Lær at forstå årsagen bag dine psykiske udfordringer

Indenfor det psykiatriske og lægelige system, der er der ét syn på psykiske lidelser: det er en sygdom. Allerede dér har vi et problem. 
Der, hvor læger og psykiatere kunne hjælpe os, der har vi stor risiko for at opleve forværring og fastholdelse i vores tilstand. 

Hvorfor mon nogle er syge hele livet med en psykisk lidelse?
Kan det være fordi at det bliver set som en sygdom af dem, der skulle hjælpe os?

Jeg mener allerede der et et problem ligeså snart at vi gør psykiske udfordringer til en sygdom. Den medicin vi bliver tilbudt, har det formål at justere signalstofferne i hjernen for at kunne behandle symptomerne på sygdommen.

Jeg har aldrig oplevet i sygesystemet, at mine psykiske udfordringer bliver set som det, de er – en reaktion på noget. Min komplekse PTSD er en reaktion på traumer i barndommen. Selvfølgelig gør det, at jeg er udsat på forskellige områder, jeg har symptomer og jeg er forhindret i at leve mit liv på en måde, som folk der ikke har PTSD.
Men det gør mig ikke til et forkert eller mangefuldt menneske. Den overbevisning, at vi er mangelfulde er blot med til at fastholde den overbevisning vi har om os selv – at vi er forkerte, ikke gode nok, skamfulde, skyldige osv. Dermed sidder vi allerede dér fast i vores udfordringer, frem for at forstå at det er et resultat af noget, som vi ikke er bevidste om.

Desværre så er det det fokus der er på psykiske udfordringer. At det er en mangel i hjernen. Da de fleste psykiske lidelser nok i første omgang stammer fra et eller flere traumer samt er arvelige, så synes jeg det er en alt for nem måde at beskue det på. Det er alt for nemt at sige, at det er en mangel i mennesket, han er syg – der er noget galt med ham – og nu skal vi have ham behandlet så han kan blive “rask” igen.

Hvad er der også blevet af, at alle mennesker oplever psykiske udfordringer, også selvom det langt fra er alle der får en diagnose?

Sygesystemet er meget opsat på at skulle diagnosticere, udrede, medicinere, symptombehandle osv. Frem for at forstå årsagen bag disse symptomer og at det er helt naturlige reaktioner. Reaktionerne bliver gjort forkert – det er noget vi skal fjerne, for det er ikke normalt! Men det er lige netop det det er – det er helt normalt at reagere på den måde, vi hver især reagerer på.

Det er også derfor jeg ikke køber den der med, at “din angst er irrationel”. Den er da dybt rationel, når vores hjerner hver især er indstillet på en bestemt måde, som både er resultat af det arvemateriale vi har fået men også den opvækst vi har haft. Der er alt for lidt fokus på forældre, lærere og andre autoriteters rolle i vores opvækst og især de første 3 år.

De færreste af os kan overhoved huske tilbage til før vi var 3 år, og dermed er der ikke nogen der ved, hvad vi har været udsat for.
Vi skal også stoppe med at holde hånden over forældrene og gøre dem til noget mere og bedre end hvad de er – forældre er også mennesker med deres eget arvemateriale, deres egne traumer og som også i større eller mindre grad (mere eller mindre ubevidst) har traumatiseret deres børn.

Man behøver ikke at være alkoholiker, slå sine børn eller misbruge dem seksuelt, for at traumatisere sine børn. Et hadefuldt blik eller en hævet stemme er nok til at sætte sig i barnets hjerne og skabe en mistillid og utryghed til andre mennesker, som siden kan udvikle sig til alverdens psykiske lidelser.

Så hvorfor gør vi det til noget sygt – det vi går rundt med?
Hvorfor ikke have fokus på årsagerne, på at forældrene faktisk kan have sygelige tendenser, ikke har forståelse for hvordan man behandler børn på en respektfuld og kærlig måde, frem for at acceptere, at bare fordi ens forældre kom hjem hver dag, krammede én eller gav en mad og tøj på kroppen, at så har de ikke skabt et traume i én?

Jeg tror det er meget svært for os, at acceptere hvilken rolle vores forældre har haft for vores psykiske udfordringer. Men deres rolle er altafgørende!
Måske er det også vores kultur – vi skal respektere vores forældre, vi skylder dem alt fordi de gav os livet.

Men husk på, dine forældre er også bare mennesker. De er langt fra perfekte.
Forældre skal heller ikke være perfekte, men det er vigtigt at huske på, hvad der skal til for at et barn får en tryg og tillidsfuld opvækst og tilgang til sig selv og verden.

Så selv hvis du “bare” tumler med lavt selvværd, så kan du godt begynde at kigge tilbage på din opvækst og hvilken rolle dine forældre har haft i det.

Jeg tror nærmest alle af os går rundt med lavt selvværd, og det lave selvværd er det gennemgående element i alle psykiske lidelser.

Opbygningen af vores selvværd sker i barndommen.. dermed er vi nødt til at se tilbage og forstå hvordan vores barndom og opvækst har været, for bedre at kunne forstå os selv som hele mennesker – frem for halve, syge mennesker.

Personlighedsforstyrrelser findes ikke. Her er min forklaring.

Hvad er en personlighedsforstyrrelse? 
Der findes et hav af forskellige diagnoser, som har betegnelsen “personlighedsforstyrrelse”. Som ordet antyder, er det en forstyrrelse i personligheden – altså en forstyrrelse i udviklingen af personligheden. 

Dette betyder med al sandsynlighed at der er sket et eller flere traumer (især længerevarende) som har været med til at forme personligheden i den grad, at udviklingen af dette menneske ikke er sket på optimal vis. Du er ikke født med denne forstyrrelse – men du kan være født med sårbarhedsfaktorer, som gør dig mere udsat overfor at udvikle det som vi kalder en personlighedsforstyrrelse.

Dette menneske har oplevet et eller flere traumer – fysisk, psykisk eller seksuelt, som har skabt så stor utryghed, skam, angst, usikkerhed, stress, rædsel, depression, mistillid mm., sådan at den naturlige udvikling ikke har kunne finde sted – eller kun har kunne opstå i mindre grad.

Al denne mangel på omsorg, krænkelse eller på anden vis misbrug af mennesket, har altså stået i vejen for den naturlige udvikling – har forstyrret udviklingen.

Dermed får dette menneske en personlighedsforstyrrelse.

Der bliver, efter min meing, lagt alt for stor vægt på, at der er tale om en forstyrrelse i mennesket – at mennesket enten har borderline, skizoid forstyrrelse, ængstelig evasiv osv.

Der bliver sjældent lagt vægt på hvorfor denne forstyrrelse er opstået, hvad det er personen mangler, for at føle sig hel, tryg, tillidsfuld mm, eller hvordan dette menneske kan fungere med denne mangel.

Vi taler ikke om hvor stor en rolle forældrene har. Hvor stort et ansvar de har. Og hvor meget der tyder på, at forældrene er den bærende rolle i udviklingen af personlighedsforstyrrelsen.

Traumet sker pågrund af svigt og traumer i relationen til vores omsorgspersoner – for det er der udviklingen skal ske. Så hvis der er en mangel i denne relation, eller der sker krænkelser eller andre former for svigt, så har barnet ikke andre steder at vænne sig hen.

Når jeg taler om traumer taler jeg om alt fra seksuelle overgreb, til fysisk vold, fangenskab, mobning, psykisk vold, manipulation og mind control, ignorering, forladthed og meget mere. Der er ikke grænser for, hvad der kan være traumatiserende.

Vi tror at traumer kun er, når et barn bliver slået, ikke får tøj på kroppen eller mad eller bliver voldtaget. Men traumerne er også alt det, vi ikke taler om. Fx når forældre bruger ignorering som en straf og form for kontrol. Eller når forældre ikke kan rumme eller afstemme barnets følelser. Når forældrene laver sjov med barnets følelser, eller forsøger at kontrollere det eller forme det, for selv at føle at de vinder.

Børn der bliver traumatiseret af deres forældre, bliver traumatiseret af mennesker, som selv er blevet traumatiseret. Ikke-traumatiserede mennesker, kan ikke traumatisere andre i den grad. Omsorgssvigt kan ikke ske, medmindre personen selv har været udsat for omsorgssvigt.

Og problemet er, at når vi ikke taler om, den rolle forældrene har – at de i rigtig mange tilfælde efterlader deres barn med traumer – så fortsætter det.

Så vokser barnet op og får måske en personlighedsforstyrrelse.

Så kan traumet fortsætte i det at dette menneske erfarer, at det er i mangel, det er forkert, det har en forstyrrelse. Denne forstyrrelse bliver ved og stikker dybere for hver dag der går – fordi det der er fælles for alle personlighedsforstyrrelser er, at der er dybe skamfølelser, følelser af lavt selvværd, følelse af ikke at have værdi, at være forkert på bunden, ikke at fortjene noget godt osv.

Og at få af vide, at man har en forstyrrelse, biddrager ikke ligefrem til at føle sig mere okay. Det kan dog – fx i mit eget tilfælde – være med til at få os til at forstå, at personlighedsforstyrrelsen er kommet af en årsag, og den årsag skal findes i barndommen.

Hvis ikke vi trækker denne forbindelse mellem de udfordringer vi står i lige nu og her med vores personlighedsforstyrrelse og vores barndom og de traumer vi har været udsat for. Så er vi dømt til at fortsætte “forstyrrelsen”. Vi er dømt til at komme til at traumatisere andre, selv sidde fast, ikke være i stand til at hjælpe os selv eller erfare at vi har værdi.

Ikke alle der har været udsat for traumer får en personlighedsforstyrrelse. Ligeså vel som ikke alle der har haft længerevarende traumer ikke får kompleks PTSD.
Men, der burde være mere fokus på, at det vi oplever nu – om det er kompleks PTSD eller personlighedsforstyrrelser – er en reaktion på traumer i barndommen og at vi ikke behøver at kalde det alt muligt, men blot at forstå denne sammenhæng.

På samme måde, som at vi ikke dømmer et træ fordi det er flået op med roden, men kan forstå at grunden til at roden er flået op, er fordi der har været jordskælv. Det er ikke træets skyld. Det er ikke træet der er “forkert”. Men der er sket noget, som har forårsaget at roden er revet op af jorden.

Vi er nødt til at forstå årsagen for at hjælpe os selv. På samme måde som at vi må forstå at det er jordskælvet der er årsagen til at træet er flået op ad jorden. Hvis det var en “forstyrrelse i træet”, så kunne det være at det skulle beskæres eller “gøres rigtig”. Men det er det ikke – det er ikke en forstyrrelse i os eller i træet, men en udefrakommende faktor som har forårsaget dette.

Når vi forstår årsagen, kan vi også bedre hjælpe os selv. Hvis vi er i kontakt med traumet, kan vi også bedre hjælpe os selv, til at passe på os selv i visse situationer – eller sætte spørgsmålstegn ved de relationer vi er i nu – er denne ven eller veninde med til at fortsætte traumet fx?

Hvis det bare er en forstyrrelse i os, så er det jo “bare” os der skal ændre os? Så er der noget galt med os på bunden, som vi må ændre på. Men det er jo ikke tilfældet. Det handler ikke om at noget er galt i os, men at vi har tilpasset os efter noget der ikke har været godt for os. Og måske befinder vi os ligenu i noget, som er med til at forværre eller vedligeholde dette der ikke er godt for os?

Og dermed er det ikke en forstyrrelse i os men os der reagerer på en forstyrrelse udenfor os. Dermed bliver vi det, som psykiatrien vil kalde “forstyrrede”.
Vi må og skal forstå denne sammenhæng mellem årsag og reaktion. Vi er en reaktion på en årsag.
Når vi er i kontakt med traumet og forstår denne årsag, kan vi også bedre hjælpe os selv på allerbedste måde!
På samme måde som at forstå at det var et jordskælv der fik træet til at blive revet op – dette kan hjælpe os til ikke blot at plante træet igen, men måske at bygge et mere solidt fundament for træet, eller flytte det til et mindre udsat område.

Derfor er det alfa omega at forstå, at de udfordringer vi oplever nu her, og det som andre kalder “personlighedsforstyrrelse” ikke er en forstyrrelse i os som mennesker, men er os som har reagereret på en forstyrrelse udenfor os. Det er ikke os der er forkerte eller gal på den. Vi har blot tilpasset os noget der var usundt, dysfunktionelt, ikke optimalt og som har givet os udfordringer i måden vi har udviklet os på.

Vi kan lære at tilpasse os igen. Vi kan lære at få en bedre jord at gro i. Vi kan lære at hjælpe os selv, sådan så vi ikke traumatiserer os selv uderligere. Vi kan lære at tilpasse os til noget der er sundt, noget der opbygger os og hjælper os.

Det er ikke dig der er syg – det er samfundet der er sygt.
Søg ind i dig selv, og du vil møde dig selv der.