De to elementer af vores traume-recovery

Der er to områder, som er blevet forsømt, når man har været udsat for barndomstraumer. 
Disse to elementer er også de to dele af vores healing, som til sammen er med til at vi kan opbygge os selv.

At få lov at være
Når man vokser op som et barn der bliver udsat for traumer, så får man aldrig lov bare at være. Det kan være man er heldig at have nogle områder af sit liv, eller mennesker, hvor man føler sig helt tryg og tillidsfuld, men ofte ses der at traumatiserede børn havner i lignende situationer igen og igen, netop fordi de er traumatiserede. Så hvis der er traumer i hjemmet, så opstår der måske også traumer i skolen, sammen med vennerne mm.

Vi fik aldrig lov til bare at være, trække vejret, slappe af, føle os trygge og tillidsfulde til os selv og verden. Igennem traumerne lærte vi derimod at verden er et utrygt sted, at voksne ikke er til at regne med, at vi er i fare hele tiden og dermed hele tiden skal være voksne både for os selv og for andre – vi skal hele tiden være et skridt foran for at beskytte os selv mod farene.

Det er en kæmpe forsømmelse, ikke at få lov at være. Ikke at få lov at være i fred.
Og desværre fortsætter dette ind i voksenlivet. Fx oplever jeg selv ikke at kunne få lov at være i fred ift jobcentret. De har en masse planer for mig, og tager ikke hensyn til at jeg har PTSD, og at de er igang med at trigge mig og dermed forværre min tilstand.

Dermed er det, at kunne være i fred og bare trække vejret et af grundelementerne i vores healing. Det er meget svært at lære sig selv, at det er okay ikke at præstere, gøre en masse eller lave en masse. At det er okay at slappe af, hvile sig og gøre så lidt som muligt.

Men når vi lærer os selv dette, er det ikke nok med til at bringe mere ro og tillid og tryghed ind i vores liv, det er også samtidig med til at opbygge os selv og give os selv og vores indre barn, det vi aldrig fik.

At få lov at have behov (og få dem opfyldt)
Det andet vigtige element i vores healing, og noget der bliver forsømt når man bliver traumatiseret er vores behov.
Behov indebærer alt fra følelsesmæssige, fysiske, psykiske, sociale, seksuelle og spirituelle behov. Det er alt det, som udspringer indefra os og som omverdenen i større eller mindre grad “bestemmer” om vi får opfyldt.
Jeg fik altid tøj på kroppen og mad at spise som barn, så dette var et behov som blev opfyldt, men alle de andre behov blev forsømt. Mine følelser blev der grint af, min seksualitet talte vi ikke om før jeg var 17 år (alt for sent i mine øjne), jeg blev forhindret i at besøge mine venner og også i lægebesøg.
Derudover blev jeg tvunget til at udføre pligter hver eneste dag. Hvis jeg havde en aftale, så skulle jeg sørge for altid at lave mine pligter inden. Pligterne var det vigtigste i verden, virkede det som om.

Når et barn ikke får sine basale behov opfyldt, så sker der allerede der et stort svigt. Barnet lærer, at det ikke har ret til behov og dermed ikke har ret til at leve. Behovene er det, der gør os til mennesker. At vi har følelser, fornemmelser, lyst og ønsker, behov for tryghed, behov for spejling og behov for empati. Når vi bliver mødt af en kold skulder, bliver grinet af, hånliggjort eller helt simpelt slet ikke hørt og set, så skaber det en dyb afgrund i os – vi bliver negativt spejlet. Vi lærer at vores behov (og dermed vi) er forkerte. Det er her skammen kommer ind i billedet.

Det gik først rigtigt op for mig forleden – at blive forsømt på sine behov (uanset hvilke behov) er det samme som at lære at den man er ikke fortjener at leve.

Ofte nyder jeg ikke min mad. Et så basalt behov for at spise, kan for mig være skamfuldt. Mennesker der er blevet traumatiseret oplever altid på den ene eller anden måde problemer med mad – om det er trøstespisning, bulimi, overspisning eller andet. Mad er sådan et basalt behov, og når vi har med det at gøre, så trigger det den mangelfølelse vi havde som børn – at vi ikke havde ret til at leve – og dermed ikke har ret til at spise.

Jeg har det med at sluge min mad. Kyle det ind i munden, proppe munden med mad og skynde mig at sluge det – skynde mig at få maden væk og stille tallerkenen væk og tage opvasken, som om det aldrig er sket.
Jeg mærker sult, jeg mærker lysten til at spise – jeg mærker behovet – men behovet (for at spise) hænger sammen med at være værdig til liv og at fortjene at få opfyldt behov, og dermed starter skammen over behovet – for jeg har jo ikke ret til liv – så jeg har ikke ret til at have dette behov. Det er en splittelse, for jeg mærker jo tydeligt at jeg er sulten og har lyst til at spise (nogle gange mærker jeg kun sult men ikke lysten til at spise), og alligevel så kan jeg ikke være i det. Jeg kan ikke nyde maden, tygge på den og tage mig tid med at spise den.

Jeg skynder mig at spise, så jeg kun skal være kort tid i skammen over at opfylde mit behov.

At have ret til at leve og give plads til skam

Det at opfylde sine behov og at give sig selv ro og fred hænger begge to sammen med retten til at være den man er – retten til at leve.
Det hænger også sammen med at være menneske. Mennesker har behov, og det er helt naturligt. Men som barn er man blevet oplært i, ikke at må være menneske, og når man har haft menneskelige behov, så er man blevet straffet direkte eller indirekte. Man har lært igen og igen, at det er forkert at være menneske og forkert at være den man er med de behov man har. Derfor kan det ikke undgås at der kommer skamfølelse op, når vi bare gerne vil være eller når vi får nogle af de menneskelige behov.

Det vi skal lære er, at skamfølelsen godt må være der. Hvis vi forsøger at fjerne den, er vi blot med til at gøre os selv endnu mere skamfulde, fordi vi dermed lærer os selv, at denne følelse er uacceptabel og forkert (og dermed er vi forkerte). Vi kommer altså til at skamme os over skamfølelsen. Og så er der dobbelt skam, og så kan den ellers blive ved jo mere vi kæmper igen.

Skam hænger sammen med at være menneske. Og når man er traumatiseret er skam, angst og depression de tre primære følelser som bliver sat i gang.

Den eneste måde vi kan heale os selv på, er ved at blive ved at lytte til os selv og vores behov – give os selv lov til at føle skam over at opfylde eller bare have disse behov og tillade os selv at få ro og fred.

Vi har været på overarbejde hele barndommen – nu er det vores tid. Nu er det vores tur til at få lov. Få lov at leve, få lov at mærke, få lov at slappe af, få lov at have behov.

Fra min dagbog #3

Om at have angst og skam over at få besøg.

04.03.13

22 år gammel 

Det er skræmmende, tarveligt og unfair, at livet skal være så svært for mig. Det er ikke engang i sådan en grad, hvor jeg kan lave sjov med det og tænke, når ja, og hvad så? Det er seriøst det her jo.

Jeg har haft skærende hovedpine det meste af i dag, på trods af, at solen har skinnet og himlen har været blå.

Jeg skal eksponere mig selv overfor ubehagelige situationer, men for mig er det umuligt bare at gøre det, jeg skal tage bitte små skridt, hvor jeg oplever lidt angst men ikke så det overvælder mig. Men hvad gør man lige når hele ens liv er angstfuldt? så er der jo ingen trin, fordi alt er ubehageligt for mig.

For en måneds tid siden, troede jeg jeg kunne opdele min angst i grupper over mere eller mindre angstprovokerende situationer. Men nu virker det bare som om det hele er én kæmpe smøre, som jeg ikke kan finde hoved og hale af. Det hele er angstfuldt.

Det gør mig rasende. Jeg lider af socialfobi og har gjort det i tre år og mennesker skræmmer mig stadig. Så lang tid efter.

Jeg har været ærlig overfor dem omkring mig, og fortalt det jeg føler jeg kan fortælle. Ikke alle har kunne forstå det lige godt, men det i det mindste har jeg været ærlig. Men alligevel skammer jeg mig, jeg kan mærke det, lige indimellem – jeg tror at jeg er rigtigt fri og løsrevet fra skammen, men i virkeligheden er det et spil, hvor jeg lader som om, at jeg er ovenpå, at jeg er kommet forbi den følelse, af at skamme sig.

Jeg tror først, at jeg er kommet forbi skamfølelsen, når jeg rent faktisk i en situation (hvor jeg får angst) tør kigge på personen jeg sidder med, og sige: “Jeg bliver rigtigt nervøs lige nu. Jeg skammer mig virkelig meget over det, for jeg ved ikke hvorfor.” = Jeg er ærlig, ja, jeg skammer mig, men i det mindste siger jeg det. Jeg erkender det.

Jeg kan ikke engang forklare i ord eller til nogen, hvor bange jeg er for at få besøg af nogen som helst, at skulle opleve at gå fuldstændig i panik, svede, ryste, blive rød i hele hovedet, være urolig og fuldstændig skamfuld.

Jeg er så bange for det, og alligevel ved jeg, at jeg bliver nødt til at indse det. Selvfølgelig skal jeg ikke tvinge mig selv til at være i den værst tænkelige situation, men jeg skal lige så stille vænne mig til at få besøg.

Jeg er ked af, at jeg skal have det sådan her. På det sidste har jeg tænkt så meget på at dø. Hvor befriende det må være, at ikke skulle kæmpe mere, bare endelig kunne få fred. Det er så smertefuldt at tænke på, at det skal være så hårdt at være i live, når man ved, at det er en million gange lettere at undgå det.

Jeg er træt af at finde løsninger til, hvordan jeg skal være i en situation. Jeg er træt af at leve i konstant angst for, at folk skal se mig. Se, hvor skamfuld jeg føler mig.

Jeg har stadig en meget kontrolleret adfærd, der gør, at jeg ikke kan give helt slip, og derfor ikke bare kan sige at det er okay, at jeg rødmer og bliver nervøs. Jeg får så ondt af mig selv, at jeg skal have det sådan her, at jeg ikke har nogle penge, at jeg ikke engang har råd til at få hjælp af den terapeut jeg endelig føler tillid til, og føler kan hjælpe mig.

Jeg er træt af det her liv, træt af at kæmpe så meget for at leve det. Hvad kæmper jeg for? hvad er der inde under alt den angst? Hvad er det for et liv jeg lever, er det overhoved det værd? Er jeg det værd?…

Jeg har ondt af mig selv. Når jeg ser mig selv udefra, og læser disse ord, som var det en anden der havde skrevet dem – hvilket jeg nogle gange også føler jeg er – tænker jeg, hvor smertefuldt det er.

Det er forfærdeligt at jeg skal leve sådan et liv. Alle de ting, som jeg før i tiden havde glæde af – alt det sociale, at føle mig som en del af noget, at gøre de basale ting…. det bliver jeg nødt til undgå nu, fordi jeg er bange.

Angst for at rødme… på indkøb

Skrevet den 30. juli 2014

Normalt er køen det værste område i et supermarked. Hvad hvis der er en, der kigger på mig, hvad nu hvis mit kort bliver afvist, hvad nu hvis jeg ikke har penge nok? Hvad nu hvis jeg kommer til at gøre noget pinligt? Hvad nu hvis jeg bliver så angst at mit ansigt koger i en ildrød farve og folk kigger endnu mere? Hvad nu hvis der er en person i køen som jeg kender, og hvad nu hvis han/hun begynder at tale til mig?

Alle disse tanker leder hen på, at jeg vil få angst. Alle tankerne er en angst for angsten. Jeg er rædselsslagen for disse situationer, fordi jeg ved, at når de sker, vil jeg blive overvældet af angst. Og jeg ved situationerne vil opstå, endnu mere fordi jeg har forventet dem med rædsel.

Tankerne kører normalt i en fuldstændig panisk undvigelses-bevægelse og angst for angsten, som jeg ikke kan stoppe før jeg a) får et kæmpe angstanfald, og derfor ikke kan tænke eller føle noget som helst (heller ikke længere være angst for angsten, for nu ER jeg angsten), eller b) når jeg er kommet ud af den angstfulde situation og derfor ikke er i “fare” længere.

Angst for angsten, og som et dyr på vagt..

Jeg træder langsomt og nærmest observerende, som et dyr på vagt, ind i supermarkedet, mens jeg spejder hen i mod kassen for at se, hvor mange der står i kø. Dette giver mig en idé om, hvor længe jeg selv kan forvente at skulle stå der. Allerede her starter angsten, når jeg tænker på at skulle stå fastlåst i køen.
Men jeg har bevidst valgt at komme lige ved åbningstid på en hverdag, så er der ofte færre mennesker.

Jeg går hen og tager en kurv fra stakken, meget langsomt, stadig spejdende mod kassen og helt stivnet krop og ansigt. Alt i min krop spænder op.
Jeg skubber tankerne væk og går ind i butikken – nærmest målrettet fra post til post og fokuserer på varene. Frugt og grønt. Brød. Fryser. Køler. Konserves. Jeg undgår at kigge på folk eller skabe opmærksomhed, så folk kigger på mig. Mit hjerte hamrer, mit åndedræt er hurtigt og overfladisk. Jeg er sikker på, at folk kan se det på mig.

Hvis jeg ud af øjenkrogen ser en jeg kender (99 % af gangene, er det ikke en jeg kender, men én der ligner), går jeg i panik, lader som om jeg taler på mobilen, skriver en tilfældig sms til en eller tager musik i ørene og fortsætter nu i endnu hurtigere fart, for at få mine varer ned i kurven så hurtigt så muligt, så jeg kan komme ud derfra! Et par gange har jeg stillet min kurv og skyndet mig at gå ud af butikken fordi angsten overvældede mig til et punkt, hvor jeg ikke længere kunne fokusere på noget andet end at jeg skulle væk derfra..

I køen

Når jeg er i køen, har jeg allerede haft utallige tanker og angstfølelser. Jeg stiller mig og undgår fuldstændig at kigge nogen i øjnene eller bare kigge eller mod nogen. Jeg kigger aldrig på dem der står bag mig, for hvad hvis det er en jeg kender og de opdager, at det er mig der står der, og de begynder at tale til mig? Så får jeg endnu mere angst og kan ikke komme væk, for bordet fanger lidt, når man står i kø med sine varer (eller endnu værre – når varene allerede ER lagt på båndet).

Jeg fokuserer al min energi på min kurv, varer og mine penge eller hævekort som jeg har taget frem i alt for god tid – ofte allerede inden jeg går i kø. Hvis angsten er meget slem, prøver jeg at fokusere på andre personers varer, kigge på reolen ved siden af mig, checke min mobil (sætte den på lydløs, for tænk hvis der kom lyd fra den og folk kiggede på mig), kigge på avisens forside og alt hvad der ellers kan distrahere mig fra situationen.

I denne situation er angsten på et højt punkt, men det peaker ikke helt endnu. Mit hjerte banker hurtigt og tungt i kroppen, mit ansigt og bryst er varmt, jeg ryster – både udenpå og indeni, jeg føler mig rastløs, varmen spreder sig, det stikker i huden og jeg føler mig svimmel. Nogle gange kan jeg føle mig decideret syg med feberagtig følelse og kvalme. Jeg skal bare have det her overstået, så jeg kan komme ud herfra, tænker jeg.

Når varene er kommet på båndet

Når jeg har lagt mine varer på båndet, nærmer vi os det værst tænkelige. For efter varene er på båndet, skal jeg stå og vente på, at kunden foran mig er færdig. Jeg skal også rykke mig lidt, så kunden bag mig kan lægge sine varer op. Denne situation er især slem, fordi dem omkring mig har lagt deres varer på båndet og nu står vi lidt og venter ved siden af hinanden. Det er i denne situation, at jeg virkelig frygter, at folk begynder at lægge mærke til mig. Folk har nemlig flyttet fokus fra “nu skal mine varer på båndet” til “nu skal jeg bare vente på, at det er min tur”, og i denne situation har folk det med at henvende sig til en. En lille pige pegede en dag på mig, mens hun sagde til sin mor: “Hende der ligner en dreng!”. Det gjorde mig så flov og jeg blev så rød i hovedet af angst over den opmærksomhed, der blev rettet på mig. Jeg vendte mig væk fra moren og pigen og lod som om jeg ikke havde hørt det. Men jeg vidste, at alle omkring mig havde hørt det og desuden så på mig, som jeg stod der så skamfuld og angstfuld.
Jeg kunne jo ikke bare gå, for jeg lige havde lagt mine varer på båndet.

Faktisk har jeg i lang tid overhoved ikke stået og ventet, på at det blev min tur. Jeg fandt nemlig en måde, hvorpå jeg kunne undgå denne angstprovokerende situation. I stedet lagde jeg varene på båndet, og hvis jeg kunne se, at der lige gik et minuts tid før det var min tur til at betale, gik jeg ud til indgangen, og lod som om jeg kiggede på nogle tilbudsvarer i gangen. Der ville jeg så stå og skimte ind ad glasruden til kassen, for at se, om det var min tur. Sommetider overbeviste jeg også mig selv om, at jeg lige havde glemt en vare og måtte forlade kassen for at finde et eller andet. På denne måde, kunne jeg i det mindste undgå at stå og vente ved kassen alt for længe.

Når kassedamen så scannede mine varer ind, ville jeg sætte mit kort i maskinen, sådan at jeg ikke skulle vente på at maskinen læste det og derfor give folk endnu mere mulighed for at lægge mærke til og observere mig. Derefter ville jeg forsøge at skynde mig at tage nogle varer ned i min pose – inden hun havde scannet færdigt, så jeg ikke var tvunget til at stå på samme sted og give folk muligheden for at kigge endnu mere på mig.

De få sekunder hvor koden er trykket ind føles det som om, at tiden aldrig har gået langsommere. Jeg ryster på hænderne, sveder og undgår for alt i verden kassedamens blik. Jeg sveder mere og mere og forsøger virkelig at fokusere på at taste koden rigtigt, for tænk hvis jeg trykkede forkert og kortet blev spærret, eller at jeg måtte tage kortet ud og prøve igen?

Når koden er tastet og jeg har trykket godkendt, står jeg på grænsen mellem panik og undslippelse af panik. Enten går noget galt; betalingen går ikke igennem og jeg får panisk angst og mit ansigt bryder ud i rødmen og jeg skammer mig, eller også bipper den “Godkendt” på skærmen og jeg kan ånde lettet op, tage mine ting og skynde mig ud.

Men de få sekunder jeg venter på at koden godkendes, står jeg med blikket stift plantet på kortautomatens skærm, uden et eneste øjeblik at kigge op på kunder eller kassedame. Når jeg har fået min bon, kan jeg slappe af. Nu er det en anden kundes tur, jeg er uden for fokus og kan gå hjem til mig selv.

Gaslighting: Sådan retfærdiggør narcissister deres adfærd

Her den anden dag gik noget op for mig, nemlig hvordan narcissister som min mor indvendigt kan retfærdiggøre deres adfærd. Det vil jeg gerne skrive lidt om i dette indlæg.

 

Hvad der kendetegner en narcissist

Narcissistisk forstyrrede mennesker har ikke evnen til at føle empati. De idealiserer sig selv og føler sig som bedre og mere specielle mennesker end andre. Alt det gode der sker, skal handle om dem , det er deres fortjeneste, fordi de er så særlige mennesker. Alt det dårlige der sker, det er andres skyld og andres ansvar.

Jeg husker at min mor altid var god til at stå op for mig, når det kom til andre mennesker – mobbere i skolen, dårlige lærere eller andre mennesker udenfra hjemmets fire vægge, som behandlede mig dårligt. Hendes egen dårlige adfærd, den ville hun aldrig tage ansvar for.

Når hun skældte ud, uden grund. Hævede sin stemme over de minimale ting i hverdagen. Når jeg stille og roligt viste min mening eller holdning om noget, og hun slog hårdt ned og forsøgte at gøre alt for at overbevise mig om at hendes holdning var den rigtige.

Jeg måtte ikke være forskellig fra hende (men jeg måtte heller ikke være ligesom hende – en narcissist). Jeg skulle spejle hende rent, sige “ja mor” til alt hvad hun sagde og være med til at vedligeholde hendes syn på sig selv, som værende den bedste og vigtigste person i verden.

Derfor måtte jeg ikke have egne behov og holdninger, for det ville betyde at jeg var vigtigere end hende.

Når vi reagerer på narcissistens adfærd

Når folk omkring en narcissistis som min mor, reagerede på hendes adfærd, så ville hun ikke se det som en reaktion på hende – det kan umuligt være en reaktion på hende, når hun er så perfekt. Derfor må det være en fejl eller mangel i personen, der gør at de opfører sig sådan.

Hvis du sætter grænser overfor en narcissist, viser dine behov eller meninger, hvis du tror (lidt for meget) på dig selv eller hvis du siger nej til den måde de behandler dig på, så skal du regne med at narcissisten vil reagere på dette, på følgende måde og dette er en måde de kan retfærddigøre din adfærd på og fastholde dig i, at det er dig den er gal med:

– Du må have ekstreme krav på grænser og er alt for rigid – fordi du har helt naturlige grænser, som er sunde og gode at have.
– Du er meget krævende  – fordi du har helt naturlige, menneskelige behov
– Din mening er helt hen i vejret, latterlig og er minoritetens mening – fordi din mening ikke er hendes
– Du skal skrue ned for din selvtillid, for ingen kan lide en der er egoistisk  – fordi du tror på dig selv og sætter dig selv i første række
Du må være ekstremt overfølsom og have urealistiske høje krav til hvordan andre behandler dig – fordi du ikke vil behandles dårligt.

Problemet er ikke dig – problemet er narcissisten.

Alt denne retfærddiggørelse er bare en del af hjernevasken, den hjernevask der også kaldes for gaslighting. Gaslighting skal få dig til at tro, at det er dig der er i mangel, dig der er overfølsom, dig der er oversensitiv, dig der har urealistiske høje krav, dig der ikke kan acceptere narcissisten som hun er. Det er dig der er problemet! Og når det er dig der altid er problemet og den der skaber problemerne, pågrund af din store indre mangel som menneske, så kan det aldrig være hende der er problemet.

Hele årsagen til at, man reagerer på narcissistens adfærd, er fordi adfæren er uempatisk, ondskabsfuld, uforstående og ikke-acceptabel. Det er ikke dig der er problemet, du reagerer på problemet. Problemet er narcissisten.

Narcissisten vil aldrig kigge indad og forsøge at forstå hvilket ansvar hun har i situationen. Hun vil gøre alt for at bruge dig som det mangelfulde menneske, til at retfærdiggøre sin egen dårlige adfærd.

Jeg vil bruge det overordnede ord hjernevask, som også gaslighting hører under.

Narcissistisk hjernevask

Sidst jeg havde en egentlig kontakt med min mor, fik jeg skrevet alt det ned, som jeg følte jeg havde brug for at fortælle hende. At jeg ikke følte mig elsket af hende og ikke følte mig god nok.

Hendes respons var bl.a. noget der lød noget a la dret her:

“Jeg er ked af, at du ikke følte jeg kunne elske dig, sådan som du havde brug for at blive elsket”. 

Det jeg læste det, kan jeg huske jeg blev lettet og tænkte – hun forstår alligevel noget, hun kan godt acceptere de ting jeg fortæller hende og går ikke amok på mig over det.
Hun er faktisk ked af, at hun ikke kunne elske mig!

Først forleden, 2 år efter mailen, er det gået op for mig, hvad hun egentlig forsøgte at sige (eller retfærdiggøre) med den ebsked.

Hun kaster det over på mig og fraskriver sig alt ansvar i at jeg følte mig uelsket: “Jeg er ked af, at du ikke følte jeg kunne elske dig som du havde brug for at blive elsket.”

Det gik op for mig, at det er den her slags hjernevask, hun har kørt på mig hele livet. Det har været denne form for beskeder, som har fået mig til at tro på, at hun jo var en god mor. Hun kunne jo godt håndtere kritik med en rolig respons. Hun vidste godt, at hun ikke kunne elske mig. Hun vidste godt, at hun havde en mangel og ikke kunne give mig den kærlighed, som en mor skulle give et barn.

Men først nu er det gået op for mig, at dette er et eksempel på den hjernevask der er stået på, siden jeg blev født. Hun har vist sig fra en god og kærlig side, men inddirekte har hun hjernevasket mig, ved at kamouflere sin egentlige hensigt – som var at rette ansvaret og problemet overpå mig og helt uden jeg overhoved lagde mærke til det.

Hun har brugte sin falske empati, til at dække over det faktum, at hun har været igang med at hjernevaske sit eget barn til at tro, at al den dårlige adfærd hun selv har udøvet, bunder i en mangel og forkerthed i mig.

Det er ikke så mærkeligt at jeg stadig den dag i dag kæmper med skam og forkerthed over mig selv.

Det har altså i virkeligheden handlet om, at hun kunne retfærdiggøre sin adfærd, ved inddirekte at sige at det var mig, der var i mangel. Mig, der havde urealistiske behov for at blive elsket, mig, der havde for mange krav til hende som mor.

Hvis hun ikke havde været narcissist, ville hun måske have skrevet:

“Jeg kan godt forstå, at du ikke følte, at jeg kunne elske dig. For det kunne jeg ikke.
Jeg kommer selv fra et kærlighedsforladthjem, hvor min mor kæmpede og mine behov for at blive elsket blev skrottet, fordi jeg skulle være der for hende.
Jeg kan se at jeg ikke har haft evnen til at elske hverken mig selv eller dig, og det er og bliver aldrig dit ansvar eller din skyld, det tager jeg på mig”.


Den onde cirkel fortsætter, hvis vi ikke vågner op

Narcissistens adfærd er jo også en reaktion på noget, ligesom at vores adfærd overfor narvissisten er en reaktion på deres adfærd.

Men den store forskel ligger i, at narcissisten:
1) ikke har evnen til at kigge indad, have selvindsigt og selvreflektion eller forstå eget ansvar i relationer eller konflikter,
2) ikke forstår at hendes egne høje krav og forventninger til andre, manglende kærlighed til sig selv og andre og manglende empati er en reaktion på hendes eget barndomssvigt, som hun ikke har taget hånd om og
3) når det handler om en forælder-barn-relation, så vil barnet altid reagere på forælderen, forælderen kan IKKE tillade sig, at reagere på barnet.

For barnets adfærd er altid en reaktion. Når man selv er resultatet af at være blevet svigtet i barndommen, så ligger ansvaret KUN hos en selv og ens forældre, IKKE ens egne børn! Dem skal man blande helt udenom de traumer.

Desværre er det meget usandsynligt at narcissister vågner op til virkeligheden og kan forstå dette. Derfor vil den onde cirkel fortsætte. Medmindre narcissistens børn vågner op og stopper den onde cirkel, så vil børnene når de bliver voksne og selv får børn, fortsætte svigtet med deres egne børn – altså vil alt det svigt, skam og traumer der er forgået i hjemmet med en narcisstisk forælder blive flyttet over til de børn, man selv får. Og sådan kan det blive ved…

At få børn er en måde hvorpå mennesker med traumer kan forblive ubevidste og fortsætte den onde cirkel, så deres børn kan tage sig af den smertefulde byrde, sådan så de ikke selv skal gøre det.

Angst for at rødme? 5 råd til at slippe skam, angst og rødmen

Det største symptom på min skam og sociale angst er rødmen.

“Det ser sødt ud at rødme”, har jeg hørt folk sige til mig mange gange, når jeg har talt om at rødme.

Men det er ikke sødt når man er angst for at rødme.

Så handler det ikke bare om at man synes det er lidt ubehageligt at blive rød i hovedet, ligesom alle nok føler engang imellem. Så er man decideret rædselsslagen for at komme til at rødme.

Skam og rødmen

Jeg vil gøre alt andet, end at rødme. Rødmen prikker til skamfølelsen, fordi rødmen er synlig. Alle kan se, at jeg skammer mig. Alle kan se min angst. Og det værste er at være i skamfølelsen og samtidig at alle kan se, at jeg har skam. Det er den ultimative følelse af at ville grave sig ned i et hul i jorden – og det er ikke bare en følelse af at blive lidt pinlig, men en følelse af fuldkommen afsky over sig selv. Man kan ikke holde sig selv ud.

Jeg føler mig afsløret – jeg føler at alle kan se at jeg skammer mig dybt, og jeg kan ikke gøre noget for at skjule det eller komme væk fra det – det er der, helt tydeligt, lige dér i mit ansigt.

Logik fjerner ikke angsten

Det er lige meget hvor meget man prøver at rationalisere sig ud af situationen, ved at sige “Folk er ligeglade med, om du rødmer”, “Du kan ikke gøre for det”, “Alle rødmer jo engang imellem”, “Det viser bare at du er et menneske man kan stole på”, “Det siger jo bare noget om at du er i live”.

Jeg er ligeglad med alle de logiske forklaringer på, at rødmen ikke er forkert, for indvendigt så føles det forkert og skamfuldt.

Undvigelsesadfærd og selvudslettelse

Når man er angst for at rødme, så vil man gøre alt for at undgå det. Ligesom jeg har skrevet om i et tidligere indlæg.

Det var først for et par år siden, da jeg læste om en ung mand, som led af erytrofobi, som havde begået selvmord på grund af det (og efterladt et brev hvor han beskrev hvor invaliderende det var), at jeg forstod alvoren af min egen angst.

Jeg kunne relatere fuldstændig til det, også til følelsen af, at det eneste som  kan stoppe denne angst for at rødme, ville være at jeg kunne udslette mig selv fuldstændig.

Det siger noget om, hvor dybt invaliderende det er, at have angst for at rødme. Hvor ubehageligt det er, at rødme sammen med andre, fordi man føler sig fuldstændig udsat, fuldstændig udskammet, fuldstændig forkert og fuldstændig synlig midt i dette ubehag.

Skam og rødmen er din indre følelse, afspejlet i andres øjne

Fordi at rødmen hænger sammen med skamfølelsen, skamfølelse som vi alle bærer på i større eller mindre grad, fordi vi er mennesker, og fordi at skamfølelsen handler om det, at blive set, så giver det god mening, at når vi bliver set af andre – fx når vi skal tale for en forsamling, når vi bliver spurgt om vores mening, når nogen udpeger os, når vi kommer til at gøre noget pinligt, når vi er på en date eller når vi skal møde nye mennesker, så kan vi komme til at rødme.

Ligeså snart der er andre mennesker involveret og ligeså snart vi bliver set – fysisk eller psykisk af disse mennesker, så er der risiko – eller chance for – at vi bliver set og dermed føler skam.

Hvis vi har et sundt selvværd og føler os værdifulde og gode nok, så vil skammen måske ikke være ligeså stor – så vil vi føle os spejlet i vores værdifuldhed når vi bliver set.
Føler vi derimod lavt selvværd, føler at vi skal præstere en hel masse for at være “gode nok”, eller slet ikke føler at vi har nogen værdi, så vil det at blive set af et andet menneske svare til at blive spejlet i vores mindreværd.

Og det uanset hvor søde, ufordømmende og rare andre mennesker er – for har vi indadtil en følelse af at være – for at bruge det engelske ord – flawed (i mangel/uperfekt), så vil denne indvendige følelse, dette forhold vi har til os selv, genspejlet i andre mennesker, så vi føler os bedømt, forkerte og ikke gode nok i andres øjne.

Vi vil både føle skam når vi bliver behandlet godt og når vi bliver behandlet godt – fordi vores indre selvfølelse er dominerende og fordi vi indvendigt pisker os selv, til at skulle være gode nok, men vi føler os ikke gode nok.

I virkeligheden er det vores egne øjne, vores eget sind, som dømmer os selv og dermed bliver denne fordømmelse spejlet i andre.

Du kan ikke tage noget ros eller interesse ind, du bliver faktisk utryg og angst, når noget viser dig interesse eller viser at du har betydning, fordi det ikke stemmer overens med din indre følelse.

Skam, rødmen og angst spiller sammen i noget der kan blive en virkelig ond cirkel. Vi frygter at rødme, føle skam og angst – og når det sker, så oplever vi at det er ubehageligt at rødme, føle skam og angst, fordi vi bliver ved at spejle os selv i at det er forkert at reagere sådan. Dermed føler vi endnu mere skam og angst, over at reagere som vi gør – at det er uberettiget. Men husk at det er en reaktion på din indre følelse – den måde du ser dig selv på.

At blive okay og få fred med at rødme

Det er også derfor, at vi ikke kan lede efter en bekræftelse uden om os. Vi kan ikke blive spejlet i, at det er okay at blive rød i hovedet, når vi selv føler at det ikke er okay.

På samme måde, som at vi ikke bliver mere okay med rødmen ved at rationalisere overfor os selv, at det er okay. Det er noget vi har brug for at erfare. Noget vi har brug for igen og igen at lære os selv, er okay.

Det er det, jeg har gjort. Selvom jeg stadig indimellem føler angst for og over at rødme, så er det blevet betydeligt bedre, efter jeg er begyndt at øve mig i, at det er mig der bestemmer, om det er okay at rødme. Ingen andre kan bedømme om det er forkert at rødme.

Jeg minder mig selv om at: 

1. Der er en grund, til at jeg rødmer – det er fordi jeg har en stor skamfølelse indeni

2. Jeg kan ikke gøre for, at jeg har denne skamfølelse, på samme måde som jeg ikke kan gøre for, at rødmen kommer når skamfølelsen bliver trigget.

3. “Det er klart du rødmer nu, du føler dig ikke god nok og utryg” og “Du har ret til at rødme og føle dig utryg og ikke god nok.”, “Du må gerne være i denne situation og rødme”

4. Det er mig selv der bestemmer, hvordan jeg vil håndtere min rødmen. Jeg øver mig igen og igen i, at når rødmen kommer, så skal jeg ikke forsøge at fodre skamfølelse (skammen vil gerne have at jeg dækker mit ansigt, går væk, kigger ned osv), i stedet gør jeg det modsatte: jeg bliver i følelsen, bliver i rødmen, jeg giver mig selv lov til at rødme så meget jeg kan, jeg kigger folk i øjnene, selvom det er ubehageligt, jeg trækker vejret, smiler, viser mit ansigt og er fuldstændigt i det.

5. Jeg ikke skal vente på, at der er nogen der viser mig, at det er okay at blive rød i hovedet – på samme måde som jeg heller ikke venter på, at nogen siger: “Ej hvorfor bliver du helt rød i hovedet?”. Jeg skal ikke forklare mig selv til nogen, eller vente på andres reaktioner eller bedømmelser – jeg kan selv vælge indvendigt at acceptere mig selv midt i denne skam og angst, og give mig selv lov til at føle den.
Jeg håber at du kan bruge nogle af disse råd og føler du kan genkende dig selv i ovenstående. Jeg brænder for at kunne hjælpe andre, fordi jeg ved hvor invaliderende og lidelsesfuldt det er, at være bange for at rødme.

Jeg vil ikke leve

… men jeg vil heller ikke tage mit eget liv…

Så hvordan finder man så lige ud af at eksistere?

Når man hverken kan leve eller dø?

Jeg vil ikke leve, fordi det er for hårdt at leve.
Det gør alt for ondt.
Der er for mange forhindringer.
Der er for mange smertefulde ting jeg har skulle gennemgå (og stadig gennemgår).
Hvornår stopper det? Hvornår får jeg det godt?
Hvornår bliver jeg velfungerende? Bliver jeg nogensinde velfungerende?

Hvis det skal blive ved sådan her, så er det ikke det “værd” at leve.
Hvorfor skulle jeg havne i det her?
Hvorfor skulle jeg blive traumatiseret, mens andre mennesker er vokset op i tryghed og kærlighed?
Hvorfor skulle jeg blive så hæmmet af skam at jeg ikke engang kunne være i samme rum med et andet menneske uden at skamme mig?

Der er så mange andre, der klarer sig så godt. Der er også mange der også har været udsat for rigtig slemme ting i deres liv, men som alligevel klarer sig godt.

Hvorfor klarer jeg det så dårligt i sammenligning med dem?

Hvad gør jeg forkert?

Kender du til ovenstående??….  Så er du ikke alene.
Det er tanker og følelser jeg jævnligt besøger i min proces..
En tilstand som jeg snart er begyndt næsten at vænne mig til.

Mange vil sikkert sige: “Du er et offer. Du kan vælge at komme ud af det. Du sætter dig selv i den situation. Du har ondt af dig selv. Du klynker. Du får det ikke bedre af det der. Fokusér nu på det positive i stedet”. 

Jeg er her for at fortælle dig, at ovenstående ikke hjælper det mindste!
Det hjælper ikke at udskamme et menneske som allerede føler så stor skam.

Så stor skam at den er udslettende…

Det hjælper ikke, at sige ting, som gør at jeg føler mig endnu mere forkert.

Jeg har brug for at føle at den jeg er er okay.
At den jeg er, har ret til at være her.
At det jeg føler og oplever lige nu er berettiget.
At den tilstand jeg er i, er der, fordi der er en mening med det og en årsag til det.

Jeg kan ikke bare gå ud af det, tænke på noget andet eller på anden måde komme igennem det.

Det eneste der hjælper mig er, at føle at det er okay, at jeg har det sådan.

Det eneste der hjælper mig er at minde mig selv om, at der er en årsag til, at jeg har det sådan.

Jeg har oplevet så stor utryghed igennem hele mit liv, at jeg har fået konstant skam og angst af det. Det er så svært at føle tryghed til andre, fordi den tryghed aldrig har været der.

Det er kun få år siden at jeg første gang mærkede at jeg knyttede mig til andre mennesker….

Kun få år siden, at jeg kunne mærke kærlighed til andre mennesker (og til mig selv)…

Det er kun få år siden at jeg begyndte at opleve hvordan det var ikke at føle skam og angst og stress, når jeg var sammen med andre mennesker….

Hele mit liv har der altid været mennesker omkring mig. Men ikke på den følelsesmæssigt og mentalt støttende måde, kun på en fysisk og mistillidsskabende måde. Der har fysisk været mennesker til stede, men de har ikke været der for at skabe fysisk og psykisk trivsel for mig.

Disse mennesker gjorde at jeg følte mig bange, uelsket, utryg, ked af det og ensom igennem hele mit liv.

Jeg har ikke oplevet at have mennesker omkring mig, hvor jeg kunne ånde ud i afspænding, føle mig tryg og elsket og tillidsfuld. 

Det er først de seneste år, i mine midt-tyvere at jeg er begyndt at mærke det.

Så til dig som oplever skam og angst relateret til andre mennesker vil jeg sige:
Der er en årsag til det. Det er ikke bare kommet ud af det blå “for sjov”, for at sætte dig på en prøve og se hvad du kan klare…

Der er en grund til, at du føler utryghed og ubehag sammen med andre mennesker. Der er en grund til, at du ikke føler dig tilstrækkelig.
At du ikke føler dig god nok.
At du føler dig skamfuld.
At du føler dig bedømt.
At du føler du skal spænde op i hele kroppen.
At du føler du skal være på vagt.
At du føler du ikke har nogen værd.
At du skal være på en bestemt måde, for at passe ind og være “god nok”.
og at det aldrig er nok.

Så hvordan kan vi omvende det?

Ved ikke at omvende det… for når vi prøver at omvende hvordan vi har det, så er vi igang med at underminerer det vi føler og oplever nu og her – vi bagataliserer os selv og vores følelser, vi fortæller og selv igen og igen, at der ikke er nogen grund til at have det sådan – at det er uberettiget – dette er blot med til at fastholde os i en følelse af uværdighed, mangelfuldhed, skamfølelse, utilstrækkelighed osv….

Vi må…
forstå linket mellem nu og da.
forstå hvorfor vi har det sådan her.
se på tidligere relationer i vores liv.
se på hvordan vi relaterede til mennesker førhen,
og hvad der er sket, siden vi enten har mistet vores tryghed
eller aldrig har haft en tryghed.

Vi må forstå sammenhængen mellem årsagen og den tilstand vi er i.

Vi må erkende overfor os selv: “Det er sådan her jeg har det. Det er min virkelighed det her. Det er ikke noget jeg finder på, det er sådan jeg har det”.

Vi må give os selv lang snor, tålmodighed, til at lære at acceptere, at det her er vores virkelighed.

Vi må lære, at vi ikke behøver at gøre noget, for at komme væk fra det – for det får os ikke væk fra det alligevel. Det her er vores virkelighed uanset hvor grum, skræmmende og ulykkelig den måtte være.

Vi må lære os selv, at have accept og omsorg for os selv – både fysisk, tankemæssigt og følelsesmæssigt. Sådan så andre spejler os i denne accept og omsorg.

Vi må lære, at det at lide, det at føle utryghed, det at føle skamfuldhed, ikke gør os til et forkert menneske, men at vi er berettiget til at have disse følelser – dermed viser vi os selv, at vi er værdige – selv midt i skamfuldheden – dermed opvejes skamfuldheden.

Vi må blive ved at komme tilbage til at omfavne os selv hvor vi er, og finde værdi i at være dem vi er, uanset om vi er helt ude på kanten. Uanset om vi har lyst til at dø. Uanset om vi konstant flygter og bekæmper. Uanset hvad vi gør og er, så må vi blive ved at give os selv lov til at være disse skrøbelige mennesker vi er.

Deri ligger nøglen. Deri ligger ophævelsen at denne forkerthedsfølelse. Denne følelse af at det ikke er godt nok, at vi ikke gør det godt nok, at vi ikke er nok, at vi er i mangel, at vi ikke fortjener det gode, at vi er usle skabninger.

Denne illusion, om at vi er forkerte fordi vi føler og tænker som vi gør, er så svær at slippe, og verden omkring os er hele tiden igang med at modbevise den omfavnende stemme som vi prøver at lytte til.

Alle andre vil gerne have at du kommer ud af det, kommer videre med dit liv, stopper med at bruge tid på at have det dårligt, fokuserer på noget andet, stræber efter noget mere og bedre og andet, forsøger at fjerne dig fra dig selv, forsøger at amputere en del af dig.

Men lad os alle sammen være med til at samle den del af os op, som vi selv og omverdenen hele tiden er i gang med at forsøge at amputere (og måske allerede har amputeret), samle den del op, og tage den alvorligt, forstå den og vise kærlighed til den del af os, som er blevet skrottet, ueslsket, forladt, sparket og skubbet til, nedgjort, udskammet, gemt væk og gjort nar af.

Lad os tage det til os, som et såret, grædende og ulykkeligt barn, og lad os passe og pleje det. Lad os tage den del af os i vores favn og være fuldstændig forstående, tilladende og omfavnende overfor den.
For der er ingen andre der gør det. Det er vores ansvar.

Jeg bærer hver dag skammen på mit ansigt

Jeg er i mangel. Jeg er hæmmet af skamfølelse, og jeg bærer det på mit ansigt, så alle kan se det – rødmen. Mit ansigt er min forbindelse mellem mig og andre. Det er i ansigtet vi forbinder os til andre, vi smiler, får øjenkontakt og ser hinanden. Men det er også i øjnene på andre, at vi spejler os selv, dømmer os selv, er udsat og føler os bedømt.

Det er svært at leve med de fysiske resultater af skam, angst og af en svækket krop i ubalance, når alt det jeg har brug for er, at være usynlig. Ikke at blive set og især ikke at vise mine mangler lige midt i mit ansigt. Jeg føler de synlige spor efter skammen og min krops ubalance, hæmmer mig i at fungere ude i verdenen. Ikke fordi at andre vender mig ryggen pågrund af mit ansigt, men fordi jeg dømmer mig selv og dømmer mit ansigt. Fordi jeg har erfaret, at mange af de steder jeg befinder mig, er det ikke okay at skille sig lidt ud. Det er ikke okay, ikke at ligne en af mængden. Hvis man reagerer for meget, så er der noget galt, så bliver der skabt opmærksomhed omkring én.

Hvis jeg havde en permanent plet i hovedet eller et modermærke eller et ar, som var en del af min hud, så kunne jeg måske bedre forholde mig til det, men fordi rødmen kommer og går, og jeg ikke kan dække det på samme måde hver dag, så ved jeg aldrig hvornår det er synligt for andre. Jeg går i evig frygt omkring, hvornår jeg bliver udstillet, hvornår nogen igen kommenterer min hudfarve og om det er ligeså slemt som jeg forestiller mig (det er det ikke). Det er uforudsigeligt, jeg har ikke kontrol over mit ansigt og hvordan min hud reagerer, den er forbundet til mit nervesystem, reagerer mit nervesystem reagerer min hud også.

Problemet er ikke min hud, men at min hud så nemt reagerer, når der sker tumult inde i mig. Når angsten bryder frem, så bryder den frem på mit ansigt. Jeg kan ikke gøre noget for at stoppe det, når først ansigtet har reageret. Jeg er afsløret. Jeg er ikke perfekt, jeg er ikke cool, jeg er ikke afslappet. Jeg er følsom, jeg responderer på min omverden, jeg udviser at jeg føler skam og ikke føler mig okay. Og andre kan se det på mig. Der er ingen steder at løbe hen, ingen steder at gemme mig, ingen måde at beskytte mig selv på. Jeg kan ikke undgå at jeg reagerer.

Jeg husker engang jeg har sagt, at jeg ville ønske andre mennesker kunne se, hvor dyb min skam er. At andre kunne se, hvor meget skam jeg bærer på mig – for så ville de måske tage mere hensyn til mig, ikke grine af mig, udpege mine fejl og mangler eller nedgøre mig. For det gør min skamfølelse endnu dybere, endnu mere hæmmende.
Men kan man overhoved undgå at blive udstillet og nedgjort af andre mennesker? Sikkert ikke.. Og lige nu, kan jeg ikke forstå jeg nogensinde har sagt det. Jeg var nok træt af, ikke at blive taget seriøst. At folk sagde; Du ligner ikke, at du har angst.. Man kan ikke se du har det dårligt.. Du ser ikke ud som om du skammer dig.

Jeg lever i grænselandet. Der hvor jeg gerne vil tages alvorligt og opleve at der bliver taget hensyn til, at jeg er følsom. Der hvor jeg føler mig set. Og samtidig har jeg et behov for at være usynlig, fordi verden er så uforudsigelig, og jeg aldrig ved hvornår en kommentar, et blik eller et ansigtsudtryk kan ramme mig og øge min skamfølelse. Jeg har lyst til at være der, hvor jeg aldrig rigtig er i verdenen, men mest bare er inde i mig selv, for det er det eneste sted, hvor jeg rigtig føler mig tryg.

Er du en pleaser?

Så er du nok ligesom mig også perfektionistisk. Du vil gerne sørge for, at alt er som det skal være. At folk omkring dig har det godt, og du er nok ikke altid bevidst om, hvornår du er pleaser.

“If it ain’t broken, fix it” er mit pleaser-mantra nok. Jeg vil gerne fixe en situation, også selvom der ikke er noget at fixe.

At vi pleaser, kan have noget at gøre med, at vi gerne vil have, at andre skal kunne lide os, fordi vi pleaser dem. Vi har måske lært, at når vi pleaser andre så bliver vi bekræftet, så føler vi os elsket. Og måske er det, som hos mig, også for at undgå at mærke skam.

Man siger at skammen har to udtryk, når den er ude af propertioner (sund skam er naturlig og vigtig): enten gør vi et forsøg på at gøre os mere menneskelige (gudelige) eller også gør vi os mindre menneskelige (undermenneskelig). Begge yderligheder er et resultat af, at vi er styret af skam.

Når vi prøver at være overmenneskelige – mere end et menneske – er det her hvor vi gerne vil være perfektionistiske, vi stræber efter de bedste karakterer, at vi gør tingene til perfektion, og hvis ikke vi formår at yde dette, så føler vi at vi har fejlet som menneske. Vi sætter tårnhøje krav til os selv – umenneskelige krav, om at please alle og være perfekt hele tiden. Det er urealistisk.

Jeg er begyndt at prøve at lægge mærke til, når jeg pleaser og hvorfor jeg pleaser. Er det bare en automatisk respons jeg har, et instinkt som siger mig, at jeg må og skal please? eller er det fordi jeg gerne vil glæde dette menneske for han/hendes skyld? Har jeg mig selv med i det? hvor er jeg henne i det her? har jeg sat mig selv til side for at please?

At please handler ofte ikke om den man pleaser, men om en selv. At man føler at man er nødt til at yde sit allerbedste, for ikke at føle sig skamfuld. For når man føler at man har fejlet, så kan man føle sig fejlfuld som menneske og dette kan gøre at man føler man er et skamfuldt menneske, hvis ikke man præsterer til perfektion.

Så hvordan kan vi vende skuden? Hvordan kan vi begynde at have os selv med, ikke glemme os selv, lære at vi er gode nok som vi er, eller lære at vi ikke skal være perfekte, at det naturlige er at være uperfekt…?

Det første skridt kan være, at man kan sige til en der står én nær, at man ikke føler sig god nok. At man føler sig skamfuld over den man er. Sætte ord på den følelse af uværdighed man har, blive bevidst om at man har et behov for at kompensere for ens lave selvværd, og at det er det man prøver at gøre, når man pleaser andre eller forsøger at være perfekt. Det er en flugt fra følelsen af mindreværd og skamfuldhed. Det er ikke meningen vi skal være perfekte og fejlfrie. Men et sted i os tror vi måske på, at lykken er at være det. At hvis vi bare sørger for at holde skammen væk, holde mindreværdet på afstand, så kan vi sørge for kun at mærke at vi sejrer, får succes og præsterer. Så kan vi undgå alt det andet, alt det smertefulde.

Værdifuldhed ligger ikke i hvad vi gør, men hvem vi erAt vi er. Det at vi kan eksistere, være tilstede lige nu, med os selv og de følelser og tanker vi har. At vi tør se os selv i øjnene, at vi tør se andre i øjnene og stå op for os selv og vores totalt fejlfuldte, uperfekte selv. For det er det vi er. Uperfekte. Og det er meningen vi skal være det. Vi er perfekt uperfekte.

Når vi kan være der for os selv, give os selv lov til at være dem vi er, så skaber vi også et rum for andre, hvor de kan være dem de er. Uden at vi behøver bevidst eller ubevidst at please nogen, at gøre noget, for at være gode nok, eller for at andre føler vi er gode nok. Der er vi bare, og giver andre lov til at være også. Det er det, sand lykke er for mig.