Sundhedssystemet har kun forværret min tilstand

I min journal, udredt af en privatpraktiserende psykiater står der “patienten har en tilstand der kan opfylde kriterierne for PTSD”. For 4 år siden fik jeg diagnosen ængsteliv evasiv. Og så er jeg gentagne gange blevet henvist til behandling pga angst.

PTSD

Min tilstand gør, at jeg føler mig i fare hele tiden. Min krop er konstant på vagt og når jeg skal have med andre mennesker at gøre, føler jeg ekstrem skam og følelsen af at blive udslettet og overvældet – jeg mister mig selv.
Skammen overdøver glæden ved at være sammen med andre.

Jeg har desværre også haft flere traumatiserende oplevelser i sundhedssystemet, end jeg har fået en hjælpende hånd.

Når man har PTSD-symptomer, og især når det er kompleks PTSD (som ses i ofre for barndomssvigt eller andre længerevarende svigt), så er hjernen konstant i gang med at scanne omgivelserne for fare. Man har lært, at verden er et utrygt sted, og dermed “finder” hjernen farer, selv der hvor der ikke er fare på færde.

Man kan sige at ens hjerne og krop er på overarbejde hele tiden. Det i sig selv kan være meget drænende, og det gør at jeg har meget brug for ro.

På jobcentret

Sagen er den, at jeg er på kontanthjælp, og at jobcentret er iskolde overfor, at jeg har disse symptomer. De forventer at jeg skal møde ind og “yde” på samme måde som alle de andre. Der bliver ikke udvist hensyn til min tilstand og hvad der trigger mig.

Det har stresset mig, at være ledig, for jeg får aldrig fred – jobcentret bliver ved at kontakte mig og jeg bliver ved at sygemelde mig – og med en hjerne der i forvejen er på overarbejde, er det en dobbelt stressfaktor.

Det seneste stykke tid er det blevet så slemt med min tilstand, og jeg har udvist mange stresssymptomer og generelt følt mig udpint og følelsen af, ikke at kunne klare mere – min evne til at “udholde” er hørt op….

Hos lægen

Så jeg tog til lægen, for at bede om at få en lægeerklæring, så jeg kan få lov at få fred fra jobcentret og få det, de kalder “standby”.
Så vil jeg på sigt også kunne føle mig tryg nok til at komme i behandling. Som jeg forklarede lægen, så er det traumatiserende for mig, hver gang jeg er ude bland andre mennesker – min hjerne skaber et nyt traume hele tiden, og jeg har oplevet meget svigt fra dem, der skulle hjælpe mig, så jeg har brug for fred og ro og tryghed, før jeg kan begynde at tale med behandlere.

Lægen tog ikke notits af, at jeg har haft denne tilstand og disse symptomer de sidste 9 år. Og at det er normalt at opleve sværere perioder og tilbagefald især med PTSD og personlighedsforstyrrelse.

I stedet så hun mig som om, at det her var noget helt nyt. At jeg aldrig havde haft det værre, og at det var meget, meget alvorligt. Jeg følte mig faktisk sygeliggjort. For hvad med alle de andre gange, jeg havde haft det ligeså slemt (hvis ikke værre), men ikke blev taget alvorligt? Og hvorfor blev jeg taget alvorligt, men ikke lyttet til?

Jeg fortalte, hvad jeg havde behov for

Jeg gjorde mig virkelig omhyggelig ved igen og igen at sige til hende: “Jeg har behov for ro nu. Jeg har behov for en lægeerklæring, så jeg kan få fred. Jeg kan ikke mere, det her er mit sidste råb om hjælp”.

Og i stedet for at gribe min bold og faktisk hjælpe mig lige dér og imødekomme, hvad jeg sagde, så fortsatte hun, det hun havde gang i.

Hun skulle tjekke om jeg var psykotisk, ved at spørge mig: “Er der nogen der taler til dig?” og “Ser du ting der ikke er der?”. Nåh, psykotisk var jeg ikke.

Så skulle hun høre, om jeg havde tanker om at tage mit eget liv. Det var der ikke, men som jeg forklarede hende, så kan tanken om døden være det eneste der kan bringe en ende på lidelsen.

Hun rynkede hele tiden sin pande, og så meget alvorlig ud.

Hun fortalte mig, at jeg ikke kunne få en lægeerklæring, for så skulle jeg selv betale for det.
“Jamen det vil jeg gerne”. Nåh, men det kunne stadig ikke lade sig gøre.


“Du har fået det værre! Du må ind og udredes igen”

“Du er simpelthen nødt til at komme ind på akut psykiatrisk afdeling, for at blive udredt.” Igen og igen forklarede jeg hende at jeg lige er blevet udredt (jeg havde endda min journal med i hånden). Men nej, det var ikke tilstrækkeligt for hende og hendes behov.
Hun mente (og det her er en kvinde jeg aldrig før har mødt og talt med, som ikke kender min sygdomshistorik), at jeg skulle udredes igen, for jeg har fået det værre end dengang. Undskyld mig? Kender du mig? Ved du overhoved noget? Ved du at jeg har haft det sådan her i 9 år, hvor det er gået op og ned? Du lytter jo slet ikke. Jeg har været i det her hul mange gange, og hver gang har jeg erfaret hvad der hjælper mig: ro. Jeg kender mig selv virkelig godt efterhånden – så hav dog tillid til mig for jeg har tillid til mig selv og har brug for din tillid og støtte!

Jeg måtte blive ved at sige, at jeg lige er blevet psykisk angrebet af den sidste psykiater jeg var hos, og dermed er det traumatiserende for mig at skulle tale med endnu en behandler, og især når jeg føler mig så utryg. Igen fik jeg understreget – det eneste jeg har brug for lige nu er ro (en lægeerklæring).

Men det kunne hun ikke give mig. Hun holdt fast med næb og kløer i, at nu skulle jeg udredes igen.

Min psykiske tilstand går op og ned

Det er næsten som om, at lægerne ikke har nogen forståelse for, at psykiske udfordringer som er længerevarende – og især er en reaktion på en barndom med omsorgssvigt – er en lang proces – en proces der varer hele livet. At jeg i følge psykiateren der udredte mig har PTSD og det vil sige at der kommer op- og nedture. Der kommer tidspunkter hvor jeg bliver trigget af alting, og har brug for rigtig meget ro. (Ved man bare lidt om PTSD, så ved man at det er et af kerneområderne – at man bliver meget nemt overvældet og har brug for fred og ro og hvile).

Det er skræmmende at jeg sad der og græd og rystede og ikke kunne kigge hende i øjnene, men jeg sad der fanme. Jeg sad der og bad om én ting – at få en lægeerklæring så jeg kunne få ro. Bare få 1 måneds ro. Sådan så jeg ville kunne komme i behandling eller udredning eller whatever. Men når man bliver så nemt trigget, som jeg gør for tiden, så er det allerfarligste at begynde at udsætte mig selv for endnu flere triggere.

Hun blev ved at sige: “Kan vi aftale at du tager ud på psykiatrisk afdeling nu her?”. Jeg svarede stålfast: “Nej det kommer ikke til at ske”. Hun blev ved og ved og ved. Indtil jeg bare sagde orden: “Jaja, det skal jeg nok”. Jeg kunne se på hende, at hun kunne se jeg løj.

Jeg fortalte, hvad jeg har brug for. Jeg har haft det sådan her i 9 år, så jeg kender efterhånden mig selv rigtig godt, og jeg ved godt hvad der hjælper mig og hvad der forværrer min situation. Jeg har haft de her dyk utallige gange, og hver gang har jeg erfaret, at det har hjulpet mig at få ro – trække stikket og lade op. Det har ikke hjulpet mig at presse mig selv yderligere.

Ingen læge, psykiater eller terapeut kan få mig til at tvivle på min egen mavefornemmelse.

Lægerne forværrer min tilstand, ved at have mistillid til mig

Hvornår er det blevet normalt at individet skal have mistillid til sig selv og tillid til lægen? Det er klart, vi kan have svært ved at lytte til vores indre stemme, når der sidder en autoritet som er uddannet og professionel og fortæller os, hvad vi har brug for.

Det, der også gør situationen endnu værre er, at det som lægerne gør, når de udtrykker hvad de mener man har brug for, og hvad reglementet siger de skal gøre, og ikke lytter til mig og mine behov og prøver at forstå mig, så er de faktisk lige dér i gang med at forværre min situation.

De er i gang med at forværre min PTSD og min utryghed. De er i gang med at lære mig at jeg ikke kan have tillid til mig selv. at jeg ikke skal lytte til min mavefornemmelse. På samme måde som min tidligere psykiater der sagde: “Du må ikke udtale dig om noget, du ikke ved noget om”. Endnu engang skal jeg bekræftes i, at den jeg er ikke fortjener at have en stemme, ikke fortjener at have behov eller grænser, at jeg ikke har ret til at lytte til mine behov, at jeg umuligt kan kende mig selv så godt at jeg ved hvad jeg har behov for. Men det siger noget om, hvor følelsesmæssig intelligent jeg må være – at selvom jeg er helt ude på kanten af livet, og føler jeg ikke kan mere – så holder jeg stadig om mig selv, beskytter mig selv, elsker mig selv, lytter til mig selv og ved lige præcis hvad jeg har behov for!

Så hvis du sidder derude og har følt dig misforstået, ikke taget alvorligt, ikke lyttet til, ikke blive udvist tillid eller er blevet sygeliggjort – du er ikke alene. Og uanset hvad, så er det kun dig, der kender dig selv inderst inde og ved hvad du har behov for. Og du har ret til at have dine behov og sætte grænser. Selvom de er uddannede læger, så betyder det ikke at de kender dig. Så bliv ved at lyt til dig selv!

Det er mig der kommer først – det er mig der er den, der kæmper, det er mig der har brug for hjælp – så hvorfor skal jeg opfylde hendes behov?
Burde det ikke være omvendt? Og til lægerne: udvis tillid til din klient – tillid til klienten spejler dem i deres egen tillid til sig selv. Udviser du mistillid overfor din klient, så kan du regne med at de også kommer til at føle mistillid til sig selv og dermed forværrer deres tilstand sig blot endnu mere.

Og nej – jeg tog ikke ud på psykiatrisk afdeling – for jeg vidste, at hvis jeg havde gjort det i den tilstand, så havde jeg fået det endnu værre. Så jeg gik fra lægen og cyklede mod mit hjem, grinende og smilende over at have sagt “ja” til mig selv og lyttet til min indre stemme, som kender mig aller bedst!