De to elementer af vores traume-recovery

Der er to områder, som er blevet forsømt, når man har været udsat for barndomstraumer. 
Disse to elementer er også de to dele af vores healing, som til sammen er med til at vi kan opbygge os selv.

At få lov at være
Når man vokser op som et barn der bliver udsat for traumer, så får man aldrig lov bare at være. Det kan være man er heldig at have nogle områder af sit liv, eller mennesker, hvor man føler sig helt tryg og tillidsfuld, men ofte ses der at traumatiserede børn havner i lignende situationer igen og igen, netop fordi de er traumatiserede. Så hvis der er traumer i hjemmet, så opstår der måske også traumer i skolen, sammen med vennerne mm.

Vi fik aldrig lov til bare at være, trække vejret, slappe af, føle os trygge og tillidsfulde til os selv og verden. Igennem traumerne lærte vi derimod at verden er et utrygt sted, at voksne ikke er til at regne med, at vi er i fare hele tiden og dermed hele tiden skal være voksne både for os selv og for andre – vi skal hele tiden være et skridt foran for at beskytte os selv mod farene.

Det er en kæmpe forsømmelse, ikke at få lov at være. Ikke at få lov at være i fred.
Og desværre fortsætter dette ind i voksenlivet. Fx oplever jeg selv ikke at kunne få lov at være i fred ift jobcentret. De har en masse planer for mig, og tager ikke hensyn til at jeg har PTSD, og at de er igang med at trigge mig og dermed forværre min tilstand.

Dermed er det, at kunne være i fred og bare trække vejret et af grundelementerne i vores healing. Det er meget svært at lære sig selv, at det er okay ikke at præstere, gøre en masse eller lave en masse. At det er okay at slappe af, hvile sig og gøre så lidt som muligt.

Men når vi lærer os selv dette, er det ikke nok med til at bringe mere ro og tillid og tryghed ind i vores liv, det er også samtidig med til at opbygge os selv og give os selv og vores indre barn, det vi aldrig fik.

At få lov at have behov (og få dem opfyldt)
Det andet vigtige element i vores healing, og noget der bliver forsømt når man bliver traumatiseret er vores behov.
Behov indebærer alt fra følelsesmæssige, fysiske, psykiske, sociale, seksuelle og spirituelle behov. Det er alt det, som udspringer indefra os og som omverdenen i større eller mindre grad “bestemmer” om vi får opfyldt.
Jeg fik altid tøj på kroppen og mad at spise som barn, så dette var et behov som blev opfyldt, men alle de andre behov blev forsømt. Mine følelser blev der grint af, min seksualitet talte vi ikke om før jeg var 17 år (alt for sent i mine øjne), jeg blev forhindret i at besøge mine venner og også i lægebesøg.
Derudover blev jeg tvunget til at udføre pligter hver eneste dag. Hvis jeg havde en aftale, så skulle jeg sørge for altid at lave mine pligter inden. Pligterne var det vigtigste i verden, virkede det som om.

Når et barn ikke får sine basale behov opfyldt, så sker der allerede der et stort svigt. Barnet lærer, at det ikke har ret til behov og dermed ikke har ret til at leve. Behovene er det, der gør os til mennesker. At vi har følelser, fornemmelser, lyst og ønsker, behov for tryghed, behov for spejling og behov for empati. Når vi bliver mødt af en kold skulder, bliver grinet af, hånliggjort eller helt simpelt slet ikke hørt og set, så skaber det en dyb afgrund i os – vi bliver negativt spejlet. Vi lærer at vores behov (og dermed vi) er forkerte. Det er her skammen kommer ind i billedet.

Det gik først rigtigt op for mig forleden – at blive forsømt på sine behov (uanset hvilke behov) er det samme som at lære at den man er ikke fortjener at leve.

Ofte nyder jeg ikke min mad. Et så basalt behov for at spise, kan for mig være skamfuldt. Mennesker der er blevet traumatiseret oplever altid på den ene eller anden måde problemer med mad – om det er trøstespisning, bulimi, overspisning eller andet. Mad er sådan et basalt behov, og når vi har med det at gøre, så trigger det den mangelfølelse vi havde som børn – at vi ikke havde ret til at leve – og dermed ikke har ret til at spise.

Jeg har det med at sluge min mad. Kyle det ind i munden, proppe munden med mad og skynde mig at sluge det – skynde mig at få maden væk og stille tallerkenen væk og tage opvasken, som om det aldrig er sket.
Jeg mærker sult, jeg mærker lysten til at spise – jeg mærker behovet – men behovet (for at spise) hænger sammen med at være værdig til liv og at fortjene at få opfyldt behov, og dermed starter skammen over behovet – for jeg har jo ikke ret til liv – så jeg har ikke ret til at have dette behov. Det er en splittelse, for jeg mærker jo tydeligt at jeg er sulten og har lyst til at spise (nogle gange mærker jeg kun sult men ikke lysten til at spise), og alligevel så kan jeg ikke være i det. Jeg kan ikke nyde maden, tygge på den og tage mig tid med at spise den.

Jeg skynder mig at spise, så jeg kun skal være kort tid i skammen over at opfylde mit behov.

At have ret til at leve og give plads til skam

Det at opfylde sine behov og at give sig selv ro og fred hænger begge to sammen med retten til at være den man er – retten til at leve.
Det hænger også sammen med at være menneske. Mennesker har behov, og det er helt naturligt. Men som barn er man blevet oplært i, ikke at må være menneske, og når man har haft menneskelige behov, så er man blevet straffet direkte eller indirekte. Man har lært igen og igen, at det er forkert at være menneske og forkert at være den man er med de behov man har. Derfor kan det ikke undgås at der kommer skamfølelse op, når vi bare gerne vil være eller når vi får nogle af de menneskelige behov.

Det vi skal lære er, at skamfølelsen godt må være der. Hvis vi forsøger at fjerne den, er vi blot med til at gøre os selv endnu mere skamfulde, fordi vi dermed lærer os selv, at denne følelse er uacceptabel og forkert (og dermed er vi forkerte). Vi kommer altså til at skamme os over skamfølelsen. Og så er der dobbelt skam, og så kan den ellers blive ved jo mere vi kæmper igen.

Skam hænger sammen med at være menneske. Og når man er traumatiseret er skam, angst og depression de tre primære følelser som bliver sat i gang.

Den eneste måde vi kan heale os selv på, er ved at blive ved at lytte til os selv og vores behov – give os selv lov til at føle skam over at opfylde eller bare have disse behov og tillade os selv at få ro og fred.

Vi har været på overarbejde hele barndommen – nu er det vores tid. Nu er det vores tur til at få lov. Få lov at leve, få lov at mærke, få lov at slappe af, få lov at have behov.

“I krig med kroppen” tackler skam og selvhad helt forkert

Billedet er lånt fra http://www.dr.dk

På DR kører lige nu programmet “I krig med kroppen” som handler om en håndfuld mennesker der alle kæmper med skam og selvhad. De bliver så med hjælp fra to coaches ledt igennem forskellige øvelser, som skal lære dem at slippe deres selvhad og skam. 

Min kritik af programmet er ikke rettet mod deltagerne, men mod de coaches som skal hjælpe dem. Jeg har så stor respekt for de deltagere, og det berørte mig virkelig at de stod frem med deres store skamfølelse over dem selv og turde blive set og hørt i det.

Hvis vi skal se på et helt overordnet plan, så har disse mennesker kæmpet med skam over dem selv i mange år. De har gået med mange år med de samme tanker om sig selv om at de ikke er noget værd og ikke burde være eksisteret.

I flere af øvelserne er der fokus på, at de skal nedskrive eller tale om de tanker de har om sig selv, eller de problemer de har. I et af afsnittene skal de skrive disse problemer ned på en tung sten, som de så senere skal smide.

Lidelse er ikke et valg, ligesom fravær af lidelse heller ikke er et valg

Jeg bliver frustreret over mange ting. Blandt andet det, at de taler om deres skam som noget de kan vælge til og fra. At de kan vælge at smide stenen, og smide den “dårlige vane”, eller at de vælger at de nu vil tale bedre til sig selv.

Det er ikke et valg man tager. Grunden til det er, at der er en årsag til at denne skam i det hele taget er der. Som de også demonstrerer i første afsnit, så er der nogle mennesker som ikke oplever samme skam og selvhad over sig selv. Det må jo også betyde at der er noget der har sat dette igang hos disse mennesker. Fx mobning, som vi også hører om hos en af deltagerne, men noget der slet ikke bliver talt om er hvordan deres forældre har talt til dem.

Vi bliver ikke født med den “Sure djævel”

Børn bliver ikke født ind i verden ved at tale grimt om sig selv. Børn bliver ikke født ind i verden med skam over at være i live. Det er noget der kommer med årene og især forældrene har større ansvar end der bliver lagt på dem.

Sjældent bliver der talt om forældrenes rolle i alt det her. Forældre bliver næsten gjort til guder i vores verden (medmindre der ligefrem er foregået fysisk eller seksuel vold). Men den hårde måde hvorpå vores forældre har talt til os på (psykisk vold) bliver der ikke talt om.

Det er et stort problem og en stor fejl fra disse coaches side at de ikke taler om årsagerne. Der bliver ikke vist omsorg eller empati for deres tanker om sig selv. Der bliver ikke sagt “det er okay at føle skam”. Lige med det samme kommer der fokus på, hvad det gør ved dem, at tale sådan til sig selv.

 

Du forstærker skammen, ved at tale negativt om den

Igen et stort problem – for lige der bliver skammen så forstærket endnu mere. “Hvordan kan du tænke på at tale sådan om dig selv?”, “Du kan ikke se det jeg ser”, “Du skal stoppe med at tale sådan til dig selv”. Alle disse sætninger er med til at forværre forkertheden over at have disse tanker og følelser, frem for at de bliver mødt med anerkendelse og “Det kan jeg godt forstå du tænker”, eller “Det er også fordi dine forældre har talt nedladende til dig”.

Der bliver ikke sat nogen forbindelse mellem deltagerne og deres forældre. Ja, de bliver faktisk slet ikke nævnt.

Begge coaches sagde blandt andet ting som “Hvad tror du det gør ved dig, at tale sådan om dig selv?”. Igen bliver der lagt vægt på, at sådan som de taler om dem selv er forkert og negativt og at de kunne tale til sig selv på en anden måde. Der bliver lagt vægt på, at de skal se hvor forkert og skadeligt det er for dem at tale sådan om sig selv, sådan så de bliver tvunget til at fjerne sig endnu mere fra problemet og have endnu mere fokus på hvordan de kan vende skuden, frem for at forholde sig til de følelser.

Det er næsten som om at der er berøringsangst overfor skam og selvhad (og over forældrenes rolle i alt det her!). Der bliver ikke talt om, at disse følelser er okay at have. At der er en årsag til, at de får det sådan. At det ikke er vedkommendes skyld at han/hun har det sådan.

Intet fokus på årsag eller omfavnelse – kun på at flytte sig mere fra problemet

Det skulle ikke undre mig, at disse teknikker rent faktisk virker på folk. For det gør at de flytter sig fra smerten, har fokus på det positive og bliver endnu mere ubevidste i forhold til de årsager der ligger til grund for disse tanker.

På intet tidspunkt bliver der talt om, om der er relationer i disse menneskers liv, som er med til at fastholde dem i en skamfuld tilstand. Fx en ven der kritiserer dem hele tiden, at de bliver mobbet på arbejdet, at deres forældre ikke anerkender dem osv.

Bare ved at flytte sig fra problemet, løser man ikke problemet. Og man løser især ikke årsagen. En af de vigtigste ting er grænsesætning – både overfor ting der sker nu (fx relationer der er nedbrydende for én) og situationer der har været førhen (fx barndommen, hvor man er blevet nedbrydt af forældre, lærere eller andre).

Hvis vi ikke forstår at andre mennesker kan skade vores selvbillede, og at andre mennesker var dem som udskammede os i første omgang (inden vi udskammede os selv), så er det en lost cause. For så vil vi blive ved at gå i ring om os selv, fordi den underliggende årsag stadig er der.

Så hvad kan vi gøre (eller rettere sagt ikke gøre) i stedet?

Faktisk er det meget sigende, hvor meget fokus der er på at gøre i det her program. For gøren er nemlig det som flytter os allermest effektivt fra skammen. Samtidig er gøren også det der forstærker skammen endnu mere. Det bliver en kamp mellem gøren og skam, som aldrig ender, for vi kan blive ved at gøre, blive ved at flygte – men skammen vil stadig husere indeni os, indtil vi forholder os til den.

Der bliver ikke lagt vægt på, at forstå hvorfor skammen i det hele taget er der – nej vi går direkte igang med at gøre noget , for at komme væk fra den og styrke os selv.

Den måde vi derimod kan forholde os til det på, er ved ikke gøren. Altså væren. At være med det de følelser og tanker vi har lige nu.

Vi kan begynde at forholde os til følelserne, ved at drage omsorg for dem. Fortælle os selv, at det er okay at vi føler sådan om os selv (fordi vi forstår at det er en årsag til det), fortælle os selv at vi godt må skamme os, og godt må føle forkerthed. At der ikke er noget vi skal – vi må godt tale grimt til os selv. Der er alt for meget fokus på, at det er “fy fy” at tale grimt til sig selv, at det er forkert og at det er lige direkte skamfuldt at tale grimt om sig selv. Fx at tænke at man ikke burde eksistere.

Selvkærlighed gennem lidelse

Disse tanker og følelser er voldsomme. Og måske er det derfor det skræmmer os i det omfang at vi føler vi skal flygte endnu mere fra det og gøre endnu mere for at tænke anderledes om os selv. Men hvad med at forstå, at det faktisk er alvorligt at have disse følelser – at det vidner om den lidelse man har måtte udholde fordi andre har gjort én fortræd? At forstå hvor meget smerte det kræver for at tænke at man vil udslette sig selv fra sin eksistens?
Og hvordan har det lille barn haft det, med disse tanker? Hvor bange, alene og uelsket har det barn ikke følt sig?

Hvorfor skal vi blive ved at løbe fra det lille barn? Hvorfor stopper vi ikke op og omfavner det, fortæller det at det godt må føle sig bange, at det er helt naturligt at det føler sig skamfuldt og forkert. At vi holder af det, uanset hvor skamfuldt det føler sig?

Det kan da i sandhed lære os noget om at elske os selv. Hvis vi kan elske det barn vi var, som blev trådt på og udskammet – elske det præcis sådan som det er – midt i selvudslettelsen – så elsker vi virkelig os selv – for vi elsker ikke os selv, fordi vi er glade eller fri for lidelse, men vi elsker os selv selv med disse voldsomme og intense følelser af selvudslettelse.

Min psykiater var psykisk voldelig

Dette var min tredje samtale hos en privatpraktiserende psykiater. Jeg havde ikke været glad for at gå hos ham og følte mig ikke tryg ved ham eller set og hørt.
Til denne samtale skulle det vise sig, at han psykisk krænkede mig og tog manipulerende midler i brug for at få kontrol over mig. 

Psykiateren havde tilbudt mig at komme i behandling hos ham, hvor han ville bruge den velkendte terapiform EMDR, som er en traumeterapi.

“Jeg kan mærke at EMDR ikke er noget for mig. Udfra de ting du har fortalt mig, der strider det meget imod den måde jeg behandler mig selv på.”, sagde jeg.

“Du kan ikke udtale dig om noget, du ikke ved noget om”, svarede han kynisk.

Igen måtte jeg påpege at jeg kun kan følge min mavefornemmelse, og min mavefornemmelse siger, at det ikke føles rigtigt at starte denne terapiform og at jeg desuden har læst og set videoer om EMDR.

Igen grinede han hånligt, mens han sagde: “Jeg vil bare lige sige til dig, at din mavefornemmelse er noget andet end virkeligheden”.

Jeg kunne mærke tårene presse sig på og hvordan mit hjerte begyndte at galoppere. Både at skulle høre en autoritet, som i 15 år havde arbejdet som psykiater og var uddannet for at hjælpe sårbare mennesker som mig selv, få mig til at tvivle på mig selv, sige at min mavefornemmelse var forkert og at jeg ikke havde ret til at udtale mig om noget, bare fordi jeg ikke havde prøvet det.

Derfor svarede jeg: “Det jeg føler du siger til mig er, at jeg skal tvivle på min egen mavefornemmelse”.

Psykiateren afbrød mig, som han gjorde hver gang jeg sagde noget, “Nej nej nej nej”, mumlede han, men måtte stoppe sig selv, for man kunne se, at han ikke vidste hvad han skulle svare til det. “Hvad er din mavefornemmelse omkring….. den finske skærgård?”

“Det ved jeg ikke hvad er”, svarede jeg, og kunne ikke forstå hvad det nu havde med noget at gøre, og hvorfor han ikke bare kunne respektere mit “nej”.

“Du kan ikke have en mavefornemmelse om noget, du ikke ved hvad er”. Så begyndte han at tale om den finske skærgård i et stykke tid, for at overbevise mig om, at jeg ikke kunne udtale mig om noget, jeg ikke vidste hvad var.

Sådan gik det frem og tilbage, at han blev ved at påpege at min mavefornemmelse var forkert og at jeg ikke måtte udtale mig om noget, jeg ikke havde prøvet endnu.

Det gjorde ondt i mig. Her sad jeg, i forvejen med meget angst og skamfølelse, og en mand der skulle forestille sig at hjælpe mig og som fik penge for at sidde der (!!!) kun havde fokus på én ting, at vinde. Han kunne ikke acceptere at jeg sagde nej til hans terapiform eller at jeg havde en anden mening end ham.

Jeg påpegede det også og sagde direkte til ham, at jeg havde brug for at han faktisk bare kunne imødekomme det jeg sagde, at han meget gerne måtte fortælle om terapiformen, men at jeg bare havde brug for at han svarede “Det kan jeg godt forstå, du ikke har lyst til” (og respektere min holdning).

I stedet havde han kun fokus på at få kontrol over mig, styre min mening, gøre alt i sin magt, for at fortælle mig at jeg var gal på den og at det var ham der havde det rigtige svar. Det virkede helt som om han blev truet, fordi jeg ikke brød mig om det jeg hørte og havde hørt om EMDR.

Igen og igen fik jeg associationer til min mor, og ikke bare associationer men flashbacks. Det hele var alt for velkendt. Derfor var det også ekstremt overvældende at sidde derinde. Jeg blev ved at forsøge at stå fast og vise min mening og følelser på en ordentlig måde og han blev ved at disrespektere mig og forsøge at vinde, ved hele tiden at sige noget igen.

Helt fysisk sprang han frem i sit sæde, så jeg troede han ville springe over bordet og gå til angreb på mig. Man kunne mærke hans vrede, hans kontrol som skulle fylde det hele og overmande mig. Han skulle gøre alt for at nedlægge mig, koste hvad det vil – også selvom jeg blev trigget af ham.

Mit hjerte bankede hurtigere og hurtigere. Jo mere jeg stod fast, jo mere stod han også fast og forsøgte at få kontrol over mig. Jeg var bange. Jeg følte hverken jeg kunne blive eller gå, det eneste jeg kunne var at blive ved at sige ham imod og stå fast i mig selv, også selvom han blev ved at udøve sin magt.

Han mindede mig om min mor og hendes modstand mod mine følelser og meninger når de ikke stemte overens med hendes. Hun ville også blive meget oprørt, hvis jeg sagde noget andet end hende. Jeg måtte ikke havde en anden mening, så var jeg forkert. Og det var det, han også forsøgte at presse ned over hovedet på mig.

Konstant skulle han udtrykke, at han vidste mere end mig, at min mavefornemmelse var forkert og at han havde sandheden på sin side.

En af hans manipulationsteknikker, for at få ham selv til at ligne “the good guy”, var ved at blive ved at sige “Jeg respekterer dig”, “Jeg forstår dig”, “Jeg ønsker ikke at vinde noget personligt ved det her”, “Jeg er ligeglad med, om du vælger denne terapiform”.
Jeg kunne se lige igennem det. Det var så falsk, for det var jo ikke det han viste, ved konstant at svare mig i mod frem for at imødekomme mig.

Han afbrød mig konstant, lod mig ikke tale færdig, hidsede sig nærmest op over at jeg delte mine meninger og på intet tidspunkt responderede han faktisk på det jeg sagde. Han blev bare ved at komme med “beviser” på, at jeg ikke havde ret til at udtale mig.

Det endte med at jeg ikke længere kunne holde mine følelser tilbage. Hjertebanken og min indre følelse af at blive udskammet og krænket, kom op til overfladen. Han vidste, at jeg er vokset op med en narcissistisk mor, og så sad han selv og manipulerede med mig og viste mig ingen respekt, empati eller forståelse.

Jeg begyndte at græde og af ren og skær frygt for ham, sænkede mit hoved mod mit skød. Indvendigt kunne jeg høre mig selv sige; “Du må ikke græde, nu er du endnu mere sårbar, nu kan han kontrollere dig endnu mere”.

Der blev stille fra hans side. Jeg tror ikke han forstod at jeg græd fordi han havde opført sig så krænkende og uempatisk. Jeg frygtede hans blik, hans hårde og fordømmende øjne, som jeg havde skulle se på i tre timer af mit liv. Jeg frygtede at han ville komme hen og lægge en hånd på mig eller bare gå henimod mig, så jeg skulle føle mig endnu mere krænket.

“Har du problemer med at trække vejret?” spurgte han. “Nej jeg går bare i panik”, sagde jeg mens jeg græd stille, men alligevel bare fokuserede på at trække vejret dybt. Jeg følte mig svimmel og kold i hele kroppen.
“Kig på mig” beordrede han pludselig. “Det har jeg ikke lyst til”, svarede jeg grådkvalt. “Kig på mig”, sagde han igen, “jeg skal vise dig hvordan du skal trække vejret”.
“Jeg vil gerne væk herfra”, fik jeg sagt. Han udskrev min journal som han havde lovet. Jeg rejste mig, tog det ud af hans hånd og fik sagt tak og farvel.

På intet tidspunkt kiggede jeg op. Jeg følte mig så ødelagt ind til benet, jeg låste mig selv ud og løb ned gennem opgangen, mens jeg brød fuldstændig sammen i hulkende gråd.

Jeg havde hyperventileret uden jeg vidste det. Jeg var blevet krænket. Selvom han ikke havde rørt mig, så havde hans ord, hans bedrevidende attitude, hans egoisme, hans forsøg på kontrol, hans forsøg på at vinde og nedlægge mig, knust mig fuldstændig.

Det var som at være tilbage i mit barndomshjem, tilbage sammen med min mor, som heller aldrig respekterede mine grænser eller gav mig lov til at være den jeg var, men altid skulle indirekte eller direkte fortælle mig, at jeg ikke havde ret til at være mig eller have de meninger jeg havde og som altid skulle kontrollere mig, fordi det var hendes eneste måde at fungere på – at kontrollere andre så hun ikke selv skulle kontrolleres.

Jeg kan godt forstå, hvorfor jeg har så lidt tillid til sundhedssystemet, til læger og psykiatere, til de mennesker som skulle forestille at hjælpe mig. Jeg kan tælle på én hånd, hvor få gode oplevelser jeg har haft i sundhedssystemet. Det har overvejende været dårlige og ubehagelige oplevelser, og dette er endnu en af dem.

Jeg har mødt større empati fra servicemedarbejderen nede i Fakta, end fra denne psykiater.

 

Gaslighting: Sådan retfærdiggør narcissister deres adfærd

Her den anden dag gik noget op for mig, nemlig hvordan narcissister som min mor indvendigt kan retfærdiggøre deres adfærd. Det vil jeg gerne skrive lidt om i dette indlæg.

 

Hvad der kendetegner en narcissist

Narcissistisk forstyrrede mennesker har ikke evnen til at føle empati. De idealiserer sig selv og føler sig som bedre og mere specielle mennesker end andre. Alt det gode der sker, skal handle om dem , det er deres fortjeneste, fordi de er så særlige mennesker. Alt det dårlige der sker, det er andres skyld og andres ansvar.

Når vi reagerer på narcissistens adfærd

Når folk omkring en narcissistis som min mor, reagerede på hendes adfærd, så ville hun ikke se det som en reaktion på hende – det kan umuligt være en reaktion på hende, når hun er så perfekt. Derfor må det være en fejl eller mangel i personen, der gør at de opfører sig sådan.

Hvis du sætter grænser overfor en narcissist, viser dine behov eller meninger, hvis du tror (lidt for meget) på dig selv eller hvis du siger nej til den måde de behandler dig på, så skal du regne med at narcissisten vil reagere på dette, på følgende måde og dette er en måde de kan retfærddigøre din adfærd på og fastholde dig i, at det er dig den er gal med:

– Du må have ekstreme krav på grænser og er alt for rigid – fordi du har helt naturlige grænser, som er sunde og gode at have.
– Du er meget krævende  – fordi du har helt naturlige, menneskelige behov
– Din mening er helt hen i vejret, latterlig og er minoritetens mening – fordi din mening ikke er hendes
– Du skal skrue ned for din selvtillid, for ingen kan lide en der er egoistisk  – fordi du tror på dig selv og sætter dig selv i første række
Du må være ekstremt overfølsom og have urealistiske høje krav til hvordan andre behandler dig – fordi du ikke vil behandles dårligt.

Problemet er ikke dig – problemet er narcissisten.

Alt denne retfærddiggørelse er bare en del af hjernevasken, den hjernevask der også kaldes for gaslighting. Gaslighting skal få dig til at tro, at det er dig der er i mangel, dig der er overfølsom, dig der er oversensitiv, dig der har urealistiske høje krav, dig der ikke kan acceptere narcissisten som hun er. Det er dig der er problemet! Og når det er dig der altid er problemet og den der skaber problemerne, pågrund af din store indre mangel som menneske, så kan det aldrig være hende der er problemet.

Hele årsagen til at, man reagerer på narcissistens adfærd, er fordi adfæren er uempatisk, ondskabsfuld, uforstående og ikke-acceptabel. Det er ikke dig der er problemet, du reagerer på problemet. Problemet er narcissisten.

Narcissisten vil aldrig kigge indad og forsøge at forstå hvilket ansvar hun har i situationen. Hun vil gøre alt for at bruge dig som det mangelfulde menneske, til at retfærdiggøre sin egen dårlige adfærd.

Jeg vil bruge det overordnede ord hjernevask, som også gaslighting hører under.

Den onde cirkel fortsætter, hvis vi ikke vågner op

Narcissistens adfærd er jo også en reaktion på noget, ligesom at vores adfærd overfor narvissisten er en reaktion på deres adfærd.

Men den store forskel ligger i, at narcissisten:
1) ikke har evnen til at kigge indad, have selvindsigt og selvreflektion eller forstå eget ansvar i relationer eller konflikter,
2) ikke forstår at hendes egne høje krav og forventninger til andre, manglende kærlighed til sig selv og andre og manglende empati er en reaktion på hendes eget barndomssvigt, som hun ikke har taget hånd om og
3) når det handler om en forælder-barn-relation, så vil barnet altid reagere på forælderen, forælderen kan IKKE tillade sig, at reagere på barnet.

For barnets adfærd er altid en reaktion. Når man selv er resultatet af at være blevet svigtet i barndommen, så ligger ansvaret KUN hos en selv og ens forældre, IKKE ens egne børn! Dem skal man blande helt udenom de traumer.

Desværre er det meget usandsynligt at narcissister vågner op til virkeligheden og kan forstå dette. Derfor vil den onde cirkel fortsætte. Medmindre narcissistens børn vågner op og stopper den onde cirkel, så vil børnene når de bliver voksne og selv får børn, fortsætte svigtet med deres egne børn – altså vil alt det svigt, skam og traumer der er forgået i hjemmet med en narcisstisk forælder blive flyttet over til de børn, man selv får. Og sådan kan det blive ved…

At få børn er en måde hvorpå mennesker med traumer kan forblive ubevidste og fortsætte den onde cirkel, så deres børn kan tage sig af den smertefulde byrde, sådan så de ikke selv skal gøre det.

Angst for at rødme? 5 råd til at slippe skam, angst og rødmen

Det største symptom på min skam og sociale angst er rødmen.

“Det ser sødt ud at rødme”, har jeg hørt folk sige til mig mange gange, når jeg har talt om at rødme.

Men det er ikke sødt når man er angst for at rødme.

Så handler det ikke bare om at man synes det er lidt ubehageligt at blive rød i hovedet, ligesom alle nok føler engang imellem. Så er man decideret rædselsslagen for at komme til at rødme.

Skam og rødmen

Jeg vil gøre alt andet, end at rødme. Rødmen prikker til skamfølelsen, fordi rødmen er synlig. Alle kan se, at jeg skammer mig. Alle kan se min angst. Og det værste er at være i skamfølelsen og samtidig at alle kan se, at jeg har skam. Det er den ultimative følelse af at ville grave sig ned i et hul i jorden – og det er ikke bare en følelse af at blive lidt pinlig, men en følelse af fuldkommen afsky over sig selv. Man kan ikke holde sig selv ud.

Jeg føler mig afsløret – jeg føler at alle kan se at jeg skammer mig dybt, og jeg kan ikke gøre noget for at skjule det eller komme væk fra det – det er der, helt tydeligt, lige dér i mit ansigt.

Logik fjerner ikke angsten

Det er lige meget hvor meget man prøver at rationalisere sig ud af situationen, ved at sige “Folk er ligeglade med, om du rødmer”, “Du kan ikke gøre for det”, “Alle rødmer jo engang imellem”, “Det viser bare at du er et menneske man kan stole på”, “Det siger jo bare noget om at du er i live”.

Jeg er ligeglad med alle de logiske forklaringer på, at rødmen ikke er forkert, for indvendigt så føles det forkert og skamfuldt.

Undvigelsesadfærd og selvudslettelse

Når man er angst for at rødme, så vil man gøre alt for at undgå det. Ligesom jeg har skrevet om i et tidligere indlæg.

Det var først for et par år siden, da jeg læste om en ung mand, som led af erytrofobi, som havde begået selvmord på grund af det (og efterladt et brev hvor han beskrev hvor invaliderende det var), at jeg forstod alvoren af min egen angst.

Jeg kunne relatere fuldstændig til det, også til følelsen af, at det eneste som  kan stoppe denne angst for at rødme, ville være at jeg kunne udslette mig selv fuldstændig.

Det siger noget om, hvor dybt invaliderende det er, at have angst for at rødme. Hvor ubehageligt det er, at rødme sammen med andre, fordi man føler sig fuldstændig udsat, fuldstændig udskammet, fuldstændig forkert og fuldstændig synlig midt i dette ubehag.

Skam og rødmen er din indre følelse, afspejlet i andres øjne

Fordi at rødmen hænger sammen med skamfølelsen, skamfølelse som vi alle bærer på i større eller mindre grad, fordi vi er mennesker, og fordi at skamfølelsen handler om det, at blive set, så giver det god mening, at når vi bliver set af andre – fx når vi skal tale for en forsamling, når vi bliver spurgt om vores mening, når nogen udpeger os, når vi kommer til at gøre noget pinligt, når vi er på en date eller når vi skal møde nye mennesker, så kan vi komme til at rødme.

Ligeså snart der er andre mennesker involveret og ligeså snart vi bliver set – fysisk eller psykisk af disse mennesker, så er der risiko – eller chance for – at vi bliver set og dermed føler skam.

Hvis vi har et sundt selvværd og føler os værdifulde og gode nok, så vil skammen måske ikke være ligeså stor – så vil vi føle os spejlet i vores værdifuldhed når vi bliver set.
Føler vi derimod lavt selvværd, føler at vi skal præstere en hel masse for at være “gode nok”, eller slet ikke føler at vi har nogen værdi, så vil det at blive set af et andet menneske svare til at blive spejlet i vores mindreværd.

Og det uanset hvor søde, ufordømmende og rare andre mennesker er – for har vi indadtil en følelse af at være – for at bruge det engelske ord – flawed (i mangel/uperfekt), så vil denne indvendige følelse, dette forhold vi har til os selv, genspejlet i andre mennesker, så vi føler os bedømt, forkerte og ikke gode nok i andres øjne.

Vi vil både føle skam når vi bliver behandlet godt og når vi bliver behandlet godt – fordi vores indre selvfølelse er dominerende og fordi vi indvendigt pisker os selv, til at skulle være gode nok, men vi føler os ikke gode nok.

I virkeligheden er det vores egne øjne, vores eget sind, som dømmer os selv og dermed bliver denne fordømmelse spejlet i andre.

Du kan ikke tage noget ros eller interesse ind, du bliver faktisk utryg og angst, når noget viser dig interesse eller viser at du har betydning, fordi det ikke stemmer overens med din indre følelse.

Skam, rødmen og angst spiller sammen i noget der kan blive en virkelig ond cirkel. Vi frygter at rødme, føle skam og angst – og når det sker, så oplever vi at det er ubehageligt at rødme, føle skam og angst, fordi vi bliver ved at spejle os selv i at det er forkert at reagere sådan. Dermed føler vi endnu mere skam og angst, over at reagere som vi gør – at det er uberettiget. Men husk at det er en reaktion på din indre følelse – den måde du ser dig selv på.

At blive okay og få fred med at rødme

Det er også derfor, at vi ikke kan lede efter en bekræftelse uden om os. Vi kan ikke blive spejlet i, at det er okay at blive rød i hovedet, når vi selv føler at det ikke er okay.

På samme måde, som at vi ikke bliver mere okay med rødmen ved at rationalisere overfor os selv, at det er okay. Det er noget vi har brug for at erfare. Noget vi har brug for igen og igen at lære os selv, er okay.

Det er det, jeg har gjort. Selvom jeg stadig indimellem føler angst for og over at rødme, så er det blevet betydeligt bedre, efter jeg er begyndt at øve mig i, at det er mig der bestemmer, om det er okay at rødme. Ingen andre kan bedømme om det er forkert at rødme.

Jeg minder mig selv om at: 

1. Der er en grund, til at jeg rødmer – det er fordi jeg har en stor skamfølelse indeni

2. Jeg kan ikke gøre for, at jeg har denne skamfølelse, på samme måde som jeg ikke kan gøre for, at rødmen kommer når skamfølelsen bliver trigget.

3. “Det er klart du rødmer nu, du føler dig ikke god nok og utryg” og “Du har ret til at rødme og føle dig utryg og ikke god nok.”, “Du må gerne være i denne situation og rødme”

4. Det er mig selv der bestemmer, hvordan jeg vil håndtere min rødmen. Jeg øver mig igen og igen i, at når rødmen kommer, så skal jeg ikke forsøge at fodre skamfølelse (skammen vil gerne have at jeg dækker mit ansigt, går væk, kigger ned osv), i stedet gør jeg det modsatte: jeg bliver i følelsen, bliver i rødmen, jeg giver mig selv lov til at rødme så meget jeg kan, jeg kigger folk i øjnene, selvom det er ubehageligt, jeg trækker vejret, smiler, viser mit ansigt og er fuldstændigt i det.

5. Jeg ikke skal vente på, at der er nogen der viser mig, at det er okay at blive rød i hovedet – på samme måde som jeg heller ikke venter på, at nogen siger: “Ej hvorfor bliver du helt rød i hovedet?”. Jeg skal ikke forklare mig selv til nogen, eller vente på andres reaktioner eller bedømmelser – jeg kan selv vælge indvendigt at acceptere mig selv midt i denne skam og angst, og give mig selv lov til at føle den.
Jeg håber at du kan bruge nogle af disse råd og føler du kan genkende dig selv i ovenstående. Jeg brænder for at kunne hjælpe andre, fordi jeg ved hvor invaliderende og lidelsesfuldt det er, at være bange for at rødme.

Jeg er misundelig

Love looks through a telescope, envy through a microscope – Josh Billings

Jeg bliver ødelagt af min misundelse på andre. Det kan æde mig op indefra. Det kan være alt der fylder lige pludselig, jeg kan ikke se skoven for bare træer.

Jeg bliver misundelig på hvilke kvaliteter personen har, personens udseende, personens succes, personens sociale popularitet og personens lykkelige familie. Jeg ser alt det, som jeg ikke ser hos mig selv. Jeg leder efter det, som jeg føler mangler hos mig selv.

Ofte finder jeg at jeg misunder kvinder, som minder om mig selv på nogle punkter, men der hvor jeg så ser, at hun har noget ekstra som jeg ikke har, så bliver jeg misundelig. Misundelse er en ubehagelig ting, fordi man har svært ved at slippe den, når først man er blevet misundelig.

Det er ikke fordi jeg tror, at jeg bliver lykkelig, hvis jeg havde det hun havde, men det er nok fordi at jeg automatisk tænker, at hvis hun har noget jeg ikke har, så må der være noget galt med mig. Eller også tænker jeg, at det er uretfærdigt at jeg er i mangel på nogle områder, hvor hun er fyldt op på alle hylder.

Jeg glemmer nok, at tænke på, at alle har baggage, alle har usikkerheder, alle har områder som de ville ønske var anderledes, alle føler de har mangler, og kvinderne jeg bliver misundelig på, højst sandsynligt også er misundelige på andre. Jeg glemmer nok, at der er kvaliteter jeg har, som hun ikke har – ligesåvel som at der er kvaliteter hun har som jeg ikke har.

En ny tilgang til misundelse
Hvis jeg skulle bruge samme tilgang til angsten, overfor min misundelse, så ville jeg sige til mig selv, at jeg godt må være misundelig. Det nytter ikke at sige til mig selv, at misundelse er en grim ting eller der ikke er noget at være misundelig over, eller prøve at rationalisere det. Der er også en årsag til, at jeg bliver misundelig, en årsag til at jeg føler mig usikker, for der har været alvorlige mangler i mit liv, der har manglet noget primært og oveni det er jeg blevet overvældet af angsten, som har skubbet mig ud af kurs og gjort at jeg har mistet meget i mit liv. Men det jeg har mistet til angsten, har været overflødigt indhold i mit liv. Jeg føler mig mere som mig, efter at alt er revet væk fra mig og jeg har samlet mit liv sammen helt på ny. Jeg har ikke en masse mennesker tæt inde på mig, som gør mig ked af det over at være mig. Jeg har ikke et arbejde som gør mig ulykkelig. Jeg fylder min dag med det, som gør mig glad og det som giver mig mening.

Afslutning
Der er ikke nogen opskrift på at være lykkelig eller bare tilfreds med den man er og sit liv. Det der virker på kvinder jeg misunder, virker nødvendigvis ikke på mig og er nødvendigvis ikke det jeg ønsker for mit liv.
Nogle gange kan jeg blive optaget af, at hvis de har noget jeg ikke har, så må jeg være i mangel på noget. Men sådan behøver det ikke at være. Jeg har måske valgt en anden vej og valgt andet indhold i mit liv, udfra den jeg er og udfra min historie, og det kan være ligeså godt og lykkeligt, som de kvinder som jeg misunder, som i virkeligheden måske minder meget mindre om mig selv, end jeg umiddelbart først har troet.

At være med angsten

For snart 7 år siden begyndte min sociale angst at overvælde mit liv. Dengang gik jeg nærmest i panik, når jeg fik angst, jeg vidste ikke hvad det var, eller hvordan jeg skulle håndtere det. Det var mildest talt bare dybt overvældende og ubehageligt for mig.

Den dag i dag oplever jeg, at jeg på en måde er cirkuleret tilbage til hvor jeg var det år jeg begyndte at få social angst. Jeg oplever samme angstfølelse når jeg er i en angstfuld situation. Denne gang oplever jeg den bare på en ny måde, en måde hvorpå jeg har bevidsthed om situationen og evner at holde mig selv og rumme utrygheden. Jeg går ikke i panik over angsten, jeg er ikke ubevidst om, hvad det er.

Jeg kender angsten ud og ind, og selv når jeg føler jeg ikke gør, så føler jeg alligevel jeg kommer tilbage, til et sted i mig selv, hvor jeg har empati for mig selv og angsten. Og det gør, at jeg ikke længere bliver overvældet af den eller rykket ud af kurs.

Når du er pårørende til en med socialfobi

Det kan være meget svært at være pårørende til en med socialfobi. Når man har socialfobi føler man sig, generelt set, mest tryg ved at være alene eller med nogen man kender godt. Dog kan der være tilfælde (som med mig), hvor trygheden forsvinder alle vegne, undtagen når man er alene. Der kan det være svært at se til som pårørende, og vide om man skal blive ved at række ud eller give personen plads. Skal man spørge om man kan hjælpe? Hvad er det rigtige at gøre?

1. Vær ærlig
Tal om, hvordan det er for dig, som pårørende og hvad der er svært for dig i forhold til at personen har socialfobi. Føler du dig svigtet, fordi personen ofte må aflyse jeres aftaler eller har bestemte krav til sociale situationer? Så sig det højt, på en pæn måde. Mennesker med socialfobi er ofte sensitive mennesker som højst sandsynlig vil reagere på en ordentlig måde og vise forståelse for, at det kan være svært at være pårørende. Forhåbentlig vil de også føle de kan være ærlige overfor dig, fx hvis du siger; “Selvom jeg ikke ved 100 procent hvordan det er for dig, så ønsker jeg at du føler du kan være ærlig og sige hvad du har behov for.”

2. Vær der
Det kan godt være du ikke ser meget til den som har socialfobi, eller taler meget med vedkommende. Men det er vigtigt at de ved, at du er der, et eller andet sted. At de kan række ud til dig, og at du er tilgængelig. Det betyder ikke at du skal sidde klar ved din telefon døgnet rundt, men at de ved du er til at stole på og at de kan være trygge ved dig, det gør en stor forskel for personen med socialfobi.

3. Vær tålmodig
Man går ikke bare fra at have socialfobi til ikke at have socialfobi ligepludselig, det er en proces, en proces som måske kan tage mange år. Det er vigtigt at tage den helt med ro og at tage det i hans/hendes tempo, fx hvis du foreslår I laver noget, og personen afslår pga angsten, så respektér det og vid, at det ikke har noget med dig at gøre, men at det er vigtigt at det bliver gjort i personens tempo, når angsteksponeringen finder sted.

4. Ræk ud
Det er godt at række ud til den, som har socialfobi. Når man har socialfobi føler man en stor følelse af usikkerhed over sig selv, man frygter at blive latterliggjort eller set ned på i sociale situationer, man føler sig mildest talt udsat. Meget af det kan bunde i lavt selvværd, så noget af det som kan hjælpe en med socialfobi er, at række ud til dem, vise dem, at du gerne vil dem, vise dem at du holder af dem.

5. Tag det ikke personligt
Hvis personen med socialfobi aflyser en aftale eller har bestemte krav til en social situation, så prøv ikke at blive alt for såret eller irriteret over det. Husk på, at der er forskel på om du ikke gider det der sted hen, hvor den med socialfobi måske føler sig mest tryg. For det står mellem at gide noget og mellem at kunne håndtere noget. Det er vidt forskelligt. Hvis en veninde fx har forslået at vi skal på cafét, og jeg føler det er for angstprovokerende for mig, så kunne jeg foreslå at vi gik en tur i stedet. Hvis hun så blev irriteret over, at hun ikke orkede at gå rundt i det kolde vejr, så kunne jeg godt føle mig såret, fordi for mig handlede det aldrig om jeg gad det, men det handlede om hvor vidt jeg ville blive overvældet af angst. Så hav altid det i baghovedet, at hvis en person aflyser eller vil noget andet, end du vil – så er det højst sandsynlig ikke af lyst men af evne!

Jeg håber du kan bruge disse råd til noget, jeg har også lavet et andet indlæg der handler om, gode råd til hvordan man håndterer når ens ven bliver angst.

Sådan er det at have uvirkelighedsfølelser

I et tidligere indlæg, har jeg skrevet om at depersonalisere, fordi at uvirkelighedsfølelsen er en af de største symptomer på depersonalisering. Dette indlæg skal dog kun handle om uvirkelighedsfølelsen i sig selv. Hvordan det føles, og hvad vi kan gøre ved den.

Når jeg får uvirkelighedsfølelsen, er det som om at min opmærksomhed eller bevidsthed er et andet sted. Fokuserer jeg meget på det, bliver uvirkelighedsfølelsen større og min kontakt til min krop, vejtrækning og følelser forsvinder mere og mere. Dog kan jeg godt blive bange eller få hjertebanken, fordi uvirkelighedsfølelsen bringer mig væk fra Nuet og væk fra mig selv.

Uvirkelighedsfølelsen kommer ofte, hvis jeg har været alene i et stykke tid og har gået og lavet ting i min egen verden og pludselig “opdager”, at jeg er alene og at jeg på en måde er drevet væk fra mig selv. Jeg er drevet for meget ind i de ting der sker omkring mig, vasketøjet der flyder, eller den skærm jeg sidder og kigger ind i.

Min erfaring siger mig, at uvirkelighedsfølelsen opstår, når jeg er drevet for langt væk fra mig selv og væk fra Nuet og derudover kan få endnu større uvirkelighedsfølelse, fordi jeg begynder at se mig selv udefra, eller fra et andet perspektiv som gør at jeg har tabt kontakten til mig selv. Det kan godt være meget skræmmende og ubehageligt og nogle gange, hvis man bliver rigtig angst, kan man føle at man måske er ved at miste forstanden.
Ens hænder føles som en andens hænder, som om de ikke sidder på en selv. Når man kigger ned af sig, kan man ikke forstå at det er en selv man kigger på og at den her krop er min. Derudover kommer følelsen også når jeg bliver understimuleret, det vil jeg komme mere ind på nedenfor.

Der er 5 råd, som jeg bruger flittigt og som jeg ved hjælper på uvirkelighedsfølelsen, og dem vil jeg gerne dele med dig.

1. Natur og frisk luft
Jeg har aldrig oplevet at få uvirkelighedsfølelsen ude i naturen eller den friske luft – kun hvis jeg decideret har følt den så kraftigt, at jeg slet ikke kunne komme tilbage til mig selv igen. Men hvis du går ud i naturen, en park, en skov eller ud til vandet og virkelig tager dig tid til at sanse det, som sker omkring dig og vigtigst af alt sanse din krop og din vejrtrækning, kan det bringe dig tilbage til dig selv.

2. Andre mennesker/dyr
Vi har brug for andre mennesker. For lang tid alene kan godt gøre at vi føler uvirkelighedsfølelsen. Hvis du ikke har mulighed for at mødes med et andet menneske, kan du måske tale i telefon med en eller skrive med en på SMS eller gennem internettet. Det kan også være en god idé at se om du må låne en vens hund et par timer eller tage på besøg hos nogen med dyr, så du kan få lov at kæle med dyret. Dyr har så stor kontakt med det naturlige og Nuet, og det kan vi lære meget af.

3. Sanseoplevelser
Sansing er uhyrlig vigtig, når man får uvirkelighedsfølelsen. At sanse din egen krop og mærke den fysisk og mærke din vejrtrækning er med til at du kommer tilbage til Nuet, ud af dine tanker og ind i kroppen. Træk vejret dybt og læg mærke til, hvordan din hud føles, hvordan dine lemmer føles osv. Du kan bevidst søge nogle sanseoplevelser, fx ved at give dig selv massage (eller få en anden til at gøre det), tage et langt bad med kraftig vandstråle og læg mærke til hvordan vandet føles på din krop, gå en rask tur, så du mærker din krops bevægelser eller gå ud i naturen og rør ved træerne eller sid på jorden. Uvirkelighedsfølelsen kan opstå, fordi vi simpelthen er understimulerede. Det betyder ikke at du skal ud og overstimulere dig selv, for det kan ofte være overvældende hvis man i forvejen er sårbar, men det betyder at det kan hjælpe meget at bruge sine sanser.

4. Vær aktiv
Lav noget aktivt men hver samtidig opmærksom, på det du laver. Hvis du gør rent, så tag dig tid til det og bring bevidstheden ind i det arbejde du laver. Du kan også lave mad og bruge bevidstheden til at virkelig sanse de fødevarer du bruger og blive ved at bringe opmærksomheden ind i at tilberede og spise maden.

5. Vejtrækning
Hvis alt andet fejler, så er det simpleste bare at bringe din opmærksomhed og bevidsthed ind i din vejrtrækning. Du behøver ikke at lave nogle bestemte åndedrætsøvelser (men hvis du vil, har jeg en føljeton her på siden som blot hedder “Vejtrækningsøvelse”). Hvis du ikke orker at lave nogen øvelse kan du blot nøjes med at bringe din opmærksomhed ind i din vejrtrækning og lægge mærke til hvor luften er, når du trækker vejret ind, hvordan din krop føles når lungerne fyldes med luft og hvordan det føles når du puster ud igen. Bliv ved med at rette opmærksomheden på dine vejrtrækning, og det vil bringe dig mere i kontakt med din krop igen.

Sådan er det at isolere sig

Dette er min historie omkring, hvordan min angst voksede sammen med mit behov for at trække mig fra omverdenen. Men også om, at jeg nåede et punkt, hvor isolationen forværrede min angst og dermed startede en flodbølge, sådan at jeg blev nødsaget til at se mig selv i øjnene (bogstaveligt talt) og komme ud af isolationen igen, helt af mig selv.

Når man har social angst er det meget almindeligt, at opleve stor angst for sociale situationer, bestemte situationer, mennesker eller tidspunkter på dagen (fordi der måske er flere mennesker).

Vi kan begynde at undgå de ting, som trigger vores angst, undgår bestemte mennesker fordi de måske ikke har forståelse for vores situation (eller ikke ved, at vi har angst) eller måske undgår vi et bestemt sted, f.eks. fester, middagsselskaber eller hvad der end er angstprovokerende for os. Det er ikke bare det, at den bestemte situation er angstprovokerende, men det er nærmere det, at vi har erfaret en eller flere gange, at vi oplevede angst i denne situation. Vi følte os usikre, utrygge, nervøse og anspændte ved at være der og samtidig har vi en følelse af, at vi ikke har ret til at have de her intense angstfølelser.

En ting som virkelig skræmte mig i forbindelse med social angst, var at jeg på et tidspunkt var nødt til at bygge et rev omkring mig, en klippe, en barriere, en stor væg mellem mig og menneskene i mit liv.
På et tidspunkt blev angsten så overvældende og frygten for at være i sociale situaioner og føle mig angst var så stor, at jeg undgik mange former for socialt samvær. Jeg var stadig engang imellem social, men det var ikke en del af min hverdag at se andre mennesker.

I takt med at jeg isolerede mig mere og mere, voksede min angst også mere og mere. I situationen vidste jeg godt, at det var ulempen ved at undgå angsten, men samtidig var det umuligt for mig at forestille mig en hverdag, hvor jeg skulle føle mig angst hele tiden – for det var sådan, min virkelighed var. Derfor var det bedre, bare at blive hjemme og undgå andre og dermed også angsten.

Jo mere jeg følte at det var forkert at føle mig angst, jo stærkere føltes min angst.
Så angsten voksede. Jeg begyndte at fokusere på angsten og følelse af at være utryg, nervøs og anspændt hele tiden. Jeg isolerede altså mig selv, for det eneste sted hvor jeg ikke følte angst, var når jeg var alene. Når jeg var alene var jeg tryg.
Og gæt hvad der så skete? Jeg begyndte at føle angst, også når jeg var alene. Jeg var ikke angst for at være alene, men jeg blev angst fordi jeg forestillede mig, at der var en anden sammen med mig (måske fordi jeg længtes så meget efter social samvær) og at denne person hele tiden kiggede på mig og gav mig opmærksomhed – fuldstændig som jeg følte når jeg rent faktisk var sammen med andre.
Det var ikke nok, at jeg havde isoleret mig fra den omkringliggende verden, men nu kunne jeg ikke engang være det sted, hvor jeg følte mig allermest tryg. Hele min verden ramlede sammen, nu var jeg angst hele tiden, alle vegne.

Når jeg kiggede mig selv i spejlet, var det som om, at mit spejlbillede var en anden person som kiggede på mig og dømte mig – også selvom jeg vidste at det jo bare var mig selv. Jeg var blevet så fokuseret på den eksterne oplevelse af mig selv, og havde nok oplevet så meget depersonalisering at jeg havde fået så stor distance til mig selv, så jeg nærmest kunne overbevise mig selv om, at dømte mig selv, udefra.
Når jeg mødte mit egne øjne i spejlbilledet følte jeg mig helt vildt angst og jeg begyndte at rødme og kunne ikke holde øjenkontakten – fuldstændig som det var ude i den virkelige verden.

Der var intet sted jeg kunne være tryg. Jeg følte mig angst hele tiden, hele dagen, alene og med andre, selv mine nætter var terroriseret af mareridt, hvor jeg vågnede op med en angstfuld krop og psyke. Tænk, hvor meget stress og angst påvirker nervesystemet og kroppens evne til at fungere!

En dag spurgte jeg mig selv; “Hvad er du bange for? Hvorfor bliver du angst, når det kun er dig, der er der?”
Jeg tror mit fokus skiftede fra at være perspektivet fra mig ud mod verden, til at jeg kiggede ude fra verden (med verdens dømmende øjne) og ind mod mig selv. Jeg dømte mig selv, ikke bare indeni, men som om jeg var en adskilt person.

Jeg øvede mig i forskellige måder at håndtere angsten på. Jeg vidste, at ingen kunne se hvor angst jeg var, når jeg var alene derhjemme og derfor var det en oplagt mulighed for mig, til at give mig selv lov til at være lige så angstfuld som jeg nu var.
Da jeg følte mig klar til det og følte mig sikker nok, kiggede jeg mig selv i spejlet, og holdt øjenkontakten. Mit ansigt blussede op og hjertet hamrede, og trangen til at komme væk var stor, men jeg fortsatte og øvede mig igen og igen på, at vænne mig til at se mig selv, også selvom det var ubehageligt. Det var bare mig. Jeg lærte mere og mere at, hvis jeg ikke dømte mig selv, kunne andre ikke dømme mig.

Når man har social angst, føler man sig bedømt af andre. Men i sidste ende, er det ikke os selv som vælger hvordan vores tilgang er, og ikke andres mening og bedømmelser (eller vores idéer om, at de bedømmer os)?

Hvis nogle kigger på dig på en måde, som gør at du føler dig bedømt, så er det din følelse og du kan arbejde dig henimod at lære at beskytte dig selv, få det godt med dig selv og lære at det er okay at være sensitiv og sårbar, og at det er okay også at blive påvirket af andre, men det er vores ansvar, hvordan vi håndterer den følelse det giver os.

Da jeg isolerede mig, følte jeg at det var det rigtige for mig at gøre, for jeg kunne ikke længere tvinge mig selv til noget. Det var vigtigt for mig, at jeg kunne få lov til at lukke verden ude og bare fokusere på mig selv og ikke føle mig presset til noget fra andre.

Efter at jeg nåede bunden, hvor jeg ikke engang kunne være med mig selv mere, det som ellers var allermest naturligt og nemt for mig, arbejdede jeg mig tilbage til et nyt udgangspunkt, hvor jeg er nu. Jeg er ikke længere isoleret. Jeg har arbejde og at være social er en del af min hverdag, ikke noget som sker en gang om måneden længere. Men derfor har jeg stadig nedture og der er stadig tidspunkter i mit liv, hvor jeg føler angsten er mere intens end ellers, og derfor er det vigtigt for mig at blive ved med at lytte til mig selv.

Du behøver ikke at føle skyld over, at du har behov for at isolere dig. Mange taler om, hvor farligt det er – men i mine øjne er det farligere at presse sig selv, især når man har angst og er et sårbart menneske. Hvis du føler det er rigtigt for dig, at tage en pause fra omverdenen, så gør det. Ingen skal presse dig, til at være social hele tiden. Men et godt råd er, at stadig bevare en form for kontakt med dem du har i dit liv, som du holder af – f.eks. gennem mail, opkald eller sms’er. Internettet og online forums, er også en god måde at connecte med andre, f.eks. også andre som har angst eller som isolerer sig.

Jeg kender et par stykker med social angst, som er bange for at isolere sig og som bliver ved at sige, at de er nødt til at være sociale. Der er ikke noget du er nødt til. Føles det rigtigt for dig at tage en pause fra al den pres og stress omkring dig, så lyt til det.
Der er konsekvenser ved alting – også at isolere sig. Men der er også konsekvenser ved at presse sig selv. Ingen af dem er mere rigtig end den anden. Isolation behøver ikke være en flugt, det kan ligesåvel være et behov for at tænke på sig selv og et behov for at genoplade sig selv og beskytte sig selv.