Angst for at rødme… på indkøb

Skrevet den 30. juli 2014

Normalt er køen det værste område i et supermarked. Hvad hvis der er en, der kigger på mig, hvad nu hvis mit kort bliver afvist, hvad nu hvis jeg ikke har penge nok? Hvad nu hvis jeg kommer til at gøre noget pinligt? Hvad nu hvis jeg bliver så angst at mit ansigt koger i en ildrød farve og folk kigger endnu mere? Hvad nu hvis der er en person i køen som jeg kender, og hvad nu hvis han/hun begynder at tale til mig?

Alle disse tanker leder hen på, at jeg vil få angst. Alle tankerne er en angst for angsten. Jeg er rædselsslagen for disse situationer, fordi jeg ved, at når de sker, vil jeg blive overvældet af angst. Og jeg ved situationerne vil opstå, endnu mere fordi jeg har forventet dem med rædsel.

Tankerne kører normalt i en fuldstændig panisk undvigelses-bevægelse og angst for angsten, som jeg ikke kan stoppe før jeg a) får et kæmpe angstanfald, og derfor ikke kan tænke eller føle noget som helst (heller ikke længere være angst for angsten, for nu ER jeg angsten), eller b) når jeg er kommet ud af den angstfulde situation og derfor ikke er i “fare” længere.

Angst for angsten, og som et dyr på vagt..

Jeg træder langsomt og nærmest observerende, som et dyr på vagt, ind i supermarkedet, mens jeg spejder hen i mod kassen for at se, hvor mange der står i kø. Dette giver mig en idé om, hvor længe jeg selv kan forvente at skulle stå der. Allerede her starter angsten, når jeg tænker på at skulle stå fastlåst i køen.
Men jeg har bevidst valgt at komme lige ved åbningstid på en hverdag, så er der ofte færre mennesker.

Jeg går hen og tager en kurv fra stakken, meget langsomt, stadig spejdende mod kassen og helt stivnet krop og ansigt. Alt i min krop spænder op.
Jeg skubber tankerne væk og går ind i butikken – nærmest målrettet fra post til post og fokuserer på varene. Frugt og grønt. Brød. Fryser. Køler. Konserves. Jeg undgår at kigge på folk eller skabe opmærksomhed, så folk kigger på mig. Mit hjerte hamrer, mit åndedræt er hurtigt og overfladisk. Jeg er sikker på, at folk kan se det på mig.

Hvis jeg ud af øjenkrogen ser en jeg kender (99 % af gangene, er det ikke en jeg kender, men én der ligner), går jeg i panik, lader som om jeg taler på mobilen, skriver en tilfældig sms til en eller tager musik i ørene og fortsætter nu i endnu hurtigere fart, for at få mine varer ned i kurven så hurtigt så muligt, så jeg kan komme ud derfra! Et par gange har jeg stillet min kurv og skyndet mig at gå ud af butikken fordi angsten overvældede mig til et punkt, hvor jeg ikke længere kunne fokusere på noget andet end at jeg skulle væk derfra..

I køen

Når jeg er i køen, har jeg allerede haft utallige tanker og angstfølelser. Jeg stiller mig og undgår fuldstændig at kigge nogen i øjnene eller bare kigge eller mod nogen. Jeg kigger aldrig på dem der står bag mig, for hvad hvis det er en jeg kender og de opdager, at det er mig der står der, og de begynder at tale til mig? Så får jeg endnu mere angst og kan ikke komme væk, for bordet fanger lidt, når man står i kø med sine varer (eller endnu værre – når varene allerede ER lagt på båndet).

Jeg fokuserer al min energi på min kurv, varer og mine penge eller hævekort som jeg har taget frem i alt for god tid – ofte allerede inden jeg går i kø. Hvis angsten er meget slem, prøver jeg at fokusere på andre personers varer, kigge på reolen ved siden af mig, checke min mobil (sætte den på lydløs, for tænk hvis der kom lyd fra den og folk kiggede på mig), kigge på avisens forside og alt hvad der ellers kan distrahere mig fra situationen.

I denne situation er angsten på et højt punkt, men det peaker ikke helt endnu. Mit hjerte banker hurtigt og tungt i kroppen, mit ansigt og bryst er varmt, jeg ryster – både udenpå og indeni, jeg føler mig rastløs, varmen spreder sig, det stikker i huden og jeg føler mig svimmel. Nogle gange kan jeg føle mig decideret syg med feberagtig følelse og kvalme. Jeg skal bare have det her overstået, så jeg kan komme ud herfra, tænker jeg.

Når varene er kommet på båndet

Når jeg har lagt mine varer på båndet, nærmer vi os det værst tænkelige. For efter varene er på båndet, skal jeg stå og vente på, at kunden foran mig er færdig. Jeg skal også rykke mig lidt, så kunden bag mig kan lægge sine varer op. Denne situation er især slem, fordi dem omkring mig har lagt deres varer på båndet og nu står vi lidt og venter ved siden af hinanden. Det er i denne situation, at jeg virkelig frygter, at folk begynder at lægge mærke til mig. Folk har nemlig flyttet fokus fra “nu skal mine varer på båndet” til “nu skal jeg bare vente på, at det er min tur”, og i denne situation har folk det med at henvende sig til en. En lille pige pegede en dag på mig, mens hun sagde til sin mor: “Hende der ligner en dreng!”. Det gjorde mig så flov og jeg blev så rød i hovedet af angst over den opmærksomhed, der blev rettet på mig. Jeg vendte mig væk fra moren og pigen og lod som om jeg ikke havde hørt det. Men jeg vidste, at alle omkring mig havde hørt det og desuden så på mig, som jeg stod der så skamfuld og angstfuld.
Jeg kunne jo ikke bare gå, for jeg lige havde lagt mine varer på båndet.

Faktisk har jeg i lang tid overhoved ikke stået og ventet, på at det blev min tur. Jeg fandt nemlig en måde, hvorpå jeg kunne undgå denne angstprovokerende situation. I stedet lagde jeg varene på båndet, og hvis jeg kunne se, at der lige gik et minuts tid før det var min tur til at betale, gik jeg ud til indgangen, og lod som om jeg kiggede på nogle tilbudsvarer i gangen. Der ville jeg så stå og skimte ind ad glasruden til kassen, for at se, om det var min tur. Sommetider overbeviste jeg også mig selv om, at jeg lige havde glemt en vare og måtte forlade kassen for at finde et eller andet. På denne måde, kunne jeg i det mindste undgå at stå og vente ved kassen alt for længe.

Når kassedamen så scannede mine varer ind, ville jeg sætte mit kort i maskinen, sådan at jeg ikke skulle vente på at maskinen læste det og derfor give folk endnu mere mulighed for at lægge mærke til og observere mig. Derefter ville jeg forsøge at skynde mig at tage nogle varer ned i min pose – inden hun havde scannet færdigt, så jeg ikke var tvunget til at stå på samme sted og give folk muligheden for at kigge endnu mere på mig.

De få sekunder hvor koden er trykket ind føles det som om, at tiden aldrig har gået langsommere. Jeg ryster på hænderne, sveder og undgår for alt i verden kassedamens blik. Jeg sveder mere og mere og forsøger virkelig at fokusere på at taste koden rigtigt, for tænk hvis jeg trykkede forkert og kortet blev spærret, eller at jeg måtte tage kortet ud og prøve igen?

Når koden er tastet og jeg har trykket godkendt, står jeg på grænsen mellem panik og undslippelse af panik. Enten går noget galt; betalingen går ikke igennem og jeg får panisk angst og mit ansigt bryder ud i rødmen og jeg skammer mig, eller også bipper den “Godkendt” på skærmen og jeg kan ånde lettet op, tage mine ting og skynde mig ud.

Men de få sekunder jeg venter på at koden godkendes, står jeg med blikket stift plantet på kortautomatens skærm, uden et eneste øjeblik at kigge op på kunder eller kassedame. Når jeg har fået min bon, kan jeg slappe af. Nu er det en anden kundes tur, jeg er uden for fokus og kan gå hjem til mig selv.

Sådan er det at have scoptofobi

Forestil dig at der er en, som kigger på dig og du går i panik indeni. Du får lyst til at synke ned i jorden og forsvinde væk. Du kan ikke forholde dig til dette andet menneske eller til dig selv. Du ved ikke hvad du skal gøre af dig selv.

Forestil dig at du føler en andens øjne i ryggen på dig, at du føler dig overvåget af blikket, at du stivner i din krop og sind, fordi du bliver så bange. Du føler dig overvældet af blikket, selv når du ikke engang kan se det.
Forestil dig at blot dit eget blik i spejlet, kan fremkalde ovenstående følelser og fornemmelser. At du ikke engang kan møde dit eget blik i spejlbilledet, uden at en angstreaktion går igang i dig.
Sådan er det at have scoptofobi.

Scoptofobi er angsten for at blive set på eller kigget på (ikke til at forveksle med skoptofobi – at være bange for mørke). I mange år, vidste jeg ikke at det var det, som var det jeg var allermest angst for. Jeg kunne kun forbinde angsten med sociale sammenhæng, men forstod ikke at jeg faktisk var meget social og på mange måder også tryg i sociale sammenhæng. Hvordan kan man være både social og samtidig angst for det sociale?

Det var der jeg faldt over begrebet scoptofobi og det gav mening med det samme. Selvom der ikke er skrevet synderligt meget om fobien (nu er der snart navne på og fobier på alt) så hænger det ofte sammen med social angst og skam, da det at blive set ofte handler om at blive set af andre mennesker.
Det lægger tæt op ad den sociale angst, da det også handler om at angsten for at føle sig bedømt, kritiseret, nedgjort, gjort til grin osv. Det er bare nemmere at blive udsat for det, hvis man bliver set. Hvis man er usynlig, så er der ikke nogen til at bedømme én! For mig har scoptofobi og angsten for at være i centrum for opmærksomheden gået hånd i hånd.

Men der var noget helt særligt over det at blive fysisk set, for mig. Der var stor forskel i min angst, når jeg følte at andre folks opmærksomhed vendte mod mig, fremfor når opmærksomheden var mod dem. Jeg kunne godt tåle at blive set af andre, hvis de alligevel stod og talte om sig selv og ikke gav mig noget opmærksomhed, så kunne jeg føle mig usynlig. alligevel var der hele tiden en stemme som sagde; “lige om lidt siger de noget til dig, lige om lidt smider de bolden over til dig, lige om lidt kommenterer de på hvordan du ser ud, ligeom lidt… ligeom lidt…” Derfor fik jeg jo aldrig fred, fordi jeg hele tiden afventede at blive angst, og derfor var jeg hele tiden på kanten til at få angst.

Da jeg i 2015 fik arbejde for en blind dame, blev jeg virkelig klar over, hvor tydelig min scoptofobi var. Her var et menneske som fysisk set ikke kunne se mig, og det var umuligt for mig at få angst. Jeg følte for første gang en kæmpe fred ved være sammen med et andet menneske – hun kunne ikke se mig, ergo hun kunne ikke dømme mig. Det er nok ikke særligt rationelt når man tænker over det, men for mig var det klokkeklart, jeg følte mig sikker og tryg i den relation. Jeg bemærkede hvad det var, der drev min scoptofobi. Det var følelsen af, at det andet menneske forventede noget af mig, at jeg skulle være noget, præstere noget i dialogen med dette menneske. Når jeg var sammen med hende, så kunne jeg slappe meget af, jeg var ikke over-bevidst om hvordan jeg fremstod eller om jeg blev rød i hovedet. For hun kunne jo alligevel ikke se, hvordan jeg reagerede. Jeg følte mig beskyttet af mig selv, som om at jeg kunne sænke skuldrene og være mere rolig. Jeg kunne læne mig mere tilbage, fremfor at være på forkant med mig selv. Jeg skulle ikke præstere noget eller være nogen.

Det var også med denne dame, at jeg for første gang i flere år var på café og restaurant, noget jeg ellers havde undgået fuldstændigt pga min angst. Nu kunne jeg gå på café med hende og slet ikke føle mig angst, for jeg følte mig ikke overvåget af hende, jeg følte ikke at hun holdt øje med hvordan jeg reagerede eller fremstod, jeg følte at jeg ikke mere behøvede at være på. Arbejdet med hende gav mig en tydelig indikator om, at når jeg kunne slippe forventningerne og presset til mig selv i sociale sammenhæng, så kunne jeg bedre slappe af. Når jeg slippede angsten for, om andre tænkte dårligt om mig eller syntes jeg så mærkelig ud eller undrede sig over at jeg rødmede, så blev jeg også mindre angst og mere okay med at få angst. Det er nok erkendelsen af, at det kun er mig selv som kan dømme mig – ingen andre!

Angst og skam

Har du tænkt over, at skam og angst hører sammen? At vi alle bærer skam med os i større eller mindre grad, og at det som kaldes toxic shame kan føre til blandt andet angst?

Skam er en menneskelig følelse, som vi alle oplever. Den naturlige skam menes vi at have, fordi den gør os menneskelige. Det minder os om, at vi skal bevare en ydmyghed og respekt overfor os selv og andre. Skammen er det som kan stoppe os i at blive grandiøse eller få storhedsvanvid. Skammen får os tilbage til virkeligheden. Skammen minder os om at vi er mennesker – ikke guder.

På den anden side, så kan skammen også få os til at føle os mindreværdige, uværdige, forkerte – når skammen altså bliver toxic og æder os indefra. Det er natuligt at opleve skam i den grad, hvor den minder os om at vi skal huske at vi er mennesker. Det er skammen vi oplever, når vi har trådt lidt for langt frem og brænder fingrene og bliver pinligt berørte. Udadtil kan det være vi rødmer, for at vise omverdenen at vi siger undskyld for at vi var lidt for fremtrædende.

Men når vi oplever igen og igen at blive udskammet for noget vi gør eller for dem vi er, så kan skammen begynde at plage os. Hvis man har oplevet at blive mobbet eller har oplevet at ikke føle sig god nok, så er det skammen der er i spil. Uanset om det har været en eller flere hændelser, så kan skammen komme til at sidde i os som en følelse af, ikke at være tilstrækkelige, ikke at være nok, ikke at være værdifulde, ikke at være elskede. Dette kan lede videre til at man udvikler en angstlidelse. Det har det gjort i mit tilfælde.

Derfor er det også interessant at lægge mærke til, hvad der gemmer sig under angsten, for det er ikke altid blot en angst, men fordi der ligger en følelse af værdiløshed, følelse af ikke at blive set og hørt, som kan gøre at man udvikler en angst. I mit tilfælde har jeg udviklet en angst for at blive fysisk set.

Det gik op for mig, at angsten blot var en beskyttelse for at komme til at mærke det underliggende – skamfølelsen – fordi skamfølelsen er så svær at mærke, så svær at håndtere og så svær at tale om. Skammen lever i det skjulte, ja den vokser i det skjulte. Jo mindre man taler om den, jo mere vokser den, jo større kraft får den. Derfor må løsningen være at tale højt om den.

Derfor oplever jeg ikke kun angst, men også skamfølelsen nedenunder og længere nede en sorg over at blive udsat for denne skam. Jeg oplever skammen som var jeg barn og oplevede den for første gang. Forskellen er bare, at denne gang kan jeg håndtere det, og fortælle mig selv, at det er okay – at jeg er okay – og at jeg nu ser mig selv, og møder mig selv, fremfor at udskamme mig selv igen.