Når systemet svigter og ikke ser bag facaden

Skrevet i 2013.

Dette er min fortælling om da jeg i 2011 pludselig blev ramt af invaliderende socialfobi og systemets manglende evne til at forstå alvoren i min situation…

Jeg har, som sygemeldt med angst tre gange på to år, set min side af vores såkaldte velfærdssamfund.

Det hele startede en vinterdag i 2011. Jeg havde haft flere ubehagelige oplevelser på mit job. Den dag det virkelig gik op for mig, at noget var galt, låste jeg mig selv inde på badeværelset i en time, hvor jeg skiftevis græd, kastede op og lå sammenkrøllet på gulvet.

Jeg anede ikke hvad der skete med min krop og det skræmte mig, at jeg ikke kunne forklare det, for at berolige mig selv og komme videre med dagen – men panikanfaldene blev ved i flere uger. Jeg måtte gå ud fra kontoret mange gange på en dag og stå et stille sted for at prøve at samle mine tanker. Hver dag, 8 timer om dagen, var min krop, nervesystem og hjerne på konstant vagt overfor lyde, bevægelser, folk der talte til mig, folk jeg skulle kommunikere med. Det blev svære og svære for mig, at holde sammen på en form for normalitet, og jeg prøvede konstant at opretholde min ydre facade, så det hele ikke lige pludselig krakelerede foran mine venner og kolleager.

Jeg husker det som en følelse af, at bide tænderne meget hårdt sammen, smile stift og prøve ikke at sige noget dumt eller skabe for meget opmærksomhed. Jeg blev mere og mere følsom, og en dag på arbejde da jeg gik igennem sneen, gik jeg nysgerrig ind på en hjemmeside der omhandlede angst og social angst. Min søster havde mange gange talt om hendes oplevelser med angst, og jeg følte også jeg kunne genkende de ting pigen skrev derinde, men jeg var rædselsslagen for at finde ud af, at det var det, der også skete med mig.

Da jeg læste symptomerne og beskrivelsen af social angst, lettede tågen nærmest. Jeg fik en smule mere ro over at vide, at jeg ikke var ved at blive sindssyg.
Dog klarede jeg ikke meget længere på jobbet, før jeg kunne mærke, at mit sind og min krop ikke kunne klare mere. Hele min krop sitrede af stress og uro, jeg var svimmel, havde en uvirkelig fornemmelse af, at alt jeg så, var en film. Ikke nok med det, fortsatte min kamp med at holde sammen på mig selv og ikke få angst foran nogle mennesker, men jo mere jeg holdt fast, jo mere faldt jeg sammen indeni. Jeg blev mere og mere usikker, der skulle ingenting til før jeg bøjede hovedet i skam og blev helt rød i hovedet. Mine voldsomme kropslige reaktioner og reaktionerne fra dem omkring mig, gjorde hverken angsten eller skammen over at have angst, bedre.

Selvom jeg blev sygemeldt fra jobbet, var jeg ikke klar til at give op. Jeg ville ikke finde mig i at være syg, eller at skulle være på kontanthjælp, for hvor skulle det hele ende? Jeg hev mig selv op, og sagde til mig selv at jeg måtte tage mig sammen og prøve at være lidt positiv, lade vær at tænke på angsten så meget.

Første kontakt til læge

I løbet af min angstproces fik jeg min første rigtige kontakt til sygesystemet, siden jeg som tolvårig brækkede min næse. Min læge virkede meget sød til at starte med, men da jeg fortalte hende om mine ubehagelige oplevelser på jobbet og at jeg havde en mistanke om, at det var social angst, slog hun det til side og sagde, at jeg bare var en genert pige.
Min veltalende måde at tale på, overfor autoriteter, har hæmmet mig meget i min sygdomsproces.

Min angst er aldrig blevet taget seriøst af nogle læger og det gør mig frustreret, at bare fordi jeg kan tale åbent og overfladisk, samt indsigtsfuldt om, hvad der foregår i mit liv, betyder det ikke, at jeg er velfungerende eller ikke har brug for hjælp.

Sagt på en anden måde, jeg har altid været god til at opretholde en facade overfor andre mennesker. Alt fra læger, psykologer, lærere, klassekammerater, venner, familie. Jeg har ikke kun virket afklaret og positiv, jeg har også virket genert, indadvendt, været den grå mus, haft en meget stiv tale-og kropsmimik men også været meget udadvendt og snakkesalig.

Det jeg prøver at sige er, at blot fordi man har en god måde at formulere sig selv på, eller fordi man har en præsentabelt udseende, eller fordi man kan ”holde sammen på det hele”, betyder det ikke, at man har styr på det, der sker inden i én eller at man har det godt. Tværtimod, burde det være et faresignal at man lukker så meget af, så andre ikke kan se, hvordan man lider. Så er det sundere at lukke det ud og ligne en der har angst.

Men på trods af det, fik jeg det til at ligne, at jeg havde styr på det. Jeg snød folk til at tro, at jeg var sund og velfungerende, jeg tog flot tøj på, gjorde noget ud af mig selv og blev ved at skubbe angsten væk.

Nyt arbejde

Kun små to uger efter min sygemelding ansøgte jeg et nyt job, for jeg ville ikke finde mig i, at skulle blive overtaget af lidt angst. Så tilbage på pinden kom jeg, to uger efter mit liv synedes som et helvede. Jeg skulle arbejde i et supermarked og sidde bag kassen. Selvom jeg startede mildt, med tre dage om ugen, otte timer per dag – og selvom jeg var særdeles dygtig, til at være den søde, sjove, udadvendte pige på job, og fortrænge de følelser der skræmte mig allermest, begyndte de ligeså stille at snige sig op til min bevidsthed.

Modsat det tidligere job, begyndte jeg at føle mig lidt små-sindssyg. Jeg følte tit at jeg svævede ud af min krop, og så mig selv udefra, jeg følte ikke jeg var i min egen krop. Mit syn blev sløret, varmen steg til mit ansigt og bryst, kunderne i køen kikkede, men jeg kunne ikke reagere. Jeg var stivnet på min stol bag kassen, det var forbudt at gå fra kassen, medmindre der var pause, eller man skulle på toilettet.

Det er næsten ufatteligt at forstå, at jeg kunne finde ud af, at scanne varer ind, tage imod penge og give penge tilbage uden over- eller underskud, da hele min bevidsthed havde et slør over sig.

Jeg spiste stadig i kantinen med mine kollegaer, selvom jeg på mit tidligere job havde fået mange angstanfald der. Der kom da også situationer hvor jeg på et splitsekund, helt uventet, mærkede ubehaget stige i mig, mærke hvordan mit ansigt blev varmt, jeg begyndte at ryste indeni og som en helt automatisk reaktion mærke mig selv rejse mig fra stolen, sige noget hurtigt og vende mig om, for derefter at skynde mig væk.

Jeg tænkte ikke engang over, hvad der skete. Jeg mærkede bare ubehaget og flygtede ligeså snart den begyndte at fylde min krop.

Jeg brød sammen igen

Den dag, det blev for meget, var da jeg sad bag kassen. Det var en stille dag, ikke særligt mange kunder, men alligevel havde jeg mine nerver udenpå tøjet. Jeg var hele tiden skrækslagen for, om der ville komme en person hen som jeg kendte, for at tale med mig, mens jeg sad lænket til stolen. Det var en konstant panik over at sidde der og frygte at angsten kom, og samtidig skulle håndtere den, når den kom.

Jeg begyndte at opleve meget overvældende uvirkelighedsfølelse, som er meget almindeligt at opleve når man får angst. Det er en følelse af, at det hele er sløret og bevæger sig i et meget langsomt tempo. Jeg følte hele tiden jeg skulle kaste op, men måtte ikke gå fra min stol bag kassen. Jeg blev mere og mere svimmel og følte jeg var på grænsen mellem at besvime og blive sindssyg. Til sidst måtte jeg bleg og med besvær gå hen til min chef og sige at jeg var syg, hvorefter jeg fik lov til at gå hjem.

Derhjemme brød jeg grædende sammen og gik fuldstændig i panik. Min krop gjorde ondt, jeg rystede over hele kroppen, slog i ting, rev i mit hår, gjorde alt jeg kunne for at holde fast på et eller andet der føltes virkeligt. Jeg ringede til vagtlægen fordi jeg følte, jeg var ved at gå fra forstanden. Jeg forklarede ham mine symptomer, og han lød meget alvorlig, men fortalte mig at det lød som et angstanfald. Ligeså snart jeg fik sat ord på det og begyndte at genkende fornemmelserne fra tidligere angstanfald, faldt jeg mere og mere til ro. Dagene efter kunne jeg næsten ikke huske hvad der var sket den aften.
Hvad sker der i hjernen, når man får angst? 

Der sker noget helt mærkværdigt når man får et angstanfald. Ens reaktioner bliver aktiveret gennem krybdyrhjernen, den ældste del af hjernen, som vi deler med alle dyr.

Hjernens kvalifikationer styrer vores instinkter. Den registrerer fare, reagerer ved kamp eller flugt og hvis dette ikke er muligt: stivnen. Denne del af hjernen har ingen fornuft eller logik, den reagerer blot ved helt basale ting, som opleves farligt for dette væsen.

Når vi får et angstanfald (eller angst i al almindelighed) er det altså den ældste del af hjernen der er aktiv og vi reagerer helt impulsivt og spontant. Det er stort set umuligt at sige noget til os selv eller prøve at tænke anderledes, da de nyere dele af hjernen ikke er aktive på dette tidspunkt. Derfor kan det også være vanskeligt at huske et angstanfald og at beskrive det med ord, da den tænkende og følende del af hjernen ikke var centrale.
Jeg måtte “spille” syg, for at blive taget alvorligt 

Jeg sygemeldte mig for anden gang det år, men min chef troede ikke på, at jeg havde grund til at sygemelde mig. Jeg måtte blive ved med at forklare hende, at jeg ikke kunne mere og derefter gik jeg til lægen, for at få en sygemelding. Igen oplevede jeg, at min chef kun så den facade, jeg succesfuldt opretholdte på arbejdet, så hun bagataliserede min angst og stress, for det kunne hun jo ikke se på mig.

Jeg gik til min læge og måtte bevidst bruge min facade, men i stedet for denne gang at virke ovenpå, gik jeg ind til lægekonsultationen og prøvede så vidt som muligt at udtrykke det, jeg følte indeni: fuldstændig opgivelse, drænet helt for alt liv. Min læge kunne godt se, at jeg ikke havde det godt, men hun prøvede alligevel at overtale mig til blot at arbejde nogle få timer om ugen.

Det, der gør mig allermest vred ved dette er, at folk som er syge ikke burde tvinges ud i arbejde. Vi bliver nød til at begynde at få mere respekt for folk, som er blevet syge af den ene eller anden grund. Vores samfund er ikke glad for sygdom, men jeg mener absolut ikke at det hjælper, at presse de syge til at udføre et job, når man ikke engang er i stand til at få sit privatliv til at hænge sammen.

Som det står til nu, i september 2013, er jeg tilmeldt en aktiveringsplan med uddannelses- og mentorplan via jobcentret. Jeg er under ingen omstændigheder klar til at komme i job, men alligevel får jeg af vide, at deres aktiveringstilbud går ud på ditten og datten og at jeg skal være med i det.

Jeg tror igen, jeg er blevet misforstået af systemet.

Alt gør mig angst

Nogle gange får jeg ubehag bare ved at være i min lejlighed, ved at sidde ved mit spisebord, fordi min krop regrederer tilbage til alle de gange jeg har fået angstanfald ved et spisebord.

Jeg bliver rød i hovedet og nervøs når jeg skal kigge mig selv i spejlet for længe tid af gangen, fordi jeg skammer mig over den jeg er som menneske, og fordi jeg i mine øjne ser alle de øjne der nogensinde har set på mig, de øjne som har grint af mig, sagt grimme ord til mig, mobbet mig, udstillet mig, sat mig i centrum og fortalt mig, at jeg ikke var noget værd.

Jeg har ikke set min far i et halvt år, min mor har jeg ikke set et år. Min storesøster, som jeg føler mig meget tæt på, har jeg ikke brugt mere end en time sammen det sidste halve år, min lillesøster ser jeg sjældent og det gør ondt, for hun skal snart ud og rejse i 8 måneder, og jeg ville ønske jeg havde overskuddet til at være der for hende noget mere.

Min lillebror som minder meget om mig selv, er snart en voksen mand, han har sin egen lejlighed, men jeg har aldrig været der og besøge ham, fordi jeg er bange for hvordan min krop reagerer og at alt kommer ud af kontrol.

Jeg lever konstant i en tilværelse som svækker mig mere og mere, jeg er bange for at købe ind, men tvinger mig selv til det, så jeg er sikker på, jeg har mad. Jeg får ofte angstanfald når jeg står og skal betale.

Jeg får ikke lov at være den person, jeg ønsker at være

Men mest af alt skærer det i mit hjerte, at jeg ikke kan være den person jeg så dybt ønsker.

Alt er revet væk fra mig, på meget kort tid, hele min tilværelse er blevet begrænset, og jeg skyder skylden på mig selv. Jeg føler mig medskyldig over den jeg er nu i dag. Jeg skammer mig overfor alle omkring mig, som én efter én er gledet væk.

Det sårer mig, at jeg har skubbet min familie væk, selvom vi altid har været mere eller mindre splittede, jeg skammer mig over at jeg er mine forældres datter, at de skulle få en datter, som har skubbet dem væk pågrund af angsten..

Jeg kommer ikke videre førend jeg har indset, at jeg ikke kan komme videre, før jeg mærker alt det ubehag, der er forbundet med angsten. Før jeg indser, at angsten godt må være der, jeg må gerne blive kogende rød i ansigtet, jeg må gerne ryste og stamme, jeg må gerne blive nervøs, jeg må gerne blive usikker, jeg må gerne blive genert, jeg må gerne snakke meget, jeg må gerne være genert og indadvendt, jeg bliver nød til at føle alt det, som jeg frygter aller mest. Jeg må gerne føle, at jeg intet er værd. Jeg må gerne skamme mig over, at jeg intet er, og at jeg har skubbet alle væk.

At blive misforstået at systemet

Jeg er et menneske, som altid har haft behov for at blive mødt og haft en naturlig trang til at kunne kommunikere med mennesker. Det er min facade. Når jeg er til samtaler med lægen eller min vejleder og andre autoriteter, holder jeg stadig fast i min evne til at kommunikere. Det er vigtigt for mig at vise interesse, holde øjenkontakten og formulere mig rigtigt. Men min måde at kommunikere på strider totalt i mod, det jeg føler, når jeg er mig selv, når jeg er hjemme.

Det er et helvede for mig at eksistere, det er en evig kamp og at endnu en gang at skulle blive misforstået af systemet og få af vide at ”Nårh, du virker til at have meget styr over tingene” og ”Du er jo en sød og god pige, så du skal nok blive jobklar”, er ikke ting jeg har brug for, at få af vide.

For en gang skyld har jeg brug for, at folk ser mig, som den jeg er ud over min facade og min trang til at kommunikere. Det er ikke mig. Det sande mig har opgivet lysten til alt, der før føltes naturligt og rart.

Den sande mig, ønsker ikke at eksistere. Jeg har brug for at mærke de ting der sker og tage det alvorligt – det er det eneste som føles rigtigt for mig nu. Jeg skal bevæge mig i det tempo, som føles naturligt og godt for mig, jeg skal ikke lægges på samfundets bånd og køres igennem systemet. Det skal ingen udsættes for, i en sådan situation.

En ting er, at man er job-løs men ellers har et velfungerende liv, men blot ikke kan få et job. En anden ting er, at være så syg, at ens hverdag er blevet en kamp, og man ikke engang kan gå ned for at købe en liter mælk, før man smider mælken og løber ud af butikken for at kunne trække vejret igen.

Hvad med alle os, som har en skæbne der æder os indefra og ud? Hvad med os, som kæmper hele tiden?

Hvornår er der nogen, som åbner øjnene og indser, at vi har det svært og har brug for at få den hjælp som vi har behov for?
Hvornår er der nogen, som tager min situation alvorligt? Og hvordan skulle jeg selv kunne komme videre i mit liv, hvis ingen ser mig hvor jeg er og hvis ingen tager mig alvorligt?

Denne frustration får mig blot til at ønske endnu større alvor for mig selv, og hvis andre ikke kan spejle mig eller tage mig alvorligt, så må jeg gøre det selv.

Dette er bare endnu et eksempel på, at jeg ikke får lov at opleve at nogen tager sig af mig – dette er endnu et resultat af, at jeg må stå med det hele selv, som jeg har gjort altid. Og det er synd, for endelig ønsker jeg faktisk at nogen vil hjælpe mig, jeg vil så gerne have hjælp, men når der ikke er nogen, så må jeg gøre det selv og dermed erfare at jeg ikke har brug for andre mennesker og dermed kan jeg retfærdiggøre min socialfobi  – at mennesker er farlige og ikke til at regne med – at jeg kun kan regne med mig selv.

Så kan jeg ellers fortsat leve et liv i ensomhed uden nogle sociale relationer.

Personlighedsforstyrrelser findes ikke. Her er min forklaring.

Hvad er en personlighedsforstyrrelse? 
Der findes et hav af forskellige diagnoser, som har betegnelsen “personlighedsforstyrrelse”. Som ordet antyder, er det en forstyrrelse i personligheden – altså en forstyrrelse i udviklingen af personligheden. 

Dette betyder med al sandsynlighed at der er sket et eller flere traumer (især længerevarende) som har været med til at forme personligheden i den grad, at udviklingen af dette menneske ikke er sket på optimal vis. Du er ikke født med denne forstyrrelse – men du kan være født med sårbarhedsfaktorer, som gør dig mere udsat overfor at udvikle det som vi kalder en personlighedsforstyrrelse.

Dette menneske har oplevet et eller flere traumer – fysisk, psykisk eller seksuelt, som har skabt så stor utryghed, skam, angst, usikkerhed, stress, rædsel, depression, mistillid mm., sådan at den naturlige udvikling ikke har kunne finde sted – eller kun har kunne opstå i mindre grad.

Al denne mangel på omsorg, krænkelse eller på anden vis misbrug af mennesket, har altså stået i vejen for den naturlige udvikling – har forstyrret udviklingen.

Dermed får dette menneske en personlighedsforstyrrelse.

Der bliver, efter min meing, lagt alt for stor vægt på, at der er tale om en forstyrrelse i mennesket – at mennesket enten har borderline, skizoid forstyrrelse, ængstelig evasiv osv.

Der bliver sjældent lagt vægt på hvorfor denne forstyrrelse er opstået, hvad det er personen mangler, for at føle sig hel, tryg, tillidsfuld mm, eller hvordan dette menneske kan fungere med denne mangel.

Vi taler ikke om hvor stor en rolle forældrene har. Hvor stort et ansvar de har. Og hvor meget der tyder på, at forældrene er den bærende rolle i udviklingen af personlighedsforstyrrelsen.

Traumet sker pågrund af svigt og traumer i relationen til vores omsorgspersoner – for det er der udviklingen skal ske. Så hvis der er en mangel i denne relation, eller der sker krænkelser eller andre former for svigt, så har barnet ikke andre steder at vænne sig hen.

Når jeg taler om traumer taler jeg om alt fra seksuelle overgreb, til fysisk vold, fangenskab, mobning, psykisk vold, manipulation og mind control, ignorering, forladthed og meget mere. Der er ikke grænser for, hvad der kan være traumatiserende.

Vi tror at traumer kun er, når et barn bliver slået, ikke får tøj på kroppen eller mad eller bliver voldtaget. Men traumerne er også alt det, vi ikke taler om. Fx når forældre bruger ignorering som en straf og form for kontrol. Eller når forældre ikke kan rumme eller afstemme barnets følelser. Når forældrene laver sjov med barnets følelser, eller forsøger at kontrollere det eller forme det, for selv at føle at de vinder.

Børn der bliver traumatiseret af deres forældre, bliver traumatiseret af mennesker, som selv er blevet traumatiseret. Ikke-traumatiserede mennesker, kan ikke traumatisere andre i den grad. Omsorgssvigt kan ikke ske, medmindre personen selv har været udsat for omsorgssvigt.

Og problemet er, at når vi ikke taler om, den rolle forældrene har – at de i rigtig mange tilfælde efterlader deres barn med traumer – så fortsætter det.

Så vokser barnet op og får måske en personlighedsforstyrrelse.

Så kan traumet fortsætte i det at dette menneske erfarer, at det er i mangel, det er forkert, det har en forstyrrelse. Denne forstyrrelse bliver ved og stikker dybere for hver dag der går – fordi det der er fælles for alle personlighedsforstyrrelser er, at der er dybe skamfølelser, følelser af lavt selvværd, følelse af ikke at have værdi, at være forkert på bunden, ikke at fortjene noget godt osv.

Og at få af vide, at man har en forstyrrelse, biddrager ikke ligefrem til at føle sig mere okay. Det kan dog – fx i mit eget tilfælde – være med til at få os til at forstå, at personlighedsforstyrrelsen er kommet af en årsag, og den årsag skal findes i barndommen.

Hvis ikke vi trækker denne forbindelse mellem de udfordringer vi står i lige nu og her med vores personlighedsforstyrrelse og vores barndom og de traumer vi har været udsat for. Så er vi dømt til at fortsætte “forstyrrelsen”. Vi er dømt til at komme til at traumatisere andre, selv sidde fast, ikke være i stand til at hjælpe os selv eller erfare at vi har værdi.

Ikke alle der har været udsat for traumer får en personlighedsforstyrrelse. Ligeså vel som ikke alle der har haft længerevarende traumer ikke får kompleks PTSD.
Men, der burde være mere fokus på, at det vi oplever nu – om det er kompleks PTSD eller personlighedsforstyrrelser – er en reaktion på traumer i barndommen og at vi ikke behøver at kalde det alt muligt, men blot at forstå denne sammenhæng.

På samme måde, som at vi ikke dømmer et træ fordi det er flået op med roden, men kan forstå at grunden til at roden er flået op, er fordi der har været jordskælv. Det er ikke træets skyld. Det er ikke træet der er “forkert”. Men der er sket noget, som har forårsaget at roden er revet op af jorden.

Vi er nødt til at forstå årsagen for at hjælpe os selv. På samme måde som at vi må forstå at det er jordskælvet der er årsagen til at træet er flået op ad jorden. Hvis det var en “forstyrrelse i træet”, så kunne det være at det skulle beskæres eller “gøres rigtig”. Men det er det ikke – det er ikke en forstyrrelse i os eller i træet, men en udefrakommende faktor som har forårsaget dette.

Når vi forstår årsagen, kan vi også bedre hjælpe os selv. Hvis vi er i kontakt med traumet, kan vi også bedre hjælpe os selv, til at passe på os selv i visse situationer – eller sætte spørgsmålstegn ved de relationer vi er i nu – er denne ven eller veninde med til at fortsætte traumet fx?

Hvis det bare er en forstyrrelse i os, så er det jo “bare” os der skal ændre os? Så er der noget galt med os på bunden, som vi må ændre på. Men det er jo ikke tilfældet. Det handler ikke om at noget er galt i os, men at vi har tilpasset os efter noget der ikke har været godt for os. Og måske befinder vi os ligenu i noget, som er med til at forværre eller vedligeholde dette der ikke er godt for os?

Og dermed er det ikke en forstyrrelse i os men os der reagerer på en forstyrrelse udenfor os. Dermed bliver vi det, som psykiatrien vil kalde “forstyrrede”.
Vi må og skal forstå denne sammenhæng mellem årsag og reaktion. Vi er en reaktion på en årsag.
Når vi er i kontakt med traumet og forstår denne årsag, kan vi også bedre hjælpe os selv på allerbedste måde!
På samme måde som at forstå at det var et jordskælv der fik træet til at blive revet op – dette kan hjælpe os til ikke blot at plante træet igen, men måske at bygge et mere solidt fundament for træet, eller flytte det til et mindre udsat område.

Derfor er det alfa omega at forstå, at de udfordringer vi oplever nu her, og det som andre kalder “personlighedsforstyrrelse” ikke er en forstyrrelse i os som mennesker, men er os som har reagereret på en forstyrrelse udenfor os. Det er ikke os der er forkerte eller gal på den. Vi har blot tilpasset os noget der var usundt, dysfunktionelt, ikke optimalt og som har givet os udfordringer i måden vi har udviklet os på.

Vi kan lære at tilpasse os igen. Vi kan lære at få en bedre jord at gro i. Vi kan lære at hjælpe os selv, sådan så vi ikke traumatiserer os selv uderligere. Vi kan lære at tilpasse os til noget der er sundt, noget der opbygger os og hjælper os.

Det er ikke dig der er syg – det er samfundet der er sygt.
Søg ind i dig selv, og du vil møde dig selv der.

Angst for at være indendørs: kompleks PTSD-triggere

Sådan finder du dine triggere og nedsætter risikoen for at blive trigget og retraumatiseret.

 

Kompleks PTSD

Når man lider af kompleks PTSD, er der ikke nødvendigvis én hovedårsag, som fx ved PTSD, hvor en enkelt eller flere (fysiske) oplevelser kan tages frem i bevidstheden og kan pinpointes i forhold til, hvor ens ubehag kommer fra og hvilke lignende oplevelser der kan trigge traumet.

For ved kompleks PTSD er traumet vedvarende og går igen og især ved omsorgssvigt (og især psykisk) i barndommen bliver traumet dermed en del af det der skulle være barnets naturlige udvikling. Det kan derfor være svært for en med kompleks PTSD at se, hvor traumet starter og personligheden udvikler, for personligheden er dannet rundt om traumet (eller omvendt) og derfor kan det være svært at skelne mellem mig og traumet.

Triggere og traumer

For mit vedkommende bliver jeg trigget, der hvor jeg oplever intens angst og intens skam. Overordnet set oplever jeg næsten kronisk angst og skam og sommetider bliver dette så forværret. Andre faktorer kan yderligere forværre min oplevelse af situationen og dermed også øge risikoen for at jeg bliver trigget og retraumatiseret (altså oplever traumet igen).

Fordi mit traume stammer fra en barndom med en narcissistisk mor, er der altså ikke én oplevelse, én situation eller én følelse, der er kilden til det hele – der er mange ting som er en del af traumet. Overordnet set, handler det først og fremmest om andre mennesker, dermed skal der altid være andre mennesker til stede, før at jeg i princippet kan blive trigget. De følelser traumet består i er: følelsen af at blive invaderet, latterliggjort, blive set, ikke kunne komme væk, blive overset og være fysisk eller psykisk fanget.

Jeg har forsøgt at opdele mine fire største triggers efter hvilken der er værst. Det vil sige de situationer eller faktorer der gør, at en eller flere af ovenstående følelser bliver aktiveret.
Denne opdeling hjælper mig til at se, at hvis alle fire områder er aktive, så kan der være stor risiko for at jeg bliver retraumatiseret. Husk, at selvom man bliver udsat for sine triggere, er det ikke sikkert at man bliver trigget eller retraumatiseret.

Her er min liste over triggere: 
Mine temaer er: andre mennesker, at føle mig fanget/ikke kunne komme væk, at være i centrum for opmærksomheden/at blive overset

1. At være indendørs (er fanget i en bygning – kan ikke komme hurtigt ud)
2. At sidde ned, fx rundt om et bord (er endnu mere fanget)
3. At være i centrum for opmærksomheden (endnu mere fanget, fordi folk lægger mærke til mig og dermed også vil lægge mærke til at jeg går)
4. At være i kontakt med invaderende, skamløse, grænseløse, respektløse personer som ikke viser deres sårbarhed (mennesker som er sådan, minder mig om min mor og det i sig selv er en trigger)

Angst for at være indendørs

I mange år kunne jeg ikke bare ét af disse punkter. Nu kan jeg sagtens være i situationer hvor en, to eller tre af punkterne er aktive, men alligevel godt kunne magte at være i det og omfavne ubehaget og ikke blive retraumatiseret.

Jeg ved også, at hvis jeg opholder mig udendørs, så kan jeg udsætte mig selv for alle de andre punkter, og stort set ikke opleve nogen ubehagelig reaktion, men fordi jeg fysisk er indendørs, så forværres alle de andre punkter. Dermed er det, at være indendørs den største trigger og den faktor der udsætter mig allermest, fordi jeg fysisk bliver fanget inde i et rum. Det er ikke fordi, at det er være indenfør objektivt er en fare, men det er fordi det for mig er forbundet med fare. Så når folk siger “der er ikke noget at være bange for”, så ved jeg det godt – ja der er ikke nogen synlig fare, men indvendigt der er rædselen malet overalt på mine indre vægge.

Angsten for at være indendørs er vel egentlig en klaustrofobi, det er bare ekstremt hårdt, at noget som er en del af et velfungerende liv (at gå på arbejde, i skole, ses med andre mennesker osv) er så stor en udfordring for mig. Hvis nu jeg boede i et land, hvor det altid var sommer, ville det nok være helt anderledes. Men uanset hvad kan man ikke undgå at være indendørs og det er heller ikke mit ønske at undgå det – jeg ønsker jo at forbedre det dag for dag.

Det er okay at reagere – dine triggere har en årsag

Jeg har oplevet at bare det at åbne et dør eller vindue en lille smule på klem, kan lette på trykket, fordi jeg psykologisk føler mig mindre fanget. Derudover kan sådan noget som at sidde tæt ved en dør eller et vindue også afhjælpe ubehaget. Hvad der også hjælper mig er, at øve mig i at jeg godt må føle ubehag i disse situationer.

Ofte er det et dobbelt-problem, både at have ubehag i bestemte situationer og samtidig at føle at man er forkert og skamfuld for at have dette ubehag. Men sagen er den, at man ikke kan gøre for, at man reagerer på bestemte måder i bestemte situationer.

Jeg kan sagtens kæde ovenstående triggere sammen med barndomssituationer, hvor jeg har følt intenst ubehag.

Jeg:
– Fik stuearrest – blev tvunget til at være inde på mit værelse og skulle straffes bare for at blive straffet.
– Blev hånliggjort og kritiseret – altid når der var andre tilstede, hvilket også gav enormt meget skam
– Blev tvunget til at blive siddende ved spisebordet, selvom alle andre var gået undtagen min mor 
– Blev udsat for seksuelt overgreb det sted, hvor jeg troede jeg var allermest tryg – i min seng på mit værelse
– Blev mobbet hele mit skoleliv – og dermed udsat for negativ opmærksomhed

Når man lærer sig selv, at det for det første er okay at undgå noget der giver så intenst ubehag at man undgår det endnu mere, og for det andet giver sig selv lov til at reagere som man nu gør i disse situationer (fordi man ved, der er en årsag til det). Så bliver det meget nemmere at hjælpe sig selv, være god ved sig selv og heale sig selv fra sine traumer.

Prøv selv, om du kan kede dine tidligere traumatiske oplevelser, sammen med situationer der idag giver dig intens angst eller skam, og se om du også kan få større klarhed og overblik over dine udfordringer.

Social angst: lær at “læne dig tilbage”

Dette er nok et af de bedste råd, jeg nogensinde har modtaget. Det var min søster der startede med at tale til mig, omkring min angst sammen med andre og at jeg kunne prøve at øve mig i at være “på bagkant” som hun formulerede det. 

Måske kender du det, når du er i en social situation. Man har meget fokus på sig selv, man tænker måske over hvad man skal sige næste gang, man er bange for hvad andre tænker om en, man vil gerne præstere, sige og gøre det rigtige og alt dette kan give enormt meget angst (og hvis man i forvejen har angst sammen med mennesker, så giver det én endnu mere angst, at skulle præstere). Alt dette handler om at “være på forkant” og er det modsatte af at læne sig tilbage.

Der kan være en underlagt idé om, at man skal reagere eller opføre sig på en bestemt måde (hos mig er årsagen til dette en striks barndom med en narcissistisk mor). Men det kan også “bare” være et samfundspres om at vi ikke må vise for meget sårbarhed.

Da jeg begyndte hos en terapeut for et par år siden, nævnte jeg dette med at være på bagkant og vi talte lidt om det. Terapeuten havde meget fokus på kropslige oplevelser og ville jævnligt spørge mig, hvad jeg mærkede i kroppen. Dette var en måde at få min hjerne til at få erfaring med, hvordan en hvis følelse føltes i kroppen og dermed nemmere kunne tilgå denne tilstand igen og igen.

Derfor talte vi om at “være på bagkant” og hun bad mig beskrive, hvad jeg mærkede i min krop, når jeg talte om det. Her kunne jeg mærke en følelse af at blive tynget ned i mit sæde, på en rar måde. Jeg følte at jeg lænede mig tilbage inde i mig selv, som om der var en blød sofa indvendigt, som jeg kunne læne mig ind i. Det var en afspænding i mig, en afslapning og ren afventen.

Jeg havde været vant til hele tiden at “være på forkant”, hele tiden vide hvad jeg skulle sige eller gøre flere minutter frem i tiden. Hele tiden være bevidst om hvordan jeg bar mig selv, hvordan jeg bevægede mig, så ud, talte og gjorde. At kunne læne mig tilbage, var ligesom at træde et skridt tilbage, træde ind i mig selv, være mere afventende og mere passiv – ikke passiv på den måde at jeg zoner ud, men passiv på den måde, at jeg ikke skal tage alt ansvaret for en situation.

Hele mit liv har jeg troet, at hvis jeg var sammen med andre, skulle jeg altid sørge for at alle var gode venner, at ingen følte sig udenfor eller trådt på. Det er jo en god kvalitet at have, man man skal også passe på at det ikke er på bekostning af ens egen velvære.

Derfor begyndte jeg også at indføre denne teknik rent kropsligt. Jeg begyndte fysisk at læne mig mere tilbage, når jeg var sammen med andre mennesker. Jeg begyndte at tillære et mere åbent kropssprog som også hjalp min krop til at slappe mere af.

Det kan være ekstremt angstprovokerende at skulle tage et åbent og afslappende kropssprog og indstilling, når man hele sit liv har været vant til at være anspændt og på vagt, for at undgå fare. Og der er også en vis risiko ved det, fordi man ikke ved, om man bliver udsat for noget grænseoverskridende (fx et fysisk eller verbalt angreb) når man er
i denne tilstand.

Men egentlig er det det modsatte, for når man er på bagkant, læner sig tilbage og er inde i sig selv, så stresser man ikke sig selv til at præstere, man er i kontakt med sig selv og med sin krop og følelser, og dermed tror jeg at man kan reagere ligeså godt på farefulde situationer, som hvis man var på vagt – og egentlig tror jeg også at man kan komme sig meget bedre, når man har en afstressende tilgang til sig selv og omverdenen.

7 råd til at håndtere din agorafobi

Den form for agorafobi jeg vil nævne her, er angsten omkring at føle sig fanget, fastlåst og være bange for at gå i panik sammen med andre.

Agorafobi handler også om angst for åbne pladser (med mange mennesker), og det er også muligt at disse råd vil kunne hjælpe dig i disse situationer, da det overordnet handler om angsten for at gå i panik sammen med andre.

Min agorafobi er stadig meget fremtrædende, men ikke ligeså meget som førhen. I en lang periode kunne jeg hverken besøge andre eller få besøg, af ren og skær panik – jeg følte mig fanget og fastlåst. Min agorafobi er en af mine PTSD-symptomer. Det gør at jeg nærmest automatisk går i panik når jeg er sammen med andre mennesker og ikke kan komme hurtigt væk fra situationen, fordi jeg har lært, at jeg ikke kan være tryg ved mennesker.

Det er stadig angstprovokerende for mig, men det er blevet en hel del nemmere for mig at være i og at håndtere angsten, og dermed føler jeg ikke at jeg på samme måde går glip af at gøre de ting, som andre gør.

1. Gør ikke noget, som du ikke føler dig klar til
Det var først da jeg for et par år siden mødte min veninde, som lærte og viste mig, at det var okay, at der var noget jeg ikke kunne at jeg begyndte at kunne bevæge mig ud af isolationen. Hun accepterede mine udfordringer fuldstændigt og satte ingen krav til mig. Det har gjort en kæmpe forskel og har lært mig at huske mig selv på, at det ikke handler om hvor man er eller hvad man laver, men hvem man er sammen med. Hvis du ikke føler du kan gå ind på den café, tage med til den fest eller få besøg, så vent med det – gør det når du føler en lyst, ja nærmest en trang til det, og når du føler at du er klar til at udsætte dig selv for denne eksponering!

2. Hold fast i de ting, som du stadig kan
Selvom angsten desværre kan have det med at forhindre dig i at gøre ting, som andre gør, uden at blinke med øjnene, så er der en grund til, at du ikke føler du kan gøre det – angsten har en finger med i spillet, og du har ikke selv valgt at få angst. Du har ikke selv valgt, at der er ting, du har svært ved. Fremfor at slå dig selv i hovedet, over de ting du ikke kan, så tænk over de ting du stadig kan – også selvom det gør dig angstfuld.
Hvis du allerede har steder og mennesker, som du føler dig tryg ved, så hold fast i det og dyrk det, endnu mere hvis du har lyst og overskud. Hold fast i de evner du allerede har, for det skal vi huske at værdsætte.

3. Det er okay, at undvige
Og det er okay, at indrette dit liv, sådan så du ikke føler dig endnu mere udsat og angstfuld. Det er okay, at gå en tur i stedet for at sidde på en café, det er okay at ikke tage med til den fest, hvis det er for overvældende for dig. Det er okay, at sidde i et hjørne på restauranten frem for at sidde lige ved døren. Det er okay, at du har brug for ekstra tryghed, og hvis du har nogle ting, der hjælper dig til at blive mere tryg – så brug dem. Hellere finde tryghed i noget end slet ikke at gøre det, fordi du tror at du skal være på en bestemt måde eller gøre noget bestemt.
I mit hjem, kan jeg bedst lide at der ikke er for varmt eller for lyst. Jeg har skaffet mig af med mine spisebordsmøbler, da det gjorde mig for anspændt og utryg at sidde ved dem, så nu sidder jeg på gulvet – også når der er gæster på besøg. Jeg har aldrig besøg af mere end én person af gangen, for det bliver for overvældende for mig. Ligesom at jeg ikke tager ud på caféer og restauranter, både fordi det er angstprovokerende for mig, men ligeså meget fordi at det ikke er noget jeg interesserer mig for.

4. Du skal ikke være, på nogen bestemt måde
Vi tror fejlagtigt, at når vi er i en bestemt situation, så er der ting der er rigtige at gøre og ting der er mindre rigtige at gøre. Fx at det ikke er en god idé at gå i panik, for så skaber man opmærksomhed omkring sig, eller det kan føles skamfuldt. Husk på, at det kun er dig der laver “reglerne” i dit liv, for hvordan du må være. Hvis du lærer dig selv, at det er okay at gå i panik, at det er okay at undvige og at det er okay ikke at have noget at sige, så er det også nemmere at slappe af i visse situationer, fordi du ikke har sat nogle barrierer op for, hvordan du må og ikke må være. Det er især svært at opføre sig “rigtigt”, når man i forvejen er meget utryg og angstfuld — allerede der skiller man sig ud – så hvorfor ikke fortsætte i det spor, ved at sige til sig selv: “Du må godt føle dig angstfuld. Du må godt gå i panik. Jeg kan godt forstå du føler at det her er en ubehagelig situation. Du skal ikke være på nogen bestemt måde”.

5. Du må godt blive i det og trække vejret
Når du så går i panik – føler dig fanget og har lyst til at undvige – så husk på, at det er okay at gå væk fra situationen. Det er okay at du beskytter dig selv, hvis du kan mærke at ubehaget er for stort. Det gør intet bedre, at tvinge dig selv til at blive i noget, som du ikke føler du kan rumme.
Hvis du så føler dig lidt mere okay i panikken, så prøv at trække vejret dybt ned i maven, når du mærker at du føler dig fanget og gerne vil flygte. En dyb vejrtrækning (og måske at lukke øjnene et øjeblik) kan hjælpe til at du bliver mere grounded i dig selv og mere rolig. For når du går i panik over at du går i panik, så er der ingen vej tilbage. Løsningen er at “slappe af” overfor panikken – at give dig selv lov til at være panisk. Det er okay, at holde en pause og lige give dig selv lov til at trække vejret uden at skulle gøre eller sige noget.

6. Sig det højt
Hvis du føler du er i stand til det eller at det vil hjælpe dig, så prøv næste gang du er et sted og du får angst og føler dig fanget, at sige det højt. Det kan være at sige, til den du er sammen med: “Jeg føler mig meget utryg lige nu, jeg kan ikke rigtig slappe af. Jeg er lige stille et øjeblik”. Og så giv dig selv lov til at trække dig lidt ind i dig selv og bare trække vejret og finde ind til din ro igen.

7. Ret fokus udad
Noget af det bedste man kan gøre, når man oplever intens angst og føler sig fanget, det er at rette fokus udad. Stil spørgsmål til den du er sammen med, læg mærke til, hvad der sker omkring dig, begynd at tal om noget du ser eller hører, sådan at du kommer ud af dit hoved og bliver mere tilstede i situationen.

 

Fra min dagbog #3

Om at have angst og skam over at få besøg.

04.03.13

22 år gammel 

Det er skræmmende, tarveligt og unfair, at livet skal være så svært for mig. Det er ikke engang i sådan en grad, hvor jeg kan lave sjov med det og tænke, når ja, og hvad så? Det er seriøst det her jo.

Jeg har haft skærende hovedpine det meste af i dag, på trods af, at solen har skinnet og himlen har været blå.

Jeg skal eksponere mig selv overfor ubehagelige situationer, men for mig er det umuligt bare at gøre det, jeg skal tage bitte små skridt, hvor jeg oplever lidt angst men ikke så det overvælder mig. Men hvad gør man lige når hele ens liv er angstfuldt? så er der jo ingen trin, fordi alt er ubehageligt for mig.

For en måneds tid siden, troede jeg jeg kunne opdele min angst i grupper over mere eller mindre angstprovokerende situationer. Men nu virker det bare som om det hele er én kæmpe smøre, som jeg ikke kan finde hoved og hale af. Det hele er angstfuldt.

Det gør mig rasende. Jeg lider af socialfobi og har gjort det i tre år og mennesker skræmmer mig stadig. Så lang tid efter.

Jeg har været ærlig overfor dem omkring mig, og fortalt det jeg føler jeg kan fortælle. Ikke alle har kunne forstå det lige godt, men det i det mindste har jeg været ærlig. Men alligevel skammer jeg mig, jeg kan mærke det, lige indimellem – jeg tror at jeg er rigtigt fri og løsrevet fra skammen, men i virkeligheden er det et spil, hvor jeg lader som om, at jeg er ovenpå, at jeg er kommet forbi den følelse, af at skamme sig.

Jeg tror først, at jeg er kommet forbi skamfølelsen, når jeg rent faktisk i en situation (hvor jeg får angst) tør kigge på personen jeg sidder med, og sige: “Jeg bliver rigtigt nervøs lige nu. Jeg skammer mig virkelig meget over det, for jeg ved ikke hvorfor.” = Jeg er ærlig, ja, jeg skammer mig, men i det mindste siger jeg det. Jeg erkender det.

Jeg kan ikke engang forklare i ord eller til nogen, hvor bange jeg er for at få besøg af nogen som helst, at skulle opleve at gå fuldstændig i panik, svede, ryste, blive rød i hele hovedet, være urolig og fuldstændig skamfuld.

Jeg er så bange for det, og alligevel ved jeg, at jeg bliver nødt til at indse det. Selvfølgelig skal jeg ikke tvinge mig selv til at være i den værst tænkelige situation, men jeg skal lige så stille vænne mig til at få besøg.

Jeg er ked af, at jeg skal have det sådan her. På det sidste har jeg tænkt så meget på at dø. Hvor befriende det må være, at ikke skulle kæmpe mere, bare endelig kunne få fred. Det er så smertefuldt at tænke på, at det skal være så hårdt at være i live, når man ved, at det er en million gange lettere at undgå det.

Jeg er træt af at finde løsninger til, hvordan jeg skal være i en situation. Jeg er træt af at leve i konstant angst for, at folk skal se mig. Se, hvor skamfuld jeg føler mig.

Jeg har stadig en meget kontrolleret adfærd, der gør, at jeg ikke kan give helt slip, og derfor ikke bare kan sige at det er okay, at jeg rødmer og bliver nervøs. Jeg får så ondt af mig selv, at jeg skal have det sådan her, at jeg ikke har nogle penge, at jeg ikke engang har råd til at få hjælp af den terapeut jeg endelig føler tillid til, og føler kan hjælpe mig.

Jeg er træt af det her liv, træt af at kæmpe så meget for at leve det. Hvad kæmper jeg for? hvad er der inde under alt den angst? Hvad er det for et liv jeg lever, er det overhoved det værd? Er jeg det værd?…

Jeg har ondt af mig selv. Når jeg ser mig selv udefra, og læser disse ord, som var det en anden der havde skrevet dem – hvilket jeg nogle gange også føler jeg er – tænker jeg, hvor smertefuldt det er.

Det er forfærdeligt at jeg skal leve sådan et liv. Alle de ting, som jeg før i tiden havde glæde af – alt det sociale, at føle mig som en del af noget, at gøre de basale ting…. det bliver jeg nødt til undgå nu, fordi jeg er bange.

Angst for at rødme… på indkøb

Skrevet den 30. juli 2014

Normalt er køen det værste område i et supermarked. Hvad hvis der er en, der kigger på mig, hvad nu hvis mit kort bliver afvist, hvad nu hvis jeg ikke har penge nok? Hvad nu hvis jeg kommer til at gøre noget pinligt? Hvad nu hvis jeg bliver så angst at mit ansigt koger i en ildrød farve og folk kigger endnu mere? Hvad nu hvis der er en person i køen som jeg kender, og hvad nu hvis han/hun begynder at tale til mig?

Alle disse tanker leder hen på, at jeg vil få angst. Alle tankerne er en angst for angsten. Jeg er rædselsslagen for disse situationer, fordi jeg ved, at når de sker, vil jeg blive overvældet af angst. Og jeg ved situationerne vil opstå, endnu mere fordi jeg har forventet dem med rædsel.

Tankerne kører normalt i en fuldstændig panisk undvigelses-bevægelse og angst for angsten, som jeg ikke kan stoppe før jeg a) får et kæmpe angstanfald, og derfor ikke kan tænke eller føle noget som helst (heller ikke længere være angst for angsten, for nu ER jeg angsten), eller b) når jeg er kommet ud af den angstfulde situation og derfor ikke er i “fare” længere.

Angst for angsten, og som et dyr på vagt..

Jeg træder langsomt og nærmest observerende, som et dyr på vagt, ind i supermarkedet, mens jeg spejder hen i mod kassen for at se, hvor mange der står i kø. Dette giver mig en idé om, hvor længe jeg selv kan forvente at skulle stå der. Allerede her starter angsten, når jeg tænker på at skulle stå fastlåst i køen.
Men jeg har bevidst valgt at komme lige ved åbningstid på en hverdag, så er der ofte færre mennesker.

Jeg går hen og tager en kurv fra stakken, meget langsomt, stadig spejdende mod kassen og helt stivnet krop og ansigt. Alt i min krop spænder op.
Jeg skubber tankerne væk og går ind i butikken – nærmest målrettet fra post til post og fokuserer på varene. Frugt og grønt. Brød. Fryser. Køler. Konserves. Jeg undgår at kigge på folk eller skabe opmærksomhed, så folk kigger på mig. Mit hjerte hamrer, mit åndedræt er hurtigt og overfladisk. Jeg er sikker på, at folk kan se det på mig.

Hvis jeg ud af øjenkrogen ser en jeg kender (99 % af gangene, er det ikke en jeg kender, men én der ligner), går jeg i panik, lader som om jeg taler på mobilen, skriver en tilfældig sms til en eller tager musik i ørene og fortsætter nu i endnu hurtigere fart, for at få mine varer ned i kurven så hurtigt så muligt, så jeg kan komme ud derfra! Et par gange har jeg stillet min kurv og skyndet mig at gå ud af butikken fordi angsten overvældede mig til et punkt, hvor jeg ikke længere kunne fokusere på noget andet end at jeg skulle væk derfra..

I køen

Når jeg er i køen, har jeg allerede haft utallige tanker og angstfølelser. Jeg stiller mig og undgår fuldstændig at kigge nogen i øjnene eller bare kigge eller mod nogen. Jeg kigger aldrig på dem der står bag mig, for hvad hvis det er en jeg kender og de opdager, at det er mig der står der, og de begynder at tale til mig? Så får jeg endnu mere angst og kan ikke komme væk, for bordet fanger lidt, når man står i kø med sine varer (eller endnu værre – når varene allerede ER lagt på båndet).

Jeg fokuserer al min energi på min kurv, varer og mine penge eller hævekort som jeg har taget frem i alt for god tid – ofte allerede inden jeg går i kø. Hvis angsten er meget slem, prøver jeg at fokusere på andre personers varer, kigge på reolen ved siden af mig, checke min mobil (sætte den på lydløs, for tænk hvis der kom lyd fra den og folk kiggede på mig), kigge på avisens forside og alt hvad der ellers kan distrahere mig fra situationen.

I denne situation er angsten på et højt punkt, men det peaker ikke helt endnu. Mit hjerte banker hurtigt og tungt i kroppen, mit ansigt og bryst er varmt, jeg ryster – både udenpå og indeni, jeg føler mig rastløs, varmen spreder sig, det stikker i huden og jeg føler mig svimmel. Nogle gange kan jeg føle mig decideret syg med feberagtig følelse og kvalme. Jeg skal bare have det her overstået, så jeg kan komme ud herfra, tænker jeg.

Når varene er kommet på båndet

Når jeg har lagt mine varer på båndet, nærmer vi os det værst tænkelige. For efter varene er på båndet, skal jeg stå og vente på, at kunden foran mig er færdig. Jeg skal også rykke mig lidt, så kunden bag mig kan lægge sine varer op. Denne situation er især slem, fordi dem omkring mig har lagt deres varer på båndet og nu står vi lidt og venter ved siden af hinanden. Det er i denne situation, at jeg virkelig frygter, at folk begynder at lægge mærke til mig. Folk har nemlig flyttet fokus fra “nu skal mine varer på båndet” til “nu skal jeg bare vente på, at det er min tur”, og i denne situation har folk det med at henvende sig til en. En lille pige pegede en dag på mig, mens hun sagde til sin mor: “Hende der ligner en dreng!”. Det gjorde mig så flov og jeg blev så rød i hovedet af angst over den opmærksomhed, der blev rettet på mig. Jeg vendte mig væk fra moren og pigen og lod som om jeg ikke havde hørt det. Men jeg vidste, at alle omkring mig havde hørt det og desuden så på mig, som jeg stod der så skamfuld og angstfuld.
Jeg kunne jo ikke bare gå, for jeg lige havde lagt mine varer på båndet.

Faktisk har jeg i lang tid overhoved ikke stået og ventet, på at det blev min tur. Jeg fandt nemlig en måde, hvorpå jeg kunne undgå denne angstprovokerende situation. I stedet lagde jeg varene på båndet, og hvis jeg kunne se, at der lige gik et minuts tid før det var min tur til at betale, gik jeg ud til indgangen, og lod som om jeg kiggede på nogle tilbudsvarer i gangen. Der ville jeg så stå og skimte ind ad glasruden til kassen, for at se, om det var min tur. Sommetider overbeviste jeg også mig selv om, at jeg lige havde glemt en vare og måtte forlade kassen for at finde et eller andet. På denne måde, kunne jeg i det mindste undgå at stå og vente ved kassen alt for længe.

Når kassedamen så scannede mine varer ind, ville jeg sætte mit kort i maskinen, sådan at jeg ikke skulle vente på at maskinen læste det og derfor give folk endnu mere mulighed for at lægge mærke til og observere mig. Derefter ville jeg forsøge at skynde mig at tage nogle varer ned i min pose – inden hun havde scannet færdigt, så jeg ikke var tvunget til at stå på samme sted og give folk muligheden for at kigge endnu mere på mig.

De få sekunder hvor koden er trykket ind føles det som om, at tiden aldrig har gået langsommere. Jeg ryster på hænderne, sveder og undgår for alt i verden kassedamens blik. Jeg sveder mere og mere og forsøger virkelig at fokusere på at taste koden rigtigt, for tænk hvis jeg trykkede forkert og kortet blev spærret, eller at jeg måtte tage kortet ud og prøve igen?

Når koden er tastet og jeg har trykket godkendt, står jeg på grænsen mellem panik og undslippelse af panik. Enten går noget galt; betalingen går ikke igennem og jeg får panisk angst og mit ansigt bryder ud i rødmen og jeg skammer mig, eller også bipper den “Godkendt” på skærmen og jeg kan ånde lettet op, tage mine ting og skynde mig ud.

Men de få sekunder jeg venter på at koden godkendes, står jeg med blikket stift plantet på kortautomatens skærm, uden et eneste øjeblik at kigge op på kunder eller kassedame. Når jeg har fået min bon, kan jeg slappe af. Nu er det en anden kundes tur, jeg er uden for fokus og kan gå hjem til mig selv.

Angst for at rødme… på arbejdet

For en del år siden arbejdede jeg som tjener på et hotel/restaurant. På daværende tidspunkt havde jeg lidt af angst for at rødme (også kaldet erytrofobi) i kun halvandet år.

Min sociale fobi har igennem alle årene været forbundet med en angst for at rødme, da et af angstens symptomer bl.a. er at blodet strømmer ud i huden, da nervesystemet og ens alarmberedskab kører på fuld skrue. Man føler, der er fare på færde, så kroppen gør klar til kamp eller flugt. Det er meget angstfuldt at mærke rødmen stige op i ansigtet, for det er noget alle kan se – alle kan se, at du er utilpas, flov, utryg, skamfuld osv. Du er blottet, der hvor du er allermest sårbar.

På hotellet var min krop konstant i gang. Jeg løb frem og tilbage når der var rigtigt travlt, og det fik automatisk min krop til at blive svedig, rød og varm.

Den konstante varme i hovedet blev en trigger, fordi jeg ofte troede at jeg havde angst, selvom det blot var fordi jeg havde det varmt. Travlheden var med til at trigge angsten, da varmen og de røde kinder mindede mig om angstens symptomer. Samtidig kunne travlheden også være en hjælp, for hvis jeg så fik angst eller rødmede så kunne jeg indvendigt sige til mig selv, at det jo var på grund af at jeg fór sådan rundt og derfor fik røde kinder. Det var en måde at bedre kunne håndtere angsten, jeg kunne snyde mig selv.

Angst for frokostpausen

Det værste punkt på dagsordenen var, udover at skulle dække bord sammen med en anden tjener og stå og small-talke imens, frokostpausen.
På mit tidligere arbejde, var kantinen det sted, som vakte mest angst i mig. Så når det blev frokost kunne jeg finde på at gå udenfor og sidde eller gå lidt rundt og trække noget frisk luft. Jeg lærte at det gav mig angst at sidde til bords sammen med andre mennesker.

På hotellet var der frokost for både tjenere og kokke hver dag kl. 17. Det var tidspunktet efter at frokostgæsterne var gået, og der endnu ikke var kommet nogle aftengæster.
Kokkene lavede frokost og vi tjenere skulle bære det ud i restauranten og dække op til alle der var på arbejde den dag. Men min store frygt for at skulle sidde ved et bord sammen med andre, var så stor, at jeg gjorde alt hvad jeg kunne, for at undgå frokostpausen.

Oftest ville en anden tjener komme hen til mig og sige, at der var frokost nu og jeg blev næsten truffet over at de ville spørge mig. Godt nok vidste de ikke, at jeg gik rundt med den angst, men jeg følte at de nærmest gjorde nar af mig ved at sige det.

For det meste ville jeg nappe en bid mad fra køkkenet inden de andre skulle spise, og nærmest sluge det i én bid på vejen op ad trappen. Ellers ville jeg blot sige, at jeg ikke var sulten og i stedet holde min egen pause ved at gå udenfor, eller simpelthen bare lade være at spise noget og vente til jeg kom hjem. Det er utroligt hvad angst kan gøre ved én – at man hellere vil undgå livsvigtig næring, end at være udsat for det.

I de seks måneder jeg arbejdede på hotellet spiste jeg kun frokost med de andre to gange og begge gange var det dage, hvor hele restauranten allerede var dækket op til aftengæsterne og vi derfor måtte spise i et lille mørkt lokale ved siden af. Mørket hjalp mig, i den forstand, at jeg på den måde ikke følte at de kunne se min angst og min rødmen ligeså meget, som ude i den meget oplyste og meget varme restaurant. Begge de gange jeg spiste frokost, var det kun med en eller to andre personer, og det hjalp også på situationen.

Jeg følte mig nærmest stolt, efter at have klaret de 5 eller 10 minutter i rummet, men alligevel gav det mig ikke modet til, at spise frokost med de andre igen. Den eneste grund til, at jeg spiste frokost de to gange var, at en anden tjener nærmest havde gennet mig ind i rummet med tallerkner til os, og jeg ikke følte jeg kunne springe fra. Det var ikke en sejr at have spist med dem, det var nærmere bare en lettelse over, at have overlevet det.

Det gik op for mig, at der ikke var noget behov for at jeg skulle sige en masse i pausen. Folk var trætte og sultne og det var okay bare at sidde i stilhed og spise.

Baglokalet og negativ opmærksomhed

En anden ting, som var angstfuld for mig på arbejdet var, at være i baglokalet. Det var her vi opholdt os, når ikke der var ting at lave i restauranten. Det var både et sted folk hang ud og havde et par minutters pause, mens de drak kaffe, men også det sted, hvor opvaskeren stod og det sted hvor vi skrev bestillingerne ind i systemet. Det var både travlt, med folk løbende ud og ind, men i de mindre travle timer, var det her, man opholdt sig.

Jeg prøvede tit at sørge for at være i restauranten, det meste af tiden. I baglokalet ville folk begynde at small-talke og henvende sig til mig. De ville påpege at mit slips sad forkert, komme hen og rette på min krave eller fortælle mig, at jeg havde noget blåt på kinden. Disse ting gjorde min angst endnu værre, fordi jeg for alt i verden bare ønskede, at folk ikke lagde mærke til mig. Jeg ønskede bare at være i fred og ikke skabe nogen form for opmærksomhed.

Det var ubehageligt at stå i så lille og lyst et rum, uden aircondition, med brændende kinder, nærmest rystende af angst og stress, mens en anden tjener ville komme hen, stille sig overfor mig og begynde at tale om eller til mig. Jeg følte mig helt vildt usikker. Jeg vidste ikke hvor jeg skulle kigge hen, hvor jeg skulle have mine hænder eller hvordan jeg skulle stå. Og jeg kunne ikke bare komme væk derfra.. Jeg var jo på arbejde.

Denne usikkerhed omkring mig selv og relationen til mine kolleger, gjorde blot min angst værre. Både angsten for, at de ville gøre det, som de hele tiden gjorde: sætte mig i spotlightet og give mig (ofte nedladende og negativ) opmærksomhed og selve angsten der kom frem i disse situationer.

Det var ikke kun kollegerne og hotellets ejer og chef, men også kunderne der henvendte sig negativt til mig eller kritiserede mit arbejde eller maden. Det var alt sammen med til, at angsten blev stærkere i de situationer, hvor jeg følte mig udsat, og at angsten for angsten blev større.

Angst for at rødme og undgåelsesadfærd

Mine muligheder for at have helle, komme væk eller undgå det ubehag, blev indskrænket mere og mere i takt med, at jeg til sidst var angstfuld hele tiden. For som angstlidende er der to angstfølelser: angsten i sig selv, og angsten for angsten.

Hvis jeg stod i baglokalet og en person talte til mig og jeg følte mig udsat, prøvede jeg at undgå at gøre eller sige for meget. Jeg brugte også mit smil som en måde at dække for min usikkerhed.

Det er også meget normalt, at når man smiler eller griner, får ens ansigt helt naturligt mere rødlig farve. Derfor ville jeg, når jeg kunne mærke angsten komme, blot begynde at smile – stort eller småt. På den måde havde jeg en opfattelse af, at folk ikke ville tænke at det var helt malplaceret, at jeg blev rød i hovedet. Så fik jeg røde kinder fordi jeg smilede. Det var min forestilling og en af de måder jeg kunne “redde” mig selv på. Måske endnu en måde, hvorpå jeg kunne snyde mig selv til at tænke “nejnej, det er ikke angst – det er fordi jeg smiler!”. Angsten var meget skamfuld for mig, jeg tude ikke engang indrømme overfor mig selv, at jeg led af angst dengang.

Det værste ved at være bange for at rødme er, at rødme ikke anses for noget selvsikre eller stærke personer bliver ramt af. Alligevel er det så naturlig en ting – noget vi alle oplever på det ene eller andet tidspunkt, og vi bliver alle sammen lidt usikre når vi rødmer. Men det er en kropslig reaktion som jeg tror er forbundet meget med skam over sig selv eller situationen.

Når jeg i en ganske almindelig (men for mig, angstfuld situation) pludselig bliver rød i hovedet af angst, bliver jeg endnu mere angst og føler meget skam forbundet med det. Jeg føler min facade krakelerer og samtidig synes jeg det er pinligt, fordi der jo i bund og grund ikke er noget at rødme over. Men det er der jo. Jeg rødmer fordi jeg bliver angst, men det er jo ikke alle, der kan gennemskue det, og skammen over at rødme er så stor, at det kan være svært at sige højt.

 

8 råd til at “trylle” angsten væk

Nogle gange, kan vi ikke håndtere angsten. Nogle gange kan vi ikke rationalisere os ud af en angstfuld situation. Nogle gange, bliver vi overvældet af angsten og kan ikke gøre andet end at trylle angsten væk. 

At trylle angsten væk, er ikke nogen holdbar strategi, det handler udelukkende om at overleve situationen fordi man ikke har evnen eller overskuddet til at håndtere angsten. Afhængig af situationen er det forskelligt hvilke råd man kan bruge, for nogle gange kan man måske heller ikke gøre noget for at trylle den væk.

8 råd til at trylle angsten væk:

1. Gå væk fra situationen

Uanset hvilken situation du er, så flyt dig fysisk fra situationen. Hvis du er derhjemme og bliver angstfuld, så flyt dig et andet sted hen eller gå ud. Hvis du er et andet sted, så gå væk fra situationen, uden at skulle forklare dig selv. Nogle gange skal man bare væk.

2. Afledning

Du kan aflede dig selv på mange måder, fx ved at lave tre-tabellen baglæns fra 100, fokusere på én bestemt farve i dine omgivelser og tæl hvor mange gange du ser farven.

3. Ret fokus udad 

Uanset hvor du er, så øv dig i at kigge rundt omkring dig. Angsten opstår inde i dig – ikke udefra – derfor kan det hjælpe at lægge mærke til hvad der sker omkring dig. Lyt til hvad du hører, stil spørgsmål til den du er sammen med, og hav fokus på hvad personen siger eller hvordan personen ser ud. Hvis det er overvældende at mærke sin angst indvendigt kan det afhjælpe ubehaget at rette fokus udad, for at opveje det store indre ubehag.

4. Luk øjnene og træk vejret 

Det kan godt være det ikke fjerner din angst med et trylleslag, men det at lukke øjnene lukker straks af for alle visuelle stimuli omkring dig, du kan bedre få dig selv i bero når der ikke er noget udadtil, du skal forholde dig til. Samtidig med at du lukker øjnene, kan du fokusere på din vejrtrækning – også selvom den er hurtig og overfladisk. Det handler ikke om at ændre på vejrtrækningen, men på blot at observere den.

5. Begynd at ae dig selv på hånden, armen, nakken, maven osv.

En fysisk beroligende handling som at ae sig selv, aktiverer straks dit parasympatiske nervesystem og dermed din krops evne til at komme i bero.

6. Drik noget vand eller kom vand på dine håndled, ansigt eller nakke

At drikke vand hjælper faktisk både på at afstresse kroppen og samtidig til at hydrere den sådan at den bedre kan håndtere angsten. Det kan også være beroligende at lade koldt eller varmt vand løbe over dine håndled eller tage vand i ansigt eller nakke. Når man lægger mærke til det, så føles vand faktisk blødt og omfavnende på ens hud. Hvis man derudover måske hyperventilerer, har meget hjertebanken eller sveder, så kan det afhjælpe med noget kølende på huden.

7. Åbn et vindue eller gå udenfor i den friske luft

Frisk luft giver dig masser ilt til hjernen og luften kan virke afstressende på krop og sind. Hvis det er koldt så tag noget varmt tøj på og mærk vinden på dit ansigt og i dit hår.

8. Stimulér dine sanser

Selvom du føler meget angst og måske i forvejen har mange kropslige og psykiske symptomer og følelser, så kan det hjælpe at fokusere på andre sanselige oplevelser.
Du kan tage noget i din hånd, som du kan røre ved, fx et stykke materiale eller stof der er rart at røre ved. Det kunne også være et kæledyr du kan ae, en blød og flot sten eller noget stof der er behageligt at røre ved (eller have på – fx en uldtrøje eller silke).

#1 tip til at være pårørende

Der findes nok et hav af forslag til, hvordan man bedst forholder sig som pårørende til én med angst. Men dette er nok det allerbedste man kan gøre (eller ikke gøre) efter min mening.
Det kom til mig da jeg så et interview i tv, som netop handlede om psykisk lidelse, og jeg lagde mærke til journalistens rolle; interesseret, nysgerrig og objektiv.

En journalist skal dykke ned, men må ikke komme med sine egen mening. Hun skal ikke bedømme hvad der bliver sagt, men heller ikke forholde sig distanceret til det. Hun skal ikke sige: “Det er synd for dig”, “det må være hårdt”, “det lyder ikke rart”.
Men hun skal heller ikke være uinteresseret. Journalisten stiller mange spørgsmål og forholder sig nysgerrigt og lyttende til personen.

På samme måde kan man sætte sig i en journalists rolle, når man er pårørende til en med angst. Lyt, forhold dig objektivt, stil spørgsmål, vær ufordømmende og vær interesseret i at høre netop personens synspunkt, frem for at have fokus på dit eget synspunkt.

Det er ikke altid nemt at være pårørende. Det er ikke rart at se en tæt på sig, have det svært. Man har lyst til at gøre alt hvad man kan, for at vedkommende har det godt.
Men det allerbedste man kan gøre, er blot at være der, give plads til dette menneske og de følelser han/hun har og vise at du holder af dem, uanset hvilke følelser der er der.