De to elementer af vores traume-recovery

Der er to områder, som er blevet forsømt, når man har været udsat for barndomstraumer. 
Disse to elementer er også de to dele af vores healing, som til sammen er med til at vi kan opbygge os selv.

At få lov at være
Når man vokser op som et barn der bliver udsat for traumer, så får man aldrig lov bare at være. Det kan være man er heldig at have nogle områder af sit liv, eller mennesker, hvor man føler sig helt tryg og tillidsfuld, men ofte ses der at traumatiserede børn havner i lignende situationer igen og igen, netop fordi de er traumatiserede. Så hvis der er traumer i hjemmet, så opstår der måske også traumer i skolen, sammen med vennerne mm.

Vi fik aldrig lov til bare at være, trække vejret, slappe af, føle os trygge og tillidsfulde til os selv og verden. Igennem traumerne lærte vi derimod at verden er et utrygt sted, at voksne ikke er til at regne med, at vi er i fare hele tiden og dermed hele tiden skal være voksne både for os selv og for andre – vi skal hele tiden være et skridt foran for at beskytte os selv mod farene.

Det er en kæmpe forsømmelse, ikke at få lov at være. Ikke at få lov at være i fred.
Og desværre fortsætter dette ind i voksenlivet. Fx oplever jeg selv ikke at kunne få lov at være i fred ift jobcentret. De har en masse planer for mig, og tager ikke hensyn til at jeg har PTSD, og at de er igang med at trigge mig og dermed forværre min tilstand.

Dermed er det, at kunne være i fred og bare trække vejret et af grundelementerne i vores healing. Det er meget svært at lære sig selv, at det er okay ikke at præstere, gøre en masse eller lave en masse. At det er okay at slappe af, hvile sig og gøre så lidt som muligt.

Men når vi lærer os selv dette, er det ikke nok med til at bringe mere ro og tillid og tryghed ind i vores liv, det er også samtidig med til at opbygge os selv og give os selv og vores indre barn, det vi aldrig fik.

At få lov at have behov (og få dem opfyldt)
Det andet vigtige element i vores healing, og noget der bliver forsømt når man bliver traumatiseret er vores behov.
Behov indebærer alt fra følelsesmæssige, fysiske, psykiske, sociale, seksuelle og spirituelle behov. Det er alt det, som udspringer indefra os og som omverdenen i større eller mindre grad “bestemmer” om vi får opfyldt.
Jeg fik altid tøj på kroppen og mad at spise som barn, så dette var et behov som blev opfyldt, men alle de andre behov blev forsømt. Mine følelser blev der grint af, min seksualitet talte vi ikke om før jeg var 17 år (alt for sent i mine øjne), jeg blev forhindret i at besøge mine venner og også i lægebesøg.
Derudover blev jeg tvunget til at udføre pligter hver eneste dag. Hvis jeg havde en aftale, så skulle jeg sørge for altid at lave mine pligter inden. Pligterne var det vigtigste i verden, virkede det som om.

Når et barn ikke får sine basale behov opfyldt, så sker der allerede der et stort svigt. Barnet lærer, at det ikke har ret til behov og dermed ikke har ret til at leve. Behovene er det, der gør os til mennesker. At vi har følelser, fornemmelser, lyst og ønsker, behov for tryghed, behov for spejling og behov for empati. Når vi bliver mødt af en kold skulder, bliver grinet af, hånliggjort eller helt simpelt slet ikke hørt og set, så skaber det en dyb afgrund i os – vi bliver negativt spejlet. Vi lærer at vores behov (og dermed vi) er forkerte. Det er her skammen kommer ind i billedet.

Det gik først rigtigt op for mig forleden – at blive forsømt på sine behov (uanset hvilke behov) er det samme som at lære at den man er ikke fortjener at leve.

Ofte nyder jeg ikke min mad. Et så basalt behov for at spise, kan for mig være skamfuldt. Mennesker der er blevet traumatiseret oplever altid på den ene eller anden måde problemer med mad – om det er trøstespisning, bulimi, overspisning eller andet. Mad er sådan et basalt behov, og når vi har med det at gøre, så trigger det den mangelfølelse vi havde som børn – at vi ikke havde ret til at leve – og dermed ikke har ret til at spise.

Jeg har det med at sluge min mad. Kyle det ind i munden, proppe munden med mad og skynde mig at sluge det – skynde mig at få maden væk og stille tallerkenen væk og tage opvasken, som om det aldrig er sket.
Jeg mærker sult, jeg mærker lysten til at spise – jeg mærker behovet – men behovet (for at spise) hænger sammen med at være værdig til liv og at fortjene at få opfyldt behov, og dermed starter skammen over behovet – for jeg har jo ikke ret til liv – så jeg har ikke ret til at have dette behov. Det er en splittelse, for jeg mærker jo tydeligt at jeg er sulten og har lyst til at spise (nogle gange mærker jeg kun sult men ikke lysten til at spise), og alligevel så kan jeg ikke være i det. Jeg kan ikke nyde maden, tygge på den og tage mig tid med at spise den.

Jeg skynder mig at spise, så jeg kun skal være kort tid i skammen over at opfylde mit behov.

At have ret til at leve og give plads til skam

Det at opfylde sine behov og at give sig selv ro og fred hænger begge to sammen med retten til at være den man er – retten til at leve.
Det hænger også sammen med at være menneske. Mennesker har behov, og det er helt naturligt. Men som barn er man blevet oplært i, ikke at må være menneske, og når man har haft menneskelige behov, så er man blevet straffet direkte eller indirekte. Man har lært igen og igen, at det er forkert at være menneske og forkert at være den man er med de behov man har. Derfor kan det ikke undgås at der kommer skamfølelse op, når vi bare gerne vil være eller når vi får nogle af de menneskelige behov.

Det vi skal lære er, at skamfølelsen godt må være der. Hvis vi forsøger at fjerne den, er vi blot med til at gøre os selv endnu mere skamfulde, fordi vi dermed lærer os selv, at denne følelse er uacceptabel og forkert (og dermed er vi forkerte). Vi kommer altså til at skamme os over skamfølelsen. Og så er der dobbelt skam, og så kan den ellers blive ved jo mere vi kæmper igen.

Skam hænger sammen med at være menneske. Og når man er traumatiseret er skam, angst og depression de tre primære følelser som bliver sat i gang.

Den eneste måde vi kan heale os selv på, er ved at blive ved at lytte til os selv og vores behov – give os selv lov til at føle skam over at opfylde eller bare have disse behov og tillade os selv at få ro og fred.

Vi har været på overarbejde hele barndommen – nu er det vores tid. Nu er det vores tur til at få lov. Få lov at leve, få lov at mærke, få lov at slappe af, få lov at have behov.

“I krig med kroppen” tackler skam og selvhad helt forkert

Billedet er lånt fra www.dr.dk

På DR kører lige nu programmet “I krig med kroppen” som handler om en håndfuld mennesker der alle kæmper med skam og selvhad. De bliver så med hjælp fra to coaches ledt igennem forskellige øvelser, som skal lære dem at slippe deres selvhad og skam. 

Min kritik af programmet er ikke rettet mod deltagerne, men mod de coaches som skal hjælpe dem. Jeg har så stor respekt for de deltagere, og det berørte mig virkelig at de stod frem med deres store skamfølelse over dem selv og turde blive set og hørt i det.

Hvis vi skal se på et helt overordnet plan, så har disse mennesker kæmpet med skam over dem selv i mange år. De har gået med mange år med de samme tanker om sig selv om at de ikke er noget værd og ikke burde være eksisteret.

I flere af øvelserne er der fokus på, at de skal nedskrive eller tale om de tanker de har om sig selv, eller de problemer de har. I et af afsnittene skal de skrive disse problemer ned på en tung sten, som de så senere skal smide.

Lidelse er ikke et valg, ligesom fravær af lidelse heller ikke er et valg

Jeg bliver frustreret over mange ting. Blandt andet det, at de taler om deres skam som noget de kan vælge til og fra. At de kan vælge at smide stenen, og smide den “dårlige vane”, eller at de vælger at de nu vil tale bedre til sig selv.

Det er ikke et valg man tager. Grunden til det er, at der er en årsag til at denne skam i det hele taget er der. Som de også demonstrerer i første afsnit, så er der nogle mennesker som ikke oplever samme skam og selvhad over sig selv. Det må jo også betyde at der er noget der har sat dette igang hos disse mennesker. Fx mobning, som vi også hører om hos en af deltagerne, men noget der slet ikke bliver talt om er hvordan deres forældre har talt til dem.

Vi bliver ikke født med den “Sure djævel”

Børn bliver ikke født ind i verden ved at tale grimt om sig selv. Børn bliver ikke født ind i verden med skam over at være i live. Det er noget der kommer med årene og især forældrene har større ansvar end der bliver lagt på dem.

Sjældent bliver der talt om forældrenes rolle i alt det her. Forældre bliver næsten gjort til guder i vores verden (medmindre der ligefrem er foregået fysisk eller seksuel vold). Men den hårde måde hvorpå vores forældre har talt til os på (psykisk vold) bliver der ikke talt om.

Det er et stort problem og en stor fejl fra disse coaches side at de ikke taler om årsagerne. Der bliver ikke vist omsorg eller empati for deres tanker om sig selv. Der bliver ikke sagt “det er okay at føle skam”. Lige med det samme kommer der fokus på, hvad det gør ved dem, at tale sådan til sig selv.

 

Du forstærker skammen, ved at tale negativt om den

Igen et stort problem – for lige der bliver skammen så forstærket endnu mere. “Hvordan kan du tænke på at tale sådan om dig selv?”, “Du kan ikke se det jeg ser”, “Du skal stoppe med at tale sådan til dig selv”. Alle disse sætninger er med til at forværre forkertheden over at have disse tanker og følelser, frem for at de bliver mødt med anerkendelse og “Det kan jeg godt forstå du tænker”, eller “Det er også fordi dine forældre har talt nedladende til dig”.

Der bliver ikke sat nogen forbindelse mellem deltagerne og deres forældre. Ja, de bliver faktisk slet ikke nævnt.

Begge coaches sagde blandt andet ting som “Hvad tror du det gør ved dig, at tale sådan om dig selv?”. Igen bliver der lagt vægt på, at sådan som de taler om dem selv er forkert og negativt og at de kunne tale til sig selv på en anden måde. Der bliver lagt vægt på, at de skal se hvor forkert og skadeligt det er for dem at tale sådan om sig selv, sådan så de bliver tvunget til at fjerne sig endnu mere fra problemet og have endnu mere fokus på hvordan de kan vende skuden, frem for at forholde sig til de følelser.

Det er næsten som om at der er berøringsangst overfor skam og selvhad (og over forældrenes rolle i alt det her!). Der bliver ikke talt om, at disse følelser er okay at have. At der er en årsag til, at de får det sådan. At det ikke er vedkommendes skyld at han/hun har det sådan.

Intet fokus på årsag eller omfavnelse – kun på at flytte sig mere fra problemet

Det skulle ikke undre mig, at disse teknikker rent faktisk virker på folk. For det gør at de flytter sig fra smerten, har fokus på det positive og bliver endnu mere ubevidste i forhold til de årsager der ligger til grund for disse tanker.

På intet tidspunkt bliver der talt om, om der er relationer i disse menneskers liv, som er med til at fastholde dem i en skamfuld tilstand. Fx en ven der kritiserer dem hele tiden, at de bliver mobbet på arbejdet, at deres forældre ikke anerkender dem osv.

Bare ved at flytte sig fra problemet, løser man ikke problemet. Og man løser især ikke årsagen. En af de vigtigste ting er grænsesætning – både overfor ting der sker nu (fx relationer der er nedbrydende for én) og situationer der har været førhen (fx barndommen, hvor man er blevet nedbrydt af forældre, lærere eller andre).

Hvis vi ikke forstår at andre mennesker kan skade vores selvbillede, og at andre mennesker var dem som udskammede os i første omgang (inden vi udskammede os selv), så er det en lost cause. For så vil vi blive ved at gå i ring om os selv, fordi den underliggende årsag stadig er der.

Så hvad kan vi gøre (eller rettere sagt ikke gøre) i stedet?

Faktisk er det meget sigende, hvor meget fokus der er på at gøre i det her program. For gøren er nemlig det som flytter os allermest effektivt fra skammen. Samtidig er gøren også det der forstærker skammen endnu mere. Det bliver en kamp mellem gøren og skam, som aldrig ender, for vi kan blive ved at gøre, blive ved at flygte – men skammen vil stadig husere indeni os, indtil vi forholder os til den.

Der bliver ikke lagt vægt på, at forstå hvorfor skammen i det hele taget er der – nej vi går direkte igang med at gøre noget , for at komme væk fra den og styrke os selv.

Den måde vi derimod kan forholde os til det på, er ved ikke gøren. Altså væren. At være med det de følelser og tanker vi har lige nu.

Vi kan begynde at forholde os til følelserne, ved at drage omsorg for dem. Fortælle os selv, at det er okay at vi føler sådan om os selv (fordi vi forstår at det er en årsag til det), fortælle os selv at vi godt må skamme os, og godt må føle forkerthed. At der ikke er noget vi skal – vi må godt tale grimt til os selv. Der er alt for meget fokus på, at det er “fy fy” at tale grimt til sig selv, at det er forkert og at det er lige direkte skamfuldt at tale grimt om sig selv. Fx at tænke at man ikke burde eksistere.

Selvkærlighed gennem lidelse

Disse tanker og følelser er voldsomme. Og måske er det derfor det skræmmer os i det omfang at vi føler vi skal flygte endnu mere fra det og gøre endnu mere for at tænke anderledes om os selv. Men hvad med at forstå, at det faktisk er alvorligt at have disse følelser – at det vidner om den lidelse man har måtte udholde fordi andre har gjort én fortræd? At forstå hvor meget smerte det kræver for at tænke at man vil udslette sig selv fra sin eksistens?
Og hvordan har det lille barn haft det, med disse tanker? Hvor bange, alene og uelsket har det barn ikke følt sig?

Hvorfor skal vi blive ved at løbe fra det lille barn? Hvorfor stopper vi ikke op og omfavner det, fortæller det at det godt må føle sig bange, at det er helt naturligt at det føler sig skamfuldt og forkert. At vi holder af det, uanset hvor skamfuldt det føler sig?

Det kan da i sandhed lære os noget om at elske os selv. Hvis vi kan elske det barn vi var, som blev trådt på og udskammet – elske det præcis sådan som det er – midt i selvudslettelsen – så elsker vi virkelig os selv – for vi elsker ikke os selv, fordi vi er glade eller fri for lidelse, men vi elsker os selv selv med disse voldsomme og intense følelser af selvudslettelse.

Min psykiater var psykisk voldelig

Dette var min tredje samtale hos en privatpraktiserende psykiater. Jeg havde ikke været glad for at gå hos ham og følte mig ikke tryg ved ham eller set og hørt.
Til denne samtale skulle det vise sig, at han psykisk krænkede mig og tog manipulerende midler i brug for at få kontrol over mig. 

Psykiateren havde tilbudt mig at komme i behandling hos ham, hvor han ville bruge den velkendte terapiform EMDR, som er en traumeterapi.

“Jeg kan mærke at EMDR ikke er noget for mig. Udfra de ting du har fortalt mig, der strider det meget imod den måde jeg behandler mig selv på.”, sagde jeg.

“Du kan ikke udtale dig om noget, du ikke ved noget om”, svarede han kynisk.

Igen måtte jeg påpege at jeg kun kan følge min mavefornemmelse, og min mavefornemmelse siger, at det ikke føles rigtigt at starte denne terapiform og at jeg desuden har læst og set videoer om EMDR.

Igen grinede han hånligt, mens han sagde: “Jeg vil bare lige sige til dig, at din mavefornemmelse er noget andet end virkeligheden”.

Jeg kunne mærke tårene presse sig på og hvordan mit hjerte begyndte at galoppere. Både at skulle høre en autoritet, som i 15 år havde arbejdet som psykiater og var uddannet for at hjælpe sårbare mennesker som mig selv, få mig til at tvivle på mig selv, sige at min mavefornemmelse var forkert og at jeg ikke havde ret til at udtale mig om noget, bare fordi jeg ikke havde prøvet det.

Derfor svarede jeg: “Det jeg føler du siger til mig er, at jeg skal tvivle på min egen mavefornemmelse”.

Psykiateren afbrød mig, som han gjorde hver gang jeg sagde noget, “Nej nej nej nej”, mumlede han, men måtte stoppe sig selv, for man kunne se, at han ikke vidste hvad han skulle svare til det. “Hvad er din mavefornemmelse omkring….. den finske skærgård?”

“Det ved jeg ikke hvad er”, svarede jeg, og kunne ikke forstå hvad det nu havde med noget at gøre, og hvorfor han ikke bare kunne respektere mit “nej”.

“Du kan ikke have en mavefornemmelse om noget, du ikke ved hvad er”. Så begyndte han at tale om den finske skærgård i et stykke tid, for at overbevise mig om, at jeg ikke kunne udtale mig om noget, jeg ikke vidste hvad var.

Sådan gik det frem og tilbage, at han blev ved at påpege at min mavefornemmelse var forkert og at jeg ikke måtte udtale mig om noget, jeg ikke havde prøvet endnu.

Det gjorde ondt i mig. Her sad jeg, i forvejen med meget angst og skamfølelse, og en mand der skulle forestille sig at hjælpe mig og som fik penge for at sidde der (!!!) kun havde fokus på én ting, at vinde. Han kunne ikke acceptere at jeg sagde nej til hans terapiform eller at jeg havde en anden mening end ham.

Jeg påpegede det også og sagde direkte til ham, at jeg havde brug for at han faktisk bare kunne imødekomme det jeg sagde, at han meget gerne måtte fortælle om terapiformen, men at jeg bare havde brug for at han svarede “Det kan jeg godt forstå, du ikke har lyst til” (og respektere min holdning).

I stedet havde han kun fokus på at få kontrol over mig, styre min mening, gøre alt i sin magt, for at fortælle mig at jeg var gal på den og at det var ham der havde det rigtige svar. Det virkede helt som om han blev truet, fordi jeg ikke brød mig om det jeg hørte og havde hørt om EMDR.

Igen og igen fik jeg associationer til min mor, og ikke bare associationer men flashbacks. Det hele var alt for velkendt. Derfor var det også ekstremt overvældende at sidde derinde. Jeg blev ved at forsøge at stå fast og vise min mening og følelser på en ordentlig måde og han blev ved at disrespektere mig og forsøge at vinde, ved hele tiden at sige noget igen.

Helt fysisk sprang han frem i sit sæde, så jeg troede han ville springe over bordet og gå til angreb på mig. Man kunne mærke hans vrede, hans kontrol som skulle fylde det hele og overmande mig. Han skulle gøre alt for at nedlægge mig, koste hvad det vil – også selvom jeg blev trigget af ham.

Mit hjerte bankede hurtigere og hurtigere. Jo mere jeg stod fast, jo mere stod han også fast og forsøgte at få kontrol over mig. Jeg var bange. Jeg følte hverken jeg kunne blive eller gå, det eneste jeg kunne var at blive ved at sige ham imod og stå fast i mig selv, også selvom han blev ved at udøve sin magt.

Han mindede mig om min mor og hendes modstand mod mine følelser og meninger når de ikke stemte overens med hendes. Hun ville også blive meget oprørt, hvis jeg sagde noget andet end hende. Jeg måtte ikke havde en anden mening, så var jeg forkert. Og det var det, han også forsøgte at presse ned over hovedet på mig.

Konstant skulle han udtrykke, at han vidste mere end mig, at min mavefornemmelse var forkert og at han havde sandheden på sin side.

En af hans manipulationsteknikker, for at få ham selv til at ligne “the good guy”, var ved at blive ved at sige “Jeg respekterer dig”, “Jeg forstår dig”, “Jeg ønsker ikke at vinde noget personligt ved det her”, “Jeg er ligeglad med, om du vælger denne terapiform”.
Jeg kunne se lige igennem det. Det var så falsk, for det var jo ikke det han viste, ved konstant at svare mig i mod frem for at imødekomme mig.

Han afbrød mig konstant, lod mig ikke tale færdig, hidsede sig nærmest op over at jeg delte mine meninger og på intet tidspunkt responderede han faktisk på det jeg sagde. Han blev bare ved at komme med “beviser” på, at jeg ikke havde ret til at udtale mig.

Det endte med at jeg ikke længere kunne holde mine følelser tilbage. Hjertebanken og min indre følelse af at blive udskammet og krænket, kom op til overfladen. Han vidste, at jeg er vokset op med en narcissistisk mor, og så sad han selv og manipulerede med mig og viste mig ingen respekt, empati eller forståelse.

Jeg begyndte at græde og af ren og skær frygt for ham, lagde jeg mit hoved ned i mit skød. Indvendigt kunne jeg høre mig selv sige; “Du må ikke græde, nu er du endnu mere sårbar, nu kan han kontrollere dig endnu mere”.

Der blev stille fra hans side. Jeg tror ikke han forstod at jeg græd fordi han havde opført sig så krænkende og uempatisk. Jeg frygtede hans blik, hans hårde og fordømmende øjne, som jeg havde skulle se på i tre timer af mit liv. Jeg frygtede at han ville komme hen og lægge en hånd på mig eller bare gå henimod mig, så jeg skulle føle mig endnu mere krænket.

“Har du problemer med at trække vejret?” spurgte han. “Nej jeg går bare i panik”, sagde jeg mens jeg græd stille, men alligevel bare fokuserede på at trække vejret dybt. Jeg følte mig svimmel og kold i hele kroppen.
“Kig på mig” beordrede han pludselig. “Det har jeg ikke lyst til”, svarede jeg grådkvalt. “Kig på mig”, sagde han igen, “jeg skal vise dig hvordan du skal trække vejret”.
“Jeg vil gerne væk herfra”, fik jeg sagt. Han udskrev min journal som han havde lovet. Jeg rejste mig, tog det ud af hans hånd og fik sagt tak og farvel.

På intet tidspunkt kiggede jeg op. Jeg følte mig så ødelagt ind til benet, jeg låste mig selv ud og løb ned gennem opgangen, mens jeg brød fuldstændig sammen i hulkende gråd.

Jeg havde hyperventileret uden jeg vidste det. Jeg var blevet krænket. Selvom han ikke havde rørt mig, så havde hans ord, hans bedrevidende attitude, hans egoisme, hans forsøg på kontrol, hans forsøg på at vinde og nedlægge mig, knust mig fuldstændig.

Det var som at være tilbage i mit barndomshjem, tilbage sammen med min mor, som heller aldrig respekterede mine grænser eller gav mig lov til at være den jeg var, men altid skulle indirekte eller direkte fortælle mig, at jeg ikke havde ret til at være mig eller have de meninger jeg havde og som altid skulle kontrollere mig, fordi det var hendes eneste måde at fungere på – at kontrollere andre så hun ikke selv skulle kontrolleres.

Jeg kan godt forstå, hvorfor jeg har så lidt tillid til sundhedssystemet, til læger og psykiatere, til de mennesker som skulle forestille at hjælpe mig. Jeg kan tælle på én hånd, hvor få gode oplevelser jeg har haft i sundhedssystemet. Det har overvejende været dårlige og ubehagelige oplevelser, og dette er endnu en af dem.

Jeg har mødt større empati fra servicemedarbejderen nede i Fakta, end fra denne psykiater.

 

Fra min dagbog #3

Om at have angst og skam over at få besøg.

04.03.13

22 år gammel 

Det er skræmmende, tarveligt og unfair, at livet skal være så svært for mig. Det er ikke engang i sådan en grad, hvor jeg kan lave sjov med det og tænke, når ja, og hvad så? Det er seriøst det her jo.

Jeg har haft skærende hovedpine det meste af i dag, på trods af, at solen har skinnet og himlen har været blå.

Jeg skal eksponere mig selv overfor ubehagelige situationer, men for mig er det umuligt bare at gøre det, jeg skal tage bitte små skridt, hvor jeg oplever lidt angst men ikke så det overvælder mig. Men hvad gør man lige når hele ens liv er angstfuldt? så er der jo ingen trin, fordi alt er ubehageligt for mig.

For en måneds tid siden, troede jeg jeg kunne opdele min angst i grupper over mere eller mindre angstprovokerende situationer. Men nu virker det bare som om det hele er én kæmpe smøre, som jeg ikke kan finde hoved og hale af. Det hele er angstfuldt.

Det gør mig rasende. Jeg lider af socialfobi og har gjort det i tre år og mennesker skræmmer mig stadig. Så lang tid efter.

Jeg har været ærlig overfor dem omkring mig, og fortalt det jeg føler jeg kan fortælle. Ikke alle har kunne forstå det lige godt, men det i det mindste har jeg været ærlig. Men alligevel skammer jeg mig, jeg kan mærke det, lige indimellem – jeg tror at jeg er rigtigt fri og løsrevet fra skammen, men i virkeligheden er det et spil, hvor jeg lader som om, at jeg er ovenpå, at jeg er kommet forbi den følelse, af at skamme sig.

Jeg tror først, at jeg er kommet forbi skamfølelsen, når jeg rent faktisk i en situation (hvor jeg får angst) tør kigge på personen jeg sidder med, og sige: “Jeg bliver rigtigt nervøs lige nu. Jeg skammer mig virkelig meget over det, for jeg ved ikke hvorfor.” = Jeg er ærlig, ja, jeg skammer mig, men i det mindste siger jeg det. Jeg erkender det.

Jeg kan ikke engang forklare i ord eller til nogen, hvor bange jeg er for at få besøg af nogen som helst, at skulle opleve at gå fuldstændig i panik, svede, ryste, blive rød i hele hovedet, være urolig og fuldstændig skamfuld.

Jeg er så bange for det, og alligevel ved jeg, at jeg bliver nødt til at indse det. Selvfølgelig skal jeg ikke tvinge mig selv til at være i den værst tænkelige situation, men jeg skal lige så stille vænne mig til at få besøg.

Jeg er ked af, at jeg skal have det sådan her. På det sidste har jeg tænkt så meget på at dø. Hvor befriende det må være, at ikke skulle kæmpe mere, bare endelig kunne få fred. Det er så smertefuldt at tænke på, at det skal være så hårdt at være i live, når man ved, at det er en million gange lettere at undgå det.

Jeg er træt af at finde løsninger til, hvordan jeg skal være i en situation. Jeg er træt af at leve i konstant angst for, at folk skal se mig. Se, hvor skamfuld jeg føler mig.

Jeg har stadig en meget kontrolleret adfærd, der gør, at jeg ikke kan give helt slip, og derfor ikke bare kan sige at det er okay, at jeg rødmer og bliver nervøs. Jeg får så ondt af mig selv, at jeg skal have det sådan her, at jeg ikke har nogle penge, at jeg ikke engang har råd til at få hjælp af den terapeut jeg endelig føler tillid til, og føler kan hjælpe mig.

Jeg er træt af det her liv, træt af at kæmpe så meget for at leve det. Hvad kæmper jeg for? hvad er der inde under alt den angst? Hvad er det for et liv jeg lever, er det overhoved det værd? Er jeg det værd?…

Jeg har ondt af mig selv. Når jeg ser mig selv udefra, og læser disse ord, som var det en anden der havde skrevet dem – hvilket jeg nogle gange også føler jeg er – tænker jeg, hvor smertefuldt det er.

Det er forfærdeligt at jeg skal leve sådan et liv. Alle de ting, som jeg før i tiden havde glæde af – alt det sociale, at føle mig som en del af noget, at gøre de basale ting…. det bliver jeg nødt til undgå nu, fordi jeg er bange.

Gaslighting: Sådan retfærdiggør narcissister deres adfærd

Her den anden dag gik noget op for mig, nemlig hvordan narcissister som min mor indvendigt kan retfærdiggøre deres adfærd. Det vil jeg gerne skrive lidt om i dette indlæg.

 

Hvad der kendetegner en narcissist

Narcissistisk forstyrrede mennesker har ikke evnen til at føle empati. De idealiserer sig selv og føler sig som bedre og mere specielle mennesker end andre. Alt det gode der sker, skal handle om dem , det er deres fortjeneste, fordi de er så særlige mennesker. Alt det dårlige der sker, det er andres skyld og andres ansvar.

Jeg husker at min mor altid var god til at stå op for mig, når det kom til andre mennesker – mobbere i skolen, dårlige lærere eller andre mennesker udenfra hjemmets fire vægge, som behandlede mig dårligt. Hendes egen dårlige adfærd, den ville hun aldrig tage ansvar for.

Når hun skældte ud, uden grund. Hævede sin stemme over de minimale ting i hverdagen. Når jeg stille og roligt viste min mening eller holdning om noget, og hun slog hårdt ned og forsøgte at gøre alt for at overbevise mig om at hendes holdning var den rigtige.

Jeg måtte ikke være forskellig fra hende (men jeg måtte heller ikke være ligesom hende – en narcissist). Jeg skulle spejle hende rent, sige “ja mor” til alt hvad hun sagde og være med til at vedligeholde hendes syn på sig selv, som værende den bedste og vigtigste person i verden.

Derfor måtte jeg ikke have egne behov og holdninger, for det ville betyde at jeg var vigtigere end hende.

Når vi reagerer på narcissistens adfærd

Når folk omkring en narcissistis som min mor, reagerede på hendes adfærd, så ville hun ikke se det som en reaktion på hende – det kan umuligt være en reaktion på hende, når hun er så perfekt. Derfor må det være en fejl eller mangel i personen, der gør at de opfører sig sådan.

Hvis du sætter grænser overfor en narcissist, viser dine behov eller meninger, hvis du tror (lidt for meget) på dig selv eller hvis du siger nej til den måde de behandler dig på, så skal du regne med at narcissisten vil reagere på dette, på følgende måde og dette er en måde de kan retfærddigøre din adfærd på og fastholde dig i, at det er dig den er gal med:

– Du må have ekstreme krav på grænser og er alt for rigid – fordi du har helt naturlige grænser, som er sunde og gode at have.
– Du er meget krævende  – fordi du har helt naturlige, menneskelige behov
– Din mening er helt hen i vejret, latterlig og er minoritetens mening – fordi din mening ikke er hendes
– Du skal skrue ned for din selvtillid, for ingen kan lide en der er egoistisk  – fordi du tror på dig selv og sætter dig selv i første række
Du må være ekstremt overfølsom og have urealistiske høje krav til hvordan andre behandler dig – fordi du ikke vil behandles dårligt.

Problemet er ikke dig – problemet er narcissisten.

Alt denne retfærddiggørelse er bare en del af hjernevasken, den hjernevask der også kaldes for gaslighting. Gaslighting skal få dig til at tro, at det er dig der er i mangel, dig der er overfølsom, dig der er oversensitiv, dig der har urealistiske høje krav, dig der ikke kan acceptere narcissisten som hun er. Det er dig der er problemet! Og når det er dig der altid er problemet og den der skaber problemerne, pågrund af din store indre mangel som menneske, så kan det aldrig være hende der er problemet.

Hele årsagen til at, man reagerer på narcissistens adfærd, er fordi adfæren er uempatisk, ondskabsfuld, uforstående og ikke-acceptabel. Det er ikke dig der er problemet, du reagerer på problemet. Problemet er narcissisten.

Narcissisten vil aldrig kigge indad og forsøge at forstå hvilket ansvar hun har i situationen. Hun vil gøre alt for at bruge dig som det mangelfulde menneske, til at retfærdiggøre sin egen dårlige adfærd.

Jeg vil bruge det overordnede ord hjernevask, som også gaslighting hører under.

Narcissistisk hjernevask

Sidst jeg havde en egentlig kontakt med min mor, fik jeg skrevet alt det ned, som jeg følte jeg havde brug for at fortælle hende. At jeg ikke følte mig elsket af hende og ikke følte mig god nok.

Hendes respons var bl.a. noget der lød noget a la dret her:

“Jeg er ked af, at du ikke følte jeg kunne elske dig, sådan som du havde brug for at blive elsket”. 

Det jeg læste det, kan jeg huske jeg blev lettet og tænkte – hun forstår alligevel noget, hun kan godt acceptere de ting jeg fortæller hende og går ikke amok på mig over det.
Hun er faktisk ked af, at hun ikke kunne elske mig!

Først forleden, 2 år efter mailen, er det gået op for mig, hvad hun egentlig forsøgte at sige (eller retfærdiggøre) med den ebsked.

Hun kaster det over på mig og fraskriver sig alt ansvar i at jeg følte mig uelsket: “Jeg er ked af, at du ikke følte jeg kunne elske dig som du havde brug for at blive elsket.”

Det gik op for mig, at det er den her slags hjernevask, hun har kørt på mig hele livet. Det har været denne form for beskeder, som har fået mig til at tro på, at hun jo var en god mor. Hun kunne jo godt håndtere kritik med en rolig respons. Hun vidste godt, at hun ikke kunne elske mig. Hun vidste godt, at hun havde en mangel og ikke kunne give mig den kærlighed, som en mor skulle give et barn.

Men først nu er det gået op for mig, at dette er et eksempel på den hjernevask der er stået på, siden jeg blev født. Hun har vist sig fra en god og kærlig side, men inddirekte har hun hjernevasket mig, ved at kamouflere sin egentlige hensigt – som var at rette ansvaret og problemet overpå mig og helt uden jeg overhoved lagde mærke til det.

Hun har brugte sin falske empati, til at dække over det faktum, at hun har været igang med at hjernevaske sit eget barn til at tro, at al den dårlige adfærd hun selv har udøvet, bunder i en mangel og forkerthed i mig.

Det er ikke så mærkeligt at jeg stadig den dag i dag kæmper med skam og forkerthed over mig selv.

Det har altså i virkeligheden handlet om, at hun kunne retfærdiggøre sin adfærd, ved inddirekte at sige at det var mig, der var i mangel. Mig, der havde urealistiske behov for at blive elsket, mig, der havde for mange krav til hende som mor.

Hvis hun ikke havde været narcissist, ville hun måske have skrevet:

“Jeg kan godt forstå, at du ikke følte, at jeg kunne elske dig. For det kunne jeg ikke.
Jeg kommer selv fra et kærlighedsforladthjem, hvor min mor kæmpede og mine behov for at blive elsket blev skrottet, fordi jeg skulle være der for hende.
Jeg kan se at jeg ikke har haft evnen til at elske hverken mig selv eller dig, og det er og bliver aldrig dit ansvar eller din skyld, det tager jeg på mig”.


Den onde cirkel fortsætter, hvis vi ikke vågner op

Narcissistens adfærd er jo også en reaktion på noget, ligesom at vores adfærd overfor narvissisten er en reaktion på deres adfærd.

Men den store forskel ligger i, at narcissisten:
1) ikke har evnen til at kigge indad, have selvindsigt og selvreflektion eller forstå eget ansvar i relationer eller konflikter,
2) ikke forstår at hendes egne høje krav og forventninger til andre, manglende kærlighed til sig selv og andre og manglende empati er en reaktion på hendes eget barndomssvigt, som hun ikke har taget hånd om og
3) når det handler om en forælder-barn-relation, så vil barnet altid reagere på forælderen, forælderen kan IKKE tillade sig, at reagere på barnet.

For barnets adfærd er altid en reaktion. Når man selv er resultatet af at være blevet svigtet i barndommen, så ligger ansvaret KUN hos en selv og ens forældre, IKKE ens egne børn! Dem skal man blande helt udenom de traumer.

Desværre er det meget usandsynligt at narcissister vågner op til virkeligheden og kan forstå dette. Derfor vil den onde cirkel fortsætte. Medmindre narcissistens børn vågner op og stopper den onde cirkel, så vil børnene når de bliver voksne og selv får børn, fortsætte svigtet med deres egne børn – altså vil alt det svigt, skam og traumer der er forgået i hjemmet med en narcisstisk forælder blive flyttet over til de børn, man selv får. Og sådan kan det blive ved…

At få børn er en måde hvorpå mennesker med traumer kan forblive ubevidste og fortsætte den onde cirkel, så deres børn kan tage sig af den smertefulde byrde, sådan så de ikke selv skal gøre det.

Angst for at rødme? 5 råd til at slippe skam, angst og rødmen

Det største symptom på min skam og sociale angst er rødmen.

“Det ser sødt ud at rødme”, har jeg hørt folk sige til mig mange gange, når jeg har talt om at rødme.

Men det er ikke sødt når man er angst for at rødme.

Så handler det ikke bare om at man synes det er lidt ubehageligt at blive rød i hovedet, ligesom alle nok føler engang imellem. Så er man decideret rædselsslagen for at komme til at rødme.

Skam og rødmen

Jeg vil gøre alt andet, end at rødme. Rødmen prikker til skamfølelsen, fordi rødmen er synlig. Alle kan se, at jeg skammer mig. Alle kan se min angst. Og det værste er at være i skamfølelsen og samtidig at alle kan se, at jeg har skam. Det er den ultimative følelse af at ville grave sig ned i et hul i jorden – og det er ikke bare en følelse af at blive lidt pinlig, men en følelse af fuldkommen afsky over sig selv. Man kan ikke holde sig selv ud.

Jeg føler mig afsløret – jeg føler at alle kan se at jeg skammer mig dybt, og jeg kan ikke gøre noget for at skjule det eller komme væk fra det – det er der, helt tydeligt, lige dér i mit ansigt.

Logik fjerner ikke angsten

Det er lige meget hvor meget man prøver at rationalisere sig ud af situationen, ved at sige “Folk er ligeglade med, om du rødmer”, “Du kan ikke gøre for det”, “Alle rødmer jo engang imellem”, “Det viser bare at du er et menneske man kan stole på”, “Det siger jo bare noget om at du er i live”.

Jeg er ligeglad med alle de logiske forklaringer på, at rødmen ikke er forkert, for indvendigt så føles det forkert og skamfuldt.

Undvigelsesadfærd og selvudslettelse

Når man er angst for at rødme, så vil man gøre alt for at undgå det. Ligesom jeg har skrevet om i et tidligere indlæg.

Det var først for et par år siden, da jeg læste om en ung mand, som led af erytrofobi, som havde begået selvmord på grund af det (og efterladt et brev hvor han beskrev hvor invaliderende det var), at jeg forstod alvoren af min egen angst.

Jeg kunne relatere fuldstændig til det, også til følelsen af, at det eneste som  kan stoppe denne angst for at rødme, ville være at jeg kunne udslette mig selv fuldstændig.

Det siger noget om, hvor dybt invaliderende det er, at have angst for at rødme. Hvor ubehageligt det er, at rødme sammen med andre, fordi man føler sig fuldstændig udsat, fuldstændig udskammet, fuldstændig forkert og fuldstændig synlig midt i dette ubehag.

Skam og rødmen er din indre følelse, afspejlet i andres øjne

Fordi at rødmen hænger sammen med skamfølelsen, skamfølelse som vi alle bærer på i større eller mindre grad, fordi vi er mennesker, og fordi at skamfølelsen handler om det, at blive set, så giver det god mening, at når vi bliver set af andre – fx når vi skal tale for en forsamling, når vi bliver spurgt om vores mening, når nogen udpeger os, når vi kommer til at gøre noget pinligt, når vi er på en date eller når vi skal møde nye mennesker, så kan vi komme til at rødme.

Ligeså snart der er andre mennesker involveret og ligeså snart vi bliver set – fysisk eller psykisk af disse mennesker, så er der risiko – eller chance for – at vi bliver set og dermed føler skam.

Hvis vi har et sundt selvværd og føler os værdifulde og gode nok, så vil skammen måske ikke være ligeså stor – så vil vi føle os spejlet i vores værdifuldhed når vi bliver set.
Føler vi derimod lavt selvværd, føler at vi skal præstere en hel masse for at være “gode nok”, eller slet ikke føler at vi har nogen værdi, så vil det at blive set af et andet menneske svare til at blive spejlet i vores mindreværd.

Og det uanset hvor søde, ufordømmende og rare andre mennesker er – for har vi indadtil en følelse af at være – for at bruge det engelske ord – flawed (i mangel/uperfekt), så vil denne indvendige følelse, dette forhold vi har til os selv, genspejlet i andre mennesker, så vi føler os bedømt, forkerte og ikke gode nok i andres øjne.

Vi vil både føle skam når vi bliver behandlet godt og når vi bliver behandlet godt – fordi vores indre selvfølelse er dominerende og fordi vi indvendigt pisker os selv, til at skulle være gode nok, men vi føler os ikke gode nok.

I virkeligheden er det vores egne øjne, vores eget sind, som dømmer os selv og dermed bliver denne fordømmelse spejlet i andre.

Du kan ikke tage noget ros eller interesse ind, du bliver faktisk utryg og angst, når noget viser dig interesse eller viser at du har betydning, fordi det ikke stemmer overens med din indre følelse.

Skam, rødmen og angst spiller sammen i noget der kan blive en virkelig ond cirkel. Vi frygter at rødme, føle skam og angst – og når det sker, så oplever vi at det er ubehageligt at rødme, føle skam og angst, fordi vi bliver ved at spejle os selv i at det er forkert at reagere sådan. Dermed føler vi endnu mere skam og angst, over at reagere som vi gør – at det er uberettiget. Men husk at det er en reaktion på din indre følelse – den måde du ser dig selv på.

At blive okay og få fred med at rødme

Det er også derfor, at vi ikke kan lede efter en bekræftelse uden om os. Vi kan ikke blive spejlet i, at det er okay at blive rød i hovedet, når vi selv føler at det ikke er okay.

På samme måde, som at vi ikke bliver mere okay med rødmen ved at rationalisere overfor os selv, at det er okay. Det er noget vi har brug for at erfare. Noget vi har brug for igen og igen at lære os selv, er okay.

Det er det, jeg har gjort. Selvom jeg stadig indimellem føler angst for og over at rødme, så er det blevet betydeligt bedre, efter jeg er begyndt at øve mig i, at det er mig der bestemmer, om det er okay at rødme. Ingen andre kan bedømme om det er forkert at rødme.

Jeg minder mig selv om at: 

1. Der er en grund, til at jeg rødmer – det er fordi jeg har en stor skamfølelse indeni

2. Jeg kan ikke gøre for, at jeg har denne skamfølelse, på samme måde som jeg ikke kan gøre for, at rødmen kommer når skamfølelsen bliver trigget.

3. “Det er klart du rødmer nu, du føler dig ikke god nok og utryg” og “Du har ret til at rødme og føle dig utryg og ikke god nok.”, “Du må gerne være i denne situation og rødme”

4. Det er mig selv der bestemmer, hvordan jeg vil håndtere min rødmen. Jeg øver mig igen og igen i, at når rødmen kommer, så skal jeg ikke forsøge at fodre skamfølelse (skammen vil gerne have at jeg dækker mit ansigt, går væk, kigger ned osv), i stedet gør jeg det modsatte: jeg bliver i følelsen, bliver i rødmen, jeg giver mig selv lov til at rødme så meget jeg kan, jeg kigger folk i øjnene, selvom det er ubehageligt, jeg trækker vejret, smiler, viser mit ansigt og er fuldstændigt i det.

5. Jeg ikke skal vente på, at der er nogen der viser mig, at det er okay at blive rød i hovedet – på samme måde som jeg heller ikke venter på, at nogen siger: “Ej hvorfor bliver du helt rød i hovedet?”. Jeg skal ikke forklare mig selv til nogen, eller vente på andres reaktioner eller bedømmelser – jeg kan selv vælge indvendigt at acceptere mig selv midt i denne skam og angst, og give mig selv lov til at føle den.
Jeg håber at du kan bruge nogle af disse råd og føler du kan genkende dig selv i ovenstående. Jeg brænder for at kunne hjælpe andre, fordi jeg ved hvor invaliderende og lidelsesfuldt det er, at være bange for at rødme.

Jeg vil ikke leve

… men jeg vil heller ikke tage mit eget liv…

Så hvordan finder man så lige ud af at eksistere?

Når man hverken kan leve eller dø?

Jeg vil ikke leve, fordi det er for hårdt at leve.
Det gør alt for ondt.
Der er for mange forhindringer.
Der er for mange smertefulde ting jeg har skulle gennemgå (og stadig gennemgår).
Hvornår stopper det? Hvornår får jeg det godt?
Hvornår bliver jeg velfungerende? Bliver jeg nogensinde velfungerende?

Hvis det skal blive ved sådan her, så er det ikke det “værd” at leve.
Hvorfor skulle jeg havne i det her?
Hvorfor skulle jeg blive traumatiseret, mens andre mennesker er vokset op i tryghed og kærlighed?
Hvorfor skulle jeg blive så hæmmet af skam at jeg ikke engang kunne være i samme rum med et andet menneske uden at skamme mig?

Der er så mange andre, der klarer sig så godt. Der er også mange der også har været udsat for rigtig slemme ting i deres liv, men som alligevel klarer sig godt.

Hvorfor klarer jeg det så dårligt i sammenligning med dem?

Hvad gør jeg forkert?

Kender du til ovenstående??….  Så er du ikke alene.
Det er tanker og følelser jeg jævnligt besøger i min proces..
En tilstand som jeg snart er begyndt næsten at vænne mig til.

Mange vil sikkert sige: “Du er et offer. Du kan vælge at komme ud af det. Du sætter dig selv i den situation. Du har ondt af dig selv. Du klynker. Du får det ikke bedre af det der. Fokusér nu på det positive i stedet”. 

Jeg er her for at fortælle dig, at ovenstående ikke hjælper det mindste!
Det hjælper ikke at udskamme et menneske som allerede føler så stor skam.

Så stor skam at den er udslettende…

Det hjælper ikke, at sige ting, som gør at jeg føler mig endnu mere forkert.

Jeg har brug for at føle at den jeg er er okay.
At den jeg er, har ret til at være her.
At det jeg føler og oplever lige nu er berettiget.
At den tilstand jeg er i, er der, fordi der er en mening med det og en årsag til det.

Jeg kan ikke bare gå ud af det, tænke på noget andet eller på anden måde komme igennem det.

Det eneste der hjælper mig er, at føle at det er okay, at jeg har det sådan.

Det eneste der hjælper mig er at minde mig selv om, at der er en årsag til, at jeg har det sådan.

Jeg har oplevet så stor utryghed igennem hele mit liv, at jeg har fået konstant skam og angst af det. Det er så svært at føle tryghed til andre, fordi den tryghed aldrig har været der.

Det er kun få år siden at jeg første gang mærkede at jeg knyttede mig til andre mennesker….

Kun få år siden, at jeg kunne mærke kærlighed til andre mennesker (og til mig selv)…

Det er kun få år siden at jeg begyndte at opleve hvordan det var ikke at føle skam og angst og stress, når jeg var sammen med andre mennesker….

Hele mit liv har der altid været mennesker omkring mig. Men ikke på den følelsesmæssigt og mentalt støttende måde, kun på en fysisk og mistillidsskabende måde. Der har fysisk været mennesker til stede, men de har ikke været der for at skabe fysisk og psykisk trivsel for mig.

Disse mennesker gjorde at jeg følte mig bange, uelsket, utryg, ked af det og ensom igennem hele mit liv.

Jeg har ikke oplevet at have mennesker omkring mig, hvor jeg kunne ånde ud i afspænding, føle mig tryg og elsket og tillidsfuld. 

Det er først de seneste år, i mine midt-tyvere at jeg er begyndt at mærke det.

Så til dig som oplever skam og angst relateret til andre mennesker vil jeg sige:
Der er en årsag til det. Det er ikke bare kommet ud af det blå “for sjov”, for at sætte dig på en prøve og se hvad du kan klare…

Der er en grund til, at du føler utryghed og ubehag sammen med andre mennesker. Der er en grund til, at du ikke føler dig tilstrækkelig.
At du ikke føler dig god nok.
At du føler dig skamfuld.
At du føler dig bedømt.
At du føler du skal spænde op i hele kroppen.
At du føler du skal være på vagt.
At du føler du ikke har nogen værd.
At du skal være på en bestemt måde, for at passe ind og være “god nok”.
og at det aldrig er nok.

Så hvordan kan vi omvende det?

Ved ikke at omvende det… for når vi prøver at omvende hvordan vi har det, så er vi igang med at underminerer det vi føler og oplever nu og her – vi bagataliserer os selv og vores følelser, vi fortæller og selv igen og igen, at der ikke er nogen grund til at have det sådan – at det er uberettiget – dette er blot med til at fastholde os i en følelse af uværdighed, mangelfuldhed, skamfølelse, utilstrækkelighed osv….

Vi må…
forstå linket mellem nu og da.
forstå hvorfor vi har det sådan her.
se på tidligere relationer i vores liv.
se på hvordan vi relaterede til mennesker førhen,
og hvad der er sket, siden vi enten har mistet vores tryghed
eller aldrig har haft en tryghed.

Vi må forstå sammenhængen mellem årsagen og den tilstand vi er i.

Vi må erkende overfor os selv: “Det er sådan her jeg har det. Det er min virkelighed det her. Det er ikke noget jeg finder på, det er sådan jeg har det”.

Vi må give os selv lang snor, tålmodighed, til at lære at acceptere, at det her er vores virkelighed.

Vi må lære, at vi ikke behøver at gøre noget, for at komme væk fra det – for det får os ikke væk fra det alligevel. Det her er vores virkelighed uanset hvor grum, skræmmende og ulykkelig den måtte være.

Vi må lære os selv, at have accept og omsorg for os selv – både fysisk, tankemæssigt og følelsesmæssigt. Sådan så andre spejler os i denne accept og omsorg.

Vi må lære, at det at lide, det at føle utryghed, det at føle skamfuldhed, ikke gør os til et forkert menneske, men at vi er berettiget til at have disse følelser – dermed viser vi os selv, at vi er værdige – selv midt i skamfuldheden – dermed opvejes skamfuldheden.

Vi må blive ved at komme tilbage til at omfavne os selv hvor vi er, og finde værdi i at være dem vi er, uanset om vi er helt ude på kanten. Uanset om vi har lyst til at dø. Uanset om vi konstant flygter og bekæmper. Uanset hvad vi gør og er, så må vi blive ved at give os selv lov til at være disse skrøbelige mennesker vi er.

Deri ligger nøglen. Deri ligger ophævelsen at denne forkerthedsfølelse. Denne følelse af at det ikke er godt nok, at vi ikke gør det godt nok, at vi ikke er nok, at vi er i mangel, at vi ikke fortjener det gode, at vi er usle skabninger.

Denne illusion, om at vi er forkerte fordi vi føler og tænker som vi gør, er så svær at slippe, og verden omkring os er hele tiden igang med at modbevise den omfavnende stemme som vi prøver at lytte til.

Alle andre vil gerne have at du kommer ud af det, kommer videre med dit liv, stopper med at bruge tid på at have det dårligt, fokuserer på noget andet, stræber efter noget mere og bedre og andet, forsøger at fjerne dig fra dig selv, forsøger at amputere en del af dig.

Men lad os alle sammen være med til at samle den del af os op, som vi selv og omverdenen hele tiden er i gang med at forsøge at amputere (og måske allerede har amputeret), samle den del op, og tage den alvorligt, forstå den og vise kærlighed til den del af os, som er blevet skrottet, ueslsket, forladt, sparket og skubbet til, nedgjort, udskammet, gemt væk og gjort nar af.

Lad os tage det til os, som et såret, grædende og ulykkeligt barn, og lad os passe og pleje det. Lad os tage den del af os i vores favn og være fuldstændig forstående, tilladende og omfavnende overfor den.
For der er ingen andre der gør det. Det er vores ansvar.

Sådan er det at have socialfobi (og sådan fik jeg mit liv tilbage)

Man kan ikke sige socialfobi uden at sige undvigelsesadfærd. Når man lider af socialfobi, så river angsten os væk fra vores evne til at fungere ligesom før. Vi bliver hæmmet, invalideret, socialt handikappede. Angsten er så kraftig, at det ikke “bare” er en angst i sociale sammenhæng, men at det bliver en direkte fobi som er altødelæggende for vores selvfølelse og vores sociale liv.

Jeg læste engang noget i en bog, som gik noget i retningen af; Vi lider, fordi vi er kommet væk fra os selv og ikke lever i overensstemmelse med det, vi ønsker i vores liv. Og dette citat skulle vise sig flere år senere, at være meget sandt for mig.


Mistet arbejdsevne & socialt liv 

Da min socialfobi begyndte, kunne jeg ikke varetage et job. Jeg var på kontanthjælp, og bare det at skulle ind i aktivering eller til samtale med en socialrådgiver, gjorde at jeg var angst konstant.

Mit sociale liv var nærmest ikke-eksisterende. I de dage, hvor jeg ikke havde nogle aftaler og bare kunne være derhjemme og leve mit liv alene, havde jeg det fint. Hvis nogen så spurgte mig, om vi skulle ses, så begyndte den intense angst.

En angst så intens, at jeg faktisk hellere ville dø, end at skulle se dette menneske. Ikke fordi, at dette menneske gjorde mig angst, men fordi jeg følte så stor en skam over mig selv, så stor en mangel på at hvile i mig selv og have fred med mig selv, at bare det at et menneske kiggede på mig, fik min angst til at eskalere.

Angst for angsten og hyperårvågen

Jeg var så angst for at blive angst sammen med dette menneske, og at de skulle se mig midt i angsten, midt i min allerstørste skamfølelse, og se hvor skamfuldt et menneske jeg var. Det var som om jeg følte mig totalt blottet og at jeg intet kunne gøre for at stoppe denne blottelse.

Jeg frygtede angsten så meget og når jeg endelig var i en situation som var angstprovokerende for mig, så var jeg hele tiden hyperårvågen, hele tiden på vagt. Jeg trak ikke vejret ordentligt, jeg kunne ikke mærke min krop, pånær når angsten begyndte at stige (da var det som om, jeg mærkede alting for meget) og jeg kunne ikke koncentrere mig om situationen eller samtalen, fordi angsten fyldte det hele.

Social undvigelse

Derfor er det heller ikke underligt, at jeg undgik så mange sociale ting, fordi jeg simpelthen ingen evne havde til at berolige mit system, til at finde tilbage til en grounded følelse i mig selv, hvor jeg havde fred med mig selv og angsten og tillod mig selv at få angst.

Min modstand mod angsten, frygten mod den, kampen mod den, gjorde, at angsten blev værre og værre og mere og mere uhåndterlig. Til sidst kunne jeg ikke se hvordan jeg nogensinde skulle kunne fungere normalt igen og denne følelse toppede næsten angsten, følelsen af at jeg aldrig ville blive mig selv igen.
Jeg havde ikke noget arbejde, jeg havde ikke noget socialt liv (jeg sås måske med én til to personer pr måned) og alt var angstprovokerende for mig til sidst.


At sætte grænser og sige nej

Der kom et punkt, hvor jeg blev dybt stresset over den angst der blev forårsaget af, at folk rakte ud til mig og spurgte om vi skulle ses.

Forventningerne fra andre om, at vi skulle ses og lave noget sammen (når jeg vidste at det ville være dybt ubehageligt for mig) stressede mig. Det var ikke nemt for mig. Jeg kunne ikke bare ses med nogen og hygge mig.

Jeg måtte forberede mig, ellers sørge for at vi ikke lavede en aftale lang tid i forvejen, fordi så kunne jeg gå og være angst konstant i alle dagene optil, og derfor endte det ofte med at jeg aflyste. Det bedste var, når vi lavede en aftale dagen inden eller endnu bedre, på dagen. Så kunne jeg ikke nå at blive voldsomt angst.

Jeg var også nødsaget til, at melde ud til hele min omgangskreds, at angsten var meget voldsom for mig og at jeg havde brug for noget tid, hvor jeg ikke skulle se nogen og havde brug for at de ikke rakte ud til mig mere.
For selvom jeg i forvejen ikke så nogen, så var det nok at folk rakte ud til mig, det var stressende nok i forvejen. For en med socialfobi, så er tanken om en social situation nærmest ligeså slem (og nok værre) end den sociale situation.

Det var ubehageligt at skulle sætte den grænse og jeg følte jeg skubbede folk væk, men jeg var nødt til det. Pleaseren i mig ønskede bare at gøre alle glade og sige ja til alle aftaler, og jeg skammede mig når jeg aflyste aftalerne igen. Det var bare for meget for mig det hele. Jeg gjorde alt hvad jeg kunne for at sætte grænsen på en kærlig måde, hvor jeg forklarede hvorfor jeg var nødsaget til at gøre det, fremfor bare at lægge folk på is.

Fra behovsløs til at kunne mærke mine behov

Men sjovt nok opdage jed, at ved at sætte den grænse, kunne jeg pludselig mærke min lyst til at se andre, mit behov for at se andre. Noget jeg ikke havde mærket i årevis. Andres behov og forventninger havde overskygget mine egne, og jeg havde været for optaget af, hvad de ønskede, at jeg tilsidst bare forblev pleaseren og derfor ikke kunne mærke mig selv. Lige så snart jeg havde sat den grænse, mærkede jeg min lyst til at se disse mennesker, og ligeså stille begyndte jeg selv at række ud, fordi jeg havde en lyst til at være sammen med dem.


At leve i overensstemmelse med sine værdier

Noget tid efter faldt jeg over den terapeutiske metode ACT (Acceptance and Commitment Therapy, udtales ligesom det engelske ord act) som beskrev noget som jeg netop var begyndt at mærke. Nemlig, at når man som angstlidende begynder at komme i kontakt med sine værdier (hvad ønsker jeg i mit liv? hvad er vigtigt for mig?), så er det nemmere at være i angstfulde situationer, fordi man er i kontakt med det som er meningsfuldt og vigtigt for én.
Det var netop det jeg var begyndt på. For endelig kunne jeg mærke mine egne behov, min egen mening, hvad der var vigtigt for mig, og lidt efter lidt som jeg kom i kontakt med disse følelser, havde jeg større mod og lyst til, at være i angstfulde situationer, for nu var der noget at vinde. Det var ikke kun lidelsesfuldt, intenst og angstprovokoerende. Nu var der også et andet element, nemlig at jeg udlevede nogle af mine værder.
Det var en kæmpe åbenbaring i forhold til min angstproces.

Hvis jeg aldrig havde sat den grænse og bedt om at de ikke havde krav eller forventninger til mig, havde jeg nok aldrig mærket mit eget behov og min egen lyst til at være social og så var min tilstand nok blevet værre og værre.

Det samme galdt for mit arbejdsliv. Da jeg begyndte at opdage, at der var arbejde som jeg var god til og som jeg elskede at lave, som gav mig mening og livsgejst, så var det også nemmere at komme på arbejde, for nu var der noget at vinde for mig.

Det betød ikke, at jeg ikke havde ligeså meget angst som før, men det betød at der nu var to sider af sitautionen og at jeg både var i kontakt med mine værdier, min angst og en evne til bedre at kunne rumme angsten, fordi jeg nu udlevede mine værdier.

Derfor er det så vigtigt at huske: 1. lytte til sin mavefornemmelse og 2. at finde ud af, hvad der betyder noget for en og så have fokus på det.

 

 

Jeg er misundelig

Love looks through a telescope, envy through a microscope – Josh Billings

Jeg bliver ødelagt af min misundelse på andre. Det kan æde mig op indefra. Det kan være alt der fylder lige pludselig, jeg kan ikke se skoven for bare træer.

Jeg bliver misundelig på hvilke kvaliteter personen har, personens udseende, personens succes, personens sociale popularitet og personens lykkelige familie. Jeg ser alt det, som jeg ikke ser hos mig selv. Jeg leder efter det, som jeg føler mangler hos mig selv.

Ofte finder jeg at jeg misunder kvinder, som minder om mig selv på nogle punkter, men der hvor jeg så ser, at hun har noget ekstra som jeg ikke har, så bliver jeg misundelig. Misundelse er en ubehagelig ting, fordi man har svært ved at slippe den, når først man er blevet misundelig.

Det er ikke fordi jeg tror, at jeg bliver lykkelig, hvis jeg havde det hun havde, men det er nok fordi at jeg automatisk tænker, at hvis hun har noget jeg ikke har, så må der være noget galt med mig. Eller også tænker jeg, at det er uretfærdigt at jeg er i mangel på nogle områder, hvor hun er fyldt op på alle hylder.

Jeg glemmer nok, at tænke på, at alle har baggage, alle har usikkerheder, alle har områder som de ville ønske var anderledes, alle føler de har mangler, og kvinderne jeg bliver misundelig på, højst sandsynligt også er misundelige på andre. Jeg glemmer nok, at der er kvaliteter jeg har, som hun ikke har – ligesåvel som at der er kvaliteter hun har som jeg ikke har.

En ny tilgang til misundelse
Hvis jeg skulle bruge samme tilgang til angsten, overfor min misundelse, så ville jeg sige til mig selv, at jeg godt må være misundelig. Det nytter ikke at sige til mig selv, at misundelse er en grim ting eller der ikke er noget at være misundelig over, eller prøve at rationalisere det. Der er også en årsag til, at jeg bliver misundelig, en årsag til at jeg føler mig usikker, for der har været alvorlige mangler i mit liv, der har manglet noget primært og oveni det er jeg blevet overvældet af angsten, som har skubbet mig ud af kurs og gjort at jeg har mistet meget i mit liv. Men det jeg har mistet til angsten, har været overflødigt indhold i mit liv. Jeg føler mig mere som mig, efter at alt er revet væk fra mig og jeg har samlet mit liv sammen helt på ny. Jeg har ikke en masse mennesker tæt inde på mig, som gør mig ked af det over at være mig. Jeg har ikke et arbejde som gør mig ulykkelig. Jeg fylder min dag med det, som gør mig glad og det som giver mig mening.

Afslutning
Der er ikke nogen opskrift på at være lykkelig eller bare tilfreds med den man er og sit liv. Det der virker på kvinder jeg misunder, virker nødvendigvis ikke på mig og er nødvendigvis ikke det jeg ønsker for mit liv.
Nogle gange kan jeg blive optaget af, at hvis de har noget jeg ikke har, så må jeg være i mangel på noget. Men sådan behøver det ikke at være. Jeg har måske valgt en anden vej og valgt andet indhold i mit liv, udfra den jeg er og udfra min historie, og det kan være ligeså godt og lykkeligt, som de kvinder som jeg misunder, som i virkeligheden måske minder meget mindre om mig selv, end jeg umiddelbart først har troet.

At være med angsten

For snart 7 år siden begyndte min sociale angst at overvælde mit liv. Dengang gik jeg nærmest i panik, når jeg fik angst, jeg vidste ikke hvad det var, eller hvordan jeg skulle håndtere det. Det var mildest talt bare dybt overvældende og ubehageligt for mig.

Den dag i dag oplever jeg, at jeg på en måde er cirkuleret tilbage til hvor jeg var det år jeg begyndte at få social angst. Jeg oplever samme angstfølelse når jeg er i en angstfuld situation. Denne gang oplever jeg den bare på en ny måde, en måde hvorpå jeg har bevidsthed om situationen og evner at holde mig selv og rumme utrygheden. Jeg går ikke i panik over angsten, jeg er ikke ubevidst om, hvad det er.

Jeg kender angsten ud og ind, og selv når jeg føler jeg ikke gør, så føler jeg alligevel jeg kommer tilbage, til et sted i mig selv, hvor jeg har empati for mig selv og angsten. Og det gør, at jeg ikke længere bliver overvældet af den eller rykket ud af kurs.