De to elementer af vores traume-recovery

Der er to områder, som er blevet forsømt, når man har været udsat for barndomstraumer. 
Disse to elementer er også de to dele af vores healing, som til sammen er med til at vi kan opbygge os selv.

At få lov at være
Når man vokser op som et barn der bliver udsat for traumer, så får man aldrig lov bare at være. Det kan være man er heldig at have nogle områder af sit liv, eller mennesker, hvor man føler sig helt tryg og tillidsfuld, men ofte ses der at traumatiserede børn havner i lignende situationer igen og igen, netop fordi de er traumatiserede. Så hvis der er traumer i hjemmet, så opstår der måske også traumer i skolen, sammen med vennerne mm.

Vi fik aldrig lov til bare at være, trække vejret, slappe af, føle os trygge og tillidsfulde til os selv og verden. Igennem traumerne lærte vi derimod at verden er et utrygt sted, at voksne ikke er til at regne med, at vi er i fare hele tiden og dermed hele tiden skal være voksne både for os selv og for andre – vi skal hele tiden være et skridt foran for at beskytte os selv mod farene.

Det er en kæmpe forsømmelse, ikke at få lov at være. Ikke at få lov at være i fred.
Og desværre fortsætter dette ind i voksenlivet. Fx oplever jeg selv ikke at kunne få lov at være i fred ift jobcentret. De har en masse planer for mig, og tager ikke hensyn til at jeg har PTSD, og at de er igang med at trigge mig og dermed forværre min tilstand.

Dermed er det, at kunne være i fred og bare trække vejret et af grundelementerne i vores healing. Det er meget svært at lære sig selv, at det er okay ikke at præstere, gøre en masse eller lave en masse. At det er okay at slappe af, hvile sig og gøre så lidt som muligt.

Men når vi lærer os selv dette, er det ikke nok med til at bringe mere ro og tillid og tryghed ind i vores liv, det er også samtidig med til at opbygge os selv og give os selv og vores indre barn, det vi aldrig fik.

At få lov at have behov (og få dem opfyldt)
Det andet vigtige element i vores healing, og noget der bliver forsømt når man bliver traumatiseret er vores behov.
Behov indebærer alt fra følelsesmæssige, fysiske, psykiske, sociale, seksuelle og spirituelle behov. Det er alt det, som udspringer indefra os og som omverdenen i større eller mindre grad “bestemmer” om vi får opfyldt.
Jeg fik altid tøj på kroppen og mad at spise som barn, så dette var et behov som blev opfyldt, men alle de andre behov blev forsømt. Mine følelser blev der grint af, min seksualitet talte vi ikke om før jeg var 17 år (alt for sent i mine øjne), jeg blev forhindret i at besøge mine venner og også i lægebesøg.
Derudover blev jeg tvunget til at udføre pligter hver eneste dag. Hvis jeg havde en aftale, så skulle jeg sørge for altid at lave mine pligter inden. Pligterne var det vigtigste i verden, virkede det som om.

Når et barn ikke får sine basale behov opfyldt, så sker der allerede der et stort svigt. Barnet lærer, at det ikke har ret til behov og dermed ikke har ret til at leve. Behovene er det, der gør os til mennesker. At vi har følelser, fornemmelser, lyst og ønsker, behov for tryghed, behov for spejling og behov for empati. Når vi bliver mødt af en kold skulder, bliver grinet af, hånliggjort eller helt simpelt slet ikke hørt og set, så skaber det en dyb afgrund i os – vi bliver negativt spejlet. Vi lærer at vores behov (og dermed vi) er forkerte. Det er her skammen kommer ind i billedet.

Det gik først rigtigt op for mig forleden – at blive forsømt på sine behov (uanset hvilke behov) er det samme som at lære at den man er ikke fortjener at leve.

Ofte nyder jeg ikke min mad. Et så basalt behov for at spise, kan for mig være skamfuldt. Mennesker der er blevet traumatiseret oplever altid på den ene eller anden måde problemer med mad – om det er trøstespisning, bulimi, overspisning eller andet. Mad er sådan et basalt behov, og når vi har med det at gøre, så trigger det den mangelfølelse vi havde som børn – at vi ikke havde ret til at leve – og dermed ikke har ret til at spise.

Jeg har det med at sluge min mad. Kyle det ind i munden, proppe munden med mad og skynde mig at sluge det – skynde mig at få maden væk og stille tallerkenen væk og tage opvasken, som om det aldrig er sket.
Jeg mærker sult, jeg mærker lysten til at spise – jeg mærker behovet – men behovet (for at spise) hænger sammen med at være værdig til liv og at fortjene at få opfyldt behov, og dermed starter skammen over behovet – for jeg har jo ikke ret til liv – så jeg har ikke ret til at have dette behov. Det er en splittelse, for jeg mærker jo tydeligt at jeg er sulten og har lyst til at spise (nogle gange mærker jeg kun sult men ikke lysten til at spise), og alligevel så kan jeg ikke være i det. Jeg kan ikke nyde maden, tygge på den og tage mig tid med at spise den.

Jeg skynder mig at spise, så jeg kun skal være kort tid i skammen over at opfylde mit behov.

At have ret til at leve og give plads til skam

Det at opfylde sine behov og at give sig selv ro og fred hænger begge to sammen med retten til at være den man er – retten til at leve.
Det hænger også sammen med at være menneske. Mennesker har behov, og det er helt naturligt. Men som barn er man blevet oplært i, ikke at må være menneske, og når man har haft menneskelige behov, så er man blevet straffet direkte eller indirekte. Man har lært igen og igen, at det er forkert at være menneske og forkert at være den man er med de behov man har. Derfor kan det ikke undgås at der kommer skamfølelse op, når vi bare gerne vil være eller når vi får nogle af de menneskelige behov.

Det vi skal lære er, at skamfølelsen godt må være der. Hvis vi forsøger at fjerne den, er vi blot med til at gøre os selv endnu mere skamfulde, fordi vi dermed lærer os selv, at denne følelse er uacceptabel og forkert (og dermed er vi forkerte). Vi kommer altså til at skamme os over skamfølelsen. Og så er der dobbelt skam, og så kan den ellers blive ved jo mere vi kæmper igen.

Skam hænger sammen med at være menneske. Og når man er traumatiseret er skam, angst og depression de tre primære følelser som bliver sat i gang.

Den eneste måde vi kan heale os selv på, er ved at blive ved at lytte til os selv og vores behov – give os selv lov til at føle skam over at opfylde eller bare have disse behov og tillade os selv at få ro og fred.

Vi har været på overarbejde hele barndommen – nu er det vores tid. Nu er det vores tur til at få lov. Få lov at leve, få lov at mærke, få lov at slappe af, få lov at have behov.

De to tilstande af kompleks PTSD

Dette gik op for mig i dag, da jeg var hos lægen og sad på toilettet med dårlig mave, hjertebanken, svimmelhed og rystende krop på grund af min store vagtsomhed og intense angst. Jeg græd og havde fået nok. Men så stoppede det. Pludselig mærkede jeg ingenting. Det var næsten som om jeg fik det godt. At alle sorger var glemt, at der ingen lidelse var. Men så skyllede det over mig igen; min krop der skælvede, hjertet der galopperede, tårene der ingen ende ville tage. 

Der var det, det gik op for mig, hvordan jeg svinger imellem de to tilstande – enten er jeg helt væltet omkuld af angst, skam, vagtsomhed og kan ikke klare at eksistere. Eller også fryser jeg fuldstændig fast, dissocierer, rejser ud af min krop og min sind og er ikke tilstede mere.

Den dissociative tilstand opstår netop, fordi sindet og kroppen ikke kan rumme det massive ubehag og derfor må flygte væk for at overleve.

Jeg kender ikke til noget andet end de to tilstande.

Jeg kender ikke til at føle tillid og tryghed sammen med andre. Jeg kender ikke til at kunne slappe af sammen med andre. Jeg kender ikke til at føle, at jeg ikke er på vagt sammen med andre. Jeg kender ikke til, at føle mig god nok sammen med andre.

Den eneste måde jeg kan være sammen med andre på, er ved at flygte – dissociere. Hvis jeg skal være sammen med andre og være tilstede og være mig og være der, er lidelsen for uudholdelig. Derfor foretrækker jeg at være alene.

Ligeså snart jeg er alene igen, så sænker roen sig. Så er der ikke fare på færde mere. Så er jeg mere okay, og kan bedre bare være mig.

Angst for at være indendørs: kompleks PTSD-triggere

Sådan finder du dine triggere og nedsætter risikoen for at blive trigget og retraumatiseret.

 

Kompleks PTSD

Når man lider af kompleks PTSD, er der ikke nødvendigvis én hovedårsag, som fx ved PTSD, hvor en enkelt eller flere (fysiske) oplevelser kan tages frem i bevidstheden og kan pinpointes i forhold til, hvor ens ubehag kommer fra og hvilke lignende oplevelser der kan trigge traumet.

For ved kompleks PTSD er traumet vedvarende og går igen og især ved omsorgssvigt (og især psykisk) i barndommen bliver traumet dermed en del af det der skulle være barnets naturlige udvikling. Det kan derfor være svært for en med kompleks PTSD at se, hvor traumet starter og personligheden udvikler, for personligheden er dannet rundt om traumet (eller omvendt) og derfor kan det være svært at skelne mellem mig og traumet.

Triggere og traumer

For mit vedkommende bliver jeg trigget, der hvor jeg oplever intens angst og intens skam. Overordnet set oplever jeg næsten kronisk angst og skam og sommetider bliver dette så forværret. Andre faktorer kan yderligere forværre min oplevelse af situationen og dermed også øge risikoen for at jeg bliver trigget og retraumatiseret (altså oplever traumet igen).

Fordi mit traume stammer fra en barndom med en narcissistisk mor, er der altså ikke én oplevelse, én situation eller én følelse, der er kilden til det hele – der er mange ting som er en del af traumet. Overordnet set, handler det først og fremmest om andre mennesker, dermed skal der altid være andre mennesker til stede, før at jeg i princippet kan blive trigget. De følelser traumet består i er: følelsen af at blive invaderet, latterliggjort, blive set, ikke kunne komme væk, blive overset og være fysisk eller psykisk fanget.

Jeg har forsøgt at opdele mine fire største triggers efter hvilken der er værst. Det vil sige de situationer eller faktorer der gør, at en eller flere af ovenstående følelser bliver aktiveret.
Denne opdeling hjælper mig til at se, at hvis alle fire områder er aktive, så kan der være stor risiko for at jeg bliver retraumatiseret. Husk, at selvom man bliver udsat for sine triggere, er det ikke sikkert at man bliver trigget eller retraumatiseret.

Her er min liste over triggere: 
Mine temaer er: andre mennesker, at føle mig fanget/ikke kunne komme væk, at være i centrum for opmærksomheden/at blive overset

1. At være indendørs (er fanget i en bygning – kan ikke komme hurtigt ud)
2. At sidde ned, fx rundt om et bord (er endnu mere fanget)
3. At være i centrum for opmærksomheden (endnu mere fanget, fordi folk lægger mærke til mig og dermed også vil lægge mærke til at jeg går)
4. At være i kontakt med invaderende, skamløse, grænseløse, respektløse personer som ikke viser deres sårbarhed (mennesker som er sådan, minder mig om min mor og det i sig selv er en trigger)

Angst for at være indendørs

I mange år kunne jeg ikke bare ét af disse punkter. Nu kan jeg sagtens være i situationer hvor en, to eller tre af punkterne er aktive, men alligevel godt kunne magte at være i det og omfavne ubehaget og ikke blive retraumatiseret.

Jeg ved også, at hvis jeg opholder mig udendørs, så kan jeg udsætte mig selv for alle de andre punkter, og stort set ikke opleve nogen ubehagelig reaktion, men fordi jeg fysisk er indendørs, så forværres alle de andre punkter. Dermed er det, at være indendørs den største trigger og den faktor der udsætter mig allermest, fordi jeg fysisk bliver fanget inde i et rum. Det er ikke fordi, at det er være indenfør objektivt er en fare, men det er fordi det for mig er forbundet med fare. Så når folk siger “der er ikke noget at være bange for”, så ved jeg det godt – ja der er ikke nogen synlig fare, men indvendigt der er rædselen malet overalt på mine indre vægge.

Angsten for at være indendørs er vel egentlig en klaustrofobi, det er bare ekstremt hårdt, at noget som er en del af et velfungerende liv (at gå på arbejde, i skole, ses med andre mennesker osv) er så stor en udfordring for mig. Hvis nu jeg boede i et land, hvor det altid var sommer, ville det nok være helt anderledes. Men uanset hvad kan man ikke undgå at være indendørs og det er heller ikke mit ønske at undgå det – jeg ønsker jo at forbedre det dag for dag.

Det er okay at reagere – dine triggere har en årsag

Jeg har oplevet at bare det at åbne et dør eller vindue en lille smule på klem, kan lette på trykket, fordi jeg psykologisk føler mig mindre fanget. Derudover kan sådan noget som at sidde tæt ved en dør eller et vindue også afhjælpe ubehaget. Hvad der også hjælper mig er, at øve mig i at jeg godt må føle ubehag i disse situationer.

Ofte er det et dobbelt-problem, både at have ubehag i bestemte situationer og samtidig at føle at man er forkert og skamfuld for at have dette ubehag. Men sagen er den, at man ikke kan gøre for, at man reagerer på bestemte måder i bestemte situationer.

Jeg kan sagtens kæde ovenstående triggere sammen med barndomssituationer, hvor jeg har følt intenst ubehag.

Jeg:
– Fik stuearrest – blev tvunget til at være inde på mit værelse og skulle straffes bare for at blive straffet.
– Blev hånliggjort og kritiseret – altid når der var andre tilstede, hvilket også gav enormt meget skam
– Blev tvunget til at blive siddende ved spisebordet, selvom alle andre var gået undtagen min mor 
– Blev udsat for seksuelt overgreb det sted, hvor jeg troede jeg var allermest tryg – i min seng på mit værelse
– Blev mobbet hele mit skoleliv – og dermed udsat for negativ opmærksomhed

Når man lærer sig selv, at det for det første er okay at undgå noget der giver så intenst ubehag at man undgår det endnu mere, og for det andet giver sig selv lov til at reagere som man nu gør i disse situationer (fordi man ved, der er en årsag til det). Så bliver det meget nemmere at hjælpe sig selv, være god ved sig selv og heale sig selv fra sine traumer.

Prøv selv, om du kan kede dine tidligere traumatiske oplevelser, sammen med situationer der idag giver dig intens angst eller skam, og se om du også kan få større klarhed og overblik over dine udfordringer.

4 forskelle på PTSD og kompleks PTSD

Vi hører rigtig meget om PTSD – posttraumatisk stress syndrom, blandt andet i forbindelse med soldater der vender hjem fra krig og “tager krigen med hjem”. Dog hører vi ikke meget om kompleks PTSD som er ligeså slem og invaliderende som PTSD.

I det danske diagnosesystem, skal man også have diagnosen PTSD, for at få diagnosen kompleks PTSD. På mange måder er de to ens, blandt andet i den forstand at begge er en reaktion på et traume – på en stressbelastning – altså en hændelse, som i situationen har været overvældende og som individet ikke har været i stand til at kapere eller håndtere.

Det er et traume, når det er noget der overbelaster os fysisk eller psykisk og fordi vi er mennesker og ikke robotter, så kan vi alle blive udsat for traumer – det handler ikke om hvorvidt vi er robuste nok eller ikke robuste nok, det handler bare om, at nogle ting bliver for overvældende, farlige, stressende eller chokerende, og at vi derfor ikke evner at håndtere dem. Dette er ikke en mangel i mennesket.

Her er 3 forskelle på PTSD og kompleks PTSD:

1. Krig eller andre fysiske og/eller kortvarige traumer

PTSD opstår ofte efter en kortvarig, enkeltstående og/eller fysisk hændelse. Dette kan fx være krig, et trafikuheld, et overfald, pludselig dødsfald eller lignende.

Kompleks PTSD derimod er resultatet af årelange traumatiske hændelser. Fx kan man få kompleks PTSD efter at have været i et voldeligt forhold, hvor man har været i et psykisk og/eller fysisk utrygt miljø over en længere periode. Man kan også få kompleks PTSD hvis man har været udsat for mobning i skolen eller andre steder.

Jeg har kompleks PTSD fordi hele min barndom på sin vis har været én lang utryg hændelse, både fra mobning i skolen til omsorgssvigt i hjemmet.

2. Fysiske/visuelle eller følelsesmæssige flashbacks

Både ved PTSD og kompleks PTSD er et af symptomerne flashbacks. Dog er der forskel i hvordan de opleves. Ved PTSD er det ofte mere konkrete flashbacks hvor individet sendes tilbage til fx krigszonen eller biluheldet og ser indre billeder, hører lyde eller lugter lugte fra traumet. Derudover er der selvfølgelig de symptomer der følger med af hyperårvågenhed, angst og stærkt ubehag, vrede, skyld og undvigelse.

Ved kompleks PTSD er det dog ikke konkrete flashbacks der forekommer, men derimod følelsesmæssige flashbacks. Individet ser ikke nødvendigvis nogen konkret hændelse eller sanser noget andet fysisk fra traumet, men får derimod følelsesmæssige flashbacks. Dette er som at genopleve traumet igen på et følelsesmæssigt plan.

Årsagen til at flashbacksne sker på denne måde, kan være fordi offeret for kompleks PTSD ikke har været udsat for én konkret hændelse at hægte sig på, men har været udsat for en eller mange vedvarende og længerevarende traumatiserende hændelser. Det kan være derfor at sindet bliver sendt ind i det følelsesmæssige.

Her kan der komme følelser som forladthed, skam, skyld, stor utryghed og angst, følelsen af at være ubeskyttet og i fare, en manglende evne til at afstemme sig selv, at være magtesløs, føle sig som et lille barn der ikke kan tage sig af sig selv eller opleve at man dissocierer og altså flygter væk fra sin krop, ford det er for smertefuldt at være “til stede” i den.

De flashbacks jeg selv får, er ofte en følelse af at være meget alene og samtidig føle en meget stor sorgfølelse.

3. Kompleks PTSD handler ofte om traumer i relationen til omsorgspersoner

Når der sker traumatiske hændelser i denne relation – det kan være hvis forælderen er psykisk syg, der forekommer vold, gentagne overgreb eller et generelt utrygt miljø i hjemmet, så kan individet udvikle kompleks PTSD.

Det handler om, at traumet bliver en del af det der skulle være individets naturlige, sunde udvikling og individets udvikling bliver dermed

Min komplekse PTSD er foreksempel kommet fordi jeg har haft en narcissistisk mor
og hjemmet var derfor altid præget af utryghed, mistillid, frygt for hvordan min mor ville opføre sig og reagere, hyåperårvågenhed og jeg måtte gå på listetæer og hele tiden forsøge at “gøre det rigtige”, for at tilpasse mig min mor.

4. Det er sværere at heale fra barndomstraumer 
Der er stor forskel på, om du har haft en tryg opvækst, hvor du kunne have tillid til dine omsorgspersoner og så senere har oplevet et traume. For i denne situation, vil du, uanset hvor traumatiserende de oplevelser har været, havde et punkt at vende tilbage til. Du har tilstande du kan vende tilbage til af tryghed og tillid.
Har man haft en utryg barndom, hvor man aldrig kunne slappe af og aldrig følte tillid til sig selv eller omverden og udvikler kompleks PTSD på baggrund af dette, er det sværere at heale såerne. Du har ikke noget sundt at vende tilbage til. Det kan godt være, at du har trygge øjeblikke fra barndommen, men du har ikke nødvendigvis noget anker af tryghed at holde fast i. Derfor er det en meget dybegående proces, at skulle til at lære at fungere helt på ny – det er ligesom at blive et barn igen og skulle lære at knytte sig til andre mennesker på ny, lære hvad tryghed og tillid er, lære hvad kærlighed er – lære alt det basale helt på ny, fordi man ikke fik det til at starte med. Det kan være svært at se vejen i tågen, fordi der ikke er noget minde om, hvad kærlighed eller tryghed var.

Min mor er narcissist

Dette indlæg er meget personligt, men jeg håber at det kan være med til at hjælpe andre i samme situation til at vide, at du ikke er alene.

I min barndom er jeg aldrig blevet udsat for decideret fysisk svigt. Jeg har fået tøj på kroppen, god mad, er ikke blevet slået og har fået knus og kys. Så hvorfor er jeg alligevel blevet traumatiseret? Hovedårsagen til det er, at min mor er narcissist.

I virkeligheden holdt jeg mig bare meget for mig selv og levede inde i min egen trygge verden. For jeg følte mig ikke tryg i mit hjem, uden at kunne forklare hvorfor. Begyndte allerede at få angst som 8-9-årig, og heller ikke dengang vidste jeg hvad det var, andet end at det føles som at være meget bange.

Ingen tilknytning

Jeg knyttede mig ikke til andre – ikke engang til mine forældre. I mange år troede jeg det var mig, der var noget galt med, siden jeg ikke kunne tage imod mine forældres kærlighed. Det har jeg da også fået af vide – at det var mig, der ikke ville elskes, krammes og kysses. Det var en mangel i mig – ikke i dem – at jeg var som jeg var.

Dette siger noget om hvordan forældre kan påvirke børns evne til at føle grundlæggende fysisk og psykisk tillid og tryghed, også selvom alt det fysiske er på plads.

Aldrig diagnosticeret

Min mor er aldrig blevet diagnosticeret. Grunden til dette er, at hun aldrig selv har kunne se sig selv udefra. Derimod så var hun god til at give andre skylden for de problemer der opstod, det var andre der var problemet – ikke hende. Jeg har aldrig hørt hendes sige ordene “Det må du undskylde” eller bare “Undskyld”, uden at grine eller smile samtidig.

Min mor kan ikke føle skyld og hun skammer sig ikke over sig selv. Hun har høj selvtillid og højt selvværd og har haft en god og kærlig barndom (ifølge hende selv). Men hvis man siger disse ting til hende, vil hun selv mene at hun føler skam, godt kan angre, føler skyld, ikke føler sig god nok osv., for at hun får lov at “vinde”. Dermed bliver jeg også snydt til at tro, at det må være mig den er gal med, at det er mig der opfinder problemerne – for hun indrømmer jo selv at hun ikke er perfekt. Alligevel bliver tingene ved med at fortsætte i samme mønster..

Hvordan er det at vokse op med en narcissistisk mor?…

Noget af det, der har gjort sig gældende i mit liv er: 

  • Jeg skulle gå på æggeskaller omkring hende, for ikke at påvirke hende “negativt”
  • Jeg havde mareridt om hende
  • Jeg var meget på vagt og kunne ikke slappe af
  • Alting var meget enten/eller – sort/hvidt.
  • Hvis jeg havde en anden mening end hende, flippede hun helt ud og ville gøre alt for at få mig “over på hendes side”. Hun så min mening som et angreb
  • Jeg lærte at det var farligt og forkert at sige fra eller sætte grænser
  • Hun kunne ikke tage i mod kritik
  • Hun kunne ikke føle empati og medfølelse
  • Stor adskillelse i familie (mor mod far eller mor og far mod børnene)
  • Hun var utilregnelig
  • Hun havde store udsving i sine følelser
  • Ubetydelige ting, kunne hun hidse sig helt op over
  • Råb, skrig og skænderier var dagligdag
  • Gaslighting og benægtelse – hun forvrængede mit syn på situationen, så det altid blev drejet overpå at jeg havde gjort noget forkert
  • Hun følte aldrig skyld eller skam og jeg har aldrig set hende angre over noget
  • Hvis hun havde såret mig, endte det derimod med at jeg skulle undskylde og angre
  • Alle omkring familien, så min mor som den “perfekte mor”. Ingen så hvad der skete bag facaden
  • Det var som at vokse op i fysisk og psykisk fangenskab
  • “Negative” følelser var forbudt, så blev man råbt af, gjort nar af eller beordret til at gå væk

Dette er bare nogle af de ting der har gjort sig gældende for mig i min barndom. Der findes sikkert rigtig mange andre områder jeg ikke har dækket og jeg tror også børn og søskende reagerer meget forskelligt på at have en narcissistisk forælder.
Nogle af konsekvenserne ved at have en narcissistisk mor: 

  • Jeg lærte tidligt at der ikke var plads til mig – hverken fysisk eller psykisk, at jeg ikke havde ret til at være mig eller til at sætte grænser eller få min egen selvstændige identitet. Det var vigtigt, at jeg ikke blev min egen person. Jeg var blevet født til at være en forlængelse af min mor.
  • Min nærmeste tilknytning er dysfunktionel og usund og jeg har skulle lære helt fra nulpunktet, hvordan jeg knytter mig til andre og er tryg i verden
  • Jeg har stor skam– og skyldfølelse, som altid er der
  • Jeg har fået bl.a. angst og kompleks ptsd af min opvækst
  • Jeg har svært ved at stole på mine egne følelser og meninger og har meget lidt tillid til både mig selv og andre
  • Jeg har ikke kunne have mennesker fysisk eller følelsesmæssigt tæt på mig, fordi det bliver for overvældende (frygt for intimitet)
  • I de første over 20 år af mit liv, havde jeg ubehag ved berøring
  • Der skal ingenting til, at traumet bliver aktiveret – at jeg enten bliver overvældet eller overset, kan trigge traumet
  • Der er intet sundt at vende tilbage til, det sunde skal opbygges helt på ny – ligeledes min selvfølelse, selvværd, selvtillid, ydre og indre identitet og min tryghed og tillid i verden
  • Jeg er den største pleaser der findes – jeg har lært at alle andres velbefindende kommer før mit eget, jeg har lært at jeg ikke har nogen værdi og dermed er den eneste form for “værdi” jeg kan få, det at gøre alle andre omkring mig glade.

Jeg er no contact med min mor, hvilket betyder at jeg ingen kontakt har med hende, fordi det er for hårdt for mig at have en relation til hende. Min barndom har gjort at jeg bliver hver dag udfordret i både at være i verden og at leve et liv uden en mor.

Læs også mit indlæg om at bryde kontakten til en forælder.