Da jeg blev udsat for seksuelt overgreb

Dette indlæg er ligeså personligt, som når jeg skriver om mine psykiske barndomstraumer og om at have en narcissistisk mor. Dette handler bare om et andet form for traume – nemlig seksuelt overgreb.

Da jeg var cirka ni år gammel, inviterede mine forældre en udsat dreng ind i vores hjem. Han var 13 år, og havde problemer i hjemmet. Derfor boede han i en periode hos os.

Jeg brød mig ikke om ham. Han opførte sig meget mere voksen end han var, på trods af at han altid havde snot hængende ud af sin næse, som aldrig blev tørret væk.
Han talte et voksent sprog, og om sex og porno. Jeg husker, at han var meget voldsom i sin måde at være på.

Jeg var bange for ham.

Han løb altid efter mig, og når han begyndte at løbe, løb jeg væk fra ham. Det var en rimelig logisk handling for mig – jeg skulle bare væk.

Jeg løb endda også hen til mine forældre inde i stuen: “Jeg kan ikke lide at han løber efter mig”, sagde jeg. Der blev ikke gjort noget ved det, for det var jo bare leg.

Men en dag var det ikke bare leg. En dag blev det et overgreb.

Overgrebet

Som alle de andre dage, løb jeg væk fra ham og han løb efter.

Jeg kan huske, jeg tænkte, på mit værelse – i min seng – der er jeg tryg. Derfor løb jeg op på mit værelse og gemte mig under dynen. Men det stoppede ikke der. For han løb efter og kravlede også under dynen.

Det må have været forår eller sommer, for jeg havde et sæt på med shorts og t-shirt. Det er underligt, hvad jeg husker fra den dag. Jeg husker ligeså tydeligt hvordan hans fingre bevægede sig ind mellem mine ben, over kanten på mine shorts og hvordan han stak sin finger ind i mig. Han havde overskredet mange grænser og nu havde han overskredet endnu flere. Så meget vidste jeg. Det var forkert, det han gjorde.
Jeg nev ham så hårdt og længe jeg kunne i armen, hvilket heldigvis fik ham til at trække sin arm hurtigt tilbage og løbe ud af værelset.

Jeg husker ikke hvad der skete lige bagefter. Blev jeg i sengen? Følte jeg mig utryg ved at være i min egen seng? Gik jeg ned sammen med de andre og lod som ingenting? Sagde jeg noget til nogen?

Jeg husker heller ikke om det var samme aften eller dagen efter, men udfra den frygt jeg følte, vil jeg gætte på det var samme aften, at jeg var alene på mit værelse.

Nu frygtede jeg ham bare endnu mere end før. Hvad ville han gøre næste gang vi var alene? Hvor langt ville han overskride min grænse?

Men det stoppede ikke der

Jeg delte værelse med min søster dengang, og jeg stod i dørkarmen og ventede på at hun kom op på værelset. Han skulle forbi mit værelse for at komme hen til sit eget værelse, og jeg tænkte bare, “Please, du må ikke nå at komme herop før min søster kommer”.
Da jeg hørte min søster skændes med min mor, tænkte jeg, nu er håbet ude. Når først skænderierne er i gang, så går der længe før hun kommer herop. Ganske rigtigt kom han op ad trappen og ind på mit værelse.

Sagde han noget? Det tror jeg, men jeg husker ikke hvad. Jeg sagde vidst ikke noget, for jeg var bange og følte mig lammet. Jeg gik hen til vinduet og kiggede blankt ud i det jeg husker som en mørk have, hvor kun månen virkede til at være det eneste lys. Jeg smilede ikke, jeg græd ikke, jeg var helt fastfrossen og afventende. Bad indvendigt om at han ville gå sin vej.

Han sagde noget med, at jeg var smuk og dejlig. Jeg havde nærmest et had til ham, jeg frygtede ham, og intet han kunne sige, kunne gøre det han havde gjort godt igen.

Han stillede sig på min ene side og lænede sig ind mod mig. Så kyssede han mig på min pande. Jeg fortrak ikke en mine, men jeg kunne mærke hvor vådt og klamt hans kys var, både af snot fra næsen og mundvand fra munden. Han virkede afventende, og jeg stod ligeså lammet som før. Så kyssede ham mig igen på siden af munden. Igen fortrak jeg ikke en mine, men stirrede stadig ud. Måske, tænkte jeg, ville han stoppe, hvis jeg slet ikke gjorde noget.

Og så gik han. Det var som om, jeg havde holdt vejret i al den tid, som føltes som timer, men nok kun var få minutter. Selv når jeg skriver disse ord, er det som at være der igen. På en gang husker jeg det tydeligt, i hvert fald følelsen jeg stod med, på den anden side virker det hele så uklart.

Efterreaktionerne

Jeg forsøgte at fortælle min mor om hændelsen, men sagde intet som hvad der helt konkret var sket. Jeg håbede sådan på, at jeg ikke behøvede at sige hvad der var sket, men at hun blot kunne se på mig, at der var sket noget og at vi kunne tale om det. Men min mor er narcissist, og har svært ved at forstå eller sætte sig ind i andres følelser, så hun grinede, mens jeg stod, fastfrossen, som så mange gange før og så hende vende ryggen til mig og gå væk.

Da jeg efterfølgende så ham i skolen, følte jeg skam og skyld. Jeg følte mig som det værste menneske i verden, fordi jeg havde afvist ham. Jeg havde nevet ham i armen, jeg havde ikke gengældt hans kys. Det var synd for ham, tænkte jeg. Jeg havde så ondt af ham.

Det var først 9-10 år efter at hændelsen kom op til min bevidsthed igen og jeg fortalte et andet menneske om oplevelsen. Heldigvis var det en god veninde, som havde medfølelse for mig og kunne se alvoren i det.

Efterfølgende har denne oplevelse været med til at forværre min angst for berøring. Det har taget mig mange år, at vænne sig til at nogen rør ved mig – selv et kram eller en hånd på skulderen kan føles krænkende.

Det er heller ikke så underligt at jeg her, næsten 20 år senere, stadig frygter at blive udsat for et seksuelt overgreb i min seng. Det er det mest private sted jeg har, det er det sted hvor det er allervigtigst jeg føler mig tryg. Det er her, jeg skal kunne falde til ro om aftenen og vågne tryg op næste morgen. Men sådan er det bare ikke for mig…

Hvad er seksuelt overgreb?..

Der findes rigtig mange forskellige former for seksuelle overgreb på børn og unge.

Helt simpelt kan man definere seksuelt overgreb som det der sker når de fysiske/seksuelle grænser hos barnet bliver overtrådt.

Seksuelt overgreb hører under tre områder: passivt overgreb, overgreb med fysisk kontakt og aktivt overgreb.

Angst for berøring

Første gang jeg opdagede, at jeg havde angst for berøring, var da jeg som 16-årig kyssede en fyr for første gang og han aede mig på ryggen. 

Berøring var krænkende

De tog begge beslutningen om at vi var kærester, ved at flette ordet “kæreste” ind i en sætning, fx “Min kæreste kan godt lide is..”. Og mig, som ikke havde nogen selvfølelse og var den største pleaser man kunne møde, turde ikke sige hvad jeg egentlig tænkte: “Det er en stor ting for mig at have et andet menneske så tæt på mig, så jeg synes vi skal lære hinanden at kende før vi bliver kærester”.

Sammen med begge fyre følte jeg at den fysiske berøring var ligesom et overgreb. Indvendigt bed jeg det i mig, selvom det på ingen måde var rart for mig.

De gjorde jo ikke noget forkert. Men jeg, som var vokset op med en narcissistisk mor, og dermed havde fået mine grænser overtrådt en million gange, tænkte bare, at det var nok var sådan, det var. Her i livet er der ikke noget der er trygt – selv ikke når din kæreste stryger dig over ryggen eller kysser dig. Og ligesom jeg havde vænnet mig til, at hade at blive krammet af venner og familie.

Hvordan føltes det?

Når jeg taler om berøring, så er det ikke kun ment som en intim berøring. I det meste af mit liv, har jeg undgået at blive rørt ved. Jeg brød mig ikke om at blive krammet eller kysset, heller ikke af mine forældre og slet ikke fremmede.
Jeg vred mig altid væk fra den hånd, som ville røre ved mig, for det var altid ubehageligt. Selv bare en hånd på min skulder gjorde mig utryg og angstfuld.

Den eneste måde jeg kan beskrive følelsen på var, at det var som om at den hånd der rørte ved mig, borede sig helt ind i mit indre og flåede alle organer og alt andet ud af min krop. Det var som at blive fuldstændig udslettet.

Det var som om, at når først hånden lagde sig på min krop, så var der ikke noget “mig” mere, det føltes som om at hånden og mig blev ét, som om jeg ingen hud havde, intet beskyttelses-lag havde. Det var en overtagelse af den jeg var, når jeg blev rørt ved.

Denne beskrivelse vidner bare om, hvor krænkende en oplevelse det har været for mig, og hvor krænket jeg har følt mig af min mor.

Behov for berøring

I dag er det anderledes med angsten for berøring. Berøring er vigtig for mig, både i form af kram og kys og også bare at være fysisk tæt på nogen. Berøring er livsvigtig. Men når det er blevet gjort til noget ubehageligt og grænseoverskridende, så vil man hellere overleve uden, for der føles det som om at berøringen er udslettende og krænkende.

Hvis der sidder nogen derude som har svært ved berøring og oplever ubehag ved det, så vid at du ikke er alene. Der er en årsag til dette ubehag, og det nytter ikke at tvinge sig selv til at “bide det i sig” og overleve det. Find ud af, hvorfor dette ubehag er der og hav tålmodighed med, at der nok skal komme en naturlig lyst til at få dette behov opfyldt.