“Trigger me once, shame on you. Trigger me twice, shame on me”

Der er ikke rigtig nogen god måde at oversætte dette til engelsk, men jeg har gået og sagt dette til mig selv i dag, for at minde mig selv om, at jeg ikke skal gå tilbage til noget, som har trigget min PTSD. 

Når man har PTSD, så er der rigtig mange ting (store og små) der kan trigge én. Når man har kompleks PTSD, så er det ikke blot flashbacks til konkrete situationer, men ogs følelsesmæssige flashbacks hvor man bliver sendt ind i panisk angst, skamfølelse, sorg, ensomhed, frygt og jeg kunne blive ved.

Mange ting kan trigge disse flashbacks. Jeg kan selv blive trigget af både stimuli som fx høje lyde eller at blive forskrækket, men hvad der er endnu værre er, at jeg bliver trigget af mennesker (hvilket jeg tror alle med PTSD kan genkende).

Enten er mennesker farlige og udgør en fysisk trussel (de slår mig ned/voldtager mig/slår mig ihjel) eller også udgør de en psykisk trussel (de ignorerer mig/går ind i mig/misforstår mig/gør nar af mig/overskrider mine grænser og på andre måder fejlspejler mig).

Den psykiske trussel er værst, fordi det er noget der sker hele tiden, når jeg interagerer med mennesker.

Det gik op for mig, at jeg selvfølgelig ikke kan undgå mennesker, men jeg kan undgå mennesker som jeg ved ikke har empati. Mennesker der er skamløse og som jeg ved med hundrede procent sikkerhed vil trigge mig – hvis ikke i dag så i morgen.

Jeg har ingen tolerance overfor mennesker, der ikke er i kontakt med deres egen sårbarhed. Mennesker som ubevidst er grove, hensynsløse, respektløse, grænseløse og som ikke er i kontakt med sig selv.

Det er min allerstørste trigger, for det er mennesker som minder om det menneske som forårsagede min PTSD i første omgang – min narcissistiske mor. 

Jeg mister alt for et menneske, hvis de første gang jeg møder dem, viser sig fra en usympatisk eller uempatisk side. For så ved jeg, at det ikke er noget de lærer til næste gang, så er det et træk i dem, som vil blive ved at være der.

Derfor, vil jeg gøre alt for ikke at gå tilbage i en fælde, som jeg ved vil klappe i igen.

“Du ligner en luder”. Når mor er ond

Første gang min mor sagde disse ord til mig, var da jeg var 11-12 år gammel. Jeg havde været i Tøj & Sko og købt en langærmet trøje fra dameafdelingen. 

Jeg elskede at købe tøj fra dameafdelingen, for jeg længtes efter at være voksen. Jeg nåede nok aldrig at føle mig som et barn og jeg kunne ikke relatere til børnetøjet.

Trøjen var lysebrun og strikket med bådudskæring og en brun rose var syet fast tæt ved halsudskæringen.

Hele familien gjorde sig klar til en fest eller en anden begivenhed hos familie eller venner, og jeg kom gående ned ad trappen i min nye yndlingsbluse, som jeg følte mig rigtig flot i.

Da møder jeg min mors blik. Hun står nede i stuen. Hendes blik er alvorligt, hårdt, ukærligt, ondskabsfuldt. Jeg forstår det ikke, men hun siger blot: “Du ligner en luder”, uden at fortrække en mine.

Jeg kan ikke huske, hvad jeg siger eller gør. Jeg føler at jeg gik op og skiftede til noget andet. Jeg gik i hvert fald aldrig med den trøje igen. Jeg havde så meget skam, at jeg havde lyst til at brænde trøjen og mig selv med.

Når mor vil have kontrollen

in mor elskede at have magten. Hun elskede at trumfe med sin mening, at få kontrol over mig og styre mig, sådan så hun fik sin vilje. Hendes mening var altid den rigtige – og ingen kunne sige eller gøre noget, for at deres mening kunne blive lige så rigtig.

Jeg skulle kunne lide de samme ting som hende, og være enig med hende. Jeg lærte da også at det ikke nyttede at gøre modstand, men i stedet acceptere at jeg lignede en luder, fordi det var jo det hun havde sagt.

Der var ikke plads til, at jeg kunne sige: “Jeg er faktisk glad for den her trøje, og jeg synes ikke det er pænt at kalde en man elsker for en luder”. Hvor skulle jeg få det selvværd og selvtillid fra til at sige de ting, når hun ikke havde givet mig det? At sætte grænser overfor en narcissist, er i forvejen meget svært – for de er selv grænseløse og straffer, hvis man selv sætter grænser overfor dem. De lærer ikke deres børn, at grænser er sunde og acceptable og at man har ret til at sætte dem.

Hendes kommentar efterlod mig med skamfølelse og forkerthedsfølelse. Jeg havde lyst til at krybe ned i et musehul.

Anden gang jeg blev kaldt for luder

Anden gang hun sagde de samme ord til mig, var nok et par år senere. Jeg havde taget nogle selfies af mig selv, fordi min søster havde givet mig hendes store øreringe med falske diamanter i. I den periode havde jeg lidt min egen stil – jeg gik nemlig med hvide undertrøjer med blonder i udskæringen i stedet for almindelige stropbluser.

Billederne jeg havde taget var på ingen måde seksuelle, men jeg følte mig meget smuk og de var sort/hvide og jeg smilede ikke på dem, men prøvede at tage nogle modelbilleder, hvor man bare fik ansigt og skuldre med. Jeg syntes det blev så flot, at jeg sendte et til min daværende veninde.

Jeg følte mig aldrig god nok, så det at jeg havde taget et billede hvor jeg faktisk syntes jeg så smuk ud, det var jeg stolt af. Jeg havde brug for at vise det til min mor og få hendes bekræftelse. Hun sad nede i sofaen og læste avis. Forsigtigt viste jeg hende så billedet, og igen var hendes respons: “Du ligner en luder”.

Igen vidste jeg ikke hvad jeg skulle sige, men jeg gik op på mit værelse i skam og slettede billedet.

Når jeg tænker tilbage på disse to hændelser, har jeg aldrig tænkt at det var unormalt eller slemt. Jeg har altid tænkt, at alle mødre sikkert indimellem har sagt det til deres børn. Men det er jo ikke normalt eller rigtigt, at kalde sit barn for luder.

For det første, seksualiserer moren sit barn og kæder det sammen med en sexarbejder. Jeg havde ingen tanker omkring at jeg var eller havde ønsket om at være sexet eller forførende. Jeg ville bare gerne føle mig smuk.

For det andet, er det at knuse barnet fuldstændig. Knuse dets selvværd og selvtillid og udskamme dem gevaldigt.

Ikke så underligt, at jeg har lavt selvværd og skamfølelse.

Min mor ville nok i dag benægte at hun nogensinde havde sagt det, eller også ville hun finde en rigtig god og retfærdig forklaring på det – at det var fordi hun mente jeg var al for voksen. Uanset hvad så har min mor altid elsket at knuse mig. Hver gang jeg har været begejstret for noget, så skulle hun nok sørge for at få mig til at få det dårligt over at være begejstret. Hun kunne ikke lide, at jeg troede på mig selv. Hvis jeg viste bare en lille smule selvtillid, så kaldte hun mig selvisk eller egoistisk.

Ovenstående kan kategoriseres som psykisk vold, da den eneste hensigt med det er, at kontrollere mig, til at lade være at klæde mig på den måde, som hun mente var upassende.

Når mor er ond

Det er svært at acceptere, at jeg har haft en mor, som kunne være ond. Bevares, hun kunne også være sød sommetider, men jeg kunne aldrig vide, hvornår hun vendte på en tallerken.

Min mor er narcissist. Det har altid handlet om hende, hendes behov, hendes følelser, hendes meninger. Og ligeså snart jeg har taget rampelyset lidt, så har hun været klar til at slå mig ned (psykisk, ikke fysisk).

Samtidig med hendes ondskabsfulde handlinger og ord, så har hun også samtidig været rigtig god til at spille den perfekte mor. Den rolle, har hun været rigtig god til at tage. Fx ved at sige til mig, at jeg var det bedste barn, at jeg var et ønskebarn, at hun elsker mig af hele sit hjerte, at hun er så stolt af mig osv.

Disse ord tager man også ind som barn, men ligeså snart mor vender, så gælder disse ord ikke mere. Det er betinget kærlighed. At jeg kun er elsket og ønsket, når jeg gør som hun vil have det. Ligeså snart jeg afviger fra hendes forventninger og ønsker, så behandler hun mig som om jeg er uelsket og uønsket.

Dette skaber ekstrem stress i et barn. Først siger mor “jeg elsker dig” så siger hun “jeg hader dig”. Frem og tilbage, først er man lige tryg, og så bliver man utryg. Det skaber stress, det skaber utryghed og det skaber et meget uforudsigeligt hjem.

Det er derfor at jeg har fået kompleks PTSD, for den måde at behandle et barn på, med denne skiftende adfærd, er ekstremt utrygt og stressende for barnet. Jeg har været på vagt hele tiden, både i forhold til min egen adfærd og hendes adfærd. Hele tiden sørge for, ikke at træde forkert og gøre mor ond (for ja, det var jo min skyld, at hun blev ond – det var fordi jeg ikke havde indordnet mig ordentligt).

I dag har jeg ikke kontakt med min mor (eller far). Og det passer mig rigtig god, for endelig kan jeg vælge mig selv til. Endelig kan jeg give mig selv den værdi jeg fortjener og altid har fortjent.

Angst for at være indendørs: kompleks PTSD-triggere

Sådan finder du dine triggere og nedsætter risikoen for at blive trigget og retraumatiseret.

 

Kompleks PTSD

Når man lider af kompleks PTSD, er der ikke nødvendigvis én hovedårsag, som fx ved PTSD, hvor en enkelt eller flere (fysiske) oplevelser kan tages frem i bevidstheden og kan pinpointes i forhold til, hvor ens ubehag kommer fra og hvilke lignende oplevelser der kan trigge traumet.

For ved kompleks PTSD er traumet vedvarende og går igen og især ved omsorgssvigt (og især psykisk) i barndommen bliver traumet dermed en del af det der skulle være barnets naturlige udvikling. Det kan derfor være svært for en med kompleks PTSD at se, hvor traumet starter og personligheden udvikler, for personligheden er dannet rundt om traumet (eller omvendt) og derfor kan det være svært at skelne mellem mig og traumet.

Triggere og traumer

For mit vedkommende bliver jeg trigget, der hvor jeg oplever intens angst og intens skam. Overordnet set oplever jeg næsten kronisk angst og skam og sommetider bliver dette så forværret. Andre faktorer kan yderligere forværre min oplevelse af situationen og dermed også øge risikoen for at jeg bliver trigget og retraumatiseret (altså oplever traumet igen).

Fordi mit traume stammer fra en barndom med en narcissistisk mor, er der altså ikke én oplevelse, én situation eller én følelse, der er kilden til det hele – der er mange ting som er en del af traumet. Overordnet set, handler det først og fremmest om andre mennesker, dermed skal der altid være andre mennesker til stede, før at jeg i princippet kan blive trigget. De følelser traumet består i er: følelsen af at blive invaderet, latterliggjort, blive set, ikke kunne komme væk, blive overset og være fysisk eller psykisk fanget.

Jeg har forsøgt at opdele mine fire største triggers efter hvilken der er værst. Det vil sige de situationer eller faktorer der gør, at en eller flere af ovenstående følelser bliver aktiveret.
Denne opdeling hjælper mig til at se, at hvis alle fire områder er aktive, så kan der være stor risiko for at jeg bliver retraumatiseret. Husk, at selvom man bliver udsat for sine triggere, er det ikke sikkert at man bliver trigget eller retraumatiseret.

Her er min liste over triggere: 
Mine temaer er: andre mennesker, at føle mig fanget/ikke kunne komme væk, at være i centrum for opmærksomheden/at blive overset

1. At være indendørs (er fanget i en bygning – kan ikke komme hurtigt ud)
2. At sidde ned, fx rundt om et bord (er endnu mere fanget)
3. At være i centrum for opmærksomheden (endnu mere fanget, fordi folk lægger mærke til mig og dermed også vil lægge mærke til at jeg går)
4. At være i kontakt med invaderende, skamløse, grænseløse, respektløse personer som ikke viser deres sårbarhed (mennesker som er sådan, minder mig om min mor og det i sig selv er en trigger)

Angst for at være indendørs

I mange år kunne jeg ikke bare ét af disse punkter. Nu kan jeg sagtens være i situationer hvor en, to eller tre af punkterne er aktive, men alligevel godt kunne magte at være i det og omfavne ubehaget og ikke blive retraumatiseret.

Jeg ved også, at hvis jeg opholder mig udendørs, så kan jeg udsætte mig selv for alle de andre punkter, og stort set ikke opleve nogen ubehagelig reaktion, men fordi jeg fysisk er indendørs, så forværres alle de andre punkter. Dermed er det, at være indendørs den største trigger og den faktor der udsætter mig allermest, fordi jeg fysisk bliver fanget inde i et rum. Det er ikke fordi, at det er være indenfør objektivt er en fare, men det er fordi det for mig er forbundet med fare. Så når folk siger “der er ikke noget at være bange for”, så ved jeg det godt – ja der er ikke nogen synlig fare, men indvendigt der er rædselen malet overalt på mine indre vægge.

Angsten for at være indendørs er vel egentlig en klaustrofobi, det er bare ekstremt hårdt, at noget som er en del af et velfungerende liv (at gå på arbejde, i skole, ses med andre mennesker osv) er så stor en udfordring for mig. Hvis nu jeg boede i et land, hvor det altid var sommer, ville det nok være helt anderledes. Men uanset hvad kan man ikke undgå at være indendørs og det er heller ikke mit ønske at undgå det – jeg ønsker jo at forbedre det dag for dag.

Det er okay at reagere – dine triggere har en årsag

Jeg har oplevet at bare det at åbne et dør eller vindue en lille smule på klem, kan lette på trykket, fordi jeg psykologisk føler mig mindre fanget. Derudover kan sådan noget som at sidde tæt ved en dør eller et vindue også afhjælpe ubehaget. Hvad der også hjælper mig er, at øve mig i at jeg godt må føle ubehag i disse situationer.

Ofte er det et dobbelt-problem, både at have ubehag i bestemte situationer og samtidig at føle at man er forkert og skamfuld for at have dette ubehag. Men sagen er den, at man ikke kan gøre for, at man reagerer på bestemte måder i bestemte situationer.

Jeg kan sagtens kæde ovenstående triggere sammen med barndomssituationer, hvor jeg har følt intenst ubehag.

Jeg:
– Fik stuearrest – blev tvunget til at være inde på mit værelse og skulle straffes bare for at blive straffet.
– Blev hånliggjort og kritiseret – altid når der var andre tilstede, hvilket også gav enormt meget skam
– Blev tvunget til at blive siddende ved spisebordet, selvom alle andre var gået undtagen min mor 
– Blev udsat for seksuelt overgreb det sted, hvor jeg troede jeg var allermest tryg – i min seng på mit værelse
– Blev mobbet hele mit skoleliv – og dermed udsat for negativ opmærksomhed

Når man lærer sig selv, at det for det første er okay at undgå noget der giver så intenst ubehag at man undgår det endnu mere, og for det andet giver sig selv lov til at reagere som man nu gør i disse situationer (fordi man ved, der er en årsag til det). Så bliver det meget nemmere at hjælpe sig selv, være god ved sig selv og heale sig selv fra sine traumer.

Prøv selv, om du kan kede dine tidligere traumatiske oplevelser, sammen med situationer der idag giver dig intens angst eller skam, og se om du også kan få større klarhed og overblik over dine udfordringer.

7 konsekvenser af at vokse op med en narcissistisk mor

At vokse op med en narcissistisk mor sætter ar på sjælen. Ar som man skal leve med resten af livet. Svigtet kommer ikke tættere på, end når det er ens egen mor. 

En mor skal lære en, at den man er, er rigtig uanset hvad man føler. En mor skal lære en, at det er sundt og godt at sætte grænser, at det er okay at være forskellig fra hende og have egne meninger og holdninger, og at et barn aldrig kan være skyld i, hvordan forælderen har det, men det er den anden vej rundt.
En mor skal give omsorg og empati, skal lytte, være imødekommende og rolig og være den, man kan komme til, når man føler sig utryg eller bange.

Min mor var alt det modsatte af det. Jeg var bange for min mor, og er det stadig. Jeg har ikke gode minder omkring hende, og selvom jeg kan finde udadtil “lykkelige stunder”, så var der altid en følelse af, at jeg aldrig var god nok og aldrig kunne være tryg nok.

Der var en konstant følelse af, at jeg aldrig kunne slappe af. Jeg havde ondt i maven hver dag i nok syv år, men jeg havde vænnet mig til, at det var normalt at have ondt i maven. Jeg kunne ikke komme til min mor og tale om de ting der var svært for mig, for det hele handlede om hende og hvordan hun havde det.

Selvom hun aldrig fysisk har gjort mig ondt, så har hun psykisk og følelsesmæssigt gjort mig ondt hver dag siden jeg blev født.

Min mor ser sig selv som et lam – en engel, der intet ondt kan gøre eller være, hun kan ikke forene sig selv med den ulv hun er, som ødelægger alt på sin vej, efterlader sine børn og alle andre omkring hende forslået, ødelagte, knuste, kede af det. Hun kan ikke finde ud af, at tage ansvar for sin adfærd, og hun har altid været af den overbevisning, at jeg aldrig kan give andre “skylden” for at jeg er blevet såret.

Det er en god måde, at fralægge sig ansvaret for at man har opført sig modbydeligt – at kaste den tilbage på vedkommende og sige; “Det er dig der har et dårligt selvværd, det er dig der ikke tror nok på dig selv, det er dig der bestemmer om andre kan såre dig, det er dig der er svag fordi du føler dig såret”.

Her er 7 konsekvenser af, at have en narcissistisk mor:

1. Lavt selvværd og selvtillid
Jeg tror ikke på, at jeg er god nok, for jeg har altid følt mig uønsket og uelsket af min mor. Jeg har altid følt, at jeg ikke burde være blevet født, fordi hun har behandlet mig derefter. Fx ved at ignorere mig. Noget man måske tænker, ikke kan være så slemt, men at blive ignoreret er den værste følelse for et barn – at føle sig usynlig, ligegyldig, intet værd.

Jeg har svært ved at tro på egne evner, kende mine behov, grænser eller meninger – jeg kan tvivle helt på mig selv, og ikke vide hvilket ben jeg skal stå på. For som barn kunne jeg rette mig ind efter min mors behov og har lagt mig selv til side – nu når jeg ikke har kontakt til hende, står jeg for mig selv, og skal lære mig selv at kende helt på ny. Min mor har aldrig kendt mig, for jeg har aldrig kendt mig selv. Min barndom har handlet om hende først og fremmest.

2. Ensomhed
Som en forlængelse af at blive ignoreret så meget og ikke lyttet til, har jeg også været meget alene og har følt mig ensom hele min barndom og gør det stadig som voksen. Det er en nagende følelse der lægger lige under overfladen hele tiden. En følelse af, at uanset hvor jeg er eller hvem jeg er sammen med, så er jeg afskåret og isoleret.

Det er som at være fanget i et glasbur – jeg kan aldrig rigtig nå andre og andre kan ikke rigtigt nå mig. Som at være fremmed i mit eget liv og stå helt alene, også selvom der er mennesker omkring mig.

3. Skyldfølelse 
Skyldfølelsen sidder dybt, for den har altid været der. Min mor har sørget for at læsse sin egen skyld af på mig og sørget for at forsikre mig om, at det er mig, den er gal med. Det er mig der er skyld i, at jeg føler som jeg gør, at det er mig der er skyld i, hvis nogen mobber mig eller hvis jeg har udfordringer i mit liv. I hendes øjne er det er også mig der er skyld i, at jeg ikke kan have en relation til mine forældre, fordi jeg ikke har været et godt nok barn.

Alting kan rettes hen på mig som den skyldige. Jeg er så småt begyndt at kunne ryste skylden af mig – jo mere jeg kan se, at det er hende der er syg, jo bedre kan jeg ryste skyldfølelsen af mig og give den tilbage til hende. Det har aldrig været min skyld.

4. Skamfølelse 
Skammen er den følelse der er der allermest, og som virker til at indeholde alle områder af det narcissistiske svigt. Skamfølelsen er følelsen af at være 100 % værdiløs. Det er følelsen af at være det mest ubetydelige, lille, forkrøblede og forkvaklede menneske i verden.

Følelsen af at ikke skulle være blevet født, fordi jeg er så fyldt med forkerthed, fejl og mangler, og det kan ikke føles okay at have disse mangler, fordi jeg har lært at det er forkert at føle lavt selvværd – det burde jeg ikke føle, når nu jeg har en mor som er et lam og som har gjort alt for mig. “Hvor vover du at have lavt selvværd, når jeg har gjort så meget for dig, du burde være taknemmelig!”. Hele tiden bliver det skubbet af vejen og hele tiden handler det om hende – at hvordan kan jeg have lavt selvværd når hun er det blideste og kærligste menneske der findes? Så må det jo være mig, der er i mangel.

Samtidig har jeg også fået af vide, at grunden til at tingene er som de er, er fordi jeg er et menneske med lavt selvværd, grunden til jeg føler mig svigtet er ikke fordi jeg er blevet svigtet, men fordi jeg er et svagt menneske som tager alting til mig – jeg forværrer et problem der ikke er der. I virkeligheden er det hende, som altid har forværret de problemer der ikke var der.

5. Sorg 
Sorg over at have mistet min barndom. Sorg over at have mistet mine forældre. Sorg over at have mistet familien. Sorg over aldrig at have fået muligheden for sunde forældre. Sorg på grund af det dybe svigt over ikke at føle mig elsket. Sorg over, hvordan det dejlige lille menneske jeg var, ikke fik lov at blive elsket, men blev trådt på og skubbet væk.

6. Forladthedsfølelse 
Svigtet bunder i forladthedsfølelsen. Når jeg har oplevet at blive fejlspejlet konstant, så er det ligesom at blive følelsesmæssigt og fysisk forladt. Der er både nogle øjne, som ikke fysisk har set mig eller som har set igennem mig og samtidig er jeg ikke blevet lyttet til eller mødt med omsorg og empati. Følelsen af, at blive forladt, er følelsen af at blive overset.

Forladthedsfølelsen er en følelse som meget nemt bliver trigget i mit liv, fx hvis jeg har en aftale og vedkommende kommer for sent, uden at sige noget, eller hvis folk i offentligheden går ind i mig eller fysisk ikke ser mig. Forladthedsfølelsen er også bundet sammen med sorgfølelsen – når jeg føler forladthed føler jeg også sorg.

7. Kompleks PTSD , angst, depression, stress, oversensitivt nervesystem, utryghed 
Jeg har Kompleks PTSD, angst, depressive perioder, perioder med stress, stor utryghed og et meget sensitivt nervesystem helt generelt. Derudover indeholder kompleks PTSD alle ovenstående områder og er en daglig reminder om, at jeg er blevet knækket af en narcissist.

Jeg kan regne med alt det ovenstående. Hvad jeg ikke kan regne med, er de dage hvor jeg føler mig mere tryg, mere okay, mere glad eller ikke lige så sensitiv. Reglen er lidelse og utryghed, undtagelsen er okay-hed og at føle mig stærk og tryg.

Gaslighting: Sådan retfærdiggør narcissister deres adfærd

Her den anden dag gik noget op for mig, nemlig hvordan narcissister som min mor indvendigt kan retfærdiggøre deres adfærd. Det vil jeg gerne skrive lidt om i dette indlæg.

 

Hvad der kendetegner en narcissist

Narcissistisk forstyrrede mennesker har ikke evnen til at føle empati. De idealiserer sig selv og føler sig som bedre og mere specielle mennesker end andre. Alt det gode der sker, skal handle om dem , det er deres fortjeneste, fordi de er så særlige mennesker. Alt det dårlige der sker, det er andres skyld og andres ansvar.

Jeg husker at min mor altid var god til at stå op for mig, når det kom til andre mennesker – mobbere i skolen, dårlige lærere eller andre mennesker udenfra hjemmets fire vægge, som behandlede mig dårligt. Hendes egen dårlige adfærd, den ville hun aldrig tage ansvar for.

Når hun skældte ud, uden grund. Hævede sin stemme over de minimale ting i hverdagen. Når jeg stille og roligt viste min mening eller holdning om noget, og hun slog hårdt ned og forsøgte at gøre alt for at overbevise mig om at hendes holdning var den rigtige.

Jeg måtte ikke være forskellig fra hende (men jeg måtte heller ikke være ligesom hende – en narcissist). Jeg skulle spejle hende rent, sige “ja mor” til alt hvad hun sagde og være med til at vedligeholde hendes syn på sig selv, som værende den bedste og vigtigste person i verden.

Derfor måtte jeg ikke have egne behov og holdninger, for det ville betyde at jeg var vigtigere end hende.

Når vi reagerer på narcissistens adfærd

Når folk omkring en narcissistis som min mor, reagerede på hendes adfærd, så ville hun ikke se det som en reaktion på hende – det kan umuligt være en reaktion på hende, når hun er så perfekt. Derfor må det være en fejl eller mangel i personen, der gør at de opfører sig sådan.

Hvis du sætter grænser overfor en narcissist, viser dine behov eller meninger, hvis du tror (lidt for meget) på dig selv eller hvis du siger nej til den måde de behandler dig på, så skal du regne med at narcissisten vil reagere på dette, på følgende måde og dette er en måde de kan retfærddigøre din adfærd på og fastholde dig i, at det er dig den er gal med:

– Du må have ekstreme krav på grænser og er alt for rigid – fordi du har helt naturlige grænser, som er sunde og gode at have.
– Du er meget krævende  – fordi du har helt naturlige, menneskelige behov
– Din mening er helt hen i vejret, latterlig og er minoritetens mening – fordi din mening ikke er hendes
– Du skal skrue ned for din selvtillid, for ingen kan lide en der er egoistisk  – fordi du tror på dig selv og sætter dig selv i første række
Du må være ekstremt overfølsom og have urealistiske høje krav til hvordan andre behandler dig – fordi du ikke vil behandles dårligt.

Problemet er ikke dig – problemet er narcissisten.

Alt denne retfærddiggørelse er bare en del af hjernevasken, den hjernevask der også kaldes for gaslighting. Gaslighting skal få dig til at tro, at det er dig der er i mangel, dig der er overfølsom, dig der er oversensitiv, dig der har urealistiske høje krav, dig der ikke kan acceptere narcissisten som hun er. Det er dig der er problemet! Og når det er dig der altid er problemet og den der skaber problemerne, pågrund af din store indre mangel som menneske, så kan det aldrig være hende der er problemet.

Hele årsagen til at, man reagerer på narcissistens adfærd, er fordi adfæren er uempatisk, ondskabsfuld, uforstående og ikke-acceptabel. Det er ikke dig der er problemet, du reagerer på problemet. Problemet er narcissisten.

Narcissisten vil aldrig kigge indad og forsøge at forstå hvilket ansvar hun har i situationen. Hun vil gøre alt for at bruge dig som det mangelfulde menneske, til at retfærdiggøre sin egen dårlige adfærd.

Jeg vil bruge det overordnede ord hjernevask, som også gaslighting hører under.

Narcissistisk hjernevask

Sidst jeg havde en egentlig kontakt med min mor, fik jeg skrevet alt det ned, som jeg følte jeg havde brug for at fortælle hende. At jeg ikke følte mig elsket af hende og ikke følte mig god nok.

Hendes respons var bl.a. noget der lød noget a la dret her:

“Jeg er ked af, at du ikke følte jeg kunne elske dig, sådan som du havde brug for at blive elsket”. 

Det jeg læste det, kan jeg huske jeg blev lettet og tænkte – hun forstår alligevel noget, hun kan godt acceptere de ting jeg fortæller hende og går ikke amok på mig over det.
Hun er faktisk ked af, at hun ikke kunne elske mig!

Først forleden, 2 år efter mailen, er det gået op for mig, hvad hun egentlig forsøgte at sige (eller retfærdiggøre) med den ebsked.

Hun kaster det over på mig og fraskriver sig alt ansvar i at jeg følte mig uelsket: “Jeg er ked af, at du ikke følte jeg kunne elske dig som du havde brug for at blive elsket.”

Det gik op for mig, at det er den her slags hjernevask, hun har kørt på mig hele livet. Det har været denne form for beskeder, som har fået mig til at tro på, at hun jo var en god mor. Hun kunne jo godt håndtere kritik med en rolig respons. Hun vidste godt, at hun ikke kunne elske mig. Hun vidste godt, at hun havde en mangel og ikke kunne give mig den kærlighed, som en mor skulle give et barn.

Men først nu er det gået op for mig, at dette er et eksempel på den hjernevask der er stået på, siden jeg blev født. Hun har vist sig fra en god og kærlig side, men inddirekte har hun hjernevasket mig, ved at kamouflere sin egentlige hensigt – som var at rette ansvaret og problemet overpå mig og helt uden jeg overhoved lagde mærke til det.

Hun har brugte sin falske empati, til at dække over det faktum, at hun har været igang med at hjernevaske sit eget barn til at tro, at al den dårlige adfærd hun selv har udøvet, bunder i en mangel og forkerthed i mig.

Det er ikke så mærkeligt at jeg stadig den dag i dag kæmper med skam og forkerthed over mig selv.

Det har altså i virkeligheden handlet om, at hun kunne retfærdiggøre sin adfærd, ved inddirekte at sige at det var mig, der var i mangel. Mig, der havde urealistiske behov for at blive elsket, mig, der havde for mange krav til hende som mor.

Hvis hun ikke havde været narcissist, ville hun måske have skrevet:

“Jeg kan godt forstå, at du ikke følte, at jeg kunne elske dig. For det kunne jeg ikke.
Jeg kommer selv fra et kærlighedsforladthjem, hvor min mor kæmpede og mine behov for at blive elsket blev skrottet, fordi jeg skulle være der for hende.
Jeg kan se at jeg ikke har haft evnen til at elske hverken mig selv eller dig, og det er og bliver aldrig dit ansvar eller din skyld, det tager jeg på mig”.


Den onde cirkel fortsætter, hvis vi ikke vågner op

Narcissistens adfærd er jo også en reaktion på noget, ligesom at vores adfærd overfor narvissisten er en reaktion på deres adfærd.

Men den store forskel ligger i, at narcissisten:
1) ikke har evnen til at kigge indad, have selvindsigt og selvreflektion eller forstå eget ansvar i relationer eller konflikter,
2) ikke forstår at hendes egne høje krav og forventninger til andre, manglende kærlighed til sig selv og andre og manglende empati er en reaktion på hendes eget barndomssvigt, som hun ikke har taget hånd om og
3) når det handler om en forælder-barn-relation, så vil barnet altid reagere på forælderen, forælderen kan IKKE tillade sig, at reagere på barnet.

For barnets adfærd er altid en reaktion. Når man selv er resultatet af at være blevet svigtet i barndommen, så ligger ansvaret KUN hos en selv og ens forældre, IKKE ens egne børn! Dem skal man blande helt udenom de traumer.

Desværre er det meget usandsynligt at narcissister vågner op til virkeligheden og kan forstå dette. Derfor vil den onde cirkel fortsætte. Medmindre narcissistens børn vågner op og stopper den onde cirkel, så vil børnene når de bliver voksne og selv får børn, fortsætte svigtet med deres egne børn – altså vil alt det svigt, skam og traumer der er forgået i hjemmet med en narcisstisk forælder blive flyttet over til de børn, man selv får. Og sådan kan det blive ved…

At få børn er en måde hvorpå mennesker med traumer kan forblive ubevidste og fortsætte den onde cirkel, så deres børn kan tage sig af den smertefulde byrde, sådan så de ikke selv skal gøre det.

At være barn af en narcissistisk mor

Jeg lukkede af for mine følelser meget tidligt, da jeg lærte at det ikke var i orden at “skabe sig” og blive vred eller ked af det. Så blev jeg bare den alvorlige pige, generte pige, stille pige, usynlige pige, uhørte pige, ligegyldige pige.
En pige der mest af alt kunne mærke alt ubehaget som en knude i maven, sammentrækning og anspændthed fysisk og psykisk.

Jeg var fysisk og psykisk forkert som menneske

Ikke nok med, at jeg lærte at det var forkert og der ikke var plads til mine svære følelser, fik jeg af vide hvordan jeg skulle gå og stå. Helt op til jeg blev 17-18 år, fik jeg af vide hvordan jeg skulle stå for ikke at gå foroverbøjet, med fødderne vendt indad, svajende ryg og ”grimt”…. min mor fik mig til at skamme mig over mig selv.

Hun viste mig, hvordan jeg skulle gå – med fødderne rettet udad, med bækkenet skubbet ind og med ryggen ret. Jeg skulle forestille mig en snor der trak mit hoved op. Det har nok været svært at forestille sig at gå så “selvsikkert” og “opløftet”, når jeg følte mig nedtrykt, undertrykt, forkert og med det laveste selvværd og selvtillid i verden. Men hun vidste ikke, det var hende der gav mig det dårlige selvværd.

Min mor gik og stod selv på præcis samme måde som mig, og jeg påpegede det nogle gange, men hun blev vred og irriteret og sagde, at jeg ikke skulle afbryde hende.
Hver gang jeg talte til hende, var det at “afbryde”. Eller også talte hun bare hele tiden, så der konsekvent aldrig var plads til mig.

Jeg havde aldrig bedt hende hjælpe mig med at “gå normalt”. Det var hende der havde et problem med det, også selvom hun ikke engang selv brugte de samme teknikker på sig selv. Så hun trak trak mig med til en kropsterapeut der brugte Alexandermetoden, så de kunne ”fikse” mig. Jeg kan huske, hvordan jeg følte at jeg blev udsat for overgreb, da kropsterapeuten rørte ved mig. Han lagde mine ben på en bestemt måde og brugte sin egen krop ovenpå mig. Jeg følte mig så ekstremt krænket, uden at kunne bruge det ord, og det endnu mere absurde var, at min mor sad i rummet på en stol – uden at ane at jeg var dybt utilpas. Det var ligesom en elefant i rummet som kun jeg kunne se.

Har hun egentlig nogensinde spurgt mig hvordan jeg har det? Har hun overhoved ønsket at vide det? Har hun nogensinde prøvet at lytte og forstå samt møde mine følelsesmæssige og fysiske behov?
Det kan godt være hun har forsøgt, men hun har ikke ønsket at høre det ærlige svar, hun ville bare gerne være den perfekte mor.

Ingen følelser… kun følelsen af, at være bange

Jeg er ikke noget uden hende. Jeg er kun noget i forlængelse af hende.
Jeg kan ikke genkalde nogle øjeblikke i min barndom hvor jeg var i kontakt med en følelse. Det meste jeg kan huske er at jeg var sur, alvorlig, hurtig forsvandt, ikke ville skabe opmærksomhed og ikke ønskede opmærksomhed. Jeg kan aldrig i mit liv huske at jeg er gået amok på nogen, råbt og skreget, udtrykt min magtesløshed og vrede eller aggression.

Jeg har altid føjet mig. Jeg har altid vendt det mod mig selv for at skåne andre og for ikke at skabe opmærksomhed omkring mig selv. Jeg turde ikke. Hele mit liv er en lang historie af: jeg er bange for…..

Jeg havde gentagne mareridt om, at hun var en heks der løb efter mig, men jeg mærkede ikke nogen bevidst angst overfor hende eller vrede mod hende. Det er først nu jeg faktisk for første gang mærker noget af alt det, som jeg allerede som helt lille ikke kunne udtrykke og derfor rettede indad.
Jeg tør stadig ikke mærke det. Jeg er bare ked af det og frustreret og magtesløs.

Jeg føler mig hjælpeløs, men tør ikke at blive hjulpet. Ikke engang af mig selv, tilsyneladende.

Intet “jeg”

Samtidig er mit jeg så svagt. Min selvfølelse og selvværd er næsten så gennemsigtigt, at der ikke er noget ”mig”, til at hjælpe mig. Jeg kan ikke hjælpe mig selv. Men jeg ønsker at mærke den sorg, som gemmer sig dybt i mig, den sorg som har formet mig som menneske.

Men jeg har intet net der griber mig. Ingen bund. Intet fast underlag, som ikke rokker ud af stedet. Ingen grundfølelse af at være elsket. Ingen grundfølelse af at høre til. Ingen grundfølelse af at være værdig til blot at eksistere, til blot at trække vejret.

Jeg drømte i nat at de havde lovet regn i hele verden på én gang.
Det er den følelse jeg har. Alle aspekter af mig græder.
Men det er ikke forløsende, for der er ikke noget under det.

Hvordan skal man overhoved kunne lære at elske og at blive elsket? Og hvis ikke man har den følelse af at være elsket, af sig selv i det mindste (men hvad er der at elske, når man ikke er noget?) hvordan skal man så kunne rumme alle de følelser?

Jeg er ude af mig selv. Jeg har ondt i maven og mine tårer har opløst min ansigts hud.

 

Lidt tid senere skrev jeg dette…. 

Jeg føler mig ikke mere afklaret, men min vejrtrækning er dybere, mit sind er mere stille, min krop er generelt mere stille. Jo mere jeg kan komme tilbage til en følelse af, at det er okay, jo mere okay er jeg med at være mig, med al den her smerte. Jo mere er jeg mig selv. At kunne være okay, både med smerten og den forvirring, men også at kunne være okay, med det smukke og bekræftende jeg oplever og hvordan det spejles fra andre ind i mig og omvendt. Både lidelsen og skønheden spejles frem og tilbage.

Men begge to har lige meget plads. Jeg tillader at mærke det forfærdelige i at lide og ikke kunne komme i kontakt med det, jeg føler, men samtidig tillader jeg også mig selv at blive set, elsket, værdsat og bekræftet, når jeg mærker, at det er sandt og når jeg er tryg nok til at tage i mod det.

Jeg har altid været vant til ikke at kunne give mig hen, være tryg og tillidsfuld og vide at jeg er elsket og holdt af. Jeg er blevet bekræftet for mine “positive sider”. Nu lærer jeg, at jeg også er elsket for alt det andet, for smerten, for svigtet, for mit lave selvværd. Og hvis ikke andre elsker mig for hele mig, så kan jeg elske mig selv for det. Ved at tage små skridt af gangen..

Når jeg føler mig set, elsket og holdt af midt i lidelsen, bliver jeg styrket i at kunne tillade mig selv at mærke svigtet, ensomheden, sorgen og smerten.

Det er kærligheden der sejrer.

Da jeg blev udsat for seksuelt overgreb

Dette indlæg er ligeså personligt, som når jeg skriver om mine psykiske barndomstraumer og om at have en narcissistisk mor. Dette handler bare om et andet form for traume – nemlig seksuelt overgreb.

Da jeg var cirka ni år gammel, inviterede mine forældre en udsat dreng ind i vores hjem. Han var 13 år, og havde problemer i hjemmet. Derfor boede han i en periode hos os.

Jeg brød mig ikke om ham. Han opførte sig meget mere voksen end han var, på trods af at han altid havde snot hængende ud af sin næse, som aldrig blev tørret væk.
Han talte et voksent sprog, og om sex og porno. Jeg husker, at han var meget voldsom i sin måde at være på.

Jeg var bange for ham.

Han løb altid efter mig, og når han begyndte at løbe, løb jeg væk fra ham. Det var en rimelig logisk handling for mig – jeg skulle bare væk.

Jeg løb endda også hen til mine forældre inde i stuen: “Jeg kan ikke lide at han løber efter mig”, sagde jeg. Der blev ikke gjort noget ved det, for det var jo bare leg.

Men en dag var det ikke bare leg. En dag blev det et overgreb.

Overgrebet

Som alle de andre dage, løb jeg væk fra ham og han løb efter.

Jeg kan huske, jeg tænkte, på mit værelse – i min seng – der er jeg tryg. Derfor løb jeg op på mit værelse og gemte mig under dynen. Men det stoppede ikke der. For han løb efter og kravlede også under dynen.

Det må have været forår eller sommer, for jeg havde et sæt på med shorts og t-shirt. Det er underligt, hvad jeg husker fra den dag. Jeg husker ligeså tydeligt hvordan hans fingre bevægede sig ind mellem mine ben, over kanten på mine shorts og hvordan han stak sin finger ind i mig. Han havde overskredet mange grænser og nu havde han overskredet endnu flere. Så meget vidste jeg. Det var forkert, det han gjorde.
Jeg nev ham så hårdt og længe jeg kunne i armen, hvilket heldigvis fik ham til at trække sin arm hurtigt tilbage og løbe ud af værelset.

Jeg husker ikke hvad der skete lige bagefter. Blev jeg i sengen? Følte jeg mig utryg ved at være i min egen seng? Gik jeg ned sammen med de andre og lod som ingenting? Sagde jeg noget til nogen?

Jeg husker heller ikke om det var samme aften eller dagen efter, men udfra den frygt jeg følte, vil jeg gætte på det var samme aften, at jeg var alene på mit værelse.

Nu frygtede jeg ham bare endnu mere end før. Hvad ville han gøre næste gang vi var alene? Hvor langt ville han overskride min grænse?

Men det stoppede ikke der

Jeg delte værelse med min søster dengang, og jeg stod i dørkarmen og ventede på at hun kom op på værelset. Han skulle forbi mit værelse for at komme hen til sit eget værelse, og jeg tænkte bare, “Please, du må ikke nå at komme herop før min søster kommer”.
Da jeg hørte min søster skændes med min mor, tænkte jeg, nu er håbet ude. Når først skænderierne er i gang, så går der længe før hun kommer herop. Ganske rigtigt kom han op ad trappen og ind på mit værelse.

Sagde han noget? Det tror jeg, men jeg husker ikke hvad. Jeg sagde vidst ikke noget, for jeg var bange og følte mig lammet. Jeg gik hen til vinduet og kiggede blankt ud i det jeg husker som en mørk have, hvor kun månen virkede til at være det eneste lys. Jeg smilede ikke, jeg græd ikke, jeg var helt fastfrossen og afventende. Bad indvendigt om at han ville gå sin vej.

Han sagde noget med, at jeg var smuk og dejlig. Jeg havde nærmest et had til ham, jeg frygtede ham, og intet han kunne sige, kunne gøre det han havde gjort godt igen.

Han stillede sig på min ene side og lænede sig ind mod mig. Så kyssede han mig på min pande. Jeg fortrak ikke en mine, men jeg kunne mærke hvor vådt og klamt hans kys var, både af snot fra næsen og mundvand fra munden. Han virkede afventende, og jeg stod ligeså lammet som før. Så kyssede ham mig igen på siden af munden. Igen fortrak jeg ikke en mine, men stirrede stadig ud. Måske, tænkte jeg, ville han stoppe, hvis jeg slet ikke gjorde noget.

Og så gik han. Det var som om, jeg havde holdt vejret i al den tid, som føltes som timer, men nok kun var få minutter. Selv når jeg skriver disse ord, er det som at være der igen. På en gang husker jeg det tydeligt, i hvert fald følelsen jeg stod med, på den anden side virker det hele så uklart.

Efterreaktionerne

Jeg forsøgte at fortælle min mor om hændelsen, men sagde intet som hvad der helt konkret var sket. Jeg håbede sådan på, at jeg ikke behøvede at sige hvad der var sket, men at hun blot kunne se på mig, at der var sket noget og at vi kunne tale om det. Men min mor er narcissist, og har svært ved at forstå eller sætte sig ind i andres følelser, så hun grinede, mens jeg stod, fastfrossen, som så mange gange før og så hende vende ryggen til mig og gå væk.

Da jeg efterfølgende så ham i skolen, følte jeg skam og skyld. Jeg følte mig som det værste menneske i verden, fordi jeg havde afvist ham. Jeg havde nevet ham i armen, jeg havde ikke gengældt hans kys. Det var synd for ham, tænkte jeg. Jeg havde så ondt af ham.

Det var først 9-10 år efter at hændelsen kom op til min bevidsthed igen og jeg fortalte et andet menneske om oplevelsen. Heldigvis var det en god veninde, som havde medfølelse for mig og kunne se alvoren i det.

Efterfølgende har denne oplevelse været med til at forværre min angst for berøring. Det har taget mig mange år, at vænne sig til at nogen rør ved mig – selv et kram eller en hånd på skulderen kan føles krænkende.

Det er heller ikke så underligt at jeg her, næsten 20 år senere, stadig frygter at blive udsat for et seksuelt overgreb i min seng. Det er det mest private sted jeg har, det er det sted hvor det er allervigtigst jeg føler mig tryg. Det er her, jeg skal kunne falde til ro om aftenen og vågne tryg op næste morgen. Men sådan er det bare ikke for mig…

Hvad er seksuelt overgreb?..

Der findes rigtig mange forskellige former for seksuelle overgreb på børn og unge.

Helt simpelt kan man definere seksuelt overgreb som det der sker når de fysiske/seksuelle grænser hos barnet bliver overtrådt.

Seksuelt overgreb hører under tre områder: passivt overgreb, overgreb med fysisk kontakt og aktivt overgreb.