælle om angsten på en måde som gør, at omverdenen føler de skal tage angsten på sig og skal bære dig – du er din egen person og du tager selv ansvar for dig selv og angsten – det skal de ikke. Denne fremgangsmåde vil være med til at personen vil kunne slappe mere af og ikke føle sig hjælpeløs eller magtesløs, fordi de ikke kan redde dig. Det er vigtigt at være sikker på at det vigtigste for dig bare er at få det sagt og være ærlig.
Hvis en ven inviterer dig til en fest og din første reaktion er at du ikke er i humør eller i det rette mindset til at tage af sted, så sig det til din ven. Vær ærlig men høflig. Sig tak for invitationen og at det var rigtigt sødt af ham at invitere dig, men at du ikke er i humør til at tage med. Vær ærlig overfor dig selv og omverdenen – hvad har du brug for lige nu? Gå med den følelse.

4. Afslapning
Det er nemt at komme til at stresse sig selv med arbejde, skole, fritidsaktiviteter og dagligt praktisk arbejde. Vi har vist alle brug for at skrue ned for hastigheden og tage en dag af gangen. Men få mennesker husker at få slappet af – de fortsætter bare ræset.
Når vi bliver angste, er vi nærmest tvunget til at træde tilbage og slappe af, så hvorfor ikke tage det som en positiv reaktion, fremfor endnu et hul i vejen?
Vi kommer hurtigt til at miste os selv i vores dagligdagsræs. Gør noget godt for dig selv, ikke bare én gang, men hver dag! Tag i svømmehallen, læs i en god bog, lav et sundt måltid mad, plej din hud, hår og negle, lav yoga eller løb en tur. Hvad end der giver dig ro i sindet og tid til dig selv.
Det er også sundt at øve sig i at være nærværende – f.eks. at sidde på en bænk et sted og bare kigge ud på verden uden at skulle sige eller gøre noget – bare være.

5. Selvudvikling
Når noget gør ondt i livet og smerten er alt vi kan mærke, er vi næsten nødt til at arbejde med os selv – medmindre vi begynder at få en alvorlig og sundhedsskadelig afhængighed (læs mit indlæg om afhængighed her). Det er forskelligt fra person til person, hvad der føles rigtigt. Nogle taler måske med en psykolog, andre med en psykiater eller en terapeut. Det kan være du har brug for at nedskrive en personlig selvbiografi, læse selvhjælpsbøger, tage et kursus, begynde til meditation og mindfulness eller at analysere dine drømme (læs min gratis e-bog om drømmetydning og selvudvikling her). Hvordan vi end vælger at arbejde med os selv, tror jeg det er vigtigt for alle at dykke ned i smerten.
Det gør os mere autentiske, mere menneskelige, mere følende, mere intuitive, mere sunde og mere balancerede. Vi kan lære noget fra den smerte og at påvirke dem omkring os. Vi vil opdage at vi er komplekse og dybe individer og at hver af os er på vores egen rejse imod en større helhed i os selv og i vores liv.

Er der nogle af kvaliteterne du kan genkende fra dit eget liv? og kan du tilføje andre kvaliteter som du føler er vokset i dig, i den tid du har haft angst?

5 tips til at date, når man har social angst

Noget der interesserer mig meget når det kommer til social angst, er det med at date og have en kæreste. Er det overhoved muligt? og hvis ja, hvordan kan vi gøre processen nemmere for os selv og for den, vi dater?

Vi får så mange forskellige og forvirrende følelser, når vi bliver forelskede.
Som angstlidende, trækker vi os også sommetider fra social begivenheder og misser derfor muligheden for at møde nye mennesker. Derfor misser vi måske også muligheden for at møde en potentiel kæreste.

Det er skræmmende og intenst at være forelsket – og især når man har social angst. Det er også skræmmende når andre bliver forelskede i dig, fordi det kan betyde at de har forventninger til dig, som du ikke ønsker eller kan opfylde.

Jeg tror det er vigtigt at udfordre sig selv, når man bliver forelsket og til en vis grad virker det også nemmere at kaste sig ud i noget som er skræmmende, når man er forelsket (og der måske er noget at vinde!). Men jeg tror det er en fin balancegang at enten udfordre sig selv på et niveau som man kan håndtere og så at presse sig selv så meget for den anden person, fordi man ønsker at leve op til hans/hendes forventninger.

Her er mine råd til dig, som har social angst og er på datingmarkedet. Indimellem har jeg skrevet, hvad jeg efterfølgende har lært af at date, og hvad jeg ville have gjort anderledes.

1. Vær ærlig
Vær ærlig fra starten af omkring din angst, hvad der trigger din angst og hvad han/hun kan gøre, for at gøre det nemmere for jer begge. Det er vigtigt at understrege overfor vedkommende, at han/hun ikke skal redde dig, at du selv kan tage hånd om din angst og selv arbejder med dig selv. Det kan også være en idé at have et kodeord du kan sige, hvis du får angst og har brug for at komme væk.

2. Udtryk dine følelser
Os med social angst har ofte et behov for at skubbe folk væk eller afvise folk, ikke på grund af den anden person, men fordi angsten bliver overvældende. Husk at del dine følelser overfor ham/hende du dater. Hvis du f.eks. er nødt til at aflyse en aftale I har, så husk at sig, at det er fordi du bliver angst og har brug for at trække dig.
Hvis du fra starten har fortalt personen at du har angst, burde det ikke komme som en overraskelse for ham/hende at der vil komme udfordrende situationer, som du må håndtere. Han/hun gik ind i relationen velvidende at du har angst.

Fordi man med social angst har tendens til at trække sig, så kan det ofte komme til udtryk som at man trækker sig fra den person man dater. Derfor kan det være en god idé også at huske at fortælle og vise personen du dater, at du er glad for ham/hende, så de føler de ved hvor de har dig.

3. Udfordr dig selv
Selvom det er ubehageligt og grænseoverskridende, så udfordr dig selv når du dater. Igen er det en hårfin grænse mellem at lære at det ikke er farligt at date denne person og at du stadig skal lytte til dig selv og ikke gøre noget, som er for meget for dig.

4. Lyt til dig selv
Hvis du føler det går for stærkt, at du bliver stresset eller at ham/hende du dater har for mange forventninger til dig som du ikke kan leve op til, så lyt til det og sig det til personen – fortæl hvordan du har det, at angsten blusser op og overvælder dig og at du må trække dig lidt – hvis det er det du har behov for. Hvis personen virkelig kan lide dig, så vil han/hun også kunne forstå det og vide at det ikke har noget med ham/hende at gøre. Det er okay at gå langsomt frem, når man dater en anden, det gælder også den fysiske og seksuelle kontakt, som kan være meget overvældende når man har angst.

5. Hav det sjovt
Angst kan være så deprimerende, hårdt og alvorligt og det er så befriende at give slip på den og de forventninger du har til dig selv og bare have det sjovt sammen. Se en komedie, gå på en utraditionel date – noget afslappet og underholdende. Grin sammen, det er ufattelig forløsende!

5 huskeregler til dig, som dater en med social angst:

  • Hun kan ikke gøre for, at hun bliver angst eller hvornår det sker
  • Det handler ikke om dig
  • Hun har nok flere følelser for dig, end hun kan give udtryk for
  • Pas på med forventninger, krav og mange fremtidsplaner
  • Acceptér, at der er nogle ting som er svære for hende – tag det i hendes tempo, hun ved bedst selv, hvornår hun overskrider sin grænse

Afhængighed

Hvad er afhængighed? Hvorfor bliver vi afhængige? Og hvordan kan vi heale os selv fra afhængigheden?

Afhængighed er stimulering, en flugt og en distrahering. Det er en afhængighed, fordi det er noget vi bruger igen og igen – det er en velkendt måde, hvorpå vi kan opnå tryghed, afslapning eller flugt.
Alt kan blive en afhængighed og alle mennesker er afhængige af noget.
Vi bliver afhængige, fordi vi har brug for at dulme os selv på en måde, det kan være gennem stoffer, alkohol, cigaretter, slik, fjernsynet, sport, aktiviteter – ja, alt hvad vi gør for at stimulere os selv eller for at flygte fra noget, vi ikke har lyst til at deale med. Det kan ligeså vel også være, for at undgå stilhed eller inaktivitet.
Afhængighed behøver på ingen måde at være et stof vi bruger, det kan ligeså vel være en flugt eller en distrahering.

At distrahere sig selv, behøver ikke at være med skadelige midler, det kan ligeså godt være med at sætte en film på, hvis man er alene med sine tanker. Jeg har for eksempel meget tankemylder om aftenen når jeg skal sove, så min afhængighed er at jeg sætter noget på som jeg kan lytte til mens jeg falder i søvn. Selvom det ikke er skadeligt i sig selv, er det stadig en afhængighed og jeg tror ikke vi kan slippe for afhængigheden i at gøre os selv trygge.

Jeg mener det skadelige ligger i, ikke at deale med det ubehag vi mærker. Hvis vores liv er én lang distrahering fra alt ubehagelige, tror jeg det på den lange sigt det er med til at vi kommer til at bære rundt på rigtig meget indeni os. Til en hvis grad har vi jo alle brug for at kunne distrahere os selv, finde tryghed og kunne slappe af – det er ikke muligt hele tiden at deale med ubehag. Det vigtige er nok at kunne lytte til sig selv og mærke efter, hvor meget man kan rumme. Starte med én ting af gangen.
Det er altafgørende og sundt at have muligheden for at flygte, men hvis det bliver til en livsstil at vi ikke ønsker at erkende vores frygt, ked-af-det-hed eller utryghed vil smerten æde os op indefra.

Ved at tage stoffer, ryge eller distrahere os selv med hverdagsting, kan vi flygte fra virkeligheden et øjeblik. Vi kan bruge noget for at bevare kontrollen, fordi det føles som om smerten er ukontrollérbar. Det er bare sådan, at vi har ikke kontrollen – afhængigheden har kontrollen over os. Vi bliver slave af afhængigheden – dette var årsagen til, at jeg for to år siden stoppede med at ryge – jeg kunne ikke længere holde ud, at være bundet på den måde af noget.

Det første skridt i at heale vores afhængighed tror jeg, er ikke at vi skal fjerne, det vi er afhængige af, men at erkende at det er en illusion at vi tror, vi har kontrol over os selv.
Vi kan tage ansvar for os selv ved at være med det ubehag vi føler. Erkende hvad der sker i vores krop og sind og forsøge at imødekomme disse følelser frem for at skubbe dem væk. Det handler for mig om, at kunne forstå, hvorfor jeg har behov for det, som jeg er afhængig af.
Det er, i min optik, den bedste måde at håndtere vores følelser på. At imødekomme og acceptere vores følelser og se os selv med kærlighed.

Om at præstere

Jeg kan blive fuldstændig besat af, at skulle gøre et godt indtryk og præstere i sociale situationer. Det gør mig endnu mere angst, stresset, urolig og utryg. Hvorfor er vi så optagede af, hvad andre tænker om os?

Vi mennesker har brug for hinanden. Vi har brug for hinanden for at føle os set, hørt, elsket og værdifulde. Vi har brug for andre, for det gør vores eksistens mere meningsfuld. Der er nogen som spejler os og som vi kan dele vores liv med – det ligger helt dybt i os, at vi har brug for hinanden.

Derfor tror jeg også, at manges, (måske skjulte) frygt er, at blive udstødt eller efterladt af andre (eller af hele samfundet). At stå tilbage helt alene og ikke føle sig som en del af et fællesskab eller gruppe – vi har brug for at føle at vi tilhører nogen, det gør at vi føler os værdifulde. For at forhindre at nogen udstøder os, skubber os væk, forlader os, ikke vil have noget med os at gøre, kan man nogle gange føle, at man må kæmpe ekstra hårdt, for at få andre folks anerkendelse – og måske især andre som man ser som vigtige, betydningsfulde eller autoritære.
Det er svært at undgå at se i øjnene, at behovet for f.eks. at gøre et godt indtryk eller at få folk til at kunne lide en, næsten ligger helt instinktivt i os. For nogle er det nok bare mere ekstremt, det kan måske være fordi man har følt man skulle præstere meget som barn eller at der har været mange forventninger til, at man skulle leve op til forældrenes krav. Sådan har det været for mig, og jeg har aldrig følt det var godt nok. Jeg har fortalt mig selv om og om igen; “Hvis det ikke er perfekt, så er det ikke godt nok”.

Hvis jeg skal noget, som i mine øjne ses som betydningsfuldt, vigtigt eller afgørende, så begynder jeg allerede der, at præstere inden i mit hoved. Jeg må sørge for, at jeg gør et godt indtryk, jeg må sørge for at virke interessant, nede på jorden, sød, sjov, imødekommende. Jeg må hellere være på en bestemt måde, sådan så folk kan lide mig.
Det giver mig ekstremt meget angst, når jeg begynder på disse tanker og det vidner for mig om, at der er et mønster som er svært at bryde men som har brug for at blive brudt. Jeg har brug for at lære mig selv noget nyt. Ikke nødvendigvis følgende;

Jeg har ikke brug for andres anerkendelse eller bekræftelse. Jeg har ikke brug for at gøre et godt indtryk. For jeg har jo et behov, som alle andre, for at føle mig som “en af flokken”, at føle  mig god nok som jeg er.

Så måske jeg nærmere skal lære mig selv at;
Jeg er god nok som jeg er. Jeg kan hverken lægge til eller tage fra. Jeg er som jeg er, jeg skal ikke præstere noget, jeg skal ikke være noget, jeg skal ikke gøre noget. Der er ingen forventninger til mig. Alt er, som det skal være. Jeg kan intet gøre. Det eneste jeg skal fokusere på er, at være i mig selv. Holde mig selv, vise mig selv blidhed og kærlighed. Omfavne mig selv som jeg er. Mærke min krop, trække vejret dybt. Smile over at være til, over at være mig. Fokusere på, at få ro inde i mig selv, fremfor at skulle “fixe” noget omkring mig (læs; at gøre noget, for at få folk til at kunne lide mig). 

Når jeg møder et menneske som virker afslappet, rolig og hvor jeg kan mærke personen er i sig selv og er tryg i sig selv, så bliver jeg med det samme draget mod denne person. Jeg føler med det samme, at jeg også kan være mig selv. Jeg får den følelse af, at det er okay at være den jeg er, og at jeg ikke skal præstere noget som helst. Præstation handler blot om en intern konflikt inden i os, hvor vi stresser og presser os selv, til at yde noget bestemt, være noget bestemt, for at opnå en følelse af bekræftelse fra omverdenen. Men hvad hvis man giver sig selv den bekræftelse? Hvad hvis man viser sig selv og lærer sig selv, at man er god nok lige som man er? At der er intet man skal gøre for at være i verden andet end bare at trække vejret og mærke sin krop og sind og rumme det lige som det er.