Lær at forstå årsagen bag dine psykiske udfordringer

Indenfor det psykiatriske og lægelige system, der er der ét syn på psykiske lidelser: det er en sygdom. Allerede dér har vi et problem. 
Der, hvor læger og psykiatere kunne hjælpe os, der har vi stor risiko for at opleve forværring og fastholdelse i vores tilstand. 

Hvorfor mon nogle er syge hele livet med en psykisk lidelse?
Kan det være fordi at det bliver set som en sygdom af dem, der skulle hjælpe os?

Jeg mener allerede der et et problem ligeså snart at vi gør psykiske udfordringer til en sygdom. Den medicin vi bliver tilbudt, har det formål at justere signalstofferne i hjernen for at kunne behandle symptomerne på sygdommen.

Jeg har aldrig oplevet i sygesystemet, at mine psykiske udfordringer bliver set som det, de er – en reaktion på noget. Min komplekse PTSD er en reaktion på traumer i barndommen. Selvfølgelig gør det, at jeg er udsat på forskellige områder, jeg har symptomer og jeg er forhindret i at leve mit liv på en måde, som folk der ikke har PTSD.
Men det gør mig ikke til et forkert eller mangefuldt menneske. Den overbevisning, at vi er mangelfulde er blot med til at fastholde den overbevisning vi har om os selv – at vi er forkerte, ikke gode nok, skamfulde, skyldige osv. Dermed sidder vi allerede dér fast i vores udfordringer, frem for at forstå at det er et resultat af noget, som vi ikke er bevidste om.

Desværre så er det det fokus der er på psykiske udfordringer. At det er en mangel i hjernen. Da de fleste psykiske lidelser nok i første omgang stammer fra et eller flere traumer samt er arvelige, så synes jeg det er en alt for nem måde at beskue det på. Det er alt for nemt at sige, at det er en mangel i mennesket, han er syg – der er noget galt med ham – og nu skal vi have ham behandlet så han kan blive “rask” igen.

Hvad er der også blevet af, at alle mennesker oplever psykiske udfordringer, også selvom det langt fra er alle der får en diagnose?

Sygesystemet er meget opsat på at skulle diagnosticere, udrede, medicinere, symptombehandle osv. Frem for at forstå årsagen bag disse symptomer og at det er helt naturlige reaktioner. Reaktionerne bliver gjort forkert – det er noget vi skal fjerne, for det er ikke normalt! Men det er lige netop det det er – det er helt normalt at reagere på den måde, vi hver især reagerer på.

Det er også derfor jeg ikke køber den der med, at “din angst er irrationel”. Den er da dybt rationel, når vores hjerner hver især er indstillet på en bestemt måde, som både er resultat af det arvemateriale vi har fået men også den opvækst vi har haft. Der er alt for lidt fokus på forældre, lærere og andre autoriteters rolle i vores opvækst og især de første 3 år.

De færreste af os kan overhoved huske tilbage til før vi var 3 år, og dermed er der ikke nogen der ved, hvad vi har været udsat for.
Vi skal også stoppe med at holde hånden over forældrene og gøre dem til noget mere og bedre end hvad de er – forældre er også mennesker med deres eget arvemateriale, deres egne traumer og som også i større eller mindre grad (mere eller mindre ubevidst) har traumatiseret deres børn.

Man behøver ikke at være alkoholiker, slå sine børn eller misbruge dem seksuelt, for at traumatisere sine børn. Et hadefuldt blik eller en hævet stemme er nok til at sætte sig i barnets hjerne og skabe en mistillid og utryghed til andre mennesker, som siden kan udvikle sig til alverdens psykiske lidelser.

Så hvorfor gør vi det til noget sygt – det vi går rundt med?
Hvorfor ikke have fokus på årsagerne, på at forældrene faktisk kan have sygelige tendenser, ikke har forståelse for hvordan man behandler børn på en respektfuld og kærlig måde, frem for at acceptere, at bare fordi ens forældre kom hjem hver dag, krammede én eller gav en mad og tøj på kroppen, at så har de ikke skabt et traume i én?

Jeg tror det er meget svært for os, at acceptere hvilken rolle vores forældre har haft for vores psykiske udfordringer. Men deres rolle er altafgørende!
Måske er det også vores kultur – vi skal respektere vores forældre, vi skylder dem alt fordi de gav os livet.

Men husk på, dine forældre er også bare mennesker. De er langt fra perfekte.
Forældre skal heller ikke være perfekte, men det er vigtigt at huske på, hvad der skal til for at et barn får en tryg og tillidsfuld opvækst og tilgang til sig selv og verden.

Så selv hvis du “bare” tumler med lavt selvværd, så kan du godt begynde at kigge tilbage på din opvækst og hvilken rolle dine forældre har haft i det.

Jeg tror nærmest alle af os går rundt med lavt selvværd, og det lave selvværd er det gennemgående element i alle psykiske lidelser.

Opbygningen af vores selvværd sker i barndommen.. dermed er vi nødt til at se tilbage og forstå hvordan vores barndom og opvækst har været, for bedre at kunne forstå os selv som hele mennesker – frem for halve, syge mennesker.

Personlighedsforstyrrelser findes ikke. Her er min forklaring.

Hvad er en personlighedsforstyrrelse? 
Der findes et hav af forskellige diagnoser, som har betegnelsen “personlighedsforstyrrelse”. Som ordet antyder, er det en forstyrrelse i personligheden – altså en forstyrrelse i udviklingen af personligheden. 

Dette betyder med al sandsynlighed at der er sket et eller flere traumer (især længerevarende) som har været med til at forme personligheden i den grad, at udviklingen af dette menneske ikke er sket på optimal vis. Du er ikke født med denne forstyrrelse – men du kan være født med sårbarhedsfaktorer, som gør dig mere udsat overfor at udvikle det som vi kalder en personlighedsforstyrrelse.

Dette menneske har oplevet et eller flere traumer – fysisk, psykisk eller seksuelt, som har skabt så stor utryghed, skam, angst, usikkerhed, stress, rædsel, depression, mistillid mm., sådan at den naturlige udvikling ikke har kunne finde sted – eller kun har kunne opstå i mindre grad.

Al denne mangel på omsorg, krænkelse eller på anden vis misbrug af mennesket, har altså stået i vejen for den naturlige udvikling – har forstyrret udviklingen.

Dermed får dette menneske en personlighedsforstyrrelse.

Der bliver, efter min meing, lagt alt for stor vægt på, at der er tale om en forstyrrelse i mennesket – at mennesket enten har borderline, skizoid forstyrrelse, ængstelig evasiv osv.

Der bliver sjældent lagt vægt på hvorfor denne forstyrrelse er opstået, hvad det er personen mangler, for at føle sig hel, tryg, tillidsfuld mm, eller hvordan dette menneske kan fungere med denne mangel.

Vi taler ikke om hvor stor en rolle forældrene har. Hvor stort et ansvar de har. Og hvor meget der tyder på, at forældrene er den bærende rolle i udviklingen af personlighedsforstyrrelsen.

Traumet sker pågrund af svigt og traumer i relationen til vores omsorgspersoner – for det er der udviklingen skal ske. Så hvis der er en mangel i denne relation, eller der sker krænkelser eller andre former for svigt, så har barnet ikke andre steder at vænne sig hen.

Når jeg taler om traumer taler jeg om alt fra seksuelle overgreb, til fysisk vold, fangenskab, mobning, psykisk vold, manipulation og mind control, ignorering, forladthed og meget mere. Der er ikke grænser for, hvad der kan være traumatiserende.

Vi tror at traumer kun er, når et barn bliver slået, ikke får tøj på kroppen eller mad eller bliver voldtaget. Men traumerne er også alt det, vi ikke taler om. Fx når forældre bruger ignorering som en straf og form for kontrol. Eller når forældre ikke kan rumme eller afstemme barnets følelser. Når forældrene laver sjov med barnets følelser, eller forsøger at kontrollere det eller forme det, for selv at føle at de vinder.

Børn der bliver traumatiseret af deres forældre, bliver traumatiseret af mennesker, som selv er blevet traumatiseret. Ikke-traumatiserede mennesker, kan ikke traumatisere andre i den grad. Omsorgssvigt kan ikke ske, medmindre personen selv har været udsat for omsorgssvigt.

Og problemet er, at når vi ikke taler om, den rolle forældrene har – at de i rigtig mange tilfælde efterlader deres barn med traumer – så fortsætter det.

Så vokser barnet op og får måske en personlighedsforstyrrelse.

Så kan traumet fortsætte i det at dette menneske erfarer, at det er i mangel, det er forkert, det har en forstyrrelse. Denne forstyrrelse bliver ved og stikker dybere for hver dag der går – fordi det der er fælles for alle personlighedsforstyrrelser er, at der er dybe skamfølelser, følelser af lavt selvværd, følelse af ikke at have værdi, at være forkert på bunden, ikke at fortjene noget godt osv.

Og at få af vide, at man har en forstyrrelse, biddrager ikke ligefrem til at føle sig mere okay. Det kan dog – fx i mit eget tilfælde – være med til at få os til at forstå, at personlighedsforstyrrelsen er kommet af en årsag, og den årsag skal findes i barndommen.

Hvis ikke vi trækker denne forbindelse mellem de udfordringer vi står i lige nu og her med vores personlighedsforstyrrelse og vores barndom og de traumer vi har været udsat for. Så er vi dømt til at fortsætte “forstyrrelsen”. Vi er dømt til at komme til at traumatisere andre, selv sidde fast, ikke være i stand til at hjælpe os selv eller erfare at vi har værdi.

Ikke alle der har været udsat for traumer får en personlighedsforstyrrelse. Ligeså vel som ikke alle der har haft længerevarende traumer ikke får kompleks PTSD.
Men, der burde være mere fokus på, at det vi oplever nu – om det er kompleks PTSD eller personlighedsforstyrrelser – er en reaktion på traumer i barndommen og at vi ikke behøver at kalde det alt muligt, men blot at forstå denne sammenhæng.

På samme måde, som at vi ikke dømmer et træ fordi det er flået op med roden, men kan forstå at grunden til at roden er flået op, er fordi der har været jordskælv. Det er ikke træets skyld. Det er ikke træet der er “forkert”. Men der er sket noget, som har forårsaget at roden er revet op af jorden.

Vi er nødt til at forstå årsagen for at hjælpe os selv. På samme måde som at vi må forstå at det er jordskælvet der er årsagen til at træet er flået op ad jorden. Hvis det var en “forstyrrelse i træet”, så kunne det være at det skulle beskæres eller “gøres rigtig”. Men det er det ikke – det er ikke en forstyrrelse i os eller i træet, men en udefrakommende faktor som har forårsaget dette.

Når vi forstår årsagen, kan vi også bedre hjælpe os selv. Hvis vi er i kontakt med traumet, kan vi også bedre hjælpe os selv, til at passe på os selv i visse situationer – eller sætte spørgsmålstegn ved de relationer vi er i nu – er denne ven eller veninde med til at fortsætte traumet fx?

Hvis det bare er en forstyrrelse i os, så er det jo “bare” os der skal ændre os? Så er der noget galt med os på bunden, som vi må ændre på. Men det er jo ikke tilfældet. Det handler ikke om at noget er galt i os, men at vi har tilpasset os efter noget der ikke har været godt for os. Og måske befinder vi os ligenu i noget, som er med til at forværre eller vedligeholde dette der ikke er godt for os?

Og dermed er det ikke en forstyrrelse i os men os der reagerer på en forstyrrelse udenfor os. Dermed bliver vi det, som psykiatrien vil kalde “forstyrrede”.
Vi må og skal forstå denne sammenhæng mellem årsag og reaktion. Vi er en reaktion på en årsag.
Når vi er i kontakt med traumet og forstår denne årsag, kan vi også bedre hjælpe os selv på allerbedste måde!
På samme måde som at forstå at det var et jordskælv der fik træet til at blive revet op – dette kan hjælpe os til ikke blot at plante træet igen, men måske at bygge et mere solidt fundament for træet, eller flytte det til et mindre udsat område.

Derfor er det alfa omega at forstå, at de udfordringer vi oplever nu her, og det som andre kalder “personlighedsforstyrrelse” ikke er en forstyrrelse i os som mennesker, men er os som har reagereret på en forstyrrelse udenfor os. Det er ikke os der er forkerte eller gal på den. Vi har blot tilpasset os noget der var usundt, dysfunktionelt, ikke optimalt og som har givet os udfordringer i måden vi har udviklet os på.

Vi kan lære at tilpasse os igen. Vi kan lære at få en bedre jord at gro i. Vi kan lære at hjælpe os selv, sådan så vi ikke traumatiserer os selv uderligere. Vi kan lære at tilpasse os til noget der er sundt, noget der opbygger os og hjælper os.

Det er ikke dig der er syg – det er samfundet der er sygt.
Søg ind i dig selv, og du vil møde dig selv der.

7 konsekvenser af at vokse op med en narcissistisk mor

At vokse op med en narcissistisk mor sætter ar på sjælen. Ar som man skal leve med resten af livet. Svigtet kommer ikke tættere på, end når det er ens egen mor. 

En mor skal lære en, at den man er, er rigtig uanset hvad man føler. En mor skal lære en, at det er sundt og godt at sætte grænser, at det er okay at være forskellig fra hende og have egne meninger og holdninger, og at et barn aldrig kan være skyld i, hvordan forælderen har det, men det er den anden vej rundt.
En mor skal give omsorg og empati, skal lytte, være imødekommende og rolig og være den, man kan komme til, når man føler sig utryg eller bange.

Min mor var alt det modsatte af det. Jeg var bange for min mor, og er det stadig. Jeg har ikke gode minder omkring hende, og selvom jeg kan finde udadtil “lykkelige stunder”, så var der altid en følelse af, at jeg aldrig var god nok og aldrig kunne være tryg nok.

Der var en konstant følelse af, at jeg aldrig kunne slappe af. Jeg havde ondt i maven hver dag i nok syv år, men jeg havde vænnet mig til, at det var normalt at have ondt i maven. Jeg kunne ikke komme til min mor og tale om de ting der var svært for mig, for det hele handlede om hende og hvordan hun havde det.

Selvom hun aldrig fysisk har gjort mig ondt, så har hun psykisk og følelsesmæssigt gjort mig ondt hver dag siden jeg blev født.

Min mor ser sig selv som et lam – en engel, der intet ondt kan gøre eller være, hun kan ikke forene sig selv med den ulv hun er, som ødelægger alt på sin vej, efterlader sine børn og alle andre omkring hende forslået, ødelagte, knuste, kede af det. Hun kan ikke finde ud af, at tage ansvar for sin adfærd, og hun har altid været af den overbevisning, at jeg aldrig kan give andre “skylden” for at jeg er blevet såret.

Det er en god måde, at fralægge sig ansvaret for at man har opført sig modbydeligt – at kaste den tilbage på vedkommende og sige; “Det er dig der har et dårligt selvværd, det er dig der ikke tror nok på dig selv, det er dig der bestemmer om andre kan såre dig, det er dig der er svag fordi du føler dig såret”.

Her er 7 konsekvenser af, at have en narcissistisk mor:

1. Lavt selvværd og selvtillid
Jeg tror ikke på, at jeg er god nok, for jeg har altid følt mig uønsket og uelsket af min mor. Jeg har altid følt, at jeg ikke burde være blevet født, fordi hun har behandlet mig derefter. Fx ved at ignorere mig. Noget man måske tænker, ikke kan være så slemt, men at blive ignoreret er den værste følelse for et barn – at føle sig usynlig, ligegyldig, intet værd.

Jeg har svært ved at tro på egne evner, kende mine behov, grænser eller meninger – jeg kan tvivle helt på mig selv, og ikke vide hvilket ben jeg skal stå på. For som barn kunne jeg rette mig ind efter min mors behov og har lagt mig selv til side – nu når jeg ikke har kontakt til hende, står jeg for mig selv, og skal lære mig selv at kende helt på ny. Min mor har aldrig kendt mig, for jeg har aldrig kendt mig selv. Min barndom har handlet om hende først og fremmest.

2. Ensomhed
Som en forlængelse af at blive ignoreret så meget og ikke lyttet til, har jeg også været meget alene og har følt mig ensom hele min barndom og gør det stadig som voksen. Det er en nagende følelse der lægger lige under overfladen hele tiden. En følelse af, at uanset hvor jeg er eller hvem jeg er sammen med, så er jeg afskåret og isoleret.

Det er som at være fanget i et glasbur – jeg kan aldrig rigtig nå andre og andre kan ikke rigtigt nå mig. Som at være fremmed i mit eget liv og stå helt alene, også selvom der er mennesker omkring mig.

3. Skyldfølelse 
Skyldfølelsen sidder dybt, for den har altid været der. Min mor har sørget for at læsse sin egen skyld af på mig og sørget for at forsikre mig om, at det er mig, den er gal med. Det er mig der er skyld i, at jeg føler som jeg gør, at det er mig der er skyld i, hvis nogen mobber mig eller hvis jeg har udfordringer i mit liv. I hendes øjne er det er også mig der er skyld i, at jeg ikke kan have en relation til mine forældre, fordi jeg ikke har været et godt nok barn.

Alting kan rettes hen på mig som den skyldige. Jeg er så småt begyndt at kunne ryste skylden af mig – jo mere jeg kan se, at det er hende der er syg, jo bedre kan jeg ryste skyldfølelsen af mig og give den tilbage til hende. Det har aldrig været min skyld.

4. Skamfølelse 
Skammen er den følelse der er der allermest, og som virker til at indeholde alle områder af det narcissistiske svigt. Skamfølelsen er følelsen af at være 100 % værdiløs. Det er følelsen af at være det mest ubetydelige, lille, forkrøblede og forkvaklede menneske i verden.

Følelsen af at ikke skulle være blevet født, fordi jeg er så fyldt med forkerthed, fejl og mangler, og det kan ikke føles okay at have disse mangler, fordi jeg har lært at det er forkert at føle lavt selvværd – det burde jeg ikke føle, når nu jeg har en mor som er et lam og som har gjort alt for mig. “Hvor vover du at have lavt selvværd, når jeg har gjort så meget for dig, du burde være taknemmelig!”. Hele tiden bliver det skubbet af vejen og hele tiden handler det om hende – at hvordan kan jeg have lavt selvværd når hun er det blideste og kærligste menneske der findes? Så må det jo være mig, der er i mangel.

Samtidig har jeg også fået af vide, at grunden til at tingene er som de er, er fordi jeg er et menneske med lavt selvværd, grunden til jeg føler mig svigtet er ikke fordi jeg er blevet svigtet, men fordi jeg er et svagt menneske som tager alting til mig – jeg forværrer et problem der ikke er der. I virkeligheden er det hende, som altid har forværret de problemer der ikke var der.

5. Sorg 
Sorg over at have mistet min barndom. Sorg over at have mistet mine forældre. Sorg over at have mistet familien. Sorg over aldrig at have fået muligheden for sunde forældre. Sorg på grund af det dybe svigt over ikke at føle mig elsket. Sorg over, hvordan det dejlige lille menneske jeg var, ikke fik lov at blive elsket, men blev trådt på og skubbet væk.

6. Forladthedsfølelse 
Svigtet bunder i forladthedsfølelsen. Når jeg har oplevet at blive fejlspejlet konstant, så er det ligesom at blive følelsesmæssigt og fysisk forladt. Der er både nogle øjne, som ikke fysisk har set mig eller som har set igennem mig og samtidig er jeg ikke blevet lyttet til eller mødt med omsorg og empati. Følelsen af, at blive forladt, er følelsen af at blive overset.

Forladthedsfølelsen er en følelse som meget nemt bliver trigget i mit liv, fx hvis jeg har en aftale og vedkommende kommer for sent, uden at sige noget, eller hvis folk i offentligheden går ind i mig eller fysisk ikke ser mig. Forladthedsfølelsen er også bundet sammen med sorgfølelsen – når jeg føler forladthed føler jeg også sorg.

7. Kompleks PTSD , angst, depression, stress, oversensitivt nervesystem, utryghed 
Jeg har Kompleks PTSD, angst, depressive perioder, perioder med stress, stor utryghed og et meget sensitivt nervesystem helt generelt. Derudover indeholder kompleks PTSD alle ovenstående områder og er en daglig reminder om, at jeg er blevet knækket af en narcissist.

Jeg kan regne med alt det ovenstående. Hvad jeg ikke kan regne med, er de dage hvor jeg føler mig mere tryg, mere okay, mere glad eller ikke lige så sensitiv. Reglen er lidelse og utryghed, undtagelsen er okay-hed og at føle mig stærk og tryg.

Jeg er misundelig

Love looks through a telescope, envy through a microscope – Josh Billings

Jeg bliver ødelagt af min misundelse på andre. Det kan æde mig op indefra. Det kan være alt der fylder lige pludselig, jeg kan ikke se skoven for bare træer.

Jeg bliver misundelig på hvilke kvaliteter personen har, personens udseende, personens succes, personens sociale popularitet og personens lykkelige familie. Jeg ser alt det, som jeg ikke ser hos mig selv. Jeg leder efter det, som jeg føler mangler hos mig selv.

Ofte finder jeg at jeg misunder kvinder, som minder om mig selv på nogle punkter, men der hvor jeg så ser, at hun har noget ekstra som jeg ikke har, så bliver jeg misundelig. Misundelse er en ubehagelig ting, fordi man har svært ved at slippe den, når først man er blevet misundelig.

Det er ikke fordi jeg tror, at jeg bliver lykkelig, hvis jeg havde det hun havde, men det er nok fordi at jeg automatisk tænker, at hvis hun har noget jeg ikke har, så må der være noget galt med mig. Eller også tænker jeg, at det er uretfærdigt at jeg er i mangel på nogle områder, hvor hun er fyldt op på alle hylder.

Jeg glemmer nok, at tænke på, at alle har baggage, alle har usikkerheder, alle har områder som de ville ønske var anderledes, alle føler de har mangler, og kvinderne jeg bliver misundelig på, højst sandsynligt også er misundelige på andre. Jeg glemmer nok, at der er kvaliteter jeg har, som hun ikke har – ligesåvel som at der er kvaliteter hun har som jeg ikke har.

En ny tilgang til misundelse
Hvis jeg skulle bruge samme tilgang til angsten, overfor min misundelse, så ville jeg sige til mig selv, at jeg godt må være misundelig. Det nytter ikke at sige til mig selv, at misundelse er en grim ting eller der ikke er noget at være misundelig over, eller prøve at rationalisere det. Der er også en årsag til, at jeg bliver misundelig, en årsag til at jeg føler mig usikker, for der har været alvorlige mangler i mit liv, der har manglet noget primært og oveni det er jeg blevet overvældet af angsten, som har skubbet mig ud af kurs og gjort at jeg har mistet meget i mit liv. Men det jeg har mistet til angsten, har været overflødigt indhold i mit liv. Jeg føler mig mere som mig, efter at alt er revet væk fra mig og jeg har samlet mit liv sammen helt på ny. Jeg har ikke en masse mennesker tæt inde på mig, som gør mig ked af det over at være mig. Jeg har ikke et arbejde som gør mig ulykkelig. Jeg fylder min dag med det, som gør mig glad og det som giver mig mening.

Afslutning
Der er ikke nogen opskrift på at være lykkelig eller bare tilfreds med den man er og sit liv. Det der virker på kvinder jeg misunder, virker nødvendigvis ikke på mig og er nødvendigvis ikke det jeg ønsker for mit liv.
Nogle gange kan jeg blive optaget af, at hvis de har noget jeg ikke har, så må jeg være i mangel på noget. Men sådan behøver det ikke at være. Jeg har måske valgt en anden vej og valgt andet indhold i mit liv, udfra den jeg er og udfra min historie, og det kan være ligeså godt og lykkeligt, som de kvinder som jeg misunder, som i virkeligheden måske minder meget mindre om mig selv, end jeg umiddelbart først har troet.

At være med angsten

For snart 7 år siden begyndte min sociale angst at overvælde mit liv. Dengang gik jeg nærmest i panik, når jeg fik angst, jeg vidste ikke hvad det var, eller hvordan jeg skulle håndtere det. Det var mildest talt bare dybt overvældende og ubehageligt for mig.

Den dag i dag oplever jeg, at jeg på en måde er cirkuleret tilbage til hvor jeg var det år jeg begyndte at få social angst. Jeg oplever samme angstfølelse når jeg er i en angstfuld situation. Denne gang oplever jeg den bare på en ny måde, en måde hvorpå jeg har bevidsthed om situationen og evner at holde mig selv og rumme utrygheden. Jeg går ikke i panik over angsten, jeg er ikke ubevidst om, hvad det er.

Jeg kender angsten ud og ind, og selv når jeg føler jeg ikke gør, så føler jeg alligevel jeg kommer tilbage, til et sted i mig selv, hvor jeg har empati for mig selv og angsten. Og det gør, at jeg ikke længere bliver overvældet af den eller rykket ud af kurs.

Når du er pårørende til en med socialfobi

Det kan være meget svært at være pårørende til en med socialfobi. Når man har socialfobi føler man sig, generelt set, mest tryg ved at være alene eller med nogen man kender godt. Dog kan der være tilfælde (som med mig), hvor trygheden forsvinder alle vegne, undtagen når man er alene. Der kan det være svært at se til som pårørende, og vide om man skal blive ved at række ud eller give personen plads. Skal man spørge om man kan hjælpe? Hvad er det rigtige at gøre?

1. Vær ærlig
Tal om, hvordan det er for dig, som pårørende og hvad der er svært for dig i forhold til at personen har socialfobi. Føler du dig svigtet, fordi personen ofte må aflyse jeres aftaler eller har bestemte krav til sociale situationer? Så sig det højt, på en pæn måde. Mennesker med socialfobi er ofte sensitive mennesker som højst sandsynlig vil reagere på en ordentlig måde og vise forståelse for, at det kan være svært at være pårørende. Forhåbentlig vil de også føle de kan være ærlige overfor dig, fx hvis du siger; “Selvom jeg ikke ved 100 procent hvordan det er for dig, så ønsker jeg at du føler du kan være ærlig og sige hvad du har behov for.”

2. Vær der
Det kan godt være du ikke ser meget til den som har socialfobi, eller taler meget med vedkommende. Men det er vigtigt at de ved, at du er der, et eller andet sted. At de kan række ud til dig, og at du er tilgængelig. Det betyder ikke at du skal sidde klar ved din telefon døgnet rundt, men at de ved du er til at stole på og at de kan være trygge ved dig, det gør en stor forskel for personen med socialfobi.

3. Vær tålmodig
Man går ikke bare fra at have socialfobi til ikke at have socialfobi ligepludselig, det er en proces, en proces som måske kan tage mange år. Det er vigtigt at tage den helt med ro og at tage det i hans/hendes tempo, fx hvis du foreslår I laver noget, og personen afslår pga angsten, så respektér det og vid, at det ikke har noget med dig at gøre, men at det er vigtigt at det bliver gjort i personens tempo, når angsteksponeringen finder sted.

4. Ræk ud
Det er godt at række ud til den, som har socialfobi. Når man har socialfobi føler man en stor følelse af usikkerhed over sig selv, man frygter at blive latterliggjort eller set ned på i sociale situationer, man føler sig mildest talt udsat. Meget af det kan bunde i lavt selvværd, så noget af det som kan hjælpe en med socialfobi er, at række ud til dem, vise dem, at du gerne vil dem, vise dem at du holder af dem.

5. Tag det ikke personligt
Hvis personen med socialfobi aflyser en aftale eller har bestemte krav til en social situation, så prøv ikke at blive alt for såret eller irriteret over det. Husk på, at der er forskel på om du ikke gider det der sted hen, hvor den med socialfobi måske føler sig mest tryg. For det står mellem at gide noget og mellem at kunne håndtere noget. Det er vidt forskelligt. Hvis en veninde fx har forslået at vi skal på cafét, og jeg føler det er for angstprovokerende for mig, så kunne jeg foreslå at vi gik en tur i stedet. Hvis hun så blev irriteret over, at hun ikke orkede at gå rundt i det kolde vejr, så kunne jeg godt føle mig såret, fordi for mig handlede det aldrig om jeg gad det, men det handlede om hvor vidt jeg ville blive overvældet af angst. Så hav altid det i baghovedet, at hvis en person aflyser eller vil noget andet, end du vil – så er det højst sandsynlig ikke af lyst men af evne!

Jeg håber du kan bruge disse råd til noget, jeg har også lavet et andet indlæg der handler om, gode råd til hvordan man håndterer når ens ven bliver angst.

Sådan er det at have uvirkelighedsfølelser

I et tidligere indlæg, har jeg skrevet om at depersonalisere, fordi at uvirkelighedsfølelsen er en af de største symptomer på depersonalisering. Dette indlæg skal dog kun handle om uvirkelighedsfølelsen i sig selv. Hvordan det føles, og hvad vi kan gøre ved den.

Når jeg får uvirkelighedsfølelsen, er det som om at min opmærksomhed eller bevidsthed er et andet sted. Fokuserer jeg meget på det, bliver uvirkelighedsfølelsen større og min kontakt til min krop, vejtrækning og følelser forsvinder mere og mere. Dog kan jeg godt blive bange eller få hjertebanken, fordi uvirkelighedsfølelsen bringer mig væk fra Nuet og væk fra mig selv.

Uvirkelighedsfølelsen kommer ofte, hvis jeg har været alene i et stykke tid og har gået og lavet ting i min egen verden og pludselig “opdager”, at jeg er alene og at jeg på en måde er drevet væk fra mig selv. Jeg er drevet for meget ind i de ting der sker omkring mig, vasketøjet der flyder, eller den skærm jeg sidder og kigger ind i.

Min erfaring siger mig, at uvirkelighedsfølelsen opstår, når jeg er drevet for langt væk fra mig selv og væk fra Nuet og derudover kan få endnu større uvirkelighedsfølelse, fordi jeg begynder at se mig selv udefra, eller fra et andet perspektiv som gør at jeg har tabt kontakten til mig selv. Det kan godt være meget skræmmende og ubehageligt og nogle gange, hvis man bliver rigtig angst, kan man føle at man måske er ved at miste forstanden.
Ens hænder føles som en andens hænder, som om de ikke sidder på en selv. Når man kigger ned af sig, kan man ikke forstå at det er en selv man kigger på og at den her krop er min. Derudover kommer følelsen også når jeg bliver understimuleret, det vil jeg komme mere ind på nedenfor.

Der er 5 råd, som jeg bruger flittigt og som jeg ved hjælper på uvirkelighedsfølelsen, og dem vil jeg gerne dele med dig.

1. Natur og frisk luft
Jeg har aldrig oplevet at få uvirkelighedsfølelsen ude i naturen eller den friske luft – kun hvis jeg decideret har følt den så kraftigt, at jeg slet ikke kunne komme tilbage til mig selv igen. Men hvis du går ud i naturen, en park, en skov eller ud til vandet og virkelig tager dig tid til at sanse det, som sker omkring dig og vigtigst af alt sanse din krop og din vejrtrækning, kan det bringe dig tilbage til dig selv.

2. Andre mennesker/dyr
Vi har brug for andre mennesker. For lang tid alene kan godt gøre at vi føler uvirkelighedsfølelsen. Hvis du ikke har mulighed for at mødes med et andet menneske, kan du måske tale i telefon med en eller skrive med en på SMS eller gennem internettet. Det kan også være en god idé at se om du må låne en vens hund et par timer eller tage på besøg hos nogen med dyr, så du kan få lov at kæle med dyret. Dyr har så stor kontakt med det naturlige og Nuet, og det kan vi lære meget af.

3. Sanseoplevelser
Sansing er uhyrlig vigtig, når man får uvirkelighedsfølelsen. At sanse din egen krop og mærke den fysisk og mærke din vejrtrækning er med til at du kommer tilbage til Nuet, ud af dine tanker og ind i kroppen. Træk vejret dybt og læg mærke til, hvordan din hud føles, hvordan dine lemmer føles osv. Du kan bevidst søge nogle sanseoplevelser, fx ved at give dig selv massage (eller få en anden til at gøre det), tage et langt bad med kraftig vandstråle og læg mærke til hvordan vandet føles på din krop, gå en rask tur, så du mærker din krops bevægelser eller gå ud i naturen og rør ved træerne eller sid på jorden. Uvirkelighedsfølelsen kan opstå, fordi vi simpelthen er understimulerede. Det betyder ikke at du skal ud og overstimulere dig selv, for det kan ofte være overvældende hvis man i forvejen er sårbar, men det betyder at det kan hjælpe meget at bruge sine sanser.

4. Vær aktiv
Lav noget aktivt men hver samtidig opmærksom, på det du laver. Hvis du gør rent, så tag dig tid til det og bring bevidstheden ind i det arbejde du laver. Du kan også lave mad og bruge bevidstheden til at virkelig sanse de fødevarer du bruger og blive ved at bringe opmærksomheden ind i at tilberede og spise maden.

5. Vejtrækning
Hvis alt andet fejler, så er det simpleste bare at bringe din opmærksomhed og bevidsthed ind i din vejrtrækning. Du behøver ikke at lave nogle bestemte åndedrætsøvelser (men hvis du vil, har jeg en føljeton her på siden som blot hedder “Vejtrækningsøvelse”). Hvis du ikke orker at lave nogen øvelse kan du blot nøjes med at bringe din opmærksomhed ind i din vejrtrækning og lægge mærke til hvor luften er, når du trækker vejret ind, hvordan din krop føles når lungerne fyldes med luft og hvordan det føles når du puster ud igen. Bliv ved med at rette opmærksomheden på dine vejrtrækning, og det vil bringe dig mere i kontakt med din krop igen.

Sådan er det at isolere sig

Dette er min historie omkring, hvordan min angst voksede sammen med mit behov for at trække mig fra omverdenen. Men også om, at jeg nåede et punkt, hvor isolationen forværrede min angst og dermed startede en flodbølge, sådan at jeg blev nødsaget til at se mig selv i øjnene (bogstaveligt talt) og komme ud af isolationen igen, helt af mig selv.

Når man har social angst er det meget almindeligt, at opleve stor angst for sociale situationer, bestemte situationer, mennesker eller tidspunkter på dagen (fordi der måske er flere mennesker).

Vi kan begynde at undgå de ting, som trigger vores angst, undgår bestemte mennesker fordi de måske ikke har forståelse for vores situation (eller ikke ved, at vi har angst) eller måske undgår vi et bestemt sted, f.eks. fester, middagsselskaber eller hvad der end er angstprovokerende for os. Det er ikke bare det, at den bestemte situation er angstprovokerende, men det er nærmere det, at vi har erfaret en eller flere gange, at vi oplevede angst i denne situation. Vi følte os usikre, utrygge, nervøse og anspændte ved at være der og samtidig har vi en følelse af, at vi ikke har ret til at have de her intense angstfølelser.

En ting som virkelig skræmte mig i forbindelse med social angst, var at jeg på et tidspunkt var nødt til at bygge et rev omkring mig, en klippe, en barriere, en stor væg mellem mig og menneskene i mit liv.
På et tidspunkt blev angsten så overvældende og frygten for at være i sociale situaioner og føle mig angst var så stor, at jeg undgik mange former for socialt samvær. Jeg var stadig engang imellem social, men det var ikke en del af min hverdag at se andre mennesker.

I takt med at jeg isolerede mig mere og mere, voksede min angst også mere og mere. I situationen vidste jeg godt, at det var ulempen ved at undgå angsten, men samtidig var det umuligt for mig at forestille mig en hverdag, hvor jeg skulle føle mig angst hele tiden – for det var sådan, min virkelighed var. Derfor var det bedre, bare at blive hjemme og undgå andre og dermed også angsten.

Jo mere jeg følte at det var forkert at føle mig angst, jo stærkere føltes min angst.
Så angsten voksede. Jeg begyndte at fokusere på angsten og følelse af at være utryg, nervøs og anspændt hele tiden. Jeg isolerede altså mig selv, for det eneste sted hvor jeg ikke følte angst, var når jeg var alene. Når jeg var alene var jeg tryg.
Og gæt hvad der så skete? Jeg begyndte at føle angst, også når jeg var alene. Jeg var ikke angst for at være alene, men jeg blev angst fordi jeg forestillede mig, at der var en anden sammen med mig (måske fordi jeg længtes så meget efter social samvær) og at denne person hele tiden kiggede på mig og gav mig opmærksomhed – fuldstændig som jeg følte når jeg rent faktisk var sammen med andre.
Det var ikke nok, at jeg havde isoleret mig fra den omkringliggende verden, men nu kunne jeg ikke engang være det sted, hvor jeg følte mig allermest tryg. Hele min verden ramlede sammen, nu var jeg angst hele tiden, alle vegne.

Når jeg kiggede mig selv i spejlet, var det som om, at mit spejlbillede var en anden person som kiggede på mig og dømte mig – også selvom jeg vidste at det jo bare var mig selv. Jeg var blevet så fokuseret på den eksterne oplevelse af mig selv, og havde nok oplevet så meget depersonalisering at jeg havde fået så stor distance til mig selv, så jeg nærmest kunne overbevise mig selv om, at dømte mig selv, udefra.
Når jeg mødte mit egne øjne i spejlbilledet følte jeg mig helt vildt angst og jeg begyndte at rødme og kunne ikke holde øjenkontakten – fuldstændig som det var ude i den virkelige verden.

Der var intet sted jeg kunne være tryg. Jeg følte mig angst hele tiden, hele dagen, alene og med andre, selv mine nætter var terroriseret af mareridt, hvor jeg vågnede op med en angstfuld krop og psyke. Tænk, hvor meget stress og angst påvirker nervesystemet og kroppens evne til at fungere!

En dag spurgte jeg mig selv; “Hvad er du bange for? Hvorfor bliver du angst, når det kun er dig, der er der?”
Jeg tror mit fokus skiftede fra at være perspektivet fra mig ud mod verden, til at jeg kiggede ude fra verden (med verdens dømmende øjne) og ind mod mig selv. Jeg dømte mig selv, ikke bare indeni, men som om jeg var en adskilt person.

Jeg øvede mig i forskellige måder at håndtere angsten på. Jeg vidste, at ingen kunne se hvor angst jeg var, når jeg var alene derhjemme og derfor var det en oplagt mulighed for mig, til at give mig selv lov til at være lige så angstfuld som jeg nu var.
Da jeg følte mig klar til det og følte mig sikker nok, kiggede jeg mig selv i spejlet, og holdt øjenkontakten. Mit ansigt blussede op og hjertet hamrede, og trangen til at komme væk var stor, men jeg fortsatte og øvede mig igen og igen på, at vænne mig til at se mig selv, også selvom det var ubehageligt. Det var bare mig. Jeg lærte mere og mere at, hvis jeg ikke dømte mig selv, kunne andre ikke dømme mig.

Når man har social angst, føler man sig bedømt af andre. Men i sidste ende, er det ikke os selv som vælger hvordan vores tilgang er, og ikke andres mening og bedømmelser (eller vores idéer om, at de bedømmer os)?

Hvis nogle kigger på dig på en måde, som gør at du føler dig bedømt, så er det din følelse og du kan arbejde dig henimod at lære at beskytte dig selv, få det godt med dig selv og lære at det er okay at være sensitiv og sårbar, og at det er okay også at blive påvirket af andre, men det er vores ansvar, hvordan vi håndterer den følelse det giver os.

Da jeg isolerede mig, følte jeg at det var det rigtige for mig at gøre, for jeg kunne ikke længere tvinge mig selv til noget. Det var vigtigt for mig, at jeg kunne få lov til at lukke verden ude og bare fokusere på mig selv og ikke føle mig presset til noget fra andre.

Efter at jeg nåede bunden, hvor jeg ikke engang kunne være med mig selv mere, det som ellers var allermest naturligt og nemt for mig, arbejdede jeg mig tilbage til et nyt udgangspunkt, hvor jeg er nu. Jeg er ikke længere isoleret. Jeg har arbejde og at være social er en del af min hverdag, ikke noget som sker en gang om måneden længere. Men derfor har jeg stadig nedture og der er stadig tidspunkter i mit liv, hvor jeg føler angsten er mere intens end ellers, og derfor er det vigtigt for mig at blive ved med at lytte til mig selv.

Du behøver ikke at føle skyld over, at du har behov for at isolere dig. Mange taler om, hvor farligt det er – men i mine øjne er det farligere at presse sig selv, især når man har angst og er et sårbart menneske. Hvis du føler det er rigtigt for dig, at tage en pause fra omverdenen, så gør det. Ingen skal presse dig, til at være social hele tiden. Men et godt råd er, at stadig bevare en form for kontakt med dem du har i dit liv, som du holder af – f.eks. gennem mail, opkald eller sms’er. Internettet og online forums, er også en god måde at connecte med andre, f.eks. også andre som har angst eller som isolerer sig.

Jeg kender et par stykker med social angst, som er bange for at isolere sig og som bliver ved at sige, at de er nødt til at være sociale. Der er ikke noget du er nødt til. Føles det rigtigt for dig at tage en pause fra al den pres og stress omkring dig, så lyt til det.
Der er konsekvenser ved alting – også at isolere sig. Men der er også konsekvenser ved at presse sig selv. Ingen af dem er mere rigtig end den anden. Isolation behøver ikke være en flugt, det kan ligesåvel være et behov for at tænke på sig selv og et behov for at genoplade sig selv og beskytte sig selv.

4 skridt til at lære accept

Vi kan heale vores lidelse og smerte med medfølelse, sagde Buddha. 

Det er nemt at acceptere vores reaktion, når der sker noget godt og glædeligt for os. Vi smiler, griner, hopper, klapper og skriger af glæde. Det er nok de færreste som tænker; “Jeg må hellere lade være at udtrykke min glæde for meget, det er nok ikke så godt”.

De svære følelser; sorg, frygt, vrede, angst, sårethed eller ensomhed er ikke følelser vi ønsker at forholde os til, vi ønsker slet ikke at mærke dem, fordi det er ubehageligt for os. Vi gemmer dem væk og prøver at holde fokus på de positive ting i vores liv, så vi ikke skal forholde os til det, som gør ondt på os. Problemet er, at vi ikke kan flygte fra dem, gemme os eller glemme dem. Følelserne vi prøver at holde væk, skal man se som en badebold under vand; de fleste bruger al deres energi på at holde bolden under vandoverfladen – det er meget udmattende! Til sidst kan vi ikke længere holde den under vand, så vi giver slip og bolden titter frem og lægger sig på vandoverfladen – men vi ved ikke hvordan vi skal forholde os til følelserne. Vi har frygtet dem så længe, at vi er blevet mere og mere bange for dem, så vi prøver at få bolden under vand igen.

Nye undersøgelser har vist, at medfølelse har en positiv effekt på det sted i hjernen, som regulerer følelser. Undersøgelserne viser at vi kan heale vores negative følelser allerbedst ved at imødekomme dem og acceptere dem, i stedet for at yde modstand mod dem.

Her er 4 skridt, til at lære at få accept overfor dine følelser; 

1. Vær bevidst
Lær dig selv at blive opmærksom og bevidst omkring dig selv, din krop, dine følelser, verden omkring dig, din fortid og alt som giver dig bevidsthed omkring dig.

2. Erkend følelsen
Erkend og værdsæt følelsen – døm den ikke. Lær at observere følelsen helt ufordømmende. Den ubehagelige følelse er ofte som et dybt sår, noget du savner i dig eller en følelse af sårethed. Her giver det virkelig god mening at vise omsorg for dig selv. Se dig selv som et barn, der ikke har nogen som viser omsorg for det. Når du har modstand mod barnet, er det som at vende det ryggen og barnet er efterladt med ubehaget. Imødekommer og omfavner du barnet, ser det og elsker det midt i ubehaget, da viser du omsorg og tillader såret at heale.

3. Sig; “Det er okay”.
Fordi negative følelser føles ubehagelige, lærer vi også, at det ikke er okay at føle dem. Men vi kan omlære dette, vi kan få en ny tilgang til ubehaget og lære os selv at det er okay at have denne følelse (følelser er ikke noget man er, det er noget man har). Jeg har gjort det ved at blive ved at sige til mig selv; “Det er okay. Jeg er okay”. I starten sagde jeg det bare, uden at føle det. Men efter at have sagt det igen og igen, begynder hjernen at forstå hvad det vil sige og begynder at ændre reaktionen på de ubehagelige følelser.
På et tidspunkt vil du føle accept, når du siger; “Det er okay”.

4. Gentag
Det er ikke bare én gang vi imødekommer de ubehagelige følelser, det må gøres igen og igen. For hver gang du lærer dig selv, at det er okay at have denne følelse, vil byrden lette en lille smule fra dine skuldre. Næste gang følelsen kommer vil den ikke føles ligeså stor og smertefuld som sidst. Hver gang du får lyst til at komme væk fra følelsen, så tillad dig selv i stedet at give dig hen til den. Udforsk den, mærk den, observér den, forstå den.

Jeg hørte engang et ret godt citat, som gik noget i retningen af; “Åbn dit hjerte for dig selv. Hvis dit hjerte er lukket, så hav først hjertet åbent for, at det er lukket.
Hvis det er svært at acceptere følelsen, så start med at sig til dig selv; “Det er okay at jeg har svært ved at acceptere denne følelse”.

Jo mere du lærer at acceptere følelserne, jo mindre smertefuld vil følelserne virke og det vil blive nemmere at gøre igen og igen. Du vil begynde at mærke følelsen mere rent, fremfor at du mærker en ubehagelig følelse og derefter mærker et ubehag over følelsen.


Et sensitivt nervesystem; 5 gode råd

Nogle mennesker er født med sårbarhedsfaktorer, som gør dem disponeret for psykiske eller fysiske sygdomme. Vores gener kan være med til at bestemme, om vi kommer til at blive ramt af angst. Derudover har det miljø man vokser op i, også en stor indflydelse på ens helbred.

Den familie jeg voksede op i var meget præget af, at jeg ikke kunne slappe af. Der var aldrig rigtig ro. Det var meget stressende at være derhjemme.
Derudover er min mor en person som har en meget stor personlighed og som fylder rigtig meget, jeg skulle hele tiden være opmærksom på hendes humør og hvordan hun nu havde det. Jeg måtte hele tiden rette mig ind efter hendes måde at være på og passe på hvad jeg gjorde eller sagde, for ikke at hun blev såret. Hun er selv et meget sårbart menneske, men istedet for at blive forsigtig blev hun mere voldsom, udskældende, kunne nemt fare op og nemt blive vred eller såret. Hendes selvfølelse blev nemt truet.

At jeg hele tiden skulle være på vagt overfor min egen mor, har gjort at jeg har følt mig meget ængstelig og meget stresset som barn. Der var en indre uro hele tiden, jeg kunne aldrig rigtig give mig hen og slappe helt af. Jeg var hele tiden “på dupperne”.

Så hvis det er rigtigt, at jeg er født sårbar, så har dette miljø i hvert fald ikke gjort mig mindre sårbar. Alle de oplevelser jeg har været ude for som et omsorgssvigtet barn, har gjort at mit nervesystem er meget, meget sensitivt. Lys, lyd, lugte men også følelser, mennesker og stemninger påvirker mig rigtig meget. Mit nervesystem er indstillet til at reagere på fare og på andre mennesker, så jeg hele tiden ved, hvor jeg skal være og hvordan jeg skal forholde mig.

Vores nervesystem er der, hvor vi sanser verden og det er også der, hvor vi reagerer på fare. Min barndom har jeg oplevet som faretruende, derfor har mit sympatiske nervesystem været meget aktivt, også da jeg begyndte at lide af angst.

Det føles som om, at der er konstant uro indeni mig, som om alle mine organer og celler ryster. Hvis jeg har en dag, hvor jeg er ultrafølsom, så skærpes mine sanser så meget, at lyden af et sammerullet stykke papir som blæser indover asfalten høres som om det skratter tæt ved mit øre. Især uventede og/eller høje lyde, kan gøre at jeg kan bryde sammen i gråd, fordi det forskrækker mig og får mit hjerte til at galoppere.

Derudover har jeg C-PTSD hvilket gør mig endnu mere disponeret overfor faktorer som kan påvirke mit nervesystem.

Denne hyperårvågenhed gør, at jeg må tage forskellige midler i brug, for at hjælpe mig selv bedst muligt;

1. Ørepropper
Når jeg kan komme til det, putter jeg ørepropper i. Jeg venter ikke, til at jeg allerede er overstimuleret, men hvis jeg ved at jeg f.eks. skal sidde i toget, hvor der ikke er stillezone, så tager jeg dem i, inden jeg bliver stresset over lyde og larm. Jeg sørger altid for at have mindst et par ørepropper med mig, hvorend jeg tager hen.

2. Sovemaske
Mine øjne kan åbenbart mærke lyset, når solen står op, også selvom der ikke kommer noget sol ind. Derfor kan jeg kun få en ordentlig søvn, hvis jeg tager en sovemaske på. Sommetider så lukker jeg også bare øjnene, hvis jeg befinder mig et sted, hvor der er meget lys. Selv hvis det kun er 20 sekunder, kan det være med til at jeg kommer tilbage til en mere rolig og afslappet tilstand i mig selv.

3. Dybe vejtrækninger
Når stressen og den indre uro begynder, så kan det hjælpe at tage nogle dybe vejtrækninger og komme helt ned i kroppen og få flyttet sit fokus fra den ydre, stressende stimuli og ind til sig selv.

4. Gå amok
Nogle gange, kan jeg blive så overstimuleret, at jeg er nødt til at råbe og skrige for at slippe af med al den energi som ophober sig indeni mig. Der er det ikke nok, bare at trække vejret, der er jeg nødt til at komme af med al energien.

5. Afslapning
Det var Peter Levine som forklarede, at når man har været udsat for stressende eller traumatiserende oplevelser som har højnet éns årvågenhed og gjort én ultrafølsom, skal man se det lidt som om, at ens nervesystem er en fjeder som bouncer fra lille til så stor den kan blive på splitsekunder.
Ens energi ryger i vejret meget hurtigt og det gør også at man bliver udmattet af de her store udsvingninger. Det er hårdt for krop og hjerne at energien nærmest eksploderer. Man har behov for at gøre ting, som kan få en til at slappe helt af. Omgive sig med mennesker, hvor man føler sig tryg. Slappe af hver dag. Tage sig tid, med de daglige opgaver og hele tiden kommer tilbage til at få ro i systemet.