Da jeg blev udsat for seksuelt overgreb

Dette indlæg er ligeså personligt, som når jeg skriver om mine psykiske barndomstraumer og om at have en narcissistisk mor. Dette handler bare om et andet form for traume – nemlig seksuelt overgreb.

Da jeg var cirka ni år gammel, inviterede mine forældre en udsat dreng ind i vores hjem. Han var 13 år, og havde problemer i hjemmet. Derfor boede han i en periode hos os.

Jeg brød mig ikke om ham. Han opførte sig meget mere voksen end han var, på trods af at han altid havde snot hængende ud af sin næse, som aldrig blev tørret væk.
Han talte et voksent sprog, og om sex og porno. Jeg husker, at han var meget voldsom i sin måde at være på.

Jeg var bange for ham.

Han løb altid efter mig, og når han begyndte at løbe, løb jeg væk fra ham. Det var en rimelig logisk handling for mig – jeg skulle bare væk.

Jeg løb endda også hen til mine forældre inde i stuen: “Jeg kan ikke lide at han løber efter mig”, sagde jeg. Der blev ikke gjort noget ved det, for det var jo bare leg.

Men en dag var det ikke bare leg. En dag blev det et overgreb.

Overgrebet

Som alle de andre dage, løb jeg væk fra ham og han løb efter.

Jeg kan huske, jeg tænkte, på mit værelse – i min seng – der er jeg tryg. Derfor løb jeg op på mit værelse og gemte mig under dynen. Men det stoppede ikke der. For han løb efter og kravlede også under dynen.

Det må have været forår eller sommer, for jeg havde et sæt på med shorts og t-shirt. Det er underligt, hvad jeg husker fra den dag. Jeg husker ligeså tydeligt hvordan hans fingre bevægede sig ind mellem mine ben, over kanten på mine shorts og hvordan han stak sin finger ind i mig. Han havde overskredet mange grænser og nu havde han overskredet endnu flere. Så meget vidste jeg. Det var forkert, det han gjorde.
Jeg nev ham så hårdt og længe jeg kunne i armen, hvilket heldigvis fik ham til at trække sin arm hurtigt tilbage og løbe ud af værelset.

Jeg husker ikke hvad der skete lige bagefter. Blev jeg i sengen? Følte jeg mig utryg ved at være i min egen seng? Gik jeg ned sammen med de andre og lod som ingenting? Sagde jeg noget til nogen?

Jeg husker heller ikke om det var samme aften eller dagen efter, men udfra den frygt jeg følte, vil jeg gætte på det var samme aften, at jeg var alene på mit værelse.

Nu frygtede jeg ham bare endnu mere end før. Hvad ville han gøre næste gang vi var alene? Hvor langt ville han overskride min grænse?

Men det stoppede ikke der

Jeg delte værelse med min søster dengang, og jeg stod i dørkarmen og ventede på at hun kom op på værelset. Han skulle forbi mit værelse for at komme hen til sit eget værelse, og jeg tænkte bare, “Please, du må ikke nå at komme herop før min søster kommer”.
Da jeg hørte min søster skændes med min mor, tænkte jeg, nu er håbet ude. Når først skænderierne er i gang, så går der længe før hun kommer herop. Ganske rigtigt kom han op ad trappen og ind på mit værelse.

Sagde han noget? Det tror jeg, men jeg husker ikke hvad. Jeg sagde vidst ikke noget, for jeg var bange og følte mig lammet. Jeg gik hen til vinduet og kiggede blankt ud i det jeg husker som en mørk have, hvor kun månen virkede til at være det eneste lys. Jeg smilede ikke, jeg græd ikke, jeg var helt fastfrossen og afventende. Bad indvendigt om at han ville gå sin vej.

Han sagde noget med, at jeg var smuk og dejlig. Jeg havde nærmest et had til ham, jeg frygtede ham, og intet han kunne sige, kunne gøre det han havde gjort godt igen.

Han stillede sig på min ene side og lænede sig ind mod mig. Så kyssede han mig på min pande. Jeg fortrak ikke en mine, men jeg kunne mærke hvor vådt og klamt hans kys var, både af snot fra næsen og mundvand fra munden. Han virkede afventende, og jeg stod ligeså lammet som før. Så kyssede ham mig igen på siden af munden. Igen fortrak jeg ikke en mine, men stirrede stadig ud. Måske, tænkte jeg, ville han stoppe, hvis jeg slet ikke gjorde noget.

Og så gik han. Det var som om, jeg havde holdt vejret i al den tid, som føltes som timer, men nok kun var få minutter. Selv når jeg skriver disse ord, er det som at være der igen. På en gang husker jeg det tydeligt, i hvert fald følelsen jeg stod med, på den anden side virker det hele så uklart.

Efterreaktionerne

Jeg forsøgte at fortælle min mor om hændelsen, men sagde intet som hvad der helt konkret var sket. Jeg håbede sådan på, at jeg ikke behøvede at sige hvad der var sket, men at hun blot kunne se på mig, at der var sket noget og at vi kunne tale om det. Men min mor er narcissist, og har svært ved at forstå eller sætte sig ind i andres følelser, så hun grinede, mens jeg stod, fastfrossen, som så mange gange før og så hende vende ryggen til mig og gå væk.

Da jeg efterfølgende så ham i skolen, følte jeg skam og skyld. Jeg følte mig som det værste menneske i verden, fordi jeg havde afvist ham. Jeg havde nevet ham i armen, jeg havde ikke gengældt hans kys. Det var synd for ham, tænkte jeg. Jeg havde så ondt af ham.

Det var først 9-10 år efter at hændelsen kom op til min bevidsthed igen og jeg fortalte et andet menneske om oplevelsen. Heldigvis var det en god veninde, som havde medfølelse for mig og kunne se alvoren i det.

Efterfølgende har denne oplevelse været med til at forværre min angst for berøring. Det har taget mig mange år, at vænne sig til at nogen rør ved mig – selv et kram eller en hånd på skulderen kan føles krænkende.

Det er heller ikke så underligt at jeg her, næsten 20 år senere, stadig frygter at blive udsat for et seksuelt overgreb i min seng. Det er det mest private sted jeg har, det er det sted hvor det er allervigtigst jeg føler mig tryg. Det er her, jeg skal kunne falde til ro om aftenen og vågne tryg op næste morgen. Men sådan er det bare ikke for mig…

Hvad er seksuelt overgreb?..

Der findes rigtig mange forskellige former for seksuelle overgreb på børn og unge.

Helt simpelt kan man definere seksuelt overgreb som det der sker når de fysiske/seksuelle grænser hos barnet bliver overtrådt.

Seksuelt overgreb hører under tre områder: passivt overgreb, overgreb med fysisk kontakt og aktivt overgreb.

Min mor er narcissist

Dette indlæg er meget personligt, men jeg håber at det kan være med til at hjælpe andre i samme situation til at vide, at du ikke er alene.

I min barndom er jeg aldrig blevet udsat for decideret fysisk svigt. Jeg har fået tøj på kroppen, god mad, er ikke blevet slået og har fået knus og kys. Så hvorfor er jeg alligevel blevet traumatiseret? Hovedårsagen til det er, at min mor er narcissist.

I virkeligheden holdt jeg mig bare meget for mig selv og levede inde i min egen trygge verden. For jeg følte mig ikke tryg i mit hjem, uden at kunne forklare hvorfor. Begyndte allerede at få angst som 8-9-årig, og heller ikke dengang vidste jeg hvad det var, andet end at det føles som at være meget bange.

Ingen tilknytning

Jeg knyttede mig ikke til andre – ikke engang til mine forældre. I mange år troede jeg det var mig, der var noget galt med, siden jeg ikke kunne tage imod mine forældres kærlighed. Det har jeg da også fået af vide – at det var mig, der ikke ville elskes, krammes og kysses. Det var en mangel i mig – ikke i dem – at jeg var som jeg var.

Dette siger noget om hvordan forældre kan påvirke børns evne til at føle grundlæggende fysisk og psykisk tillid og tryghed, også selvom alt det fysiske er på plads.

Aldrig diagnosticeret

Min mor er aldrig blevet diagnosticeret. Grunden til dette er, at hun aldrig selv har kunne se sig selv udefra. Derimod så var hun god til at give andre skylden for de problemer der opstod, det var andre der var problemet – ikke hende. Jeg har aldrig hørt hendes sige ordene “Det må du undskylde” eller bare “Undskyld”, uden at grine eller smile samtidig.

Min mor kan ikke føle skyld og hun skammer sig ikke over sig selv. Hun har høj selvtillid og højt selvværd og har haft en god og kærlig barndom (ifølge hende selv). Men hvis man siger disse ting til hende, vil hun selv mene at hun føler skam, godt kan angre, føler skyld, ikke føler sig god nok osv., for at hun får lov at “vinde”. Dermed bliver jeg også snydt til at tro, at det må være mig den er gal med, at det er mig der opfinder problemerne – for hun indrømmer jo selv at hun ikke er perfekt. Alligevel bliver tingene ved med at fortsætte i samme mønster..

Hvordan er det at vokse op med en narcissistisk mor?…

Noget af det, der har gjort sig gældende i mit liv er: 

  • Jeg skulle gå på æggeskaller omkring hende, for ikke at påvirke hende “negativt”
  • Jeg havde mareridt om hende
  • Jeg var meget på vagt og kunne ikke slappe af
  • Alting var meget enten/eller – sort/hvidt.
  • Hvis jeg havde en anden mening end hende, flippede hun helt ud og ville gøre alt for at få mig “over på hendes side”. Hun så min mening som et angreb
  • Jeg lærte at det var farligt og forkert at sige fra eller sætte grænser
  • Hun kunne ikke tage i mod kritik
  • Hun kunne ikke føle empati og medfølelse
  • Stor adskillelse i familie (mor mod far eller mor og far mod børnene)
  • Hun var utilregnelig
  • Hun havde store udsving i sine følelser
  • Ubetydelige ting, kunne hun hidse sig helt op over
  • Råb, skrig og skænderier var dagligdag
  • Gaslighting og benægtelse – hun forvrængede mit syn på situationen, så det altid blev drejet overpå at jeg havde gjort noget forkert
  • Hun følte aldrig skyld eller skam og jeg har aldrig set hende angre over noget
  • Hvis hun havde såret mig, endte det derimod med at jeg skulle undskylde og angre
  • Alle omkring familien, så min mor som den “perfekte mor”. Ingen så hvad der skete bag facaden
  • Det var som at vokse op i fysisk og psykisk fangenskab
  • “Negative” følelser var forbudt, så blev man råbt af, gjort nar af eller beordret til at gå væk

Dette er bare nogle af de ting der har gjort sig gældende for mig i min barndom. Der findes sikkert rigtig mange andre områder jeg ikke har dækket og jeg tror også børn og søskende reagerer meget forskelligt på at have en narcissistisk forælder.
Nogle af konsekvenserne ved at have en narcissistisk mor: 

  • Jeg lærte tidligt at der ikke var plads til mig – hverken fysisk eller psykisk, at jeg ikke havde ret til at være mig eller til at sætte grænser eller få min egen selvstændige identitet. Det var vigtigt, at jeg ikke blev min egen person. Jeg var blevet født til at være en forlængelse af min mor.
  • Min nærmeste tilknytning er dysfunktionel og usund og jeg har skulle lære helt fra nulpunktet, hvordan jeg knytter mig til andre og er tryg i verden
  • Jeg har stor skam– og skyldfølelse, som altid er der
  • Jeg har fået bl.a. angst og kompleks ptsd af min opvækst
  • Jeg har svært ved at stole på mine egne følelser og meninger og har meget lidt tillid til både mig selv og andre
  • Jeg har ikke kunne have mennesker fysisk eller følelsesmæssigt tæt på mig, fordi det bliver for overvældende (frygt for intimitet)
  • I de første over 20 år af mit liv, havde jeg ubehag ved berøring
  • Der skal ingenting til, at traumet bliver aktiveret – at jeg enten bliver overvældet eller overset, kan trigge traumet
  • Der er intet sundt at vende tilbage til, det sunde skal opbygges helt på ny – ligeledes min selvfølelse, selvværd, selvtillid, ydre og indre identitet og min tryghed og tillid i verden
  • Jeg er den største pleaser der findes – jeg har lært at alle andres velbefindende kommer før mit eget, jeg har lært at jeg ikke har nogen værdi og dermed er den eneste form for “værdi” jeg kan få, det at gøre alle andre omkring mig glade.

Jeg er no contact med min mor, hvilket betyder at jeg ingen kontakt har med hende, fordi det er for hårdt for mig at have en relation til hende. Min barndom har gjort at jeg bliver hver dag udfordret i både at være i verden og at leve et liv uden en mor.

Læs også mit indlæg om at bryde kontakten til en forælder.