3 råd til at tale med din indre kritiker

Først handler det om, at kunne identificere din indre kritiker, den indre stemme i dig, som står klar til at slå dig i hovedet, over hver gang du er menneskelig, hver gang du kommer til at træde i spinaten, siger noget pinligt, handler på en uhensigtsmæssig måde eller taler før du tænker.

Kritikeren er altid på spring og klar til at kritisere dig, nedgøre dig og bedømme dig. Uanset hvor godt du klarer dig, så har din indre kritiker altid en “men”-kommentar og er klar til at fortælle dig, at du ikke gør det godt nok eller er god nok.

Den indre kritikers stemme er meget højere end vores egen støttende, omsorgsfulde og empatiske stemme. Den indre stemme som støtter os og siger “du er lige som du skal være”, “du kan ikke gøre noget forkert”, “uanset hvad så er du god nok, også selv hvis du føler svære følelser”, “du klarer det så godt!”, “jeg er stolt af dig!” osv..

Læg mærke til, når du har været i en udfordrende situation eller når du føler at du ikke er god nok eller ikke føler dig tilpas i dig selv, hvilken stemme der kommer frem og hvad den siger..

Her er 3 råd til, hvordan du kan tale med din indre kritiker:

1. Skriv stemmen ned

Skriv ned hvad stemmen siger og læg mærke til, om det stemmer overens med virkeligheden. Skriv så et modsvar til stemmen.
Hvis stemmen siger: “Nej hvor var det forfærdeligt, du har virkelig gjort dig selv til grin, tænk du ikke engang vidste hvad du skulle sige og gik i stå. Hvor er det pinligt, hvad må de andre ikke tænke om dig?”
Så kunne et modsvar lyde:
“Det kan godt være, at jeg syntes det var pinligt ikke at vide hvad jeg skulle sige, det kan også godt være at folk tænker kritisk om mig. Og hvad så? Så må de gøre det. Jeg er ikke perfekt og jeg kan ikke gøre for at jeg nogle gange ikke ved hvad jeg skal sige. Jeg er bare menneske. Jeg gør det så godt jeg kan.”

2. Tal højt med stemmen

Sig højt, hvad stemmen siger, når den kommer og tal tilbage til den. På samme måde som at skrive et modsvar, men her kan du på en anden måde blive ved at tale til stemmen og begynde at mærke den anden stemme i dig, som støtter dig og som vil dig det bedste. Kritikeren vil dig ikke det bedste, den vil bare gerne kræve mere af dig.

Så når du begynder at høre stemmen, så sig højt hvad den siger, fx:
“Nu dummede du dig igen. Du troede rigtigt at folk kunne lide dig, men nu har du igen trådt i spinaten. Haha. Hvor er du sølle, nu kan folk se hvor lavt selvværd du er, du er slet ikke så selvsikker som de tror du er! Haha!”.

Det hjælper at lægge en bevidst stemme på, som ikke er din egen talende stemme, sådan så du lader som om at du “spiller” din indre kritiker. Din indre kritiker er ikke din egen stemme men er alle de krav og forventninger du har fået kastet i hovedet hele dit liv. Det er en illusion at der er disse forventninger til hvordan du skal være.

Så kan du tale højt tilbage (med din egen stemme) til kritikeren:
“Jeg kan høre på dig at du er meget påvirket af at jeg har trådt i spinaten. Det må også være rigtig ubehageligt for dig, at jeg ikke kan være perfekt. Men jeg er ikke en Gud. Jeg er ikke perfekt, jeg er helt uperfekt, og det er lige som det skal være. Det kan godt være at du ikke elsker mig som den jeg er, men jeg vælger at elske mig selv som jeg er, med alle de fejl og mangler jeg har og hele det uperfekte menneske jeg er.
Jeg kan ikke styre om folk tænker det ene eller det andet, og jeg gider ikke bruge min energi på at bekymre mig om det. Det kan du gøre hvis du har lyst til, du kan bekymre dig og brokke dig alt det du vil, det blander jeg mig ikke. Men jeg vil gerne være god ved mig selv og støtte mig selv. Jeg er ikke interesseret i at være hård ved mig selv, og jeg tillader dig ikke at være hård mod mig.”

Din indre, støttende stemme, er din sande stemme. Det er den stemme der er din det er den som vil dig det bedste og som er tålmodig og kærlig overfor dig.

3. Forestil dig, hvis du talte sådan til din bedste ven

En god måde at blive bevidst om, hvad det er den indre kritiker er ude på og hvad den “vil” med alle de kritiske ord og sætninger, det er ved at forestille dig at du sagde disse ting til din bedste ven. Hvordan ville det være? Hvordan ville din ven have det? Han/hun ville nok ikke føle sig særlig støttet eller holdt af. Hvordan ville du have det hvis din ven talte sådan til dig? Ville du så være venner med vedkommende? Ville du føle dig holdt af?
Det handler ikke om, at vi skal ignorere den indre kritiker. Det handler tværtimod om at lytte til den og kunne skelne den stemme med vores egen stemme. Vi kan komme til at tro, at den indre kritiker er vores indre, sande stemme. Og derfor lytter vi helt ubevidst til den. Vi skubber, presser og stresser os selv, til at være mere og gøre mere hele tiden, for det er aldrig nok, hvis det står til den indre kritiker.

Men der er hele tiden en anden del af dig – din indre, støttende, kærlige, empatiske og omsorgsfulde stemme. Den stemme er måske meget lav lige nu. Og fordi den indre kritikers stemme råber højt til dig, kan det være svært at høre den anden stemme.
Derfor er de ovenstående øvelser både til for at blive bevidst om, hvilken stemme der er den indre kritiker samt at styrke din indre sande stemme i at støtte dig, hjælpe dig og være der for dig!

Fra bekæmpelse til omfavnelse

Hvordan lærer man at omfavne sig selv og sine følelser? Hvordan lærer man at stoppe med at bekæmpe det, man føler, og rent faktisk give sig selv lov til at være i de følelser? 

Der er flere forskellige måder, hvorpå man kan lære at omfavne sig selv. Når jeg taler om omfavnelse, så taler jeg om empati, medfølelse og at tillade sig selv, at være lige hvor man er, ikke forsøge at få det godt, ikke forsøge at lave om på sin situation. Det er igennem omfavnelsen at vi lærer at forløse vores følelser og dermed kan mindske den lidelse vi udsættes for.

Vigtigheden i, at give sig selv denne omfavnelse, denne medfølelse, lægger i at man lærer at håndtere de svære ting i livet. Man lærer at komme tættere på sig selv og tættere på det fine væsen man er. Man lærer at blive mere blid, fremfor at blive mere hård. Man føler større værdi i sig selv og større meningsfuldhed. Man vil opleve bedre at kunne håndtere tilbagefald og nedgang i sit liv, og bedre håndtere nye følelser, tanker eller fornemmelser der dukker op. Man vil også få større empati for andre mennesker og vil opleve at man connecter meget mere med andre mennesker, på et meget dybere plan. Lyder det for godt til at være sandt? Det er det ikke! Men det kræver øvelse. At man igen og igen øver sig i, at omfavne sig selv, fremfor at bekæmpe sig selv.

I virkeligheden handler omfavnelse rigtig meget om, at være i Nuet. At være tilstede med det, som sker i vores krop og sind lige nu og her!

Hvad vil det sige at elske?… 
De fleste af os har nok lært, at vi skal fortælle os selv at vi er værdifulde – ligesom vi fortæller dem omkring os at de er værdifulde – at vi elsker dem. Kærlighed lægger efter min mening dog ikke i at sige “jeg elsker dig” eller “du er værdifuld for mig”, men i at vi kan finde ud af at favne og selv og hinanden. Dét er kærlighed, i min verden. At vi giver os selv og hinanden lov til at føle os sårbare, at føle smerte, at være i de følelser vi er i og føle, at der er nogen som er der med os. At vi ikke er alene i lidelsen, men at vi enten er der med os selv eller at en anden er der.
Vi skal tænke på vores svære følelser, som vi tænker på en sorgfølelse efter et dødsfald. Der er en årsag til, at vi oplever en sorg, og vi ved godt, at vi ikke kommer ud på den anden side, før vi er gået igennem sorgen. Vi må alle igennem følelserne, før vi er ude på den anden side. Uanset hvor ondt det gør, så er det den eneste vej. Vi kan ikke gå en omvej eller en genvej, over, under eller rundt om følelsen, vi må igennem den, hvis vi vil vokse og blive stærkere og mere medfølende mennesker.

Tre forskellige typer omfavnelse
Jeg vil i dette indlæg gennemgå tre forskellige områder, hvorpå man kan omfavne sig selv. Man kan bl.a. omfavne sig selv fysisk, kognitivt og følelsesmæssigt.  Jeg tager udgangspunkt i min egen erfaring, dvs hvordan jeg selv forholder mig til mine svære følelser.

Fysisk omfavnelse sker når jeg rent fysisk omfavner mig selv. Jeg kan fx holde om mig selv, med min venstre hånd på min højre skulder og min højre hånd på min venstre skulder. Jeg aer mig selv på armen, hånden, kinden, håret. Jeg lægger mig, og trækker vejret dybt, lader vejrtrækningen gennemsyre følelsen helt og opløse den igen og igen. Jeg lægger mærke til, hvor følelsen sidder i min krop, lægger en hånd derpå og trækker vejret ind i det område.
Jeg går udenfor, lader solen skinne på mig, regnen dryppe på mig og vinden blæse i mit hår. Lader min krop sanse verden omkring mig. Får en massage, tager et fodbad, masserer min hovedbund. En øvelse jeg også kan lide at lave er, at jeg lægger én hånd på min brystkasse og én på min navle. Mens jeg bare lægger mærke til hvordan det føles, hvor mine hænder ligger. Det giver mig en følelse af, at jeg omfavner mig selv. Alle ovenstående øvelser kan også udføres af en anden person, som omfavner dig. Det er bare vigtigt, det er en person man føler sig helt tryg ved.

Kognitiv omfavnelse er når jeg fortæller mig selv de ting jeg har brug for at høre, for at jeg bedre kan omfavne følelsen. Jeg påvirker mine tanker, til at tænke, at følelsen godt må være der, fremfor at jeg tænker, at den skal væk. Jeg kan finde på at sige til mig selv, “Jeg forstår godt at du føler dig ked af det. Du må gerne føle dig ked af det. Du har ret til at føle dig ked af det.”. Mine forældre fortalte mig det modsatte. De tog ikke mine følelser alvorligt, og derfor er den eneste modgift mod det jeg har lært af dem, at gøre det helt modsatte af hvad de gjorde – nemlig at tage mig selv alvorligt, tage mine følelser alvorligt.

Følelsesmæssig omfavnelse er den omfavnelse som tit finder sted i begyndelsen eller lige midt i arbejdet med vores følelser. Det er der hvor, man er helt inde i følelsen, og måske ikke føler sig helt okay endnu. Det er der hvor der også sker en stor forløsning, hvis man kan give sig selv denne følelsesmæssige omfavnelse. Det handler om at give sig hen til følelsen. Det sker i min proces med, at jeg giver mig selv lov til at udtrykke disse følelser. Jeg giver mig selv lov til at græde, indtil jeg ikke kan græde mere. Jeg giver mig selv lov til at blive vred, til at råbe og skrige, smadre eller banke på noget (bare ikke det skal gå ud over andre!). (Læs evt mit indlæg om den terapeutiske teknik primal therapy som handler om netop dette).
Jeg giver mig selv lov til at blive frustreret eller sorgfuld. Jeg lader følelsen gennemstrømme mig, og går helt ind i den, giver den lov til at udfolde sig og udtrykke sig helt frit.

————————————————————————————————————————————-

Jeg brænder for dette område. Jeg brænder for at praktisere denne omfavnelse i mit eget liv. Det giver så stor mening for mig, at jeg ikke kan lade være med at dele det. Det er ikke sikkert, at det er noget alle kan relatere til, men jeg håber at der er nogen som finder det meningsfuldt. Tak, for at læse med!