Lær at forstå årsagen bag dine psykiske udfordringer

Indenfor det psykiatriske og lægelige system, der er der ét syn på psykiske lidelser: det er en sygdom. Allerede dér har vi et problem. 
Der, hvor læger og psykiatere kunne hjælpe os, der har vi stor risiko for at opleve forværring og fastholdelse i vores tilstand. 

Hvorfor mon nogle er syge hele livet med en psykisk lidelse?
Kan det være fordi at det bliver set som en sygdom af dem, der skulle hjælpe os?

Jeg mener allerede der et et problem ligeså snart at vi gør psykiske udfordringer til en sygdom. Den medicin vi bliver tilbudt, har det formål at justere signalstofferne i hjernen for at kunne behandle symptomerne på sygdommen.

Jeg har aldrig oplevet i sygesystemet, at mine psykiske udfordringer bliver set som det, de er – en reaktion på noget. Min komplekse PTSD er en reaktion på traumer i barndommen. Selvfølgelig gør det, at jeg er udsat på forskellige områder, jeg har symptomer og jeg er forhindret i at leve mit liv på en måde, som folk der ikke har PTSD.
Men det gør mig ikke til et forkert eller mangefuldt menneske. Den overbevisning, at vi er mangelfulde er blot med til at fastholde den overbevisning vi har om os selv – at vi er forkerte, ikke gode nok, skamfulde, skyldige osv. Dermed sidder vi allerede dér fast i vores udfordringer, frem for at forstå at det er et resultat af noget, som vi ikke er bevidste om.

Desværre så er det det fokus der er på psykiske udfordringer. At det er en mangel i hjernen. Da de fleste psykiske lidelser nok i første omgang stammer fra et eller flere traumer samt er arvelige, så synes jeg det er en alt for nem måde at beskue det på. Det er alt for nemt at sige, at det er en mangel i mennesket, han er syg – der er noget galt med ham – og nu skal vi have ham behandlet så han kan blive “rask” igen.

Hvad er der også blevet af, at alle mennesker oplever psykiske udfordringer, også selvom det langt fra er alle der får en diagnose?

Sygesystemet er meget opsat på at skulle diagnosticere, udrede, medicinere, symptombehandle osv. Frem for at forstå årsagen bag disse symptomer og at det er helt naturlige reaktioner. Reaktionerne bliver gjort forkert – det er noget vi skal fjerne, for det er ikke normalt! Men det er lige netop det det er – det er helt normalt at reagere på den måde, vi hver især reagerer på.

Det er også derfor jeg ikke køber den der med, at “din angst er irrationel”. Den er da dybt rationel, når vores hjerner hver især er indstillet på en bestemt måde, som både er resultat af det arvemateriale vi har fået men også den opvækst vi har haft. Der er alt for lidt fokus på forældre, lærere og andre autoriteters rolle i vores opvækst og især de første 3 år.

De færreste af os kan overhoved huske tilbage til før vi var 3 år, og dermed er der ikke nogen der ved, hvad vi har været udsat for.
Vi skal også stoppe med at holde hånden over forældrene og gøre dem til noget mere og bedre end hvad de er – forældre er også mennesker med deres eget arvemateriale, deres egne traumer og som også i større eller mindre grad (mere eller mindre ubevidst) har traumatiseret deres børn.

Man behøver ikke at være alkoholiker, slå sine børn eller misbruge dem seksuelt, for at traumatisere sine børn. Et hadefuldt blik eller en hævet stemme er nok til at sætte sig i barnets hjerne og skabe en mistillid og utryghed til andre mennesker, som siden kan udvikle sig til alverdens psykiske lidelser.

Så hvorfor gør vi det til noget sygt – det vi går rundt med?
Hvorfor ikke have fokus på årsagerne, på at forældrene faktisk kan have sygelige tendenser, ikke har forståelse for hvordan man behandler børn på en respektfuld og kærlig måde, frem for at acceptere, at bare fordi ens forældre kom hjem hver dag, krammede én eller gav en mad og tøj på kroppen, at så har de ikke skabt et traume i én?

Jeg tror det er meget svært for os, at acceptere hvilken rolle vores forældre har haft for vores psykiske udfordringer. Men deres rolle er altafgørende!
Måske er det også vores kultur – vi skal respektere vores forældre, vi skylder dem alt fordi de gav os livet.

Men husk på, dine forældre er også bare mennesker. De er langt fra perfekte.
Forældre skal heller ikke være perfekte, men det er vigtigt at huske på, hvad der skal til for at et barn får en tryg og tillidsfuld opvækst og tilgang til sig selv og verden.

Så selv hvis du “bare” tumler med lavt selvværd, så kan du godt begynde at kigge tilbage på din opvækst og hvilken rolle dine forældre har haft i det.

Jeg tror nærmest alle af os går rundt med lavt selvværd, og det lave selvværd er det gennemgående element i alle psykiske lidelser.

Opbygningen af vores selvværd sker i barndommen.. dermed er vi nødt til at se tilbage og forstå hvordan vores barndom og opvækst har været, for bedre at kunne forstå os selv som hele mennesker – frem for halve, syge mennesker.

Personlighedsforstyrrelser findes ikke. Her er min forklaring.

Hvad er en personlighedsforstyrrelse? 
Der findes et hav af forskellige diagnoser, som har betegnelsen “personlighedsforstyrrelse”. Som ordet antyder, er det en forstyrrelse i personligheden – altså en forstyrrelse i udviklingen af personligheden. 

Dette betyder med al sandsynlighed at der er sket et eller flere traumer (især længerevarende) som har været med til at forme personligheden i den grad, at udviklingen af dette menneske ikke er sket på optimal vis. Du er ikke født med denne forstyrrelse – men du kan være født med sårbarhedsfaktorer, som gør dig mere udsat overfor at udvikle det som vi kalder en personlighedsforstyrrelse.

Dette menneske har oplevet et eller flere traumer – fysisk, psykisk eller seksuelt, som har skabt så stor utryghed, skam, angst, usikkerhed, stress, rædsel, depression, mistillid mm., sådan at den naturlige udvikling ikke har kunne finde sted – eller kun har kunne opstå i mindre grad.

Al denne mangel på omsorg, krænkelse eller på anden vis misbrug af mennesket, har altså stået i vejen for den naturlige udvikling – har forstyrret udviklingen.

Dermed får dette menneske en personlighedsforstyrrelse.

Der bliver, efter min meing, lagt alt for stor vægt på, at der er tale om en forstyrrelse i mennesket – at mennesket enten har borderline, skizoid forstyrrelse, ængstelig evasiv osv.

Der bliver sjældent lagt vægt på hvorfor denne forstyrrelse er opstået, hvad det er personen mangler, for at føle sig hel, tryg, tillidsfuld mm, eller hvordan dette menneske kan fungere med denne mangel.

Vi taler ikke om hvor stor en rolle forældrene har. Hvor stort et ansvar de har. Og hvor meget der tyder på, at forældrene er den bærende rolle i udviklingen af personlighedsforstyrrelsen.

Traumet sker pågrund af svigt og traumer i relationen til vores omsorgspersoner – for det er der udviklingen skal ske. Så hvis der er en mangel i denne relation, eller der sker krænkelser eller andre former for svigt, så har barnet ikke andre steder at vænne sig hen.

Når jeg taler om traumer taler jeg om alt fra seksuelle overgreb, til fysisk vold, fangenskab, mobning, psykisk vold, manipulation og mind control, ignorering, forladthed og meget mere. Der er ikke grænser for, hvad der kan være traumatiserende.

Vi tror at traumer kun er, når et barn bliver slået, ikke får tøj på kroppen eller mad eller bliver voldtaget. Men traumerne er også alt det, vi ikke taler om. Fx når forældre bruger ignorering som en straf og form for kontrol. Eller når forældre ikke kan rumme eller afstemme barnets følelser. Når forældrene laver sjov med barnets følelser, eller forsøger at kontrollere det eller forme det, for selv at føle at de vinder.

Børn der bliver traumatiseret af deres forældre, bliver traumatiseret af mennesker, som selv er blevet traumatiseret. Ikke-traumatiserede mennesker, kan ikke traumatisere andre i den grad. Omsorgssvigt kan ikke ske, medmindre personen selv har været udsat for omsorgssvigt.

Og problemet er, at når vi ikke taler om, den rolle forældrene har – at de i rigtig mange tilfælde efterlader deres barn med traumer – så fortsætter det.

Så vokser barnet op og får måske en personlighedsforstyrrelse.

Så kan traumet fortsætte i det at dette menneske erfarer, at det er i mangel, det er forkert, det har en forstyrrelse. Denne forstyrrelse bliver ved og stikker dybere for hver dag der går – fordi det der er fælles for alle personlighedsforstyrrelser er, at der er dybe skamfølelser, følelser af lavt selvværd, følelse af ikke at have værdi, at være forkert på bunden, ikke at fortjene noget godt osv.

Og at få af vide, at man har en forstyrrelse, biddrager ikke ligefrem til at føle sig mere okay. Det kan dog – fx i mit eget tilfælde – være med til at få os til at forstå, at personlighedsforstyrrelsen er kommet af en årsag, og den årsag skal findes i barndommen.

Hvis ikke vi trækker denne forbindelse mellem de udfordringer vi står i lige nu og her med vores personlighedsforstyrrelse og vores barndom og de traumer vi har været udsat for. Så er vi dømt til at fortsætte “forstyrrelsen”. Vi er dømt til at komme til at traumatisere andre, selv sidde fast, ikke være i stand til at hjælpe os selv eller erfare at vi har værdi.

Ikke alle der har været udsat for traumer får en personlighedsforstyrrelse. Ligeså vel som ikke alle der har haft længerevarende traumer ikke får kompleks PTSD.
Men, der burde være mere fokus på, at det vi oplever nu – om det er kompleks PTSD eller personlighedsforstyrrelser – er en reaktion på traumer i barndommen og at vi ikke behøver at kalde det alt muligt, men blot at forstå denne sammenhæng.

På samme måde, som at vi ikke dømmer et træ fordi det er flået op med roden, men kan forstå at grunden til at roden er flået op, er fordi der har været jordskælv. Det er ikke træets skyld. Det er ikke træet der er “forkert”. Men der er sket noget, som har forårsaget at roden er revet op af jorden.

Vi er nødt til at forstå årsagen for at hjælpe os selv. På samme måde som at vi må forstå at det er jordskælvet der er årsagen til at træet er flået op ad jorden. Hvis det var en “forstyrrelse i træet”, så kunne det være at det skulle beskæres eller “gøres rigtig”. Men det er det ikke – det er ikke en forstyrrelse i os eller i træet, men en udefrakommende faktor som har forårsaget dette.

Når vi forstår årsagen, kan vi også bedre hjælpe os selv. Hvis vi er i kontakt med traumet, kan vi også bedre hjælpe os selv, til at passe på os selv i visse situationer – eller sætte spørgsmålstegn ved de relationer vi er i nu – er denne ven eller veninde med til at fortsætte traumet fx?

Hvis det bare er en forstyrrelse i os, så er det jo “bare” os der skal ændre os? Så er der noget galt med os på bunden, som vi må ændre på. Men det er jo ikke tilfældet. Det handler ikke om at noget er galt i os, men at vi har tilpasset os efter noget der ikke har været godt for os. Og måske befinder vi os ligenu i noget, som er med til at forværre eller vedligeholde dette der ikke er godt for os?

Og dermed er det ikke en forstyrrelse i os men os der reagerer på en forstyrrelse udenfor os. Dermed bliver vi det, som psykiatrien vil kalde “forstyrrede”.
Vi må og skal forstå denne sammenhæng mellem årsag og reaktion. Vi er en reaktion på en årsag.
Når vi er i kontakt med traumet og forstår denne årsag, kan vi også bedre hjælpe os selv på allerbedste måde!
På samme måde som at forstå at det var et jordskælv der fik træet til at blive revet op – dette kan hjælpe os til ikke blot at plante træet igen, men måske at bygge et mere solidt fundament for træet, eller flytte det til et mindre udsat område.

Derfor er det alfa omega at forstå, at de udfordringer vi oplever nu her, og det som andre kalder “personlighedsforstyrrelse” ikke er en forstyrrelse i os som mennesker, men er os som har reagereret på en forstyrrelse udenfor os. Det er ikke os der er forkerte eller gal på den. Vi har blot tilpasset os noget der var usundt, dysfunktionelt, ikke optimalt og som har givet os udfordringer i måden vi har udviklet os på.

Vi kan lære at tilpasse os igen. Vi kan lære at få en bedre jord at gro i. Vi kan lære at hjælpe os selv, sådan så vi ikke traumatiserer os selv uderligere. Vi kan lære at tilpasse os til noget der er sundt, noget der opbygger os og hjælper os.

Det er ikke dig der er syg – det er samfundet der er sygt.
Søg ind i dig selv, og du vil møde dig selv der.

Sådan er det at have socialfobi (og sådan fik jeg mit liv tilbage)

Man kan ikke sige socialfobi uden at sige undvigelsesadfærd. Når man lider af socialfobi, så river angsten os væk fra vores evne til at fungere ligesom før. Vi bliver hæmmet, invalideret, socialt handikappede. Angsten er så kraftig, at det ikke “bare” er en angst i sociale sammenhæng, men at det bliver en direkte fobi som er altødelæggende for vores selvfølelse og vores sociale liv.

Jeg læste engang noget i en bog, som gik noget i retningen af; Vi lider, fordi vi er kommet væk fra os selv og ikke lever i overensstemmelse med det, vi ønsker i vores liv. Og dette citat skulle vise sig flere år senere, at være meget sandt for mig.


Mistet arbejdsevne & socialt liv 

Da min socialfobi begyndte, kunne jeg ikke varetage et job. Jeg var på kontanthjælp, og bare det at skulle ind i aktivering eller til samtale med en socialrådgiver, gjorde at jeg var angst konstant.

Mit sociale liv var nærmest ikke-eksisterende. I de dage, hvor jeg ikke havde nogle aftaler og bare kunne være derhjemme og leve mit liv alene, havde jeg det fint. Hvis nogen så spurgte mig, om vi skulle ses, så begyndte den intense angst.

En angst så intens, at jeg faktisk hellere ville dø, end at skulle se dette menneske. Ikke fordi, at dette menneske gjorde mig angst, men fordi jeg følte så stor en skam over mig selv, så stor en mangel på at hvile i mig selv og have fred med mig selv, at bare det at et menneske kiggede på mig, fik min angst til at eskalere.

Angst for angsten og hyperårvågen

Jeg var så angst for at blive angst sammen med dette menneske, og at de skulle se mig midt i angsten, midt i min allerstørste skamfølelse, og se hvor skamfuldt et menneske jeg var. Det var som om jeg følte mig totalt blottet og at jeg intet kunne gøre for at stoppe denne blottelse.

Jeg frygtede angsten så meget og når jeg endelig var i en situation som var angstprovokerende for mig, så var jeg hele tiden hyperårvågen, hele tiden på vagt. Jeg trak ikke vejret ordentligt, jeg kunne ikke mærke min krop, pånær når angsten begyndte at stige (da var det som om, jeg mærkede alting for meget) og jeg kunne ikke koncentrere mig om situationen eller samtalen, fordi angsten fyldte det hele.

Social undvigelse

Derfor er det heller ikke underligt, at jeg undgik så mange sociale ting, fordi jeg simpelthen ingen evne havde til at berolige mit system, til at finde tilbage til en grounded følelse i mig selv, hvor jeg havde fred med mig selv og angsten og tillod mig selv at få angst.

Min modstand mod angsten, frygten mod den, kampen mod den, gjorde, at angsten blev værre og værre og mere og mere uhåndterlig. Til sidst kunne jeg ikke se hvordan jeg nogensinde skulle kunne fungere normalt igen og denne følelse toppede næsten angsten, følelsen af at jeg aldrig ville blive mig selv igen.
Jeg havde ikke noget arbejde, jeg havde ikke noget socialt liv (jeg sås måske med én til to personer pr måned) og alt var angstprovokerende for mig til sidst.


At sætte grænser og sige nej

Der kom et punkt, hvor jeg blev dybt stresset over den angst der blev forårsaget af, at folk rakte ud til mig og spurgte om vi skulle ses.

Forventningerne fra andre om, at vi skulle ses og lave noget sammen (når jeg vidste at det ville være dybt ubehageligt for mig) stressede mig. Det var ikke nemt for mig. Jeg kunne ikke bare ses med nogen og hygge mig.

Jeg måtte forberede mig, ellers sørge for at vi ikke lavede en aftale lang tid i forvejen, fordi så kunne jeg gå og være angst konstant i alle dagene optil, og derfor endte det ofte med at jeg aflyste. Det bedste var, når vi lavede en aftale dagen inden eller endnu bedre, på dagen. Så kunne jeg ikke nå at blive voldsomt angst.

Jeg var også nødsaget til, at melde ud til hele min omgangskreds, at angsten var meget voldsom for mig og at jeg havde brug for noget tid, hvor jeg ikke skulle se nogen og havde brug for at de ikke rakte ud til mig mere.
For selvom jeg i forvejen ikke så nogen, så var det nok at folk rakte ud til mig, det var stressende nok i forvejen. For en med socialfobi, så er tanken om en social situation nærmest ligeså slem (og nok værre) end den sociale situation.

Det var ubehageligt at skulle sætte den grænse og jeg følte jeg skubbede folk væk, men jeg var nødt til det. Pleaseren i mig ønskede bare at gøre alle glade og sige ja til alle aftaler, og jeg skammede mig når jeg aflyste aftalerne igen. Det var bare for meget for mig det hele. Jeg gjorde alt hvad jeg kunne for at sætte grænsen på en kærlig måde, hvor jeg forklarede hvorfor jeg var nødsaget til at gøre det, fremfor bare at lægge folk på is.

Fra behovsløs til at kunne mærke mine behov

Men sjovt nok opdage jed, at ved at sætte den grænse, kunne jeg pludselig mærke min lyst til at se andre, mit behov for at se andre. Noget jeg ikke havde mærket i årevis. Andres behov og forventninger havde overskygget mine egne, og jeg havde været for optaget af, hvad de ønskede, at jeg tilsidst bare forblev pleaseren og derfor ikke kunne mærke mig selv. Lige så snart jeg havde sat den grænse, mærkede jeg min lyst til at se disse mennesker, og ligeså stille begyndte jeg selv at række ud, fordi jeg havde en lyst til at være sammen med dem.


At leve i overensstemmelse med sine værdier

Noget tid efter faldt jeg over den terapeutiske metode ACT (Acceptance and Commitment Therapy, udtales ligesom det engelske ord act) som beskrev noget som jeg netop var begyndt at mærke. Nemlig, at når man som angstlidende begynder at komme i kontakt med sine værdier (hvad ønsker jeg i mit liv? hvad er vigtigt for mig?), så er det nemmere at være i angstfulde situationer, fordi man er i kontakt med det som er meningsfuldt og vigtigt for én.
Det var netop det jeg var begyndt på. For endelig kunne jeg mærke mine egne behov, min egen mening, hvad der var vigtigt for mig, og lidt efter lidt som jeg kom i kontakt med disse følelser, havde jeg større mod og lyst til, at være i angstfulde situationer, for nu var der noget at vinde. Det var ikke kun lidelsesfuldt, intenst og angstprovokoerende. Nu var der også et andet element, nemlig at jeg udlevede nogle af mine værder.
Det var en kæmpe åbenbaring i forhold til min angstproces.

Hvis jeg aldrig havde sat den grænse og bedt om at de ikke havde krav eller forventninger til mig, havde jeg nok aldrig mærket mit eget behov og min egen lyst til at være social og så var min tilstand nok blevet værre og værre.

Det samme galdt for mit arbejdsliv. Da jeg begyndte at opdage, at der var arbejde som jeg var god til og som jeg elskede at lave, som gav mig mening og livsgejst, så var det også nemmere at komme på arbejde, for nu var der noget at vinde for mig.

Det betød ikke, at jeg ikke havde ligeså meget angst som før, men det betød at der nu var to sider af sitautionen og at jeg både var i kontakt med mine værdier, min angst og en evne til bedre at kunne rumme angsten, fordi jeg nu udlevede mine værdier.

Derfor er det så vigtigt at huske: 1. lytte til sin mavefornemmelse og 2. at finde ud af, hvad der betyder noget for en og så have fokus på det.

 

 

Jeg er misundelig

Love looks through a telescope, envy through a microscope – Josh Billings

Jeg bliver ødelagt af min misundelse på andre. Det kan æde mig op indefra. Det kan være alt der fylder lige pludselig, jeg kan ikke se skoven for bare træer.

Jeg bliver misundelig på hvilke kvaliteter personen har, personens udseende, personens succes, personens sociale popularitet og personens lykkelige familie. Jeg ser alt det, som jeg ikke ser hos mig selv. Jeg leder efter det, som jeg føler mangler hos mig selv.

Ofte finder jeg at jeg misunder kvinder, som minder om mig selv på nogle punkter, men der hvor jeg så ser, at hun har noget ekstra som jeg ikke har, så bliver jeg misundelig. Misundelse er en ubehagelig ting, fordi man har svært ved at slippe den, når først man er blevet misundelig.

Det er ikke fordi jeg tror, at jeg bliver lykkelig, hvis jeg havde det hun havde, men det er nok fordi at jeg automatisk tænker, at hvis hun har noget jeg ikke har, så må der være noget galt med mig. Eller også tænker jeg, at det er uretfærdigt at jeg er i mangel på nogle områder, hvor hun er fyldt op på alle hylder.

Jeg glemmer nok, at tænke på, at alle har baggage, alle har usikkerheder, alle har områder som de ville ønske var anderledes, alle føler de har mangler, og kvinderne jeg bliver misundelig på, højst sandsynligt også er misundelige på andre. Jeg glemmer nok, at der er kvaliteter jeg har, som hun ikke har – ligesåvel som at der er kvaliteter hun har som jeg ikke har.

En ny tilgang til misundelse
Hvis jeg skulle bruge samme tilgang til angsten, overfor min misundelse, så ville jeg sige til mig selv, at jeg godt må være misundelig. Det nytter ikke at sige til mig selv, at misundelse er en grim ting eller der ikke er noget at være misundelig over, eller prøve at rationalisere det. Der er også en årsag til, at jeg bliver misundelig, en årsag til at jeg føler mig usikker, for der har været alvorlige mangler i mit liv, der har manglet noget primært og oveni det er jeg blevet overvældet af angsten, som har skubbet mig ud af kurs og gjort at jeg har mistet meget i mit liv. Men det jeg har mistet til angsten, har været overflødigt indhold i mit liv. Jeg føler mig mere som mig, efter at alt er revet væk fra mig og jeg har samlet mit liv sammen helt på ny. Jeg har ikke en masse mennesker tæt inde på mig, som gør mig ked af det over at være mig. Jeg har ikke et arbejde som gør mig ulykkelig. Jeg fylder min dag med det, som gør mig glad og det som giver mig mening.

Afslutning
Der er ikke nogen opskrift på at være lykkelig eller bare tilfreds med den man er og sit liv. Det der virker på kvinder jeg misunder, virker nødvendigvis ikke på mig og er nødvendigvis ikke det jeg ønsker for mit liv.
Nogle gange kan jeg blive optaget af, at hvis de har noget jeg ikke har, så må jeg være i mangel på noget. Men sådan behøver det ikke at være. Jeg har måske valgt en anden vej og valgt andet indhold i mit liv, udfra den jeg er og udfra min historie, og det kan være ligeså godt og lykkeligt, som de kvinder som jeg misunder, som i virkeligheden måske minder meget mindre om mig selv, end jeg umiddelbart først har troet.

At være med angsten

For snart 7 år siden begyndte min sociale angst at overvælde mit liv. Dengang gik jeg nærmest i panik, når jeg fik angst, jeg vidste ikke hvad det var, eller hvordan jeg skulle håndtere det. Det var mildest talt bare dybt overvældende og ubehageligt for mig.

Den dag i dag oplever jeg, at jeg på en måde er cirkuleret tilbage til hvor jeg var det år jeg begyndte at få social angst. Jeg oplever samme angstfølelse når jeg er i en angstfuld situation. Denne gang oplever jeg den bare på en ny måde, en måde hvorpå jeg har bevidsthed om situationen og evner at holde mig selv og rumme utrygheden. Jeg går ikke i panik over angsten, jeg er ikke ubevidst om, hvad det er.

Jeg kender angsten ud og ind, og selv når jeg føler jeg ikke gør, så føler jeg alligevel jeg kommer tilbage, til et sted i mig selv, hvor jeg har empati for mig selv og angsten. Og det gør, at jeg ikke længere bliver overvældet af den eller rykket ud af kurs.

Når du er pårørende til en med socialfobi

Det kan være meget svært at være pårørende til en med socialfobi. Når man har socialfobi føler man sig, generelt set, mest tryg ved at være alene eller med nogen man kender godt. Dog kan der være tilfælde (som med mig), hvor trygheden forsvinder alle vegne, undtagen når man er alene. Der kan det være svært at se til som pårørende, og vide om man skal blive ved at række ud eller give personen plads. Skal man spørge om man kan hjælpe? Hvad er det rigtige at gøre?

1. Vær ærlig
Tal om, hvordan det er for dig, som pårørende og hvad der er svært for dig i forhold til at personen har socialfobi. Føler du dig svigtet, fordi personen ofte må aflyse jeres aftaler eller har bestemte krav til sociale situationer? Så sig det højt, på en pæn måde. Mennesker med socialfobi er ofte sensitive mennesker som højst sandsynlig vil reagere på en ordentlig måde og vise forståelse for, at det kan være svært at være pårørende. Forhåbentlig vil de også føle de kan være ærlige overfor dig, fx hvis du siger; “Selvom jeg ikke ved 100 procent hvordan det er for dig, så ønsker jeg at du føler du kan være ærlig og sige hvad du har behov for.”

2. Vær der
Det kan godt være du ikke ser meget til den som har socialfobi, eller taler meget med vedkommende. Men det er vigtigt at de ved, at du er der, et eller andet sted. At de kan række ud til dig, og at du er tilgængelig. Det betyder ikke at du skal sidde klar ved din telefon døgnet rundt, men at de ved du er til at stole på og at de kan være trygge ved dig, det gør en stor forskel for personen med socialfobi.

3. Vær tålmodig
Man går ikke bare fra at have socialfobi til ikke at have socialfobi ligepludselig, det er en proces, en proces som måske kan tage mange år. Det er vigtigt at tage den helt med ro og at tage det i hans/hendes tempo, fx hvis du foreslår I laver noget, og personen afslår pga angsten, så respektér det og vid, at det ikke har noget med dig at gøre, men at det er vigtigt at det bliver gjort i personens tempo, når angsteksponeringen finder sted.

4. Ræk ud
Det er godt at række ud til den, som har socialfobi. Når man har socialfobi føler man en stor følelse af usikkerhed over sig selv, man frygter at blive latterliggjort eller set ned på i sociale situationer, man føler sig mildest talt udsat. Meget af det kan bunde i lavt selvværd, så noget af det som kan hjælpe en med socialfobi er, at række ud til dem, vise dem, at du gerne vil dem, vise dem at du holder af dem.

5. Tag det ikke personligt
Hvis personen med socialfobi aflyser en aftale eller har bestemte krav til en social situation, så prøv ikke at blive alt for såret eller irriteret over det. Husk på, at der er forskel på om du ikke gider det der sted hen, hvor den med socialfobi måske føler sig mest tryg. For det står mellem at gide noget og mellem at kunne håndtere noget. Det er vidt forskelligt. Hvis en veninde fx har forslået at vi skal på cafét, og jeg føler det er for angstprovokerende for mig, så kunne jeg foreslå at vi gik en tur i stedet. Hvis hun så blev irriteret over, at hun ikke orkede at gå rundt i det kolde vejr, så kunne jeg godt føle mig såret, fordi for mig handlede det aldrig om jeg gad det, men det handlede om hvor vidt jeg ville blive overvældet af angst. Så hav altid det i baghovedet, at hvis en person aflyser eller vil noget andet, end du vil – så er det højst sandsynlig ikke af lyst men af evne!

Jeg håber du kan bruge disse råd til noget, jeg har også lavet et andet indlæg der handler om, gode råd til hvordan man håndterer når ens ven bliver angst.

Sådan er det at have uvirkelighedsfølelser

I et tidligere indlæg, har jeg skrevet om at depersonalisere, fordi at uvirkelighedsfølelsen er en af de største symptomer på depersonalisering. Dette indlæg skal dog kun handle om uvirkelighedsfølelsen i sig selv. Hvordan det føles, og hvad vi kan gøre ved den.

Når jeg får uvirkelighedsfølelsen, er det som om at min opmærksomhed eller bevidsthed er et andet sted. Fokuserer jeg meget på det, bliver uvirkelighedsfølelsen større og min kontakt til min krop, vejtrækning og følelser forsvinder mere og mere. Dog kan jeg godt blive bange eller få hjertebanken, fordi uvirkelighedsfølelsen bringer mig væk fra Nuet og væk fra mig selv.

Uvirkelighedsfølelsen kommer ofte, hvis jeg har været alene i et stykke tid og har gået og lavet ting i min egen verden og pludselig “opdager”, at jeg er alene og at jeg på en måde er drevet væk fra mig selv. Jeg er drevet for meget ind i de ting der sker omkring mig, vasketøjet der flyder, eller den skærm jeg sidder og kigger ind i.

Min erfaring siger mig, at uvirkelighedsfølelsen opstår, når jeg er drevet for langt væk fra mig selv og væk fra Nuet og derudover kan få endnu større uvirkelighedsfølelse, fordi jeg begynder at se mig selv udefra, eller fra et andet perspektiv som gør at jeg har tabt kontakten til mig selv. Det kan godt være meget skræmmende og ubehageligt og nogle gange, hvis man bliver rigtig angst, kan man føle at man måske er ved at miste forstanden.
Ens hænder føles som en andens hænder, som om de ikke sidder på en selv. Når man kigger ned af sig, kan man ikke forstå at det er en selv man kigger på og at den her krop er min. Derudover kommer følelsen også når jeg bliver understimuleret, det vil jeg komme mere ind på nedenfor.

Der er 5 råd, som jeg bruger flittigt og som jeg ved hjælper på uvirkelighedsfølelsen, og dem vil jeg gerne dele med dig.

1. Natur og frisk luft
Jeg har aldrig oplevet at få uvirkelighedsfølelsen ude i naturen eller den friske luft – kun hvis jeg decideret har følt den så kraftigt, at jeg slet ikke kunne komme tilbage til mig selv igen. Men hvis du går ud i naturen, en park, en skov eller ud til vandet og virkelig tager dig tid til at sanse det, som sker omkring dig og vigtigst af alt sanse din krop og din vejrtrækning, kan det bringe dig tilbage til dig selv.

2. Andre mennesker/dyr
Vi har brug for andre mennesker. For lang tid alene kan godt gøre at vi føler uvirkelighedsfølelsen. Hvis du ikke har mulighed for at mødes med et andet menneske, kan du måske tale i telefon med en eller skrive med en på SMS eller gennem internettet. Det kan også være en god idé at se om du må låne en vens hund et par timer eller tage på besøg hos nogen med dyr, så du kan få lov at kæle med dyret. Dyr har så stor kontakt med det naturlige og Nuet, og det kan vi lære meget af.

3. Sanseoplevelser
Sansing er uhyrlig vigtig, når man får uvirkelighedsfølelsen. At sanse din egen krop og mærke den fysisk og mærke din vejrtrækning er med til at du kommer tilbage til Nuet, ud af dine tanker og ind i kroppen. Træk vejret dybt og læg mærke til, hvordan din hud føles, hvordan dine lemmer føles osv. Du kan bevidst søge nogle sanseoplevelser, fx ved at give dig selv massage (eller få en anden til at gøre det), tage et langt bad med kraftig vandstråle og læg mærke til hvordan vandet føles på din krop, gå en rask tur, så du mærker din krops bevægelser eller gå ud i naturen og rør ved træerne eller sid på jorden. Uvirkelighedsfølelsen kan opstå, fordi vi simpelthen er understimulerede. Det betyder ikke at du skal ud og overstimulere dig selv, for det kan ofte være overvældende hvis man i forvejen er sårbar, men det betyder at det kan hjælpe meget at bruge sine sanser.

4. Vær aktiv
Lav noget aktivt men hver samtidig opmærksom, på det du laver. Hvis du gør rent, så tag dig tid til det og bring bevidstheden ind i det arbejde du laver. Du kan også lave mad og bruge bevidstheden til at virkelig sanse de fødevarer du bruger og blive ved at bringe opmærksomheden ind i at tilberede og spise maden.

5. Vejtrækning
Hvis alt andet fejler, så er det simpleste bare at bringe din opmærksomhed og bevidsthed ind i din vejrtrækning. Du behøver ikke at lave nogle bestemte åndedrætsøvelser (men hvis du vil, har jeg en føljeton her på siden som blot hedder “Vejtrækningsøvelse”). Hvis du ikke orker at lave nogen øvelse kan du blot nøjes med at bringe din opmærksomhed ind i din vejrtrækning og lægge mærke til hvor luften er, når du trækker vejret ind, hvordan din krop føles når lungerne fyldes med luft og hvordan det føles når du puster ud igen. Bliv ved med at rette opmærksomheden på dine vejrtrækning, og det vil bringe dig mere i kontakt med din krop igen.

Sådan er det at isolere sig

Dette er min historie omkring, hvordan min angst voksede sammen med mit behov for at trække mig fra omverdenen. Men også om, at jeg nåede et punkt, hvor isolationen forværrede min angst og dermed startede en flodbølge, sådan at jeg blev nødsaget til at se mig selv i øjnene (bogstaveligt talt) og komme ud af isolationen igen, helt af mig selv.

Når man har social angst er det meget almindeligt, at opleve stor angst for sociale situationer, bestemte situationer, mennesker eller tidspunkter på dagen (fordi der måske er flere mennesker).

Vi kan begynde at undgå de ting, som trigger vores angst, undgår bestemte mennesker fordi de måske ikke har forståelse for vores situation (eller ikke ved, at vi har angst) eller måske undgår vi et bestemt sted, f.eks. fester, middagsselskaber eller hvad der end er angstprovokerende for os. Det er ikke bare det, at den bestemte situation er angstprovokerende, men det er nærmere det, at vi har erfaret en eller flere gange, at vi oplevede angst i denne situation. Vi følte os usikre, utrygge, nervøse og anspændte ved at være der og samtidig har vi en følelse af, at vi ikke har ret til at have de her intense angstfølelser.

En ting som virkelig skræmte mig i forbindelse med social angst, var at jeg på et tidspunkt var nødt til at bygge et rev omkring mig, en klippe, en barriere, en stor væg mellem mig og menneskene i mit liv.
På et tidspunkt blev angsten så overvældende og frygten for at være i sociale situaioner og føle mig angst var så stor, at jeg undgik mange former for socialt samvær. Jeg var stadig engang imellem social, men det var ikke en del af min hverdag at se andre mennesker.

I takt med at jeg isolerede mig mere og mere, voksede min angst også mere og mere. I situationen vidste jeg godt, at det var ulempen ved at undgå angsten, men samtidig var det umuligt for mig at forestille mig en hverdag, hvor jeg skulle føle mig angst hele tiden – for det var sådan, min virkelighed var. Derfor var det bedre, bare at blive hjemme og undgå andre og dermed også angsten.

Jo mere jeg følte at det var forkert at føle mig angst, jo stærkere føltes min angst.
Så angsten voksede. Jeg begyndte at fokusere på angsten og følelse af at være utryg, nervøs og anspændt hele tiden. Jeg isolerede altså mig selv, for det eneste sted hvor jeg ikke følte angst, var når jeg var alene. Når jeg var alene var jeg tryg.
Og gæt hvad der så skete? Jeg begyndte at føle angst, også når jeg var alene. Jeg var ikke angst for at være alene, men jeg blev angst fordi jeg forestillede mig, at der var en anden sammen med mig (måske fordi jeg længtes så meget efter social samvær) og at denne person hele tiden kiggede på mig og gav mig opmærksomhed – fuldstændig som jeg følte når jeg rent faktisk var sammen med andre.
Det var ikke nok, at jeg havde isoleret mig fra den omkringliggende verden, men nu kunne jeg ikke engang være det sted, hvor jeg følte mig allermest tryg. Hele min verden ramlede sammen, nu var jeg angst hele tiden, alle vegne.

Når jeg kiggede mig selv i spejlet, var det som om, at mit spejlbillede var en anden person som kiggede på mig og dømte mig – også selvom jeg vidste at det jo bare var mig selv. Jeg var blevet så fokuseret på den eksterne oplevelse af mig selv, og havde nok oplevet så meget depersonalisering at jeg havde fået så stor distance til mig selv, så jeg nærmest kunne overbevise mig selv om, at dømte mig selv, udefra.
Når jeg mødte mit egne øjne i spejlbilledet følte jeg mig helt vildt angst og jeg begyndte at rødme og kunne ikke holde øjenkontakten – fuldstændig som det var ude i den virkelige verden.

Der var intet sted jeg kunne være tryg. Jeg følte mig angst hele tiden, hele dagen, alene og med andre, selv mine nætter var terroriseret af mareridt, hvor jeg vågnede op med en angstfuld krop og psyke. Tænk, hvor meget stress og angst påvirker nervesystemet og kroppens evne til at fungere!

En dag spurgte jeg mig selv; “Hvad er du bange for? Hvorfor bliver du angst, når det kun er dig, der er der?”
Jeg tror mit fokus skiftede fra at være perspektivet fra mig ud mod verden, til at jeg kiggede ude fra verden (med verdens dømmende øjne) og ind mod mig selv. Jeg dømte mig selv, ikke bare indeni, men som om jeg var en adskilt person.

Jeg øvede mig i forskellige måder at håndtere angsten på. Jeg vidste, at ingen kunne se hvor angst jeg var, når jeg var alene derhjemme og derfor var det en oplagt mulighed for mig, til at give mig selv lov til at være lige så angstfuld som jeg nu var.
Da jeg følte mig klar til det og følte mig sikker nok, kiggede jeg mig selv i spejlet, og holdt øjenkontakten. Mit ansigt blussede op og hjertet hamrede, og trangen til at komme væk var stor, men jeg fortsatte og øvede mig igen og igen på, at vænne mig til at se mig selv, også selvom det var ubehageligt. Det var bare mig. Jeg lærte mere og mere at, hvis jeg ikke dømte mig selv, kunne andre ikke dømme mig.

Når man har social angst, føler man sig bedømt af andre. Men i sidste ende, er det ikke os selv som vælger hvordan vores tilgang er, og ikke andres mening og bedømmelser (eller vores idéer om, at de bedømmer os)?

Hvis nogle kigger på dig på en måde, som gør at du føler dig bedømt, så er det din følelse og du kan arbejde dig henimod at lære at beskytte dig selv, få det godt med dig selv og lære at det er okay at være sensitiv og sårbar, og at det er okay også at blive påvirket af andre, men det er vores ansvar, hvordan vi håndterer den følelse det giver os.

Da jeg isolerede mig, følte jeg at det var det rigtige for mig at gøre, for jeg kunne ikke længere tvinge mig selv til noget. Det var vigtigt for mig, at jeg kunne få lov til at lukke verden ude og bare fokusere på mig selv og ikke føle mig presset til noget fra andre.

Efter at jeg nåede bunden, hvor jeg ikke engang kunne være med mig selv mere, det som ellers var allermest naturligt og nemt for mig, arbejdede jeg mig tilbage til et nyt udgangspunkt, hvor jeg er nu. Jeg er ikke længere isoleret. Jeg har arbejde og at være social er en del af min hverdag, ikke noget som sker en gang om måneden længere. Men derfor har jeg stadig nedture og der er stadig tidspunkter i mit liv, hvor jeg føler angsten er mere intens end ellers, og derfor er det vigtigt for mig at blive ved med at lytte til mig selv.

Du behøver ikke at føle skyld over, at du har behov for at isolere dig. Mange taler om, hvor farligt det er – men i mine øjne er det farligere at presse sig selv, især når man har angst og er et sårbart menneske. Hvis du føler det er rigtigt for dig, at tage en pause fra omverdenen, så gør det. Ingen skal presse dig, til at være social hele tiden. Men et godt råd er, at stadig bevare en form for kontakt med dem du har i dit liv, som du holder af – f.eks. gennem mail, opkald eller sms’er. Internettet og online forums, er også en god måde at connecte med andre, f.eks. også andre som har angst eller som isolerer sig.

Jeg kender et par stykker med social angst, som er bange for at isolere sig og som bliver ved at sige, at de er nødt til at være sociale. Der er ikke noget du er nødt til. Føles det rigtigt for dig at tage en pause fra al den pres og stress omkring dig, så lyt til det.
Der er konsekvenser ved alting – også at isolere sig. Men der er også konsekvenser ved at presse sig selv. Ingen af dem er mere rigtig end den anden. Isolation behøver ikke være en flugt, det kan ligesåvel være et behov for at tænke på sig selv og et behov for at genoplade sig selv og beskytte sig selv.

Mit møde med psykiatrien

Dette indlæg er skrevet ud fra min egen erfaring og holdninger til psykiatrien og vores sundhedssystem.

I løbet af de snart 8 år jeg har haft en angstlidelse har jeg været forbi læger, psykologer og psykiatere af flere omgange, og de fleste oplevelser har haft samme resultat og har efterladt mig med samme følelse; følelsen af at være misforstået, sygeliggjort, set ned på og behandlet som et menneske, der ikke er på lige fod med andre.

Når man får psykiske udfordringer på den ene eller anden måde, er det i forvejen en meget overvældende oplevelse. Man er forvirret, følsom og har brug for at føle sig forstået og mødt af omverdenen. Det er utroligt grænseoverskridende at søge hjælp og til dem som gør det vil jeg sige; du er så sej, at du rækker ud for at få hjælp!

Dog er vores system desværre så opsat på at a) tjene og spare penge, b) få kontrol og c) behandle menneskerne i samfundet som brikker, som skal passe ind i systemet.

Det har i årevis frustreret mig, hvor lidt der blivet set på det menneske, som man har med at gøre, uanset om det er hos lægen eller på jobcentret. Der er ikke længere råd, overskud eller tid til, at være der for det menneske som kommer for hjælp, det er kommet helt ned til det lavpraktiske; er du syg, så sender vi dig i behandling.

Da jeg første gang gik til lægen på grund af min angst, sagde hun; “Det er ikke angst, du er bare genert”. Jeg forsøgte at forklare hende, hvorfor jeg mente det var angst, jeg ønskede at få noget hjælp, jeg havde det ikke godt og rakte ud for at få nogen til at hjælpe, men der blev ikke gjort noget. Det var først flere uger senere, at jeg måtte overbevise min læge, ved at spille skuespil overfor hende.

Når man går til lægen med sin angst, gør de ikke noget for at finde en god psykolog til en, de husker heller ikke en på, at angst er naturligt og noget vi alle kan opleve. At der er en årsag til angst og at der ikke er noget forkert i at få angst.
Nej, man bliver sygeliggjort eller også bliver man ikke taget seriøst. Man må selv prøve at finde en psykolog eller behandler, uden man nødvendigvis ved hvad man skal kigge efter og uden nogen anbefaling. Men allerførst bliver man sendt til psykiatrien.

Jeg blev kaldt ind til en samtale med en kvinde som vist nok var sygeplejerske med videreuddannelse i psykatri. Jeg var meget opsat på at finde ud af, hvad hendes baggrund var for at sidde der, for jeg ønskede at føle mig forstået. Jeg forsøgte at kigge hende i øjnene og få kontakt med hende, men hun var iskold og kiggede ned i sine papirer – når jeg endelig så hende i øjnene så hun ud som om hun ikke ønskede at tale med mig. Hun så sur, utilfreds, vred og provokeret ud.
Jeg tænkte; “Hvordan kan man tillade sig at sidde og arbejde med mennesker som lider, når man tydeligvis selv lider i den stilling? Kan man så ikke finde noget andet, hvor ens adfærd ikke skal gå ud over i forvejen sårbare mennesker?”

Jeg forsøgte adskillige gange i løbet af samtalen (som nærmere var en afhøring) på at få en dialog med kvinden. Jeg ønskede at få hende til at forstå mig, fremfor at hun skulle følge sit manuskript, som hun desperat klamrede sig til. Hun havde en række spørgsmål hun skulle stille og så viste hun mig på væggen, alle de plancher de havde med alverdens psykiatriske diagnoser og fortalte mig, at en af dem skulle jeg passe ind i.

Når hun stillede mig et spørgsmål og jeg forsøgte at uddybe mit svar, for at få hende til at forstå mig mere akkurat, afbrød hun mig – nærmest hidsigt – og bad mig om ikke at tale yderligere om det, for hun var ikke interesseret i at jeg gik i detaljer.

Jeg følte mig dybt skuffet, afvist og mildest talt helt gal på den – her kommer man ind med en sårbarhed, noget som er svært, og man har et ønske om at blive mødt og set som et ligeværdigt menneske, istedet får man af vide at man skal stoppe med at tale om sin situation, for ja – de skal bare have deres ja eller nej, sådan at de kan finde den diagnose jeg passer i. Det er deres vigtigste og eneste formål.

Da jeg gik ud fra samtalen og kom ud til min cykel brød jeg ud i gråd. Jeg følte mig så misforstået, så sygeliggjort og samtidig havde jeg siddet og skulle åbne mig op om, det som var så svært for mig, overfor et menneske som tydeligvis var dybt uinteresseret i mig og egentlig bare gerne ville have samtalen hurtigt overstået.

Jeg har respekt for, at det ikke må være nemt at arbejde og støtte det her system, med alle de paragraffer der skal overholdes og den begrænsede tid, som er til hvert menneske. Når man arbejder under bestemte rammer og har et vist antal minutter til hver borger, så er der ikke penge eller tid til, at kunne gå i dybden med hvert enkelt menneske, men det gør mig ikke mindre frustreret over, at man vælger at tage en uddannelse i at hjælpe andre, når man hverken har de menneskelige evner til at hjælpe sig selv eller hjælpe andre. Her så jeg et menneske der selv led, men som ikke engang kunne håndtere sin egen lidelse – derimod blev hendes irritation og dårlige energi læsset over på mig, som i forvejen led.

Det er et problem, at de mennesker som skulle tage sig af de mest sårbare, sjældent selv har særlig meget overskud til sig selv.

Jeg er af den overbevisning, at for at kunne arbejde med andre mennesker, er man nødt til at arbejde med sig selv. Man er nødt til at kunne rumme sig selv, rumme den frustration og irritation som i mange tilfælde normalt kommer til at gå udover det menneske de sidder overfor. At kunne rumme sin egen lidelse og sine egne udfordringer gør det nemmere også at rumme andres.

Derfor har jeg en så dyb og brændende en lyst til at hjælpe andre – men ikke på den måde jeg er blevet “hjulpet” af læger, psykiatrere og psykologer.

Jeg ønsker at kunne hjælpe andre på en medmenneskelig, empatisk og rummelig måde. På en måde, hvor relationen er ligeværdig, hvor jeg ikke hæver mig over det menneske jeg hjælper (også fordi jeg ved hvordan det er, at være i en sårbar position og føle sig udfordret af livet) og hvor at jeg evner at kunne rumme mig selv først og fremmest.

For i det at jeg gør det, så rummer jeg også det menneske jeg sidder med. Så er der ikke noget at blive vred eller frustreret over, fordi at jeg først og fremmest vægter egenbevidsthed først, og er opmærksom på mine egne udfordringer og er bevidst om mig selv – på den måde er det også nemmere at kunne huske på, at man er to individuelle personer og at der skal være plads til begge.

 

 

4 skridt til at lære accept

Vi kan heale vores lidelse og smerte med medfølelse, sagde Buddha. 

Det er nemt at acceptere vores reaktion, når der sker noget godt og glædeligt for os. Vi smiler, griner, hopper, klapper og skriger af glæde. Det er nok de færreste som tænker; “Jeg må hellere lade være at udtrykke min glæde for meget, det er nok ikke så godt”.

De svære følelser; sorg, frygt, vrede, angst, sårethed eller ensomhed er ikke følelser vi ønsker at forholde os til, vi ønsker slet ikke at mærke dem, fordi det er ubehageligt for os. Vi gemmer dem væk og prøver at holde fokus på de positive ting i vores liv, så vi ikke skal forholde os til det, som gør ondt på os. Problemet er, at vi ikke kan flygte fra dem, gemme os eller glemme dem. Følelserne vi prøver at holde væk, skal man se som en badebold under vand; de fleste bruger al deres energi på at holde bolden under vandoverfladen – det er meget udmattende! Til sidst kan vi ikke længere holde den under vand, så vi giver slip og bolden titter frem og lægger sig på vandoverfladen – men vi ved ikke hvordan vi skal forholde os til følelserne. Vi har frygtet dem så længe, at vi er blevet mere og mere bange for dem, så vi prøver at få bolden under vand igen.

Nye undersøgelser har vist, at medfølelse har en positiv effekt på det sted i hjernen, som regulerer følelser. Undersøgelserne viser at vi kan heale vores negative følelser allerbedst ved at imødekomme dem og acceptere dem, i stedet for at yde modstand mod dem.

Her er 4 skridt, til at lære at få accept overfor dine følelser; 

1. Vær bevidst
Lær dig selv at blive opmærksom og bevidst omkring dig selv, din krop, dine følelser, verden omkring dig, din fortid og alt som giver dig bevidsthed omkring dig.

2. Erkend følelsen
Erkend og værdsæt følelsen – døm den ikke. Lær at observere følelsen helt ufordømmende. Den ubehagelige følelse er ofte som et dybt sår, noget du savner i dig eller en følelse af sårethed. Her giver det virkelig god mening at vise omsorg for dig selv. Se dig selv som et barn, der ikke har nogen som viser omsorg for det. Når du har modstand mod barnet, er det som at vende det ryggen og barnet er efterladt med ubehaget. Imødekommer og omfavner du barnet, ser det og elsker det midt i ubehaget, da viser du omsorg og tillader såret at heale.

3. Sig; “Det er okay”.
Fordi negative følelser føles ubehagelige, lærer vi også, at det ikke er okay at føle dem. Men vi kan omlære dette, vi kan få en ny tilgang til ubehaget og lære os selv at det er okay at have denne følelse (følelser er ikke noget man er, det er noget man har). Jeg har gjort det ved at blive ved at sige til mig selv; “Det er okay. Jeg er okay”. I starten sagde jeg det bare, uden at føle det. Men efter at have sagt det igen og igen, begynder hjernen at forstå hvad det vil sige og begynder at ændre reaktionen på de ubehagelige følelser.
På et tidspunkt vil du føle accept, når du siger; “Det er okay”.

4. Gentag
Det er ikke bare én gang vi imødekommer de ubehagelige følelser, det må gøres igen og igen. For hver gang du lærer dig selv, at det er okay at have denne følelse, vil byrden lette en lille smule fra dine skuldre. Næste gang følelsen kommer vil den ikke føles ligeså stor og smertefuld som sidst. Hver gang du får lyst til at komme væk fra følelsen, så tillad dig selv i stedet at give dig hen til den. Udforsk den, mærk den, observér den, forstå den.

Jeg hørte engang et ret godt citat, som gik noget i retningen af; “Åbn dit hjerte for dig selv. Hvis dit hjerte er lukket, så hav først hjertet åbent for, at det er lukket.
Hvis det er svært at acceptere følelsen, så start med at sig til dig selv; “Det er okay at jeg har svært ved at acceptere denne følelse”.

Jo mere du lærer at acceptere følelserne, jo mindre smertefuld vil følelserne virke og det vil blive nemmere at gøre igen og igen. Du vil begynde at mærke følelsen mere rent, fremfor at du mærker en ubehagelig følelse og derefter mærker et ubehag over følelsen.