De to elementer af vores traume-recovery

Der er to områder, som er blevet forsømt, når man har været udsat for barndomstraumer. 
Disse to elementer er også de to dele af vores healing, som til sammen er med til at vi kan opbygge os selv.

At få lov at være
Når man vokser op som et barn der bliver udsat for traumer, så får man aldrig lov bare at være. Det kan være man er heldig at have nogle områder af sit liv, eller mennesker, hvor man føler sig helt tryg og tillidsfuld, men ofte ses der at traumatiserede børn havner i lignende situationer igen og igen, netop fordi de er traumatiserede. Så hvis der er traumer i hjemmet, så opstår der måske også traumer i skolen, sammen med vennerne mm.

Vi fik aldrig lov til bare at være, trække vejret, slappe af, føle os trygge og tillidsfulde til os selv og verden. Igennem traumerne lærte vi derimod at verden er et utrygt sted, at voksne ikke er til at regne med, at vi er i fare hele tiden og dermed hele tiden skal være voksne både for os selv og for andre – vi skal hele tiden være et skridt foran for at beskytte os selv mod farene.

Det er en kæmpe forsømmelse, ikke at få lov at være. Ikke at få lov at være i fred.
Og desværre fortsætter dette ind i voksenlivet. Fx oplever jeg selv ikke at kunne få lov at være i fred ift jobcentret. De har en masse planer for mig, og tager ikke hensyn til at jeg har PTSD, og at de er igang med at trigge mig og dermed forværre min tilstand.

Dermed er det, at kunne være i fred og bare trække vejret et af grundelementerne i vores healing. Det er meget svært at lære sig selv, at det er okay ikke at præstere, gøre en masse eller lave en masse. At det er okay at slappe af, hvile sig og gøre så lidt som muligt.

Men når vi lærer os selv dette, er det ikke nok med til at bringe mere ro og tillid og tryghed ind i vores liv, det er også samtidig med til at opbygge os selv og give os selv og vores indre barn, det vi aldrig fik.

At få lov at have behov (og få dem opfyldt)
Det andet vigtige element i vores healing, og noget der bliver forsømt når man bliver traumatiseret er vores behov.
Behov indebærer alt fra følelsesmæssige, fysiske, psykiske, sociale, seksuelle og spirituelle behov. Det er alt det, som udspringer indefra os og som omverdenen i større eller mindre grad “bestemmer” om vi får opfyldt.
Jeg fik altid tøj på kroppen og mad at spise som barn, så dette var et behov som blev opfyldt, men alle de andre behov blev forsømt. Mine følelser blev der grint af, min seksualitet talte vi ikke om før jeg var 17 år (alt for sent i mine øjne), jeg blev forhindret i at besøge mine venner og også i lægebesøg.
Derudover blev jeg tvunget til at udføre pligter hver eneste dag. Hvis jeg havde en aftale, så skulle jeg sørge for altid at lave mine pligter inden. Pligterne var det vigtigste i verden, virkede det som om.

Når et barn ikke får sine basale behov opfyldt, så sker der allerede der et stort svigt. Barnet lærer, at det ikke har ret til behov og dermed ikke har ret til at leve. Behovene er det, der gør os til mennesker. At vi har følelser, fornemmelser, lyst og ønsker, behov for tryghed, behov for spejling og behov for empati. Når vi bliver mødt af en kold skulder, bliver grinet af, hånliggjort eller helt simpelt slet ikke hørt og set, så skaber det en dyb afgrund i os – vi bliver negativt spejlet. Vi lærer at vores behov (og dermed vi) er forkerte. Det er her skammen kommer ind i billedet.

Det gik først rigtigt op for mig forleden – at blive forsømt på sine behov (uanset hvilke behov) er det samme som at lære at den man er ikke fortjener at leve.

Ofte nyder jeg ikke min mad. Et så basalt behov for at spise, kan for mig være skamfuldt. Mennesker der er blevet traumatiseret oplever altid på den ene eller anden måde problemer med mad – om det er trøstespisning, bulimi, overspisning eller andet. Mad er sådan et basalt behov, og når vi har med det at gøre, så trigger det den mangelfølelse vi havde som børn – at vi ikke havde ret til at leve – og dermed ikke har ret til at spise.

Jeg har det med at sluge min mad. Kyle det ind i munden, proppe munden med mad og skynde mig at sluge det – skynde mig at få maden væk og stille tallerkenen væk og tage opvasken, som om det aldrig er sket.
Jeg mærker sult, jeg mærker lysten til at spise – jeg mærker behovet – men behovet (for at spise) hænger sammen med at være værdig til liv og at fortjene at få opfyldt behov, og dermed starter skammen over behovet – for jeg har jo ikke ret til liv – så jeg har ikke ret til at have dette behov. Det er en splittelse, for jeg mærker jo tydeligt at jeg er sulten og har lyst til at spise (nogle gange mærker jeg kun sult men ikke lysten til at spise), og alligevel så kan jeg ikke være i det. Jeg kan ikke nyde maden, tygge på den og tage mig tid med at spise den.

Jeg skynder mig at spise, så jeg kun skal være kort tid i skammen over at opfylde mit behov.

At have ret til at leve og give plads til skam

Det at opfylde sine behov og at give sig selv ro og fred hænger begge to sammen med retten til at være den man er – retten til at leve.
Det hænger også sammen med at være menneske. Mennesker har behov, og det er helt naturligt. Men som barn er man blevet oplært i, ikke at må være menneske, og når man har haft menneskelige behov, så er man blevet straffet direkte eller indirekte. Man har lært igen og igen, at det er forkert at være menneske og forkert at være den man er med de behov man har. Derfor kan det ikke undgås at der kommer skamfølelse op, når vi bare gerne vil være eller når vi får nogle af de menneskelige behov.

Det vi skal lære er, at skamfølelsen godt må være der. Hvis vi forsøger at fjerne den, er vi blot med til at gøre os selv endnu mere skamfulde, fordi vi dermed lærer os selv, at denne følelse er uacceptabel og forkert (og dermed er vi forkerte). Vi kommer altså til at skamme os over skamfølelsen. Og så er der dobbelt skam, og så kan den ellers blive ved jo mere vi kæmper igen.

Skam hænger sammen med at være menneske. Og når man er traumatiseret er skam, angst og depression de tre primære følelser som bliver sat i gang.

Den eneste måde vi kan heale os selv på, er ved at blive ved at lytte til os selv og vores behov – give os selv lov til at føle skam over at opfylde eller bare have disse behov og tillade os selv at få ro og fred.

Vi har været på overarbejde hele barndommen – nu er det vores tid. Nu er det vores tur til at få lov. Få lov at leve, få lov at mærke, få lov at slappe af, få lov at have behov.

Er du en pleaser?

Så er du nok ligesom mig også perfektionistisk. Du vil gerne sørge for, at alt er som det skal være. At folk omkring dig har det godt, og du er nok ikke altid bevidst om, hvornår du er pleaser.

“If it ain’t broken, fix it” er mit pleaser-mantra nok. Jeg vil gerne fixe en situation, også selvom der ikke er noget at fixe.

At vi pleaser, kan have noget at gøre med, at vi gerne vil have, at andre skal kunne lide os, fordi vi pleaser dem. Vi har måske lært, at når vi pleaser andre så bliver vi bekræftet, så føler vi os elsket. Og måske er det, som hos mig, også for at undgå at mærke skam.

Man siger at skammen har to udtryk, når den er ude af propertioner (sund skam er naturlig og vigtig): enten gør vi et forsøg på at gøre os mere menneskelige (gudelige) eller også gør vi os mindre menneskelige (undermenneskelig). Begge yderligheder er et resultat af, at vi er styret af skam.

Når vi prøver at være overmenneskelige – mere end et menneske – er det her hvor vi gerne vil være perfektionistiske, vi stræber efter de bedste karakterer, at vi gør tingene til perfektion, og hvis ikke vi formår at yde dette, så føler vi at vi har fejlet som menneske. Vi sætter tårnhøje krav til os selv – umenneskelige krav, om at please alle og være perfekt hele tiden. Det er urealistisk.

Jeg er begyndt at prøve at lægge mærke til, når jeg pleaser og hvorfor jeg pleaser. Er det bare en automatisk respons jeg har, et instinkt som siger mig, at jeg må og skal please? eller er det fordi jeg gerne vil glæde dette menneske for han/hendes skyld? Har jeg mig selv med i det? hvor er jeg henne i det her? har jeg sat mig selv til side for at please?

At please handler ofte ikke om den man pleaser, men om en selv. At man føler at man er nødt til at yde sit allerbedste, for ikke at føle sig skamfuld. For når man føler at man har fejlet, så kan man føle sig fejlfuld som menneske og dette kan gøre at man føler man er et skamfuldt menneske, hvis ikke man præsterer til perfektion.

Så hvordan kan vi vende skuden? Hvordan kan vi begynde at have os selv med, ikke glemme os selv, lære at vi er gode nok som vi er, eller lære at vi ikke skal være perfekte, at det naturlige er at være uperfekt…?

Det første skridt kan være, at man kan sige til en der står én nær, at man ikke føler sig god nok. At man føler sig skamfuld over den man er. Sætte ord på den følelse af uværdighed man har, blive bevidst om at man har et behov for at kompensere for ens lave selvværd, og at det er det man prøver at gøre, når man pleaser andre eller forsøger at være perfekt. Det er en flugt fra følelsen af mindreværd og skamfuldhed. Det er ikke meningen vi skal være perfekte og fejlfrie. Men et sted i os tror vi måske på, at lykken er at være det. At hvis vi bare sørger for at holde skammen væk, holde mindreværdet på afstand, så kan vi sørge for kun at mærke at vi sejrer, får succes og præsterer. Så kan vi undgå alt det andet, alt det smertefulde.

Værdifuldhed ligger ikke i hvad vi gør, men hvem vi erAt vi er. Det at vi kan eksistere, være tilstede lige nu, med os selv og de følelser og tanker vi har. At vi tør se os selv i øjnene, at vi tør se andre i øjnene og stå op for os selv og vores totalt fejlfuldte, uperfekte selv. For det er det vi er. Uperfekte. Og det er meningen vi skal være det. Vi er perfekt uperfekte.

Når vi kan være der for os selv, give os selv lov til at være dem vi er, så skaber vi også et rum for andre, hvor de kan være dem de er. Uden at vi behøver bevidst eller ubevidst at please nogen, at gøre noget, for at være gode nok, eller for at andre føler vi er gode nok. Der er vi bare, og giver andre lov til at være også. Det er det, sand lykke er for mig.