De to tilstande af kompleks PTSD

Dette gik op for mig i dag, da jeg var hos lægen og sad på toilettet med dårlig mave, hjertebanken, svimmelhed og rystende krop på grund af min store vagtsomhed og intense angst. Jeg græd og havde fået nok. Men så stoppede det. Pludselig mærkede jeg ingenting. Det var næsten som om jeg fik det godt. At alle sorger var glemt, at der ingen lidelse var. Men så skyllede det over mig igen; min krop der skælvede, hjertet der galopperede, tårene der ingen ende ville tage. 

Der var det, det gik op for mig, hvordan jeg svinger imellem de to tilstande – enten er jeg helt væltet omkuld af angst, skam, vagtsomhed og kan ikke klare at eksistere. Eller også fryser jeg fuldstændig fast, dissocierer, rejser ud af min krop og min sind og er ikke tilstede mere.

Den dissociative tilstand opstår netop, fordi sindet og kroppen ikke kan rumme det massive ubehag og derfor må flygte væk for at overleve.

Jeg kender ikke til noget andet end de to tilstande.

Jeg kender ikke til at føle tillid og tryghed sammen med andre. Jeg kender ikke til at kunne slappe af sammen med andre. Jeg kender ikke til at føle, at jeg ikke er på vagt sammen med andre. Jeg kender ikke til, at føle mig god nok sammen med andre.

Den eneste måde jeg kan være sammen med andre på, er ved at flygte – dissociere. Hvis jeg skal være sammen med andre og være tilstede og være mig og være der, er lidelsen for uudholdelig. Derfor foretrækker jeg at være alene.

Ligeså snart jeg er alene igen, så sænker roen sig. Så er der ikke fare på færde mere. Så er jeg mere okay, og kan bedre bare være mig.

“Trigger me once, shame on you. Trigger me twice, shame on me”

Der er ikke rigtig nogen god måde at oversætte dette til engelsk, men jeg har gået og sagt dette til mig selv i dag, for at minde mig selv om, at jeg ikke skal gå tilbage til noget, som har trigget min PTSD. 

Når man har PTSD, så er der rigtig mange ting (store og små) der kan trigge én. Når man har kompleks PTSD, så er det ikke blot flashbacks til konkrete situationer, men ogs følelsesmæssige flashbacks hvor man bliver sendt ind i panisk angst, skamfølelse, sorg, ensomhed, frygt og jeg kunne blive ved.

Mange ting kan trigge disse flashbacks. Jeg kan selv blive trigget af både stimuli som fx høje lyde eller at blive forskrækket, men hvad der er endnu værre er, at jeg bliver trigget af mennesker (hvilket jeg tror alle med PTSD kan genkende).

Enten er mennesker farlige og udgør en fysisk trussel (de slår mig ned/voldtager mig/slår mig ihjel) eller også udgør de en psykisk trussel (de ignorerer mig/går ind i mig/misforstår mig/gør nar af mig/overskrider mine grænser og på andre måder fejlspejler mig).

Den psykiske trussel er værst, fordi det er noget der sker hele tiden, når jeg interagerer med mennesker.

Det gik op for mig, at jeg selvfølgelig ikke kan undgå mennesker, men jeg kan undgå mennesker som jeg ved ikke har empati. Mennesker der er skamløse og som jeg ved med hundrede procent sikkerhed vil trigge mig – hvis ikke i dag så i morgen.

Jeg har ingen tolerance overfor mennesker, der ikke er i kontakt med deres egen sårbarhed. Mennesker som ubevidst er grove, hensynsløse, respektløse, grænseløse og som ikke er i kontakt med sig selv.

Det er min allerstørste trigger, for det er mennesker som minder om det menneske som forårsagede min PTSD i første omgang – min narcissistiske mor. 

Jeg mister alt for et menneske, hvis de første gang jeg møder dem, viser sig fra en usympatisk eller uempatisk side. For så ved jeg, at det ikke er noget de lærer til næste gang, så er det et træk i dem, som vil blive ved at være der.

Derfor, vil jeg gøre alt for ikke at gå tilbage i en fælde, som jeg ved vil klappe i igen.

“Du ligner en luder”. Når mor er ond

Første gang min mor sagde disse ord til mig, var da jeg var 11-12 år gammel. Jeg havde været i Tøj & Sko og købt en langærmet trøje fra dameafdelingen. 

Jeg elskede at købe tøj fra dameafdelingen, for jeg længtes efter at være voksen. Jeg nåede nok aldrig at føle mig som et barn og jeg kunne ikke relatere til børnetøjet.

Trøjen var lysebrun og strikket med bådudskæring og en brun rose var syet fast tæt ved halsudskæringen.

Hele familien gjorde sig klar til en fest eller en anden begivenhed hos familie eller venner, og jeg kom gående ned ad trappen i min nye yndlingsbluse, som jeg følte mig rigtig flot i.

Da møder jeg min mors blik. Hun står nede i stuen. Hendes blik er alvorligt, hårdt, ukærligt, ondskabsfuldt. Jeg forstår det ikke, men hun siger blot: “Du ligner en luder”, uden at fortrække en mine.

Jeg kan ikke huske, hvad jeg siger eller gør. Jeg føler at jeg gik op og skiftede til noget andet. Jeg gik i hvert fald aldrig med den trøje igen. Jeg havde så meget skam, at jeg havde lyst til at brænde trøjen og mig selv med.

Når mor vil have kontrollen

in mor elskede at have magten. Hun elskede at trumfe med sin mening, at få kontrol over mig og styre mig, sådan så hun fik sin vilje. Hendes mening var altid den rigtige – og ingen kunne sige eller gøre noget, for at deres mening kunne blive lige så rigtig.

Jeg skulle kunne lide de samme ting som hende, og være enig med hende. Jeg lærte da også at det ikke nyttede at gøre modstand, men i stedet acceptere at jeg lignede en luder, fordi det var jo det hun havde sagt.

Der var ikke plads til, at jeg kunne sige: “Jeg er faktisk glad for den her trøje, og jeg synes ikke det er pænt at kalde en man elsker for en luder”. Hvor skulle jeg få det selvværd og selvtillid fra til at sige de ting, når hun ikke havde givet mig det? At sætte grænser overfor en narcissist, er i forvejen meget svært – for de er selv grænseløse og straffer, hvis man selv sætter grænser overfor dem. De lærer ikke deres børn, at grænser er sunde og acceptable og at man har ret til at sætte dem.

Hendes kommentar efterlod mig med skamfølelse og forkerthedsfølelse. Jeg havde lyst til at krybe ned i et musehul.

Anden gang jeg blev kaldt for luder

Anden gang hun sagde de samme ord til mig, var nok et par år senere. Jeg havde taget nogle selfies af mig selv, fordi min søster havde givet mig hendes store øreringe med falske diamanter i. I den periode havde jeg lidt min egen stil – jeg gik nemlig med hvide undertrøjer med blonder i udskæringen i stedet for almindelige stropbluser.

Billederne jeg havde taget var på ingen måde seksuelle, men jeg følte mig meget smuk og de var sort/hvide og jeg smilede ikke på dem, men prøvede at tage nogle modelbilleder, hvor man bare fik ansigt og skuldre med. Jeg syntes det blev så flot, at jeg sendte et til min daværende veninde.

Jeg følte mig aldrig god nok, så det at jeg havde taget et billede hvor jeg faktisk syntes jeg så smuk ud, det var jeg stolt af. Jeg havde brug for at vise det til min mor og få hendes bekræftelse. Hun sad nede i sofaen og læste avis. Forsigtigt viste jeg hende så billedet, og igen var hendes respons: “Du ligner en luder”.

Igen vidste jeg ikke hvad jeg skulle sige, men jeg gik op på mit værelse i skam og slettede billedet.

Når jeg tænker tilbage på disse to hændelser, har jeg aldrig tænkt at det var unormalt eller slemt. Jeg har altid tænkt, at alle mødre sikkert indimellem har sagt det til deres børn. Men det er jo ikke normalt eller rigtigt, at kalde sit barn for luder.

For det første, seksualiserer moren sit barn og kæder det sammen med en sexarbejder. Jeg havde ingen tanker omkring at jeg var eller havde ønsket om at være sexet eller forførende. Jeg ville bare gerne føle mig smuk.

For det andet, er det at knuse barnet fuldstændig. Knuse dets selvværd og selvtillid og udskamme dem gevaldigt.

Ikke så underligt, at jeg har lavt selvværd og skamfølelse.

Min mor ville nok i dag benægte at hun nogensinde havde sagt det, eller også ville hun finde en rigtig god og retfærdig forklaring på det – at det var fordi hun mente jeg var al for voksen. Uanset hvad så har min mor altid elsket at knuse mig. Hver gang jeg har været begejstret for noget, så skulle hun nok sørge for at få mig til at få det dårligt over at være begejstret. Hun kunne ikke lide, at jeg troede på mig selv. Hvis jeg viste bare en lille smule selvtillid, så kaldte hun mig selvisk eller egoistisk.

Ovenstående kan kategoriseres som psykisk vold, da den eneste hensigt med det er, at kontrollere mig, til at lade være at klæde mig på den måde, som hun mente var upassende.

Når mor er ond

Det er svært at acceptere, at jeg har haft en mor, som kunne være ond. Bevares, hun kunne også være sød sommetider, men jeg kunne aldrig vide, hvornår hun vendte på en tallerken.

Min mor er narcissist. Det har altid handlet om hende, hendes behov, hendes følelser, hendes meninger. Og ligeså snart jeg har taget rampelyset lidt, så har hun været klar til at slå mig ned (psykisk, ikke fysisk).

Samtidig med hendes ondskabsfulde handlinger og ord, så har hun også samtidig været rigtig god til at spille den perfekte mor. Den rolle, har hun været rigtig god til at tage. Fx ved at sige til mig, at jeg var det bedste barn, at jeg var et ønskebarn, at hun elsker mig af hele sit hjerte, at hun er så stolt af mig osv.

Disse ord tager man også ind som barn, men ligeså snart mor vender, så gælder disse ord ikke mere. Det er betinget kærlighed. At jeg kun er elsket og ønsket, når jeg gør som hun vil have det. Ligeså snart jeg afviger fra hendes forventninger og ønsker, så behandler hun mig som om jeg er uelsket og uønsket.

Dette skaber ekstrem stress i et barn. Først siger mor “jeg elsker dig” så siger hun “jeg hader dig”. Frem og tilbage, først er man lige tryg, og så bliver man utryg. Det skaber stress, det skaber utryghed og det skaber et meget uforudsigeligt hjem.

Det er derfor at jeg har fået kompleks PTSD, for den måde at behandle et barn på, med denne skiftende adfærd, er ekstremt utrygt og stressende for barnet. Jeg har været på vagt hele tiden, både i forhold til min egen adfærd og hendes adfærd. Hele tiden sørge for, ikke at træde forkert og gøre mor ond (for ja, det var jo min skyld, at hun blev ond – det var fordi jeg ikke havde indordnet mig ordentligt).

I dag har jeg ikke kontakt med min mor (eller far). Og det passer mig rigtig god, for endelig kan jeg vælge mig selv til. Endelig kan jeg give mig selv den værdi jeg fortjener og altid har fortjent.

4 forskelle på PTSD og kompleks PTSD

Vi hører rigtig meget om PTSD – posttraumatisk stress syndrom, blandt andet i forbindelse med soldater der vender hjem fra krig og “tager krigen med hjem”. Dog hører vi ikke meget om kompleks PTSD som er ligeså slem og invaliderende som PTSD.

I det danske diagnosesystem, skal man også have diagnosen PTSD, for at få diagnosen kompleks PTSD. På mange måder er de to ens, blandt andet i den forstand at begge er en reaktion på et traume – på en stressbelastning – altså en hændelse, som i situationen har været overvældende og som individet ikke har været i stand til at kapere eller håndtere.

Det er et traume, når det er noget der overbelaster os fysisk eller psykisk og fordi vi er mennesker og ikke robotter, så kan vi alle blive udsat for traumer – det handler ikke om hvorvidt vi er robuste nok eller ikke robuste nok, det handler bare om, at nogle ting bliver for overvældende, farlige, stressende eller chokerende, og at vi derfor ikke evner at håndtere dem. Dette er ikke en mangel i mennesket.

Her er 3 forskelle på PTSD og kompleks PTSD:

1. Krig eller andre fysiske og/eller kortvarige traumer

PTSD opstår ofte efter en kortvarig, enkeltstående og/eller fysisk hændelse. Dette kan fx være krig, et trafikuheld, et overfald, pludselig dødsfald eller lignende.

Kompleks PTSD derimod er resultatet af årelange traumatiske hændelser. Fx kan man få kompleks PTSD efter at have været i et voldeligt forhold, hvor man har været i et psykisk og/eller fysisk utrygt miljø over en længere periode. Man kan også få kompleks PTSD hvis man har været udsat for mobning i skolen eller andre steder.

Jeg har kompleks PTSD fordi hele min barndom på sin vis har været én lang utryg hændelse, både fra mobning i skolen til omsorgssvigt i hjemmet.

2. Fysiske/visuelle eller følelsesmæssige flashbacks

Både ved PTSD og kompleks PTSD er et af symptomerne flashbacks. Dog er der forskel i hvordan de opleves. Ved PTSD er det ofte mere konkrete flashbacks hvor individet sendes tilbage til fx krigszonen eller biluheldet og ser indre billeder, hører lyde eller lugter lugte fra traumet. Derudover er der selvfølgelig de symptomer der følger med af hyperårvågenhed, angst og stærkt ubehag, vrede, skyld og undvigelse.

Ved kompleks PTSD er det dog ikke konkrete flashbacks der forekommer, men derimod følelsesmæssige flashbacks. Individet ser ikke nødvendigvis nogen konkret hændelse eller sanser noget andet fysisk fra traumet, men får derimod følelsesmæssige flashbacks. Dette er som at genopleve traumet igen på et følelsesmæssigt plan.

Årsagen til at flashbacksne sker på denne måde, kan være fordi offeret for kompleks PTSD ikke har været udsat for én konkret hændelse at hægte sig på, men har været udsat for en eller mange vedvarende og længerevarende traumatiserende hændelser. Det kan være derfor at sindet bliver sendt ind i det følelsesmæssige.

Her kan der komme følelser som forladthed, skam, skyld, stor utryghed og angst, følelsen af at være ubeskyttet og i fare, en manglende evne til at afstemme sig selv, at være magtesløs, føle sig som et lille barn der ikke kan tage sig af sig selv eller opleve at man dissocierer og altså flygter væk fra sin krop, ford det er for smertefuldt at være “til stede” i den.

De flashbacks jeg selv får, er ofte en følelse af at være meget alene og samtidig føle en meget stor sorgfølelse.

3. Kompleks PTSD handler ofte om traumer i relationen til omsorgspersoner

Når der sker traumatiske hændelser i denne relation – det kan være hvis forælderen er psykisk syg, der forekommer vold, gentagne overgreb eller et generelt utrygt miljø i hjemmet, så kan individet udvikle kompleks PTSD.

Det handler om, at traumet bliver en del af det der skulle være individets naturlige, sunde udvikling og individets udvikling bliver dermed

Min komplekse PTSD er foreksempel kommet fordi jeg har haft en narcissistisk mor
og hjemmet var derfor altid præget af utryghed, mistillid, frygt for hvordan min mor ville opføre sig og reagere, hyåperårvågenhed og jeg måtte gå på listetæer og hele tiden forsøge at “gøre det rigtige”, for at tilpasse mig min mor.

4. Det er sværere at heale fra barndomstraumer 
Der er stor forskel på, om du har haft en tryg opvækst, hvor du kunne have tillid til dine omsorgspersoner og så senere har oplevet et traume. For i denne situation, vil du, uanset hvor traumatiserende de oplevelser har været, havde et punkt at vende tilbage til. Du har tilstande du kan vende tilbage til af tryghed og tillid.
Har man haft en utryg barndom, hvor man aldrig kunne slappe af og aldrig følte tillid til sig selv eller omverden og udvikler kompleks PTSD på baggrund af dette, er det sværere at heale såerne. Du har ikke noget sundt at vende tilbage til. Det kan godt være, at du har trygge øjeblikke fra barndommen, men du har ikke nødvendigvis noget anker af tryghed at holde fast i. Derfor er det en meget dybegående proces, at skulle til at lære at fungere helt på ny – det er ligesom at blive et barn igen og skulle lære at knytte sig til andre mennesker på ny, lære hvad tryghed og tillid er, lære hvad kærlighed er – lære alt det basale helt på ny, fordi man ikke fik det til at starte med. Det kan være svært at se vejen i tågen, fordi der ikke er noget minde om, hvad kærlighed eller tryghed var.

Gaslighting: Sådan retfærdiggør narcissister deres adfærd

Her den anden dag gik noget op for mig, nemlig hvordan narcissister som min mor indvendigt kan retfærdiggøre deres adfærd. Det vil jeg gerne skrive lidt om i dette indlæg.

 

Hvad der kendetegner en narcissist

Narcissistisk forstyrrede mennesker har ikke evnen til at føle empati. De idealiserer sig selv og føler sig som bedre og mere specielle mennesker end andre. Alt det gode der sker, skal handle om dem , det er deres fortjeneste, fordi de er så særlige mennesker. Alt det dårlige der sker, det er andres skyld og andres ansvar.

Jeg husker at min mor altid var god til at stå op for mig, når det kom til andre mennesker – mobbere i skolen, dårlige lærere eller andre mennesker udenfra hjemmets fire vægge, som behandlede mig dårligt. Hendes egen dårlige adfærd, den ville hun aldrig tage ansvar for.

Når hun skældte ud, uden grund. Hævede sin stemme over de minimale ting i hverdagen. Når jeg stille og roligt viste min mening eller holdning om noget, og hun slog hårdt ned og forsøgte at gøre alt for at overbevise mig om at hendes holdning var den rigtige.

Jeg måtte ikke være forskellig fra hende (men jeg måtte heller ikke være ligesom hende – en narcissist). Jeg skulle spejle hende rent, sige “ja mor” til alt hvad hun sagde og være med til at vedligeholde hendes syn på sig selv, som værende den bedste og vigtigste person i verden.

Derfor måtte jeg ikke have egne behov og holdninger, for det ville betyde at jeg var vigtigere end hende.

Når vi reagerer på narcissistens adfærd

Når folk omkring en narcissistis som min mor, reagerede på hendes adfærd, så ville hun ikke se det som en reaktion på hende – det kan umuligt være en reaktion på hende, når hun er så perfekt. Derfor må det være en fejl eller mangel i personen, der gør at de opfører sig sådan.

Hvis du sætter grænser overfor en narcissist, viser dine behov eller meninger, hvis du tror (lidt for meget) på dig selv eller hvis du siger nej til den måde de behandler dig på, så skal du regne med at narcissisten vil reagere på dette, på følgende måde og dette er en måde de kan retfærddigøre din adfærd på og fastholde dig i, at det er dig den er gal med:

– Du må have ekstreme krav på grænser og er alt for rigid – fordi du har helt naturlige grænser, som er sunde og gode at have.
– Du er meget krævende  – fordi du har helt naturlige, menneskelige behov
– Din mening er helt hen i vejret, latterlig og er minoritetens mening – fordi din mening ikke er hendes
– Du skal skrue ned for din selvtillid, for ingen kan lide en der er egoistisk  – fordi du tror på dig selv og sætter dig selv i første række
Du må være ekstremt overfølsom og have urealistiske høje krav til hvordan andre behandler dig – fordi du ikke vil behandles dårligt.

Problemet er ikke dig – problemet er narcissisten.

Alt denne retfærddiggørelse er bare en del af hjernevasken, den hjernevask der også kaldes for gaslighting. Gaslighting skal få dig til at tro, at det er dig der er i mangel, dig der er overfølsom, dig der er oversensitiv, dig der har urealistiske høje krav, dig der ikke kan acceptere narcissisten som hun er. Det er dig der er problemet! Og når det er dig der altid er problemet og den der skaber problemerne, pågrund af din store indre mangel som menneske, så kan det aldrig være hende der er problemet.

Hele årsagen til at, man reagerer på narcissistens adfærd, er fordi adfæren er uempatisk, ondskabsfuld, uforstående og ikke-acceptabel. Det er ikke dig der er problemet, du reagerer på problemet. Problemet er narcissisten.

Narcissisten vil aldrig kigge indad og forsøge at forstå hvilket ansvar hun har i situationen. Hun vil gøre alt for at bruge dig som det mangelfulde menneske, til at retfærdiggøre sin egen dårlige adfærd.

Jeg vil bruge det overordnede ord hjernevask, som også gaslighting hører under.

Narcissistisk hjernevask

Sidst jeg havde en egentlig kontakt med min mor, fik jeg skrevet alt det ned, som jeg følte jeg havde brug for at fortælle hende. At jeg ikke følte mig elsket af hende og ikke følte mig god nok.

Hendes respons var bl.a. noget der lød noget a la dret her:

“Jeg er ked af, at du ikke følte jeg kunne elske dig, sådan som du havde brug for at blive elsket”. 

Det jeg læste det, kan jeg huske jeg blev lettet og tænkte – hun forstår alligevel noget, hun kan godt acceptere de ting jeg fortæller hende og går ikke amok på mig over det.
Hun er faktisk ked af, at hun ikke kunne elske mig!

Først forleden, 2 år efter mailen, er det gået op for mig, hvad hun egentlig forsøgte at sige (eller retfærdiggøre) med den ebsked.

Hun kaster det over på mig og fraskriver sig alt ansvar i at jeg følte mig uelsket: “Jeg er ked af, at du ikke følte jeg kunne elske dig som du havde brug for at blive elsket.”

Det gik op for mig, at det er den her slags hjernevask, hun har kørt på mig hele livet. Det har været denne form for beskeder, som har fået mig til at tro på, at hun jo var en god mor. Hun kunne jo godt håndtere kritik med en rolig respons. Hun vidste godt, at hun ikke kunne elske mig. Hun vidste godt, at hun havde en mangel og ikke kunne give mig den kærlighed, som en mor skulle give et barn.

Men først nu er det gået op for mig, at dette er et eksempel på den hjernevask der er stået på, siden jeg blev født. Hun har vist sig fra en god og kærlig side, men inddirekte har hun hjernevasket mig, ved at kamouflere sin egentlige hensigt – som var at rette ansvaret og problemet overpå mig og helt uden jeg overhoved lagde mærke til det.

Hun har brugte sin falske empati, til at dække over det faktum, at hun har været igang med at hjernevaske sit eget barn til at tro, at al den dårlige adfærd hun selv har udøvet, bunder i en mangel og forkerthed i mig.

Det er ikke så mærkeligt at jeg stadig den dag i dag kæmper med skam og forkerthed over mig selv.

Det har altså i virkeligheden handlet om, at hun kunne retfærdiggøre sin adfærd, ved inddirekte at sige at det var mig, der var i mangel. Mig, der havde urealistiske behov for at blive elsket, mig, der havde for mange krav til hende som mor.

Hvis hun ikke havde været narcissist, ville hun måske have skrevet:

“Jeg kan godt forstå, at du ikke følte, at jeg kunne elske dig. For det kunne jeg ikke.
Jeg kommer selv fra et kærlighedsforladthjem, hvor min mor kæmpede og mine behov for at blive elsket blev skrottet, fordi jeg skulle være der for hende.
Jeg kan se at jeg ikke har haft evnen til at elske hverken mig selv eller dig, og det er og bliver aldrig dit ansvar eller din skyld, det tager jeg på mig”.


Den onde cirkel fortsætter, hvis vi ikke vågner op

Narcissistens adfærd er jo også en reaktion på noget, ligesom at vores adfærd overfor narvissisten er en reaktion på deres adfærd.

Men den store forskel ligger i, at narcissisten:
1) ikke har evnen til at kigge indad, have selvindsigt og selvreflektion eller forstå eget ansvar i relationer eller konflikter,
2) ikke forstår at hendes egne høje krav og forventninger til andre, manglende kærlighed til sig selv og andre og manglende empati er en reaktion på hendes eget barndomssvigt, som hun ikke har taget hånd om og
3) når det handler om en forælder-barn-relation, så vil barnet altid reagere på forælderen, forælderen kan IKKE tillade sig, at reagere på barnet.

For barnets adfærd er altid en reaktion. Når man selv er resultatet af at være blevet svigtet i barndommen, så ligger ansvaret KUN hos en selv og ens forældre, IKKE ens egne børn! Dem skal man blande helt udenom de traumer.

Desværre er det meget usandsynligt at narcissister vågner op til virkeligheden og kan forstå dette. Derfor vil den onde cirkel fortsætte. Medmindre narcissistens børn vågner op og stopper den onde cirkel, så vil børnene når de bliver voksne og selv får børn, fortsætte svigtet med deres egne børn – altså vil alt det svigt, skam og traumer der er forgået i hjemmet med en narcisstisk forælder blive flyttet over til de børn, man selv får. Og sådan kan det blive ved…

At få børn er en måde hvorpå mennesker med traumer kan forblive ubevidste og fortsætte den onde cirkel, så deres børn kan tage sig af den smertefulde byrde, sådan så de ikke selv skal gøre det.